Udvikling

EFTER DEN ORANGE REVOLUTION

PÅ ORANGE SCENE

Som nummer 134 på Transparency Internationals korruptionsindeks ligger landet i selskab med Pakistan, Nicaragua og Comorerne. Tema om Ukraine – en topprioritet i den danske øststøtte.

Læs side 18-21.

Nobelprismodtager Mohammed Yunus talte til gæsterne på årets Roskilde Festival om en ny kapitalisme, som kan kombineres med social ansvarlighed.

Læs interview side 5.

Juli nr. 4/2009

SPORLØS? Journalist Jeppe Villadsen har rejst gennem Kenyas frodige højland for at finde det barn, han i slutningen af 90’erne sponsorerede via Red Barnets fadderskabsprogram: Catherine Kambura, korrespondancenummer Materi-45-493.

Sporet fører til en amerikansk missionær, en høne i en papkasse – og et bryllup til august. Læs side 8-10.

NR. 4/2009

AKTUELT

SIDE 2

NYT FRA STYRELSEN

‘EN RISIKOPRÆGET INDSATS’ DANIDAS OPLYSNINGSBEVILLING Er du en god u-landsformidler? Kan du øge befolkningens viden om fattige lande og udviklingsbistand? Så send en ansøgning til Danidas Oplysningsbevilling. Der er stadig midler til aktiviteter i 2009.

HVAD KAN DU SØGE TIL? • Oplysningsprojekter i Danmark, herunder u-lands-tv • Rejsestipendier til fagfolk og privatpersoner (rejsen skal resultere i et eller flere oplysningsprojekter i Danmark) • ”Omvendte” rejsestipendier til personer fra u-lande, som deltager i oplysningsprojekter i Danmark HVORNÅR KAN DU SØGE? • Oplysningsprojekter, herunder u-lands-tv: 7. september 2009, 1. marts 2010 og 3. maj 2010 (kun u-lands-tv) • Rejsestipendier og ”omvendte” rejsestipendier: 21. september 2009 og 15. marts 2010 HVOR KAN DU FÅ MERE AT VIDE? • www.oplysningsbevillingen.dk • Fuldmægtig Aase Mikkelsen, Public Diplomacy & Kommunikation, Udenrigsministeriet, asemik@um.dk

Udgives af Danida, Udenrigsministeriet Asiatisk Plads 2, 1448 København K Telefon 3392 0000, fax 3392 0710 35. årgang. Udkommer otte gange om året. Trykoplag: 13.500 ISBN nr. 978-87-7087-182-2 (print) ISBN nr. 978-87-7087-183-9 (web) ISSN nr. 0106-0570

Abonnement Udebliver avisen eller har du adresseændringer eller til-/framelding af abonnement (gratis): www.udvikling.dk eller kontakt Schultz Distribution på telefon 4322 7300, schultz@schultz-grafisk.dk

Redaktion Redaktør: Stefan Kati´c (sk) (stekat@um.dk) 3392 0709 Journalist: Mads Rasmussen Mariegaard (mm) (madmar@um.dk) 3392 0052 Journalistpraktikant: Marta Gramstrup Rasmussen (martra@um.dk) 3392 0066 Ansvarshavende iflg. presseloven: Kontorchef Eva Egesborg Hansen (PDK) Redaktionen afsluttet den 4. juli 2009

Annoncesalg og markedsføring: Simone Hagensen tlf. 2633 8000 (simoha@um.dk) Nyt om navne: avisenudvikling@um.dk Layout: Og Jensen Tryk: Skive Folkeblad. Trykt på svanemærket papir med miljøvenlige farver. www.udvikling.dk. Her findes blandt andet tidligere numre, artikelbibliotek, blogs og link til Udviklings Facebook-side.

Tidligere numre på tryk kan rekvireres fra www.danida-publikationer.dk Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter.

Danida går ind i Zimbabwe med en hjælpepakke til i alt 80 mio. kr. Kunsten er at støtte en nedslidt stat – uden at støtte Mugabe.

Af Stefan Katic´

Zimbabwes egen valuta er afgået ved inflationsdøden og er nu afløst af amerikanske dollars og sydafrikanske rand. På landets hospitaler og klinikker er medicinskabene tomme, og personalet har ikke fået løn i månedsvis.

At blive ved morgen efter morgen at møde på en arbejdsplads, der ingen løn giver, kræver selvsagt en ualmindelig høj motivation.

Intet under at mindst 16.000 sygeplejersker indtil nu har valgt at forlade Zimbabwe, hvor hyperinflation har tvunget den offentlige sektor helt i knæ.

Danidas styrelse godkendte på sit møde i juni en hjælpepakke – et såkaldt overgangsprogram – til Zimbabwe på 60 mio. kr. Bevillingen falder godt i tråd med dansk politik om at prioritere indsatser i særligt svage stater, og det er et præcis, hvad Zimbabwe – er øremærket dels til lønninger af personalet inden for sundhedssektoren, dels til materialer til eleverne (lærerne har heller ikke fået deres løn, men så langt rækker det danske bidrag ikke).

Det kan måske virke usædvanligt, at bistandskroner skal bruges til almindelige lønninger af offentligt ansatte. Men Zimbabwes situation er også usædvanlig.

Hertil kommer så tilsagn om yderligere 20 mio. kr. til støtte af kvinder og piger, som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) gav, da landets oppositionsleder Morgan Tsvangirai i juni besøgte Danmark.

Sideløbende giver Danmark også støtte til fødevaresikkerhed (såsæd, kunstgødning og kapacitetsopbygning) og (via nationale NGO’er) til demokrati og menneskerettigheder i Zimbabwe.

Støt Zimbabwe – ikke Mugabe Forhistorien er lang tids politisk og økonomisk krise, som har ført Zimbabwe – herunder sundheds- og uddannelsessektoren – tæt på et totalt kollaps. I februar i år blev der dannet en samlingsregering, som deler magten mellem landets præsident, den 85-årige Robert Mugabe (ZANU-PF) og oppositionslederen, premierminister Morgan Tsvangirai (Movement for Democratic Change, MDC).

Allerede måneden efter gik udviklingsminister Ulla Tørnæs mod strømmen og besøgte som en af de første vestlige statsledere Zimbabwe for at vurdere, om tiden var inde til en dansk indsats.

Det var den. Og nu yder Danmark en blanding mellem humanitær bistand og støtte til en skrøbelig stat – selvom landets præsident fortsat hedder Robert Mugabe.

Udfordringen er nu at sikre, at de 60 mio. kr. kommer til at sikre fundamentet under den ny koalitionsregering – og ikke at forlænge Mugabes politiske liv.

Det gøres dels ved som nævnt at øremærke

pengene, dels ved igen at placere en fast dansk repræsentant i hovedstaden Harare, som skal være tovholder på overgangsprogrammet og følge den politiske udvikling tæt.

Det har Danmark ikke haft siden 2002, hvor Zimbabwe ophørte med at være dansk programsamarbejdsland. Det skete – som det i oplægget til styrelsen konstateres med en tør underdrivelse – på grund af ’den negative politiske udvikling’ i landet.

Det danske bidrag kanaliseres, sammen med en række andre donorers, via den britiske parallel til Danida, bistandsorganisationen DFID, der som den største bilaterale donor i Zimbabwe har strukturer og netværk på plads i landet.

Flere medlemmer af styrelsen var dog noget bekymrede over valget af netop DFID. For uviljen mod den tidligere kolonimagt England er stor i Zimbabwe.

’En risikopræget indsats’ Pengene kommer som antydet på et tidspunkt, hvor Zimbabwe langtfra opfylder de krav, vi normalt stiller til lande, der skal modtage dansk bistand: Dele af overgangsregeringen og det offentlige apparat gør fortsat, hvad de kan, for at intimidere pressen.

Der er fortsat nye farme, som bliver besat.

Og en række bundkorrupte personer – herunder landets nationalbankdirektør – som det internationale samfund har krævet sat uden for indflydelse, sidder fortsat på deres poster.

På denne baggrund blev beslutningen om at gå ind i Zimbabwe på mødet kaldt ’en risikopræget indsats.’ Alligevel var der stor enighed i styrelsen om, at den danske støtte falder på det rette tidspunkt. Der er ikke råd til at vente, for det er nu samlingsregeringen – og med den chancen for en fredelig overgang til demokrati – skal stå sin prøve.

Stefan Katic´ er redaktør for Udvikling.

Læs også artiklen side 11.

STYRELSEN GODKENDTE BL.A. DISSE BEVILLINGER PÅ SIT MØDE I JUNI: Nærområdeindsatsen for Irak og nabolande 2009-2011 – 142 mio. kr.

Bolivia: Program for adgang til retssystemet – 80 mio. kr.

Zimbabwe: Overgangsprogram, fase I – 60 mio. kr.

De palæstinensiske Selvstyreområder: Genetablering af serviceydelser (EMRPII) – 30 mio. kr.

Støtte til IIED’s (International Institute for Environmental Development) strategiske plan – 25 mio. kr.

Det Arabiske Initiativ: Regionalt medieprogram – 25 mio. kr.

Tematisk program: En fremtid for vor planet (WWF) – 22,8 mio. kr.

Danmarks bidrag til Ozonfonden – 17,6 mio. kr.

Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende organ for udviklingsministeren. Styrelsen drøfter og indstiller nye bilaterale og multilaterale programmer samt oplæg til nye strategier og handlingsplaner.

NR. 4/2009

AKTUELT

BØSSER OG LESBISKE INDTAGER KØBENHAVN 150 sportsfolk og andre repræsentanter fra udviklingslande deltager, når København i juli danner rammen om sport, kultur og konference for homo-, trans- og biseksuelle.

Outgames består af et sportsprogram, hvor deltagerne konkurrerer inden for 34 idrætsgrene, et kulturprogram på byens torve med internationale optrædende og en konference med fokus på LGBT-personers rettigheder.

Outgames afsluttes med den traditionsrige Copenhagen Pride-parade fra Frederiksberg rådhus til Rådhuspladsen i København.

Af Mads Mariegaard

Flere end 5.500 homo-, bi- og transseksuelle (LGBT-personer) fra hele verden kommer i slutningen af denne måned til København for at deltage i ’World Outgames’. Begivenheden byder på sportskonkurrencer, et kulturprogram og en konference om menneskerettigheder. Blandt deltagerne er 150 repræsentanter fra u-lande.

– For os er det helt afgørende, at ’The Big South’ er repræsenteret, for det er i de lande, at LGBT-personers rettigheder er under størst pres. De risikerer mord, tortur og lange fængselsstraffe på grund af deres seksualitet, siger Outgames-direktør Uffe Elbæk.

For os er det helt afgørende, at ’The Big South’ er repræsenteret, for det er i de lande, at (homoseksuelles) rettigheder er under størst pres.

Uffe Elbæk, direktør, World Outgames 2009

Et af målene med Outgames er, at repræsentanterne fra Syd opbygger faglig selvtillid, personligt netværk og større viden, som de kan bruge i kampen for bedre rettigheder. Blandt

tiltagene er et inspirationskatalog, som offentliggøres på konferencen.

– Mange LGBT-personer kender ikke deres egne rettigheder. Derfor vil vi gerne give dem viden og redskaber, som de kan bruge i deres hjemlande, siger Mandana Zarrehparvar, ansvarlig for kataloget og afdelingsleder for ligebehandling og mangfoldighed på Dansk Institut for Menneskerettigheder.

Fængsel på livstid I kataloget optræder en case-historie fra Uganda, hvor homoseksualitet kan straffes med fængsel på livstid. I 2005 ransagede myndighederne en lesbisk transseksuel menneskerettighedsaktivists hjem uden dommerkendelse. Kvinden lagde sag an mod landets myndigheder – som den første homoseksuelle i Uganda nogensinde – og vandt.

Langt hovedparten af verdens donorlande har ingen selvstændige strategier på LGBTområdet, og der findes kun få eksempler på donorfinansierede projekter for homoseksuelle. Dog satte det svenske bistandsdepartment Sida for tre år siden emnet på dagsordenen og udarbejdede en særlig strategi for seksuelle minoriteter.

SIDE 3

WORLD OUTGAMES 2009 København er vært for World Outgames 2009, som løber af stablen fra 25. juli til 2. august og forventes at tiltrække 5.500 deltagere.

Arrangementet har tre dele: Sport, kultur og en menneskerettighedskonference.

Sporten omfatter 34 sportsgrene, mens det største kulturelle arrangement er ’OutCities’, som præsenterer internationale kunstnere på Københavns torve. Årets ’Outgames’ er nummer to i rækken efter premieren i Montreal i 2006.

Udenrigsministeriet har bidraget med 560.000 kroner til det såkaldte Outreach-program, der gør det muligt at invitere 150 deltagere fra u-landene. Hertil kommer omkring 100 deltagere fra Rusland og Østeuropa.

HOMOSEKSUELLES RETTIGHEDER Verdens hidtil største konference om menneskerettigheder for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle finder sted i DR’s koncerthus og IT-universitetet i Ørestaden fra 27. til 29. juli.

Baggrunden er alvorlig: I syv lande er der dødsstraf for homoseksualitet. Og i en tredjedel af verdens lande er det strafbart. I halvdelen af Danidas programsamarbejdslande risikerer bøsser og lesbiske at blive retsforfulgt.

Programmet har talere fra hele verden, heriblandt den indiske filmskaber Parvez Sharma, den lesbiske menneskerettighedsaktivist Kemone Brown fra Jamaica og den libanesiske aktivist og feminist Rasha Moumneh.

Resultatet af konferencen bliver blandt andet et katalog med titlen ’The Copenhagen Catalogue of Good Practices on LGBT’.

KLIMAET SENDER FLERE PÅ FLUGT

Indbyggere i delstaten Bihar i det nordøstlige Bangladesh, hvor mange har mistet deres jord på grund af klimaforandringer. Foto: Sumit Dayal.

Antallet af mennesker, der i fremtiden må forlade deres hjem på grund af klimaforandringer, er langt større end hidtil forventet, viser ny rapport.

Af Marta Gramstrup Rasmussen

200 millioner. Så mange mennesker vil i 2050 være tvunget til forlade deres hjem på grund af klimaforandringerne, viser en ny rapport fra Care International, FN og Columbia University.

Rapporten beskriver, hvordan klimaforandringerne vil få Sahel-ørkenen i Vestafrika til at sprede sig. Dermed bliver jorden mindre produktiv, og det får store konsekvenser for Vestafrikas befolkning, hvoraf knap halvdelen lever af landbrug.

Også Vietnam mærker konsekvenserne af klimaforandringerne. I Mekong-deltaet truer stigende vandstande befolkningen.

– Konsekvenserne af klimaforandringerne er, at store befolkningsgrupper bliver nødt til at migrere for at overleve, fortalte Care Danmarks klimakoordinator, Poul Erik Lauridsen, på et møde midt i juni.

Hvor mange der kan migrere til andre dele af deres region frem for at rejse til et andet kontinent, fremgår dog ikke af rapporten. Årsagerne til, at folk migrerer, er ofte kom-

plekse. Kjeld Rasmussen, lektor på institut for geografi og geologi på Københavns Universitet, stiller derfor også spørgsmålstegn ved,

Det er ofte svært at afgøre, om migration skyldes klimaforandringer eller generel fattigdom.

Kjeld Rasmussen, lektor, Københavns Universitet

hvordan man skelner mellem ’almindelige’ flygtninge og ’klimaflygtninge’. Og om det overhovedet er nødvendigt at skelne.

– Når migration finder sted, er der en ten-

dens til at finde én enkelt forklaring på fænomenet, men oftest er der flere forskellige faktorer. Derfor er det ofte svært at afgøre, om migration skyldes klimaforandringer eller generel fattigdom, sagde Kjeld Rasmussen på mødet.

Samtidig påpegede han, at man som flygtning har en vis status, og at det også af den grund er nødvendigt at bruge begrebet varsomt.

– Jeg vil ikke afvise, at der findes klimaflygtninge, og at det kan blive et større problem i fremtiden. Men kalder vi nogen for flygtning, følger der rettigheder med, og derfor skal vi bruge begrebet med omtanke, påpegede Kjeld Rasmussen.

NR. 4/2009

AKTUELT

ARKITEKTER SER MOD SYD Finanskrisen har mere end fordoblet ledigheden blandt danske arkitekter. Flere af de fyrede kaster sig ud i frivilligt udviklingsarbejde, fx inden for bæredygtige byggemetoder i Ghana.

Af Signe Kierkegaard Cain

I en landsby tæt på Ghanas hovedstad Accra går danske arkitekter snart i gang med at uddanne lokale unge i at presse lerjord om til mursten. Landsbyens unge bliver håndværkere, der på længere sigt kan starte virksomheder og sætte bæredygtigt byggeri i gang i området.

På grund af finanskrisen står hele 600 danske arkitekter i dag uden job. Ifølge Arkitektforbundet steg ledigheden blandt danske arkitekter fra 3,5 procent sidste år til 8,8 procent i år.

En nyetableret dansk organisation, Arkitekter Uden Grænser, forsøger at gøre de fyrede opmærksom på, at de kan lave frivilligt

udviklingsarbejde, mens de venter på næste lønnede job.

Arbejde med mening – Vores medlemstal stiger hele tiden, og mange arbejdsløse arkitekter henvender sig.

De vil gerne bruge tiden på at lave noget med mening i, fortæller Sofie Wäborg, arkitekt og formand for Arkitekter Uden Grænser. Organisationen er ingen gigant blandt danske NGO’er. Lige nu er der omkring 60 medlemmer, men det tal er steget fra blot 15 medlemmer ved årsskiftet.

Arkitekter Uden Grænser planlægger netop nu at sende arkitekter til Sierra Leone, Indien og Ghana, hvor de blandt andet skal arbejde med boliger til hospitalspersonale og mobile skoler til migrantbørn.

I Indien samarbejder Arkitekter Uden Grænser med en dansk arkitekt, der har tegnet både en rullende og en flydende skole, som kan følge med børnene, når deres forældre tager et nyt sted hen for at arbejde. Skolerne er enkelt designet, og arkitekterne har arbejdet med, at skolerne skal indgå naturligt i lokalmiljøet og udføres i lokale materialer.

– Interessen for Arkitekter Uden Grænser

har været overraskende stor, og jeg er ret imponeret over den organisation, de har bygget op på kort tid, siger Jørgen Eskemose, arkitekt og lektor ved Department of Human Settlements på Arkitektskolen i København.

På vej til Mozambique Jørgen Eskemose har 25 års erfaring med krydsfeltet mellem arkitektur, urbanisering og udvikling generelt, og Arkitektskolen har siden 90’erne sendt studerende på ulønnede arbejdsophold i blandt andet Ghana og Tanzania. Lige nu er skolen i gang med at planlægge ophold i Mozambique i starten af 2010. Ligesom hos Arkitekter Uden Grænser er det de allerfattigstes rum, de studerende arbejder med.

– De studerende, der tager til Afrika gennem vores program, bygger ikke fine huse og arkitektur i klassisk forstand. De arbejder med fattige menneskers bosætning, infrastruktur, byudvikling og byplanlægning, fortæller Jørgen Eskemose.

Bidrag til social lighed Arkitekter kan gøre en forskel inden for netop byudvikling i u-lande, mener arkitekt Jan Gehl. Hans tegnestue Gehl Architects kombi-

SIDE 4

nerer arkitektur og udviklingsarbejde i projekter i blandt andet Kina, Mexico og Jordan.

Arbejdet er lønnet, men tegnestuen går ofte ned i pris, hvis opgaven er meningsfuld. Jan Gehl foreslår, at dansk udviklingsbistand sætter flere arkitekters ekspertise i spil.

– Udviklingsbistanden bør bruges på flere fortove, cykelstier og busser i byerne, så folk uden bil kan komme på arbejde og hjem til deres familier. På den måde kan arkitekter bidrage til at skabe større social lighed, siger han.

Jan Gehl peger på, at Kina i fremskridtets navn har forbudt cykler flere steder for at satse på biler. Her kan danske arkitekter byde ind med erfaring i, hvordan man udvikler en mere bæredygtig by, mener han.

– Arkitekter ser som regel begrænsninger som en designudfordring, og vi er gode til at tage udgangspunkt i både mennesket og stedet, når vi bygger, siger Sofie Wäborg, formand for Arkitekter Uden Grænser. Hun håber, Arkitekter Uden Grænser kan påvirke endnu flere unge og etablerede danske arkitekter til at kaste sig over udviklingsarbejdet – også når lykken vender, og finanskrisen er forbi.

Signe Kierkegaard Cain er freelancejournalist.

Arkitekter Uden Grænser er en del af en international non-profit organisation, som arbejder for bæredygtig bebyggelse og udvikling verden over. Her ses tegninger til et uddannelsescenter for børn i Addis Ababa, Etiopien, som den svenske afdeling står bag. Ill.: Kajsa Laring og Jonas Torsvall.

ARKITEKTER UDEN GRÆNSER Arkitekter Uden Grænser blev startet i 2008 af Sofie Wäborg og Marianne Filtenborg, begge arkitekter. AUG’s medlemmer tæller blandt andet NGO’er og tegnestuer. Organisationen baserer sig på frivillig arbejdskraft og finansieres af medlemsindtægter og fondsmidler. Fx har Statens Kunstfond givet organisationen flere rejselegater.

Se www.arkitekterudengraenser.dk Arkitekter Uden Grænser er en del af Architecture Sans Frontieres, en verdensomspændende non-profit organisation, som arbejder for bæredygtig og retfærdig bebyggelse og udvikling verden over. Organisationen er repræsenteret i flere end 20 lande.

Se www.asfint.org Se også www.dib.dk

NGO’ER DROPPER AIDONLINE

MILLIONER PÅ FLUGT I PAKISTAN

Røde Kors, Care og flere andre danske hjælpeorganisationer har efter kort tid stoppet samarbejdet med AidOnline, der erstatter bannerreklamer på hjemmesider med annoncer til støtte for Afrikas fattige og kræftramte. Organisationerne talte ellers varmt for konceptet i begyndelsen af juni, men siden er AidOnline blevet kritiseret for at fjerne de annoncer, som gratis hjemmesider lever af.

AidOnline beklager organisationernes beslutning: – Vi synes, det er interessant, hvad det betyder for de nødlidende mennesker, organisationerne kunne have hjulpet med pengene, indsamlet gennem AidOnline-samarbejdet, siger Johan Plenge, direktør i AidOnline til Udvikling.

Mellem to og fire millioner mennesker er blevet tvunget på flugt, siden Pakistans militær i starten af maj indledte en offensiv mod Taliban-militsen i den nordlige del af landet.

Regeringen og flere humanitære organisationer arbejder på at imødekomme flygtningenes basale behov, men ifølge Care International har 70 procent af de pakistanske flygtninge, især kvinder og børn, store psykologiske traumer og derfor et akut behov for krisehjælp.

– Hvis disse børn ikke får hjælp til at håndtere deres psykiske traumer, risikerer de at blive skadet for livet. Byer og hjem kan genopbygges, men små hjerter heler måske aldrig, siger Hasan Mazumdar, landedirektør for Care International i Pakistan.

Kilde: Care

IMS PÅ BANEN I ZIMBABWE Sammen med en række lokale aktører har den danske organisation International Media Support (IMS) etableret et center i Zimbabwe, som skal være med til at sikre, at vigtige informationer i krisesituationer når ud til befolkningen via medierne – fx informationer om smittefare under en koleraepidemi. Centeret, The Humanitarian Information Facility Centre (HIFC), er et samarbejde mellem humanitære organisationer og zimbabwiske journalister.

Internationale humanitære organisationer som FN’s koordinerende kontor for humanitære indsatser (OCHA) har på det seneste indset, at det er nødvendigt, at varslinger og vejledninger om forebyggelse når ud til de potentielle ofre via eksisterende kommunikationskanaler.

Kilde: IMS.

STOP FOR DANSK STØTTE TIL HONDURAS Danmark suspenderer støtten til ombudsmanden i Honduras. Det sker efter oplysninger om, at ombudsmanden har udtrykt støtte til kupmagerne i det mellemamerikanske land. Sammen med det internationale samfund tager Danmark afstand fra de udemokratiske metoder, der har været anvendt.

– Ombudsmandsinstitutionerne i Centralamerika spiller en positiv rolle for den demokratiske udvikling i landene. Derfor har Danmark givet finansiel støtte til disse institutioner i Honduras (3 mio. kr. i 2009-2010, red.) og andre lande i regionen, naturligvis under den forudsætning, at de er uafhængige og upartiske, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Kilde: um.dk

YUNUS PÅ ORANGE SCENE Muhammed Yunus, nobelprismodtager og stifter af mikrokredit-banken Grameen Bank, talte på Orange Scene under Roskilde Festival i starten af juli. Foto: Ditte Valente/Scanpix.

Nobelprisvinder Muhammed Yunus rundede årets Roskilde Festival af med et budskab om, at gode idéer og innovation går hånd i hånd med handling og socialt ansvar.

Af Anna Mogensen

Kun de allerstørste stjerner har format til at brage igennem over for 50.000 mennesker fra Orange Scene på Roskilde Festival.

Og kun de allerfærreste superstjerner tager en runde på festivalpladsen, inden de går på, giver hjertelige krammere til halvfulde punkere, kys på kinden til eskalterede tøser med sløjfer i håret og to minutter til klimaaktivister med dreadlocks, der vil diskutere verdens globale udfordringer.

Men professor Muhammed Yunus, nobelprismodtager og mikrolånenes Founding Father, hører til i ligaen af de store og de få.

Roskilde Festivalen har satset på ham som den første taler nogensinde, der om søndagen skal runde festivalen af fra Orange Scene.

Budskabet er, at fattigdom kan udryddes, og at en ny social kapitalisme med et menneskeligt ansigt er ved at vinde frem.

Festivalgæsterne virker vilde med tiltaget.

Formentlig fordi Yunus ikke er endnu en excentrisk celebrity-aktivist med et flot statement men derimod en karismatiske professor, der stilfærdigt bevæger sig rundt blandt masserne med en Magnum-is i hånden og knus til dem, der genkender ham.

– Hey, det er ham med mikrolånene, lyder det, når folk får øje på Yunus.

Små lån og store forandringer Siden 1970’erne har Yunus’ Grameen Bank ydet mikrolån på helt ned til 20 kroner til Bangladesh’ fattige kvinder. Succesen hviler blandt andet på tillid mellem banken og kunden som sikkerhed for at yde lånet. Jo mindre man ejer, jo lavere er renten. Lånerne indgår i grupper, der støtter hinanden i at investere rigtigt og

betale lånet tilbage. Af den lille milliard mikrolån Yunus’ Grameen Bank yder om året, betales 98 procent af lånene tilbage, og netop kvinderne, der ellers ikke kan låne penge i almindelige banker i Bangladesh, er langt bedre til at investere de lånte penge fornuftigt end mænd. Samtidig er det gennem kvinderne, de samfundsmæssige ændringer sker.

– At ændre de sociale forhold gennem kvinderne har en fantastisk gavnlig effekt på samfundet. Noget af det væsentlige for vores principper omkring mikrolån er at sikre, at

Hey, det er ham med mikrolånene!

Festivalgæst

kvinderne får adgang til teknologi, fortæller Yunus i haven i festivalens medieby. Han fortsætter: – Mobiltelefonen er et symbol på autoritet og magt; kvinden kan kommunikere direkte med hvem hun vil, om det så er premierministeren eller redaktøren af landets største avis.

I begyndelsen indser hun ikke, at hun har magten til at argumentere, protestere og muligheden for at skabe sit eget netværk.

Men hun er ikke længere afhængig af nogen, og udfordringen fremover ligger i at gøre uafhængigheden endnu mere synlig, siger Yunus.

Mikrolån 2.0 En del af løsningen ligger i at udvide det finansielle fokus og satse på en ny type virksomhed, den sociale virksomhed. Den har som mål at afhjælpe et samfundsmæssigt problem frem for at maksimere sit afkast – dog uden at gå på kompromis med profitten.

– Den sociale virksomhed vil for eksempel fokusere på kvindernes muligheder frem for deres ydelse. Der er et stort behov for at opfylde følelsesmæssige og socialt menneskelige behov, der også generer velstand. Kapitalismen er en del af løsningen, men som vi

kender den i dag, er den endimensionel og kun halvt udviklet, siger Yunus.

Som finansiel institution er mikrolånsvirksomheden en af den slags succeser, der har vokset sig alt for stor, mener Yunus. Derfor har han sammen med Chuck Waterfield, professor ved Columbia University i New York og grundlægger af virksomheden Microfinance Transparency, udviklet visionerne for fremtidens sociale virksomhed.

– I dag er det blevet nødvendigt at beskytte mikrofinansieringsindustrien fra alt for meget succes, og vi vil gerne bevæge os fra den finansielle del til at drive social virksomhed, siger Chuck Waterfield. Han tilføjer: – Lige nu er det helt uigennemskueligt, hvor høj en rente der sættes på lånene. I nogle lande som for eksempel Peru tjener mikrolånsvirksomhederne meget mere end almindelige banker. Vi ønsker gennemskuelige rentesatser og argumenterer for sociale virksomheder, hvor overskuddet reinvesteres i virksomheden frem for at blive udbetalt som afkast til investorer.

Win-win-win Både Muhammed Yunus og Chuck Waterfield peger på, at den sociale virksomhed bør tænkes ind i den fremtidige udviklingsbistand.

– For det første bygger udviklingsbistanden i dag stadig på en model fra 1970’erne, hvor pengene gives til modtagerlandets regering, der fordeler dem til de fattige. Men civilsamfundene i dag er meget stærkere end for 20-30 år siden, så hvorfor ikke lade udviklingsbistanden gå direkte til civilsamfundet? spørger Yunus.

– For det andet behøver bistand ikke altid

MUHAMMED YUNUS Professor i økonomi, 69 år. Opfandt begrebet mikrokredit og grundlagde i 1976 Grameen Bank i Bangladesh, der på fordelagtige vilkår låner småbeløb ud til primært fattige kvinder for at skabe udvikling fra neden. Modtog Nobels Fredspris i 2006 for initiativet. Konceptet er udbredt til 38 lande, og flere end 750 millioner lånere har optaget et mikrolån.

være en donation. Man kunne eksempelvis tænke sig, at pengene går til en social fond, hvor det er muligt at låne penge til at etablere virksomheder, der hjælper fattige og børn.

Pengene kommer ganske vist ikke tilbage til donorlandet, men de vil give afkast i modtagerlandet i en social virksomhed med bæredygtig vækst, påpeger Yunus.

Chuck Waterfield supplerer: – Mikrofinansiering er gået fra at være lån til at være investering. Der er stort potentiale i at udvikle sociale virksomheder, fordi de allerfleste vil være glade for at modtage penge på forretningsmæssige vilkår for så at låne ud eller investere i bistandsprojekter, der hjælper de fattige. En win-win-win situation, fastslår han.

Handling er super-fantastisk I løbet af Roskilde Festivalens fire dage har iværksættervirksomheden og folkene bag Yunus’ besøg ‘WeCollaborate’ arrangeret ‘battles’, hvor deltagerne har konkurreret om at præsentere den bedste innovative idé til en social virksomhed. Søndag eftermiddag er der finale, og duellen står mellem Javier, der har ét minut til at præsentere en idé om et Facebook-netværk for NGO’er og donorer – og Celeste, der har designet et program, som engagerer børn i klimadebatten.

Den bedste idé afgøres af publikums bifald.

Yunus er ellers blevet tilbudt at kåre vinderen, men i tråd med sin filosofi om, at det er borgerne selv, der ved bedst, afslår han med et venligt smil.

Da Javier vinder på et bifald og piften, der varer et par sekunder længere end Celestes, træder Yunus op på et mini-podium, der er tømret sammen af spånplader for at lykønske vinderen.

– Idéer er fantastiske, men handling er super-fantastisk. Vi er alle sammen i gang med en proces, hvor vi lærer af hinanden, siger nobelprisvinderen og høster dagens højeste bifald fra de 30 tilhørere. Et budskab der gentages lidt senere fra Orange Scene – nu for 50.000 tilhørere.

Anna Mogensen er freelancejournalist.

NR. 4/2009

MAROKKO

SIDE 6

CASABLANCAS POWERKVINDER Kvindebevægelsen i Marokko har skabt forandringer, som giver genlyd over hele den arabiske verden.

Af Camilla Wass

– For os kvinder er tidsregningen delt op i to: før og efter Moudawanaen (den nye familielov). Inden den blev vedtaget, var det marokkanske samfund præget af diskrimination, og der var en opfattelse af, at det var okay at slå sin kone. En mand kunne ligefrem finde på at banke løs på sin hustru midt på gaden, og ingen ville gribe ind, for folk mente, at det var hans ret at sætte hustruen på plads. Men nu har vi brudt tabuet. Folk kan i dag tale åbent om problemerne med vold i ægteskabet.

Sådan fortæller Aatifa Timjadiene, national koordinator for Anaruz, en marokkansk kvindeorganisation. Anaruz betyder ’håb’ på berbersprog, og netop for at sprede håb har Anaruz etableret et sirligt system af ’lyttecentraler’, strøet ud over hele Marokko. Her kan kvinder lette deres hjerte og få gode råd til at tackle vold i ægteskabet.

Som en del af Det Arabiske Initiativ er der etableret samarbejde mellem danske og marokkanske kvindeorganisationer. Aatifa Timjadiene besøgte Danmark i 2008, og her fik hun et grundigt indblik i det danske system omkring forebyggelse af vold mod kvinder.

– Danmark er en rollemodel for os, og vi spejler os i den proces omkring kvindefrigørelse, der har været i Danmark i de sidste 30 år. Samarbejdet fungerer godt, fordi vi har de samme visioner, siger hun.

Siden Moudawanaen blev vedtaget i 2004, er synet på kvindens rolle i det marokkanske samfund langsomt begyndt at ændre sig, og landets kvindesagsforkæmpere rider på en bølge.

Carrie fra Casablanca Nabila Tbeur, bestyrer af kvindehjemmet INSAF i udkanten af Casablanca, ligner Carrie Bradshaw fra den amerikanske tv-serie Sex and the City – i stram spadseredragt og med knaldrød læbestift og duftende, bølget hår. Men ellers er der langt fra den skofikserede forfatter fra New York til den ihærdige kvindeaktivist i Casablanca.

– En kvindes liv kan vende op og ned på en dag. Jeg har set kvinder blive behandlet så uretfærdigt, at jeg bliver rigtig gal, fortæller Nabila Tbeur, mens hun viser rundt på hjemmet for enlige mødre, det første af sin slags i Marokko.

De høje pumps-sko spankulerer florlet op ad kvindehjemmets trapper, og de rougemalede kinder har ikke spor imod at få et vådt

babykys. På sovesalen står vuggerne helt tæt op ad hinanden, og en tilsløret kvinde sidder på en af sengene, optaget af at amme sit barn.

– Enlige mødre har ingen status overhovedet. De bliver udsat for en ekstrem form for familiemæssig eksklusion, hvor hele deres netværk nægter at kendes ved dem. Før havde de intet andet valg end at leve på gaden. I 1999 blev der fundet 300 barnelig i gaderne i Casablanca, siger Nabila Tbeur.

Hun mener, at Moudawanaen har givet nyt håb til de anslået 5.000 enlige mødre i Casablanca.

– For ti år siden talte ingen om, at der fandtes enlige mødre. Den nye familielov har været med til at bryde det tabu – og gjort det lettere for os at hjælpe de kvinder, der ellers ville smide deres barn i rendestenen, siger Nabila Tbeur.

På flugt fra voldelige mænd Støvet hvirvler omkring os, mens vi bumper ud ad den snørklede landevej, længere og længere væk fra Casablanca. Den hvidkalkede villa ligger lige midt på en blomstereng. Vagten åbner den store tunge dør, og lyden af højlydte kvindehvin runger ud over gårdspladsen.

En gruppe kvinder sidder i et skyggefyldt hjørne, dybt optaget af at farve hinandens hår. Kvinderne har taget det drastiske skridt at forlade deres voldelige ægtemand. Et skridt, Moudawanaen har gjort muligt.

– Mange af kvinderne tager tilløb i flere år, før de banker på døren til vores krisecenter. Vi hjælper dem med at finde deres ben igen, og med at vende nederlaget over, at familien ikke fungerede, om til en personlig sejr over at turde sige fra over for vold, fortæller Mouna Chemmakhi.

Hun er leder af krisecentret Tilila og har lige nu 22 kvinder under sine vinger. De fleste af kvinderne er i starten af tyverne og kommer fra de fattige forstæder til Casablanca.

– Selvom de har ret til skilsmisse, så bliver mange kvinder i praksis udstødt af deres familie, når de forlader deres mand. Det er hårdt at stå helt alene og skulle bygge et nyt liv op, men med vores hjælp lykkes det, siger Mouna Chemmakhi.

Som en del af Det Arabiske Initiativ har hun haft flere besøg fra Danmark, og i 2008 rejste hun til Danmark for at besøge Dannerhuset i København og en række andre danske krisecentre.

– Det var utrolig berigende for os. Især var det inspirerende at høre om, hvordan man tackler børn i kriseramte familier, og om de tilbud, man har til mænd, der er voldelige over for deres koner. Det er lige den form for inspiration, vi har brug for i Marokko. For selvom vi er nået langt, har vi stadig lang vej igen, før kvinder og mænd for alvor er ligestillet.

En henna-dekoration males på en bruds hånd før et bryllup i Marokko. På grund af en ny familielov kan marokkanske

RØDSTRØM HOVEDTØR Marokko. Fronterne i kvindekampen er trukket hårdt op mellem sekulære organisationer med vestlige forbilleder og islamiske organisationer med Koranen i hånden.

Af Camilla Wass, Casablanca

– Islamiske feminister! Ha, ha, ha, det må da være årets joke. Hvis disse kvinder kunne gå baglæns, ville de gøre det.

Fouzia Assouli ruller med øjnene og roder rundt i sit store viltre hår. På det lille bord foran hende ligger en notesblok med kvindetegnet på, og hendes kontor i hjertet af Casablanca er overklistret med plakater med billeder af demonstrerende kvinder. Ingen brændende bh’er og flagrende bryster – men masser af knyttede næver og bannere i alle farver.

Fouzia Assouli er en af bannerførerne i

kvindekampen i Marokko. Hun er medstifter af en af landets største kvindeorganisationer, LDDF (La Ligue Démocratique pour les Droits de la Femme), der siden midten af 80’erne har kæmpet for den ændring af den marokkanske familielovgivning, Moudawanaen, der i dag er en realitet.

Med loven er kvinder og mænd formelt blevet ligestillet. Kvinderne kan selv vælge, hvem de vil gifte sig med, og de har fået ret til skilsmisse og mulighed for at beholde hus og børn, hvis de bliver skilt.

LDDF arbejder i dag for, at kvinder i Marokko skal kende deres rettigheder og arrangerer informationskaravaner, der rejser rundt i Marokkos fjerneste afkroge og fortæller om Moudawadanen.

Men Fouzia Assouli oplever, at hendes islamiske ’medsøstre’ forsøger at stikke en kæp i hjulet på hendes arbejde.

– Den islamiske kvindebevægelse har kørt flere hadekampagner mod LDDF, hvor de har anklaget os for at være Vestens lakajer. Det er tydeligt, at de bruger religionen til at lave

NR. 4/2009

MAROKKO

SIDE 7

for at hjælpe voldsramte kvinder. Al Wiam driver et krisecenter i Rabat og har ’lyttecentraler’ over hele Marokko, hvor kvinder kan ringe ind og lette deres hjerter.

Spørgsmålet om, hvorvidt man kan forene islam og kvindekamp, får Jamila Mossali til at hæve stemmen.

– Den vestlige verden er gennemsyret af en total misforståelse af islam. Man forstår simpelthen ikke kvindens stilling i islam, pointerer hun med lynende øjne og fortsætter: – Det handler om at forstå, at islam er en højt udviklet religion i forhold til kvinders rettigheder. Islam beskytter kvinden og sikrer hende status og værdighed i hendes forskellige roller inden for familien – som hustru, mor og datter. Jeg vil gerne være et forbillede for kvinder i hele Marokko og vise, at man sagtens kan være troende muslim og kvindesagsforkæmper på samme tid, siger hun.

Jamila Mossali har ikke meget tilovers for de sekulære kvindeorganisationer.

– De har en masse fine projekter, men de er elitære og har slet ikke fat i befolkningen. De glemmer at tænke på, at religionen er grundstenen i marokkanernes opfattelse af sig selv – man kan ikke lave forandringer uden at tage det religiøse med i betragtning, siger hun.

Det Arabiske Initiativ, som Danmarks regering lancerede i 2003 for at forbedre dialog og forståelse mellem Danmark og den arabiske verden. Indtil nu har Det Arabiske Initiativ kun taget spæde skridt til at inkludere islamiske organisationer i programmerne i Marokko og resten af den arabiske region.

– Man kan godt forestille sig, at de islamiske organisationer vil have mere klangbund i befolkningen end de sekulære organisationer, siger Julie Pruzan-Jørgensen, der var teamleder på reviewet af programmet i Marokko.

Hun er ved at lægge sidste hånd på en ph.d.-afhandling om den marokkanske familielov og forbereder en undersøgelse af islamiske kvindeorganisationer i Marokko, Jordan og Egypten.

– Islamisk feminisme udfordrer den måde, vi ser verden på. Som danskere forventer vi næsten automatisk, at islam og ligestilling er modsætninger, og der findes da også masser af eksempler på, at islam bruges til at undertrykke kvinder. Men inden for den islamiske bevægelse findes også højtbegavede kvinder med power og fremdrift, der arbejder målrettet på at styrke kvinders rettigheder inden for islam, siger hun.

Klangbund i befolkningen Øget involvering af ikke-sekulære grupper i Marokko er også blandt anbefalingerne i en ny revision af Marokko-programmet under

politik. Og at kvinderettigheder blot er en brik i dette spil, mener hun.

Kvinderne kæmper Fronterne er trukket skarpt op i den marokkanske kvindekamp. På den ene side står den sekulære og frihedssøgende bevægelse, der trækker tråde til den vestlige verdens rødstrømpebevægelse. Den er drevet af strømlinede kvinder, der går med rød neglelak og rejser til Frankrig fem gange om året. De ser verden ud fra individets synspunkt og mener selv, at de er talskvinder for det moderne Marokko.

På den anden side står den islamiske kvindebevægelse, der arbejder målrettet for at fremme kvindernes sag inden for rammerne af islam. De ser ingen modsætning mellem sharia-lovgivning og kvinderettigheder. De mener, at de har fingeren på pulsen i Marokko og ser sig selv som garant for reformer, der tager udgangspunkt i lokale forhold og ikke i en vestlig tankegang.

Den islamiske kvindebevægelse har sat soli-

de fingeraftryk på den marokkanske familielov Moudawanaen. Det specielle ved Moudawanaen er nemlig, at den nyfortolker afsnit af Koranen og på denne måde bruger islam som et redskab til at fremme kvinders rettigheder.

Islamisk kvindekamp Feminisme og hovedtørklæder opfattes normalt ikke som to ting, der kan gå hånd i hånd, men på denne solskinsdag er de skønt forenet i en spurt rundt på gangene i det marokkanske parlament i byen Rabat. Jamila Mossali tager hurtige og bestemte skridt – hun er politiker og har siden 2002 siddet i det marokkanske parlament for det islamiske parti PJD. – Det var min far, der opfordrede mig til at stille op til parlamentet. Han er en stor støtte for mig, og jeg er glad for at have fået denne platform til at kæmpe for kvinders rettigheder, siger hun.

I over 20 år har Jamila Mossalis hjerte banket for kvindekampen. Hun er leder af den islamiske organisation Al Wiam, der arbejder

Læs mere på www.rabat.um.dk, www.kvinfo.dk og www.detarabiskeinitiativ.dk

KVINDEKAMPENS MAROKKANSKE ANSIGTER Fotos: Camilla Wass.

kvinder selv vælge, hvem de vil giftes med. Samtidig har de fået ret til skilsmisse. Foto: Alan Keohane/Scanpix.

PER MOD KLÆDER

Camilla Wass er journalist og redaktør på Nyhedsbrevet om Det Arabiske Initiativ.

FOUZIA ASSOULI – medstifter af LDDF, en af landets største kvindeorganisationer.

JAMILA MOSSALI – parlamentsmedlem for det islamiske parti PJD.

AATIFA TIMJADIENE – national koordinator for kvindeorganisationen Anaruz.

NABILA TBEUR – bestyrer af INSAF, et kvindehjem i udkanten af Casablanca.

MOUNA CHEMMAKHI – leder af Tilila, et krisecenter for kvinder uden for Casablanca.

MAROKKO

DET ARABISKE INITIATIV

Marokko er på én gang et reformvenligt land i rivende udvikling – og et fattigt afrikansk land med en ekstrem høj analfabetisme. Landet har tætte relationer til de tidligere kolonimagter Frankrig og Spanien og er hovedmodtager af EU’s naboskabsmidler.

Danmarks regering iværksatte Det Arabiske Initiativ i 2003 for at styrke dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden og for at støtte reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

I 2004 vedtog Marokko – med kongens velsignelse – den nye familielov Moudawanaen, der har ført til en markant forbedring af kvinders rettigheder. Med Moudawanaen er kvinder formelt blevet ligestillet med mænd, fx har de fået ret til skilsmisse. Alt sammen inden for rammerne af sharia-lovgivningen.

Marokko er kendt for et omfattende civilsamfund, hvor især kvinderne er aktive. De mener, at familieloven med tiden vil ændre hele samfundets syn på kvindens rolle. Den islamiske kvindebevægelse har et vidtforgrenet græsrodsnetværk og en stor klangbund, især i landdistrikterne.

Siden har en ny familielov i Marokko, som blevet vedtaget i 2004, ændret hele samfundets struktur, fordi kvinders stilling er blevet forbedret. I den forbindelse giver Det Arabiske Initiativ rygstøtte til landets kvindebevægelse.

En samarbejdsaftale mellem Danmark og Marokko blev vedtaget i februar 2006, midt under tegningekrisen, og den 1. september 2007 åbnede Danmark en ambassade i Marokkos hovedstad Rabat.

Den danske organisation KVINFO samarbejder med marokkanske organisationer om en række projekter. KVINFO støtter gennemførelsen af den nye familielov, indsatsen over for vold mod kvinder og konfliktmægling ved skilsmisser.

NR. 4/2009

Sporløs? En dansk journalist rejser til Kenyas frodige højland for at finde det barn, han for 10 år siden sponsorerede gennem Red Barnets fadderskabsprogram.

SPONSORBARN

SIDE 8

PÅ SPORET AF MIT

Tekst og fotos: Jeppe Villadsen

Det var i sponsoraternes barndom. Før hjælpeorganisationerne havde hylderne fulde af gavegeder og sponsorkøer til velgørenhedslystne danskere med friværdi på lommen.

Sommeren 1996. Netop hjemvendt fra et halvt års rygsækbehængt dannelsesrejse i Asien, og jeg har fået Catherine Kambura.

Hun er mit sponsorbarn. Købt og betalt for 150 fradragsberettigede kroner om måneden hos Red Barnet.

Jeg ved ikke andet om Catherine, end at hun er fra en lille landsby et sted i Kenya.

Faderen er død og har efterladt moderen alene med seks børn og et lille landbrug, som de lever af. Catherine er ti år gammel. Efter fire års grundskole er hun lige begyndt på en katolsk kostskole.

Red Barnet har sendt mig et foto af pigen og et nummer, som jeg skal bruge i al fremtidig korrespondance med hende: Materi-45-493.

Ikke fordi jeg har tænkt mig at skrive særlig mange breve til min sponsorpige og hendes familie, som jeg ikke kender og heller ikke har noget voldsomt behov for at lære at kende.

Jeg er lige begyndt på universitetet og har sådan set nok at gøre med det. Den mentale afstand fra Nørrebro til et fjernt kenyansk landsbysamfund føler jeg mig ikke forpligtet til at tilbagelægge, bare fordi jeg har tegnet mig for et fadderskab.

Det er ikke et kulturmøde, jeg er ude efter.

Og slet ikke rollen som den rige onkel fra Danmark. Jeg vil bare hjælpe lidt – ikke oparbejde en stor taknemmelighedsgæld.

Billedet af Catherine ryger op på opslagstavlen, og det er det. Strømmen af breve og tegninger fra hende bliver hurtigt læst. Et par kommer på opslagstavlen, resten ryger ned i en skuffe.

BREVE FRA CATHERINE ”Hej! Hej! Hallo, min nye sponsor, modtag virkelig mange varme hilsner fra din hengivne kenyanske ven, Catherine Kambura. Hvordan har du det, dér i dit land? Er det meget vinter, forår eller sommer? Her i mit land er der ikke noget i den retning.”

Catherine, 10 år ”Hjemme har jeg en lille have, hvor jeg dyrker blomster og nogle frugttræer, og jeg har nogle høns og haner. Jeg får nogle æg, som jeg sælger eller spiser. Min yndlingsret er chapati. Jeg kan lide chapati, fordi de er nemme at tilberede og sparer tid. Sådan her laver man dem: …”

Catherine, 11 år ”Hvordan er klimaet i dit land? Her i Kenya er det meget varmt og meget snart vil vi få regn.

Nu er det blevet tid til at høste vores afgrøder. Dyrker I også noget hos dig? Det håber jeg.”

Catherine, 13 år

Catherine Kambura, 10 år.

Fire år og et dusin blomstersmykkede breve fra Catherine senere modtager jeg et kortfattet brev fra Red Barnet. I brevet står der, at fadderskabet er ophørt, fordi Catherines familie har taget hende ud af skolen. Der er ingen yderligere forklaring.

En skam, tænker jeg, for hvis hun er hevet ud af skolen for at arbejde hjemme, virker fadderskabet nærmest spildt. Catherine og hendes mor hører jeg ikke noget fra, og jeg undersøger ikke sagen videre hos Red Barnet.

Ingen persondata Det er otte år efter mit fadderskab ophørte, og jeg er i mellemtiden blevet journalist bosat i Kenya. Jeg er et smut hjemme i Danmark, da Udviklings redaktør spørger mig, om jeg har lyst til at skrive en artikel om sponsorbørn.

Mens vi snakker videre, kommer jeg i tanker om, at mit gamle sponsorbarn var fra Kenya. Skulle jeg ikke forsøge at finde hende?

Vi bliver enige om, at det kunne være spændende at få en førstehåndsskildring af, hvordan det er gået et helt tilfældigt sponsorbarn.

På grund af min udstationering er de fleste af mine ejendele pakket ned, så jeg kan ikke få fat på mappen med sponsorkontrakt, breve og tegninger, jeg har gemt. Jeg skriver derfor til Red Barnet for at få navn og kontaktoplysninger på pigen. Resultatet er dog nedslående.

Organisationens kommunikationsafdeling svarer: ”Jeg har været i den gamle database. Jeg kan se, at dit fadderskab er opsagt i juni 2000, men

der er ingen persondata registreret på dit fadderbarn: navn, adresse eller fødselsdato. Jeg har kigget i arkivet i kælderen, og der er kun gemt 5 år tilbage. Så desværre kan jeg ikke hjælpe dig med navn og hendes historie, efter hun har forladt skolen.”

Det undrer mig, at tidligere sponsorer ikke kan få kontakt til deres ’gamle’ børn. Og at Red Barnet har afskåret sig selv fra at kunne undersøge, hvordan det går sponsorbørnene bare lidt ud i fremtiden.

Jeg takker for hjælpen, men kan i e-mailen ikke lade være med at tilføje, at det undrer mig, at der slet ikke er gemt nogen oplysninger på pigen. Dermed skrider idéen om fadderskabet som en livslang investering fra donorens side gevaldigt. Jeg får et venligt svar, der ikke tyder på, at organisationen gør det i opfølgningsundersøgelser på sponsorbørnene og deres familier: ”Jeg giver dig ret i, at det er mærkeligt, at hendes navn ikke står i vores gamle database.

Det er normalen for fadderbørn, så dette er en undtagelse. Mht. arkiv så skal vi gemme dokumenter i 5 år, og da vi producerer nogle om året, så gemmer vi ikke i længere tid.”

Red Barnet sender mig dog navnet på kostskolen, hvor Catherine gik fra 1996 til 2000: Materi Girls Centre. Red Barnet giver mig også et telefonnummer på skolens leder: John Koczka – eller ’Brother John’, som han kalder sig. Så jeg har da lidt at gå efter.

Uden spor?

Der er gået nogle måneder, da jeg en eftermiddag i Nairobi ringer Broder John op. Han husker ikke Catherine, men vil gerne hjælpe.

Efter en times kørsel forvandler de grønne bakker sig til lave, bløde bjerge. Det er her, omgivet af stejle skråninger med lysegrønne te-planter, at Catherine bor.

Allerede næste dag har han fundet min ’sag’ frem. Det er ikke mange oplysninger, han ligger inde med, men han har navnet på pigen og et postboksnummer, hvor Catherine Kambura og hendes familie muligvis modtog post i den periode, hun gik på Materi Girls Centre.

– Det er langtfra sikkert, vi finder hende.

Hun kan være hvor som helst. Måske er hun blevet gift og flyttet langt væk, måske bor hun stadig et stenkast fra skolen. Eller hun kan bo i Nairobi, advarer Broder John. Han er amerikansk præst og har boet i Kenya i over 40 år.

Den katolske kostskole, som han grundlagde i 1973, ligger i Meru-provinsen i højlandet nordøst for Mount Kenya. Næste dag skal han alligevel forbi områdets posthus, så han vil

NR. 4/2009

SPONSORBARN

SPONSORBARN

Catherine Kambura, 23 år.

forhøre sig om postboksnummeret. Det viser sig at høre til en lokal folkeskole, hvor Catherine måske har gået, inden hun kom på kostskolen, men han vil ikke love noget, og skolen kan sagtens være lukket.

Vi aftaler at mødes i Meru nogle dage senere.

Broder John Jeg føler mig som deltager i tv-programmet Sporløs, da jeg en solbeskinnet fredag kører ud af Nairobi, kun bevæbnet med navnet på min sponsorpige, et telefonnummer til Broder John, som jeg skal kontakte, når jeg er fremme, og navnet på den muligvis lukkede landsbyskole.

Fem timer senere er jeg fremme og møder Broder John. Den amerikanske missionær er en venlig ældre herre. Han fortæller, at han i mange år har haft et godt samarbejde med Red Barnet i Danmark, men at organisationen nu har opløst samarbejdet.

– For 20 år siden havde jeg sponsorer til næsten alle 600 elever. Jeg var heldig at have et godt samarbejde med organisationer i Danmark, USA, Finland osv. Men de sidste trefire år har mange sagt, at de ikke kan fortsætte med at hjælpe min skole, når der er så mange andre skoler og projekter i Afrika, der også har brug for støtte, siger Broder John og tilføjer: – Jeg tror, at Herren vil sørge for, at vi klarer den.

Broder John præsenterer mig for sine to

assistenter Francis og Julius. De vil hjælpe mig på min videre færd. Francis og Julius kender området og har en idé om, hvor skolen er.

Vi skal østpå. Ad bumlede jordveje gennem Kenyas grønne bakkede højland oversået med kaffe, majs, bønner, avokado og de evige bananpalmer. Det er Afrika fra sin frodigste og mest indtagende side.

Området er dybt religiøst. Vi passerer Kenyas næstældste mission, Mujwa Catholic Parish, der går helt tilbage til 1886.

Vi støder på flere skoler, før vi finder den rigtige: Muthikine Primary School. Da vi ankommer, går undervisningen i stå, og et par yngre lærere henter skolens kvindelige viceinspektør, der har undervist dér i mange år. Jo, hun husker godt Catherine. Og hun kender familien. Bingo!

Moderen bor stadig i området kun nogle få kilometer væk. Inspektøren vil gerne vise os derhen og hopper med i bilen.

Høne ombord Nu brænder tampen for alvor. Vi standser ved en samling lerhuse med en gårdsplads foran.

En spinkel dame i en leopardmønstret T-shirt kommer ud mod os. Hun lyser op i et stort smil, da hun hører, hvorfor jeg er kommet.

Det er Catherines mor, Ngugi Kambura. Hun byder os indenfor.

– Sponsoratet har hjulpet os meget. Det betød, at skolen blev billigere, og Catherine kom derfra med en masse disciplin, som har

hjulpet hende frem til i dag, fortæller moderen.

På grund af sponsorstøtten skulle Catherine kun betale 450 kr. pr. kvartal for en plads på kostskolen mod 1.900 kr. for elever uden sponsor.

Onklen, Zabario Kaburu, der har overtaget pladsen i huset efter faderens død, slutter sig til. Han tilføjer: – Vi lever bedre i dag, fordi Catherine hjælper os med penge. Hun køber mad til os og har købt en ko. Hun har forandret vores liv.

Der bliver ringet på mobiltelefon til Catherine. Hun arbejder på et apotek i en by kun en times kørsel væk. Vi aftaler, at jeg tager derover med det samme.

Catherine er familiens anden apotekerassistent. Storesøsteren, der også havde en sponsor, arbejder i Nairobi. Moderen er stolt af sine to døtre, for det er første gang, at nogen i familien har fået en længerevarende uddannelse.

– De klarer sig begge rigtigt godt, så vi har været meget glade for de to sponsorater.

Hun fortæller, at Catherine forlod kostskolen og sponsorprogrammet i utide, fordi hendes karakterer ikke var gode nok til, at hun kunne fortsætte på en videregående uddannelse. Derfor blev hun flyttet til en anden skole.

– Hun var ked af at forlade Materi Girls Centre, men hun var nødt til det på grund af sine karakterer. Hun havde problemer og svært ved at koncentrere sig, sikkert fordi

SIDE 9

hendes far var død. Det gik bedre, da hun skiftede skole, siger Ngugi Kambura.

Det viser sig, at Catherine og hendes søster er de eneste sponsorbørn i hele området. Og det hører til sjældenhederne, at unge herfra opnår en længerevarende uddannelse, så det er en nærliggende tanke, at ordningen kunne skabe misundelse blandt naboerne. Men det afviser familien fuldstændigt.

– Alle naboerne har været så glade på vores vegne. Der var ingen jalousi, siger moderen.

Hjemmeapoteker Jeg er ivrig efter at møde Catherine, så jeg takker af. Men inden jeg når at gå, begiver onklen sig målrettet mod hønsehuset. Han kommer tilbage med en stor velnæret høne. Mine forsøg på at afslå gaven falder på klippegrund, så jeg finder mig selv med en papkasse i hænderne med den levende høne indeni.

På vejen videre kan jeg ikke lade være med at spørge folk i nabolaget, om ikke de er ærgerlige over, det ikke var deres familie, der fik et sponsorat. Men hvis der er misundelse, skjuler de den godt. Alle fortæller, at de er glade på familien Kamburas vegne. Og takket være sin uddannelse er Catherine i stand til at hjælpe folk med at få den rigtige medicin.

28-årige Daniel Gituma, der arbejder i en kiosk et par kilometer fra Catherines familie, fortæller, at han har kendt Catherine, siden de var børn. Hans bror lider af en hudsygdom, og Catherine har lovet at medbringe nødvendig medicin i den kommende weekend.

Efter en times kørsel forvandler de grønne bakker sig til lave, bløde bjerge. Det er her, omgivet af stejle skråninger med lysegrønne te-planter, at Catherine bor. Byen hedder Kithurine, en lille flække, hvis eneste større bygninger er to store stenkirker.

Det er svært at genkende den lille, generte pige fra billedet i den næsten 180 centimeter høje kvinde med lange tynde fletninger, der kommer mig i møde. Vi smiler og hilser og begiver os hen til apoteket, hvor hun arbejder.

Hun blev rigtig glad, da hun hørte, jeg kom.

Og ikke så lidt overrasket, fortæller hun. Men hun virker på en måde mindre overrasket, end jeg føler mig over faktisk at være nået frem og nu stå ansigt til ansigt med den stumme, smilende pige fra opslagstavlen dengang i 90’erne.

Med Guds barmhjertighed Apoteket ligner en hvilken som helst anden småbutik i Kenya, dvs. et lille muret skur, hvor disken er indbygget i facaden. Foruden medicinen sælger hun mobil-taletid, sodavand og lidt andre fornødenheder.

Jeg parkerer mig selv på sidelinjen, mens Catherine venter på et hul i strømmen af kunder, så hun kan lukke butikken. Så begiver vi os hen, hvor hun bor.

Værelset, hun lejer for 75 kr. om måneden, er et ganske lille kammer, der er udnyttet til det maksimale med en gul plyssofa og en seng, der er skjult bag et blomstret klæde.

Adspredelsesmulighederne begrænser sig til et otte-tommers tv og en bibel.

– Sponsoratet har spillet en enorm rolle i mit liv, for mine forældre havde ikke selv råd til at betale for min skolegang. Når jeg fortæller om mit liv, siger jeg, at jeg gennemførte skolen takket være en sponsor, og så undrer folk sig over, hvad den her sponsor-ting er for noget, ler hun. (... fortsættes s. 10)

(... fortsat) Jeg viser hendes gamle tegninger og fotoet. Hun smiler, da hun får øje på billedet af sig selv.

– Jeg så syg ud, synes jeg. Helt tynd og bleg.

Det er begrænset, hvad hun husker fra Materi Girls Centre.

– Det er meget længe siden. Jeg husker mest Broder John, fordi han var en god mand – en meget god mand. Hvis vi fx ikke havde penge til bussen, tilbød han at køre os hjem. Materi var et virkelig godt sted at være.

– Men jeg klarede mig ikke særligt godt i skolen, og jeg lyttede ikke efter lærerne. Min familiesituation spillede nok ind, fordi jeg ikke havde min far som støtte.

Hun fik i stedet plads på en anden skole og fortsatte derefter på farmaceutuddannelsen, som hun afsluttede i 2007. Begge uddannelser blev betalt af legater fra den kenyanske stat.

– Med Guds barmhjertighed har jeg fået

NR. 4/2009

SPONSORBARN

SIDE 10

sponsorater. Jeg har været meget heldig i mit liv, og jeg takker Gud for alt. Derfor vil jeg også dele. Den smule, jeg tjener her – meget lidt faktisk – deler jeg med min familie.

Apotekerjobbet giver 375 kr. om måneden for en seksdages arbejdsuge fra otte morgen til otte aften. Hele søndag bruger hun i kirken, hvor hun er ungdomsleder. Så det er måske ikke så underligt, at hun ser let forundret ud, da jeg spørger, om hun har nogen hobbyer.

– Hobbyer? Jeg læser Biblen. Et kapitel hver aften – for min spirituelle udvikling.

Vi bliver afbrudt af telefonen, der ringer.

Det er onklen, der vil høre, om jeg er nået frem.

– Der var jalousi blandt naboerne. De troede, vi blev rige af det. Nogle lod, som om de var glade, når jeg var der, men de kaldte mig mzungu-ejendom (mzungu = hvid person, red.) og sagde, at den hvide mand ville komme og stjæle mig.

– Det var det samme på kostskolen, fortæller hun.

– Hvis jeg fx skrev et brev og bad nogen om at poste det, kunne de finde på at rive det i stykker i stedet for at sende det.

Systemet var sådan, at alle elever på skolen var potentielle sponsorbørn. I begyndelsen af skoleåret skulle alle udfylde en formular og fik taget et foto, men på Catherines årgang fik kun hun selv og søsteren en sponsor.

– De andre var skuffede over, at de ikke var blevet valgt. Jeg prøvede at forklare dem, at det ikke var mig selv, der havde bestemt det, men det hjalp ikke.

Alt det har hun dog lagt bag sig. Hun skal snart giftes. Med en mand, der, som hun siger, tjener endnu mindre end hende selv, men har en god karakter. Jeg bliver inviteret med til brylluppet den 15. august.

Nu drømmer Catherine om at åbne sit eget apotek, kombineret med en veterinærklinik.

– Jeg tjener mine egne penge nu. Det næste skridt er at få min egen forretning. Det er min drøm. Selv hvis jeg besluttede at købe en flyvemaskine, uanset at jeg ikke har nogen penge, ville jeg gennemføre det.

Den afrikanske drøm Jeg spørger, hvordan naboerne reagerede, da hun blev sponsorbarn.

PS: Og hønen i papkassen? Ja, den blev foræret videre til min faste taxamand, hvis familie spiste den som søndagsmåltid med chapati (fladbrød) til.

Jeppe Villadsen er Afrika-korrespondent for Kristeligt Dagblad og skriver fast i Udvikling.

ER BØRNESPONSORATER GOD BISTAND? Udvikling har spurgt Børnefonden, der har masser af børnesponsorater, Red Barnet, der er gået væk fra konceptet, og MS, der aldrig har brugt det.

Af Jeppe Villadsen

Det ligner udviklingshjælp i sin reneste form: En velaflagt dansker i den ene ende og et fattigt barn i den anden. Penge overføres, og barnet sikres mad, tøj, skolegang – og måske en lys fremtid.

Nytten er til at få øje på, og du kan se, hvor pengene havner. Derfor er børnesponsoraterne også populære. Tusindvis af danskere vælger hvert år at melde sig som sponsor for et fattigt barn i Afrika, Asien eller Sydamerika.

Børnefonden, der for tiden har knap 60.000 betalende sponsorer, har da også svært ved at få øje på ulemper ved ’én-til-én’ sponsoraterne.

– De er gode til at få folk i tale og gøre hjælpen meget konkret. Vi lever i en stor verden, og folk har brug for de nære historier, hvor de kan følge pengene hele vejen ud til barnet og se, at de gør en forskel, siger kommunikationschef i Børnefonden, Marianne Schou Delkus. Hun fortsætter: – Kigger man på det i et udviklingsmæssigt perspektiv, arbejder vi ’indefra og ud’. Vi er i områder helt ude på landet, hvor ikke ret mange andre organisationer er, og hjælper både det enkelte barn og dets familie, så hvis der er tilstrækkeligt mange sponsorbørn, vil et helt område blive løftet op, siger hun og henviser til, at sponsormidlerne også går til mikrokreditter, uddannelse af lærere og byggeri af skoler og sundhedsklinikker, mv.

Tung administration Red Barnet havde i mange år én-til-én fadderskaber, men er gået over til gruppefadderskaber, hvor støtten går til et helt projekt eller lokalsamfund.

– Det er et stærkt markedsføringskoncept, at du ser et konkret barn i den anden ende.

Men vi er gået bort fra det, fordi vi synes, det rent administrativt er for omkostningskrævende. Vi vil hellere støtte en større gruppe af børn, for det kræver daglig ’fintælling’ at sørge for, at støtten går præcis til det enkelte barn, og at der er en julekorrespondance osv.

Det bliver alt andet lige dyrere, end hvis du støtter en skole eller et uddannelsesprogram, siger Mogens Damgaard, kommunikationschef i Red Barnet.

– Og grundlæggende er vi også en børnerettighedsorganisation, der arbejder for varige strukturelle ændringer for børn, og det gør man nu engang bedst ved at sætte ind over for en bred gruppe af børn, siger han.

Vi lever i en stor verden, og folk har brug for de nære historier, hvor de kan følge pengene hele vejen ud til barnet.

Marianne Schou Delkus, kommunikationschef, Børnefonden

Red Barnet lancerer til efteråret en ny sponsorform, hvor støtten er lagt tematisk an, så sponsoratet går til aktiviteter inden for fx uddannelse, sundhed eller katastrofer og dermed støtter en større gruppe børn. Kontakten til sponsoren bliver ifølge Mogens Damgaard bevaret med en årlig rapportering om, hvordan det er gået og måske et par case-historier.

Ukendt effekt Hos Mellemfolkeligt Samvirke har man aldrig haft sponsorbørn på hylderne, og har heller ingen planer om det.

– Det er ikke i tråd med vores mission om at organisere voksne, så de selv kan kæmpe for deres rettigheder. Det er en kollektiv proces, og derfor giver det ikke mening at fokusere udelukkende på den enkelte. Det er slet ikke et budskab om individualisering, vi er

interesserede i at give, siger kommunikationschef Vibeke Vinther.

Men er én-til-én sponsoraterne lige så effektive som andre former for udviklingshjælp?

Godt spørgsmål. Hverken Børnefonden eller Red Barnet har nemlig lavet opfølgningsundersøgelser af, hvordan det går sponsorbørnene og deres familier, når sponsoratet er ophørt.

Børnefonden, der med omkring 150.000 sponsorbørn siden starten i 1972 er Danmarks absolutte sværvægter på feltet: – Indtil videre har vi primært lagt vægt på at dokumentere vores resultater over for sponsorerne, sådan at vi hvert år gør status over barnets situation i forhold til uddannelse, sundhed, familien osv. Men vi er i gang med at udvikle metoder til at evaluere på regionalt plan, så vi kan sammenligne områder, hvor vi har arbejdet, med områder, hvor vi ikke har været, siger Marianne Schou Delkus.

Hun mener ikke, administrationsbyrden ved én-til-én sponsoraterne er større end ved andre hjælpeformer og henviser til Børnefondens princip om, at højst 15 procent af støttemidlerne må gå til administration – resten skal gå direkte til børnene og deres familier.

Heller ikke Red Barnet har fulgt op på deres sponsorbørn, men henviser blandt andet til undersøgelser, der viser, at børn, der har gået fire år i skole, i gennemsnit tjener det dobbelte som voksne end børn uden skolegang.

– Men jeg tror også, det er et spørgsmål om ressourcer. Børnene flytter jo, og der er sjældent cpr-numre og så videre, så rent praktisk ville det være utroligt vanskeligt at følge børnene, siger Mogens Damgaard.

Det betyder vel, at børnesponsorater er en bistandsform, hvor det er svært at måle den langsigtede virkning og holde den op imod andre bistandsformer?

– Ja, hvis du vil bevise, at én-til-én børnene klarer sig bedre end andre, så er det vanskeligt.

Den enkelte sponsor hos Red Barnet kan vælge at holde kontakten med sit sponsor-

barn, hvis barnet og dets familie er indforståede. Red Barnet bevarer personoplysningerne fem år frem af hensyn til de danske skattemyndigheder, men herefter bliver alle data slettet.

DANSKE FADDERSKABER Cirka 105.000 danskere er lige nu sponsorer for et barn i et u-land. Herudover findes mange gruppe- og temafadderskaber.

Børnefonden: Var først med sponsorater herhjemme i 1972. I dag er Børnefonden Danmarks største sponsororganisation med knap 60.000 sponsorer og 73.000 sponsorbørn.

Et sponsorbarn koster 195 kr. pr. måned.

SOS-Børnebyerne: International organisation med cirka 100.000 danske støtter, hvoraf lidt over hver fjerde er faddere. Pris: 200 kr. pr. måned.

Plan Danmark: Tilbyder fadderskaber, som er individuelle, men hvor alle midlerne går til fælles projekter i lokalsamfundet. Plan Danmark har i øjeblikket 18.000 danske faddere.

Pris: 185 kr. pr. måned.

Red Barnet: Har i dag ingen faddere tilbage i én-til-én sponsorater, siden organisationen i 2002 besluttede at udfase ordningen. Red Barnet har i alt haft omkring 1.200 sponsorbørn siden midt-80’erne.

Child Care Denmark: Her kan du selv vælge mellem børn på hjemmesiden. Pris: 120 kr. pr. måned. Child Care Danmark har cirka 1.000 faddere.

Frelsens Hær: Den kirkelige organisation, der arbejder i 11 lande, tilbyder individuelle fadderskaber for 75 kr. pr. måned. Antallet af faddere ikke oplyst.

Kristen Børnefond: Fonden er en del af den internationale organisation Global-Care og har individuelle sponsorater til 200 kr. pr. måned.

Pt. omkring 50 danske sponsorer.

Dansk Røde Kors: Tilbyder gruppefadderskaber for 125 kr. pr. måned.

Unicef: Tilbyder gruppefadderskaber fra 200 kr. pr. måned.

NR. 4/2009

PRESSE(T)

SIDE 11

ZIMBABWES JOURNALISTER KÆMPER MOD

MUNDKURVE OG MONOPOLER Pressefrihed har høj prioritet, forsikrede Zimbabwes premierminister, da han for nylig besøgte København. Alligevel arbejder journalister i hans hjemland stadig under intenst pres og overvågning.

Harare, Zimbabwe Artiklens forfatter arbejder for en international NGO i Zimbabwe og er anonym af hensyn til sin sikkerhed.

Da Morgan Tsvangirai i juni gæstede Danmark, lovede den zimbabwiske premierminister, at en nyetableret mediekommission vil udstede licenser til nye lokale aviser og radioer i landet allerede fra denne sommer.

Danske journalister fik også en uventet opfordring af premierministeren: – Jeg vil gerne invitere jer til Zimbabwe, sagde Morgan Tsvangirai på et pressemøde i København og forklarede, at mediekommissionen fremover også vil gøre det lovligt og problemfrit for udenlandske journalister at arbejde i Zimbabwe.

Indtil for nylig har en ekstremt undertrykkende medielovgivning gennemtrumfet af præsident Robert Mugabes parti ZANU-PF ellers medført, at utallige kritiske lokale og udenlandske journalister er blevet tvunget til at arbejde i skjul, eksil eller under dæknavn.

De er alle i potentiel fare for at blive retsforfulgt, fængslet eller i værste fald bortført af landets efterretningstjeneste.

I 2004 lukkede Zimbabwes mest kontroversielle og regeringskritiske avis, The Daily News, efter at deres kontorer var blevet bombet og avisens journalister intimideret af Mugabes håndlangere i månedsvis.

Det endelige dødsstød mod The Daily News kom, da landets højesteret pålagde avisens redaktører at registrere avisen, som den netop indførte medielov krævede. Der hersker i dag ikke megen tvivl om, at højesteretsdommeren handlede på ordrer fra Mugabes parti, der så avisen som en trussel.

– Og det var så enden på den avis, for hvem tror du udsteder registreringspapirerne? siger undercover-journalisten Mthabisi Moyo. Han mener, at de, der udsteder registreringspapirerne, har været underlagt anvisninger fra Mugabes parti, og derfor efterfølgende bevidst har nægtet at lade avisen registrere.

Staten har monopol Med sådanne tiltag har staten sikret sig noget nær et nyhedsmonopol i Zimbabwe.

Velrespekterede selskaber som CNN, BBC og sydafrikanske E-TV har også fået mundkurv på og blevet nægtet tilladelse til at rapportere fra det kriseramte land. Alt sammen i takt med at korruption, politisk motiveret

Journalister demonstrerer for pressefrihed i Zimbabwes hovedstad Harare i begyndelsen af maj i år. Foto: AP/Tsvangirayi Mukwazhi/Polfoto.

vold og svindel med ressourcer har nået nye højder i landet.

Monopolet tæller en række aviser og landets eneste ’lovlige’ nyhedsradio og tv-kanal, begge under det statsejede Zimbabwe Broadcasting Corporation (ZBC). Fælles for de statsejede medier er, at de gennem årene er blevet mere og mere styret af præsident Robert Mugabes parti. Det har fået de fleste zimbabwere til at droppe de statslige medier som informationskilde.

Kontrollen med mediesektoren har ligeledes fået utallige dygtige journalister til at forlade de statsejede medier i protest. Mthabisi er en af dem. I kraft af sin profession er han selv en ivrig radiolytter, men: – Ingen gider lytte til de statsejede medier mere. Det er nok ti år siden, jeg selv holdt op med at læse eller lytte til deres vrøvl, siger han.

Overvåget døgnet rundt Den lokale medieorganisation Media Monitoring Project of Zimbabwe (MMPZ) overvåger alle medier døgnet rundt. De udgiver ugentlige statusrapporter over, hvilke trykte og elektroniske medier der dækker hvilke emner og politiske partiers aktiviteter.

Selvom det nu er knap ti måneder siden, at de stridende politiske partier underskrev den aftale, der skal få Zimbabwe ud af dets politiske, økonomiske og humanitære krise, bekræfter de seneste statusrapporter fra MMPZ, at de statslige medier stadig stærkt favoriserer præsident Mugabes parti.

MMPZ forholder sig ligeledes kritisk over for den nye mediekommission, som Morgan Tsvangirai omtalte under sit besøg i Danmark. Så længe freelancejournalister holdes fængslet og fortsat bliver intimideret, virker hele processen omkring mediekommissionen noget paradoksal, mener organisationen.

Udviklingen tyder ikke godt for gennemførelsen af en ny aftale, som skal skabe politisk, social og økonomisk udvikling på tværs af partierne.

I takt med at Zimbabwes medielovgivning er blevet strammet, er utallige zimbabwiske online-nyhedsmedier og radiokanaler åbnet uden for Zimbabwe. Formålet er at fylde de informationshuller, som lovgivningen har skabt. Blandt de alternative nyhedskilder er Voice of America – Studio 7, Voice of the People og SW Radio Africa, som alle sender på kortbølgeradio via sendere uden for landets grænser.

Behov for alternative nyheder Staten anklager disse radiokanaler for alt fra terrorisme og neokolonialisme til statsundergravende virksomhed, og derfor arbejder de alternative mediers journalister ofte i skjul.

Gloria Tshuma er freelancejournalist for Voice of the People (VOP). Hun forklarer, hvordan det går for sig: – Når jeg skal lave en radiohistorie, indsamler jeg først mit materiale og laver et manuskript. Herefter bliver jeg ringet op af vores newsroom i udlandet og læser min historie op.

Så redigerer de mit indslag, inden de sender det videre til et andet land, som har adgang til den kortbølgefrekvens, vi sender over.

Et af flere problemer ved denne løsning er, at Gloria Tshuma ikke kan få kildernes stemmer med i historierne. Derfor er troværdigheden aldrig i top. Men det er ikke den eneste udfordring, fortæller Gloria: – Det er meget frustrerende at arbejde på den her måde. Fx kan jeg ikke kontakte folk i regeringen for at få bekræftet mine tips, da de straks vil spørge, hvem jeg arbejder for, og om jeg er akkrediteret, siger hun.

Lokalradio til folket En ny alternativ lokalradio Zimbabwe Community Radio så dagens lys den 1. marts og sender nu via kortbølge fra Saudi Arabien for at omgå landets skarpe lovgivning. Siden medielovgivningen blev strammet, har ingen uafhængige nyhedsradio- eller tv-stationer fået licens til at sende inden for landets grænser.

Koordinator Edwin Gumbo fra Communi-

ty Radio Zimbabwe forklarer, at formålet med den nye radiostation er at presse den nye koalitionsregering til at anerkende behovet for en ægte liberalisering af mediemarkedet i Zimbabwe. Der er behov for alternativer til statens propaganda, mener han: – I en aftale mellem partierne står der faktisk, at alle medier skal registreres eller omregistreres. Men ét er, at det står i aftalen – noget andet er, om det virkelig kommer til at ske. Hvis det er tilfældet, så ansøger vi selvfølgelig og kommer ’hjem’ til Zimbabwe og sender herfra, siger han med et glimt i øjet.

Zimbabwe Community Radio sender ganske vist fra Saudi Arabien, men de fleste af programmerne optages og redigeres på hemmelige steder i Zimbabwe, inden de sendes over en avanceret internetforbindelse til en server i Saudi Arabien, hvorfra de bliver finpudset og sendt lovligt.

– Hvis myndighederne fandt ud af, at vi redigerer og sender vores programmer herfra, ville vi straks få vores kontorer ransaget. Derfor fortæller jeg heller ikke, hvor vores studie ligger, siger Edwin Gumbo med et smil.

Navne på kilder er ændret for at beskytte deres identitet.

DANMARKS STØTTE TIL ZIMBABWE Udviklingsminister Ulla Tørnæs besøgte Zimbabwe i marts i år for at vurdere, om og hvordan Danmark kan bidrage til landets genopbygning.

I forbindelse med Zimbabwes premierminister Morgan Tsvangirais besøg i Danmark midt i juni lovede udviklingsministeren 20 millioner kr. til genopbygningen. (Læs også side 2) Danmark havde allerede forud for besøget givet tilsagn om 60 mio. kr. i overgangsbistand til Zimbabwe.

NR. 4/2009

FAN MILK

SIDE 12

DE SÆLGER IS I AFRIKA Danske Fan Milk sælger is og andre mælkeprodukter til Vestafrikas fattige. Profit og vækst er afgørende, men kan godt kombineres med social ansvarlighed, mener virksomhedens direktør.

Af Kasper Tveden, Lagos

Store grå skyer hænger tungt over byen, bilerne snegler sig af sted i køtempo, og midt i mylderet kommer en ung fyr skubbende med en vogn fyldt med is, juice og andre læskedrikke. På begge sider af vognen og på den blå overtræksbluse står der med store skrifttyper: Fan Milk.

En midaldrende kvinde i traditionel farvestrålende dragt råber efter den unge fyr, Michael, da han kommer forbi hendes lille spisested med vognen.

– Hun er en af mine faste kunder, siger Michael, der blandt kollegaerne hos Fan Milk kun går under navnet Evangelisten på grund af sin stærke tro.

Kvinden hiver 100 naira – cirka tre kroner – op af lommen og betaler Michael, der allerede har fået øje på sin næste faste kunde på den daglige rute.

Dansk mælk i 50 år Scenen foregår i millionbyen Lagos i Nigeria, hvor danske Fan Milk med hovedkontor i

Aalborg har drevet forretning siden 1963, men det kunne lige så godt have været i Benin, Ghana eller et af de andre fire vestafrikanske lande, hvor Fan Milk International A/S sælger billige læske- og mælkeprodukter.

Virksomheden har rødder tilbage til 1960, hvor den aalborgensiske købmand Erik Emborg introducerede Ghanas befolkning for mælkepulverprodukter. Siden er sortimentet vokset støt, og virksomheden er i dag den største på markedet, når det gælder læske- og mælkeprodukter i Vestafrika.

– Fan Milks strategi er stadig den samme i dag, som den var for snart halvtreds år siden: At tilbyde kolde og frosne produkter til folk på en let tilgængelig måde, siger Jens Erik Møllenbach, administrerende direktør i Nigeria og bosat i landet i 16 år.

Dansk viden I et land som Nigeria med knap 150 millioner indbyggere, og hvor essentielle hjørnesten i den vestlige verden som infrastruktur og elektricitet kun fungerer i begrænset omfang, har Fan Milk været nødt til at opbygge deres egen struktur og organisation.

Det betyder blandt andet, at fabrikken, hvor samtlige is, juice og alle de andre læskeog mælkeprodukter bliver produceret til det nigerianske marked, har sin egen energiforsyning bestående af enorme generatorer, der sørger for fast strøm i døgnets 24 timer.

Med godt 6.000 kilometer til hovedkontoret er der umiddelbart langt fra danske arbejdsforhold og arbejdskultur, men ikke desto mindre har de danske traditioner fra

begyndelsen været udgangspunktet for at drive forretning i Vestafrika.

– I modsætning til lokale nigerianske virksomheder betaler Fan Milk alle deres medarbejdere til tiden, siger Jens Erik Møllenbach.

Ud over at betale løn forud skiller Fan Milk sig også ud på en række andre områder.

Blandt andet får alle ansatte på fabrikken fem ugers ferie. Kvinderne kan få længere barselsorlov end de tre måneder, loven dikterer. Og så adskiller Fan Milk sig fra andre virksomhe-

Vi er (i Vestafrika) for at lave forretning og tjene penge. For at kunne gøre det langsigtet er vi nødt til at have en god politik for CSR (socialt ansvar, red).

Jens Jørgen Kollerup, administrerende direktør for Fan Milk International

der ved at tilbyde alle deres medarbejdere gratis sundhedstjek for hiv/aids og malaria.

Profit og ansvar For Fan Milk har formålet fra begyndelsen været at lave forretning, men ifølge den administrerende direktør for Fan Milk International A/S Jens Jørgen Kollerup, udelukker det ikke, at man også kan behandle medarbejde-

Medarbejdere kontrollerer en blandingstank på Fan Milks fabrik i Ibadan, hvor alle produkter til det nigerianske marked produceres. Foto: Peter Kristensen.

re og samarbejdspartnere godt.

– Fan Milks agenda i Nigeria og i de øvrige vestafrikanske lande er ikke at lave et bistandsprojekt. Vi er der for at lave forretning og tjene penge. For at kunne gøre det langsigtet, er vi nødt til at have en god politik for CSR (socialt ansvar, red). Ellers kunne vi hurtigt blive svigtet af forbrugerne i landene, fordi vi er en udenlandsk virksomhed, siger Jens Jørgen Kollerup.

Over flere omgange har Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) investeret penge i Fan Milk. Blandt andet med udbygningen af Fan Milks fabrik i Nigeria. Ifølge Hans-Jørgen Nyegaard, der er IFU-investeringsrådgiver for Afrika med Fan Milk som ansvarsområde, er det afgørende for IFU at støtte virksomheder, der behandler de ansatte godt.

Som udgangspunkt skal alle virksomheder, IFU er med til at finansiere, leve op til de danske miljøkrav, herunder også krav til arbejdsmiljøet. Det betyder også, at virksomhederne skal overholde konventioner, som forbyder blandt andet børnearbejde og diskrimination på grund af race, religion, etc.

– Hvis virksomheden ikke lever op til kravene, så vil IFU ikke investere i den pågældende virksomhed, siger Hans-Jørgen Nyegaard.

Kvinder i lederstillinger På flere af de ledende poster har Fan Milk kvinder ansat. Det gælder blandt andet Tayo Elesho, der er leder af virksomhedens største depot i Lagos.

Michael ‘Evangelist’ og de flere end hundrede andre sælgere kommer hver morgen til

NR. 4/2009

FAN MILK

SIDE 13

Michael ’Evangelist’ er en af Fan Milks 7.000 gadesælgere i Nigeria. Kunderne tilhører segmentet ‘bottom of the pyramid’ – fattige, men mange. I baggrunden ses en hjemmeslagter. Foto: Peter Kristensen.

depotet og fylder deres skubvogne og cykler med is og andre produkter, som de sælger videre på gaderne.

– Jeg ser ingen problemer ved at være kvinde i en lederstilling. For mig handler det ikke om køn, men om man er dedikeret til sit arbejde, siger Tayo Elesho.

I en anden lederstilling godt 100 kilometer øst for Lagos i byen Ibadan befinder Vicky Madu sig. Vicky Madu begyndte sin karriere i Fan Milk for over tyve år siden, da hun som nyuddannet filosof blev ansat i en midlertidig

Flere hundrede sælgere kommer hver morgen til Fan Milks depot for at fylde deres skubvogne og cykler med is, som de sælger videre på gaderne.

Fra artiklen

researchstilling. I dag er hun ansvarlig for alt salg i Nigeria.

– Det har været skønt at arbejde for Fan Milk, da jeg hele tiden har haft mulighed for at udfolde og udvikle mig selv. Jeg har været med til at få virksomheden til at vokse, og jeg

har haft indflydelse på udviklingen, siger Vicky Madu.

Dansk tilgang På fabrikken i Ibadan bliver alle produkter til det nigerianske marked produceret, og fra de store lagerbygninger og frysehuse bliver varerne kørt til Tayo Eleshos og de 39 andre depoter spredt ud over landet.

Som et enormt LEGO-byggeri er fabrikken bygget op af ene danske materialer og med dansk teknologi, der alt sammen er fragtet fra Danmark til Nigeria. Mogens Jensen, der er uddannet mejeriteknikker, har den daglige kontrol med fabrikken og dens flere hundrede ansatte.

I de fem år, Mogens Jensen har haft fast bopæl i Nigeria, har han været med til at gennemføre en række ændringer på fabrikken.

Blandt andet har alle godt 300 fastansatte på fabrikken været på betalt kursusophold for bedre at kunne forstå, hvordan Fan Milk fungerer som virksomhed, og hvilken rolle de ansatte har i virksomhedens succes og fremgang.

Bunden af pyramiden – Den danske ledelsesstil er betydeligt mere åben og mere flad i forhold til den nigerianske. For mange af de ansatte har det været svært at forstå, at jeg også har min daglige gang på fabriksgulvet ligesom fabriksarbej-

derne. Jeg har mit arbejde her ligesom dem, og hvis de vil snakke med mig, står døren til mit kontor altid åben, siger Mogens Jensen og peger på døren.

For Fan Milk er tanken bag Bottom of the Pyramid ikke noget nyt. Vi har altid gjort sådan.

af de faste kunder, og selvom vejret er gråt og regnen lurer i skyerne, har Michael ikke problemer med at få solgt varerne fra fryseboksen i skubvognen.

Kvinden når ikke at sige, hvad hun skal have, inden Michael allerede har hevet en Fan Ice op af kølerummet og er på vej over til hende uden for hendes lille frisørsalon.

– Jeg køber en Fan Ice hver dag, når Michael kommer forbi, siger kvinden og går tilbage til kunden i frisørstolen.

Kasper Tveden er freelancejournalist.

Jens Erik Møllenbach, administrerende direktør for Fan Milk i Nigeria

FAN MILK Inden for de senere år er Fan Milk ofte blevet nævnt i sammenhæng med forretningsstrategien Bottom of the Pyramid (BoP). Strategien går ud på, at man ser den fattigste del af jordens befolkning som en afgørende del af kundegrundlaget. For selvom de hver kun køber lidt, køber de tilsammen rigtig meget.

– For Fan Milk er tanken bag BoP ikke noget nyt. Vi har altid gjort det sådan, og det er så først nu her, at der er begyndt at blive snakket om det som en forretningsmodel, siger Jens Erik Møllenbach.

Tilbage på gaden På Michaels rute er han kommet til endnu en

Ghana var det første land, hvor Fan Milk i 1960 begyndte at sælge mejeriprodukter.

Siden er salgsmarkedet vokset til Nigeria, Benin, Togo, Elfenbenskysten, Burkina Faso og Liberia.

De syv vestafrikanske lande har tilsammen et kundegrundlag på 210 millioner mennesker. Nigeria er klart det største marked med godt 150 millioner mennesker.

Fan Milk har de seneste år haft støt stigende salg. I 2008 udgjorde salget over 70.000 tons mælke- og læskeprodukter i regionen.

Virksomheden har 1.300 ansatte og mellem 10.000 og 20.000 gadesælgere i hele Vestafrika. Antallet af gadesælgere varierer betydeligt hen over året og er højst i tørtiden fra oktober til maj.

NR. 4/2009

MOBILTEKNOLOGI

SIDE 14

AFRIKA HAR RUNDET 300 MILLIONER MOBILBRUGERE, OG DET KAN SKABE UDVIKLING. AF ANDERS PEDERSEN

TAG MED MOBILEN: I BANKEN Kunderne strømmer til nye ’mobilbanker’, som skyder op over hele Afrika.

I Somaliland åbnede Zad Service i juni den første mobilbank for kunder, der vil undgå dyre gebyrer og store afstande til nærmeste filial. Zad Service gør det muligt at betale regninger og sende penge til venner og bekendte via en almindelig mobiltelefon.

Inspirationen kommer fra Kenya, hvor under 20 procent af befolkningen har en bankkonto, mens mere end 70 procent har en mobiltelefon. Her har mobilselskabet Safaricom siden 2007 forsøgt at mindske gabet ved at tilbyde den mobile bankservice Mpesa, som nu har flere end seks millioner kunder.

Mikrokredit-gruppen Consultative Group to Assist the Poor forventer, at mobilbanker som Zad Service og Mpesa på verdensplan vil nå over halvanden milliard kunder inden for tre år.

Erfaringerne fra Kenya og Somaliland viser, at mobiltelefoner kan skabe udvikling selv i svage stater, hvor staten knap eksisterer, mener entreprenøren Nii Simmonds.

– Mobiloperatører i Somaliland behøver ikke bekymre sig om at købe en licens for at få lov til at drive forretning. Der er nemlig ikke nogen regering, siger han.

TIL LÆGEN

nye ideer kommer til. Når bønder i Bangladesh bruger tjenesten til at advare hinanden om dårligt vejr, kan de samtidig foreslå forbedringer i teknikken, som i sidste evne gavner klinikker i Malawi.

Inden årets udgang vil ’FrontlineSMS’ etablere et samarbejde mellem de 25 sundhedsklinikker i Afrika og topuniversiteter som Stanford University og Massachusetts Institute of Technology. Samarbejdet skal øge kvaliteten i sms-rådgivningen.

PÅ JOBJAGT Outsourcing sker ikke kun til Indiens call-centre, men nu også via sms til Afrika.

Ved hjælp af mobiltelefoner kan afrikanere overtage arbejdet med eksempelvis at taste journaler for hospitaler, og på den måde kan Afrikas millioner af mobilbrugere tage de første skridt mod det globale arbejdsmarked.

Når jeg tager en taxa til lufthavnen i Nairobi, betaler jeg med min mobiltelefon, men det kan jeg ikke, når jeg skal fra San Franciscos lufthavn til Silicon Valley.

Nathan Eagle, systemudvikler.

Med mobiltelefoner kan Afrikas få og travle læger nå ud til flere patienter.

I Malawi gør sms-konsultationer det muligt for personale på lokale sundhedsklinikker at modtage råd fra uddannede læger på større hospitaler om alt fra dosering af medicin til diagnosticering af sygdomme. På den måde kan patienter i landområder spare gåturen på 50 kilometer til det nærmeste hospital.

Projektet ’FrontlineSMS’ har udstyret 25 lokale sundhedsklinikker med mobiltelefoner og givet dem den fornødne træning i brug af telefonen.

Siden januar har lægekonsultationer via sms nedbragt sundhedspersonalets tidsforbrug og transportudgifter. En enkelt klinik kan spare op til 25.000 kroner om året på benzinregningen, og det koster kun omkring 2.500 kroner for en sundhedsklinik at drive sms-tjenesten.

Rygraden for projektet er en bærbar computer, der modtager og videresender smsbeskederne via en mobilforbindelse. Det betyder, at projektet fungerer uafhængigt af internetdækning, som i Afrika stadig er både dyr og dårlig. ’FrontlineSMS’ er baseret på en sms-tjeneste, som iværksætteren Ken Banks har skabt.

Tjenesten kan anvendes gratis af NGO’er over hele verden og udvikler sig, efterhånden som

Det er mobiltjenesten ’Txteagle’, der giver mobilbrugere mulighed for at løse konkrete serviceopgaver via sms til gengæld for taletid eller små honorarer, der kan udbetales via den kenyanske mobilbank Mpesa.

Projektet er udviklet i samarbejde mellem afrikanske it-studerende og Nathan Eagle, en forsker ved Massachusetts Institute of Technology, som for nyligt flyttede sit kontor til en landsby i Kenya.

Står det til Nathan Eagle, skal afrikanerne ud og konkurrere på det globale marked for mobile serviceydelser, som i dag domineres af Indien og Fillipinerne. Eagle hævder, at opgaver kan løses 40 procent billigere med ’Txteagle’, fordi arbejdet ikke kræver investeringer i store call-centre.

Txteagle har allerede tusindvis af afrikanske mobilbrugere, og ifølge Nathan Eagle er den eneste barriere derfor vestlige firmaers manglende forståelse af Afrikas mobiltransformation.

– Når jeg tager en taxa til lufthavnen i Nairobi, betaler jeg med min mobiltelefon, men det kan jeg ikke, når jeg skal fra San Franciscos lufthavn til Silicon Valley. Afrika tænker allerede mobilens muligheder langt mere innovativt end de rige lande, siger Nathan Eagle.

En kunde i Nairobi, Kenya, udfører en banktransaktion via den mobile bankservice Mpesa, som i dag har flere end seks millioner kunder. Foto: Noor Khamis/Reuters/Scanpix.

MOBILER, INTERNET OG UDVIKLING I AFRIKA www.ushahidi.com – et af de førende projekter for ’crowdsourcing’ af borgerrapporter www.kiwanja.net – personlig blog fra Ken Banks, grundlægger af ’FrontlineSMS’ www.frontlinesms.com – alt om ’FrontlineSMS’ og deres resultater www.afrigadget.com – website om Afrikas innovative entreprenører. Alt fra hjemmelavede vindmøller til vanddestillering på vulkanvarme www.globalvoicesonline.org – forum af flere end 200 bloggere, der dækker kriser og hverdagsliv globalt på 17 sprog www.mobileactive.org – stort ressourcesite for mobil aktivisme og fortalervirksomhed www.tacticaltech.org – brugervenlige guides for brug af internet og mobilteknologi i kampen for menneskerettigheder www.ict4entrepreneurship.com – blog om Afrikas iværksættere www.manypossibilities.net – alt om Afrikas kabeleventyr fra forsker Steve Song www.digiactive.org – opdaterer dig på Twitter og andre sociale medier i globalt og lokalt kampagnearbejde

NR. 4/2009

MOBILTEKNOLOGI

SIDE 15

HVOR FN IKKE ER …

Med mobiltelefoner kan borgere i u-lande selv overvåge og dokumentere konflikter i områder, som FN, NGO’er og medier ikke når ud til.

Af Anders Pedersen

Under konflikter er NGO’er og FN at finde i felten, hvor de dokumenterer overgreb. Men med udbredelsen af mobiltelefoner kan borgerne selv sende rapporter fra steder, FN ikke når.

For mere end ti år siden begyndte organisationer som Witness at udstyre filippinske landmænd med videoudstyr for at hjælpe dem til at forsvare sig mod korrupte godsejere og beskytte deres jordrettigheder. Witness trænede videoaktivisterne i at få adgang til egne nationale medier og øjnede dermed som nogen af de første teknologiens muligheder som dokumentationsværktøj.

Men det var en gruppe af fire afrikanere og amerikanere, der identificerede mobiltelefonen som det essentielle værktøj, da valget i Kenya i 2007 udviklede sig til voldelige uroligheder. På bare en uge installerede de en hjemmeside og server, der kunne indsamle sms’er. Hjemmesiden fik navnet Ushahidi, der betyder ’vidnesbyrd’ på swahili, og med et netværk af kenyanske bloggere fik projektet en succesfuld start med hundredvis af rapporter fra hele landet.

Borgerne rapporterer Med Ushahidi kan rapporter registreres og distribueres fra dag til dag via mobiltelefoner og internet gennem en proces, der teknologisk defineres som ’crowdsourcing’. Patrick Meier er forsker Harvard Humanitarian Initiative og ser som rådgiver for FN store

muligheder forbundet med at ’crowdsource’ borgerrapporter under konflikter.

– FN kan ikke være til stede overalt i samtlige landsbyer, og netop derfor kan borgerrapporter redde liv, hvis de kan give os hurtig information, inden en konflikt breder sig, siger han.

Projektet har foruden Kenya allerede været anvendt i Madagaskar og DR Congo samt ved valgene i Libanon og Indien. I Indien etablerede Ushahidi sammen med et lokalt hold af programmører i april Vote Report India, der muliggjorde rapportering af uregelmæssigheder under den månedlange valghandling, men med blot et par hundrede modtagne sms’er i kæmpelandet har kritikere allerede sat spørgsmålstegn ved potentialet ved ’crowdsourcing’.

Supplement til FN Juliana Rotich fra Ushahidi minder om, at projektet stadig er nyt, og at erfaringerne fra Indien bekræfter, at kendskabet til Ushahidi

Under urolighederne efter valget i Kenya i 2007 brugte hjemmesiden Ushahidi sms-beskeder til at samle dokumentation om voldelige overgreb. Flammerne på kortet markerer steder med overgreb. Ushahidi betyder ’vidnesbyrd’ på swahili. Ill.: Ushahidi.

BORGER-BLOGS DOKUMENTERER POLITISK VOLD Mens Madagaskars etablerede medier tager del i landets korrumperede magtkamp, sætter bloggere ord og billeder på voldelige overgreb.

Af Anders Pedersen

Madagaskar blev i januar kastet ud i en politisk krise, da hovedstadens borgmester Andry Rajoelina overtog magten fra præsident Marc Ravalomanana ved et kup.

For Rakotomalala, grundlægger af bloggersammenslutningen Foko, udstillede krisen de etablerede mediers inkompetente og partiske dækning.

– Selvom der var rygter fra hele landet om politisk vold, så vi ingen etablerede medier, der dækkede det, for journalisterne blev i hovedstaden, siger han.

Fra blogging til sms Med rekordlav internetadgang på omkring én procent valgte Foko at ty til mobiltelefoner for at dække krisen på tværs af østaten med hjælp fra Ushahidi, en kenyansk udviklet sms-tjeneste, der samler rapporter fra borgere via sms på internettet.

– Foko var de første til at offentliggøre bekræftede oplysninger om drabet på en journalist fra et af de store medier, fordi vi som de eneste var til stede i området med flere vidner, siger Rakotomalala.

Gennem Ushahidi samlede Foko via sms 84 bekræftede overgreb fra hele østaten.

skal skabes gennem aviser, radio og møder.

– Ved urolighederne i Kenya var omtalen i aviser, radio og ved fredsdemonstrationer afgørende for at tiltrække brugere. Så selvom Ushahidi fungerer via mobil og internet, er vi dybt afhængige af at udbrede kendskabet offline, siger hun.

Ushahidi har også fået kritik for at sløre forskellen mellem professionel humanitær konfliktmonitorering og borgerjournalistik med kilder, der ikke kan verificeres. Meier genkender ikke den modstilling.

– Der er jo ingen, der beder FN om at afvikle det professionelle rapporteringsnetværk, men borgerne supplerer altså informationsstrømmen fra områder, hvor FN sjældent selv er til stede, siger han.

Meier understreger, at Ushahidi verificerer ’crowdsourcede’ rapporter gennem krydscheck med andre borgerrapporter.

NGO’er holder på viden Ushahidi praktiserer fuld åbenhed for information og giver andre NGO’er gratis adgang til deres software, for ifølge Rotich var åbenhed en grundlæggende årsag til, at Ushahidi blev etableret.

– Da volden brød ud i Kenya, kunne vi ikke få noget af vide fra NGO’erne i området før lang tid efter konflikten kulminerede, siger han.

Som rådgiver for FN i Sudan genkender Meier kun alt for godt til manglende informationsdeling mellem FN og NGO’erne.

– Kriser er komplekse, og derfor er det problematisk, når FN’s seks agenturer og NGO’erne i Sudan undlader at dele informationer med hinanden, siger han.

Både FN og NGO’erne lider af ’data hugging disorder’. Crowdsourcing’ kunne blive en måde for dem at åbne sig for omverdenen.

udbredes hurtigt, fordi platforme som Ushahidi er gratis og lette at anvende.

– Tidligere var udveksling af information forbundet med dyre centraliserede it-programmer, som arbejdere i felten ikke havde tid til at bruge, siger han.

Meier oplever derfor stor interesse for ’crowdsourcing’, både fra dele af FN-systemet og fra sudanesiske regeringskontorer, der savner bedre metoder til at indsamle information om udviklingen på sundheds- og fødevareområdet.

Janet Haven fra Open Society Institute, der investerer i udviklingen af ny teknologi inden for menneskerettighedsarbejdet, tror, at øget viden om ’crowdsourcing’ vil føre til større villighed til at anvende de nye metoder.

– Mange NGO’er mangler simpelthen den tekniske viden og kapacitet til at praktisere åbenhed, og derfor bør donorerne aktivt støtte NGO’ers lokale initiativer, siger hun.

Donorer bør bruge ny teknologi Haven mener imidlertid også, at donorerne må kigge indad.

– Vi må erkende, at det tager tid for store organisationer at forstå de muligheder, som nye teknologier rummer for at dokumentere konflikter, siger hun.

Derfor efterlyser Haven flere diskussioner imellem donorerne om, hvordan ny teknologi kan inddrages på tværs af alle sektorer.

– Selvom ikke alle skal arbejde på samme måde, tror jeg Ushahidi og ’crowdsourcing’ kan lære os meget om de muligheder, mobiltelefonerne giver, siger hun.

Anders Pedersen er freelancejournalist og blogger om teknologi og udvikling på www.changeyourtools.wordpress.com

Ny kultur for åbenhed Meier mener, at ’crowdsourcing’ vil kunne

Juliana Rotich, der er programudvikler hos Ushahidi, fortæller, at de etablerede mediers manglende dækning af urolighederne efter valget i Kenya i 2007 var en væsentlig drivkraft bag projektet.

– Vi hjalp befolkningen til at sprede livsvigtig information om konflikten, længe inden medierne i Nairobi vågnede op, siger hun.

Borgerrapporteringer kan også vise sig som eneste kilde, når journalister nægtes adgang til konfliktzoner. Under krigen i Gaza anvendte tv-kanalen al-Jazeera Ushahidi til at kortlægge bombningerne med sms’er fra palæstinensiske indbyggere.

Rotich oplever somme tider kritik af troværdigheden hos Ushahidi, men siger: – Jeg foretrækker afgjort ti rapporter fra borgere via sms, når alternativet er at vente på, at en ’rigtig’ journalist skal nå frem.

Bloggere chikaneres Rakotomalala afviser imidlertid, at internettet og mobilens muligheder alene er løsningen.

– I begyndelsen kendte ingen mennesker til Foko, men efter omtale i aviserne, begyndte folk at sende sms’er, og senere begyndte medierne at bruge enkelte af vores rapporter, så offline og online kan ganske enkelt ikke leve uden hinanden, mener han.

Eksponeringen af Foko har imidlertid medført voksende chikane af bloggerne og frygt for arrestationer. Dermed følger Madagaskar en international tendens, hvor bloggere i stigende omfang bliver mål for repression.

Ifølge Committee to Protect Journalists overgik antallet af fængslede bloggere i 2008 for første gang antallet af fængslede traditionelle journalister.

Rakotomalala ser tegn på, at enkelte bloggere fra Foko frygter for deres sikkerhed.

– Jeg håber, at vi kan undervise Fokos bloggere og dermed gøre dem i stand til at navigere i konflikter på trods af den manglende beskyttelse, for med den fortsatte kamp for demokrati er der mere brug for os nu end nogensinde, siger han.

Ailas ofre Fotos: Jonathan Bjerg Møller

ORKANEN AILA Kort efter middag, mandag den 25. maj, ramte Aila-orkanen Bangladesh’ kyst. I de følgende timer brød adskillige floder gennem dæmninger, og mange landsbyer blev ødelagt eller helt dækket af vand.

I Gabura-området i det sydvestlige Bangladesh slog orkanen huller i en dæmning, som omringer flere landsbyer. Jonathan Bjerg Møllers billedreportage viser ødelæggelsernes konsekvenser for indbyggerne i de første dage efter.

I hele Bangladesh anslås, at flere end 200 mennesker er døde, tusinder savnes stadig, og hundredetusinder er hjemløse. Flere end 3,5 millioner bengalere er berørt af orkanen, som har spredt sygdomme, druknet dyr og ødelagt hjem, ejendele og afgrøder.

Selv om stormen har lagt sig, er katastrofen langtfra ovre. Store områder står stadig under vand, og mange ofre har ikke modtaget hjælp. Der kan gå år, inden de overlevende kan vende tilbage til et normalt liv.

Også Indien blev ramt af Aila-orkanen, dog med lidt færre dødsfald til følge. Sundarbans-området, omtalt i Udvikling nr. 2/2009, er også blandt de ramte områder.

Red Barnet brugte 330.000 kr. af sin Danida-finansierede nødhjælpspulje til støtte for ofrene for orkanen Aila, og den danske ambassade i Dhaka ydede 300.000 kr.

Mere på www.ambdhaka.um.dk

ABC. En pige tørrer sine skolebøger i solen på den plet, hvor hendes mors hus lå, inden Aila-orkanen ramte. Orkanen har også ædt mange af Gabura-områdets skoler.

INDIEN BANGLADESH

Gabura BURMA (Myanmar)

STORMHOTEL. Beskyttelsesbygning, hvor Gabura-områdets indbyggere søger tilflugt under orkaner. Omkring 500 mennesker er blevet boende efter Aila-orkanen, fordi de ikke har både, som kan sejle dem til flygtningelejre i området.

BRISTEFÆRDIG. En gruppe mennesker krydser et hul i en dæmning i Gabura-området i Bangladesh. Dæmningen blev ødelagt flere steder, da Aila-orkanen ramte i slutningen af maj.

SAMLESÆT. Resterne af et tag, som er blevet ødelagt af Aila-orkanen, padles mod en af de mange flygtningelejre, som er opstået i Gabura-området, efter orkanen ramte.

TILBAGETRÆKNING. To uger efter Aila-orkanen har vandet trukket sig en smule tilbage. Men når tidevandet kommer, fosser vandet stadig ind over Gabura-områdets dæmning, som flere steder er bristet.

TEMA

UKRAINE

NR. 4/2009

TEMA

SIDE 18

De 46 millioner ukrainere vil over de næste år blive knyttet tættere til EU. Håbet om fuldt medlemskab trives. Gadebillede fra Lviv. Foto: Stefan Kati´c.

EFTER DEN ORANGE EUFORI Af Stefan Kati´c, Kiev og Lviv

n gang imellem lukker Rusland for gassen. Andre gange er der bare almindeligt politisk kaos og heftig verbal krig mellem politikere, hvis navne kun Østeuropa-feinschmeckere kan hitte rede i: Janukovitj, Jusjtjenko, Timosjenko.

Men ellers dukker landets navn mest op i danske medier, når der er Melodi Grand Prix eller store sportsbegivenheder.

Lige nu bygger ukrainerne fodboldstadions på livet løs, for i 2012 er Ukraine – sammen med nabolandet Polen – vært for EM i fodbold.

Den fredelige orange revolution i vinteren 2004-05 indvarslede en ny tid med demokrati, pressefrihed og flere politiske partier at vælge mellem. I dag, fem år efter, er de orange faner blegnet en del. Eufori er blevet til politikerlede, korruptionen er forværret, og finanskrisen har ramt Ukraine hårdt. I år tyder det på, at BNP vil falde med knap 10 pct.

Men ingen krise varer evigt. Et lyspunkt er en associeringsaftale, landet er ved at forhandle på plads med EU. Aftalen vil bane vej for frihandel for både varer og tjenesteydelser.

Den 17. januar 2010 afholdes præsidentvalg. Bedst i meningsmålingerne ligger russisk-orienterede Viktor Janukovitj fra Regionernes Parti. Han står til at få 26,6 pct. af stemmerne. Premierministeren (foto), den vestligt oriente-

E

Foto: Aleksandr Prokopenko/AFP/Scanpix.

rede Julia Timosjenko (hvis politiske gruppering – meget sigende for ukrainske partier – hedder Blok Julia Timosjenko) har også meldt sig i kampen om præsidentposten. Hun står til at få 16,2 pct. Begge er dog enige om, at landet skal styre mod EU-medlemskab. En tredje kandidat er den tidligere udenrigsminister og parlamentsformand Arsenij Jatsenjuk, som 12,8 pct. vil stemme på. De to med flest stemmer kommer til at dyste om posten.

Trods den nuværende krise og notorisk, politisk ustabilitet er Ukraine et samfund præget af forandring. Sortklædte goth-typer på gaden i storbyen – i det samme land, hvor Lenin-statuerne står på granitsokler på torvet i mange mindre provinsbyer. Alt imens de rige i storbyerne Kiev, Lviv og Odessa kan vælge mellem sushi, mexicansk og indisk, spiser de gamle koner på landet kåldolmere, rødbedesuppe og kogte kartofler – og forstår ikke, hvad der blev af kolkhosen (statsfarm).

Sidste år iværksatte Udenrigsministeriet en ny strategi for sit Naboskabsprogram, som står for støtten til Østeuropa, Balkan og Kaukasus. Her indtager Ukraine nu den højeste prioritet, og det betyder 120 mio. kr. til landet i perioden 2008-12. Samtidig er landet det eneste, hvor samtlige typer af programmer under Naboskabsprogrammet sættes i værk.

Udvikling har besøgt byerne Kiev og Lviv og set nærmere på nogle af de sektorer, Danmark støtter.

TEMA

UKRAINE

NR. 4/2009

TEMA

SIDE 19

MEGET UKRUDT OG KUN LIDT KORN

LAV LØN – TO DØGN FRA DANMARK ’Billig arbejdskraft.’ Sådan lyder det direkte og uden tvivl meget ærlige svar, når man spørger danske erhvervsfolk i Ukraine, hvorfor deres firma er i landet. Her er en god løn for en fabriksarbejder(ske) 10 kr. i timen. Men hvorfor er de så i Ukraine og ikke i for eksempel Cambodja, hvor lønnen er endnu lavere?

Det skyldes i høj grad, at de danske virksomheder i Ukraine konkurrerer på at kunne levere inden for en tidsramme. Ofte skal det færdige produkt rulle tilbage til Danmark et par måneder efter bestillingen. Og så hjælper det ikke at ligge i Cambodja eller Bangladesh.

Lidt over 30 danske virksomheder har etableret en produktion i Lviv-området, som ligger en times kørsel fra de nyasfalterede, polske motorveje – og dermed nemt videre til Danmark på et par døgn. Det har stor betydning, for flertallet af producenter lever af hurtige ordrer. Det er typisk levering inden for tre måneder, men tidsfristen kan gå helt ned til 14 dage.

De danske firmaer, der har outsourcet produktionen til Lviv-området, er typisk inden for tekstiler, møbler, hospitalsudstyr og lettere industri – men også it-branchen får udført en del programmeringsarbejde i universitetsbyen Lviv.

Den økonomiske krise har paradoksalt nok styrket de danske virksomheder i Lviv-området. En devaluering af den ukrainske valuta hryvnya sidste efterår har medført et tilsvarende fald i omkostninger (men dog også i værdien af investeringerne) for danske virksomheder.

Vækst og værdikæder Hvem ejer jorden?

Engang var Ukraine Europas kornkammer. Nu gror der ukrudt på mange marker.

Imens alle venter på en jordreform, vil Danmark kickstarte mindre virksomheder på landet.

Tekst og foto: Stefan Kati´c, Lviv

Danske investorer, der vil etablere en produktion i Ukraine, gør klogt i at bruge et par timer på at studere landets historie. Eksempelvis er det ikke en god idé at placere en svinefarm nær byen Sokal. Det var nemlig her, alle strømper til Sovjetunionen blev produceret.

Som konsekvens af planøkonomien blev al produktion af en bestemt vare koncentreret i enkelte byer eller områder. Derfor vil danske investorer have svært ved at finde folk med forstand på svinehold i Sokal. Men eksperter i strikkemaskiner? – så bare kom an!

Tilsvarende lå fabrikken, der lavede tvapparater til hele det sovjetiske folk i den sovjetiske elektronik-hovedstad Lviv. Metalindustri og miner lå, og ligger, i den østlige, russisk-talende del af Ukraine.

Det er et mønster, der endnu præger erhvervsstrukturen i Ukraine 18 år efter landets selvstændighed.

Det tager lang tid at ændre et helt samfund

fra planøkonomi til markedsøkonomi. Der er stadig mange tidslommer i det ukrainske samfund. Som nu landbrugsuddannelserne, der fortsat underviser studerende til at komme ud og lede statslige agro-kombinater.

En uddannelse solidt målrettet mod fortiden!

Storkereder og svineproducenter En tur gennem Ukraine ville få enhver dansk ornitolog til at baske med vingerne af glæde: Storkereder med unger pryder hver eneste landsby. Der er masser af frøer til sultne storkeunger, for jorden drænes ikke i større stil.

Kun 55 pct. af Ukraines areal er opdyrket.

Engang var Ukraine kendt som Europas kornkammer, men i dag er de fleste marker dækket af græs, valmuer og måske en lille jordlod med kål og kartofler til familiens eget brug. Efter at Ukraine (igen) blev selvstændigt i 1991, blev jorden på hver kolkhos (statsfarm) delt mellem alle ansatte. De fik hver især 3-5 hektar – desværre ofte med en temmelig uklar angivelse af beliggenheden.

Det er ikke muligt at leve af et så lille stykke land og – hvad måske værre er – heller ikke muligt at købe naboens frimærke af en jordlod, så man kunne få noget, der ligner et rentabelt landbrug. Derfor har mange helt opgivet deres jord, mens andre lejer den ud.

Når der alligevel dyrkes landbrug, sker det, fordi firmaer laver lejeaftaler af en varighed på op til 25 år – med forkøbsret. I dag er den typiske lejekontrakt ’kun’ på 10-15 år. De fleste forventer nemlig, at en jordlov bliver vedtaget inden for en overskuelig årrække. I

Lviv-området har et par meget store danske svineproducenter opkøbt hele den gamle, endnu eksisterende kolkhos – og i et tilfælde ansat den tidligere direktør. De danske svineproducenter sælger udelukkende til det meget svinekødsspisende ukrainske marked – i modsætning til de øvrige godt 30 danske virksomheder, der har etableret en produktion i Lviv-regionen (se boks).

En dråbe på landet?

Til næste år lyder startskuddet for et dansk privatsektorprogram til 40 mio. kr., som primært skal udfolde sig i Lviv-regionen. Programmet skal især bidrage til at skabe flere job i de fattige landområder. Det skal ske ved at styrke væksten af små og mellemstore virksomheder i landområderne. Filosofien bag programmet er at styrke landbrugsværdikæder, det vil sige at forbedre produktion i alle led fra jord til bord, herunder adgang til lån og til afsætning. Og så skal der arbejdes for et bedre forretningsklima.

– Vi vil gerne gøre de lokale banker bedre til at låne ud til de små virksomheder i landdistrikterne. De får bistand til at blive bedre til at give kreditvurdering, og vi støtter også med en pulje, der giver tilskud til små virksomheder. Den store udfordring for de små virksomheder i Ukraine er som følge af finanskrisen i øjeblikket den begrænsede adgang til kredit, siger fuldmægtig Louise Berth fra Udenrigsministeriets Naboskabsprogram.

Direktør Anders Johansen fra konsulentfir-

Et privatsektorprogram til 40 mio. kr. er under forberedelse med forventet opstart primo 2010. Programmets overordnede formål bliver at fremme beskæftigelsen i den private sektor i Ukraines fattige landområder gennem nye investeringer i og vækst af små og mellemstore virksomheder i landområderne.

Programmets formål bygger på målsætningen i den ukrainske strategi for udvikling i landområder ’National Programme for Rural Development in Ukraine until Year 2015’. Programmet ventes at bestå af to komponenter: udvikling af værdikæder for mælkeprodukter samt frugt og grønt i Lviv og fremme af forretningsklimaet gennem støtte til en erhvervsorganisations advocacy-aktiviteter. fremme af adgang til lån og finansiel rådgivning for små og mellemstore virksomheder inden for landbrugssektoren.

maet J&L Consulting i Lviv anerkender, at det nye privatsektorprogram nok kan nå et stykke vej på advocacy-området. Men han udtrykker sin tvivl om, hvor langt man kan nå for de knap 40 mio. kr. i Lviv-regionen, som er godt og vel halv så stor som Danmark.

– Her er et enormt behov for forbedringer.

En malkeko her i landet giver eksempelvis tre tons mælk pr. ko pr. år, i Danmark er det op mod ti tons. Derfor er der et stort behov for viden om betydning af den rette foderblanding, siger han.

Lige nu færdiggøres det nye privatsektorprogramdokument, der skal godkendes i henholdsvis Landbrugs- og Økonomiministeriet i hovedstaden Kiev.

TEMA

UKRAINE

NR. 4/2009

ØSTEUROPAS BANGKOK

– Jeg arbejdede i en børnehave, men mistede mit job, fortæller en kvinde. Jeg så en annonce i avisen om byggearbejde i Rusland, og det lignede en annonce fra et helt legalt firma. Jeg var der i tre måneder, men det var for meget, siger hun, mens tårerne løber ned ad kinder-

5 SKARPE

Er et ukrainsk EU-medlemskab tættere på nu end for et år siden?

– EU er ved at forhandle en vidtgående associeringsaftale, som åbner op for nærmest fuld frihandel, og dermed vil bringe Ukraine meget tæt på EU på linje med Schweiz og Norge. Ukraine presser på, for at der skrives et perspektiv om EU-medlemskab ind i aftalen, men det er der ikke enighed om i EU lige nu, da landet stadig har langt igen med hensyn til sine reformer. Et andet spørgsmål er, om Ukraine kan springe over i ansøgerkøen,

læge tilknyttet – har til huse på et hospital i hovedstaden Kiev. Derfor kan krisecenterets 13-14 beboere ikke blot modtage rådgivning og lægehjælp, men også behandling af en speciallæge.

– Ofrene har ofte maveproblemer på grund af for lidt mad. Mange har også hudproblemer som følge af mangel på sollys under indespærring eller neurologiske problemer efter at have været udsat for vold, siger dr. Iryna Lysenko, læge på centeret.

Kvinden på 38, vi taler med, led af depression efter sit fangenskab. Sammen med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) er det en tilstand, behandlerne møder igen og igen.

arbejder med at give krisehjælp.

– Det burde ikke være en international organisation som IOM, der drev dette center.

Det burde være staten eller en NGO, erkender Ahn.

Efterladt på en mark Den 38-årige kvinde, vi møder, slap kun væk fra sine bortførere, fordi det russiske politi stormede stedet: – De samlede både ofre og vogtere i en bus og kørte os uden for byen, hvor vi blev læsset af på en mark. Kun fordi en kvinde havde nogle guldsmykker, hun kunne sælge, kunne vi få penge til en billet hjem, siger hun, idet hun tager den kvindelige psykologs arm.

Kvinden, som i dag har afsluttet sin terapi og nu arbejder på et lager, siger: – Jeg har været så glad for centeret her. Det burde findes overalt for folk med samme oplevelser som mig.

ne. I de tre måneder blev den 38-årige kvinde holdt fanget og seksuelt udnyttet – samtidig med byggearbejdet.

Når der her hverken er navn eller billede af kvinden, der stammer fra det østlige Ukraine, er det, fordi vi møder hende på et krisecenter, som drives af FN’s organisation for migration (IOM). Centeret – der har en psykolog og en

der består af en række Balkan-lande og Tyrkiet.

sen. Det betyder også, at danske investorer og forretningsfolk holder sig væk.

været her i 90’erne – dér var det da meget værre’, lyder svaret.

Hvorfor er Ukraine det højest prioriterede blandt de østlande, Danmark støtter?

– Der er tale om et stort land tæt på Europa, hvor udviklingen ikke kan undgå at have en vis effekt på Danmark og især på de omkringliggende lande. Ukraine er et demokrati, som er på rette vej efter den orange revolution.

Derfor er det i dansk interesse at hjælpe dem det sidste stykke over bakken. Desuden kan Ukraine fungere som et forbillede for Hviderusland og andre nabolande.

Hvor meget kan man som dansk ambassadør tillade sig at komme med gode råd og kommentere på den måde, Ukraine udvikler sig på?

– I dansk udenrigspolitik er der nogle få, basale regler, som er ufravigelige på hele kloden: Menneskerettigheder og lidt til. Der er så andre ting i det danske samfund, for eksempel den høje skatteprocent, vi ikke nødvendigvis behøver at påtvinge andre nationer.

Ukrainerne ønsker imidlertid selv at blive medlemmer af EU og NATO, hvortil vi kræver højere standarder, herunder også på menneskerettigheder. Og så er det min pligt at fortælle dem, hvad der skal til.

Læs interviewet i fuld længde på www.udvikling.dk

Men der er også nogle områder, hvor Ukraine skuffer?

– De er i fuld gang med at harmonisere lovene til EU’s regler. Møllen maler, om man så må sige. Men på en række områder halter det: Først og fremmest reformeringen af retssystemet, som stadig er præget af det sovjetiske arvegods. Korruptionen er særlig slem i retssystemet, og det er ødelæggende for retsfølel-

Hvordan tackler ukrainerne krisen?

– Ukraines historie er fyldt med tragedier.

Det har givet en umådelig modstandskraft, også til at modstå den nuværende krise. Spørger man om krisen, så tager ukrainerne det med rimeligt godt humør. ’Så skulle du have

TRAFFICKING I TAL International Organization for Migration (IOM) driver et krisecenter for traffickingofre i Kiev.

Siden sin start i 2000 har centeret hjulpet 5.639 ofre for trafficking.

72 pct. af ofrene stammer fra Moldova, 19 pct. fra Centralasien (Kirgistan, Usbekistan, Kasakhstan) og seks pct. fra Rusland.

27 pct. blevet tvunget til at arbejde i Rusland, 20 pct. i Tyrkiet og 15 pct. i Polen.

I 2008 blev der i Ukraine rejst 322 sager ved retten om trafficking – 69 endte med domsfældelse.

Flere end 117.000 ukrainere er siden 1991 blevet ofre for trafficking.

Kilde: IOM/Kiev.

IOM’s arbejde mod trafficking er i perioden 2009-11 støttet med knap 29,5 mio. kr. af det danske udenrigsministerium.

Den 1. september tiltræder Uffe Balslev som dansk ambassadør i Tallinn, Estland.

Foto: Udenrigsministeriet/Lars Grunwald.

Ukraine bevæger sig langsomt, men støt mod EU-medlemskab. Korruption og manglende retsreformer er dog stadig en stopklods, fastslår Danmarks afgående ambassadør i Kiev, Uffe Balslev.

SIDE 20

Flere slave-job end sex-job En stadig større del af de handlede mennesker ender ikke i prostitution, men bliver udnyttet i køkkenjob, byggeri og andet arbejde. 2008 var det første år, hvor de udgjorde flertallet af de klienter, som IOM i Kiev havde kontakt med. 404 var blevet udnyttet i ’almindelige’ slave-job, 392 i prostitution og 14 bortført og tvunget til tiggeri.

Flertallet af trafficking-ofre er fortsat kvinder – sidste år gav IOM’s krisecenter i Kiev således støtte til 625 kvinder/piger og 195 mænd/drenge.

Forholdene på centeret er pæne uden at være prangende. Væggene på gangen er prydet med tegninger, som traffiking-ofrene har lavet som en del af deres kriseterapi. Værelserne ligner små kollegieværelser, og alle døre på centeret står ulåste. Ahn Nguyen, koordinator af IOM’s anti-trafficking program, forklarer: – Ofrene er blevet frataget deres vilje til selv at bestemme, hvad de vil. Det gælder om at give dem den evne tilbage, fortæller Ahn Nguyen, som kalder Ukraine for Østeuropas svar på Bangkok.

IOM-koordinatoren oplyser, at det statslige ukrainske anti-trafficking program har et årsbudget, der svarer til 8.000 kr. pr. region. Heller ikke hvad angår krisehjælp, har den ukrainske stat meget at tilbyde. IOM-centrene i Kiev er de eneste af deres art i landet, selvom en række NGO’er i Ukraine også

En stor del af Europas menneskehandel går gennem Ukraine.

På et krisecenter i Kiev overstiger antallet af trafficking-ofre, som har været udnyttet i ’almindelige’ slave-job, nu antallet, som har været tvunget til prostitution.

Tekst og foto: Stefan Kati´c, Kiev

TEMA

TEMA

UKRAINE

NR. 4/2009

TEMA

SIDE 21

SÅDAN SLIPPER DU FOR BØDEN

Ikke alle bøder havner i den ukrainske statskasse.

Ukraine hører til verdens mest korrupte lande på niveau med Pakistan, Nicaragua og Comorerne. Men menigmand vender sig i stigende grad mod brugen af bestikkelse, fortæller konsulent, der arbejder med at hjælpe danske virksomheder gennem korruptionsjunglen.

Tekst og fotos: Stefan Kati´c

Ukrainske børn behøver ikke være ret gamle, før de stifter bekendtskab med den korruption, der praktiseres i det land, de vokser op i.

De ser deres forældre tage blomster eller chokolade med til lægen, skoleinspektøren eller klasselæreren. En gestus, som hverken giver eller modtager opfatter som bestikkelse. Det er bare den slags, der skal til for at sikre en grundig konsultation eller et godt eksamensbevis.

– Jeg plejer at sige, at ’her har vi ikke korruption, men en tradition’, smiler juristen Yarema Kondratyuk, administrerende direktør i det dansk-ukrainske konsulentfirma J&L Consulting, som rådgiver danske virksomheder på vej ind i Ukraine.

Yarema Kondratyuk kender om nogen korruptionens anatomi, for han lever af at hjælpe danske virksomheder med at manøvrere i et samfund, der bygger på korruption. Dan-

ske og andre udenlandske investorer opdager hurtigt, at toldinspektører, brandinspektører og en række andre inspektører alle står klar for at få deres bid af kagen. Falder der ikke 500-600 kr. ikke ved grænsen, kan lastbilen fra Danmark pænt vente i flere døgn, mens andre bliver vinket forbi.

Tolderen og skatteinspektøren er ikke nødvendigvis onde eller grådige mennesker. Men de har en chef over sig, som hver måned forventer at få en vis del af de indhøstede pengesedler. Som offentligt ansatte modtager de en løn, hvor der måske nok er penge til et æg, men ikke til salt. En læge på et sygehus tjener 1.000-1.250 kr. om måneden – en lærer 800!

Så der må suppleres med et bijob, kartofler fra kolonihaven eller korruption.

I alle lag og til alle priser Korruptionen i Ukraine er ikke enkeltsager, hvor brodne kar træder forkert. Det er et system med bestemte regler og priser.

I toppen af samfundet finder man korruption i XXL-størrelse. Millionbeløb skifter hænder mellem oligarker – rigmænd – og landets politiske elite. Det handler om magt, penge, kontrakter og begunstigelser, og er sager, der sjældent kommer frem.

Længere nede ad stigen finder vi virksomheden, der må betale fra få hundrede og op til flere tusinde kroner for at få en tilladelse igennem.

Og så er der bilisten, der bliver stoppet for en færdselsforseelse. Her taler vi om bestikkelse for 15 kr. og opefter, hvis man vil slippe med at betale mellem 10 og 50 pct. af bødens størrelse. Hvad du betaler, afhænger af hvem

du er, fortæller Yarema Kondratyuk: – Det er ikke altid, at ejeren af en Jeep skal betale mere end ejeren af den Lada, der bliver stoppet. Nogle gange er det omvendt, for ejeren af den fine nye Jeep har sandsynligvis mere indflydelsesrige venner, forklarer han og tilføjer, at beløbene er steget som følge af finanskrisen.

Sidste år landede Ukraine på en 134. plads i selskab med Pakistan, Nicaragua og Comorerne i det korruptionsindeks, som organisationen Transparency International årligt offentliggør – ikke så lidt af et fald siden 2006, hvor Ukaine lå oppe på en 99. plads. Kun Rusland (i 2008 nummer 144) redder Ukraine fra titlen som Europas mest korrupte land.

En arv fra Sovjet – Korruptionen har mindst tre meget skadelige konsekvenser: For det første er der hele det politiske system. Så er der udviklingen af et effektivt erhvervsliv. Og så er der de udenlandske investeringer, der går uden om Ukraine og i stedet placeres i Tyrkiet – som har en lavere grad af korruption – eller i Kina (hhv. nr. 58 og 72, red.), fortæller Yarema Kondratyuk. Han er dog optimistisk: – Den almindelige borgers holdning er begyndt at ændre sig. Korruptionen er i høj grad en arv fra det tidligere Sovjet-system og trivedes over det meste af Sovjetunionen.

Men den ukrainske ungdom i dag er meget tættere på en europæisk livsforståelse. Og så skriver pressen om korruptionen. Dette er måske den eneste virkelige gevinst efter den orange revolution: At vi kan tale om de her ting, siger Yarema Kondratyuk.

KAMPEN MOD KORRUPTION Danmark støtter kampen mod korruption gennem to programmer under Udenrigsministeriets Naboskabsprogram: Et reformsektorprogram, som har til formål at støtte den ukrainske regerings arbejde for at reformere den offentlige sektor. Det sker som en del af Ukraines bestræbelser på at blive medlem af EU. Nøgleordene er større effektivitet og ansvarlighed hos myndighederne.

Konsulentfirmaet Rambøll Management administrerer programmet. Der planlægges nu en fase II, der skal løbe fra 2010-12.

Et regionalt medieprogram, som har til formål at styrke medieudviklingen i Ukraine, Hviderusland, Aserbajdsjan og resten af regionen. I Ukraine støtter programmet primært den videre reformproces af medielovgivningen, der blev skudt i gang som følge af den orange revolution i 2004-05. Hertil kommer efteruddannelse af medie-jurister og journalister i undersøgende journalistik. Den danskbaserede medieorganisation IMS står for at gennemføre programmet, der løber fra 200811.

Et civilsamfundsprogram, som har til formål at styrke civilsamfundet til at fremme demokratisk regeringsførelse gennem kapacitetsopbygning af lokale civilsamfundsorganisationer og tildeling af mindre bevillinger til deres projekter med fokus på bl.a. at fremme transparens og ansvarlighed hos lokale beslutningstagere. Programmet støtter også den igangværende proces om udvikling af en bedre lovgivning for civilsamfundsorganisationer. UNDP administrerer programmet, der løber fra 2009-11.

NR. 4/2009

HELLIGE KØER

SIDE 22

Når man først har fat i et øre eller et horn, så gælder det om at holde fast. De fleste af Delhis ko-fangere kan fremvise ar og berette om slåskampe og brækkede knogler. Nogle gange skyldes det køerne. Andre gange kommer de i karambolage med sure trafikanter eller ejerne fra byens lyssky mejerier. Foto: Zack Canepari.

KØERNE UD AF BYEN! Den indiske hovedstad New Delhi skal være vært ved The Commonwealth Games i 2010, og skal til den tid helst fremstå ren, nymalet – og uden fritgående køer. Bystyret er derfor i gang med en lang og sej kamp for at rydde gaderne for kvæg.

Af Line Wolf Nielsen

Chowdary Singh har hverken bredskygget hat eller seksløber i bæltet. Alligevel kan han med rette kalde sig cowboy – en ægte urban en af slagen. Chowdary Singh tilbringer sin arbejdsdag med at indfange kvæg på gaden i New Delhi. Udstyret med lasso og reb udgør han og byens øvrige 170 ‘kofangere’ fronten i den indiske hovedstads kamp mod løse køer.

Der findes måske ikke noget mere stereotypt billede af Indien end snapshot’et af den upåvirkede ko, der står midt på vejen, mens bilerne dytter og haster udenom.

For hinduer er koen et helligt dyr, og det er forbudt at slagte dem over det meste af Indien. Køerne går, hvor de vil, selv i byerne.

Indernes attitude er dog ofte, som mange i Danmark ser på de grå duer: en ikke altid værdsat, men dog integreret del af bymidtens liv. Men i New Delhi er tålmodigheden med de i tusindvis af herreløse køer sluppet op.

En gruppe borgere rejste i 2002 sagen ved domstolene, og bystyret fik et påbud om at

fjerne køerne fra kørebanen. Syv år senere står køerne dog stadig midt i det hele og tygger drøv.

Bystyret er meget interesseret i at løse problemet, inden New Delhi skal være vært ved det store sportsstævne The Commonwealth Games i 2010. Et udbygget metrosystem og nymalede monumenter skal ikke skæmmes af kokasser og kvæg i midterrabatten.

Du må ikke tøve Hver morgen samles Chowdary Singh med sit arbejdshold af kofangere i Old Delhi, byens gamle hjerte. Når chaufføren er kommet med lastbilen og koppen med den varmende søde te er drukket, starter dagens dont: at finde køer.

Arbejdet er ikke ufarligt. Det er kun ved særlige lejligheder, at kofangerne har en dyrlæge med og derfor har mulighed for at bruge bedøvende pile eller elstave. For det meste må de klare sig med lasso og råstyrke for at få indfanget det omstrejfende kvæg.

Denne dag sparker en fuldvoksen sort ko voldsomt med bagbenene og kaster sig ud i trafikken i et forsøg på at undslippe. Der sker heldigvis ikke noget med hverken dyr, mandskab eller trafikanter – og koen får lov at gå.

Holdet koncentrerer sig i stedet om at samle to halvstore kalve op. Det går nemmere. Efter en kort kamp mellem mænd og muh’ende køer har begge kalve et reb om halsen.

Dagens første fangst bliver skubbet op på bagsmækken og hejst op på ladet af den grønne lastvogn bemalet Delhi Veterinary Service Department.

– Hemmeligheden er ikke at tøve. Når man

først har fået fat i et øre eller et horn, så gælder det om at holde fast, så man kan få snoren rundt, siger Chowdary Singh.

Han og de andre kofangere har alle sammen beretninger om skader og ulykker på jobbet, og kan fremvise ar og tale om brækkede knogler. Én har endda mistet et øje.

Illegale mejerier Der er også andre farlige elementer i en Delhi-cowboys hverdag. Ko-fangerne har været oppe at slås med hidsige bilister, der er frustrerede over, at trafikken blokeres, mens køerne indfanges. Ortodokse hinduer har en sjælden gang kastet med sten.

Endnu mere bekymrende er de flere tusinde illegale mejerier, som findes over hele byen. Myndighederne klassificerer godt nok alle køer, der går rundt på gaden som løse, men i virkeligheden er mange af dyrene tilknyttet disse mejerier, der arbejder helt uden godkendelser.

Mejeriernes ejere – og ofte også de fattige slumbeboere, der køber deres billige mælkeprodukter, reagerer ofte aggressivt, når kodriverne kommer med deres reb og lassoer for at trække af med deres indtægtskilde.

Chowdary Singh måtte sys med seks sting sidste år, efter at ejeren af et lille mejeri havde slået ham oven i hovedet med en kæp.

Ugen før dette besøg blev en mand skåret i hånden med en saks. To blev senere arresteret.

Denne dag sker der ikke noget, men dagen før var tre teams udkommanderet til et tidligt morgen-raid i Mangalpur, en af Delhis forstæder. Det gik ikke stille af, sig og Chowdary Singh fortæller, at de fik mange vrede tilråb.

– Vi måtte tilkalde politiet, da der var nogle som prøvede at blokere vejen for os og ville slås, så de kunne købe sig tid til at få deres køer gemt væk.

Et særligt grovhændet sammenstød mellem ejere og kofangere endte med en politianmeldelse.

– Det er især i de fattige forstæder, hvor der stadig er åbne arealer, at der er mange køer, og hvor vi har flest problemer, forklarer han.

Delhis kofanger-teams prøver at holde lav profil og bliver nødigt ret længe hvert sted.

Hellere komme tilbage igen i morgen end at udsætte sig selv for vrede og give køernes ejere tid til at samle støtte til en konfrontation.

Som tak for at løbe den daglige risiko på jobbet får Delhis 89 fastansatte kvægdrivere 12.000 rupees om måneden – hvad der svarer til cirka 1.400 kr. Men de fleste er godt tilfredse med at være offentligt ansatte cowboys.

Det er fast arbejde, og der følger en god sygeforsikring med. Så heldige er de 80 kontraktansatte dog ikke. De må klare sig uden forsikring og for en månedsløn på 3.500 rupees – godt 415 kr.

Delhis mælke-mafia Efter seks timer i trafikken er dagens fangst forbi. Otte køer skal nu køres til mærkning.

Voksent kvæg får skudt en mikrochip ind foran på halsen. Mindre kalve får én i øret.

Klokken bliver ofte over syv om aftenen, inden arbejdet er forbi, for efter mærkningen skal køerne afleveres på en af de fem godkendte farme, der alle ligger i udkanten af byen.

Farmene drives af hinduistiske velgørenhedsorganisationer, der får tilskud fra bystyret.

I teorien skulle mikrochippen sikre, at køerne ikke blev sluppet løs igen eller solgt tilbage til de illegale mejerier. Men ifølge folkene på dette team, er det sket, at de fanger den samme ko to gange.

– Måske er der nogle, der kan betale sig til at trække i de rigtige tråde og får deres egne dyr fri, spekuleres der i bilen.

Vijender Kumar Gupta er formand for det udvalg, der har ansvar for at få samlet Delhis løsgående køer ind. Han mener, Delhis mælke-mafia bærer hovedansvaret for, at byen ikke kan overholde rettens påbud.

Selv om man de seneste to år har samlet flere end 20.000 køer op fra gaden, er der fortsat mellem 5.000 og 12.000 køer på fire frie klove.

Virpal Singh og hans team tror ikke, Delhi nogensinde bliver helt fri for køer. Det er nok også udmærket – for så ville de miste arbejdet.

Line Wolf Nielsen er freelancejournalist bosat i New Delhi.

NR. 4/2009

Tag den store verden med på ferie. Her er din globale, litterære rejseguide med klassikere, nye stjerner og oversete perler fra de varme lande.

BØGER

SIDE 23

9 gode bøger

Af Mai Rasmussen

ASIEN Det tabte land (The Inheritance of Loss) Kiran Desai, Indien, 2006 (på dansk i 2007), Aschehoug/Lindhardt og Ringhof, 429 sider.

Oversat af Thomas Harder Hjem og identitet er centrale temaer i denne bog, hvor generationer, ambitioner, forelskelser og forpligtigelser krydser klinger i Indien, Nepal, England og USA. Pigen Sai, hendes bedstefar, hans kok og kokkens søn må alle forholde sig til, om ’det perfekte’ findes i det fjerne, i udlændighed, i ’Vesten’ – eller om livet kan være godt og fuldt i en lille, indisk by i bjergene. Post-kolonialitet og globaliseringens vilkår for de knap-så-heldige bliver håndgribelige omstændigheder.

Måske derfor vandt bogen den prestigiøse engelske Man Booker-pris i 2006.

Menneskenes jord (Bumi Manusia) Pramoedya Ananta Toer, Indonesien, 1980 (på svensk i 2003) Leopard Förlag, 376 sider.

Oversat til svensk af Roy Isaksson Desværre er denne indonesiske kæmpe (roman såvel som forfatter) ikke oversat til dansk. Læs bogen på engelsk eller på svensk og bliv klogere på Indonesien under nederlandsk kolonimagt i slutningen af 1800-tallet. Hovedpersonen Minke er søn af en fornem familie og gør sig godt blandt den herskende hollandske elite. Men – naturligvis – kun til et vist punkt. Over flere romaner fortalte Toer sit lands historie, sådan som han først havde gjort det mundtligt til sine medfanger, mens han i 15 år var politisk fange.

Aske og jord (Khâkestar-o-khâk/Terre et cendres) Atiq Rahimi, Afghanistan/Frankrig, 2000 (på dansk 2002) Tiderne Skifter, 84 sider.

Oversat af Maiken Maigaard Skulle der herske nogen tvivl om, at krig er sønderrivende alvor, så bliver den ryddet af vejen af afghanske Atiq Rahimi, som på den internationale litterære scene er udråbt til et af sit hjemlands lysende stjerner. En bedstefar og hans barnebarn rejser ud for at overbringe den frygtelige meddelelse om hele familiens død til barnets far, bedstefarens søn. En russisk offensiv har dræbt alle. Drengen Yassin er pirrelig, højrøstet og fuld af forskrækkede, forvirrede spørgsmål. Men hverken svar eller skænd beroliger, for hans ører har taget skade af bombernes brag. Derfor hører han heller ikke gamle Dastaguirs udlægning af krigens tragiske absurditet: ”De døde er lykkeligere end de levende.”

Tag på en litterær rejse med Udviklings guide til sommerlæsning. Ill.: Louise Thrane Jensen.

LATINAMERIKA Bjergene er mere end en umådelig stor grøn steppe (La montaña es algo mas que une inmensa estepa verde) Omar Cabezas, Nicaragua, 1982 (på dansk i 1984), Klim, 255 sider.

Oversat af Jørn Wiese Bag den tunge titel gemmer sig en spændstigt fortalt beretning om nicaraguanernes hårde og helhjertede kamp mod den USA-støttede diktator Somoza. Idealister og folkehelte bebor siderne.

Hjerterne banker, og der læres, tænkes og tales om den sociale retfærdighed, som var øverst på dagsordenen i de mellemamerikanske frihedsbevægelser.

AFRIKA Mai Rasmussen er freelancejournalist.

Tak for råd og inspiration til Vagn Plenge, ALOA, Oscar Hemer, Malmö Universitet, og freelancejournalist Line Wolf-Nielsen.

Som vinden blæser (Anthills of the Savannah) Chinua Achebe, Nigeria, 1987 (på dansk i 1988), Gyldendal, 258 sider.

Oversat af Thomas Harder Det post-koloniale tema er et must i afrikansk litteratur, og Achebe er den store mester. Prøv denne alternative titel: En sydende ironisk roman om en kreds af intellektuelle i strategisk balancegang mellem liv og død under en balstyrisk diktator. Det post-koloniale debatteres i bramfri diskussioner om, hvem der er hvidest, mest engelsk, mest kolonialiseret: Kolonialisten eller den kolonialiserede.

Landstedet (Casa de campo) José Donoso, Chile, 1978 (på dansk i 1982), Samlerens Forlag, 359 sider.

Oversat af Peter Poulsen Hvis sommerens litterære lyst går i retning af magisk realisme, så prøv denne roman, der med et latinamerikansk landsted som ramme, fletter et fascinerende og forskrækkende netværk af realitet, magi, drøm og ren, rå grusomhed. Magten bebor landstedets glitrende sale, mens pøblen hutler sig igennem i mørke, klamme underjordiske gange. Diktaturets metafor er umiskendelig, komplet med skrupelløse voksne, renfærdige børn og vise indfødte.

Nederdrægtighedens verdenshistorie (Historia universel de la infamia) Jorge Luis Borges, Argentina, 1935 (på dansk i 2000), Gyldendal, 124 sider.

Oversat af Morten Søndergaard Den store argentiner lagde fundamentet til sit prosaværk med denne samling korte historier om berygtede personer. Om de lever i virkelighedens eller fiktionens verden, spiller ingen rolle.

En af de kendteste er novellen om slavehandleren, som overtaler slaverne til at flygte, så han kan sælge dem igen. Og igen. Det er labyrintisk, som klassisk Borges siden skulle vise sig at være. Og det er ekstremt elegant.

Græsset synger (The Grass Is Singing) Doris Lessing, Zimbabwe (Rhodesia) / England, 1949 (på dansk i 1979), Gyldendal, 218 sider.

Oversat af Karina Windfeld-Hansen Farverne levede hver for sig i det sydlige Afrika, og tilbage blev en bleg og bange kulør af mistillid, frygt og foragt racerne imellem. Scenen er sat på veld’en (åbent steppelandskab, red.), hvor Mary Turner henslæber dagene med millimeterovervågning af spisekammerets beskedne lagre og i konstant uro over nutid, fremtid og de afrikanske folk på gården. Imod alle konventioner har den paranoide, hvide kvinde og den sorte, mandlige ’houseboy’ en affære. Undertonerne er seksuelle og slutningen dødelig. Doris Lessing modtog Nobels Litteraturpris i 2007.

En halv gul sol (Half a Yellow Sun) Chimamanda Ngozi Adichie, Nigeria, 2006 (på dansk i 2007) Gyldendal, 494 sider.

Oversat af Susanne Staun Her er den nye stjerne, som for længst har erobret alverdens bestsellerlister. Bogen giver et kraftfuldt og altid respektfuldt portræt af de mennesker, som levede og muligvis overlevede Biafrakrigen i 1960’erne. Her er nok sult og lidelse, men først og fremmest stærke og viljestærke personer.

Anmeldelse: Det er rigtigt og modigt at gøre 2015 Målene til omdrejningspunkt for Danidas årsberetning, men beslutningen gør det vanskeligt at beskrive det daglige bistandsarbejde.

Af Henrik Hansen

anceringen af Danidas årsberetning, som udkom i juni, blegner noget i forhold til den massive dækning af Afrikakommissionens rapport fra maj måned. Men det gør ikke beretningen til en hverken kedelig eller uvæsentlig udgivelse. Faktisk er dette års beretning på mange måder mere interessant end flere af de tidligere beretninger, fordi Udenrigsministeriet forsøger sig med et nyt format.

Formatet fra de tidligere års beretninger, hvor det danske udviklingssamarbejde beskrives under fem overskrifter svarende til Danidas administrative opdeling af bistandsmidlerne, er afløst af en struktur, hvor de otte 2015 Mål er det primære omdrejningspunkt.

Det nye format skal afspejle, at dansk udviklingsbistand er en del af et internationalt samarbejde, hvor fælles, globale målsætninger og resultater bør have større vægt end danske særinteresser. Det er både rigtigt og

L

DANIDAS ÅRSBERETNING 2008 Årsberetningen beskriver generelle problemstillinger i det globale udviklingssamarbejde og dokumenterer resultaterne og relevansen af den danske bistandsindsats. Årsberetningen kan downloades gratis og bestilles i trykt version på www.danida-publikationer.dk Læsere, der vil yderligere i dybden, kan fortsætte i tillægget Projekt- og Programorienteringen (PPO), som informerer om projekter og programmer, uanset bevillingsstørrelse. Den findes på www.danida.dk

Danidas årsberetning, som dokumenterer resultaterne af dansk bistand, udkom i juni.

Årets udgave af Danidas årsberetning er illustreret med værker fra udstillingen Africa/now – Contemporary Art from Africa 2008-2009. Her ses keyanske Joseph Mbatia Bertiers’ ’Rural Transport’, som ledsager kapitlet om mødredødelighed. Foto: thorupART.

ÅRSBERETNING: 2015 MÅL I CENTRUM modigt, at denne erkendelse nu også afspejles i Danidas årsberetning.

Det er rigtigt, fordi en harmonisering af bistandsarbejdet – på alle planer – er nødvendig for at sikre en effektiv anvendelse af de danske bistandsmidler, der, på trods af vores nationale selvforståelse som verdens vigtigste donorland, ikke fylder meget i den globale bistandsstrøm.

2015 Mål i centrum På side 91 kan man læse, at Danmarks udviklingsbistand udgjorde 2,8 milliarder dollar i 2008. Selv om det svarer til hele 0,82 procent af vores BNI, er det alligevel kun 2,3 procent af den samlede bistand fra DAC-landene (22 af verdens største donorer, red.). Det viser, at vi globalt set er et lille donorland, som må og skal samarbejde med andre donorer om fælles målsætninger.

Det nye format i beretningen er samtidig modigt, med tanke på at 2015 Målene er meget ambitiøse, politisk drevne målsætninger, der på mange punkter er vanskelige at forene med en beskrivelse af det daglige bistandsarbejde, som stadig er, og bør være, beretningens kerne.

For hvert af de otte 2015 Mål indledes beskrivelsen af den danske indsats med en kort status for den globale målopfyldelse. Årsagen er, siger udviklingsministeren, at den danske bistand skal måles på, hvor gode vi er til at nå 2015 Målene.

Ingen overraskelser I beretningen kan man derfor blandt andet læse, at Afrika næppe når fattigdomsmålsætningen (mål 1), at fremskrivninger viser, at vi ikke når målsætningen om grunduddannelse til alle (mål 2), at målet om ligestilling af kvinder kræver en særlig indsats (mål 3), at det ikke ser ud til, at verden når målet om at reducere børnedødeligheden med 2/3 inden 2015 (mål 4), samt at verden er meget langt fra en reduk-

tion af mødredødeligheden med 3/4 (mål 5).

Der er som sådan ikke noget nyt eller overraskende i disse oplysninger. Det er velkendt, at vi har meget store problemer med at nå 2015 Målene, og at problemerne ikke blev mindre i 2008. Men hvordan vil Udenrigsministeriet skrive om den globale målopfyldelse i de næste syv år frem til beretningen for 2015?

Her er der lagt op til en spændende fortsættelse, for noget må der gøres. Man kan ikke forestille sig, at en privat virksomhed eller en NGO syv-otte år i træk skriver, at de har brugt en masse penge, velvidende at de overordnede mål ikke nås. Vi ville helt sikkert kræve at se resultater for nogle delmål – som med rimelighed kan knyttes til de overordnede mål. Og her er den store udfordring for Udenrigsministeriet.

Hvad er et ’resultat’?

Hvordan beskriver man for eksempel relevante, årlige delmål for fattigdomsmålet (mål 1), når opfyldelsen ”afhænger af det samlede udviklingsarbejde og arbejdet med alle otte 2015 mål”, som der står på side 15? I beretningen er problemet løst ved bl.a. at fortælle, at en afgørende faktor i valget af Danmarks programsamarbejdslande er fattigdomsniveauet i landene, samt at Danmark fokuserer stadig mere på Afrika.

Her ville jeg ønske, Udenrigsministeriet var lidt mere konsekvent, og i beretningen tog grundigere fat på det store spørgsmål: Hvad er et ”resultat?” At Danmark giver en større andel af bistanden til Afrika, er efter min mening ganske langt fra at være et relevant delresultat for 2015 Målene. Kritiske røster kunne hævde, at fokus på Afrika faktisk modarbejder den globale fattigdomsmålsætning, idet der, krone for krone, er mere effektiv fattigdomsreduktion i Asien.

Dette er ikke for at kritisere Danmarks Afrika-fokus, men blot for at understrege, at

opgørelser af antallet af millioner kroner til bestemte kontinenter, lande, NGO’er, eller for den sags skyld til bestemte sektorer, ikke kan siges at være ”resultater” i en udviklingsmæssig forstand. For at sikre gode årsberetninger i de kommende år må Danmark derfor igen gå i front og være med til at formulere fornuftige delmål for bistandsarbejdet, mens vi venter på 2015.

Donorsamarbejde mangler Anden del af beretningen indeholder et landeafsnit, svarende til tidligere års afsnit om bilateral bistand, hvor der gøres status for hvert af Danmarks programsamarbejdslande.

Hvert land beskrives med en ’one-pager’ efter en ensartet skabelon: (1) Økonomi og politik, (2) udviklingssamarbejde og (3) fremtiden.

Det er god og oplysnende læsning, men anmeldere er aldrig tilfredse. Jeg vil derfor foreslå, at der tilføjes et fjerde afsnit om donorsamarbejde. I dette afsnit og i de medfølgende tabeller kunne man oplyse om antallet af samarbejdende og ikke-samarbejdende donorer i landet. Man kunne også oplyse om antallet af selvstændige bistandsprojekter og -programmer, samt naturligvis om donorrepræsentationen i hver sektor, så som landbrugssektoren.

Med et sådant afsnit kunne man anskueliggøre resultaterne af Paris-erklæringen, og man kunne klart vise, hvorvidt Danmarks beslutning om at udfase landbrugsprogrammerne i Kenya og Tanzania har medført en samlet op- eller nedprioritering af landbrugssektoren i disse lande. Dermed kunne man øge oplysningsniveauet i den offentlige debat, hvilket vel i sidste ende er målet med Danidas årsberetning.

Henrik Hansen er professor ved Fødevareøkonomisk Institut, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

NR. 4/2009

BØGER

SIDE 25

B Ø G E R

MANDELA SPILLER SPILLET Ny biografi beretter om Nelson Mandelas genistreg: At bruge rugby som nøgle til forsoning mellem hvide og sorte.

SKØNLITTERATUR

AFRIKANEREN Af J.M.G. Le Clézio Fortællingen kredser om forfatterens erindringer fra et chokerende møde med såvel en ny og eksotisk verden som en fjern og ukendt faderskikkelse, da han som otteårig rejser med sin mor og bror til Nigeria, hvor han møder sin far.

120 sider. 129 kr. Gyldendal

HJERTETS NI ANSIGTER Af Anita Nair En kunstroman, som sammenfletter en kærlighedshistorie med en fortælling om den indiske dans kathakali. Dansen har ni forskellige aspekter, der kalder på hver sin følelse – fra foragt og sorg til forundring og fred.

464 sider. 298 kr. Hjulet

Af Henrik Lewis-Guttermann

NON-FIKTION

BURMA CHRONICLES ‘Mandelas sejr’ er en god bog at læse. Af flere grunde.

For den Sydafrika-interesserede bidrager den med en facet, der ikke tidligere har været gjort til genstand for særskilt behandling. Og så hører den til i ‘feel good’ kategorien. Men samtidig bliver den også lidt af en skuffelse.

Det vender vi tilbage til.

Bogens engelske originaludgave hedder ‘Playing the enemy’, og en kommentar, en irritation trænger sig på. Så vi kan lige så godt få den overstået. Den valgte danske titel savner den skarphed, den snert af dobbeltbund, forfatteren oprindeligt har udstyret den med.

Og desværre gør oversætteren også andre steder sit til en forstyrrende, sproglig forringelse. Den oversættelse har bogen simpelthen ikke fortjent.

John Carlin er engelsk journalist med en god ballast af praktisk erfaring fra Sydafrika. I seks år, fra 1989 til 1995, var han seniorkorrespondent i landet for det seriøse britiske dagblad The Independent, og i samme periode producerede han også en tv-udsendelse for BBC om det sydafrikanske apartheid-regimes berygtede sikkerhedsstyrke ‘Third Force’.

Carlin fik et personligt forhold til Nelson Mandela, som efterfølgende skrev forordet til Carlins første bog – på spansk – om Afrika.

Det er ud af dette forhold og forfatterens store beundring for Sydafrikas første demokratisk valgte præsident, at bogen er blevet født. Og så af endnu en af John Carlins lidenskaber og specialeområder: Sport.

Forsoning via rugby ‘Mandelas sejr’ handler nemlig om, hvorledes Nelson Mandela gjorde et verdensmesterskab i rugby i 1995 til ikke blot et vigtigt redskab, men ligefrem selve nøglen til opbygning af national samling blandt to af landets tidligere så uforsonlige befolkningsgrupper.

Historien er i meget kort oprids, at mens den sorte modstand af apartheid i mange år havde haft international sportsboykot af Sydafrika som fokusområde, øjner Mandela efter sin løsladelse fra 27 års fangenskab muligheden for at anvende netop det hvide boer-folks nationalsport til at skabe national forsoning.

Selvom rugby i sit udspring er en engelsk overklassesport, dyrkes den i Sydafrika med dyb lidenskab af afrikaanerne, høj som lav.

Mandela giver det – ved forhandlingsbordet – besejrede herrefolk sine landskampe tilbage og lader landsholdet beholde både navnet ‘Springboks’ og de gyldent prydede, mørkegrønne trøjer, som tidligere har været så for-

Af Guy Delisle Efter at have boet et år i Myanmar som spouse skrev illustratoren Guy Deslie denne grafiske roman, der tegner et personligt og nuanceret billede af forholdene i Burma.

263 sider. 200 kr. Jonathan Cape

IT’S OUR TURN TO EAT

Mandelas sejr – kampen der skabte en nation Af John Carlin Kristeligt Dagblads Forlag 289 sider, 299 kr.

– The Story of a Kenyan Whistle Blower Af Michela Wrong Om John Githongo, der var udpeget til at lede kampen mod korruption i Kenya i årene op til valget 2007, men måtte flygte, da han også pegede på ’sine egne’, heriblandt præsident Kibaki og hans nærmeste.

355 sider. 96 kr. Fourth Estate FORSKNING

WHICH DIASPORA FOR WHOSE DEVELOPMENT? Af Oliver Bakewell Nogle kritiske spørgsmål til afrikanske diaspora-organisationers rolle som aktører i udviklingssamarbejde.

DIIS Brief.

AFRICAN DIASPORA ORGANIZATIONS AND HOMELAND DEVELOPMENT

hadt af de sorte. Derved håber Mandela at modvirke de farlige ekstremistiske tendenser, der råder blandt store dele af afrikaanerne i de første år efter, at han selv og ANC har overtaget regeringsmagten.

Det lykkes til overmål. De sydafrikanske ‘Springboks’ vinder noget overraskende verdensmesterskabet, der netop afholdes i Sydafrika. Nelson Mandela og mange sorte sydafrikanere ifører sig de grønne trøjer og tiljubler holdet, mens store bryske afrikaanertyper lader råbet ‘Nel-son, Nel-son’ gjalde takfast ud over Ellis Park stadion i Johannesburg.

Og så levede de lykkeligt til deres dages ende, som det hedder i eventyrets verden, og som det plejer at gå i de gængse Hollywoodproduktioner. Én af disse er i øvrigt på vej til de danske biografer, nemlig filmatiseringen af netop ‘Playing the enemy’ eller ‘Mandelas sejr‘ med Morgan Freeman i hovedrollen.

Sidste spadestik mangler Men så enkelt er det alligevel ikke, selvom den lette tone og Carlins forståelige, men rigeligt forenklede heltedyrkelse næsten antyder det.

Og det bringer os tilbage til begyndelsen af nærværende anmeldelse. For som antydet, er det netop i bogens letlæselighed, at dens begrænsninger ligger.

John Carlin tegner et interessant billede af

to af Mandelas karaktertræk. Hans medfødte charme og evnen til bevidst at udnytte den til at opnå resultater for sin politik. Og så hans ønske om forsoning frem for udsoning. Forfatteren viser, hvorledes denne strategi og holdning har præget Nelson Mandela lige siden han blev dømt til indespærring i det berygtede Robben Island-fængsel og hele vejen til præsidentembedet efter sin løsladelse.

Kender man i forvejen til Sydafrikas politiske historie og til Mandelas, vil man finde den hurtige læsning af ‘Mandelas sejr’ underholdende. Blot man begrænser forventningerne.

For trods sine forudsætninger for det – formoder man – graver John Carlin ikke dybt, knap mere end et enkelt spadestik.

Det gælder både det forenklede billede, han svagt skitserer af det sydafrikanske samfund og dets befolkningsgrupper, den politiske udvikling i den beskrevne periode og hele sportsproblematikken. Den sidste er ganske vist bogens erklærede fokus, og nok så interessant. Men netop derfor fortjener den også en mere dybtgående behandling.

Henrik Lewis-Guttermann er mag.scient. og socialantropolog med speciale i Afrika og studier ved University of Witwatersrand i Johannesburg.

Af Nauja Kleist Et studie af somaliske og ghanesiske foreninger i Danmark.

DIIS Brief.

Kan downloades gratis på www.diis.dk FAGBØGER

BAREFOOT GUIDE TO WORKING WITH ORGANISATIONS AND SOCIAL CHANGE Ny praktisk håndbog for græsrødder – af græsrødder. Denne lille praktiske håndbog skal gøre det lettere at opbygge og udvikle organisationer og sociale bevægelser og støtte dem i deres arbejde. Udgiverkollektivet består af udviklingspolitiske praktikere.

Download bogen gratis på www.barefootguide.org

UNDERSTANDING ORGANIZATIONAL SUSTAINABILITY THROUGH AFRICAN PROVERBS Af Chiku Malunga og Charles Banda Den afrikanske kulturarv er blandt andet nedarvet gennem ordsprog og talemåder. Forfatterne retter den viden, der ligger i de traditionelle ordsprog og talemåde, mod organisationsudvikling og kommunikation.

96 sider. 112 kr. Practical Action Publishing BØRN

MAKWELANE OG KROKODILLEN Billedbog af Maria Hendriks og Piet Grobler (illustrator). I denne sydafrikanske version af Rødhætte er der både sang, dans og en snu og sulten krokodille.

Oversat af Vagn Plenge.

29 sider. 218 kr. Hjulet

NR. 4/2009

DEBAT

SIDE 26

FORSLAG: FØD FÆRRE BØRN Begræns antallet af børnefødsler – ellers eksploderer antallet af fattige, advarer Jeffrey Sachs, en af verdens førende eksperter i fattigdomsbekæmpelse.

Af Anna-Karin Florén, Stockholm

Udviklingseksperten Jeffrey Sachs besøgte for nylig Stockholm i forbindelse med lanceringen af sin nye bog Common Wealth – opfølgeren til bestselleren The End of Poverty.

Sachs er rådgiver for FN’s generalsekretær

2015 MÅLENE OG JEFFREY SACHS 2015 Målene er FN’s otte hovedmål på udviklingsområdet, heriblandt uddannelse til alle og udryddelse af sult og fattigdom. Målene blev vedtaget af alle FN’s medlemslande i 2000 og skal indfries senest i 2015, hvilket dog formentligt næppe sker.

Jeffrey Sachs, chef for FN’s 2015 Mål-program fra 2002 til 2006, har argumenteret for, at øget bistand og investeringer i sundhed, uddannelse og infrastruktur virker mere effektivt end lån og privatiseringer, når det gælder om at få u-landene ud af fattigdomsfælden.

Ban Ki-moon og ledede indtil for tre år siden FN’s program for 2015 Målene (se boks).

Udvikling har mødt ham.

I dag kan vi ikke skaffe mad til hele Jordens befolkning, og det er et åbent spørgsmål, om det overhovedet er muligt uden at ødelægge vores økosystem.

Jeffrey Sachs, rådgiver for FN’s generalsekretær.

Hvad er den største forhindring for at nå 2015 Målene?

Befolkningstilvækst. Frem til 2050 vil Jordens befolkning vokse med 40 procent til over ni milliarder mennesker. Det vil betyde, at vi skal seksdoble verdens bruttonationalprodukt for at undgå flere fattige. Med de systemer, vi har i dag, kan vi ikke skaffe mad til hele Jordens befolkning, og det er et åbent spørgsmål, om det overhovedet er muligt uden at ødelægge vores økosystem, fordi landbrug tegner sig for en stor udledning af drivhusgasser. Derfor mener jeg, vi bør begrænse antallet af børnefødsler.

DEN DANSKE EU-NGO PLATFORM SØGER NY KOORDINATOR Vi søger en dynamisk og engageret sekretariatsleder, der kan være med til at give Platformen et strategisk løft i den aktuelle omstillingsfase.

Stillingen opslås for perioden 1.9.09 (1.10.09) – 31.12.2012, under forudsætning af at finansiering opnås.

Ansøgning med CV sendes elektronisk til bha@ms.dk med kopi til pb@eu-ngo.dk senest den 14.8.2009.

Det fulde stillingsopslag med stillingsbeskrivelse kan ses på: www.eu-ngo.dk

Kan du nævne et område, hvor du har bidraget til at nå 2015 Målene?

Jeg har hjulpet Unicef, Røde Kors og andre organisationer med at udbrede deres ideer om massedistribution til befolkningerne i ulandene for lave priser. Det har vist sig muligt at håndtere meget store mængder data, og organisationernes indsats har betydet, at der er blevet uddelt 170 millioner myggenet for at forhindre malaria i u-landene. Det viser, at bistand kan lykkes. Hvis vi gjorde en større indsats, kunne vi uddele medicin og vacciner på samme måde.

Er 2015 Målene blevet overset på grund af klimaforandringer?

Muligvis, men hvis vi opfatter de to problemer som konkurrerende, løser vi ingen af dem. Klimaproblemet og fattigdomsproblemet hænger uløseligt sammen, for hvis vi ikke håndterer klimaforandringer, vil det udsætte u-landene for så store belastninger, at hele stater vil bryde sammen, længe inden vi har udryddet fattigdom. Somalia er et eksempel på, hvordan det kan gå med ekstrem tørke og en voksende befolkning: Til sidst bryder anarki ud i kampen om de knappe ressourcer.

Anna-Karin Florén er freelancejournalist og bor i Stockholm.

Jeffrey Sachs, rådgiver for FN’s generalsekretær Ban Kimoon, foreslår at bekæmpe fattigdom ved at begrænse antallet af fødsler. Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto.

Oversættelse: Mads Mariegaard.

Ny sundhedsblog:

ÉN LÆGE TIL 100.000 GHANESERE Udvikling søsætter ny blog om sundhed i Ghana.

Danske aviser skriver om lægemangel, selvom vi har mere end tre læger til tusind mennesker. I det nordlige Ghana må 100.000 klare sig med én læge og hospitaler, der mangler medicin og ligger en dagsrejse væk. Ikke så sært, at hver tredje vælger medicinmanden.

Hvert år dør millioner af børn syd for Sahara af sygdomme, der kan behandles, fx malaria og diarré. FN forsøger at sænke tallet, foreløbig uden held. Finanskrisen og de stigende fødevarepriser er blandt skurkene –

Afrikas sundhedssystem er en anden stopklods.

IMCC Uland, en Danida-støttet dansk NGO, samarbejder med Ghanas myndigheder om at forbedre befolkningens sundhed i Sissala-distriktet i Nordghana. Blandt NGO’ens udsendte er cand.mag. Jesper Breining og stud.med. Anna Aaby.

På en blog går de to udsendte nu tæt på Ghanas sundhedssystem – de fortæller, hvordan daglige udfordringer klares, når benzinudgifterne ikke er budgetteret, aids-pengene havner i de forkerte lommer, og lægen kan være rejst til Europa i overmorgen.

Følg med på bloggen og bland dig i debatten på www.udvikling.dk. Her kan du også læse Europa-bloggen ’Nyt parlament til verdens største donor’ og klima-bloggen ’Regn og tørke i Addis Ababa’.

Privat foto.

Jesper Breining og Anna Aaby, udsendt til Ghana af NGO’en IMCC Uland, blogger for Udvikling om Ghanas sundhedsvæsen.

NR. 4/2009

DEBAT

SIDE 27

FN SKAL HJÆLPE U-LANDENE UD AF FINANSKRISEN KRONIK: Selvom finanskrisen har ramt u-landene hårdt, er hjælpen fra G20-landene begrænset. Mere FN-indflydelse på den økonomiske politik kan være løsningen, skriver kronikørerne.

Af Ingeborg Gaarde og Marie Dørup

Da FN-landene i slutningen af juni mødtes til topmøde om finans- og udviklingskrisen i New York, var hensigten at komme med løsningsforslag inden for områder som handel, bistand, gæld og migration.

Topmødet udmøntede sig i en række handlingsforslag til medlemslandene. Heriblandt forslag om øget regulering, afvikling af u-landenes enorme gæld og nye internationale skatter for at rejse flere midler og modvirke valutaspekulation.

Slutdokumentet foreslog desuden en reform af Bretton Woods-institutionerne (Verdensbanken og den internationale valutafond) i retning af en mere retfærdig og lige deltagelse af udviklingslande.

Hvis forslag som disse – der har været på bordet adskillige gange før – skal føres ud i livet, skal FN have mere handlerum for at gennemføre forslagene. Topmødet vidner dog om, at FN atter må vige for andre fora, ikke mindst G-20 (20 af de rigeste lande), som med det seneste topmøde i april cementerede sig som den globale politiske arena for løsningen af globale problemstillinger.

Hvis vi skal nærme os en sammenhængende reform, der forebygger fremtidige kriser og i højere grad tager udviklingslandene med på råd, må G-192 (samtlige af FN’s medlemslande) og ikke G-20 gives øget mandat til at løse de globale kriser.

Prioritet til økonomiske emner Om end G20-topmødet i april udmøntede sig i en kapitalindsprøjtning til IMF (den internationale valutafond) og enighed om mere regulering af finanssektoren, er der mangel på en sammenhængende indsats for at løse de globale udfordringer.

Generelt er hele G20-processen et udtryk for, at økonomiske emner systematisk har højere prioritet end ikke-økonomiske emner.

Fødevarekrisen er et eksempel herpå. Hvor den finansielle krise har fået verdenssamfundet til at reagere og fået verdens ledere op af stolene og til lommerne, har fødevarekrisen ikke haft samme status på den globale dagsorden.

Dette til trods for at den globale fødevare-

krise varer ved. FAO (FN’s fødevare- og landbrugsorganisation) betegner i deres nyligt offentliggjorte rapport fra juni 2009 fødevarekrisen som ”den tavse krise” og fremhæver det paradoks, at flere sulter, selvom der er mad nok på kloden til at mætte alle.

Verdens fattigste er de største tabere, når globale kriser forstærker hinanden negativt.

Mange u-lande er i forvejen underlagt et mønster, der fastholder dem i fattigdom. Eksempelvis er en række lande, der tidligere har modtaget lån fra IMF, i dag tynget af gældsbyrder.

G20-topmødets skarpe retorik og kapitalindsprøjtningen bunder således ikke i et egentligt opgør med de forhold, der betyder, at globale kriser rammer verdens fattigste ekstra hårdt.

Derudover er G20, på trods af udvidelsen fra de tidligere otte lande, en ad hoc sammenslutning af 20 lande uden et mandat til at repræsentere verdens godt seks milliarder indbyggere.

Et globalt svar på den globale krise kræver deltagelse fra hele det internationale samfund, hvorfor G192 – samtlige af FN’s medlemslande – og ikke blot G20, bør inddrages i løsningen af globale udfordringer.

FN-comeback FN-topmødet i juni adskilte sig fra øvrige topmøder ved netop at omhandle den økonomiske dimension, der traditionelt forvaltes af Verdensbanken, IMF eller G20.

Afholdelsen af mødet var dog ikke velset af størstedelen af G20-landene. Det seneste G20-topmøde viste ikke opbakning til et styrket FN med henblik på at løse den globale krise. Topmødedokumentet peger på, at FN skal ”overvåge implikationer af krisen”, hvilket reelt er et forsøg på at ignorere FN. De fleste verdensledere i G20, der netop er blevet udvidet og dermed har fået udstrakt handlerummet, bifalder ikke, at FN forsøger at vinde momentum i globale økonomiske spørgsmål.

Men måske vil G20-topmødets slutdokument netop medføre, at FN på sigt kan vinde indflydelse på globale beslutninger. Topmødets konsensus om øget global regulering af det økonomiske system, giver FN mulighed for at lancere sig som den eneste legitime platform til at koordinere indsatsen for løsningen af fremtidige globale udfordringer.

Nyt globalt råd Generalforsamlingen i FN nedsatte i efteråret en kommission, der skal se på muligheden for en reform af den finansielle struktur. Kommissionen, der har tidligere vicepræsident i Verdensbanken Joseph E. Stiglitz som formand, har tidligere på året fremlagt konkrete bud på en reform af den internationale finansielle struktur.

Kommissionen foreslår blandt andet, at der

oprettes et globalt råd i FN-regi. Dette råd skal koordinere den økonomiske politik og komme med løsningsforslag til at forbedre den globale institutionelle struktur. Rådet skal både have et niveau svarende til FN’s generalforsamling, hvor alle lande sidder med ved bordet, samt et overordnet organ svarende til FN’s sikkerhedsråd, der skal bestå af permanente såvel som roterende medlemmer.

Dertil skal det nye råd i højere grad samarbejde med de eksisterende institutioner som Verdensbanken, IMF og WTO (verdenshandelsorganisationen).

Men selvom kommissionens forslag har til sigte at skabe sammenhæng i globale beslutninger, er akilleshælen i oprettelsen af et helt nyt globalt råd, at det vil overflødiggøre det allerede eksisterende sociale og økonomiske råd i FN (ECOSOC), der netop har til formål at skabe sammenhæng mellem globale emner vedrørende økonomisk og social politik.

FN som koordinator ECOSOC har et overset mandat til at koordinere de økonomiske og sociale aktiviteter under sig. Kræfter i og uden for FN har længe kæmpet for, at ECOSOC får styrket det allerede eksisterende mandat, der giver dette råd mulighed for at indlejre Verdensbanken, IMF og WTO under et udvidet mandat. Dette vil sige, at de øvrige organisationer bliver samlet under samme paraply, nemlig ECOSOC, og hermed tvunget til i højere grad at koordinere deres indsats.

Dertil kan G20 erstattes med et ministerielt organ i ECOSOC-regi. ECOSOC, der består af 54 roterende medlemmer blandt FN’s 192 medlemslande, skal udpege et ’over-organ’, der skal varetage de eksisterende G20-emner.

ECOSOC besidder et allerede eksisterende mandat til at nedsætte råd, hvormed også dette reformtiltag vil kunne realiseres uden langsomme ændringer i FN-charteret.

Dette vil give flere regeringer adgang til globale beslutninger og gøre det globale system og styringsmekanismer, der betegnes ’global governance’, mere gennemskueligt, end det er i dag. Beslutninger i ECOSOC er på nuværende tidspunkt ikke bindende for staterne, men også dette mandat kan styrkes af FN’s generalforsamling og hermed øge rådets magt i globale beslutninger.

Brug for sammenhæng Det er nødvendigt med en håndhævelsesmekanisme, der straffer stater, hvis beslutninger ikke opfyldes. Her kan vi tage lære af WTO, der netop har et ’tvist-bilæggelsessystem’, der straffer lande for at bryde regler.

Hvorfor har vi ikke en international organisation for fødevaresikkerhed? WTO er opstået ud fra rationalet om, at handel er nøglen til fred. Når verdens rigeste lande, i kølvandet på den finansielle krise, stopper for

eksport og import, skader det fødevareproduktionen i u-lande.

Der er brug for mere sammenhængende globale beslutninger inden for de socio-økonomiske emner. Dette er emner, der bør besluttes i FN-regi under ECOSOC, da dette vil sikre sammenhæng i globale beslutninger.

Således at vi eksempelvis ikke med den ene hånd laver udviklingsprojekter og med den anden hånd fører såvel gælds- og handelspolitikker, der blokerer for udvikling i u-lande.

I forhold til den finansielle krise kunne man forestille sig, at stater i højere grad overvåger det finansielle marked og indtager en revisionslignende rolle over for de frie markedskræfter.

På vej mod reform Ligesom krige kan være et ekstremt chok for et samfund, kan store chok i økonomier ligeledes være det – på en mere avanceret skala.

Når striden i en krig absolut ikke kan løses, ender den i FN’s sikkerhedsråd. Ligeledes burde FN have et råd, der kunne tage hånd om de finansielle knuder, der når dertil, hvor store befolkningsgrupper må flytte fra hus og hjem.

Et stærkere økonomisk råd i FN løser dog ikke problemet med FN’s udemokratiske sikkerhedsråd. Der er tale om to vidt forskellige organer, der løser hver sin slags krise. Et styrket ECOSOC vil være beslutningsdygtigt inden for den lange række af socio-økonomiske emner, herunder globale kriser – et problem, som Sikkerhedsrådet aldrig har været sat i verden for at løse og heller aldrig vil komme til at løse.

Reformer kræver enighed om målet – og den stigende konsensus om global regulering kan således måske vise sig at være første skridt på vejen til en samlet reform af det nuværende globale system. Det gælder om at udnytte denne mulighed og lancere et samlet forslag i retningen af et mere inkluderende og demokratisk system for globale beslutninger.

Ingeborg Gaarde er stud.scient.pol og tidligere praktikant ved Global Policy Forum i New York og FN’s befolkningsfond (UNFPA) i Buenos Aires, Argentina.

Marie Dørup er stud.scient.pol og tidligere praktikant ved Danmarks FN-mission i New York. Hun har desuden studeret udviklingsøkonomi ved Lunds universitet.

NR. 4/2009

DEBAT

SIDE 28

HVORFRA SKAL FREMTIDENS BISTAND STYRES? ”På sigt, hvis vi kan få de andre EU-lande med på samme tanke, bør vi overføre hele det danske bistandsbudget til EU.” Sådan sagde de radikales spidskandidat Sofie Carsten Nielsen til Udvikling under europavalgkampen i forsommeren. Den radikale politiker mener, at Europa vil blive en mere effek-

tiv donor, hvis EU-kommissionen forvalter hele EU’s bistand – også den store del, som i dag administreres af EU-landenes egne bistandsorganer, fx danske Danida, svenske Sida og britiske DFID. I dag går kun omtrent hver tiende danske bistandskrone til EU’s fællesskabsbistand, som EU-kommissionen forvalter.

Det var derfor en revolution af dansk udviklingspolitik, Sofie Carsten Nielsen lagde op til. Udvikling har spurgt to danske debattører, fra hvilken by de mener, at hovedparten af Danmarks bistand skal administreres i fremtiden.

Storbritannien vil have andre ønsker i forhold til eksempelvis tidligere kolonier i Afrika.

Men måske kan Sofie Carsten Nielsen forklare, hvordan det vil være muligt at skabe enighed mellem medlemslandene? Og måske kan hun også forklare, hvorfor vi i det hele taget skal stole på, at EU er i stand til at forvalte en pulje med penge fra medlemslandene? Når man ser, hvordan EU klarer fordelingen af penge på alle mulige andre områder, bliver man ikke ligefrem imponeret.

central placering i dansk udviklingspolitik. Det kan ske ved at kanalisere en langt større del af bistanden gennem EU. Og ved at øge bistandssamarbejdet i EU. I stedet for at fastholde 27 ambassader fra 27 EU-lande burde der opbygges egentlige EU-delegationer – ”EU-huse” – med FN-husene som forbillede.

I EU-delegationerne skulle repræsentanter for de enkelte EU-lande have en samlende rolle for bistandsprogrammerne. Det ville øge koordineringen, sikre hurtigere beslutninger og styrke indflydelsen. Det er der langt mere perspektiv i. Samtidig burde bistanden lægges ind under EU’s budget, og beslutningerne decentraliseres ud i modtagerlandene til de fælles EU-delegationer. Det ville give effektivitet. Det ville give EU en udenrigspolitik. Og det ville kunne mærkes.

BRUXELLES! Christian Friis Bach, international chef, Folkekirkens Nødhjælp, mener:

Ja, Danmark bør i fremtiden kanalisere en langt større del af udviklingsbistanden igennem EU. For det første kan det øge effektiviteten. I stort set alle fattige lande er en stribe europæiske lande tilstede med hvert deres bistandsprogram – ud over EU-kommissionen. Det giver de lokale regeringer og myndigheder en massiv opgave med hundredvis af – mere eller mindre ukoordinerede – møder, monitoreringsbesøg, rapporter og regnskaber. Her kan en fælles indsats gennem EU være et vigtigt bidrag til løsningen.

For det andet kan det øge koordineringen og indflydelsen. I dag strides de enkelte EUlande om de bedste projekter, har modstridende budskaber og holdninger. Den politiske indflydelse forsvinder, administrationsprocenten stiger, og det samme gør forvirringen. Modsat kan kombinationen af koordineret bistand og fokuseret diplomati give positive resultater.

Med én stemme Det gælder også i forhold til de internationale bistandsorganisationer FN og Verdensbanken. Her giver EU-landene samlet store beløb, men uden at få tilsvarende indflydelse. Skal EU være en stærkere aktør på den internationale scene, kræver det, at vi taler – og betaler – med én stemme.

Derfor er det oplagt at give EU en langt mere

Mere aktiv i EU Det betyder ikke, at vi skal være mindre engagerede i udviklingspolitik. Tværtimod. Vi skal blot være det igennem EU, og vi skal indrette vores udenrigstjeneste til aktivt at arbejde for at fremme Danmarks holdninger i EU. Det er jo slående, at Danmark, selv målt i forhold til indbyggertallet, har en af de mindste repræsentationer i Bruxelles – og er stort set fraværende i diskussionerne om EU-bistanden.

Skal EU være en stærkere aktør på den internationale scene, kræver det, at vi taler – og betaler – med én stemme.

Christian Friis Bach, international chef, Folkekirkens Nødhjælp

Bistanden er kun et eksempel på, hvordan vi i fremtiden må forholde os til EU’s nye globale rolle – og til vores egen. De samme pointer vil gælde for miljøpolitikken, menneskerettighederne og den fredsbevarende indsats.

Vi kan ikke længere opfatte vores udenrigspolitik og udviklingspolitik som et nationalt anliggende.

Det betyder ikke mindre engagement i verden. Men det betyder langt mere engagement i EU. ”Hvad udad tabes, skal indad vindes,” sagde man engang. I dag er det omvendt.

Danmark mister måske formel indflydelse på verden uden for EU. Men vi vinder større indflydelse på EU. Og EU vinder en tiltrængt indflydelse på verden.

KØBENHAVN! Tina Petersen, MF, udviklingsordfører, Dansk Folkeparti, mener:

At den radikale Sofie Carsten Nielsen, som var kandidat til Europa-Parlamentet, ønsker al udviklingsbistand samlet i Bruxelles, kan næppe komme bag på nogen. I valgkampen fik man indtryk af, at den radikale kandidat stort set var parat til at nedlægge Folketinget og overføre al beslutningskompetence til EU. Når Dansk Folkeparti bestemt ikke kan støtte forslaget, skyldes det naturligvis først og fremmest, at Danmark selv skal bestemme, hvad vores penge går til, og hvilke lande vi ønsker at støtte. Det betyder ikke, at fordelingen af bistandsmidlerne altid har været hensigtsmæssig eller effektiv, men i det mindste har vi selv magten til at rette op på forholdene.

Hvis EU kommer til at råde over en samlet pulje, ser jeg en meget stor fare for, at der hurtigt går ”politisk korrekthed” i den. Man vælger at støtte eksempelvis Gaza, hvor pengene indirekte muliggør finansiering af terror og kamp mod Israel – det viser, at der langtfra altid er sammenfald mellem EU- og danske interesser.

Ingen enighed i EU En samlet EU-pulje af bistandsmidler forudsætter desuden en samlet enighed blandt medlemslandene om, hvem, og hvad, der skal have støtte, og her er ønskerne mildt sagt vidt forskellige. Frankrig vil have en naturlig interesse i at støtte frankofone områder, mens

Bistanden skal målrettes Faktum er, at EU ikke har styr på, hvad de mange forskellige puljer i fællesskabets store omfordelingskarrusel går til. Hvert år er der store områder, som man ikke er i stand til at redegøre for. Nej, udviklingsbistanden bør forblive et nationalt anliggende i det enkelte medlemsland, og Danmark har rent faktisk en delvist uudnyttet mulighed for at målrette bistanden til at fremme formål, som vi finder ønskværdige. Det er samtidig den vigtigste forudsætning for den helt nødvendige folkelige opbakning.

Beslutningerne skal tages så tæt på borgerne som muligt. Det gælder naturligvis også beslutningen om, hvem vi ønsker at yde bistand til.

Tina Petersen, MF, udviklingsordfører, Dansk Folkeparti

EU er på ingen måde præget af gennemsigtighed. Bureaukratiet og den fuldstændigt uigennemskuelige administration er velegnet til at foretage sig ting, som unddrager sig offentlighedens opmærksomhed.

I Dansk Folkeparti er det vores klare holdning, at beslutningerne skal tages så tæt på borgerne som muligt. Det gælder naturligvis også beslutningen om, hvem vi ønsker at yde bistand til. Hvis lande af den ene eller anden grund viser sig uværdige til at modtage hjælp, skal vi kunne fratage den igen. En sådan beslutning vil der aldrig kunne skabes enighed om blandt 27 medlemslande. Derfor vil en fremtidig ”EU-udviklingsbistand” i realiteten blive lagt i hænderne på en lille håndfuld bureaukrater.

NR. 4/2009

DEBAT

SIDE 29

Poul Nyrup Rasmussen, formand for de europæiske socialdemokrater, interviewes i Københavns lufthavn i maj i år. Foto: Finn Frandsen/Polfoto.

EGOISTISKE EUROPA Øget velstand i Europa har ikke ført til mere solidaritet med u-landene, mener de europæiske socialdemokraters formand Poul Nyrup Rasmussen.

forhold til deres bruttonationalprodukt (0,7 procent, red). Jeg mener, at 2010 skal være året, hvor de EU-lande, der er bagud i forhold til målsætningen, forpligter sig til at nå den.

Og ved den revurdering af EU-budgettet, som skal foregå i efteråret 2010, bør vi tilgodese ulandene med mere bistand.

Af Mads Mariegaard

Danmarks tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har efter fem år forladt EuropaParlamentet, men sidder stadig på posten som formand for de europæiske socialdemokrater. I dette interview med Udvikling gør han op med idéen om EU som en udviklingspolitisk frontløber.

På mærkelig vis har de fem gyldne vækstår, som den rige verden oplevede fra 2002 til 2007, ikke ført til øget solidaritet med u-landene.

Poul Nyrup Rasmussen, formand for de europæiske socialdemokrater.

Hvilke resultater har EU opnået for udviklingslandene de seneste fem år?

Vi skal kigge os godt omkring, for der er ikke ret mange. Det er for sløjt, at vi stadig mangler at leve op til de mål, vi har sat os, når det gælder medlemslandenes u-landsbistand i

Jeg mener ikke, vi kan bruge så mange penge på at forsøge at redde bankerne i vores eget territorium, når vi ikke er klar til at afsætte flere penge til u-landene.

Poul Nyrup Rasmussen.

Hvorfor har EU svært ved at finde penge til udviklingslandene?

På mærkelig vis har de fem gyldne vækstår, som den rige verden oplevede fra 2002 til 2007, ikke ført til øget solidaritet med u-landene. I stedet har egoismen fået mere medløb, nationale interesser har fået lov at overskygge globale problemer, og EU har fået sværere ved at træffe langsigtede beslutninger. Globaliseringen har skabt høj vækst i den vestlige verden, men den har også skabt konstant forandring, fx i form af hyppige jobskift. Derfor er mange blevet mere utrygge og usikre, selvom de er blevet rigere, og det kan forklare apatien over for den fattige verden.

Hvad kan EU gøre for at hjælpe udviklingslandene gennem finanskrisen?

Krisen har ramt u-landene helt katastrofalt, og hvis vi ikke lægger en bund under deres nedtur nu, så bliver det fem gange sværere at få en positiv udvikling i gang, når vi forhåbentlig om et par år er ude af recessionen.

Derfor bør EU og G20-landene udvide Verdensbankens og den internationale valutafonds (IMF) muligheder for at hjælpe u-landene ud af krisen. Jeg mener ikke, vi kan bruge så mange penge på at forsøge at redde bankerne i vores eget territorium, når vi ikke er klar til at afsætte flere penge til u-landene.

Hvad vil Lissabon-traktaten, hvis den bliver gennemført, betyde for EU’s udviklingspolitik?

Traktaten vil føre til, at vi får mere styr på EU’s udviklingspolitik. Vi har brug for traktaten, fordi den vil give EU’s høje repræsentant (i dag Javier Solana, red.) kompetence til at beskæftige sig med andre emner end sikkerhedspolitik – fx klima, u-landsbistand og økonomisk politik. Dermed vil den høje repræsentant, som en slags udenrigsminister, kunne tage fat om en sammenhængende indsats over for især Afrika, det fattigste kontinent, og dernæst de øvrige u-lande i verden.

Et aktuelt udviklingspolitisk problem er Italiens nye, stramme asylregler, som rammer afrikanske flygtninge?

De flygtninge, som forsøger at komme ind i Europa via Italien, befinder sig i en livstruende situation, og vi kan ikke bare lade Silvio Berlusconi og hans folk behandle dem som en slags tredjerangsmennesker, der bare kan smides ud. Derfor skal vi sætte problemet på

De flygtninge, som forsøger at komme ind i Europa via Italien, befinder sig i en livstruende situation, og vi kan ikke bare lade Silvio Berlusconi og hans folk behandle dem som en slags tredjerangsmennesker.

Poul Nyrup Rasmussen.

den europæiske dagsorden og håndtere det i fællesskab. Hvis vi ikke gør det til et fælles problem, så bliver det et fælles problem alligevel, fordi flygtningene vil søge længere og længere nordpå.

UDVIKLINGS EUROPA-BLOG Interviewet med Poul Nyrup Rasmussen blev oprindeligt bragt på Udviklings EU-blog, som lagde en skarp bistandsvinkel på Europa-valgkampens tre afgørende uger.

På bloggen kan du også møde den konservative britiske europaparlamentariker Nirj Deva, EU-analytikeren Daniel Korski og det danske valgs store sejrherre, SF’eren Margrethe Auken.

Find bloggen på www.udvikling.dk

NR. 4/2009

SIDE 30

Foto: Henrik Frydkjær/Polfoto.

På vej hjem fra sin næstsidste rejse som chef for Unicef i Somalia gjorde Christian Balslev-Olesen status over 34 års nærkontakt med Afrika – og med en række skurkagtige statsledere.

NAVNE

UNICEF-CHEF VENDER HJEM

Af Jesper Strudsholm

Da Christian Balslev-Olesen i 1985 begyndte at arbejde med udviklingsbistand i Folkekirkens Nødhjælp, gav hans far ham en advarsel med på vejen: – Christian, pas nu på alle de veltalende mennesker.

Faderen frygtede forførere i alle forklædninger. Og da Balslev-Olesen før sommerferien rejste hjem til Danmark efter at have afsluttet sin FN-karriere i Somalia, kunne han se tilbage på mange års omgang med afrikanske ledere, der besnakkede og bedrog verden og ham selv: Der var Zimbabwes præsident Robert Mugabe. Der var Eritreas Isaias Afewerki, der begyndte som bistandsdonorernes darling for sin kamp mod korruption, men siden truede med at smide Balslev-Olesen ud, da han som chef for Unicef i landet havde protesteret mod brugen af børnesoldater.

Og ja, der var den bedrageridømte sydafrikanske præst Allan Boesak. Helten fra kampen mod apartheid, der siden svigtede ”som ven, som præstekollega og som partner i bistandsarbejdet”, da Balslev-Olesen stadig var generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.

– Min far var dybt skeptisk over for Boesaks karismatiske stil. Men han rev jo folk med sig med taler, som få kunne konkurrere med.

Den oplevelse sidder under huden. Jeg er skeptisk over for folk, der påstår at kunne levere smukke løsninger med nogle smukke formuleringer, siger Balslev-Olesen, da han på vej hjem fra sit næstsidste besøg i Somalia gør status over 34 års nærkontakt med Afrika.

I mørket under vores fly ligger klodens mest kaotiske land, Somalia, hvor verden i disse dage har travlt med at støtte præsident Sheik Sharif Ahmed, fordi han forekommer lidt mere moderat end de radikale islamister, han slås imod.

– Jeg forstår ikke, at man ikke har lært lektien og er overvældet af, at man er ukritisk over for Sheik Sharif. At man ikke forlanger, at der er visse grundprincipper så som, at piger skal i skole. Jeg er rystet over, at donorer ikke stiller krav om, at han stopper med at rekruttere børnesoldater. Man bør opstille nogle klare kriterier for hjælpen på forhånd frem for bagefter at sige: Nu gik det galt, nu trækker vi tæppet væk.

Du må efterhånden have udviklet en radar for, hvad man skal være på vagt over for hos ledere?

– Advarselslamperne må lyse, når de overfalder deres egne. Når de laver indskrænkninger i ytringsfriheden og begrænser civilsamfundets muligheder. Man får aldrig et land op at stå uden at have folket med sig. Så når de lægger bånd på befolkningens muligheder for at være med, bør man gribe ind og sige: Det vil vi hjælpe med at få styr på.

Er det systemer eller enkeltpersoner, det er galt med?

– Der er gået for meget Irak og Afghanistan i løsningen af mange konflikter. Der er en utrolig systemtænkning, der hedder: Først skaber vi sikkerhed med fredsbevarelse, så lov og orden med politi, så en stærk regering – og så begynder vi at tænke på befolkningen. I Somalia har jeg måtte banke mine kolleger i FN med argumenter for, at vi er nødt til at gå på to ben – ellers er det dømt til at mislykkes.

– Det er noget, jeg har med fra Grundtvig og vores egen revolution fra 1800-tallet, hvor vi sendte bønderne på højskole og fik ideerne til, hvordan man byggede det op fra grunden.

Det lyder måske idealistisk og forenklet, men det var sådan, det lykkedes at vælte apartheid i Sydafrika, fordi fagforeninger, kirker og hele verden var med. Det var ikke, fordi man fandt en top-down-løsning.

– Det er vigtigt, at man bevarer en treklang med regeringer, erhvervsliv og civilsamfund.

Men vi er nu inde i en periode, hvor den private sektor er udpeget til at redde hele verden.

Vores succeskriterier er økonomisk vækst.

Men svælget mellem dem, der har, og dem, der ikke har, er dramatisk forværret.

– Det gælder i Somalia, og det gælder i et land som Kenya, der er en tikkende bombe.

Man kan ikke have to millioner mennesker boende i slummen i Nairobi lige ved siden af nogle af de mest velhavende afrikanere, der vælter rundt i store Mercedes’er.

– Jeg er virkelig bekymret over arrogancen og ligegyldigheden over for det problem. Det gælder også i vores bistand. Det er ikke her, vi lægger vores kreativitet ved at samarbejde med de civilsamfundsorganisationer, der forsøger at gøre noget.

Hvad kan man gøre anderledes?

– Grådigheden er ikke bare et afrikansk problem. Der er gået Stein Bagger i hele verden – det er ikke bare en enkelt tumpe, det er en hel

kultur. Glimmer og større lån var succeskriterier. Det er nemt at pege fingre ad nogle afrikanske ledere, der ikke ser så kønne ud – men det var faktisk en trend, vi selv var med til at starte.

– Når jeg lytter til direktøren for Roskilde Bank, kunne han jo ikke se, at han havde gjort noget forkert. Han fulgte de succeskriterier, der var oppe i tiden. Han mobiliserede befolkningen, ikke til en revolution, men til at holde hjulene i gang og sætte fart på byggeriet.

Men der er vel en gradsforskel på at bevæge sig inden for dansk lovgivning og – som nogle afrikanske ledere – at bryde samtlige FN-konventioner?

– Der er noget jura, der er forskelligt. Men der er noget problematisk i tiden med troen på, at der ikke er nogen moralske bremseklodser, og at du tjener samfundet ved selv at berige dig selv.

– I u-landene har vi en fornemmelse af, at hvis vi liberaliserer økonomien og skaber vækst, vil det også hjælpe de fattigste. Men det undrer mig, vi ikke stiller flere spørgsmål om, hvorvidt det virker. Det er et kolossalt svigt, at donorerne ikke har holdt regeringerne fast på, at der skal en fordelingspolitik til.

– Vi burde overveje at stoppe vores bistand til lande (som Kenya, red.), der lønner deres parlamentarikere bedre, end vi lønner medlemmer af Folketinget. Det – synes jeg – er et rimeligt klart signal om, hvordan disse lande behandler deres fattige.

Men bistandssystemet går jo selv forrest ved ofte at give udsendte medarbejdere mere, end de kunne tjene derhjemme?

– Selvom vi er godt lønnede i FN, kan vi ikke følge med, hvad det private erhvervsliv i Nairobi kan hoste op med. Eller politikerne. Selv i en FN-organisation er det ikke lønningerne, der driver mine medarbejdere eller mig selv.

Du mener ikke, at jeres livsstil bidrager til fornemmelsen af, at personlig berigelse er vejen frem?

– Det er klart, at den fjerner os fra den virkelighed, vi gerne vil hjælpe. Vi bor i de fine huse i de fine bydele, ikke i landsbyerne. Det er et kæmpe problem. Men jeg er ikke sikker på, det er hovedproblemet.

Bistanden kritiseres også for, at de store bidrag udefra tillader politikerne at bruge landets egne ressourcer til at berige sig selv?

– Det er et reelt problem. Vi burde sige: Hvis I vil have vores penge til at sende børn i skole, må I også gå ned på nogle rimelige lønninger, der i hvert fald ikke overstiger, hvad vi giver medlemmer af Folketinget. Den diskussion har man ikke taget.

– Det er selvfølgelig også en næsten kolonial holdning, der vil provokere nogle til at sige: Så kan I rende med jeres penge. Men hvis ikke vi har den dialog, er vi med til at skabe en større afgrund mellem dem, der har, og dem, der ikke har.

Jesper Strudsholm er Afrika-korrespondent for dagbladet Politiken.

BLÅ BOG Christian Balslev–Olesen, 62, er uddannet teolog, men har siden afslutningen af sine studier i 1980 arbejdet med nødhjælp og udviklingsbistand.

Fra 1985 til 2002 ansat i Folkekirkens Nødhjælp, de sidste ti år som generalsekretær.

Fra 2002 til 2005 chef for Unicef i Eritrea, derpå i tilsvarende job i Somalia.

I juni vendte Balslev-Olesen hjem til Danmark, hvor han siden er blevet partner og konsulent i Nordic Consulting Group og blandt andet vil fokusere på skrøbelige stater.

NR. 4/2009

NAVNE

SIDE 31

ULANDSSEKRETARIAT FÅR NY STYRMAND Mads Bugge Madsen, Asienkender og tidligere tillidsmand og sømand, er ny leder af fagbevægelsens bistandsorganisation.

Af Mads Mariegaard

54-årige Mads Bugge Madsen overtager i denne måned ledelsen af Ulandssekretariatet, der som fagbevægelsens bistandsorganisation formidler teknisk og økonomisk bistand til udvikling af faglige organisationer i u-landene.

Mads Bugge Madsen har været konstitueret leder af sekretariatet på Vester Voldgade i København, siden daværende leder Anders Stig Møller døde pludseligt i foråret. Den nye leder kender sekretariatet særdeles godt efter to årtier i organisationen – først som udstationeret i Singapore i fem år og siden som konsulent.

De seneste elleve år har han varetaget den daglige ledelse af Asien-afdelingen og således

været arkitekten bag sekretariatets første program i Asien, som Danidas styrelse i marts bevilgede 30 millioner kroner til over to år.

’Vækst er ikke nok’ Som sekretariatsleder bliver Mads Bugge Madsen chef for ca. 35 medarbejdere ude og hjemme, og får hovedansvaret for organisationens aktiviteter – ikke blot i Asien, men også i Afrika, Latinamerika, den arabiske verden og EU. I en tid med stort dansk fokus på u-landenes private sektor lægger han vægt på, at andre områder ikke glemmes.

– Vækst er en forudsætning for udvikling, men vækst er ikke nok i sig selv. Det er mindst lige så vigtigt, at der er stærke, demokratiske fagforeninger og en velfungerende offentlig sektor, som kan sikre uddannelse, sundhed og omfordeling i samfundet. Uden omfordeling sker der ingen fattigdomsudryddelse. Samtidig kan fagforeninger og civilsamfund være med til at sikre, at virksomhederne tager hensyn til miljøet, siger han.

Styrmand i Asien Mads Bugge Madsens engagement i fattig-

domsbekæmpelse kan spores tilbage til barndommen med en morfar, der var Røde Korsgeneralsekretær i Grønland – og til gymnasietiden, hvor han blaffede rundt i Afrika.

Asien-interessen grundlagde han i slut70’erne som styrmandsaspirant og siden styrmand hos A.P. Møller-Mærsk Line, hovedsageligt i Asien.

– Som sømand har jeg kendt Singapore, før det blev udviklet, og set hvor store fremskridt der er sket. Det har vist mig, at det ikke er umuligt at skabe udvikling, og været med til at give mig et stort engagement, fortæller han.

80’erne brugte han i Danmark som driftstekniker i Danmarks Radio, hvor han blev valgt som tillidsmand i Klub 317 i Dansk Metal og involveret i ansættelser, personalepolitik, voksenuddannelser og forhandlinger om løn og overenskomster. Siden 1990 har han kombineret interessen for u-lande og fagforeninger med en karriere i Ulandssekretariatet, hvor han altså nu er endt på øverste post.

Mads Bugge Madsen bor i Søborg og har tre børn på 10, 13 og 29 år.

Mads Bugge Madsen, 54, er ny leder af Ulandssekretariatet. Foto: Ulandssekretariatet.

NYT OM NAVNE JULI 2009 NGO’ER Nik Bredholt, 40, tiltræder som chef for CAFOD’s (Catholic Agency For Overseas Development) nødhjælpskontor for Asien, Mellemøsten og Latinamerika i London.

Marianne Looft, 60, er rejst med Læger uden Grænser til Etiopiens østlige Somali-region for at være med til at åbne et sundhedscenter i byen Imi. Nina Engelund Malten, 34, er rejst til DR Congo med Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun skal arbejde med organisationens minerydningsprogram.

BILATERALE RÅDGIVERE

PRISER

Ole Henriksen, 44, er ansat som seniorrådgiver for programmet for udvikling af økologisk landbrug i Montenegro.

Jørgen Harboe, 66, journalist og forfatter, har modtaget årets Nairobipris, som er danske u-landsjournalisters hædersbevisning. Harboe, der sidste år donerede 10 mio. kr. af en arv til at oprette Timbuktu-fonden til fremme af god formidling om udviklingslandene.

Kyaw Htwe Myaning, 51, er ansat som seniorrådgiver for et ’local service delivery og governance program’ i Ghana.

Liisa Elina Sana, 62, er ansat som seniorrådgiver for regionalt program for demokrati og menneskerettigheder i Guatemala.

Archana Tamang, 44, er ansat som seniorrådgiver for multisektorprogrammet til forebyggelse af vold mod kvinder i Bangladesh.

MULTILATERALE RÅDGIVERE Mal Pantelic, 37, rejser mandag til Bangladesh som logistiker for Læger uden Grænser (MSF), hvor han de næste måneder skal hjælpe ofrene for efter orkanen Aila (se side 16-17). Maskintekniker Pantelic er fra Australien, men har de seneste fire år boet i København.

Merete Rosenberg, 42, er udsendt som programkoordinator for Folkekirkens Nødhjælps program for minerydning i Angola.

Peter Blum Samuelsen, 44, er ansat i Caritas Danmark som programkoordinator med ansvar for arbejdet i det nordøstlige Indien.

Stig Schmidt, 46, rejser til det sydlige Sudan for Ingeniører Uden Grænser (IUG). Her skal han de næste seks måneder bistå Dansk Flygtningehjælp med at oprette seks nye flygtningelejre under FN’s fødevareprogram WFP.

Tom Heinemann, 50, blev den første vinder af Timbuktu Fondens pris på 100.000 kr. for kritisk u-landsjournalistik. Han modtog prisen for de tre tv-dokumentarprogrammer ”Når tilbud dræber”, ”Et tårn af løfter” og ”En bitter smag af te”.

Selam Mahdi, 19, har vundet Miss Africa Danmark-konkurrencen. Hun har rødder i Eritrea og Sudan. Efter et sabbatår i Eritrea ønsker hun at videreuddanne sig på RUC, så hun kan arbejde som projektleder for udviklingsarbejde, gerne i Afrika.

Camilla Blomquist, 28, er ansat i IBRD (International Bank for Reconstruction and Development) i Zimbabwe.

Mia Sichelkow, 34, er ansat i FN’s Udviklingsprogram UNDP i Senegal, hvor hun skal arbejde med kapacitetsudvikling.

FORSKNING Geir Helgesen, 58, seniorforsker, er udpeget som direktør for Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet. Han har været fungerende direktør for instituttet siden februar i år.

Carsten Smith Olsen, 42, er udnævnt som professor i Skov og Folk i Udviklingslande (Forest and People in Developing Countries) ved Skov & Landskab, Københavns Universitet.

BESTYRELSER Seks ny medlemmer af bestyrelsen for Investeringsfonden for Østlandene (IØ) og Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU): Beate Bentzen, koncerndirektør, Rambøll Eva Berneke, koncerndirektør, TDC Jens Jørgen Kollerup, direktør, Emidan Lisbeth Scott Reinbacher, direktør, LS Flags Sus Ulbæk, centerchef, Center for Afrika, Asien, Amerika og Mellemøsten, Udenrigsministeriet Steen Hommel, kontorchef, Danmarks Eksportråd, Udenrigsministeriet To nye medlemmer af bestyrelsen for Unicef Danmark: Christian Stadil, cand.merc og konsulent, udpeget af bestyrelsen Helle Dydensborg, pædagogisk konsulent, Det Danske Spejderkorps

HUSK AT LÆSE: BANGLADESH EFTER AILA

KVINDEKAMP I CASABLANCA

Sidste mandag i maj ramte Ailaorkanen Bangladesh’ kyst. Se fotograf Jonathan Bjerg Møllers billedreportage om ødelæggelserne, der kostede flere end 200 mennesker livet og gjorde hundredetusinder hjemløse.

Side 16-17.

Med en ny familielov i hånden kan marokkanske kvinder selv vælge, hvornår de vil giftes og skilles. Reportage fra Marokko, hvor både sekulære og islamiske organisationer kæmper for kvinders rettigheder – og mod hinanden.

Side 6-7.

U-LANDSLÆSNING I SOMMERFERIEN

UNICEF-CHEF FORLADER SOMALIA

Tag verden med på ferie – fra Adichie og Borges til Lessing og Rahimi. Udviklings litterære rejseguide foreslår klassikere, nye stjerner og oversete bogperler fra Afrika, Asien og Latinamerika.

Side 23.

– Grådigheden er ikke bare et afrikansk problem. Der er gået Stein Bagger i hele verden, siger Christian Balslev-Olesen, der nu stopper som Unicef-chef i Somalia. På vej hjem i flyet gjorde han status over et liv med afrikanske ledere.

Side 30.

DET ER GRATIS AT ABONNERE PÅ

LÆS MERE PÅ WWW.UDVIKLING.DK

UMM Id-nr. 42328

Al henvendelse: Schultz Distribution, Herstedvang 4, DK-2620 Alber tslund

ET STADION TIL FREMTIDENS MÅL Af Jesper Strudsholm, Cape Town Dette er billedet, som ingen troede på. Et foto af byggeriet af Cape Towns nye stadion til det fodbold-VM i 2010, som skeptikere indtil for nylig afviste som et luftkastel.

Med plads til 68.000 tilskuere og et overlegent design i bløde kurver er Green Point Stadium på mindst to afgørende punkter langt foran Parken i København. Andre steder i landet er ni andre stadions på vej som potente symboler på, at Sydafrika atter er ved at overraske verden og sig selv.

– VM i 2010 er den vigtigste begivenhed i Sydafrikas nyere historie, siger Nick Whiteley, Cape Towns talsmand for begivenheden, mens han viser rundt.

Er det større end Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994? Måske. For 15 år siden fik landets sorte flertal sin politiske frihed, mens den økonomiske lighed har ladet vente på sig. Sydafrikas egentlige formål med værtskabet for VM er derfor at tiltrække investorer og turister. Eller som Nick Whiteley siger: – Det her handler ikke om 2010, men 2011. Det handler om arven.

Green Point Stadium har fået tilnavnet ’den afrikanske renæssances stadion’ – mange afrikanere håber, at kontinentets første værtskab for fodbold-VM vil medføre social, politisk og økonomisk fremgang og give Vesten et nyt syn på Afrika.

Green Point Stadium i Cape Town, hvor otte kampe skal spilles ved næste sommers fodbold-VM i Sydafrika. Foto: Tine Harden.