En Verden uden Fattigdom

En verden uden fattigdom

© Muhammad Yunus 2007 En verden uden fattigdom - social virksomhed og kapitalismens fremtid © Informations Forlag 2008 Oversat fra engelsk af Joachim Wrang efter den amerikanske udgave: Creating a World Without Poverty - Social Business and the Future of Capitalism, Public Affairs, New York, 2008 Fransk udgave: Vers un nouveau capitalisme, JC Lattès, Paris, 2008 Layout og omslag: Lars Ole Nielsen Omslagsfoto: Giovanni Giovannetti/STELLA PICTURES Tryk: WS Bookwell, Finland 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-7514-193-7 Udgivet med støtte fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med gældende Copy-Dan-regler. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret Informations Forlag St. Kongensgade 40 C, 1264 København K www.informationsforlag.dk

Muhammad

Yunus i samarbejde med Karl Weber

En verden uden fattigdom Social virksomhed og kapitalismens fremtid Oversat af Joachim Wrang

Informations Forlag

Til alle, der ønsker at skabe en verden, hvor ikke et eneste menneske er fattigt

Indhold Det fattiges forretning og forretningen i de fattige Forord af Udviklingsminister Ulla Tørnæs . . . . . . . . . . . . . 7 Indledning: Det begyndte med et håndtryk . . . . . . . . . . . . 13 Første del: Den sociale virksomheds potentiale 1 En ny form for virksomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 2 Social virksomhed: Hvad det er, og hvad det ikke er . . . . . . 43 Anden del: Grameen-eksperimentet 3 Mikrokreditrevolutionen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4 Fra mikrokredit til social virksomhed . . . . . . . . . . . . . .

5 Kampen mod fattigdom: Bangladesh og andre steder . . . . .

6 Gud er i detaljen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7 Et bæger yoghurt ad gangen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

71 111 140 170 193

Tredje del: En verden uden fattigdom 8 Udvidelsen af markedet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9 Informationsteknologi, globalisering og en forandret verden .

10 Velstandens farer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

11 At anbringe fattigdommen på museum . . . . . . . . . . . . .

211 236 255 278

Efterskrift: ‘Fattigdom er en trussel mod freden’ Forelæsning ved mod­­tagelse af Nobels Fredspris . . . . . . . . . 291 Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 305 Yderligere informationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 309

Forord

De fattiges forretning og forretningen i de fattige Udviklingsminister Ulla Tørnæs

Muhammad Yunus har et opløftende budskab. Nem­lig at kampen mod fat­tigdom først og fremmest kan og skal vindes af de fattige selv.

At der også i fattige ligger en drivkraft og en virkelyst. Og at det handler om at give denne driv­kraf­t og virke­lyst de rigtige muligheder for at udfolde sig. I sin kerne er det et liberalt bud­skab, som i de senere år i stigende grad har vundet genklang i udviklings­industrien. Som mi­ ni­ster i en borg­er­lig-liberal regering kan det kun glæde mig. Og som udvik­lings­minister kunne jeg ikke være mere enig i, at det bedste svar på den enorme udfordring, som global fattigdom fort­­sat udgør, er at fri­give og nære det potentiale, som det enkelte menneske besidder.

For reali­teten er, at regering­er eller stater i rige og fattige lande ikke alene kan løse opgaven, hvis andre aktører og indi­vider blot ser passivt til. Fattigdom er et global problem, som vi alle har et ansvar for at bi­drage til at bekæmpe. Stater, virksomheder og individer. Donor­er og modtagere. Fattige og rige.

Yunus’ styrke er, at han ikke lader det blive ved ordene. Han og Grameen-­imperiet har med først mikro­kre­ditter til fattige, og især fattige kvinder, og senere med konceptet for sociale virks­om­hed­er igen og igen vist, at fattige mennesker kan tjene penge og udnytte de muligheder, det giver. Og selvom det ikke er udgangspunktet el­ler konklusionen for Yunus’ tanker om den sociale virksomhed, så er fattige mennesker potentielt købe­dygtige forbrugere og kunder også for det mere traditionelt

8 orienterede erhvervsliv. Det er med andre ord både muligt og gavnligt at tjene penge med fattige mennesker som kunder.

Fundamentet i Yunus’ livsværk er, at fattige ikke er passive individer. Tvært­i­mod gælder det om at tage udgangspunkt i po­ten­tialet i det enkelte menneske. Det gælder om at gøre brug af menneskers evner og iværk­sæt­terånd.

De fattige skal være en del af den globale økonomi og derved af egen drift forbedre egne og andres levevilkår – og motivere til yderligere udvikling. Det gælder om at styrke men­neskers muligheder for at blive aktører i deres eget liv. Og, kunne man tilføje, det hand­ler om at fjerne de forhindringer, som står i vejen for denne grundlæggende ret til at være herre over sit eget liv. På den vis er Yunus tæt for­bundet med en anden nobelpris­tager fra Sydasien, nemlig den tidligere nobelpristager i øko­ no­mi Amartya Sen, der har fremhævet sammenhængen mellem frihed, rettigheder og udvikling.

Koblingen mellem frihed, rettigheder og muligheder er intet sted tydeligere, end når det gælder kvinder. Hvis vi kan styrke kvinders handlemuligheder, kan vi være med til at gøre kvinder til en drivkraft for udvikling. Og potentialet er enormt. Undersøgelser viser, at kvinder oftere end mænd sikrer en mere langsigtet og bæredygtig udvikling. Kvinder udvider forretningen, når mulighederne er der, og de bruger overskuddet på ansvarlig vis, så også næste generation får del i deres succes. Giv en kvinde muligheder og rettigheder, og du giver en hel familie mulig­ hed­er og rettigheder.

Ligestilling mellem kønnene er en menneskeret. Men det er langt fra en ret, der kommer alle kvinder og piger til gode. Kvinders rettigheder bliver systematisk undertrykt i mange udvik­lings­lande. Kun et fåtal af kvinderne i udviklingslandene har økonomisk selv­stændig­hed, adgang til jord og mulighed for at optage lån. Samtidig viser undersøgelser, at land­brugs­produktionen ville stige med 20 procent på globalt plan, hvis kvinders adgang til land, såsæd og gødning var den samme

9 som mænds. Denne halvdel af befolkningen, der indeholder så stort et potentiale, som kan komme familier, lokalsamfund og hele lande til gode, skal derfor have lige muligheder og vilkår.

Lokale og internationale virksomheder, myndigheder og regeringer skal ansætte kvinder, uddanne kvinder og investere i kvinder, for når kvinderne rykker, skabes der bæredygtig udvikling. Til gavn for både kvinder, børn og mænd.

Private virksomheder er en helt afgørende drivkraft i bestræbelserne på at fremme udvikling og kampen mod fattigdom. Virksomheder, der kombi­nerer investering og handel med socialt ansvar, kan medvirke til at fremme en verden, hvor ethvert menneske har frihed til at tage hånd om sit eget liv og udfolde sit potentiale, under respekt for fællesskabet. Social ansvar­lig­hed er i stigende grad en forudsætning for at drive en succesfuld forretning. Kunder og investorer stiller krav til virksomheders so­cia­le, etiske og miljømæssige hensyntagen.

Med­ar­bejdere forventer, at deres arbejdsplads engagerer sig i samfundet, og forbrugere for­venter gennemsigtighed. Social ansvarlighed skal derfor ikke kun skal ses som en omkost­ning, men som en forretningsmulighed og en langsigtet kon­kur­ren­cefordel. Social ansvar­ lighed er i stigende grad simpelthen en central parameter – for kunder, aktionærer, forretningsforbindelser og medarbejdere.

Danske virksomheder har gode forudsætninger for at gøre en forskel i udviklingslandene, når det handler om at bidrage til en social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig ud­vikling. Dan­mark er kendt for at være en ansvarlig nation, og vi har opnået en enestående international posi­tion inden for bæredygtig virksomhedsdrift. Derfor er det også naturligt, at vi skal styrke ansvarligheden i alle vore relationer med udlandet. Danske virksomheder kan medvirke til at skabe og udvikle anstændige arbejdspladser; og dermed også overføre og forankre teknologi og knowhow lokalt.

Især større danske virksomheder har været blandt de første til at inkorporere social ansvar­lighed, blandt andet ved at tilslutte sig Glo-

10 bal Compact og dermed støtte FN’s principper om social ansvarlighed. Men det er mit håb, at stadig flere af de små og mellemstore virk­ som­heder vil vælge samme vej. Ikke kun fordi det er globalt ansvarligt – men også fordi det er god forretning. Social ansvarlighed er nødvendigt for at forbedre levevilkårene for millioner af fat­tige mennesker i udviklingslandene. Men det er også nødvendigt for at sikre bæredygtige investeringer og en fortsat øget konkurrenceevne.

Det betyder ikke, at danske virksomheder skal gøre arbejdet alene.

Sociale virksomheder kan ikke i sig selv fjerne fattigdommen i verden, men skal ses som et supplement til blandt andet udviklingsbistanden.

Vi når længst i kampen mod fattigdom gennem et samarbejde mellem virksomheder, offentlige myndigheder og civilsamfundet. Sociale virksomheder og socialt ansvarlige virksomheder kan ikke, skal ikke og vil ikke erstatte staters ansvar for at bekæmpe fattigdom og give alle mennesker lige muligheder og rettigheder. Det er et ansvar, som stater må påtage sig ved at sikre lige rettigheder, gennemsigtighed, legitimitet og ansvarlighed og derved skabe gunstige rammer både nationalt og internationalt for øget social ansvarlighed.

Staten har også en opgave med at skabe de bedste betingelser for, at befolkningen er bedst muligt rustet. At bidrage til at de bliver aktive borgere, produktive mennesker og ressource­stærke individer. Det handler ikke mindst om, at stater skal være med til at sørge for basal uddannelse og at sørge for, at befolkningen har adgang til helt grundlæggende sundhedsydelser. Om at sikre, at miljøet ikke bliver offer i kampen for økonomisk vækst og velstand – og om at sikre lov og orden og dermed den stabilitet, der er nødvendig for, at mennesker og virksom­hed­er trives. Yunus’ besked er ikke, at stater og udviklingsbi­ stand­en ikke er nødvendig – blot at de kun er en del af løsningen. Der er brug for andre aktører også. Der er brug for iværksættere og innovative forretningsfolk.

Vi er godt på vej i Danmark med at skabe gode rammevilkår for virksomheders arbejde med socialt entreprenørskab på de global mar-

11 keder. Gennem udviklingsbistand og samarbejde mellem stater kan man sikre, at man når ud til de allerfattigste. Og man kan sikre, at de rette rammer er på plads til at understøtte den private sektor i at skabe vækst på ansvarlig vis.

Der er et uudnyttet potentiale for virksomheder og iværksættere.

Det er mit håb, at Muhammad Yunus’ bog kan give inspiration til, at endnu flere danske virksomheder vil udnytte det poten­tiale, der ligger i social ansvarlig virksomhedsførelse og derved øge egen konkurrenceevne sam­tidig med at løfte udviklingen i verdens fattigste lande.

På sigt handler opgaven for os alle ikke om at udrydde fattigdom, ’bare’ fordi den globale fattigdom er uværdig for verden, og fordi det er ’synd for de fattige’. Det handler i høj grad om, at denne opgave må løses – også for vores egen skyld. Da den norske Nobel­komité tildelte Muhammad Yunus og de kvindelige aktionærer i Grameen fredsprisen var budskabet, at fattigdom, undertrykkelse og ufred hænger sammen, at velstand, udvikling og fred hænger sammen.

Det er på tide, at vi tænker nyt. Det er på tide, at vi ser mulighederne i udfordringerne, og det er på tide, at vi sætter handling bag.

Ligesom kvinderne fra Grameen og som Muhammad Yunus. Yunus’ idéer og visioner er ikke hele svaret på den udfordring, som global fattigdom er, men de er en del af svaret.

Indledning

Det begyndte med et håndtryk

Jeg bliver ofte indbudt til at tale med forskellige grupper, der er interesseret i at forbedre kvinders vilkår, fordi den mikrokreditorganisation, jeg har grundlagt, Grameen Bank, med succes har forsynet fattige kvinder i Bangladesh med finansielle serviceydelser. I oktober 2005 skulle jeg deltage i en sådan konference i den franske ferieby Deauville, som ligger omkring 150 kilometer nordvest for Paris. Jeg skulle også til Paris for at give en forelæsning på HEC, en af de førende handelshøjskoler i Europa – skolen ville udnævnte mig til æresdoktor.

Nogle få dage før min afrejse til Frankrig modtog koordinatoren for mit program i Paris en besked fra Franck Ribouds kontor – Franck Riboud er bestyrelsesformand og administrerende direktør for Groupe Danone, en stor fransk virksomhed. Beskeden lød: Monsieur Riboud har hørt om professor Yunus’ arbejde i Bangladesh og vil meget gerne møde ham. Eftersom han om kort tid kommer til Deauville, ville det måske være muligt for ham at spise frokost med monsieur Riboud i Paris?

Jeg er altid glad for at mødes med folk, der er interesseret i mit arbejde i al almindelighed og i mikrokredit i særdeleshed, især hvis de kan hjælpe til i kampen for at afhjælpe og i sidste instans udrydde den globale fattigdom. Det ville helt sikkert være værd at tale med besty-

14 relsesformanden for en stor multinational koncern. Men jeg var ikke sikker på, at der var plads til det foreslåede møde i mit allerede fulde program. Jeg sagde til min koordinator, at hvis der var tid til det, ville jeg gerne mødes med monsieur Riboud.

Bare rolig, fik jeg at vide. Folkene fra Danone vil sørge for alt det praktiske, tage dig med ud at spise og sørge for, at du ankommer til HEC i god tid.

Den 12. oktober blev jeg i en limousine, som Danone-koncernen havde stillet til rådighed, bragt fra Orly Lufthavn til La Fontaine Gaillon, en parisisk restaurant, som kort tid forinden var blevet åbnet af skuespilleren Gérard Depardieu. Her tog monsieur Riboud imod mig.

Han havde taget syv af sine kolleger med – fremtrædende ledere med ansvar for forskellige områder af Danones globale virksomhed.

Til stede var bl.a. Jean Laurent, bestyrelsesmedlem i Danone, Philippe-Loïc Jacob, Groupe Danones generalsekretær, og Jerome Tubiana, leder af Danones Dream Projects. Til stede var også dr. Bénédicte Faivre-Tavignot, professor ved HEC og leder af deres MBA-program for bæredygtig udvikling.

Jeg blev ført ind i et privat aflukke, hvor jeg venligt blev budt velkommen, fik serveret et fint måltid fra det franske køkken og blev bedt om at fortælle gruppen om vores arbejde.

Jeg opdagede hurtigt, at Franck Riboud og hans kolleger var godt informeret om Grameen Banks arbejde. De vidste, at vi havde været med til at søsatte den globale bevægelse, der går under navnet ‘mikrokredit’, og som hjælper fattige mennesker ved at tilbyde dem små lån, der ikke kræver sikkerhed, og som bruges til at starte små virksomheder. Lånene udgør ofte ikke mere, end hvad der svarer til 150-200 kr. Adgang til kapital – selv i dette minimale omfang – kan forandre folks liv. Over tid lykkes det mange af de fattige at bruge det lille beløb, som et mikrolån udgør, som grundlag for at opbygge en blomstrende virksomhed – en lille gård, et værksted, en lille butik – der kunne løfte dem og deres familie ud af fattigdommen. Ja, siden jeg for 31 år siden

15 begyndte at låne fattige mennesker – især kvinder – penge, har millioner af familier alene i Bangladesh faktisk forbedret deres økonomiske vilkår ved hjælp af mikrokredit.

Jeg beskrev for Franck Riboud og hans kolleger, hvordan brugen af mikrokredit har spredt sig til mange andre lande, især i den tredje verden, gennem tusinder af mikrokreditinstitutioner, der er sat i søen af nonprofitorganisationer, statslige organer og private iværksættere, der forsøger at gøre Grameen Bank succesen efter. “Faktisk,” sagde jeg til ham, “håber vi i forbindelse med afholdelsen af Microcredit Global Summit i slutningen af 2006 at kunne erklære, at 100 millioner fattige mennesker over hele verden har oplevet goderne ved mikrokredit – denne bevægelse, der begyndte på bar bund for blot et par årtier siden.” (Da topmødet blev holdt i Halifax, Nova Scotia i Canada, i november 2006, kunne vi faktisk erklære, at vi havde nået dette mål. Vi har nu sat os endnu mere ambitiøse mål for de næste ti år, inklusive det vigtigste mål af dem alle: at hjælpe 500 millioner mennesker over hele verden med at undslippe fattigdommen ved hjælp af mikrokredit.)

Endelig fortalte jeg om, hvordan Grameen Bank havde udvidet sine aktiviteter til mange nye områder, aktiviteter, der alle målrettet søger at hjælpe fattige mennesker. Vi har iværksat særlige låneprogrammer til at hjælpe fattige mennesker med at betale for en bolig og en videregående uddannelse. Vi har skabt et program, der låner penge til tiggere – et program, der allerede har hjulpet med at befri tusinder af mennesker fra tiggeriets svøbe – og har dermed bevist, at selv de fattigste af de fattige kan betragtes som ‘kreditværdige’. Og vi har udviklet en række virksomheder – nogle med det formål at skabe profit, mens andre har været nonprofitvirksomheder – der forbedrer de økonomiske muligheder for fattige mennesker på mange andre måder. De spænder lige fra at bringe kommunikationsteknologier som telefonen og internettet ud til tusinder af fjerne landsbyer til at hjælpe traditionelle vævere med at få deres produkter på markedet. På disse måder,

16 sagde jeg, når Grameen Bank og dens ideer flere og flere familier og lokalsamfund for hvert år, der går.

Da jeg havde afsluttet min lille fortælling om Grameens fremskridt, afbrød jeg min talestrøm og bad Franck Riboud fortælle mig, hvorfor han havde bedt mig om at spise frokost med ham. “Nu er det din tur,” sagde jeg, “jeg har hørt om din koncern, men jeg kan forstå, at den ikke opererer i Bangladesh. Så fortæl mig noget om Groupe Danone.”

“Med glæde,” svarede han.

Franck fortalte mig om koncernens rødder. Groupe Danone er en af verdens førende producenter af mejeriprodukter – dens yoghurtmærke Danone er populært over hele Europa, i Nordamerika (i USA hedder mærket Dannon) og i andre lande. Danone er derudover nummer to på verdensplan, hvad angår vand på flaske og småkager og kiks. “Denne Evian-vand,” sagde Franck med en blå flaske i hånden, “er et Danoneprodukt”. Jeg har set og drukket vand fra Evian på hoteller og restauranter over hele verden. Nu vidste jeg lidt om koncernen bag mærket.

“Det lyder meget interessant,” kommenterede jeg, men jeg forstod stadigvæk ikke, hvad der kunne tænkes at være forbindelsen mellem dyrt mineralvand og yoghurt, der ville blive betragtet som luksusprodukter i Bangladesh, og så mig og Grameen Bank. Franck var klar med et svar. “Danone er en vigtig kilde til føde i mange regioner i verden. Det inkluderer nogle af udviklingslandene, hvor sult er et alvorligt problem. Vi har store afdelinger i Brasilien, i Indonesien og i Kina.

Vi har for nylig udvidet til Indien. Faktisk udgør markedet i den tredje verden mere end 40 procent af vores forretning.

Vi ønsker ikke kun at sælge vores produkter til velstående folk i disse lande. Vi vil gerne finde en måde, hvorpå vi kan være med til at brødføde fattige mennesker. Det er en del af vores virksomheds historiske forpligtelse at være socialt innovativ og progressiv – dette daterer sig 35 år tilbage til min far, Antoine Riboud, og hans arbejde.

Måske kan denne baggrundsbeskrivelse forklare, hvorfor jeg bad om dette møde, professor Yunus. Vi forestiller os, at en mand og en

17 organisation, der har brugt kreativ tænkning til at hjælpe så mange fattige mennesker, måske også har en idé eller to til Groupe Danone.”

Jeg havde ikke nogen specifik forestilling om, hvad Franck Riboud søgte. Men jeg kunne mærke, at han var interesseret i alt det, jeg havde fortalt ham indtil nu. Desuden havde jeg i et stykke tid tænkt en del over den rolle, virksomheder kunne spille i forbindelse med at hjælpe verdens fattige. Andre økonomiske sektorer – de frivillige organisationer, velgørenhedsorganisationerne og NGO’erne for eksempel – bruger meget tid og energi på at bekæmpe fattigdom og dens konsekvenser. Men det private erhvervsliv – den finansielt set mest innovative og effektive sektor af dem alle – har ingen konkrete mekanismer til at anvende sine praksisser til det mål at udrydde fattigdom.

Det arbejde, som Grameen Bank og dens søsterselskaber har udført, har hjulpet millioner af mennesker ind i de lokale, regionale og globale økonomier og sat dem i stand til at være en del af markedet, tjene penge og forsørge sig selv og deres familier. Det forekom mig, at andre former for virksomheder havde mange muligheder for at hjælpe fattige mennesker på en lignende måde. Så da en sådan mulighed – ved en frokost på en fin parisisk restaurant – syntes at åbne sig, besluttede jeg at gribe den, hvis jeg kunne.

Det var en impuls, en pludselig indskydelse, ikke den slags omhyggeligt planlagte forretningsforslag, som de fleste ledere foretrækker. Men gennem årene har jeg kunnet konstatere, at mange af mine bedste projekter ikke har taget deres udgangspunkt i en omhyggelig, forudgående analyse og planlægning, men i en impuls, der signalerer: “Her er en mulighed for at gøre noget godt.”

Jeg foreslog Franck og hans kolleger følgende: “Som I ved, er Bangladesh’ indbyggere nogle af de fattigste i verden. Under- og fejlernæring er et stort problem, især blandt børn. Det har enorme konsekvenser for børnenes helbred under deres opvækst.

Jeres virksomhed er en førende producent af sunde og nærende fødevarer. Hvad ville I sige til at skabe et forretningsfællesskab, et joint

18 venture, så vi sammen kan levere nogle af jeres produkter til Bangladesh’ landsbyer? Vi kunne stifte en virksomhed, som vi i fællesskab ejer – vi kunne kalde denne virksomhed for Grameen Danone. Den kunne producere sunde fødevarer, som kunne forbedre kosten for Bangladesh’ landbefolkning – især børnenes kost. Hvis produkterne blev solgt til en lav pris, kunne vi gøre en betydelig forskel i millioner af menneskers liv.”

Jeg fandt hurtigt ud af, at Franck Riboud, administrerende direktør for en af verdens kendeste virksomheder, kunne være lige så impulsiv som ‘de fattiges bankmand’ fra Bangladesh. Han rejste sig fra sin stol på den anden side af bordet over for mig, bøjede sig frem mod mig og rakte mig hånden. “Lad os gøre det,” sagde han, og vi gav hinanden hånden derpå.

Jeg var lige så opløftet, som jeg var vantro. “Kan dette virkelig ske så hurtigt?” tænkte jeg. “Hvad er vi egentlig blevet enige om? Måske forstår han ikke min bangladeshiske accent.” Vi satte os ned igen, og jeg besluttede, at jeg hellere måtte sikre mig, at Franck vidste, hvad han var ved at involvere sig selv – og sin virksomhed – i.

“Måske har jeg ikke været helt klar,” sagde jeg venligt. “Jeg foreslår oprettelsen af en ny virksomhed, et joint venture mellem din virksomhed og Grameen. Jeg vil kalde det for Grameen Danone, hvor vores navn, Grameen, kommer først, eftersom det er bedre kendt i Bangladesh end jeres.”

Frank nikkede. “Bare rolig, jeg er helt med!” forsikrede han mig.

“Din plan står helt klar for mig. Jeg gav dig hånden, fordi du fortalte mig, at der i Grameen Bank hersker en gensidig tillid mellem banken og låntageren, og at I hellere giver lån på grundlag af et håndtryk end juridiske papirer. Så jeg følger dit system. Vi gav jo hinanden hånden, og derfor betragter jeg aftalen som endelig.”

Francks svar gjorde mig glad og begejstret. Så tilføjede jeg: “Jeg er ikke færdig med mit forlag endnu. Vores joint venture skal være en social virksomhed.”

19 Denne gang så han en smule forvirret ud, som om han havde hørt et begreb, han ikke umiddelbart forstod. “En social virksomhed. Hvad er det?”

“Det er en virksomhed, der er udformet med det formål at realisere et socialt mål. I dette tilfælde er målet at forbedre fattige familiers ernæring i Bangladesh’ landsbyer. En social virksomhed er en virksomhed, der ikke udbetaler udbytte. Den sælger produkter til priser, så den hviler i sig selv. Ejerne af virksomheden kan få det beløb, de har investeret i virksomheden, tilbage over en bestemt tidsperiode, men der udbetales ikke overskud til investorer i form af udbytte. I stedet forbliver ethvert overskud, der skabes, i virksomheden og bruges til at finansiere ekspansion, udvikling af nye produkter eller serviceydelser og til at udrette flere gode ting i verden.

Dette er min egen idé – noget, jeg har tænkt over i lang tid. Jeg tror, at mange slags virksomheder kan oprettes som sociale virksomheder med det formål at tjene fattige mennesker. Jeg har ledt efter en mulighed til at realisere denne idé i praksis. Vi er allerede begyndt på dette i Bangladesh og er ved at oprette hospitaler til behandling af øjensygdomme – disse hospitaler vil være sociale virksomheder. Men Grameen Danone vil være en stærk og ny manifestation af ideen – altså, hvis I er enige.”

Franck smilede. “Dette lyder meget interessant,” sagde han. Han rejste sig igen op, rakte sin hånd over mod mig. Jeg rejste mig og greb ud efter hans hånd. Da vi trykkede hinandens hænder, sagde han: “Lad os gøre det.”

Jeg var så forbløffet og endnu mere end tidligere overbevist om, at jeg måtte have hørt forkert, at jeg et par timer senere – på vej til HEC – i al hast skrev en e-mail til Franck. I denne e-mail opsummerede jeg min forståelse af vores diskussion og bad ham om at bekræfte, klargøre eller korrigere mine indtryk. Hvis han seriøst forpligtede sig til at skabe verdens første multinationale sociale virksomhed som et partnerskab mellem Grameen og Danone, ønskede jeg at sikre mig, at

20 han forstod, hvad det indebar. Og hvis der havde været nogen form for uklarhed mellem os – eller hvis han var i tvivl, eller hvis hans kolleger havde talt ham fra det – ønskede jeg at give ham muligheden for at sige “nej” hurtigt og let – jeg ville ikke bære nag.

Men Franck og hans team hos Danone forpligtede sig fuldt ud på projektet. Mens jeg opholdt mig på HEC, modtog jeg et opkald fra Emmanuel Faber, chef for Danones afdeling i Asien. Franck havde nævnt Emmanuel under vores møde og forklaret, at han ville være den rette person til at styre Danones del af vores fælles projekt. Nu ringede Emmanuel fra sit kontor i Shanghai.

“Professor Yunus,” sagde han, “jeg er glad for, at der kom en konkret idé ud af jeres frokost. Jeg vil se frem til at mødes med Dem og tale om projektet. Indtil videre må De meget gerne sende mig Deres indledende tanker om projektet.” Jeg lovede, at det ville jeg.

Ikke blot havde Franck Riboud og Danone forpligtet sig på vores projekt – de ønskede også at udvikle det i en rasende fart, så vores nye virksomhed kunne blive en realitet. Det erfarede jeg i løbet af de næste måneders hektiske aktivitet, da Groupe Danone og Grameen arbejdede sammen om at skabe noget helt nyt under solen: verdens første, bevidst opbyggede multinationale sociale virksomhed.

r

FĂ˜RSTE DEL Den sociale virksomheds potentiale

1 En ny form for virksomhed

Siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har de frie markedskræfter bredt sig over hele verden. Den frie markedsøkonomi har rodfæstet sig i Kina, Sydøstasien, store dele af Sydamerika, Østeuropa og selv i det tidligere Sovjetunionen. Det frie marked gør mange ting overordentligt godt. Når vi betragter lande, der har en lang historie under kapitalistiske systemer – i Vesteuropa og Nordamerika – ser vi tegn på stor velstand. Vi ser også en bemærkelsesværdig teknologisk innovation, videnskabelige opdagelser og uddannelsesmæssige og sociale fremskridt. Den moderne kapitalismes opståen for tre hundrede år siden muliggjorde materielle fremskridt af et omfang, man ikke tidligere havde set. I dag – en generation efter Sovjetunionens opløsning – er der imidlertid opstået en form for desillusionering.

Der hersker ingen tvivl om, at kapitalismen blomstrer. Virksomheder fortsætter med at vokse, den globale handel er eksploderet, multinationale selskaber trænger ind på markeder i den tredje verden og den tidligere sovjetblok, og de teknologiske fremskridt fortsætter med at sprede sig. Men ikke alle har gavn af alt dette. Den globale indkomstfordeling viser hvorfor: 94 procent af verdens indkomst går til 40 procent af verdens indbyggere, mens de resterende 60 procent må leve af blot 6 procent af den samlede indkomst i verden. Halvdelen af alle mennesker lever for to dollar om dagen eller mindre, og næsten en milliard lever for mindre end en dollar om dagen.

24 Fattigdommen er ikke ligeligt fordelt i verden – bestemte regioner er langt hårdere ramt end andre. I Afrika syd for Sahara, i Sydasien og Latinamerika kæmper hundreder af millioner fattige mennesker for at overleve fra dag til dag. Lejlighedsvise katastrofer – som sunamien i 2004, der ødelagde adskillige regioner ved Det Indiske Ocean – dræber fortsat flere hundrede tusinder fattige og sårbare mennesker.

Kløften mellem det globale Nord og Syd – mellem verdens rigeste og resten – er blevet større.

Nogle af de lande, der de seneste tre årtier har oplevet økonomisk vækst, har imidlertid betalt en høj pris. Siden Kina indførte økonomiske reformer i slutningen af 1970’erne, har landet oplevet en hastig økonomisk vækst, og ifølge Verdensbanken har over 400 millioner kinesere undsluppet fattigdommen. (Som en følge heraf er Indien i dag det land i verden med flest fattige indbyggere, også selv om Kina stadig har flest indbyggere alt i alt.)

Men hele dette fremskridt har været ledsaget af stigende samfundsmæssige problemer. I deres iver efter med at opnå økonomisk vækst har de kinesiske myndigheder kigget den anden vej, når virksomheder forurenede vandet og luften. Og trods mange fattige menneskers forbedrede vilkår er kløften mellem dem, der har, og dem, der ikke har, blevet større. Målt med tekniske indikatorer såsom Gini-koefficienten er indkomstuligheden større i Kina end i Indien.

Selv i USA – der har ry for at være det rigeste land i verden – har omfanget af det sociale fremskridt været skuffende. Efter to årtier med langsomme fremskridt er antallet af amerikanere, der lever i fattigdom, steget de seneste år.1 Omkring 47 millioner mennesker, 1

Der er næsten lige så mange definitioner af fattigdom, som der er individer og grupper der studerer problemet. En nylig undersøgelse fra Verdensbanken nævner 33 forskellige fattigdomsdefinitioner, som er udviklet og bruges af forskellige lande i deres forsøg på at imødekomme deres egne fattige befolkningsgruppers behov. Tidligere i dette kapitel nævnte jeg den udbredte målestok for fattigdom, ifølge hvilken en fattig er en person, der har en indkomst, der svarer til en dollar om dagen eller mindre. Når jeg i resten af bogen refererer til ‘fattigdom’ uden at forklare dette mere specifikt, gælder denne definition.

25 hvilket svarer til næsten en sjettedel af befolkningen, har ingen sygesikring og har problemer med at få adgang til de mest basale sundhedsydelser. Efter den kolde krigs afslutning håbede mange på et ‘afkast af freden’ – forsvarsudgifterne kunne falde, hvorefter midlerne til den sociale indsats for uddannelse og sundhedsydelser kunne øges. Men især efter den 11. september 2001 har den amerikanske regering fokuseret på militær handling og sikkerhedsforanstaltninger og ignoreret de fattige.

Disse globale problemer er ikke gået ubemærket hen. I begyndelsen af det nye årtusinde blev hele verden mobiliseret for at løse dem. I 2000 forsamledes verdenslederne i FN og forpligtede sig til – blandt andre mål – at halvere fattigdommen inden 2015. Men efter at halvdelen af tiden frem til 2015 er gået, er resultaterne skuffende, og de fleste iagttagere mener, at disse mål – Millenium Goals – ikke vil blive realiseret. (Jeg er glad for at kunne sige, at mit eget land, Bangladesh, er en undtagelse på dette område. Landet opfylder sine delmål og er klart på sporet, hvad angår målet om at have halveret fattigdommen i 2015.)

Hvad er der galt? Hvorfor har de frie markeder i en verden, hvor ideologien om det frie initiativ ikke har nogen virkelig udfordrer, svigtet så mange fattige mennesker? Og hvorfor er så mange lande i verden blevet ladt tilbage, mens andre nationer bliver mere og mere velstående?

Grunden til dette er enkel. Uhæmmede markedskræfter i deres nuværende form kan ikke løse samfundsproblemer – det er ikke meningen med dem – og kan i stedet rent faktisk forværre udbredelsen af fattigdom, sygdom, forurening, korruption, kriminalitet og ulighed.

Jeg støtter ideen om globalisering, ideen om, at frie markeder skal overskride nationale grænser og tillade handel mellem nationer og kapitalens vedvarende bevægelser, og en globalisering, hvor regeringer bejler til internationale virksomheder ved at tilbyde dem de rette faciliteter, bekvemme forhold, skattefordele og andre lovgivningsmæssige fordele. Globalisering kan – som et generelt forretningsprincip – være

26 til større gavn for fattige mennesker end noget andet alternativ. Men uden det rette overblik og de rette retningslinjer har globaliseringen et meget destruktivt potentiale.

Global handel er som en motorvej med 100 vejbaner, der dækker verden på kryds og tværs. Det er en motorvej, der er tilgængelig for alle, en motorvej uden stopsignaler, hastighedsbegrænsninger eller restriktioner for, hvor stor man må være, og der er heller ingen vejstriber, der afgrænser den ene vejbane fra den anden. På denne måde vil jordens overflade blive overtaget af de store lastbiler fra verdens mest magtfulde økonomier. Små køretøjer – en landmands lille varevogn med åbent lad eller Bangladesh’ oksetrukne kærrer og menneskedrevne rickshaws – vil blive tvunget af motorvejen.

For at realisere en globalisering, der er til fordel for alle parter, må vi have en retfærdig trafikregulering, trafiksignaler og et færdselspoliti.

Reglen om ‘den stærkeste tager alt’ må erstattes af regler, der sikrer, at de fattige har mulighed for at færdes på motorvejen. Ellers vil det globale frie marked falde i hænderne på den økonomiske imperialisme.

På samme måde har lokale, regionale og nationale markeder brug for fornuftige regler og kontrolforanstaltninger, der kan beskytte de fattiges interesser. Uden sådanne kontrolforanstaltninger kan de rige uden problemer udnytte forholdene til egen fordel. De negative konsekvenser af en ubegrænset, ensporet kapitalisme er tydelige og kan bevidnes hver eneste dag – negative konsekvenser, der er forårsaget af globale koncerner, der placerer deres fabrikker i verdens fattigste lande, hvor billig arbejdskraft (inklusive børn) frit kan udnyttes for at øge profitten; af virksomheder, der forurener luft, vand og jord for at spare penge på udstyr og processer, der beskytter miljøet; og af bedrageriske marketing- og reklamekampagner, der promoverer skadelige eller unødvendige produkter.

Frem for alt kan vi se de negative konsekvenser i hele økonomiske sektorer, der ignorerer de fattige og afskriver halvdelen af jordens befolkning. I stedet fokuserer de virksomheder, der opererer i disse sek-

27 torer, på at sælge luksusgenstande til folk, der ikke har behov for dem, fordi det er her, de største profitter ligger gemt.

Jeg tror på det frie marked som kilde til inspiration og frihed for alle, ikke som ophav til en lille elites dekadence. Verdens rigeste lande i Nordamerika, Europa og dele af Asien har haft enorm gavn af de kreative energier og den effektivitet og dynamik, som frie markeder producerer. Jeg har helliget mit liv til at gøre disse goder tilgængelige for verdens mest forsømte mennesker – de fattige mennesker, der ikke tænkes på, når økonomer og forretningsfolk taler om markedet. Min erfaring har vist mig, at det frie marked – mægtigt og nyttigt som det er – kan løse problemer som global fattigdom og miljøødelæggelser, men ikke hvis det udelukkende og ubønhørligt søger at tilfredsstille dets rigeste interessenters økonomiske mål.

Er staten svaret?

Mange folk mener, at hvis ikke det frie marked kan løse samfundets problemer, kan staten gøre det. Ligesom private virksomheder er helliget individuel profit, formodes stater at repræsentere samfundets interesser som helhed. Derfor forekommer det logisk at tro, at store sociale og samfundsmæssige problemer bør høre under statens domæne.

Regeringer og stater kan være med til at skabe en verden, vi alle ønsker at leve i. Der er visse samfundsfunktioner, som ikke kan organiseres af private individer eller private organisationer – et nationalt forsvar, en Nationalbank til at regulere pengeudbuddet og bankvæsenet, et offentligt skolesystem og et nationalt sundhedsvæsen til at sikre sundhedsydelser til alle og minimere konsekvenserne af epidemier.

Og lige så vigtigt er det, at stater etablerer og håndhæver de regler, den færdselslov, der kontrollerer og begrænser kapitalismen. I verdensøkonomien bliver regler for og reguleringen af globaliseringen til stadighed diskuteret. Vi har endnu ikke set fremkomsten af en international økonomisk regulerende instans. Men på nationalt og lokalt

28 niveau gør mange regeringer en stor indsats for at kontrollere det frie marked. Dette er især tilfældet i den industrialiserede verden, hvor kapitalismen har en lang historie, og hvor demokratiske stater gradvist har indført fornuftige regulerende systemer.

Færdselsloven for frie markeder indbefatter inspektion af fødevarer og medicin og forbud mod at føre forbrugerne bag lyset, mod at sælge farlige eller mangelfulde produkter, mod falske reklamer, overtrædelsen af kontrakter og mod forureningen af miljøet. Disse love skaber og regulerer også den informationsstruktur, inden for hvilken der laves forretninger – regler for børsmarkeders virke, offentliggørelse af finansiel information om virksomheder og standardiserede regnskabs- og revisionspraksisser. Disse regler sikrer, at der laves forretninger på lige vilkår.

Erhvervslivets færdselslove er ikke perfekte, og de håndhæves ikke altid i tilstrækkelig grad. Derfor snyder nogle virksomheder stadig deres kunder, forurener miljøet eller bedrager deres investorer. Disse problemer er særligt alvorlige i den tredje verden med dens ofte svage eller korrupte regeringer. I den udviklede verden varetager regeringer normalt deres regulerende, lovgivningsmæssige opgaver rimeligt godt, også selv om konservative politikere siden begyndelsen af 1980’erne har benyttet enhver lejlighed til at underminere statsregulerede initiativer.

Men selv en effektiv statslig regulering af erhvervslivet er ikke nok til at sikre, at alvorlige samfundsmæssige problemer vil blive bekæmpet, endsige løst. Regulativer kan påvirke den måde, erhvervslivet agerer på, men de kan ikke løse problemer inden for de områder, som erhvervslivet forsømmer. Erhvervslivet kan ikke pålægges at løse problemer – det har brug for et incitament til at gøre det.

Færdselslove kan sikre, at der også er plads til små biler og lastvogne og endda rickshaws på den globale økonomiske motorvej. Men hvad med de millioner af mennesker, der ikke engang ejer et lille, beskedent køretøj? Hvad med de millioner af kvinder og børn, hvis basale menneskelige behov ikke dækkes? Hvordan kan den dårligst stillede

29 halvdel af verdens befolkning gøres til en del af verdensøkonomiens hovedstrøm og få mulighed for at konkurrere på det frie marked? Økonomiske stopsignaler og et økonomisk færdselspoliti kan ikke afstedkomme dette.

Stater har længe forsøgt at forholde sig til disse problemer. I den sene middelalder havde England fattiglove for at hjælpe de mennesker, der måske ellers ville sulte. Moderne stater sætter midler af til initiativer, der tager fat på de sociale problemer, og til ansættelse af læger, sygeplejersker, lærere, videnskabsfolk, socialarbejdere og forskere, der forsøger at løse dem.

I nogle lande har statslige organer gjort fremskridt i kampen mod fattigdom, sygdomme og andre samfundsmæssige onder. Dette har været tilfældet i kampen mod overbefolkning i Bangladesh, der er et af verdens tættest befolkede lande med 145 millioner mennesker på et landområde, der er på størrelse med Wisconsin. Eller for at formulere det på en anden måde: Hvis hele verdens befolkning blev presset sammen inden for USA’s grænser, ville den deraf følgende befolkningstæthed være lidt mindre, end den er i Bangladesh i dag! Bangladesh har imidlertid gjort store fremskridt, hvad angår befolkningspresset.

Inden for de seneste tre årtier er antallet af børn per moder faldet fra 6,3 i 1975 til 3,3 i 1999, og faldet fortsætter. Denne bemærkelsesværdige forbedring skyldes primært statslige bestræbelser, herunder tilvejebringelsen af familieplanlægningsprodukter, information og serviceydelser ved hjælp af klinikker rundt om i landet. Udvikling og fattigdomsbekæmpende bestræbelser fra ikke-statslige organisationers – NGO’ers – side såvel som fra Grameen Banks side har også spillet en vigtig rolle.

Stater kan gøre meget for at forsøge at løse sociale og samfundsmæssige problemer. De er store og magtfulde og har adgang til næsten ethvert hjørne af samfundet, og gennem skatter kan de mobilisere store ressourcer. Selv regeringer i fattige lande, hvor skatteindtægterne er beskedne, kan få internationale midler i form af støtte og

30 lavrentelån. Så det er fristende blot at lægge verdens sociale problemer i statens skød og sige: “Her, kan I ikke lige løse dem?”

Men hvis denne strategi var effektiv, ville problemerne have været løst for længe siden. Deres fortsatte eksistens gør det klart, at staten ikke alene står med svaret på problemerne. Og hvorfor ikke det?

Der er en række årsager til dette. En er, at stater kan være ineffektive, langsomme, modtagelige for korruption, bureaukratiske og selvopretholdende. Disse problemer er alle bivirkninger af de fordele, som stater besidder: Deres store størrelse, magt og rækkevidde gør dem næsten uundgåeligt uhåndterlige såvel som attraktive for dem, der ønsker at bruge dem til at ophobe magt og rigdom for sig selv.

Stater er ofte gode til at skabe ting, men ikke så gode til at lukke dem ned igen, når der ikke længere er behov for dem, eller de er blevet til en byrde. Der skabes interesser – især dem, der er relateret til job – i forbindelse med enhver ny statslig institution. I Bangladesh beholdt for eksempel de arbejdere, hvis eneste funktion var at trække de ure op, der stod på statslige administratorers kaminhylder, deres stilling og deres løn selv mange år efter, at mekaniske ure var blevet erstattet af elektroniske ure.

Politik står også i vejen for en effektiv regeringsførelse. Selvfølgelig kan ‘politik’ betyde ‘ansvarlighed’, og at myndighederne kan drages til ansvar for deres handlinger. Den kendsgerning, at grupper af folk kræver, at staten tjener deres interesser, og presser deres repræsentanter til at forsvare disse interesser, er et grundlæggende træk ved demokratiet.

Men det selv samme aspekt af regeringsførelsen betyder nogle gange, at fremskridtet forpurres til fordel for en eller flere magtfulde gruppers interesser. Man kan for eksempel nævne det ulogiske, dårligt konstruerede og ineffektive sundhedsvæsen i USA, hvor et tocifret antal millioner mennesker ikke har nogen sygesikring. Det har indtil videre ikke været muligt at reformere dette system på grund af magtfulde forsikringsselskabers og lægemiddelvirksomheders indflydelse.

31 Disse statens iboende svagheder er med til at forklare, hvorfor Sovjettidens statskontrollerede økonomier i sidste instans brød sammen.

De forklarer også, hvorfor folk rundt omkring i verden er utilfredse med statslige løsninger på samfundsmæssige problemer.

Stater må gøre deres for at bekæmpe vores største problemer, men de kan ikke løse dem alene.

Nonprofitorganisationers bidrag Mange mennesker, der er interesserede i at løse verdens problemer, og som er frustrerede over staters og regeringers indsatser på dette område, har grundlagt nonprofitorganisationer. Nonprofitorganisationer kan antage mange forskellige former og gå under mange navne: not-for-profit-organisationer, ikke-statslige organisationer (NGO’er), velgørenhedsorganisationer, godgørende organisationer, filantropiske stiftelser osv.

Velgørenhed udspringer af en grundlæggende menneskelig omsorg for andre mennesker. Alle de store religioner kræver af deres tilhængere, at de giver til de trængende. Især i nødsituationer hjælper nonprofitorganisationer til med at få hjælpen frem til folk i nød. Gavmild hjælp fra folk internt i landet og rundt omkring i verden har reddet titusinder af liv i Bangladesh efter oversvømmelser og flodbølger.

Alligevel har nonprofitorganisationer vist sig at være utilstrækkelige i bestræbelserne på at løse samfundsproblemer. Den vedholdende tilstedeværelse og endda forværrelse af global fattigdom, endemiske sygdomme, hjemløshed, sult og forurening er tilstrækkeligt bevis for, at velgørenhed ikke alene kan løfte opgaven. Også velgørenhed har en indbygget svaghed: Den er afhængig af en konstant strøm af donationer fra gavmilde individer, organisationer eller statslige organer. Når donationerne udebliver, stopper det gode arbejde. Og som næsten enhver direktør for en nonprofitorganisation kan berette, er der aldrig penge nok til at dække alle behovene. Selv når økonomien er stærk, og folk har penge nok, er der en grænse for, hvor stor en del af deres indkomst de

32 vil give til velgørenhed. Og i hårde tider, hvor de dårligst stilledes behov er størst, mindskes donationerne. Velgørenhed er en form for økonomi, der er afhængig af en lind pengestrøm oppefra og ned – når pengestrømmen ovenfra holder inde, er der ingen hjælp til de trængende.

Afhængigheden af donationer skaber andre problemer. I lande, hvor behovene er størst – Bangladesh, andre steder i Sydasien og i store dele af Latinamerika og Afrika syd for Sahara – er de ressourcer, der kan bruges på velgørenhed, normalt meget små. Og det er ofte svært at få donorer fra de rigeste lande til at udvise en vedvarende interesse for at give til fjerne lande, som de måske aldrig har besøgt, og for at hjælpe mennesker, som de aldrig vil komme til at kende. Dette er forståeligt, men det efterlader en masse alvorlige samfundsproblemer i disse lande uløste.

Problemerne bliver endnu større i krisetider – når der opstår en naturkatastrofe, når krig skaber omvæltninger og lidelser for befolkningen, når en epidemi hærger, eller når miljøødelæggelser gør hele områder ubeboelige. Efterspørgslen på velgørenhed overstiger hurtigt udbuddet. Og i dag, hvor nyheder og information kommer ind fra hele verden, har kravene på vores opmærksomhed og bekymring aldrig været større. Dramatiske katastrofer, der bliver dækket af fjernsynsmediet, sluger størstedelen af donationerne til velgørenhed, mens ulykker, der kan være lige så ødelæggende, men har mindre offentlig bevågenhed, bliver overset. Og efterhånden opstår der en mætning, ‘medlidenhedstrætheden’ sætter ind, og folk holder ganske enkelt op med at give.

Som følge heraf er der et indbygget loft for nonprofitorganisationers omfang og effektivitet. Behovet for konstant at rejse midler fra donorer tager det meste af nonprofitledernes tid og energi, hvor de i stedet burde planlægge udvidelsen af deres hjælpeprogrammer. Derfor kan det ikke komme som nogen overraskelse, at de ikke gør særligt store fremskridt i deres kamp mod alverdens problemer.

På trods af alt det gode arbejde, som nonprofitorganisationer, NGO’er og fonde udfører, kan de ikke forventes at løse verdens sociale og sam-

33 fundsmæssige onder. Selve disse organisationers natur, som den defineres af de samfund, de undfanges i, gør i realiteten dette umuligt.

Multilaterale institutioner – udviklingseliten Der findes en anden kategori af organisationer – jeg tænker på de såkaldt multilaterale organisationer. De støttes og finansieres af regeringer. Deres mission er at udrydde fattigdom ved at fremme økonomisk udvikling i lande og regioner, der sakker bagud i forhold til den nordlige halvkugles velstående nationer. Blandt disse multilaterale institutioner fører Verdensbanken an. Verdensbanken har en privat afdeling, der hedder International Finance Corporation. Der findes også fire regionale udviklingsbanker, der tæt følger Verdensbankens eksempel.

Desværre har heller ikke de multilaterale organisationer i praksis i særlig vid udstrækning realiseret deres erklærede mål. Ligesom stater er de bureaukratiske, konservative, langsommelige og tjener ofte deres egne interesser. Ligesom nonprofitorganisationer er de kronisk underbemidlede, vanskelige at være afhængige af og også inkonsekvente i deres strategier. Som følge heraf er de flere hundreder milliarder dollar, der er blevet investeret over de seneste mange årtier, i overvejende grad blevet brugt ineffektivt – især sammenlignet med målet om at afhjælpe problemer som global fattigdom.

Multilaterale institutioner som Verdensbanken betragter udryddelsen af fattigdom som deres altoverskyggende mål. Men de fokuserer udelukkende på at realisere dette mål gennem omfattende økonomisk vækst. Dette betyder, at så længe bruttonationalproduktet i et land eller en region stiger, føler Verdensbanken, at den opfylder sin mission. Denne vækst kan være forsvindende lille, den kan forekomme uden at være til nogen som helst gavn for de fattige, den kan endda forekomme på bekostning af de fattige – men intet af dette kan få Verdensbanken til at ændre strategi.

Vækst er ekstrem vigtig for at kunne nedbringe fattigdom – det kan der ikke herske nogen tvivl om. Men hvis man tror, at den eneste

34 måde at afhjælpe fattigdom på er at fremme vækst, fører det beslutningstagerne ind på en økonomisk-teoretisk set ensporet vej, hvor det blot handler om at opbygge infrastruktur for at fremme industrialisering og mekanisering.

På baggrund af en alvorlig bekymring for risiciene ved Verdensbankens strategi pågår en diskussion om, hvilken form for vækst vi bør efterstræbe. ‘Vækst for fattige’ og ‘Vækst uden hensyntagen til fattige’ betragtes ofte som separate strategiske muligheder. Men min tilgang er anderledes. Selv hvis de økonomiske strateger og beslutningstagere identificerer og kun arbejder for vækst for fattige, fokuserer de stadig ikke på det væsentlige. Beslutningstagernes mål er åbenlyst at generere en fremdrift i økonomien, så fattige mennesker også gøres til en del af denne udvikling. Men i denne forståelse bliver fattige mennesker betragtet som objekter. I denne optik overser beslutningstagerne de fattiges enorme potentiale, især det potentiale, som fattige kvinder og børn i fattige familier besidder. De kan ikke se fattige mennesker som uafhængige aktører. De bekymrer sig om de fattiges helbred, uddannelse og job. De kan ikke se, at fattige mennesker selv kan være aktører. Fattige mennesker kan være selvstændige iværksættere og skabe job for andre.

Desuden fokuserer beslutningstagerne i deres stræben efter vækst på initiativer, der styrker allerede etablerede institutioner. Det går aldrig op for dem, at disse institutioner i sig selv måske bidrager til skabelsen og bevarelsen af fattigdom. De institutioner og politikker, der skabte fattigdommen, kan ikke overdrages ansvaret for den opgave, det er at udrydde den. I stedet må der skabes nye institutioner, der er udformet med henblik på at løse de fattiges problemer.

Et andet problem skyldes de kanaler, gennem hvilke donorer udvælger og implementerer projekter. Både bilaterale og multilaterale donorer arbejder næsten udelukkende gennem statslige kanaler. For at gøre en egentlig forskel bør de være åbne over for alle segmenter af samfundet og være klar til at gøre brug af de kreative evner, der findes uden for statens domæne. Jeg er sikker på, at når donorer først be-

35 gynder at søge andre steder hen end staten, vil de finde på mange nye, spændende projekter. De kan begynde med små projekter og derefter lade dem udvikle sig, hvis de ser positive resultater.

Gennem årene har jeg iagttaget den forskel, der er på Verdensbankens og Grameen Banks forretningsstil. Teoretisk set er vi en del af samme sektor – vores mål er at hjælpe mennesker ud af fattigdom.

Men de måder, hvorpå vi efterstræber disse mål, er meget forskellige.

Grameen Bank har altid ment, at hvis en låntager kommer i problemer og ikke kan betale sit lån tilbage, er det vores ansvar at hjælpe hende. Hvis vi har et problem med vores låntager, siger vi til os selv, at hun har ret – at vores strategi eller implementering af denne strategi må have været mangelfuld. Så vi går tilbage og ændrer på vores struktur. Vi gør vores regler mere fleksible, så de kan tilpasses låntagerens behov.

Vi opmuntrer også vores låntagere til selv at beslutte, hvordan de vil bruge lånene. Hvis en låntager stiller en medarbejder ved Grameen Bank følgende spørgsmål: “Kan I fortælle mig, hvad der ville være en god forretningside for mig?”, er medarbejderen instrueret i at svare på denne måde: “Jeg er ked af det, men jeg er ikke klog nok til at give dig en god forretningside. Grameen har masser af penge, men ingen forretningsideer. Derfor er Grameen kommet til dig. Du har ideen, vi har pengene. Hvis Grameen havde nogle gode forretningsideer, ville den i stedet for give pengene til dig selv bruge pengene og tjene flere penge.”

Vi ønsker, at vores låntagere føler, at de er vigtige. Når en låntager prøver at vige tilbage for et lånetilbud og siger, at hun ikke har nogen erfaring med at drive egen forretning og ikke ønsker at tage imod vores penge, forsøger vi at overbevise hende om, at hun godt kan komme på en idé til en virksomhed eller forretning, der er hendes egen. Er dette måske hendes første erfaring i forbindelse med at skulle drive en forretning? Det er ikke noget problem. Vi siger til hende, at alt må tage sin begyndelse et eller andet sted.

36 Det forholder sig stik modsat, når det drejer sig om Verdensbanken. Hvis du er heldig nok til at få adgang til dens midler, giver de dig penge. Men de giver dig også ideer, ekspertise, uddannelse, planer, principper og procedurer. Din opgave er at følge de gule linjer, de grønne linjer og de røde linjer – at læse instruktionerne for hvert skridt på vejen og følge dem nøjagtigt. Trods al denne supervision forløber projekterne imidlertid ikke altid som planlagt. Og når dette sker, er det modtagerlandet, der normalt synes at måtte bære skylden og lide konsekvenserne.

Der er også store forskelle på, hvilke incitamenter der er indbygget i de to organisationer. I Grameen Bank har vi et evaluerings- og incitamentssystem (hvor man kan få op til fem stjerner) for vores personale og vores filialer. Hvis et medlem af personalet får alle de penge tilbage, han har lånt ud til sine låntagere (en ansat har normalt 600 låntagere), får han en grøn stjerne. Hvis han skaber profit gennem sit arbejde, får han endnu en stjerne – en blå stjerne. Hvis han genererer mere indlån, end han har udlån, får han en tredje stjerne – en violet stjerne. Hvis han sikrer sig, at alle hans låntageres børn går i skole, får han en brun stjerne.

Og endelig: Hvis alle hans låntagere undslipper fattigdommen, får han en rød stjerne. Den ansatte kan sætte stjernerne på sit bryst og vise dem frem. Han er enormt stolt over, hvad han har præsteret.

I Verdensbanken forholder det sig derimod således, at en ansats succes er knyttet til størrelsen af de lån, han har gennemført, ikke den virkning, hans arbejde har haft. I vores belønningssystem har vi ikke engang taget højde for størrelsen af de lån, der ydes.

Der har været ført kampagner for at nedlægge Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Jeg har altid været modstander af disse kampagner. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond er vigtige globale institutioner, der er blevet skabt af meget gode grunde. I stedet for at nedlægge dem bør vi forandre dem. Verden har forandret sig meget, siden dengang de blev skabt – det er på tide at genoverveje deres struktur. Det er tydeligt, at de nuværende strukturer og arbejds-

37 procedurer ikke kan løse de problemer, vi står over for. Hvis jeg blev spurgt om mine ideer til en omstrukturering af disse organisationer, ville jeg lægge vægt på følgende: • En ny udgave af Verdensbanken bør være åben for både regeringer og private investorer – de private investeringer skal følge den model for social virksomhed, jeg vil beskrive i denne bog.

• Den bør arbejde gennem stater, regeringer, NGO’er og den nye type organisation, jeg foreslår oprettelsen af i denne bog – den sociale virksomhed.

• I stedet for International Finance Corporation bør Verdensbanken have en anden afdeling – en afdeling for social virksomheder.

• Præsidenten for Verdensbanken bør vælges af en komite, der skal tage stilling til kvalificerede kandidater fra hele verden.

• Verdensbanken bør arbejde gennem halvautonome nationale afdelinger, der hver har sin egen bestyrelse af rådgivere (til forskel fra landekontorer uden selvbestemmelse).

• Evalueringen af medarbejderstaben bør være relateret til kvaliteten af deres arbejde og den virkning, det har, ikke til størrelsen af de lån, der ydes. Hvis et projekt mislykkes eller ikke udvikler sig efter planen, bør den medarbejder, der har været involveret i udformningen og gennemførelsen af det, drages til ansvar.

• Verdensbanken bør gennemgå og karaktergive alle projekter hvert år på grundlag af deres betydning for fattigdomsbekæmpelsen, og de enkelte landekontorer bør vurderes på samme grundlag.

Virksomheders sociale ansvarlighed Et andet svar på den globale fattigdoms fortsatte eksistens og andre sociale problemer har været at opfordre virksomheder til at være socialt ansvarlige. NGO’er, græsrodsaktivister og politikere har lagt pres på virksomheder og opfordret dem til at ændre deres politik med hensyn til arbejdsbetingelser, miljø, produktkvalitet, prissætning og fair trade.

38 Det taler til deres fordel, at mange virksomheder har reageret på denne opfordring. For ikke så mange år siden ledte mange virksomhedsledere deres virksomheder ud fra en holdning om, at det var ligegyldigt, hvad offentligheden mente om dem. I profittens navn udnyttede de deres arbejdere, forurenede miljøet, var ligeglade med kvaliteten af deres produkter og bedrog deres kunder. I det meste af den udviklede verden er disse tider forbi. Statsregulativer er en af grundene til dette – en anden er bevægelsen for virksomheders sociale ansvarlighed (corporate social responsibility – CSR).

Millioner af mennesker bliver nu bedre end nogensinde før informeret om både de gode og de skadelige ting, store virksomheder kan gøre. I aviser, blade, fjernsyn, radio og på internettet undersøges og offentliggøres eksempler på virksomheders forseelser. Mange kunder undgår virksomheder, der skader det omgivende samfund.

Som følge heraf ønsker de fleste virksomheder at skabe sig et positivt image. Og dette har givet al snakken om virksomheders sociale ansvarlighed et løft.

Virksomheders sociale ansvarlighed antager grundlæggende to forskellige former. Den ene, som kan kaldes for en ‘svag’ version af tanken om virksomheders sociale ansvarlighed, har dette credo: Gør ingen skade på mennesker eller jorden (medmindre dette betyder, at man giver afkald på profit). Virksomheder, der praktiserer denne svage version, forsøger at undgå at sælge defekte varer, at dumpe fabriksaffald i floder eller affaldsdepoter eller at bestikke embedsmænd.

Den anden form, den ‘stærke’ version, siger: Gør godt for mennesker og jorden (så længe du kan gøre dette uden at give afkald på profit). Virksomheder, der praktiserer den stærke version af begrebet om virksomheders sociale ansvarlighed, forsøger i forbindelse med deres virke aktivt at finde forretningsmuligheder, der kan være til gavn for andre. For eksempel arbejder de på at udvikle grønne produkter og praksisser, på at kunne tilbyde muligheder for uddannelse og sundhedsydelser til deres ansatte og på at støtte initiativer, der frem-

39 mer gennemsigtighed og fair offentlige reguleringer af erhvervslivet.

Er virksomheders sociale ansvar en kraft, der fører til positive forandringer blandt erhvervsledere? Er udøvelsen af virksomheders sociale ansvar den mekanisme, vi har ledt efter, det redskab, hvormed nogle af samfundets problemer kan løses?

Svaret er desværre nej. Det er der adskillige grunde til.

Begrebet om et socialt ansvarligt erhvervsliv bygger på gode intentioner. Men nogle erhvervsledere misbruger begrebet til at skabe fordele for deres virksomheder – fordele, der vel at mærke kun er til gavn for dem selv. Deres filosofi synes at være: Tjen så mange penge, du kan, også selv om du udnytter fattige mennesker i den forbindelse – men donér så en lillebitte del af overskuddet til sociale formål, eller opret en fond, der kan udrette ting, der kan fremme dine forretningsinteresser. Og sørg endelig for at offentliggøre, hvor gavmild du er!

For virksomheder som disse vil udøvelse af social ansvarlighed altid blot være vinduespynt. I nogle tilfælde bruger den selv samme virksomhed, der bruger en cent på social ansvarlighed, 99 cent på profitgenererende projekter, der forværrer de sociale problemer. Sådan forbedrer man ikke samfundet!

Der er nogle få virksomheder, hvis ledere virkelig er interesserede i at skabe sociale forandringer. Deres antal er stigende, efterhånden som en yngre generation af ledere stiger til tops. Nutidens unge ledere – der er vokset op med fjernsyn og internet – er mere bevidste om sociale problemer og mere opmærksomme på globale problemstillinger end tidligere generationer. De interesserer sig for spørgsmål som klimaforandringer, børnearbejde, udbredelsen af aids, kvinders rettigheder og fattigdom i verden. Efterhånden som disse unge mennesker bliver vicedirektører, direktører og administrerende direktører, tager de disse bekymringer med sig ind i bestyrelseslokalet. Disse nye ledere forsøger at gøre social ansvarlighed til en central del af deres forretningsfilosofi.

Dette er udtryk for en bestræbelse med gode intentioner. Men den støder på et grundlæggende problem. Virksomhedsledere står til an-

40 svar over for dem, der ejer de virksomheder, de leder – enten private ejere eller aktionærer, der investerer gennem aktiemarkedet. I begge tilfælde har disse ejere kun ét mål: At se den økonomiske værdi af deres investering vokse. Derfor må de ledere, der aflægger rapport for dem, stræbe efter et bestemt resultat: At forøge virksomhedens værdi. Og den eneste måde at opnå dette er ved at øge virksomhedens profitter. Faktisk er de juridisk forpligtede til at maksimere overskuddet, medmindre aktionærerne pålægger dem en anden opgave.

Virksomheder, der erklærer, at de vil arbejde for at være socialt ansvarlige, gør det altid med dette forbehold, direkte eller uudtalt. “Vi vil gøre det, som er socialt ansvarligt, så længe det ikke forhindrer os i at skabe den størst mulige profit”. Nogle fortalere for virksomheders sociale ansvarlighed siger, at jagten på profit og udøvelsen af social ansvarlighed ikke nødvendigvis står i modsætning til hinanden. Nogle gange er dette sandt. Indimellem falder – ved et heldigt sammentræf – samfundets behov og muligheden for store profitter sammen.

Men hvad sker der, når profit og socialt ansvar ikke fungerer sammen? Hvad sker der, når markedets krav og samfundets langsigtede interesser støder sammen? Hvad vil virksomhederne så gøre? Erfaringen viser, at profitten altid vinder i det lange løb. Eftersom lederne af en virksomhed står til ansvar over for ejere eller aktionærer, er de nødt til at give profit den højeste prioritet. Hvis de skulle acceptere reducerede profitter for at fremme social velfærd, ville ejerne have grund til at føle sig snydt og betragte virksomhedens udøvelse af social ansvarlighed som udtryk for økonomisk uansvarlighed.

Derfor er der i sidste instans – selv om fortalere for social ansvarlighed gerne taler om den ‘tredobbelte bundlinje’ bestående af de økonomiske, sociale og miljømæssige gevinster, som virksomheder bør måles på – kun en bundlinje, der tæller: økonomisk profit.

Op gennem 1990’erne og ind i det nye århundrede har amerikanske bilproducenter produceret benzinslugende, overdimensionerede firhjulstrækkere, som det kræver enorme ressourcer at fremstille, som

41 bruger store mængder brændstof, og som skaber en forfærdelig masse forurening. Men de er meget populære – og meget profitable – og bilproducenterne fortsætter med at fremstille og sælge dem i millionvis.

Disse biler er skadelige for samfundet, for miljøet og for verden, men de store bilproducenters primære mål er at skabe profitter, så de fortsætter med at gøre noget, der er meget socialt uansvarligt.

Dette eksempel illustrerer det mest grundlæggende problem, der er forbundet med tanken om virksomheders sociale ansvarlighed.

Virksomheder er af natur ikke udstyret til at håndteret store samfundsproblemer. Dette skyldes ikke, at virksomhedsledere er selviske, grådige eller onde. Problemet ligger i selve erhvervslivets natur. Og på et dybere plan skyldes det selve det forretningskoncept, der er en central del af kapitalismen.

Kapitalismen er kun en halvt udviklet struktur Kapitalismen har et snævert syn på den menneskelige natur og antager, at mennesker er endimensionale væsener, der kun er optaget af at maksimere profit. Begrebet om det frie marked – som dette generelt forstås – er baseret på dette endimensionale menneske.

Den gængse teori om det frie marked postulerer, at det enkelte menneske bidrager til samfundet og verden på den bedst mulige måde, hvis det blot koncentrerer sig om at rage mest muligt til sig selv.

Når tilhængere af denne teori ser dystre nyheder i fjernsynet, burde de begynde at spekulere på, hvorvidt jagten på profit er et vidundermiddel, der gavner alle, men de affærdiger hurtigt deres tvivl og giver ‘markedssvigt’ skylden for alle de dårlige ting i verden. De har vænnet deres bevidsthed til at tro, at velfungerende markeder ganske enkelt ikke kan producere ubehagelige resultater.

Jeg mener ikke, at ting går galt på grund af ‘markedssvigt’. Problemet er langt mere grundlæggende. Den gængse teori om det frie marked lider af et ‘begrebssvigt’, en manglende evne til at indfange essensen af, hvad det vil sige at være et menneske.

42 I den konventionelle økonomiske teori har vi skabt et endimensionalt menneske, der spiller rollen som virksomhedsleder. Vi har isoleret ham fra resten af livets aspekter – det religiøse, følelsesmæssige, politiske og sociale aspekt. Han har kun en mission – at maksimere profit. Han støttes af andre endimensionale mennesker, der giver ham deres investeringspenge for at fuldføre denne mission. For at citere Oscar Wilde kender de prisen på alt og værdien af ingenting.

Vores økonomiske teori har skabt en endimensional verden befolket af dem, der helliger sig det spil, som konkurrencen på det frie marked er – i denne konkurrence måles succes udelukkende på baggrund af mængden af profit. Og eftersom teorien har overbevist os om, at denne stræben efter profit er den bedste måde at gøre menneskeheden lykkelig på, imiterer vi entusiastisk teorien og forsøger at transformere os selv til endimensionale mennesker. I stedet for en situation, hvor teorien imiterer virkeligheden, tvinger vi virkeligheden til at imitere teorien.

Og verden af i dag er så betaget af kapitalismens succes, at den ikke vover at betvivle dette systems underliggende økonomiske teori.

Men i realiteten adskiller virkeligheden sig dog meget fra teorien. Mennesker er ikke endimensionale størrelser, men utroligt fler­ dimensionale – mangfoldige. Deres følelser, overbevisninger, prioriteter og adfærdsmønstre kan bedst sammenlignes med de millioner af nuancer, vi kan producere på baggrund af de tre grundfarver. Også de mest berømte kapitalister har en lang række forskellige interesser og motiver, hvilket forklarer, hvorfor magnater fra Andrew Carnegie og familien Rockefeller til Bill Gates i sidste ende vendte ryggen til profitspillet for at fokusere på højere formål.

Menneskets mangfoldige personlighed betyder, at ikke alle virksomheder bør være tvunget til at tjene det singulære mål om at maksimere profitten.

Og det er her, at det nye begreb om social virksomhed kommer ind i billedet.

2 Social virksomhed: Hvad det er, og hvad det ikke er For at fuldstændiggøre kapitalismens struktur er vi nødt til at indføre en anden form for virksomhed – en virksomhed, der anerkender menneskets mangfoldige natur. Hvis jeg beskriver de eksisterende virksomheder som profitmaksimerende virksomheder, kan den nye form for virksomhed kaldes social virksomhed. Iværksættere vil skabe sociale virksomheder, ikke med henblik på at opnå begrænset personlig vinding, men for at søge at nå specifikke sociale og samfundsmæssige mål.

I markedsfundamentalisternes øjne forekommer dette måske at være en blasfemisk målsætning. Forestillingen om en type virksomhed med andre formål end profit har ingen plads i deres aktuelle kapitalismeforståelse. Men det frie marked vil ikke lide skade, hvis ikke alle virksomheder er profitmaksimerende virksomheder. Forhåbentlig er kapitalismen lydhør over for forbedringer. Der er for meget på spil, til at vi kan fortsætte som hidtil. Ved at insistere på, at alle virksomheder per definition nødvendigvis må være profitmaksimerende virksomheder, og ved at betragte dette som en form for selvindlysende sandhed har vi skabt en verden, der ignorerer menneskets mangfoldige natur. Som følge heraf bliver erhvervslivet ude af stand til at forholde sig til løsningen af mange af vores mest presserende samfundsproblemer.

Vi er nødt til at anerkende det virkelige menneske og dette menneskes mangfoldige stræben. For at kunne gøre dette har vi brug for

44 en ny type virksomhed, der efterstræber andre mål end blot personlig profit – en virksomhed, som fuldstændig helliger sig den opgave at løse sociale og miljømæssige problemer.

Denne nye virksomheds organisationsstruktur er grundlæggende set den samme som de eksisterende profitmaksimerende virksomheders. Men dens mål er nogle andre. Som andre virksomheder ansætter den arbejdere, fremstiller varer eller tilbyder serviceydelser og leverer disse til kunder til en pris, der stemmer overens med dens formål.

Men dens underliggende formål – og kriteriet for dens succes og evaluering – er at skabe forbedringer for de mennesker, den kommer i berøring med. Virksomheden kan godt generere overskud, men de investorer, der støtter den, får ikke nogen profit ud af virksomheden ud over, at den oprindelige investering betales tilbage over tid. En social virksomhed er en virksomhed, der snarere er drevet af en sag end af profit, og som har potentiale til at være med til at forandre verden.

En social virksomhed er ikke en velgørenhedsorganisation. Den er i enhver forstand en virksomhed. Alle dens omkostninger må dækkes, samtidig med at den realiserer sit sociale mål. Når man leder en virksomhed, tænker og arbejder man anderledes, end når man leder en velgørenhedsorganisation. Og dette gør hele forskellen, når man skal definere den sociale virksomhed og dens indvirkning på samfundet.

Der er mange organisationer i verden i dag, der fokuserer på at skabe sociale forbedringer. De fleste får ikke dækket alle deres omkostninger. Nonprofitorganisationer og NGO’er er afhængige af donationer til velgørenhed, støtte fra fonde eller statsstøtte for at kunne implementere deres projekter. De fleste af deres ledere er dedikerede mennesker, der udfører et prisværdigt arbejde. Men eftersom de ikke får dækket de omkostninger, som deres virke kræver, er de tvunget til at bruge en del af deres tid og energi – nogle gange en stor del – på at rejse penge.

I en social virksomhed forholder det sig anderledes. En social virksomhed, der styres ved hjælp af de samme ledelsesprincipper som en

45 traditionel profitmaksimerende virksomhed, stræber efter at få dækket alle sine omkostninger eller endda at have større indtægter end udgifter, samtidig med at den fokuserer på at skabe produkter eller serviceydelser, der giver et socialt løft. Den efterstræber dette mål ved at tage en pris eller et honorar for de produkter eller tilbyde serviceydelser, den producerer eller leverer.

Hvordan kan de produkter eller serviceydelser, som en social virksomhed tilbyder, skabe social og samfundsmæssig nytte? Det kan de på utallige måder. Man kan for eksempel forestille sig: • En social virksomhed, der fremstiller og sælger fødevareprodukter af høj kvalitet til meget lave priser til et udvalgt marked bestående af fattige og underernærede børn. Disse produkter kan være billigere, fordi de ikke konkurrerer på markedet for luksusvarer og derfor ikke kræver en dyr indpakning eller reklamering, og fordi den virksomhed, der sælger dem, ikke er tvunget til at maksimere sin profit.

• En social virksomhed, der udformer og sælger sygesikringer, der sikrer sundhedsydelser til fattige mennesker til en overkommelig pris.

• En social virksomhed, der udvikler systemer for vedvarende energi og sælger dem til rimelige priser til landsbysamfund, der ellers ikke ville have råd til at blive forsynet med energi.

• En social virksomhed, der genbruger affald, spildevand og andre spildprodukter, der ellers ville skabe forurening i fattige kvarterer eller kvarterer uden politisk indflydelse.

I hvert af disse tilfælde – og i mange andre sociale virksomheder, som man kunne forestille sig – tilbyder virksomheden et produkt eller en serviceydelse, der genererer salgsindtægter, samtidig med at det er til gavn for fattige og for samfundet som helhed.

Et projekt eller en organisation, der er drevet af ønsket om at re-

46 alisere et socialt mål, og som tager en pris eller et honorar for sine produkter eller serviceydelser, men som ikke kan få dækket alle sine omkostninger, kan ikke kaldes for en social virksomhed. Så længe de er afhængig af støtte og donationer til at dække sine tab, forbliver en sådan organisation inden for velgørenhedssektoren. Men når et sådant projekt først – og i længere tid – løber rundt, træder det ind i en anden verden: forretningsverdenen. Først da kan det kaldes for en social virksomhed.

Det øjeblik, hvor en virksomhed kan få dækket alle sine omkostninger, er et øjeblik, der er værd at fejre. Når først et projekt, der er drevet af ønsket om at realisere et socialt mål, overvinder den økonomiske afhængigheds tyngdekraft, er det klar til at flyve ud i rummet.

Et sådant projekt er selvfinansierende, det hviler i sig selv og har potentiale til en næsten ubegrænset vækst og ekspansion. Og efterhånden som den sociale virksomhed vokser, stiger også omfanget af nytten for det omgivende samfund.

Derfor er en social virksomhed udformet som en almindelig virksomhed og fungerer som en sådan med produkter, serviceydelser, kunder, markeder, udgifter og indtægter – forskellen er, at det profitmaksimerende princip er erstattet af princippet om social og samfundsmæssig nytte. I stedet for at forsøge at akkumulere mest mulig økonomisk profit til glæde for investorerne, forsøger den sociale virksomhed at realisere et socialt mål.

Profitter erhvervet gennem social virksomhed forbliver inden for virksomheden En social virksomhed adskiller sig på en anden meget væsentlig måde fra en velgørenhedsorganisation, en NGO eller en nonprofitorganisation. I modsætning til disse organisationer – men på linje med en traditionel profitmaksimerende virksomhed – har en social virksomhed ejere, der er berettiget til at få deres investeringer igen. Den kan være ejet af et eller flere individer – enten af en enkelt ejer, et partnerskab

47 bestående af flere ejere eller af en eller flere investorer – som slår deres midler sammen for at kunne finansiere den sociale virksomhed og ansætte professionelle ledere til at bestyre den. Den kan også være ejet af en stat eller en velgørenhedsorganisation eller hvilken som helst kombination af forskellige former for ejere.

Som enhver anden virksomhed kan en social virksomhed ikke i længden lide tab. Men ikke al den profit, den skaber, går til dem, der investerer i den. Derfor kan en social virksomhed defineres som en virksomhed uden tab og uden udbetaling af udbytte. I stedet for at blive givet videre til investorer, bliver det overskud, der bliver genereret af den sociale virksomhed, geninvesteret i virksomheden. I sidste instans gives det videre til målgruppen i form af lavere priser, bedre service og større tilgængelighed.

Det er et centralt element for en social virksomhed at skabe profit.

Når som helst, det er muligt, bør sociale virksomheder – uden at gå på kompromis med det sociale formål – forsøge at skabe profit, og det af to grunde: For det første for at betale investorerne deres penge tilbage, og for det andet for at understøtte forfølgelsen af de langsigtede samfundsmæssige mål.

Som en traditionel profitmaksimerende virksomhed har en social virksomhed brug for en langsigtet strategi, en køreplan. Skabelsen af et overskud gør det muligt for den sociale virksomhed at udvide sit virkefelt på mange måder – ekspandere til nye geografiske områder, øge mængden eller forbedre kvaliteten af de varer eller serviceydelser, der tilbydes, sætte penge af til forskning og udvikling, forbedre effektiviteten af forskellige processer, indføre ny teknologi eller være innovativ inden for markedsføringen eller serviceringen, alt sammen med det mål at nå ud til flere og flere mennesker med lav indkomst.

Det afgørende for den sociale virksomhed er imidlertid at kunne operere uden at lide økonomiske tab, samtidig med at man tjener mennesket og jorden – og især dem iblandt os, der er dårligst stillede – på den bedst mulige måde.

48 Hvor lang tid skal der gå, før investorer får tilbagebetalt deres investering i en social virksomhed? Det er op til ledelsen af den sociale virksomhed og dens investorer. Den foreslåede tilbagebetalingsperiode kan specificeres i investeringsprospektet: Det kan for eksempel være fem, ti eller tyve år. Investorer kunne delvist vælge den passende sociale virksomhed for dem at investere i på grundlag af denne tidsramme og deres egne forventede behov såvel som deres præference for et bestemt socialt formål.

Når den oprindelige betaling først er blevet betalt tilbage, kan investorerne beslutte, hvad de vil gøre med disse midler. De kan geninvestere midlerne i den samme sociale virksomhed, investere dem i en anden social virksomhed eller en profitmaksimerende virksomhed eller bruge pengene til personlige formål. Under alle omstændigheder forbliver de i lige så høj grad som hidtil ejere af den sociale virksomhed og har lige så meget indflydelse på virksomheden som hidtil.

Hvorfor vil investorer sætte deres penge i en social virksomhed?

Generelt vil folk investere i en social virksomhed på baggrund af den samme personlige tilfredsstillelse, som de opnår gennem traditionel godgørenhed. Tilfredsstillelsen kan endda blive endnu større, eftersom den virksomhed, de har været med til at skabe, vil kunne fortsætte med at arbejde til gavn for flere og flere mennesker. De mange milliarder dollar, som folk rundt omkring i verden hvert år donerer til velgørenhed og gode formål, er et tegn på, at de har lyst til at give penge på en måde, der kan være til gavn for andre mennesker. Men det at investere i en social virksomhed adskiller sig i høj grad og på mange måder fra at give penge til velgørende formål.

For det første er den sociale virksomhed selvfinansierende. Der er ikke behov for at pumpe nye midler ind i foretagendet hvert år. Den sociale virksomhed er selvkørende, selvbevarende og selvudvidende.

Når den først er stiftet, fortsætter den selv med at vokse. Man gør mere gavn med sine penge.

For det andet får investorer i en virksomhed deres penge tilbage.

49 De kan geninvestere i den samme eller en anden social virksomhed.

På denne måde kan de samme penge gøre mere gavn.

Eftersom det er en virksomhed, vil forretningsfolk opleve, at dette er en spændende mulighed for ikke blot at investere penge i social virksomhed, men også for at udnytte deres egen forretningssans og kreativitet til at løse forskellige samfundsproblemer. Ikke blot får investoren sine penge tilbage, han er stadig ejer af virksomheden og er med til at bestemme dens fremtidige strategi. Dette er i sig selv en spændende mulighed.

Udvidelsen af erhvervslandskabet Med sociale virksomheders indtog på markedet er der opstået nye og spændende muligheder, og markedet er med ét blevet et mere interessant, engageret og konkurrenceorienteret sted. Sociale overvejelser bliver en del af markedet på lige fod med andre overvejelser og er ikke blot en del af eksisterende virksomheders pr-arbejde.

Sociale virksomheder vil operere på det samme marked som profitmaksimerende virksomheder. De vil konkurrere med dem, forsøge at udmanøvrere dem og forsøge at vinde markedsandele fra dem, ligesom andre virksomheder gør det. Hvis en social virksomhed tilbyder et bestemt produkt eller en bestemt serviceydelse, der også kan fås hos en profitmaksimerende virksomhed, vil kunderne bestemme, hvor de vil købe produktet eller serviceydelsen, ligesom de i dag vælger mellem konkurrerende profitmaksimerende virksomheder. De vil overveje faktorer som pris, kvalitet, bekvemmelighed, tilgængelighed, brand image og alle andre traditionelle faktorer, der i dag påvirker forbrugernes valg.

Måske vil den samfundsnytte, som den sociale virksomhed gør, for nogle kunder være endnu en grund til at købe dens produkter – ligesom nogle kunder i dag foretrækker at handle hos virksomheder med et ry for at give deres arbejdere gode arbejdsvilkår, for at være miljøbevidste eller socialt ansvarlige. Men primært vil sociale virksomheder konkurrere med profitmaksimerende virksomheder på de samme

50 vilkår, som vi ser i den traditionelle kapitalistiske konkurrence. Lad den bedste virksomhed vinde.

Sociale virksomheder vil også konkurrere med hinanden. Hvis to eller flere sociale virksomheder opererer på det samme marked, må kunderne beslutte sig for, hvem de vil handle hos. Igen vil produkt- og servicekvalitet sandsynligvis være den faktor, der betyder mest for de fleste kunders valg.

Sociale virksomheder vil også konkurrere om potentielle investorer, ligesom profitmaksimerende virksomheder gør det. Selvfølgelig vil der være tale om en anden form for konkurrence end den, vi ser blandt profitmaksimerende virksomheder.

Tænk på to profitmaksimerende virksomheder, der konkurrerer om investeringsdollar – for eksempel to bilproducenter. Her vil konkurrencen dreje sig om, hvilken af virksomhederne der har det største potentiale for profit i fremtiden. Hvis de fleste investorer tror, at virksomhed A sandsynligvis er mere profitabel end virksomhed B, vil de skynde sig at købe aktier hos virksomhed A, fordi de forventer at få større udbytte i fremtiden, og de forventer også at tjene på den fortsatte vækst i den samlede værdi af virksomheden. Dette udløser en positiv cyklus, hvor virksomhed A’s aktier stiger og gør investorerne glade.

I modsætning hertil er konkurrencen, når to sociale virksomheder konkurrerer om investorer, ikke baseret på maksimering af fremtidig profit, men på den samfundsnytte, der opnås. Hver eneste social virksomhed vil hævde, at den bedre er i stand til at tjene mennesker og jorden end dens rival, og den vil udvikle og offentliggøre en forretningsplan, der understøtter denne påstand. Potentielle investorer i sociale virksomheder vil nøje studere disse påstande. De planlægger trods alt at investere deres penge med det formål at gavne samfundet, og de vil sikre sig, at deres investering gør så meget gavn som muligt. Ligesom profitorienterede investorer forsøger at maksimere forventningerne til fremtidigt udbytte og stigende aktiekurser, ønsker en social investor at finde ud af, hvor gode mulighederne er

51 for, at virksomheden løser de samfundsproblemer, den har som målsætning at løse.

Derfor vil konkurrerende sociale virksomheder presse hinanden til at forbedre deres effektivitet og tjene mennesker og jorden bedre.

Dette er en af de store fordele ved konceptet om social virksomhed: Den tilfører den verden, der forsøger at skabe sociale forbedringer, fordelene ved konkurrencen på det frie marked.

Konkurrencen på markedet for gode ideer har næsten altid en stærk positiv virkning. Når et stort antal mennesker kæmper for at yde deres bedste i udviklingen og forfinelsen af en idé – og når pengestrømmene mod dem og deres virksomhed er afhængig af denne konkurrences resultat – stiger det samlede niveau for alles præstationer i bemærkelsesværdig høj grad. Vi ser denne gavnlige effekt af konkurrencen på mange felter. For eksempel har den intense konkurrence mellem producenter af pc’ere betydet, at prisen på pc’ere er faldet betydeligt, samtidig med at deres hurtighed, ydeevne og andre elementer er blevet forbedret. Fremkomsten af japanske producenter af biler og elektroniske produkter tvang amerikanske og europæiske virksomheder til at forbedre kvaliteten af deres varer, så de bedre kunne konkurrere om kundernes og investorernes gunst.

Ideen om social virksomhed indebærer, at man ved at skabe et konkurrencestyret marked for sociale investeringer overfører den samme form for positivt pres til de sociale virksomheder, der ønsker at tjene verdens dårligst stillede mennesker.

Konkurrencen mellem sociale virksomheder vil adskille sig fra konkurrencen mellem profitmaksimerende virksomheder. Konkurrencen mellem disse handler om at tjene penge. Hvis man taber, lider man et økonomisk tab. Konkurrencen mellem sociale virksomheder vil handle om stolthed, om at finde ud af, hvilket team der er bedst til at realisere det samfundsmæssige mål. Konkurrenter vil forblive venner. De vil lære af hinanden. De kan når som helst fusionere for at blive en stærkere social aktør. Og i stedet for at bekymre sig vil de

52 med glæde se en anden social virksomhed forsøge at trænge ind på det samme forretningsområde, som de opererer på.

For at tiltrække investorer foreslår jeg oprettelsen af et separat aktiemarked, der kunne kaldes for det sociale aktiemarked. Kun sociale virksomheder vil blive optaget her. (Se kapitel 8 for en detaljeret diskussion af dette koncept.) Der er mange fordele forbundet med eksistensen af et åbent marked for handel med aktier i sociale virksomheder. Det vil skabe likviditet og gøre det let for aktionærer at investere i sociale virksomheder (og flytte deres investeringer fra den ene virksomhed til den næste), ligesom de i dag frit kan investere i profitmaksimerende virksomheder. Det vil skabe offentlig bevågenhed og evaluering af sociale virksomheder og samtidig tilvejebringe et lag af ‘naturlig regulering’, som kan supplere de statslige reguleringer, der må skabes for at undgå markedets normale problemer: vildledning, falske oplysninger, opskruede forventninger, uigennemsigtige strukturer osv. Og det vil øge det offentlige kendskab til ideen om sociale virksomheder og tiltrække endnu flere penge og energi fra investorer og iværksættere.

To former for social virksomhed På dette stadium i udviklingen af ideen om social virksomhed kan vi kun skimte omridset. Efterhånden som sociale virksomheder i de kommende år begynder at dukke op overalt i verden, vil nye typer af og træk ved social virksomhed udvikle sig. Men for indeværende vil jeg nøjes med at foreslå to mulige former for sociale virksomheder.

Den første type har jeg allerede beskrevet: Virksomheder, der fokuserer på at realisere sociale mål snarere end på at maksimere profit for ejerne, og som ejes af investorer, der ønsker at realisere sociale mål såsom fattigdomsbekæmpelse, sundhedsydelser til fattige mennesker, social retfærdighed, global bæredygtighed osv., idet de snarere søger at opnå en psykologisk, følelsesmæssig og åndelig tilfredsstillelse end en økonomisk belønning.

53 Den anden type sociale virksomheder fungerer på en lidt anden måde: Her tænker jeg på profitmaksimerende virksomheder, der ejes af de fattige og de dårligst stillede grupper. I dette tilfælde hidrører den samfundsmæssige gavn fra den kendsgerning, at det udbytte og den værditilvækst, som den profitmaksimerende virksomhed skaber, vil gavne de fattige og derved gøre dem mindre fattige eller endda hjælpe dem til helt at undslippe fattigdommen.

Bemærk forskellene mellem disse to typer sociale virksomheder. I det første tilfælde er det virksomhedens produkter eller serviceydelser eller den måde, den bliver drevet på, der skaber samfundsnytten.

Denne form for social virksomhed kan tilvejebringe mad, bolig, sundhedsydelser, uddannelse og andre værdifulde goder, der kan hjælpe de fattige; den kan være med at til forbedre miljøet, mindske sociale uligheder eller arbejde for at afhjælpe sociale problemer såsom narkotikaog alkoholmisbrug, hustruvold, arbejdsløshed og kriminalitet. Enhver virksomhed, der kan opnå sådanne mål, samtidig med at den dækker sine omkostninger gennem salget af varer eller serviceydelser, og som ikke udbetaler økonomisk udbytte til sine investorer, kan klassificeres som en social virksomhed.

Hvad angår den anden type social virksomhed, kan de varer eller serviceydelser, der produceres eller leveres, godt være til gavn til samfundet, men det kan lige så vel være, at de ikke er det. Den samfundsnytte, som den virksomhedsform skaber, hænger sammen med, hvem der ejer virksomheden. Eftersom virksomhedens aktier tilhører de fattige eller underprivilegerede (som disse grupper defineres ved hjælp af specifikke, gennemsigtige kriterier, der udvikles og håndhæves af virksomhedens ledelse), vil enhver økonomisk gevinst, der genereres af virksomhedens virke, gå til at hjælpe de værdigt trængende.

Man kan forestille sig, at en fattig landregion i et land er adskilt fra de centrale handelscentre af en flod, der er for dyb, bred og vild til, at fodgængere eller almindelige køretøjer kan komme over den. Den eneste måde at krydse floden er ved at indløse billet til en færge, hvis

54 service er dyr, langsom og uregelmæssig. Som følge heraf står de af områdets indbyggere, der er meget fattige eller har en lav indkomst, over for yderligere et økonomisk og socialt problem, der sænker deres indkomster, reducerer tilgængeligheden af varer, der er til at betale, og som svækker deres adgang til uddannelse, sundhedsydelser og andre vitale velfærdsydelser. I vores eksempel antager vi, at den nationale regering og de lokale myndigheder ikke er i stand til at løse problemet på grund af manglende midler, politisk ligegyldighed eller andre årsager. (Selv om dette er et hypotetisk eksempel, beskriver det præcist betingelserne i mange udviklingslande.)

Man kan så forestille sig, at der oprettes en privat virksomhed til at bygge en ny motorvej og en sikker, moderne bro, der kan forbinde landområdet med landets handelscenter. Denne virksomhed kunne konstrueres som en social virksomhed på to måder.

For det første kunne den give fattige indbyggere og indbyggere med lav indkomst adgang til motorvejen og broen ved at tilbyde dem en reduceret afgift, mens beboere med middelindkomst eller mere og store kommercielle organisationer måtte betale en almindelig, markedsbetinget afgift. (Selvfølgelig måtte der være en procedure til at fastslå, hvilke mennesker der er fattige nok og dermed berettigede til den nedsatte afgift; måske kunne det personale ved motorvejen og broen, der opkræver vej- og broafgift, give rabat til indehavere af det id-kort, der viser, at man er berettiget til at modtage offentlige velfærdsydelser.) De opkrævede afgifter skulle dække omkostningerne til at bygge, administrere og vedligeholde broen og motorvejen, og over tid kunne disse indtægter bruges til at betale de penge tilbage, som investorerne oprindeligt satte i projektet. Disse investorer ville imidlertid ikke få udbetalt yderligere udbytte. Hvis indtægterne skaber et overskud ud over det oprindeligt investerede beløb, kunne de bruges til at opbygge mere infrastruktur til gavn for området – for eksempel flere veje og broer eller måske nogle sociale virksomheder, der kunne stimulere den lokale økonomi og skabe job.

55 For det andet kunne det selskab, der bygger motorvejen og broen, være ejet af de fattige og gruppen af lavindkomstmodtagere i det pågældende landområde. Dette kunne realiseres gennem salget af aktier til lave priser. Disse aktier kunne købes ved hjælp af lån fra mikrokreditorganisationer eller gennem lån, der senere dækkes gennem virksomhedens overskud. Yderligere overskud genereret af indtægter kunne enten investeres i nye infrastrukturprojekter eller udbetales som udbytte til de fattige beboere og beboere med lav indkomst, der ejer virksomheden, hvormed man på en direkte måde hjælper dem økonomisk.

Grameen Bank giver små lån uden sikkerhed og med rimelige udgifter til de fattige, hvorved banken gør det muligt for disse mennesker at starte eller udvide små forretninger og i sidste instans løfte sig selv ud af fattigdommen. Grameen Bank ville være en almindelig profitmaksimerende virksomhed, hvis den var ejet af velstående investorer.

Men det er den ikke. Grameen Bank ejes af de fattige: 94 procent af bankens aktier ejes af lånerne selv.

Derfor er Grameen Bank en social virksomhed i kraft af dens ejerskabsstruktur. Hvis en stor bank som Grameen kan ejes af fattige kvinder i Bangladesh, kan en hvilken som helst stor virksomhed ejes af fattige mennesker, hvis vi seriøst arbejder på at skabe modeller for praktisk administration af ejerskabsforhold.

Og ja, en social virksomhed kunne også kombinere begge måder for at gavne de fattige: Den kunne følge en forretningsplan, der er udformet med henblik på at skabe samfundsnytte ved hjælp af de varer og serviceydelser, den producerer og sælger, og samtidig være ejet af de fattige eller dårligst stillede grupper i samfundet.

Forskellen mellem social virksomhed og socialt entreprenørskab Nogle mennesker bliver forvirrede, når de første gang hører om social virksomhed. For det meste bliver der sat lighedstegn mellem social virksomhed og socialt entreprenørskab (social entreprenurship). Min

56 ven Bill Drayton har skabt en global bevægelse omkring konceptet ‘socialt entreprenørskab’ gennem Ashoka Foundation.

For flere årtier siden blev Bill overbevist om, at man ved hjælp af kreativ, innovativ tænkning kunne løse tilsyneladende uløselige sociale problemer. Han blev begejstret over at se, at mange mennesker rundt omkring i verden var engageret i dette arbejde, nogle af dem endda uden at vide, at de tilhørte en særlig gruppe af mennesker. Et af de første initiativer, som Bill tog, var at finde frem til disse folk og anerkende dem ved at kalde dem for Ashoka Fellows. Derefter tog han initiativ til at arrangere konferencer, møder og workshops, der kunne samle sociale entreprenører og gøre det muligt for dem at lære af hinanden. Han støttede dem med mindre støttemidler, introducerede dem for potentielle donorer, dokumenterede deres aktiviteter og producerede videoer, der beskrev deres arbejde og filosofier.

I dag er socialt entreprenørskab blevet en anerkendt bevægelse. Ved siden af Ashoka er der flere andre fonde, der helliger sig arbejdet med at fremme socialt entreprenørskab, inklusive Skoll Foundation, grundlagt af Jeff Skoll (den første ansatte i og administrerende direktør for eBay), og Schwab Foundation, grundlagt af Klaus Schwab (grundlæggeren af Verdens Økonomiske Forum). De har gjort det til deres mission at finde, støtte og opmuntre sociale entreprenører over hele verden.

‘Socialt entreprenørskab’ er blevet et populært begreb blandt forretningsfolk og den brede offentlighed. Det amerikanske erhvervsmagasin Fast Company offentliggør hvert år en liste over de 25 bedste sociale entreprenører i verden, hvilket skaber opmærksomhed om og er med til at rejse midler til nogle af de mest effektive organisationer inden for social forsorg, vi har i dag. Socialt entreprenørskab er endda blevet en akademisk disciplin og pensum på omkring 30 amerikanske handelshøjskoler, siden Dr. J. Gregory Dees – der nu er ansat på Duke University’s Fuqua School of Business – afholdt det første kursus i emnet på Harvard University i 1995.

Konceptet ‘socialt entreprenørskab’ er meget vigtigt. Det gør men-

57 neskers kræfter og stimulerer deres længsel efter at gøre noget ved problemer, der for nuværende ikke håndteres med den effektivitet de fortjener, på trods af deres vigtighed. På grund af den bevægelse, der i dag er bygget op omkring dette forretningskoncept, ser vi en lang række mennesker over hele verden tage spændende initiativer for at hjælpe andre mennesker. Grameen Bank og Grameens søsterselskaber bliver ofte nævnt som fremtrædende eksempler inden for denne bevægelse.

Men social virksomhed og socialt entreprenørskab er ikke det samme. Ideen om socialt entreprenørskab er en meget bred ide. Som det generelt defineres, kan ethvert innovativt initiativ, der hjælper mennesker, beskrives som socialt entreprenørskab. Initiativet kan være økonomisk eller ikke-økonomisk, for-profit eller not-for-profit.

Uddelingen af gratis medicin til syge mennesker kan være et eksempel på socialt entreprenørskab. Det samme kan etableringen af et profitgenererende sundhedscenter i en landsby, hvor der ikke eksisterer nogen sundhedsfaciliteter, være. Og etableringen af en social virksomhed kan også være det.

Med andre ord er social virksomhed en type af socialt entreprenørskab. Alle de mennesker, der udformer og leder sociale virksomheder, er sociale entreprenører. Men ikke alle sociale entreprenører udøver social virksomhed.

Det siger sig selv, at eftersom ideen om social virksomhed er ny, har bevægelsen omkring socialt entreprenørskab indtil for nylig ikke forholdt sig til den. Nu da ideen er blevet introduceret og bliver omsat til virkelighed, er jeg sikker på, at mange i bevægelsen omkring socialt entreprenørskab vil tiltrækkes af den.

Bevægelsen omkring socialt entreprenørskab kan begynde at fokusere på skabelse og støtten til sociale virksomheder ved at udforme og forbedre de relevante redskaber og institutionelle rammer, der kræves for at understøtte den nye virksomhedsform. Nogle sociale entreprenører kan opfordres til at bevæge sig i retning af social virksomhed,

58 fordi de kan opnå meget mere med hensyn til sociale forbedringer, end det er muligt ved hjælp af traditionelle strukturer.

Hvad med en ‘hybrid’?

Nogle af de mennesker, der hører om sociale virksomheder, vil gerne vide, om det er muligt at skabe en hybrid – at kombinere egenskaber, der karakteriserer en profitmaksimerende virksomhed, med egenskaber, der karakteriserer en social virksomhed.

Profitmaksimerende virksomheder drives af profitmotivet – dvs. en stræben efter personlig vinding. Social virksomhed er drevet af en stræben efter at gøre noget godt for mennesker og jorden – dvs. en uegennyttig bekymring for andre. Kan man forestille sig en virksomhed, der blander begge former, inklusive nogle elementer af egeninteresse og nogle elementer af uegennytte?

Selvfølgelig kan dette forekomme – denne blanding kan finde sted på utallige måder. Man kan for eksempel forestille sig en virksomhed, der for 60 procent vedkommende styres af almennyttige formål, og hvor formålet med de resterende 40 procent af virksomheden er personlig vinding – eller omvendt. Der kan forekomme et utal af sådanne kombinationer.

Men i den virkelige verden vil det være meget svært at bestyre virksomheder med de to modstridende mål om profitmaksimering og samfundsnytte. Lederne af disse hybridvirksomheder vil gradvist – tomme for tomme – bevæge sig i retning af profitmaksimering, og det ligegyldigt hvordan virksomhedens mission og idegrundlag er formuleret. Lad os for eksempel forestilles os, at vi beder en administrerende direktør for en fødevarevirksomhed om at “maksimere profitten og sikre sig, at fattige børn får en bedre ernæring ved at tilbyde dem måltider af høj kvalitet til den lavest mulige pris”. Den administrerende direktør vil være forvirret og ikke vide, hvilken del af vores instrukser der er den væsentlige. Hvordan vil hans arbejde blive vurderet – vil det blive vurderet på baggrund af det, han tjener til investorer, eller på grundlag af de sociale og samfundsmæssige mål, han realiserer?

59 Og det gør kun tingene endnu værre, at det eksisterende erhvervsliv udelukkende fokuserer på profitmaksimering. Alle eksisterende redskaber i erhvervslivet handler om at vurdere, hvorvidt en virksomhed maksimerer profitten eller ej. Praksisser og standarder for regnskabsførelse er klart etableret med dette formål for øje – profit kan måles i præcise økonomiske termer. Derimod er det forbundet med betydelige begrebslige vanskeligheder at måle, i hvilken grad man opnår et socialt mål.

Hvis målet er at forbedre fattige børns ernæring, hvad vil det så præcist sige at være ‘fattig’? Hvilke biologiske standarder kan bruges til at måle deres ernæringsmæssige status før og efter? Hvor troværdige er sådanne oplysninger? Det er vanskeligt at svare præcist på disse spørgsmål. Desuden: Eftersom sociale problemer og samfundsproblemer i sig selv er komplekse, vil information relateret til virkeliggørelsen af sociale mål generelt være længere tid undervejs end data vedrørende rentabilitet.

Af alle disse grunde vil vores administrerende direktør finde det meget lettere at lede virksomheden som en profitmaksimerende virksomhed og blive vurderet som andre profitmaksimerende virksomheder. Og derfor er det mere realistisk at tænke ud fra to modeller: den profitmaksimerende model og modellen for social virksomhed. Én stor fordel ved rene modeller er, at det er svært at bruge forskellige påfund til at skabe et falskt indtryk af dem i folks bevidsthed.

En social virksomhed er en social virksomhed, og investorer vil ikke forvente at få noget udbytte af virksomhedens indtægter. Og omvendt: En profitmaksimerende virksomhed er sat i verden for at tjene penge, og ingen bilder sig ind, at det er af sociale grunde.

Tidligere forsøg på at kombinere sociale mål med det traditionelle erhvervsliv ‘Social virksomhed’ er ikke blot et teoretisk begreb. Der er sociale virksomheder over hele verden, inklusive Grameen Bank og andre virksomheder med tilknytning til Grameen såsom Grameen Danone.

Andre flyvefærdige sociale virksomheder er begyndt at dukke op og

60 realisere potentialet for sociale løft og økonomisk udvikling, der ligger latent i denne nye virksomhedsform.

Sociale virksomheder kan blive indflydelsesrige aktører i den nationale og internationale økonomi, men vi har en lang vej at gå for at realisere dette mål. I dag udgør værdien af alle sociale virksomheder tilsammen ikke engang et mikroskopisk stykke af den globale økonomiske kage. Dette skyldes ikke, at de mangler vækstpotentiale, men at folk rent begrebsmæssigt ikke anerkender deres eksistens eller gør plads til dem i deres markeder. De betragtes som freaks og holdes uden for økonomiens mainstream. Folk er ikke opmærksomme på dem – de kan bogstaveligt talt ikke se dem – fordi de er forblændet af de teorier, der undervises i på vores skoler. Når vi først anerkender social virksomhed som en gyldig økonomisk struktur, vil der opstå understøttende institutioner, politikker, reguleringer, normer og regler, der vil hjælpe denne form for virksomhed med at blive mainstream.

Gennem de seneste tre århundreder – siden den moderne kapitalisme indledte sin verdensdominans – har mange mennesker i verden erkendt manglerne ved den nuværende, ufuldendte form for kapitalisme. De har eksperimenteret med forskellige metoder til at afhjælpe kapitalismens problemer. Imidlertid er den fuldt udfoldede struktur af begrebet om social virksomhed, sådan som jeg forestiller mig det, ikke opstået, ikke engang som begreb, før vores tid. Som følge heraf har ingen af de eksisterende måder, hvorpå folk har forsøgt at tilpasse virksomheder, så de kan tjene sociale mål, vist sig særligt effektive. Kun social virksomhed tilbyder den fulde løsning, som tusindvis af mennesker har ledt efter. Ét forsøg på at forene humanistisk, oplyst tænkning og det private erhvervsliv er andelsbevægelsen, hvor arbejdere og forbrugere i fællesskab ejer virksomheder og bestyrer disse virksomheder til gavn for alle.

Waliseren Robert Owen (1771-1858), der ejede og drev bomuldsspinderier i England og Skotland, bliver ofte betragtet som pioner for denne bevægelse. Owen var forfærdet over udnyttelsen af arbejdere i den industrielle revolutions første årtier. Især tog han stærkt afstand fra den

61 vidt udbredte engelske praksis med ikke at udbetale fabriksarbejderes løn i almindelig valuta, men i interimsbeviser, der kun kunne bruges i virksomhedsejede butikker, der tog opskruede priser for tarvelige varer.

Denne onde cirkel af undertrykkelse får mig til at tænke på den slavelignende tilstand, som pengeudlånere satte fattige bangladeshere i – jeg var vidne til denne slavebinding i Jobra, dengang jeg begyndte det arbejde, der førte til grundlæggelsen af Grameen Bank. Den minder også om undertrykkelsen af forpagtere (der betalte en del af afgrøderne i forpagtningsafgift) i det sydlige USA, som blev praktiseret af jordejere, der brugte deres landbrugsarbejderes gæld til at tvinge dem til at handle i et detailudsalg med opskruede priser. Denne butik var kontrolleret af jordejerne, hvorved man skabte et lukket økonomisk kredsløb, hvor kapitalen kun strømmede ned i ejernes lommer og aldrig kom det arbejdende folk til gode.

Owen tog konkrete initiativer til at håndtere dette problem. På sin egne spinderier i New Lanark, Skotland, åbnede han butikker, hvor varer af høj kvalitet blev solgt til priser, der kun lige oversteg omkostningerne ved at udbyde dem – besparelserne ved at købe stort ind blev altså givet videre til de ansatte. Dette var spiren til den gryende andelsbevægelse. Denne bevægelse er bygget op omkring det koncept, at virksomheder er ejet af deres kunder, og at de snarere primært drives til kundernes gavn end for at skabe profit til købmændene. Der er i dag stadig en masse butikker i England og andre steder i Europa, der fungerer på denne måde.

Andelsbevægelsen begyndte som en reaktion på grådige virksomhedsejeres udnyttelse af de fattige. Andelskonceptet er imidlertid ikke i sig selv orienteret mod at hjælpe de fattige eller skabe andre specifikke sociale goder. Alt afhængig af mål og interesser hos de mennesker, der slutter sig sammen for at skabe og dele ejerskabet af en andelsforening, kan en sådan forening lige så vel være konstrueret til gavn for middelklassen som til gavn for de nødlidende i samfundet.

Hvis de falder i hænderne på egoistiske mennesker, kan andelsbevæ-

62 gelserne endda snarere blive et middel til at kontrollere økonomien med henblik på individuel eller gruppeorienteret vinding end et middel til at hjælpe alle medlemmer af samfundet. Når en andelsforening har tabt sit oprindelige samfundsmæssige formål af syne, bliver den – i praksis – en profitmaksimerende virksomhed, der ikke adskiller sig synderligt fra andre profitmaksimerende virksomheder.

En anden måde, hvorpå folk har forsøgt at kombinere erhvervslivets dynamik og selvfinansiering med en stræben efter agtværdige sociale og samfundsmæssige mål, har været at skabe nonprofitorganisationer, der sælger produkter og serviceydelser for at støtte samfundsgavnlige formål. Disse virksomheder er ikke sande sociale virksomheder, sådan som jeg definerer dem. Normalt dækker deres indtægter kun en del af deres omkostninger, hvilket betyder, at de ikke opnår det ‘løft’, der ville sætte dem i stand til at undslippe den tyngdepåvirkning, som afhængigheden af velgørenhed er udtryk for. De har heller ikke den ejerskabsstruktur, der kendetegner sociale virksomheder – en struktur, der skaber en kilde til finansiering, og hvor der samtidig er en interesse i at sikre effektiviteten af den samfundsnytte, virksomheden skaber.

Ledere af traditionelle profitmaksimerende virksomheder har også forsøgt at lede virksomheder på en socialt ansvarlig måde. Dette indbefatter den lejlighedsvise etablering af en profitmaksimerende virksomhed, der mener at kunne tilbyde sociale goder hånd i hånd med jagten på profit. Virksomheder kan tage dette initiativ af en lang række grunde: • For at støtte en magtfuld eller respekteret virksomhedsleders personlige mål eller værdier.

• For at opnå positiv offentlig omtale af virksomheden eller afværge kritik af tidligere etiske og forretningsmæssige svigt.

• For at tiltrække kunder, der foretrækker at handle hos en virksomhed, de betragter som hæderlig.

• For at vinde støtte fra statslige embedsmænd eller lovgivere, der overvejer nye love, der kan påvirke virksomheden.

63 • For at mindske modstanden fra organisationer i civilsamfundet, der ellers ville forsøge at blokere for planer om udvidelse af virksomheden.

• For at få fodfæste i et nyt marked, der giver gode løfter for fremtiden, men som for tiden ikke er profitabelt – samtidig med at man også får den offentlige mening på sin side.

Det kan i specifikke tilfælde være vanskeligt at sige, hvilken kombination af motiver der ligger til grund for en bestemt beslutning, en virksomhed tager. I nogle tilfælde kan ikke engang virksomhedens ledere præcist beskrive den særlige blanding af motiver, der driver dem. Men eftersom der er tale om profitmaksimerende virksomheder, vil disse virksomheder imidlertid i sidste instans være udsat for det samme økonomiske pres som alle andre profitvirksomheder. Og dette betyder, at ethvert socialt mål, deres ledere måtte ønske at efterstræbe, vil blive tilsidesat, når som helst disse mål er i modstrid med maksimeringen af profit.

I sidste ende matcher ingen af de organisationsstrukturer, jeg her har beskrevet – andelsforeningen, nonprofitvirksomheden eller den socialt ansvarlige profitmaksimerende virksomhed – de store fordele, der er forbundet med en egentlig social virksomhed. Derfor skriger verden på denne nye måde at drive forretning på.

Når konceptet om social virksomhed bliver kendt og begynder at blive udbredt i alle verdens frie markedsøkonomier, vil den strøm af kreativitet, som den nye virksomhedsform vil udløse, have potentialet til at forandre verden.

Hvordan vil sociale virksomheder opstå?

Eftersom konceptet om social virksomhed stadig er nyt og ukendt, forekommer det måske til at begynde med svært at forestille sig, hvem der vil skabe sådanne virksomheder og hvorfor. Alle kender til traditionelle iværksættere, og hvad enten vi beundrer dem eller ej, føler vi,

64 at vi forstår deres værdier og drivkræfter. Det samme gælder ikke for grundlæggerne af sociale virksomheder.

Jeg tror, at hvert eneste menneske – hvis det fik chancen for det – er en mulig aktør i en social virksomhed. Den motivation, de drivkræfter, der ligger bag social virksomhed, findes i ethvert eneste menneske, og vi ser udtryk for disse kræfter hver eneste dag. Mennesker drager omsorg for deres verden, og de drager omsorg for hinanden. Mennesker har en instinktiv, naturlig lyst til at gøre livet bedre for deres medmennesker, hvis de kan; hvis de fik muligheden for det, ville folk foretrække at leve i en verden uden fattigdom, sygdom, uvidenhed og unødvendige lidelser. Dette er grunden til, at folk donerer milliarder af dollar til velgørenhed, etablerer fonde, opretter NGO’er og nonprofitorganisationer, arbejder frivilligt i timevis for at hjælpe deres lokalsamfund og (i nogle tilfælde) bruger deres karriere på relativt lavt betalt arbejde i den sociale sektor. De samme drivkræfter vil lede mange til at grundlægge sociale virksomheder, når denne nye mulighed først er blevet bredt anerkendt og forstået.

For at begynde et sted er her nogle af de specifikke kilder, hvorfra fremtidens sociale virksomheder kan have deres udspring: • Eksisterende virksomheder af alle typer og størrelser vil ønske at etablere deres egne sociale virksomheder. Nogle vil vælge at bruge en del af deres årlige overskud på social virksomhed som en del af en eksisterende forpligtelse til at udvise ‘social ansvarlighed’. Andre vil grundlægge sociale virksomheder som en måde at udforske nye markeder på, samtidig med at de hjælper de dårligst stillede på dette marked. De grundlægger måske deres egne sociale virksomheder med hjælp fra andre virksomheder eller i partnerskab med specialiserede iværksættere.

• Fonde kan skabe investeringsfonde til finansiering af sociale virksomheder og operere parallelt med men adskilt fra deres traditionelle filantropiske afdelinger. Fordelen ved en fond til

65

•

•

• •

•

finansiering af en social virksomhed er, at dens penge ikke vil blive opbrugt, samtidig med at den arbejder for at gøre samfundsnytte – fondens ressourcer til at støtte gode formål vil kontinuerligt blive fyldt op igen Individuelle iværksættere, der har haft succes inden for de profitmaksimerende virksomheders rige, kan vælge at teste deres kreativitet, talent og ledelsesevner ved at etablere og lede sociale virksomheder. De drives måske af ønsket om at give noget tilbage til det samfund, der har beriget dem, eller måske blot af trangen til at prøve noget nyt. De mennesker, der har haft succes med deres første eksperimenter, kan udvikle sig til ‘serielle iværksættere af sociale virksomheder’ og skabe den ene sociale virksomhed efter den anden.

Internationale og bilaterale donorer af udviklingsmidler, rangerende lige fra nationale hjælpeprogrammer til Verdensbanken og de regionale udviklingsbanker, kan vælge at skabe fonde, hvis mission er at støtte initiativer til social virksomhed i modtagerlandene eller på internationale, regionale eller institutionelle niveauer. Verdensbanken og regionale udviklingsbanker kan oprette datterselskaber til støtte af sociale virksomheder.

Regeringer kan skabe udviklingsfonde til finansiering af sociale virksomheder og på andre måder støtte sociale virksomheder.

Velstående pensionister med penge tilovers vil finde ud af, at sociale virksomheder er en attraktiv investeringsmulighed, de kan forfølge. På lignende måde kan arvinger til store formuer eller modtagere af pludselige og store indtægter blive inspireret til at tage initiativ til eller til at investere i en social virksomhed.

Unge nyuddannede fra universiteter og handelshøjskoler kan vælge at starte en social virksomhed i stedet for en traditionel profitmaksimerende virksomhed – de vil være motiveret af ungdommens idealisme og spændingen ved at have mulighed for at forandre verden.

66 Unge mennesker over hele verden – især i de rige lande – vil finde ideen om social virksomhed meget tiltrækkende. Mange unge mennesker føler sig i dag frustrerede, fordi de ikke kan finde en værdig og spændende udfordring inden for det nuværende kapitalistiske system.

Når man er vokset op med nem adgang til verdens forbrugsgoder, er det at tjene en masse penge ikke et særligt inspirerende mål. Social virksomhed kan fylde dette tomrum.

Med så mange potentielle kilder til rådighed forudsiger jeg, at sociale virksomheder inden for få år vil være et etableret element på verdens erhvervsscene.

Mennesker er flerdimensionale Vi kan berige økonomernes snæversynede samfundssyn ved at antage eksistensen af en verden, hvor der eksisterer to slags mennesker – den ene slags ønsker at maksimere profitterne, den anden ønsker at gøre gavn for samfundet og gode ting for mennesker og jorden. Men også den verden, som denne antagelse fremmaner, består af endimensionale mennesker – nemlig to typer for endimensionale mennesker i stedet for den ene slags menneske, som de klassiske økonomer forestiller sig, at der eksisterer.

I realiteten eksisterer der ikke to typer endimensionale mennesker.

I stedet eksisterer der kun en slags menneske: mennesker med to, tre, fire eller mange interesser og mål, som de efterstræber med varierende og kontinuerligt skiftende grader af interesse. For enkelthedens skyld kan vi inddele disse interesser i to brede kategorier – profit og samfundsnytte – der korresponderer med de to virksomhedsformer, vi har beskrevet i dette kapitel: traditionelle profitmaksimerende virksomheder og sociale virksomheder.

Hvordan vil individer, virksomheder og investorer vælge, hvilken af de to veje de vil følge? Det vidunderlige er, at folk ikke vil stå over for et absolut enten/eller-valg. I de fleste tilfælde vil de have muligheden for at engagere sig i både profitmaksimerende virksomheder og sociale virk-

67 somheder i forskelligt omfang, alt afhængig af de mål og formål, de vurderer som værende af størst værdi på et givet tidspunkt. For eksempel: • Et individ med sparepenge at investere kan vælge at investere nogle af pengene i profitmaksimerende virksomheder (for eksempel gennem en pensionsordning) og resten i sociale virksomheder (for at hjælpe samfundet, menneskeheden og jorden).

• Bestyrelsen i en profitmaksimerende virksomhed kan vælge at bruge en del af et års overskud på at opkøbe en anden virksomhed for at udvide deres forretninger til et nyt marked – og bruge resten af overskuddet på at etablere en social virksomhed eller investere i en eksisterende social virksomhed som et alternativ til traditionel filantropi eller velgørenhed.

• Bestyrelsesmedlemmerne i en fond kan vælge at bruge en del af midlerne på at finansiere en eller flere sociale virksomheder, hvis formål falder sammen med de mål, som fondens donorer har specificeret.

• Selv når det drejer sig om at træffe karriere- og livsvalg, vil sociale virksomheder snarere end at begrænse dem kun øge de muligheder, vi har. Den samme person kan vælge at arbejde en del af sit liv i en profitmaksimerende virksomhed, en anden del for en traditionel velgørenhedsorganisation, fond eller NGO og en tredje del for en social virksomhed. Valget vil afhænge af, hvordan individets karriereinteresser, mål og sociale engagement varierer og udvikler sig over tid.

Der er ingen grund til at føle sig begrænset – hvad enten det drejer sig om vores investeringsvalg eller vores øvrige valg i livet – og følge en bestemt endimensional model for menneskelig adfærd. Vi mennesker er flerdimensionale væsener, og de forretningsmodeller, vi benytter os af, burde afspejle dette. Anerkendelsen af og opmuntringen af social virksomhed som en reel mulighed vil gøre dette muligt.

r

anden DEL Grameen-eksperimentet

3 Mikrokreditrevolutionen

Ideen om social virksomhed opstod ikke i et tomrum. Den er et produkt af mine 31 års erfaring på frontlinjen i kampen mod fattigdom, først i Bangladesh og siden hen i andre lande rundt omkring i verden.

Jeg iagttog eksisterende institutioners manglende evne til at løfte nødens byrder fra de fattiges skuldre og blev – som mange andre mennesker – tilskyndet til at lede efter en ny og bedre løsning på problemerne. Og eftersom jeg er en praktisk orienteret person, der oprindeligt ingen erfaring havde med udvikling af landområder eller bankvæsen, var jeg relativt uberørt af de forudfattede ideer, der er tilbøjelige til at begrænse de fleste menneskers tænkning på området. Jeg fik mulighed for at eksperimentere med nye ideer og nye metoder, der udelukkende var baseret på min forståelse af fattige menneskers behov og almindelig sund fornuft.

Dermed begyndte et livslangt engagement i bestræbelserne på at afhjælpe sociale problemer ved hjælp af innovative organisationsstrukturer – strukturer, som, håbede jeg, kunne være mere effektive, fleksible og selvfinansierende end fortidens mislykkede institutioner. Ikke alle mine eksperimenter har været vellykkede. Men de fleste af dem fungerede bedre, end jeg havde drømt om, og de har tilvejebragt grundlaget for min udviklede forståelse af, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer, når det drejer sig om at skabe sociale forbedringer i stor stil.

Derfor må man – for at forstå den sociale virksomheds oprindelse,

72 og hvordan den bygger på de seneste 30 års erfaring – forstå konceptets rødder i det arbejde, der udføres af Grameen Bank og det netværk af søsterselskaber, der er vokset op omkring den.

‘De fattiges bankmand’ bliver til Jeg blev født i 1940 i Bengalen, der dengang var en del af den britiske koloni Indien, og som i 1947 blev en del af den nye nation Pakistan.

I december 1971, efter en ni måneder lang uafhængighedskrig, blev Østpakistan til en ny nation: Bangladesh.

Oprindelig blev jeg ikke involveret i fattigdomsspørgsmålet som beslutningstager, akademiker eller forsker, men fordi fattigdommen var overalt omkring mig, og fordi jeg ikke var i stand til at vende den ryggen. Året var 1974. Jeg var vendt hjem til Bangladesh i 1972 efter at have sagt min stilling op som adjunkt ved Middle Tennessee State University i USA. Min beslutning om at vende hjem igen var påvirket af kampen for Bangladesh’ uafhængighed, og jeg var ivrig efter at yde en indsats i opbygningen af en fri og blomstrende, ny nation. Jeg blev ansat ved det økonomiske fakultet ved Chittagong Universitet og blev leder af fakultetet. Jeg var glad for at undervise, og jeg så frem til at gøre karriere inden for den akademiske verden.

Men så skete der noget, som umuliggjorde dette – den forfærdelige hungersnød i Bangladesh 1974-1975.

Som det gælder for de fleste tilfælde af hungersnød, var der også mange årsager til denne: en ødelæggende række naturkatastrofer i begyndelsen af 1970’erne, inklusive oversvømmelser, tørke, cykloner og monsuner; og uafhængighedskrigen, der havde medført ødelæggelsen af det meste af Bangladesh’ infrastruktur, sammenbruddet af transportsystemet og skabt store flygtningestrømme. Vores nye regerings håndtering af disse problemer var dårligt organiseret, og hjælpen fra det internationale samfund var utilstrækkelig, blandt andet på grund af uroen på de internationale valutamarkeder efter oliekrisen i 1973.

73 Hvordan vi end analyserer årsagerne til hungersnøden, var de menneskelige konsekvenser ikke til at tage fejl af. Landbrugsproduktionen og bruttonationalindkomsten per indbygger faldt drastisk. Hungersnøden varede ved, og flere hundrede tusinder mennesker døde, mens verden kiggede på med tilsyneladende ligegyldighed.

Dette var ikke det Bangladesh, som jeg håbede at kunne være med til at bygge op. Jeg fandt det i stigende grad vanskeligt at undervise i elegante økonomiske teorier og det frie markeds angiveligt perfekte funktioner i universitetets undervisningslokale, mens en unødvendig død hærgede Bangladesh. Konfronteret med ødelæggende sult og fattigdom mærkede jeg pludselig tomheden i disse teorier. Jeg ønskede at gøre noget konkret for at hjælpe folk omkring mig med at komme gennem den nye dag med lidt mere håb end dagen før.

Mit første forsøg på at afhjælpe sulten involverede et program til forbedring af landbrugets produktivitet gennem kunstvanding. Jeg arbejdede sammen med Jobras landmænd om at skabe en landbosorganisation, der bestyrede en dyb brønd og et vanddistributionssystem.

Dette projekt fik succes med det samme. Landmændene, som også fik skaffet forsyninger af kunstgødning, såsæd og insektmidler, brugte det nye vandingssystem til at skabe en ny, tredje høst under den normalt uproduktive tørkeperiode. Produktiviteten på markerne omkring Jobra blev markant forøget, og jordejerne fik gavn af dette.

Men jeg var ikke tilfreds. I arbejdet med landsbybeboerne i forbindelse med vandingsprojektet opdagede jeg hurtigt, at de fattigste af de fattigste næsten ingen gavn havde af det forbedrede høstudbytte. Disse mennesker ejede ingen jord. De forsøgte at tjene til dagen og vejen som daglejere, arbejdsmænd eller tiggere. De havde ingen møbler i deres hjem – hvis de overhovedet havde et hjem – og hjemmene blev mudrede, når det regnede. Deres børn var meget underernærede, og mange måtte arbejde eller tigge i stedet for at gå i skole. I tider med hungersnød var disse mennesker – de fattigste af de fattige – de første til at dø.

Jeg indså, at selv om det var vigtigt at forbedre høstudbyttet, ville

74 det ikke løse problemerne med sult og fattigdom. Der var behov for en løsning, der gik mere i dybden – til problemets rødder.

Jeg brugte så meget tid som muligt blandt beboerne i Jobra og forsøgte at finde ud af, hvad der fastholdt dem i fattigdommen. Det var ikke mangel på initiativ: Overalt hvor jeg kom i landsbyen, så jeg mennesker, der arbejdede hårdt for at hjælpe sig selv – de dyrkede afgrøder i deres små haver og fremstillede kurve, skamler og andre produkter med henblik på salg og tilbød deres arbejdskraft til praktisk talt enhver form for arbejde. Af en eller anden grund havde alle disse bestræbelser ikke været i stand til at sikre en vej ud af fattigdommen for de fleste landsbybeboere.

Med tiden oplevede jeg fattige menneskers hjælpeløshed i forbindelse med at låne selv det mindste pengebeløb til at støtte deres bestræbelser på at tjene til livets ophold.

Det var en landsbykvinde ved navn Sufiya Begum, der satte mig ind i dette problem. Som mange landsbykvinder levede Sufiya sammen med sin mand og små børn i en forfalden lerhytte med et utæt stråtag. Hendes mand arbejdede som daglejer og tjente for en dags arbejde, hvad der svarede til nogle få cent – når der altså overhovedet var noget arbejde at få. For at skaffe mad til sin familie arbejde Sufiya hele dagen på den mudrede jord foran deres hytte med at fremstille bambusskamler – smukke og nyttige genstande, som hun fremstillede med en bemærkelsesværdig dygtighed. Alligevel var hendes hårde arbejde ikke i stand til at løfte familien ud af fattigdommen.

Jeg talte med Sufiya og fandt ud af hvorfor. Som mange andre beboere i landsbyen var Sufiya nødt til at gå til den lokale pengeudlåner for at låne de kontanter, hun behøvede for at kunne købe bambus til sine skamler.

Men pengeudlåneren ville kun låne hende penge, hvis hun indvilgede i at sælge ham alt det, hun producerede, til en pris, som han fastsatte. Denne uretfærdige ordning og den høje rente på hendes lån betød, at hendes indkomst ikke nåede op på mere end et par cent om dagen.

Når en kvinde som Sufiya lånte et beløb – hvor lille dette beløb end

75 var – på betingelser som disse, var det så at sige umuligt for hende at arbejde sig ud af fattigdommen. Som jeg så det, var denne form for långivning ikke sammenlignelig med, hvad vi normalt forstår ved at yde lån. Det var snarere en måde at rekruttere slavearbejdere på.

Jeg besluttede at lave en liste over ofrene for denne pengeudlåningsvirksomhed i landsbyen Jobra. En studerende og jeg brugte en uge på at besøge familier i landsbyen for at udarbejde denne liste. Da det var gjort, stod der på denne liste 42 ofre, der havde lånt et samlet beløb på 856 taka – hvilket dengang svarede til mindre end 135 kr.

Det var noget af en lektion for en professor i økonomi! Her var jeg, der underviste mine studerende i vores lands femårsplan for udvikling med denne plans imponerende mål om at investere milliarder af dollar for at hjælpe de fattige. Kløften mellem de lovede milliarder og den usle sum, som nogle få sultende mennesker rent faktisk havde brug for, forekom enorm.

Jeg tilbød af egen lomme disse penge (der som sagt svarede til 135 kr.) for at få disse ofre ud af denne pengeudlåners kløer. Den begejstring, som denne lille handling skabte blandt disse mennesker, fik mig yderligere involveret i dette arbejde. Hvis jeg kunne gøre så mange mennesker glade med så lille et pengebeløb, hvorfor så ikke gøre mere af den slags?

Det er det, jeg har prøvet at gøre siden da.

Det første, jeg gjorde, var at forsøge at overbevise den bank, der lå på universitetet, om at udlåne penge til de fattige. Men banken sagde, at de fattige ikke var kreditværdige. De havde ingen kredithistorie og kunne ikke stille nogen form for sikkerhed for deres lån, og eftersom de var analfabeter, kunne de ikke engang udfylde de nødvendige papirer. Ideen om at låne penge til sådanne mennesker var i strid med alle de regler, som bankfolkene lagde til grund for deres arbejde.

Bankmændenes regler slog mig som tilfældige og kontraproduktive. I realiteten betød de, at banken kun ville låne penge til folk, der allerede havde penge. Men når jeg prøvede at pege på dette forhold, trak bankfolkene blot på skuldrene og afsluttede venligt samtalen.

76 Efter at alle mine bestræbelser på dette område i flere måneder var mislykket, forsøgte jeg mig med en ny taktik. Jeg tilbød at være kautionist for lånene til de fattige. I realiteten ville banken låne mig penge, og jeg ville vende mig om og give dem videre til de fattige landsbybeboere. Banken gik med til planen. Og da jeg begyndte at låne midler til landsbybeboerne, var jeg overrasket over resultatet. De fattige betalte deres lån tilbage, til tiden, hver gang!

Man kunne måske forestille sig, at denne positive statistik ville få de traditionelle bankmænd til at ændre deres syn på at udlåne penge til fattige mennesker. Men deres holdning var ikke det mindste forandret.

Indimellem udtrykte enkelte bankfolk sympati for min sag, og et par af dem mobiliserede endda konkret støtte for den. For eksempel blev A. M. Anisuzzaman, direktør for en af de største banker i landet, Bangladesh Krishi Bank (Landbrugsbanken), begejstret for min ide.

Han indvilligede i at oprette en særlig bankfilial i Jobra for at teste ideen med at låne penge til de fattige. Dette var første gang, at mine studerende, der havde arbejdet som ‘bankmænd’ på frivillig basis, fik en fast, formel ansættelse. Det var også første gang, at navnet Grameen (der betyder ‘landsby’) blev brugt i vores arbejde. Vi kaldte vores lille projekt for Landbrugsbankens Eksperimentelle Landsbyfilial. Den fik samme succes som vores tidligere, mindre formelle bestræbelser, herunder en tilbagebetalingsrate på næsten 100 procent.

Men hver eneste gang, jeg bad bankdirektørerne om at udvide programmet, så det dækkede et helt distrikt eller – endnu bedre – hele landet, udviste de ingen interesse for det. De havde masser af forklaringer på, hvorfor den succes, vi allerede havde demonstreret, helt sikkert ville få en ende. De kunne ikke acceptere den kendsgerning, at de fattige rent faktisk betalte deres lån tilbage.

“De mennesker, du låner penge til, kan ikke være virkeligt fattige,” kunne en for eksempel finde på at sige. “Hvordan skulle de så være i stand til at betale deres lån tilbage?”

“Kom og se deres hjem med mig,” ville jeg svare. “Du vil se, at de

77 så afgjort er fattige. De har ikke et eneste møbel! De betaler deres lån tilbage ved at arbejde hårdt hver evig eneste dag.”

Undskyldningerne for ikke at ville låne penge ændrede sig derefter.

“Dit program må have succes, fordi du og dine studerende er så dybt engageret i jeres klienter. Det er ikke at drive bankforretning, det er babysitning! Vi vil aldrig kunne udvide et sådant program til et helt distrikt.”

Det var ganske rigtigt, at vores personale var meget dedikeret og arbejdede hårdt. Men det virkede ikke rimeligt, at vi skulle straffes for at være det! Jeg var overbevist om, at et program, der udelukkende var beregnet på at komme fattige mennesker til gode, kunne og ville tiltrække dedikerede og omsorgsfulde unge mennesker, der var interesseret i at hjælpe deres medmennesker. (Og den efterfølgende udvidelse af Grameen Bank til over 2.500 filialer, der er bemandet med nogle af Bangladesh’ klogeste og hårdest arbejdende unge mennesker, har vist, at jeg havde ret.)

Der kom også andre undskyldninger på bordet. “Din bank er for ukonventionel. Du har ikke en ordentlig intern kontrol, ordentlige finansielle standarder eller revisionsprocedurer. Med tiden vil dit personale begynde at snyde dig. Problemet er, at du er professor, ikke bankmand.”

Ja, jeg var professor, ikke bankmand – hvilket er grunden til, at jeg har brugt år på at overbevise rigtige bankfolk om, at de skulle overtage min forretning! Men dette argument kan også vendes på hovedet. Hvis vores bankprojekt for de fattige havde været en økonomisk succes uden den rette viden og de rette evner – hvilket alle måtte indrømme – tænk så blot på, hvor vellykket det kunne blive, når det først blev drevet af folk, der vidste, hvad de foretog sig!

Men ingen af mine argumenter hjalp det mindste. Sandheden var, at de ‘rigtige bankfolk’ ikke ønskede at have noget at gøre med at yde små lån til fattige mennesker. Det var lettere og mere lukrativt for dem at yde færre lån på større beløb til mennesker, der kunne stille masser

78 af sikkerhed for deres lån – og så gjorde det ikke så meget, om disse mennesker betalte deres lån tilbage eller ej. Jeg så ikke længere nogen mulighed for at ændre på bankernes regler, så jeg besluttede at stifte en særlig bank for fattige mennesker, en bank, der ville yde lån uden at kræve sikkerhed, uden at kræve en kredithistorie og uden juridiske instrumenter. Jeg blev ved med at appellere til regeringen om at tillade os at udvikle vores projekt til en egentlig bank under en separat lovgivning. Endelig lykkedes det. I 1983 kom banken for de fattige til verden inden for rammerne af en ny lov skabt specielt til formålet. Vi kaldte banken for Grameen Bank.

En ny måde at tænke på Grameen Bank startede i det små og voksede langsomt. Det, der var det revolutionerende ved banken, var den ændrede tænkemåde, den repræsenterede.

Tidligere spurgte finansielle institutioner altid sig selv: “Er fattige mennesker kreditværdige?” og svarede altid, “nej”. Som følge heraf blev de fattige ganske enkelt ignoreret og udelukket af det finansielle system – de blev betragtet, som om de ikke eksisterede. Jeg vendte spørgsmålet på hovedet: “Er bankerne menneskeværdige?” Da jeg opdagede, at det var de ikke, indså jeg, at det var på tide at skabe en ny form for bank.

Ingen af os bryder os om ideen om apartheid. Vi protesterer, når vi hører om et sådant system, hvordan det end er udformet, og hvor det end findes. Vi mener alle, at ingen bør lide, fordi han eller hun tilfældigvis er født i en bestemt race eller klasse eller under bestemte økonomiske vilkår. Men vores finansielle institutioner har skabt et verdensomspændende apartheidsystem, uden at nogen er forfærdet over dette. Hvis man ikke kan stille sikkerhed, er man ikke kreditværdig.

Man er ikke velkommen i bankernes verden.

Forestil dig, at bankverdenens globale elektroniske kommunikationssystem pludselig brød sammen, og at alle finansielle institutioner

79 i verden pludselig holdt op med at fungere. Banker overalt ville lukke dørene. Pengeautomaternes skærme ville være blanke. Kreditkort og hævekort ville ikke længere virke. Og milliarder af familier ville ikke kunne sætte mad på bordet. Dette er nøjagtig den situation, som halvdelen af verdens befolkning lever med hver eneste dag – en skrækhistorie uden ende.

Hvis de fattige skal have muligheden for at hæve sig selv ud af fattigdommen, er det op til os at fjerne de institutionelle barrierer, vi har sat op omkring dem. Vi må fjerne de absurde regler og love, vi har skabt, og som behandler fattige mennesker som nulliteter. Og vi må finde på nye måder, hvorpå man kan anerkende en persons egenværdi – og kassere de kunstige målestokke, som et uretfærdigt system har pålagt os.

Det problem, jeg opdagede i Bangladesh – at fattige mennesker ikke har adgang til det finansielle systems fordele – er ikke kun begrænset til de fattigste lande i verden. Det eksisterer over hele kloden.

Selv i det rigeste land i verden bliver mange mennesker ikke betragtet som kreditværdige, hvorfor de ikke har mulighed for at deltage fuldt ud i det økonomiske system.

I 1994 modtog jeg et brev fra en ung kvinde, Tami, fra Hixon, Texas. Tami arbejdede som journalist på en avis. Tami skrev til mig om sine oplevelser med det amerikanske banksystem: Da jeg som barn forsøgte at oprette en simpel opsparingskonto, blev proceduren forsinket af bankens krav om, at jeg skulle fremskaffe to pasfotoer af mig selv. Hvad skal børn som udgangspunkt overhovedet bruge fotoidentifikation til?

Mine erfaringer som voksen har ikke været bedre.

Min mor har netop modtaget 500 dollar fra den amerikanske stat som refusion for en pengeanvisning, som var blevet væk på posthuset. Hun tog anvisningen med til den bank, vi samme dag besøgte for at lukke vores konto. De nægtede at indløse anvisningen, fordi, som de sagde: “Du har ikke længere en konto her.” Vi

80 måtte gå hen til et af de mange checkindløsningsfirmaer, der de seneste år er dukket op i USA, og vi blev rystede, da vi så, at de tog 20 procent – 100 dollar – som gebyr for at indløse den.

Jeg begyndte at se nærmere på disse steder og fandt ud af, at mange mennesker er tvunget til at bruge dem, især ældre mennesker, der lever af sociale pensioner, der udbetales på checks, og de fattige arbejdere, der ikke kan få oprettet en bankkonto, fordi de ikke har det nødvendige indskud, der kræves, ikke har råd til checkgebyrer og andre servicegebyrer eller ikke kan godtgøre over for banken, at de er kreditværdige. Nogle folk har svært ved at tilvejebringe id til banker for at åbne konti. Det er besværligt nok at fremskaffe det id, de kræver for at indløse en check.

På den avis, hvor jeg arbejdede, modtog jeg hver uge en løncheck. Jeg tog den altid med hen til den bank, der havde udstedt den, og altid hen til en af de samme to bankassistenter. Hver eneste uge insisterede de på at se mit kørekort, og som om det at have et statsautoriseret kørekort med et foto af mig på ikke var nok, krævede de også at se et kreditkort. De antager sandsynligvis, at hvis jeg har gæld, må jeg være ærlig.

Er det ikke oprørende, at mennesker med lave indkomster, mennesker, som kæmper for at få enderne til at mødes, er de selv samme mennesker, der må betale mest for grundlæggende finansielle serviceydelser – hvis de overhovedet kan få adgang til disse serviceydelser?

I de år, der er gået, siden jeg hørte fra Tami, er forholdene ikke blevet forbedret. Der opfindes hele tiden nye måder at udnytte fattige mennesker på. For eksempel har du – hvis du tilhører middelklassen – måske aldrig hørt om pay day loans (‘lønningsdagslån’), der er små, kortfristede lån (normalt mindre end 1.500 dollar), der gives til amerikanere med lavindkomster, mennesker, der ikke har adgang til almindelige former til kredit. De bruger disse lån til at komme fra den ene lønningsdag til den næste – til at betale en uventet lægeregning

81 eller reparere en bil eller et ødelagt husholdningsapparat, når de ikke har penge til den slags.

Individer med mellemindkomst eller høj indkomst kan bruge et kreditkort til at dække sådanne udgifter. Hvis kreditkortregningen betales fuldt ud og til tiden, bliver der ikke opkrævet renter og gebyrer.

Hvis det tager nogle få måneder at betale regningen, kan der tages en årlig rente på omkring 25 procent. Men den fattige arbejder, der ikke er kvalificeret til at få et almindeligt kreditkort, er tvunget til i stedet at tage lønningsdagslån. Og gebyrerne og renteudgifterne for disse lån kan løbe op i 250 procent om året, eller endnu mere.

Det er så fristende at give de fattige skylden for de problemer, de har. Men når vi ser på de institutioner, vi har skabt, og hvordan de overhovedet ikke er i stand til at gavne de fattige, må vi indse, at disse institutioner og den uudviklede tænkning, de repræsenterer, må bære meget af skylden.

I Grameen Bank udfordrede vi denne finansielle apartheid. Vi havde modet til at give de fattigste mennesker kredit. Vi inkluderede subsistensløse kvinder, der aldrig før i deres liv havde været i berøring med penge. Vi trodsede de eksisterende regler. Undervejs i processen sagde mange til os: “I spilder jeres penge! De penge, I låner ud, vil aldrig blive betalt tilbage. Selv om jeres system fungerer nu, vil det bryde sammen om kort tid. Det vil eksplodere og forsvinde.”

Men Grameen Bank er hverken eksploderet eller forsvundet. I stedet har vi udvidet og udvidet og når ud til flere og flere mennesker.

I dag yder Grameen Bank lån til over syv millioner mennesker, fattige mennesker, hvoraf 97 procent er kvinder, fordelt på 78.000 landsbyer i Bangladesh.

Siden banken åbnede, har den i alt udlånt et beløb, der svarer til seks milliarder dollar. Tilbagebetalingsraten er for tiden på 98,6 procent. Grameen Bank har regelmæssigt overskud, ligesom enhver godt bestyret bank bør have det. Finansielt set hviler banken i sig selv og har ikke modtaget donorpenge siden 1995. Indskud og andre af Grameen

82 Banks ressourcer udgør i dag 156 procent af alle udestående lån. Banken har været profitabel hvert år, siden den blev grundlagt, bortset fra 1983, 1991 og 1992. Og vigtigst af alt: Ifølge Grameen Banks interne undersøgelse har 64 procent af vores låntagere, der de seneste fem år eller mere har været kunder i vores bank, krydset fattigdomsgrænsen.

Grameen Bank begyndte som et lille, lokalt projekt, der blev drevet med hjælp fra adskillige af mine studerende, der alle var lokale unge mænd og kvinder. Tre af dem er efter alle disse år stadig i Grameen – de er bankens topledere.

Flere økonomiske blinde punkter I forhold til den konventionelle økonomiske tænkning var det et revolutionerende skridt at være villig til at yde lån til fattige mennesker.

Vi ignorerede den traditionelle opfattelse, at der ikke kan udstedes lån uden sikkerhed. Denne antagelse, som det store flertal af bankfolk accepterer uden at analysere, betvivle eller blot reflektere over den, betyder i realiteten, at halvdelen af menneskeheden betragtes som værende uværdig til at deltage i det finansielle system.

Mere generelt indbefatter Grameen Bank-systemet imidlertid også en nytænkning af mange andre antagelser i den gængse økonomiske teori. Jeg har allerede diskuteret det forhold, at den økonomiske teori tegner et stærkt oversimplificeret billede af den menneskelige natur og antager, at alle mennesker udelukkende motiveres af ønsket om at maksimere profit. Det kræver kun et flygtigt blik på de mennesker, vi alle kender i den virkelige verden, for at kunne indse, at dette billede ganske enkelt ikke er sandt. Og dette er kun et af de mange blinde punkter i den traditionelle økonomiske teori, som Grameen Bank har måttet overvinde.

Et andet er den antagelse, at løsningen på fattigdom består i at skaffe beskæftigelse til alle – at den eneste måde at hjælpe fattige mennesker på er at skaffe job til dem. Denne antagelse skaber den form for udviklingspolitik, som økonomer anbefaler, og som regeringer og

83 hjælpeorganisationer efterstræber. Donorpenge hældes i enorme projekter, hvoraf de fleste drives af staten. Privat kapital investeres i store virksomheder, der formodes at kickstarte lokale og regionale økonomier, beskæftige tusindvis af mennesker og forvandle de fattige til velstående skatteydere. Det er en fin teori – bortset fra at erfaringen viser, at den ikke fungerer, fordi de nødvendige betingelser, der kan støtte denne udvikling, ikke er til stede. Økonomer holder fast i denne strategi til at bekæmpe fattigdom, fordi den eneste form for beskæftigelse, som de fleste undervisningsbøger i økonomi har øje for, er lønarbejde. I undervisningsbøgernes verden findes blot ‘firmaer’ og ‘bondegårde’, der ansætter forskellige mængder af arbejdskraft på forskellige lønniveauer. I den økonomiske litteratur er der ikke tænkt på mennesker, der tjener til livets ophold ved at beskæftige sig selv og finde på metoder til at udvikle varer eller serviceydelser, som de sælger direkte til dem, der har brug for dem.

Men i den virkelige verden er det dette, man ser fattige mennesker gøre overalt.

En af mine amerikanske venner besøgte for nylig Bangladesh for første gang. Efter at have rejst gennem et af de fattigste områder i vores land skrev han til mig: I USA forbinder jeg fattigdom på landet med et tydeligt fravær af økonomisk aktivitet. Jeg tænker på de scener, min kone og jeg har set, når vi har kørt gennem de amter uden for New York, hvor udviklingen er gået i stå – forladte bycentre, butikker med kun nogle få, gamle varer i vinduet, lukkede kontorer og fabrikker osv. Man kan køre rundt hele dagen gennem disse områder næsten uden at se en eneste sjæl og nå frem til sin destination uden på nogen måde at kunne forstå, hvordan mennesker disse steder overhovedet kan tjene til livets ophold. (Og selvfølgelig kan færre og færre mennesker disse steder rent faktisk klare sig i disse tider, hvorfor mange af dem er flyttet til byen.)

84 Men det lillebitte stykke af Bangladesh, jeg så i dag, er – selv om det (i monetære termer) er meget fattigere end et hvilket som helst sted i staten New York – en utrolig bikube af økonomisk aktivitet. Hver landsby har sin egen indkøbsgade, hvor dusinvis af skure med bliktag kæmper om pladsen og er fyldt med varer til salg (sko, medicin, møbler, tøj, dvd’er, fødevarer – hvad som helst) eller tilbyder serviceydelser lige fra barbering til syning af tøj. På andre gader tilbyder landsbybeboerne deres varer, der er spredt ud på måtter – kurve, hatte, brød, nogle få kartofler eller grøntsager. Og i næsten ethvert hus eller enhver have, man passerer, kan man se folk arbejde, idet de fremstiller, reparerer eller forbereder ting, der kan indgå i en handel – de malker køer, fremstiller møbler af træ, sælger smykker, høster afgrøder.

De landsbybeboere, som min amerikanske ven iagttog, har ikke ‘job’, som konventionelle økonomier ville anerkende. Men de arbejder hårdt, genererer indtægter, forsørger deres familier og forsøger at kæmpe sig vej ud af fattigdommen. Det, de mangler, er de økonomiske værktøjer, de behøver for at gøre deres arbejde så produktivt som muligt.

I Grameen Bank har jeg forsøgt at vise, at kredit til de fattige kan skabe selvstændige næringsdrivende og skaffe dem indtægter. Ved ikke at anerkende husstanden som en produktionsenhed og selvbeskæftigelse som en naturlig måde for mennesker at tjene til livets underhold har den økonomiske litteratur overset et væsentligt træk ved den økonomiske virkelighed. Jeg argumenterer ikke imod, at der arbejdes for at skabe job. Det skal man gøre for fuld kraft. Men man må ikke tro, at folk blot venter på, at job dukker op, og at selvstændig beskæftigelse blot er en midlertidig løsning. Folk bør have flere muligheder at vælge imellem, indbefattet både job (lønarbejde) og selvbeskæftigelse. Lad folk vælge det, der passer til dem. Mange mennesker har både lønarbejde og er selvstændige erhvervsdrivende.

Denne misforståelse er forbundet med et andet blindt punkt i den

85 gængse økonomiske tænkning: den antagelse, at foretagsomhed og mennesker med iværksætterånd er sjældne fænomener. Ifølge undervisningsbøgerne har kun et lille antal mennesker talent for at se nye forretningsmuligheder og modet til at risikere deres ressourcer i udviklingen af disse muligheder.

Men mine erfaringer blandt verdens fattigste mennesker tyder på det stik modsatte – og Grameen Banks og andre institutioners erfaringer gennem årtier bekræfter dette – nemlig at evnen til at iværksætte praktisk taget er universel. Næsten alle har talent for at se muligheder i det, der omgiver dem. Og når de gives redskaberne til at realisere disse muligheder, er næsten alle ivrige efter at komme i gang.

For mig er fattige mennesker som bonsaitræer. Hvis man planter det bedste frø fra det største træ i en krukke, der kun er 15 cm dyb, får man en perfekt kopi af det store træ, men det er kun få centimeter højt. Der er intet galt med det frø, man plantede – men den jord, man gav det, var ikke tilstrækkelig.

Fattige mennesker er bonsaimennesker. Der er intet galt med deres frø. Samfundet gav dem blot ikke et grundlag, de kunne vokse ud fra.

Alt, der kræves for at løfte fattige mennesker ud af fattigdom, er, at vi skaber et støttende miljø for dem. Når de fattige først tillades at udfolde deres energi og kreativitet, vil fattigdommen forsvinde meget hurtigt.

Den økonomiske teori har også andre blinde punkter. Selv hvis man læser mange økonomiske lærebøger, er det sjældent, at man møder begreber som en ‘mand’, en ‘kvinde’ eller et ‘barn’. I økonomernes øjne eksisterer disse ting ikke. Det tætteste, de kommer på at anerkende eksistensen af menneskelige væsener, er, når de taler om ‘arbejdsstyrken’ – en samling af robotlignende væsener, hvis eneste mission i livet er at arbejde for ejere af fabrikker, kontorer eller gårde. Og eftersom den økonomiske teori ikke anerkender, at ‘arbejdsstyrken’ er sammensat af både mænd og kvinder, er dens syn på verden meget mandsdomineret (man betragter ‘mand’ som dækkende for hele det menneskelige spektrum).

86 Når disse opfattelser udfordres, forsvarer økonomer denne brug af ekstrem abstraktion ved at sige, at de blot gør det for ‘enkelthedens’ skyld.

Jeg forstår, at det nogle gange er nødvendigt at forenkle for at kunne se tingene klart. Men når ‘forenkling’ betyder, at det væsentlige overses, går det for vidt. Albert Einstein er blevet citeret for at sige: “Alt bør gøres så enkelt som muligt, men ikke enklere end det.” Den gængse økonomiske teori gør alt ‘for enkelt’ og går dermed fejl af virkeligheden.

I Grameen Bank opdagede vi hurtigt, at det i den virkelige verden er vigtigt ikke at betragte mænd, kvinder og børn som enheder i ‘arbejdsstyrken’, men som mennesker med forskellige evner og behov. Ved at iagttage den konkrete adfærd hos de mennesker, vi lånte penge, fandt vi hurtigt ud af, at det at låne penge til fattige kvinder gavner en familie mere, end hvis man låner dem til mænd. Når mænd tjener penge, er de mere tilbøjelige til at bruge dem på sig selv, men når kvinder tjener penge, bruger de dem til gavn for hele familien, især børnene. Derfor har lån til kvinder en masse positive virkninger, der både socialt og økonomisk gavner hele familien og i sidste instans hele samfundet. I Grameen Bank opdagede vi først moderen. Derefter opdagede vi børnene – ikke som følge af nogen som helst følelsesmæssig eller moralsk tvang, men af solide økonomiske grunde. Hvis fattigdom skal afhjælpes eller udryddes, må vores fokus være på den næste generation. Vi må forberede børnene på at tage afsked med fattigdommens tegn og stigma og indgyde dem en fornemmelse af menneskelig værdighed og håb for fremtiden.

Så intet program, hvis fokus og målgruppe er børn, bør betragtes som et ‘humanitært’ eller ‘velgørende’ program. I realiteten er det et vigtigt udviklingsprogram – mindst lige så vigtigt som (ja, faktisk vigtigere, ville jeg hævde) opførelsen af en lufthavn, en fabrik eller en motorvej.

Og dette fører mig videre til endnu et stort blindt punkt i den konventionelle økonomiske tænkning, nemlig udviklingsstrategiers fokusering på materiel akkumulering og materielle resultater. Dette fokus bør skifte til mennesker, deres initiativ og foretagsomhed.

Udviklingsarbejdets første og vigtigste opgave er at tænde for den

87 kreativitetsmaskine, der findes inden i hvert eneste menneske. Ethvert program, der blot dækker en fattig persons materielle, fysiske behov eller endda skaffer et job, er ikke et ægte udviklingsprogram, medmindre det fører til udfoldelsen af denne persons kreative energi.

Dette er grunden til, at Grameen Bank ikke tilbyder fattige mennesker almisser eller bevillinger, men kredit – dvs. lån, som de skal betale tilbage, med renter, gennem deres eget produktive arbejde. Denne dynamik gør Grameen Bank bæredygtig. Tilbagebetalingen af lånene tilvejebringer midlerne til fremtidige lån – til de samme individer eller til nye bankkunder – i en konstant ekspanderende cirkel af økonomisk vækst. Denne praksis gør det også muligt for de fattige at bevise over for dem selv, at de kan forandre deres verden til det bedre – og det giver dem redskaberne til selv at gøre netop dette.

Kritikere siger ofte, at mikrokredit ikke bidrager betydeligt til den økonomiske udvikling. Har de ret? Jeg tror, at svaret er afhængigt af, hvordan man definerer ‘økonomisk udvikling’. Måles det som indkomst per indbygger? Forbrug per indbygger? Eller noget andet per indbygger?

For mig er essensen af udvikling det at forandre livskvaliteten for den dårligst stillede halvdel af befolkningen. Og denne kvalitet kan ikke blot defineres gennem størrelsen af forbrugskagen. Den må også indbefatte det støttende miljø, som gør det muligt for individet at udforske sit eget kreative potentiale. Dette er vigtigere end nogen ren målestok for indkomst eller forbrug.

Mikrokredit tænder for de økonomiske maskiner i den underprivilegerede del af samfundet. Når et stort antal af disse små maskiner først begynder at fungere, er scenen sat til store ting.

Udviklingen af Grameen Bank Efterhånden som Grameen Bank blev mere og mere engageret i og bevidst om de sociale forhold, som de fattige i Bangladesh levede under, opdagede den andre områder, hvor der herskede økonomiske skæv-

88 heder, men også økonomiske muligheder. Som reaktion herpå udviklede den nye strategier og udvidede sit operationsfelt.

For eksempel begyndte vi i 1984 at tilbyde boliglån. Også på dette felt løb vi ind i bureaukratiske vanskeligheder. Da vi ansøgte Bangladesh’ Nationalbank om den samme form for finansiering, som blev tilbudt til kommercielle banker i forbindelse med boliglån, blev vores forslag afvist med den forklaring, at de meget små lån, vi foreslog oprettelsen af – 5.000 taka, der dengang svarede til omkring 625 kr. – var for små til at opføre noget, som staten kunne anerkende som ‘bolig’.

Dette var måske sandt, men det ændrede ikke den kendsgerning, at de fattige mennesker, vi havde som kunder, var desperate og ivrige efter at købe bliktage, der kunne skærme dem mod regnen. Vi forsøgte at omformulere vores ansøgning flere gange, idet vi håbede at finde passende ord, som bureaukraterne ikke kunne se nogen problemer i. Men vi fik ikke tilladelse til at tilbyde boliglån, før et venligsindet medlem af Nationalbankens bestyrelse på min opfordring greb ind. Han indvilligede i at ignorere reglerne og tillade Grameen Bank at hjælpe fattige mennesker med at forbedre deres mere eller mindre sammenstyrtede hytter.

Siden vi introducerede boliglån i 1984, har disse lån været brugt til at opføre 650.000 huse. Disse huse ejes af Grameen Banks kvindelige kunder selv – hvilket er et vigtigt skridt i styrkelsen af Bangladesh’ kvinder, der historisk set har hørt til blandt de mest magtesløse og undertrykte grupper i landet.

Da vi begyndte at arbejde med de fattige, indså vi hurtigt, at Grameen Bank skulle mere end blot tilbyde finansielle serviceydelser.

Det var også vigtigt for os at fremme en stærk social dagsorden. Den grundlæggende struktur i banken og dens låneprogrammer er et eksempel på dette.

Ingen, der låner penge af Grameen Bank, står alene. Hver låner hører til en selvbestaltet gruppe af fem venner – ingen af disse må være i familie. Når en af de fem venner ønsker at optage et lån, skal lånet

89 godkendes af de andre fire venner. Selv om den individuelle låner er ansvarlig for sit eget lån, fungerer gruppen som et lille, socialt netværk, der leverer opmuntring, psykologisk støtte og nogle gange praktisk hjælp til at bære den uvante byrde, det er at stå i gæld, og hjælper det individuelle medlem med at navigere i den ukendte ‘forretningsverden’. Heller ikke den enkelte gruppe af fem venner står alene. Mellem 10 og 12 sådanne grupper mødes en gang om ugen til et møde i et center, der er en simpel hyttelignende bygning, som de har bygget i deres egen landsby. Der er over 130.000 centre over hele landet – hvert center betjener mellem 50 og 60 kunder i Grameen Bank. I forbindelse med det ugentlige møde indsamles afdragene på lånene af en ansat i den lokale filial, der afleveres ansøgninger om nye lån, og der foregår forskellige inspirerende, oplysende og praktiske aktiviteter fra diskussioner om nye forretningsideer til foredrag om sundhedsmæssige eller finansielle emner til korte gruppeøvelser. Centrets ledelse vælges på demokratisk vis.

Der er ingen tvivl om, at Grameen Banks dynamik, der skabes på baggrund af denne forankring i lokalsamfundet, er en vigtig forklaring på vores systems succes. Det positive sociale pres, som gruppen og centret udøver, opmuntrer i høj grad låntagere til at forblive tro over for deres forpligtelser. Når Grameen-kunder i undersøgelser spørges om, hvorfor de betaler deres lån tilbage, er det mest almindelige svar: “Fordi jeg ville have det forfærdeligt over at skuffe de andre medlemmer af min gruppe.”

Nogle kritikere er bekymrede over, om dette kan virke som udtryk for tvang. Men eftersom ingen er tvunget til at blive kunde i Grameen Bank – og eftersom bankens eneste dagsorden er at hjælpe fattige mennesker, så de selv kan undslippe fattigdommen – tror jeg, det er tættere på sandheden at betragte dette pres som udtryk for lokalsamfundets evne til at opmuntre folk til at opnå ting, som de måske ellers ville have betragtet som uopnåelige.

En anden måde, som vi understøtter vores sociale dagsorden på,

90 er gennem De Seksten Beslutninger. Dette er en række sociale og personlige forpligtelser, der er blevet udviklet over tid, oprindeligt på baggrund af ideer, der dukkede op i forbindelse med nogle intensive møder mellem låntagere og personale i Grameen Bank i begyndelsen af 1980’erne. Der blev udformet flere forskellige versioner af De Seksten Beslutninger i forskellige bankfilialer og centre rundt omkring i landet. Disse blev over tid udvekslet med andre filialer. I 1984 blev de samlet til det, der blev kendt som De Seksten Beslutninger, der i dag er en integreret del af Grameens program. Alle nye kunder i banker forventes at lære De Seksten Beslutninger og love at følge dem.

De Seksten Beslutninger: 1. Vi vil overholde og fremme Grameen Banks fire principper – Disciplin, Enhed, Mod og Hårdt Arbejde – i alle aspekter af vores liv.

2. Vi vil skabe velstand for vores familier.

3. Vi vil ikke bo i forfaldne huse. Vi vil reparere vores huse og arbejde hen imod det mål at opføre nye huse så hurtigt som muligt.

4. Vi vil dyrke grøntsager året rundt. Vi vil spise masser af dem og sælge overskuddet.

5. Når der er sæson for det, vil vi lægge så mange frøplanter som muligt.

6. Vi vil ved hjælp af planlægning sikre, at vores familier ikke bliver for store. Vi vil minimere vores udgifter. Vi vil passe på vores helbred.

7. Vi vil uddanne vores børn og sikre, at de kan tjene penge, så de kan betale for deres uddannelse.

8. Vi vil altid sørge for, at vores børn er rene, og at miljøet er rent.

9. Vi vil opføre og bruge udgravede latriner.

10. Vi vil koge vand, før vi drikker det, eller bruge alun til at rense det med. Vi vil bruge filtre til at fjerne arsenik.

91 11. Vi vil ikke tage nogen medgift i forbindelse med vores søns bryllup, og vi vil heller ikke give medgift i forbindelse med vores datters bryllup. Vi vil rense centret for medgiftens forbandelse. Vi vil ikke gifte vores børn bort, mens de er børn.

12. Vi vil ikke være uretfærdige over for andre. Vi vil heller ikke tillade, at andre begår uretfærdigheder.

13. For at få en højere indtægt vil vi i fællesskab foretage større investeringer.

14. Vi vil altid være klar til at hjælpe andre. Hvis nogen er i vanskeligheder, skal vi alle hjælpe.

15. Hvis vi får kendskab til et brud på disciplinen i et center, skal vi alle opsøge dette center og hjælpe det med at genoprette disciplinen.

16. Vi vil kollektivt tage del i alle sociale aktiviteter.

De Seksten Beslutninger har blandt andet betydet, at låntagere i Grameen Bank har sørget for at sende deres børn i skole. Så at sige alle børn i skolealderen i de familier, der er kunder hos Grameen, går regelmæssigt i skole – noget af en præstation af låntagere, hvoraf de fleste selv er analfabeter. Uddannelsen af en hel generation af Bangladesh’ landbefolkning er et stort historisk gennembrud.

Efterhånden som tiden gik, begyndte børn fra Grameen-familier at gå i gymnasiet, og mange var blandt de dygtigste i deres klasser. For at fejre denne præstation begyndte vi at uddele stipendier til de bedste studerende. I dag uddeler Grameen Bank årligt mere end 30.000 stipendier til børn af dens låntagere.

Mange af børnene har taget en længerevarende uddannelse og er blevet læger, ingeniører, universitetslærere m.m. Vi indførte lån til studerende, så det blev lettere for Grameen-studerende at fuldføre deres længerevarende uddannelser. Nu har nogle af dem taget ph.d.-graden.

For tiden har 18.000 optaget studielån. Der kommer flere end 8.000 nye studerende til om året.

92 Som disse eksempler illustrerer, er Grameen Bank meget mere end en finansiel institution. Vi skaber en helt ny generation, der vil være godt klædt på til at føre deres familier helt uden for fattigdommens rækkevidde. Vi ønsker at bryde cirklen – den historiske videreførelse af fattigdom. Grameen er et værktøj, der kan bruges til dette.

Bemærk også, at Grameen Banks succes skyldes vores villighed til at anerkende og belønne drivkræfter og incitamenter, der overskrider de rent økonomiske. Mennesker er ikke blot arbejdere, forbrugere endsige iværksættere. De er også forældre, børn, venner, naboer og borgere. De bekymrer sig om deres familier, drager omsorg for deres lokalsamfund og tænker meget på deres omdømme og deres forhold til andre. For traditionelle bankfolk eksisterer disse menneskelige bekymringer, denne omsorg ikke. Men denne omsorg er kernen i det, der udgør Grameen Bank. Den kredit, vi tilbyder fattige mennesker, er ikke blot et spørgsmål om poster i en regnskabsbog eller en håndfuld pengesedler, der gives til en person. Den er et redskab til at forandre liv, og hverken Grameen Banks personale eller vores låntagere mister nogensinde denne kendsgerning af syne.

Videreudviklingen af Grameen Bank-systemet Grameen Bank er både en forretning og en institution for de fattige.

Og for begge organisationsformer er en af de afgørende test, hvordan de kommer igennem en forfærdelig økonomisk og menneskelig katastrofe. De fleste institutioner kan klare sig i gode tider, men kun de mest modstandsdygtige kan overleve katastrofer.

I 1998 oplevede Bangladesh den værste oversvømmelse i landets historie. Som jeg skrev dengang, var dette ikke blot “endnu en oversvømmelse: det er OVERSVØMMELSEN, som alle bangladeshere vil huske i generationer”. I forbindelse med oversvømmelserne, der begyndte i midten af juli, stod to tredjedele af landet under vand i elleve uger, hvilket forårsagede store lidelser og økonomisk sammenbrud.

30 millioner mennesker blev fordrevet fra deres hjem, mere end 1.000

93 mennesker omkom, og to rishøster blev mere eller mindre ødelagt.

Som man kan forestille sig, blev kunderne og personalet i Grameen Bank ikke skånet. 144 kunder døde som følge af oversvømmelserne.

Mange flere mistede familiemedlemmer, og vandet tog også manges hjem, gårde og dyr med sig. Over halvdelen af vores låntagere og mere end 70 procent af vores filialer blev påvirket af oversvømmelsen.

Efterhånden som den økonomiske aktivitet bremsede op i store dele af i Bangladesh, mistede mange Grameen-medlemmer alle indtægtskilder og var ude af stand til at fortsætte tilbagebetalingen af deres lån. Samtidig steg deres økonomiske behov enormt. Banken iværksatte forskellige nødhjælpsprogrammer. Vi erklærede 42 procent af vores centre for ‘katastrofecentre’ og suspenderede indsamlingen af afdrag for en tid – denne periode endte med at vare fem måneder. Vi tilvejebragte også store mængder kontanter gennem nødlånsprogrammer. Kunder, der havde bygget huse ved hjælp af Grameens boliglån, fik supplerende lån på 5.000 taka (der dengang svarede til 625 kr.) til at foretage reparationer, og andre kunder fik lån på 2.500 taka til samme formål.

Disse forholdsregler var med til at afhjælpe Grameen-kundernes lidelser og satte skub i genopbygningen af lokalsamfund, som oversvømmelserne havde ødelagt. Men de satte banken under et enormt økonomisk pres. I midten af 1999 kunne vi se, at mange lån blev misligholdt i visse egne af landet. Dette kom ikke uventet. Det ville have været urealistisk at tro, at en ødelagt økonomi hurtigt kunne rejse sig efter så alvorligt et slag. Men da vi studerede problemerne nærmere, opdagede vi et overraskende mønster. Nogle af de bankcentre, der havde de største problemer med tilbagebetalingen af lån, lå lige i nærheden af andre centre, hvor det gik godt.

Da vi undersøgte disse forskelle i jagten på en forklaring, fandt vi ud af, at den store oversvømmelse kun var en del af problemet. De bankcentre, hvor bankkunderne havde sværest ved at betale deres lån tilbage, havde rent faktisk kæmpet med problemer i årevis. Den situa-

94 tion, som oversvømmelsen havde skabt, havde blot forværret problemerne og gjort dem mere iøjnefaldende.

Gennem årene havde vi lejlighedsvist forsøgte at tilføje nye regler og forbedre specifikke træk ved det grundlæggende Grameen-system uden at gennemføre nogen større gennemgang og ændring af hele programmet. Som følge heraf var Grameen-systemet forblevet et stift program, hvor ét og samme sæt regler forventedes at hjælpe mennesker med forskellige behov. Det var et system, der generelt fungerede fint, men som netop ikke kunne dække særlige behov, som låntagerne måtte have. Efter mere end femten års virke var Grameen moden til forandring – og den store oversvømmelse i 1998 gav anledning til en større revision af systemet.

I løbet af de næste to år deltog Grameen-personale rundt om i landet i en omfattende proces med at nytænke bankens operationer – vi ønskede at finde ud af, hvordan vi kunne styrke bankens økonomiske fundament, tilpasse dens produkter til kundernes behov og øge dens fleksibilitet med hensyn til at håndtere skiftende forhold og behov.

Især fokuserede vi på to områder, hvor der var behov for ændringer. For det første ønskede vi at forøge opsparingen i Grameen Bank betragteligt. Dette ville forbedre bankens kapitalstruktur og skabe en pengereserve, som vi kunne falde tilbage på i perioder med økonomisk pres, for eksempel næste gang naturen skader Bangladesh’ folk.

I 1995 havde vi besluttet, at Grameen skulle hvile 100 procent i sig selv.

Vi ville ikke længere tage imod penge fra bilaterale eller multilaterale donorinstitutioner og ville i stedet udelukkende klare os med vores egne finansielle ressourcer. Men da oversvømmelserne ramte landet, havde vi brug for yderligere midler. Vi gik ikke til donorerne, men henvendte os i stedet til Bangladesh’ Nationalbank for at låne penge. Derefter udstedte vi obligationer for at låne penge fra kommercielle banker. Vi var overbeviste om, at det rekonstruerede Grameen-system ville være stærkt nok til at undgå at låne igen, også i tilfælde af katastrofer.

For det andet ønskede vi at gøre vores låneprodukter mere flek-

Fra Grameen I til Grameen II: Et mere fleksibelt, ansvarligt system Grameen 1

Grameen 2

Grund til ændring

Ingen pensionsordning

Låntager indsætter hver måned et fastsat beløb på en Grameen pensionsordning

For at hjælpe låntagere til at opbygge en opsparing til pensionsalderen

Fastlagte og ufleksible Varierede planer for opsparing, opsparingsprogrammer, der som passer til kundernes forventes at passe til alle individuelle behov

For at fremme opsparing til særlige behov og langsigtede, økonomiske fordele

Intet initiativ for at indsamle Aktive kampagner for at indsamle For at gøre det muligt for opsparingspenge fra opsparingspenge fra banken selv at finansiere ikke-medlemmer ikke-medlemmer fremtidige lån Primært etårige lån med Afdragsperioden og størrelsen på faste afdragsbeløb afdragene kan variere

For at gøre det muligt for låntagere at skræddersy låneprodukter til individuelle behov og skiftende omstændigheder

Fælles låneloft for et helt Individuelle låneloft på grundlag låneområde af opsparing og andre målestokke

For at belønne og anspore kunderne til gode låne- og tilbagebetalings-praksisser

Familien er ansvarlig for lån, som afdøde familie- medlemmer har optaget

Særlige opsparingsmidler sikrer, at udestående lån betales ud i forbindelse med dødsfald

For at lindre låntageres frygt for at efterlade sig gæld

Låntager bliver defineret som dårlig betaler, hvis lån ikke betales tilbage inden for 52 uger

Låntager bliver defineret som dårlig betaler, hvis tilbagebetal- ingsordningens krav ikke op- fyldes inden for seks måneder

For at give en tidlig advarsel om potentielle problemer med at betale lån tilbage

Midler til nye bankfilialer lånes fra hovedkontoret til en rente på 12 procent

Nye filialer er selvfinansierede fra dag ét og bruger opsparinger fra låntagere og ikke-låntagere

For at sikre, at filialer hurtigt bliver selvfinansierende

96 sible. Vi gav låntagere flere muligheder for, hvordan og hvornår de skulle tilbagebetale deres lån, hvorved det blev lettere for dem at betale mere tilbage i perioder, hvor deres virksomhed blomstrede, og betale mindre tilbage i dårlige perioder.

Vi tog denne udfordring op i den samme ånd præget af åbne eksperimenter, der havde været drivkraften bag grundlæggelsen af Grameen Bank. Der opstod dusinvis af nye ideer, der blev diskuteret og eksperimenteret med. De ideer, der fungerede bedst, blev en del af planen for et nyt Grameen-system. Da 2001 lakkede mod enden, var det nye system, som vi kaldte for Grameen II, fuldt udformet. De forskellige filialer, som banken som helhed er inddelt i, begyndte én efter én at implementere denne plan, efterhånden som lokale omstændigheder og potentialer til at efteruddanne bankansatte gjorde dette muligt. I august 2002 var Grameen II implementeret over hele landet.

Der er mange og interessante forskelle mellem Grameen I og Grameen II. De, der ønsker at sætte sig ind i hele historien om skabelsen af Grameen II og detaljerne i implementeringen af denne plan, opfordres til at læse The Poor Always Pay Back: The Grameen II Story, der giver en omfattende redegørelse for disse forhold.2 Skemaet på næste side er taget fra denne bog og er et praktisk overblik over nogle af de store innovationer i Grameen II. Skemaet illustrerer, hvordan Grameen Bank – som enhver anden virksomhed – har måttet udvikle og tilpasse sig over tid for at kunne tjene sine kunder og deres behov på den mest effektive måde. Det er en lektie, som grundlæggere af sociale virksomheder må lære: Ligesom profitmaksimerende virksomheder må være hurtige og fleksible for at opfylde de skiftende krav i et konkurrencemiljø i stadig udvikling, må heller ikke sociale virksomheder holde op med at udvikle og forbedre sig.

Grameen Bank tilbyder fire forskellige låneprodukter til forskellige 2

Asif Dowla og Dipal Barua: The Poor Always Pay back: The grameen II Story (Bloomfield, Cincinatti: Kumarian Press, 2006).

97 renter. Alle er simple renter i modsætning til den sammensatte rente (med renters rente), som konventionelle banker tager. Det beløb, der kræves af låntageren i rente, kan aldrig overstige det oprindelige beløb. Selv hvis en låntager er tyve år om at betale sit lån tilbage, vil hun aldrig komme til at tilbagebetale mere end det dobbelte af den sum, hun har lånt.

Det grundlæggende indtægtsgenererende lån – det klassiske produkt, som vi startede vores program med tilbage i 1976 – tilbydes til 20 procent i rente. Vi tager 8 procent for boliglån. I forbindelse med et program, som vi søsatte i 2000, tilbyder vi studerende lån til en rente på 0 procent i selve studieperioden – efter eksamen er renten på 5 procent.

Og i 2004 introducerede vi et program, der tilbyder kredit til de fattigste af de fattige – tiggere, som vi omtaler som ‘kæmpende kunder’.

Ingen af Grameen Banks almindelige regler gælder for tiggere. Lånene – som typisk er på et beløb, der svarer til omkring 75 kr. – er rentefrie, og låntagerne kan selv bestemme, hvor meget og hvornår de vil betale lånet tilbage. De kæmpende kunder bruger lånet til at sælge varer som snacks, legetøj eller husholdningsgenstande, når de går fra hus til hus for at tigge. De finder hurtigt ud af, hvor det er nemmest at sælge noget, og hvor det kan betale sig at tigge.

Ideen fungerer. Der er nu 100.000 kæmpende kunder i programmet.

Over 10.000 af dem er allerede holdt op med at tigge og er blevet fuldtidssælgere. De fleste af de øvrige er nu deltidstiggere. Og ja, de kæmpende kunder betaler deres lån tilbage. Af det samlede beløb, der er blevet udbetalt i forbindelse med dette program – til dato 95 millioner taka – er næsten 63 millioner taka allerede blevet tilbagebetalt.

Andre af Grameen II’s attraktive innovationer omfatter et program for pensionsopsparing, et program for fleksibel låntagning og et program for forsikring af lånet.

En låntager åbner en pensionsopsparingskonto ved at love at indsætte et bestemt beløb hver uge eller hver måned. Hvis hun holder sit

98 løfte i ti år, modtager hun et beløb, der svarer til næsten det dobbelte af det beløb, hun har indsat (en forrentning, der svarer til en indlånsrente på omkring 12 procent om året). Grameens kunder elsker dette program og er vilde med at se deres opsparing vokse år for år. I midten af 2007 udgør den samlede opsparing fra kunder mere end 2 milliarder kr. – omfanget af pensionsopsparingerne udgør omkring 53 procent af dette beløb.

Hvis en låntager har problemer med at betale et lån tilbage i overensstemmelse med den originale plan for tilbagebetaling, kan hun konvertere det til et fleksibelt lån, der gør det muligt for hende i en længere periode at betale mindre afdrag. Låneforsikring gør det muligt at indløse al udestående gæld, når en låntager eller hendes mand dør. Disse træk ved Grameen II er med til at sikre, at mikrolån forbliver en kilde til hjælp for fattige familier og ikke udvikler sig til en byrde i nødens stund.

Takket være de forandringer, der er blevet implementeret som følge af Grameen II, er Grameen Banks finansielle position nu stærkere end nogensinde, samtidig med at de serviceydelser, vi kan tilbyde fattige mennesker, er blevet udvidet og blevet mere fleksible og nyttige. I 2006 havde banken en profit på 100 millioner kr. og udbetalte udbytte for første gang (da tidligere statslige restriktioner på dette område blev fjernet). Låntagere modtog deres udbytte som aktionærer i banken.

Mikrokredit rundt omkring i verden I Bangladesh har man allerede nået 80 procent af de fattige familier med mikrokredit. (Millioner har været serviceret af Grameen Bank, mange andre af en række mikrokredit-NGO’er, især Bangladesh Rural Advancement Committee (BRAC) og ASA). I dag forudser vi, at næsten 100 procent af Bangladesh’ fattige familier vil være nået i 2012, hvilket gør vores land til det første land i verden, der tilbyder finansielle serviceydelser til alle fattige familier.

Ideen bag mikrokredit, der opstod i landsbyen Jobra i Bangladesh, har spredt sig til resten af verden. Der findes nu mikrokreditprogram-

99 mer i næsten alle lande i verden. Mikrokreditbevægelsen har haft størst succes i Asien, men har også vundet indpas i lande i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten. Mikrokreditinstitutioner er også begyndt at operere blandt fattige i mange lande i den udviklede del af verden, herunder USA. Mange af disse institutioner har efterlignet Grameen Banks struktur, og nogle har sendt deres ledere og personale til Bangladesh for at lære af os på første hånd. Behovet for uddannelse i Grameen Banks metode er så stort, at vi har oprettet en særskilt organisation, Grameen Trust, der er helliget denne særlige mission.

Man bør forstå, at Grameen Bank som sådan kun opererer i Bangladesh – vi har ikke filialer eller afdelinger i noget andet land. Vi er heller ikke tilknyttet eller ansvarlige for mikrokreditinstitutioner noget andet sted i verden, heller ikke dem, der måske angiver Grameen Bank eller mig som kilde til inspiration og vejledning. Den eneste undtagelse til dette er en håndfuld programmer, der er skabt som følge af en særlig aftale mellem donorer og Grameen Trust og implementeret af personale fra Grameen Bank i forbindelse med et program, som vi kalder for Build-Operate-Transfer-programmet (BOT).

Et af de bedste fora for frugtbare samtaler mellem mange forskellige praktikere inden for mikrokredituniverset fra hele verden er Microcredit Summit Campaign (mikrokredittopmødet). Historien om denne globale organisation fortæller samtidig historien om udviklingen og væksten af mikrokreditbevægelsen.

I 1997 blev mikrokredittopmødets første møde afholdt i Washington DC. Næsten 3.000 delegerede fra 137 lande deltog. Deltagerne repræsenterede mikrokreditprogrammer af mange slags og størrelser. Vi tilsluttede os alle et mål om at nå ud til 100 millioner af verdens fattigste familier med mikrokredit og andre finansielle serviceydelser, helst gennem kvinderne i disse familier, inden 2005.

Det var et dristigt mål. Dengang havde vi nået 7,6 millioner familier med mikrokredit, heraf fem millioner i Bangladesh. For mange

100 var 100 millioner familier et fjernt mål. Og hvis man ser på, hvordan det er gået med andre lignende dristige mål inden for udviklingsøkonomiens verden, ved man også, at disse mål sjældent nås. I de fleste tilfælde er indsatsen ikke stor nok, målene opgives stille og roligt, og ingen taler nogensinde om dem igen.

I dette tilfælde gik det anderledes. I november 2006 – blot et år senere end proklameret – kunne vi i forbindelse med det tredje globale mikrokredittopmøde i Halifax, Nova Scotia i Canada, erklære, at vi havde nået vores mål om at nå ud til 100 millioner familier.

Det var værd at fejre, og det gjorde vi. Men vi brugte også lejligheden til at sætte nye mål for de kommende år. For det første blev vi enige om at opstille det mål, at vi ville udvide vores aktiviteter, så 175 millioner familier i 2015 ville have adgang til mikrokredit. Og hvad der var endnu vigtigere, var, at vi forpligtede os til at sikre, at vores bestræbelser skulle have en stor og mærkbar betydning for de fattiges verden. Vi forpligtede os specifikt til at hjælpe 100 millioner familier med at undslippe fattigdommen ved brug af mikrokredit og andre finansielle serviceydelser.

Baseret på et skøn om, at omkring fem mennesker per familie påvirkes (et tal, som erfaringen i udviklingslandene peger på, er nogenlunde præcist), vil dette betyde, at en halv milliard mennesker inden for det næste årti vil blive befriet fra fattigdommens svøbe – hvilket svarer til FN’s udviklingsmål (Millenium Development Goals).

Pengeudlånernes genkomst Gennem årene – efterhånden som flere og flere organisationer er blevet involveret i arbejdet med mikrokredit – har nogle fundet det opportunt at se bort fra den oprindelige betydning af begrebet. Mikrokredit forventes at dreje sig om lån, der tilbydes uden sikkerhed og til støtte for indtægtsgenererende virksomheder, hvis mål er at løfte fattige mennesker ud af fattigdom. Alligevel er der i dag mange organisationer, der kalder sig selv for ‘mikrokredit’-programmer, og som tilbyder lån til mennesker, der ikke er fattige, lån, der kræver, at der

101 stilles sikkerhed, og som primært bruges til forbrug og ikke til aktiviteter, der kan generere indtægter. Der er endda såkaldte ‘mikrokredit’programmer, der genererer enorme profitter for investorer, idet der tages renter på op til 100 procent eller endda mere!

Under disse omstændigheder ved vi i realiteten ikke, hvad vi taler om, når vi taler om mikrokredit. Jeg tror, det er på tide, at vi klassificerer mikrokreditprogrammer i overensstemmelse med nogle klare, konsistente kategorier. Her er de kategorier, jeg vil foreslå: Type 1: Fattigdomsfokuserede mikrokreditprogrammer Disse programmer er fattigdomsfokuserede programmer – lån gives uden sikkerhed og udbydes til en lav rente. Grameen Bank blev stiftet for at kunne udbyde denne form for mikrokredit. Type 1-programmer tager en rente, der passer ind i en af to zoner: Den Grønne Zone, der svarer til finansieringsomkostninger til markedsrenten plus op til 10 procent, og Den Gule Zone, der svarer til markedsrenten plus 10 til 15 procent.

Type 2: Profitmaksimerende mikrokreditprogrammer Dette er programmer, der tager en rente, der er højere end renten i Den Gule Zone. De opererer i Den Røde Zone, der er pengeudlånernes territorium. På grund af den høje rente, de tager, kan disse programmer ikke betragtes som fattigdomsfokuserede – de er snarere kommercielle virksomheder, hvis primære formål er at tjene store profitter til aktionærer eller andre investorer.

Denne klassifikation kan tilpasses til særlige situationer, som for eksempel når høje lønomkostninger gør driftsomkostningerne usædvanligt tunge. Og disse principper vil ikke gælde for de mikrokreditorganisationer, der ejes af låntagerne selv.

Jeg mener imidlertid, at sekretariatet for mikrokredittopmødet, der har en database for alle mikrokreditprogrammer, bør klassificere

102 programmer i overensstemmelse med et system som det, jeg foreslår.

Jeg mener desuden, at mikrokredittopmødet kun bør indbefatte type 1-programmer, eftersom kun disse bidrager til institutionens mål om at bruge mikrokredit til at hjælpe med at udrydde global fattigdom.

Jeg ser gerne, at alle verdens fattige nås gennem mikrokreditprogrammer, der leveres gennem sociale virksomheder, mens profitmaksimerende programmer (type 2) bør fokusere på mennesker, der hører til den lavere middelklasse og derover.

Der er dem, der mener, at profitmaksimerende mikrokreditprogrammer rent faktisk er til gavn for fattige mennesker og verdensøkonomien generelt. De hævder, at det at tage høje renter muliggør, at et mikropengeinstitut hurtigere bliver bæredygtigt. De hævder også, at høje profirrater gør mikropengeinstitutter attraktive for de investorer på kapitalmarkedet, der kommer fra de rigeste lande, hvilket muliggør, at mikropengeinstitutter kan udvide deres service til de fattige. Endelig hævder de, at højere renter muliggør større lån, der kan føre til stiftelsen af større virksomheder, der igen kan ansætte et stort antal fattige mennesker.

Den forretningsmodel, der ligger til grund for disse argumenter, er en velkendt model fra den konventionelle finansverden, og jeg har ingen problemer med den – så længe kunderne er mennesker fra middelklassen eller rige mennesker. Men jeg har et alvorligt problem, når folk forsøger at retfærdiggøre høje renter (30 procent i realrente eller mere) og endda meget høje renter (over 70 procent) på lån, som udstedes til fattige mennesker. Jeg siger: “Tjen al den profit, I vil, på jeres middelklassekunder! I skal endelig udnytte jeres position, hvis I kan!

Men brug ikke den samme tankegang, når det drejer sig om fattige mennesker. Hvis I udlåner penge til de fattige, så gør det uden tanke på profit, så de kan få den maksimale hjælp til at undslippe fattigdommen. Når de først har sagt farvel til et liv i fattigdom, kan I behandle dem som enhver anden kunde – men først da.”

Mikrokredit blev skabt for at beskytte folk mod pengeudlånere, ikke for at skabe flere pengeudlånere.

103 Som de fleste af mine kolleger inden for mikrokreditverdenen mener jeg, at der er plads til mange forskellige former for mikrokredit, og at eksperimenter med en lang række forskellige muligheder sandsynligvis skaber det bedste fremskridt og de mest uvurderlige indsigter i, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg har lært en masse gennem mine møder og diskussioner med andre, der arbejder med mikrokredit, og jeg tror, at vi kan finde mange områder, hvor vi kan samarbejde og støtte hinanden, forudsat at vi deler et fælles mål – at hjælpe fattige mennesker til at undslippe fattigdommen ved hjælp af deres egne bestræbelser.

Problemer med finansieringen af mikrokredit Det største problem, vi står over for i forbindelse med udvidelsen af omfanget af mikrokredit, er ikke manglen på kapacitet. Det er snarere manglen på adgang til penge, der kan hjælpe mikrokreditprogrammer gennem deres første år, indtil de når et niveau, hvor de løber rundt.

Dette betyder imidlertid ikke, at mikrokreditorganisationer af type 1 behøver eksterne lån og udenlandske egenkapitalinvesteringer. Det er meget risikabelt for mikrokreditorganisationer, der opererer i økonomier, der er underkastet vedvarende inflation – hvilket kendetegner de fleste af udviklingslandene – at tage imod en sådan form for udenlandsk investering. Når det er tid til at tilbagebetale de internationale lån eller udbetale udbytte i hård valuta, ender mikropengeinstitutterne med at betale meget mere i lokal valuta, end de har modtaget.

Derfor er den effektive rente på det eksterne lån blevet mange gange højere, end man er blevet enige om.

Det er en kendsgerning, at der i alle lande er masser af penge, der kan bruges til at udlåne til fattige mennesker. Det er blot et spørgsmål om at mobilisere dem og give fattige mennesker adgang til dem.

Lokale banker kan ikke låne denne kapital til mikropengeinstitutter, fordi mikropengeinstitutter ikke kan stille sikkerhed. Hvis en international eller indenlandsk organisation imidlertid træder til

104 som kautionist, stiller lokale banker med glæde pengene til rådighed.

Dette er en markedsbaseret løsning, der allerede praktiseres af organisationer som Grameen Capital India og Grameen Jameel Pan-Arab Microfinance.

Der er to andre markedsbaserede løsninger på finansieringsproblemet. Den første er, at mikropengeinstitutter accepterer indlån til opsparing – noget, som mikrokreditorganisationer, der ledes af NGO’er, ifølge loven ikke må. Det er underligt: Konventionelle banker, som udlåner penge til velstående mennesker, og som ofte har tilbagebetalingsrater på 70 procent eller endnu lavere, tillades at ophobe store beløb gennem indlån, mens mikrokreditinstitutioner med tilbagebetalingsrater på 98 procent eller mere forbydes at gøre det samme!

Når vi i mikrokreditsamfundet protesterer mod denne forskelsbehandling, møder vi nogle gange denne reaktion: “Mikrokreditprogrammer er ikke dækket af nogen lov, hvilket betyder, at det ville være meget risikabelt at gøre det muligt for dem at tage imod indlån fra kunderne.” Dette slår mig som et noget ejendommeligt argument.

Hvis problemet er mangel på lovgivning, så lad os ordne det. Lad os lave en lov, der konverterer mikrokreditorganisationer til mikrokreditbanker, så deres programmer hører til inden for lovens rammer, og skabe et regelsæt for mikrokreditorganisationer, der adskiller sig fra – er forskelligt fra, men parallelt med det regelsæt, der allerede eksisterer for konventionelle banker.

Jeg har længe opfordret til, at alle lande tager dette logiske skridt, men fremskridtene inden for dette felt sker frustrerende langsomt. Efter en lang forhandlingsproces har den bangladeshiske stat oprettet en uafhængig myndighed til regulering af mikrokreditområdet, men den har ikke vedtaget loven for stiftelsen af mikrokreditbanker. Et udkast til loven, som regeringen og de, der arbejder med mikrokredit, er blevet enige om, venter stadig på at blive vedtaget af parlamentet.

Hvis restriktionerne med hensyn til at modtage indskud fjernes, kan udvidelsen af mikrokredittens rækkevidde finde sted meget hurtigt, ef-

105 tersom mikrokreditprogrammer ikke længere vil være afhængige af donorpenge. Dette er den ideelle og ultimative løsning på, hvordan man kan tilbyde fattige mennesker finansielle serviceydelser. Alle kan drage fordel af denne ordning. Indlånere er glade, fordi de får renter af deres indskud. De fattige har ubegrænset adgang til finansielle serviceydelser – der er ingen usikkerhed forbundet med tilvejebringelsen af midler. Indlånene vil gå til de fattige mennesker i lokalsamfundet i form af mikrokredit, hvor pengene går til at opbygge den lokale økonomi. Og mikrokreditbankerne vil være selvfinansierende og dermed hvile i sig selv.

Grameen Bank fungerer nøjagtig på denne måde. Når vi udvælger et sted, hvor vi vil åbne en ny filial, siger vi til lederen: “Her skal filialen ligge. Tag derhen og åbn filialen. Du får ingen penge fra os. I stedet skal du tage imod alle de indlån, du kan mobilisere, og udlåne penge til fattige mennesker. Du skal forsøge at få indtægter og udgifter til at balancere inden for tolv måneder – det er din opgave.” De fleste af lederne af de nye filialer når dette mål. Nogle er lidt længere end tolv måneder om at nå målet, men ingen har vanskeligt ved at mobilisere indlån, der kan finansiere deres udlån. Ved at bruge dette system kunne vi i 2006 i gennemsnit åbne 1½ filial om dagen.

Men eftersom det juridiske system ikke tillader mikropengeinstitutter at tage imod kundeindlån, er det nuværende system til finansieringen af mikrokreditprogrammer imidlertid ikke tilstrækkeligt. Så de er afhængige af donorer.

Den internationale bistand er i øjeblikket på mindst 50 milliarder dollar om året. For tiden udgør støtten til mikrokredit mindre end 1 procent af dette beløb. Hvis vi mener det alvorligt med at tilbyde fattige mennesker finansielle serviceydelser, burde denne sum øges til mindst 5 procent af det beløb, vi årligt får i ulandsbistand – med andre ord omkring til 2,5 milliarder dollar.

Disse penge bør bruges på at opbygge den lokale kapacitet til at yde mikrolån gennem skabelsen af det, der kan kaldes for engrosfonde,

106 der kanaliserer donormidlerne til iværksættelse og støtte af mikrokreditprogrammer.

Alle lande bør have en række uafhængige, ikke-statslige engrosfonde. I store lande som Kina, Indien, Indonesien, Nigeria og Filippinerne bør der være engrosfonde til finansiering af mikrokreditorganisationer i forskellige regioner af landet. I regioner med en række mindre lande – som Mellemamerika – kan en fælles engrosfond til finansiering af mikrokreditorganisationer servicere flere lande på en gang. Der er også en rolle at spille for regionale og globale aktører på dette felt, selv om denne rolle vil være begrænset til at støtte fonde på nationale og lokale niveauer – man skal ikke altid gå direkte til græsrodsorganisationerne.

Jeg kender personligt til strukturen i to sådanne engrosfonde: Grameen Trust og Pali Karma-Sahayak Foundation, der begge er hjemmehørende i Bangladesh.

Siden 1991 har Grameen Trust tilvejebragt finansiel og teknisk støtte til 140 mikrokreditprogrammer i 40 lande i Asien, Afrika, Europa og Nord-, Mellem- og Sydamerika. De bløde lån, som Grameen Trust tilbyder, udstedes i lokal valuta, så Grameen Trust bærer den risiko, der er forbundet med udenlandsk valuta, ikke mikropengeinstituttet.

Grameen Trust tilbyder også en pakke med støtte, uddannelse og teknisk hjælp til iværksættere, en hjælp, der leveres af folk med erfaring inden for mikrokreditverdenen – det minder lidt om den vejledning, som en ny franchisetager kan få af franchisegiveren. Grameen Trusts rolle er at virke som katalysator, så iværksætteren i forbindelse med at søsætte sit eget mikrokreditprogram kan gøre brug af fondens erfaring – efter oprettelsen af det nye program kan etablerede investorer træde til med støtte. Med hjælp fra midler fra donorer har Grameen Trust været med til at etablere mange førende mikrokreditprogrammer rundt omkring i verden.

Pali Karma-Sahayak Foundation (hvis bengalske navn betyder ‘Fonden til støtte af beskæftigelse i landområderne’), er en engros-

107 fond på det nationale niveau, der fremmer oprettelsen af mikrokreditprogrammer. Den finansierer iværksættervirksomheder såvel som forskellige projekter i alle størrelser. Den blev oprettet i 1990 af Bangladesh’ regering og blev udstyret med sine egne midler. Senere lånte fonden to gange penge af Verdensbanken: 105 millioner dollar i 1996 og 151 millioner dollar i 2001. Fonden har udbetalt 554 millioner dollar til 186 mikrokreditorganisationer i Bangladesh.

Indenlandske engrosfonde reducerer generalomkostningerne betragteligt. En fond med base i et tredjeverdensland kan yde et lån til en meget fattig kvinde i en landsby i dette land for en brøkdel af det, det ville koste at tilvejebringe et sådant lån fra en donor med hovedkvarter i Europa eller Nordamerika. Ved hjælp af disse engrosfonde kan flere donorpenge gives videre til de fattigste som lån i stedet for at ende i lommerne på embedsmænd og konsulenter som lønudbetaling, honorarer og internationale rejser.

En anden fordel ved disse store fonde er, at de kontinuerligt og uafbrudt kan finansiere mikrokreditprogrammer, indtil disse er selvfinansierende. Donorer forlader ofte et program, når finansieringen ophører ved afslutningen af en projektperiode, hvis varighed er mere eller mindre vilkårligt valgt. Et andet problem er, at donormidler ofte kommer for sent på grund af lange godkendelsesprocedurer, der ikke er udformet med tanke på mikrokreditprogrammer. Mange ledere af mikrokreditprogrammer fortæller mig, at de bruger en masse af deres tid på at mobilisere finansielle ressourcer til programmet i stedet for at sikre kvaliteten af låneprogrammet. Flere forskellige procedurer for aflæggelse af regnskab til forskellige donorer tager en masse tid – et problem, der kan løses med en engrosfond, der fungerer som den eneste kilde til fortsat finansiering inden for en forretningsmodel med en standardiseret procedure for aflæggelse af regnskab.

Endelig kan engrosfonde hjælpe mikrokreditprogrammer med at mobilisere lokal og international finansiering ved at tilbyde sikkerhed og anden finansiel formidling – for eksempel ved at markedsføre obli-

108 gationer på deres vegne. Derfor kan engrosfonde hjælpe mikrokreditprogrammer frem mod bæredygtighed og hjælpe dem med at udvikle sig fra bevillings- og donorfinansierede velgørenhedsorganisationer til egentlige sociale virksomheder.

Det G8-topmøde, der blev afholdt i Heiligendamm, Tyskland, i juni 2007, besluttede at skabe en engrosfond til finansiering af mikrokreditprogrammer i Afrika, nemlig Africa Microfinance Fund (AMF).

Dette var en kærkommen beslutning. Jeg håber, at AMF kan udvikle sig til en uafhængig fond med den mission at skaffe finansiering til en eller flere fonde til mikrofinansiering i hvert eneste land i Afrika såvel som at etablere en ordentlig uddannelse af de folk, der uddeler og bestyrer fondsmidlerne. Hvis AMF bliver ledet godt, kan fonden spille en vigtig rolle ved at kickstarte etableringen og udviklingen af mikropengeinstitutter i Afrika, det kontinent, der for tiden har det største behov for den økonomiske energi, som mikrokredit kan skabe.

Mainstreambanker og mikrokredit Kan konventionelle banker stå i spidsen for mikrokreditprogrammer?

Selvfølgelig kan de det, så længe de har uddannede folk, en metode og en ledelsesstruktur, der tjener dette formål. Normalt foreslår jeg dem, at de kan oprette et datterselskab til dette formål. Denne mikrokreditorganisation bestyres efter samme principper som en social virksomhed, det vil sige med en separat ledelse. Hvis det ikke er muligt at oprette et datterselskab, bør den konventionelle bank i det mindste oprette en separat mikrokreditafdeling med et dedikeret personale.

I Indien opfordrer NABARD (Den nationale bank for udvikling af landbrug og landområder) kommercielle banker til at udlåne penge til fattige mennesker gennem såkaldte selvhjælpsgrupper – en selvhjælpsgruppe er en gruppe på omkring 20 mennesker, normalt kvinder, der er knyttet til en filial af en kommerciel bank. Efter at have sparet penge op i minimum seks måneder bliver selvhjælpsgruppen berettiget til et lån fra banken. Banken udlåner normalt penge til selvhjælpsgruppen til

109 en rente på omkring 10-12 procent (svarende til de førende bankers udlånsrentesats til førsteklasses låntagere), og selvhjælpsgruppen låner på sin side til medlemmer til en højere rente, normalt 25-30 procent.

NGO’er støtter op om dannelsen af selvhjælpsgrupper og uddanner medlemmerne til at føre regnskab og bestyre deres opsparing. Når grupper dannes med hjælp fra regeringens fattigdomsprogrammer, kan lånene blive statsstøttet med op til 50 procent.

I marts 2006 var der i Indien 2,2 millioner selvhjælpsgrupper med et samlet medlemstal på 33 millioner kunder/medlemmer, hvoraf omkring halvdelen er fattige. Under dette program blev der i 2006 udbetalt et samlet beløb på 1,98 milliarder dollar.

Selvhjælpsgruppemodellen gør det muligt for kommercielle banker at blive involveret i mikrokredit uden at oprette et datterselskab, der arbejder med mikrofinansiering, eller ansætte særligt uddannet personale.

Kredit: Det vitale grundlag Alle ved, at penge er vigtige. Fattige menneskers særlige problem er, at der ikke findes nogen institutioner, der kan låne dem penge. Mikrokredit løser dette problem på en forretningsmæssig måde. Nu da denne metode er kendt, bør den gives juridisk status og gøres til en integreret del af det etablerede finansielle system.

Nogle kritikere peger på, at mikrokredit ikke alene kan løse fattigdommens problem. Det er der ikke noget, der kan. Men mikrokredit er et solidt fundament, hvorpå alle andre programmer til bekæmpelse af fattigdom kan finde fodfæste og opnå bedre resultater.

Fattigdom er et mangfoldigt fænomen. Det handler om folks liv og deres livsgrundlag. For at befri mennesker fra fattigdommens byrde må alle aspekter af deres liv fra det personlige niveau til det globale niveau og fra den økonomiske dimension til de politiske, sociale, teknologiske og psykologiske dimensioner inddrages. Disse er ikke separate elementer uden forbindelse med hinanden – de hænger tværtimod tæt sammen.

110 Vores erfaring med at opbygge et succesrigt mikrokreditprogram tvang Grameen Bank til at anerkende vigtigheden af alle disse andre dimensioner. I det næste kapitel vil jeg beskrive nogle af de andre projekter, jeg har været involveret i. De spænder fra programmer, der handler om at fremme sundhed, uddannelse, informationsteknologi og selvforsyning blandt fattige, til store, succesrige virksomheder, inklusive den største for-profit-virksomhed i hele Bangladesh. I disse forskellige virksomheders udvikling kan man se de tidligste frø til det større koncept, der senere skulle blive kendt som social virksomhed.

4 Fra mikrokredit til social virksomhed

Min første bog havde titlen Banker to the Poor (De fattiges bankmand), og siden dens udgivelse er jeg ofte netop blevet omtalt som ‘de fattiges bankmand’. Jeg er stolt over denne benævnelse. Men ikke mange mennesker ved, at jeg rent faktisk blev bankmand for de fattige ved et tilfælde. Jeg havde ingen intention om at blive bankmand for nogen som helst. Da jeg begyndte mine bestræbelser på at hjælpe de fattige i landsbyen Jobra for over 30 år siden, var jeg professor i økonomi, ikke bankmand. Jeg havde kun et perifert kendskab til bankverdenen og ingen erfaring på området. Da jeg begyndte at udlåne penge til de fattige i landsbyen ved siden af mit arbejde på universitetet, havde jeg ingen idé om, hvad det ville føre til.

Siden dengang har jeg indset, at min manglende viden om bankvirksomhed på mange måder var gavnlig for mig. Den kendsgerning, at jeg ikke var uddannet bankmand og i realiteten aldrig havde taget et kursus i bankvirksomhed, betød, at jeg var fri til at reflektere over ind- og udlånsprocesser uden forudfattede meninger. Hvis jeg havde været bankmand, ville jeg sandsynligvis aldrig have forsøgt at udforske, hvordan banksystemet kunne være til gavn for fattige mennesker. Og hvis jeg havde været det, ville jeg næsten helt sikkert have grebet det an på den forkerte måde. Jeg ville have taget udgangspunkt i banksystemet, som det eksisterede, og derefter forsøgt at finde ud af, hvordan fattige mennesker kunne fungere i dette system. Enhver løsning, jeg ville have

112 fundet på, ville have været dårligt udtænkt og sandsynligvis ineffektiv. I stedet begyndte jeg, fordi jeg var outsider, at betragte de fattige selv – deres problemer, deres færdigheder, deres behov og deres evner. Derefter opbyggede jeg et udlånssystem på baggrund af disse elementer. En dag vågnede jeg op og opdagede til min store overraskelse, at jeg var blevet bankmand, dog en meget ukonventionel sådan.

På samme måde er mine kolleger i Grameen Bank og jeg blevet ‘iværksættere ved et tilfælde’. Vi havde aldrig forestillet os, at vi skulle søsætte en lang række virksomheder. Vi arbejdede blot tæt sammen med de fattige i vores rolle som bankmænd og forsøgte at forstå de sociale og økonomiske forhold, der havde dømt dem til fattigdom, og forsøgte at udvikle redskaber, så de kunne befri sig selv fra denne skæbne. Undervejs i denne proces opstod tilfældigt nogle muligheder for at igangsætte nye projekter, som vi tænkte kunne være til gavn for de fattige. I andre tilfælde var det andre, der gjorde os opmærksomme på muligheder, idet de havde tillid til, at vi kunne udnytte dem til at gøre gavn. Drevet af omstændighederne og fristet af muligheden for at omsætte ideer til håndgribelig gavn for fattige mennesker, begyndte vi at eksperimentere med nye forretningsideer – først en, så en anden og så endnu en. Nogle af ideerne rodfæstede sig og blomstrede, mens andre mislykkedes, i det mindste for en tid.

Nu – efter næsten 20 år med denne form for eksperimenter – driver vi 25 organisationer, der ofte beskrives kollektivt som ‘Grameenfamiliens virksomheder’. (Se tabellen s. 115 for den komplette liste.)

Disse virksomheder er involveret i en lang række aktiviteter. Grameen Phone er i dag den største virksomhed i Bangladesh. The Village Phone Project, der drives med støtte fra Grameen Phone, har hjulpet næsten 300.000 kvinder med at blive ‘telefondamer’, der skaffer mobiltelefonservice til landsbybeboere over hele Bangladesh (selv om telefondamernes forretning i 2005 begyndte at stagnere). Grameen Telecom og Grameen Communications installerer internetkiosker i

113 landområder og bringer internettetets mange muligheder til nogle af de fjerneste regioner i Bangladesh. Grameens fiskerivirksomhed og tekstilvirksomhed skaber job og skaber ny velstand i hundredvis af landsbyer ved hjælp af enkle, selvfinansierede teknologier, der passer til formålet. Mere end 30 Grameen Energi-centre fremmer brugen af solenergi og biobrændsel og involverer og uddanner lokale kvinder til at producere solenergirelateret elektronisk udstyr.

Er der nogen rød tråd, der løber gennem alle disse forskellige virksomheder? Kun en. De deler alle det samme mål: at forbedre livet for Bangladesh’ folk, især de fattige.

Grameen-virksomhederne falder juridisk set ind i to kategorier. De fleste er registreret under aktieselskabsloven som nonprofit-virksomheder, hvilket betyder, at de ikke udsteder aktier og ikke har nogen ‘ejere’, men de beskattes dog. Og nogle få er registreret som for-profit-virksomheder, hvilket betyder, at de ejes af aktionærer og selvfølgelig beskattes.

Vi havde ingen overordnet plan i tankerne, da vi skabte vores netværk af virksomheder, en efter en, i løbet af to årtier. I stedet valgte vi blot en organisationsstruktur for hver virksomhed, i forbindelse med at den enkelte virksomhed blev stiftet, baseret på, hvad der var den mest praktiske måde at hjælpe fattige mennesker på. Resultatet minder lidt om et usammenhængende patchwork af virksomheder. Men det, der betyder noget, er, at hver af disse dele fungerer som element i den overordnede mission.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se et fælles mønster i grundlæggelsen af de forskellige Grameen-virksomheder. Nogle initiativer blev taget, fordi vi så eksistensen af et vedvarende og fælles problem for de fattige, for eksempel manglen på sundhedsydelser. Forskning viste os, at en afgørende årsag til, at låntagere ikke er i stand til at overvinde fattigdom, er kronisk sygdom i familien. Nogle familier brugte det meste af deres indkomst på at pleje de syge. Vi så, hvor ineffektivt eller ikkefungerende det statslige sundhedssystem var. Som følge heraf brugte de fattige en betydelig del af deres indtægter på lokale naturlæger og

114 kvaksalvere, hvis behandling ikke blot var ubrugelig, men rent faktisk skadelig for patienterne.

Først forsøgte vi at løse dette problem inden for vores allerede eksisterende ramme. Som en del af De Seksten Beslutninger iværksatte vi kampagner for at øge bevidstheden om forskellige ting – for eksempel opfordrede vi til at dyrke grøntsager for at bekæmpe manglen på Avitamin og den relaterede sygdom natteblindhed blandt børn. Vi tog mange individuelle initiativer, før vi oprettede sundhedscentre gennem Grameen Kalyan. Selv i dag har vi adskillige programmer, der løber simultant, idet vi til stadighed forsøger at finde ud af, hvilken form der fungerer bedst. Det er et godt eksempel på vores eksperimenterede fremgangsmåde.

Vi udarbejder detaljerne i hvert projekt gennem en fortsat diskussion med frontpersonalet og de mennesker, som det er meningen skal have gavn af projektet. Vi begynder med en tentativ struktur og arbejdsprocedure og tilpasser disse elementer, efterhånden som projektet udvikles. Nogle gange opgiver vi hele strukturen, hvis vi kan se, at den ikke fungerer. Vi udformer en ny struktur og forsøger igen.

Processen med at udforske ideer og udvikle dem til levedygtige forretninger er en forsat proces. For eksempel har vi de seneste måneder måttet konstatere, at vores verdensberømte telefondameforretning meget hurtigt mister indtægter. Dette var forventeligt, men vi forventede ikke, at det ville ske så hurtigt. Konkurrencen blandt mobiltelefonoperatører i Bangladesh er så intens, at priserne er faldet meget. Nu er der 32 millioner mobiltelefonabonnenter i landet, et for hver femte indbygger. Det betyder, at der ikke længere er så mange mennesker, der er nødt til at opsøge telefondamen for at foretage et telefonopkald. Så vi er ved at afprøve nye forretningsmodeller for telefondamerne. Vi hjælper dem med at komme ind på markedet for taletidskort ved at uddanne dem til agenter for Grameen Phone, så de kan sælge disse kort. Vi er også ved at involvere dem i at tilbyde internetadgang og andre serviceydelser.

I september 2007 underskrev vi en samarbejdsaftale mellem In-

Grameen-familiens virksomheder Virksomhedens navn

Grundlagt

Formål

Grameen Bank 1983 Grameen Trust 1989

Grameen Krishi Foundation 1991

Grameen Uddog (virksomhed) 1994 Grameen Fund 1994

Grameen Motsho O Pashusampad 1994

Grameen Telecom 1995

Grameen Shamogree (produkter) 1996

Grameen Cybernet 1996 Grameen Shakti (energi) 1996 Grameen Phone 1996 Grameen Kalyan (velfærd) 1996

Grameen Shikkha (uddannelse) 1997

Grameen Communications 1997 Grameen Knitwear 1997 Grameen Capital Mgmt.

1998 Grameen Solutions 1999

Finansielle serviceydelser til fattige mennesker Uddannelse af, teknisk hjælp og finansiel støtte af mikropengeinstitutter over hele verden Eksperimenter og uddannelse for at forbedre metoder og udbytte inden for landbruget Eksport af Grameen Check håndvævet stof Social, risikovillig kapital til at finansiere iværksættere Programmer for drift af fiskedamme og foundationkreaturhold (dambrug og kreaturhold) Telekommunikationsserviceydelser til fattige mennesker Salg af håndvævet stof, kunsthåndværk og andre produkter fra Grameen Check Udbud af internetservice Vedvarende energi til Bangladesh’ landområder Mobiltelefonservice Sundheds- og velfærdsydelser for kunder og personale i Grameen Bank Stipendier og anden hjælp til studerende fra fattige familier Udbud af internetservice og edb-serviceydelser Fremstilling af strikket stof med henblik på eksport Investeringsledelse Udvikling af it-løsninger til virksomheder

Grameen IT Park 2001

Grameen Byabosa Bikash 2001

Grameen Information Highway Ltd. 2001 Grameen Star Education 2002 Grameen Bitek 2002 Grameen Healthcare Trust 2006 Grameen Health Care Services 2006 Grameen Danone 2006

Udvikling af højteknologiske kontorfaciliteter i Dhaka At stille sikkerhed for små forretningslån (erhvervsfremme) Udbud af internetadgang og anden it-service Uddannelse i informationsteknologi Fremstilling af elektroniske produkter Finansiering af Grameen Health Care Services Sundhedsydelser til fattige mennesker Billig, nærende mad til fattige mennesker

116 tel og Grameen Solutions om at oprette en WiMAX-infrastruktur (WiMAX er en informationsteknologi til trådløse netværk over store afstande) i Bangladesh med det formål at skaffe billige pc’ere til Bangladesh’ gymnasier og indføre avanceret informationsteknologi inden for uddannelses- og sundhedsvæsenet. Dette kan føre til en lang række forretningsaktiviteter, der især er til gavn for fattige mennesker.

Følelsen af konstant aktivitet og kreativitet er en af de spændende ting ved at arbejde i Grameen-miljøet.

Det vigtigste i denne forbindelse er imidlertid at bemærke, at Grameen-familiens virksomheder repræsenterer et historisk skridt på vejen hen imod udviklingen af ideen om social virksomhed. Når vi ser nærmere på historien bag hver af disse virksomheder, kan vi se, hvordan ideen om social virksomhed gradvis er opstået: en selvfinansierende virksomhed, der sælger produkter eller serviceydelser og betaler de penge tilbage til investorerne, som disse har investeret, men hvis primære formål er at tjene samfundet og forbedre de vilkår, fattige mennesker lever under. Mange af dem antager juridisk set form af en nonprofitorganisation, men vi har gradvist forsøgt at udvikle dem, så de snarere fungerer som virksomheder, der tilegner sig principper fra det private erhvervsliv, end som typiske nonprofitvirksomheder.

Dette har bragt dem tættere og tættere på ideen om social virksomhed, hvilket opmuntrer os til at nærme os forretningsverden med sociale mål for øje.

Jeg vil ikke fortælle læseren historierne om alle Grameen-virksomheder, men nogle få illustrerer spændvidden af de aktiviteter, vi for tiden er involveret i.

Udbredelsen af ideen om mikrokredit: Grameen Trust I slutningen af 1980’erne havde Grameen Bank med succes vist, at ideen om mikrokredit som en forretningsmodel var levedygtig, og at den – hvad der var endnu vigtigere – var et effektivt middel til forbedring af fattige menneskers liv. Som følge heraf har mange folk i udvik-

117 lingssamfundet over hele verden ønsket at efterligne Grameen Bank og søsætte deres egne mikrokreditprogrammer. En konstant strøm af besøgende begyndte at komme til Bangladesh for at spørge om råd, vejledning og hjælp.

Eftersom vi er så stærkt overbeviste om mikrokredittens evne som redskab til at hjælpe fattige mennesker, brugte vi gladeligt tid på andre, der var interesseret i dette koncept. Men efterhånden kostede dette formidlende arbejde en masse energi og forstyrrede os i vores primære mission, som er at tjene Bangladesh’ fattige. Så i 1989 grundlagde vi Grameen Trust, en nonprofitorganisation, hvis mission er at fremme mikrokredit over hele verden.

Grameen Trust tilbyder mange former for hjælp til mikropengeinstitutter, der søger vores hjælp. Vi har udviklet uddannelsesprogrammer for personale og ledere i mikropengeinstitutter, workshops, der letter udvekslingen af ideer og erfaringer mellem ledere af mikropengeinstitutter fra hele verden, og dialogprogrammer for institutioner og individer, der ønsker at lære noget om, hvordan mikrokredit fungerer i praksis. Eksperter fra Grameen Trust tilbyder også konsulenthjælp, evaluering, supervision og andre former for teknisk hjælp til mikropengeinstitutter.

I begyndelsen af 1990’erne bevægede Grameen Trust sig ind på et andet felt, da den udviklede sig til en engrosfond til finansiering af mikropengeinstitutter, der er for små til at stå for deres egen finansiering. Det var et koncept, jeg havde overvejet i noget tid, idet jeg havde erkendt, at mange gode mikrokreditinstitutioner sygnede hen på grund af manglende midler. Men Grameen Trust havde ikke midler til at kunne give denne form for støtte, før et tilfældigt møde ved en forelæsning i Chicago førte til en generøs bevilling fra MacArthur Foundation, en af verdens mest innovative donororganisationer. Opmuntret af støtten fra MacArthur kom der snart yderligere midler fra Verdensbanken, Rockefeller Foundation, USAID og adskillige andre statslige og internationale organer.

118 Mange mikropengeinstitutter rundt omkring i verden er grundlagt med penge fra Grameen Trust. I dag arbejder Grameen Trust med 138 mikrokreditprojekter i 37 lande og tilbyder finansiering, uddannelse og mange andre former for støtte. Gennem årene har Grameen finansieret projekter for et samlet beløb på 21,82 millioner dollar.

Grameen Trust er mest involveret i vores såkaldte BOT-program (Build-Operate-Transfer-programmet). Når en sponsor føler, at der er behov for en hurtig implementering af et mikrokreditprogram i et område, hvor mange fattige mennesker er i akut nød, eller når der udtrykkes tvivl om, hvorvidt mikrokredit kan fungere i et bestemt land eller et bestemt sted, træder Grameen Trust til med sit eget team fra Bangladesh og søsætter selv projektet. Grameen Trust iværksætter programmet for mikrofinansiering på stedet og bestyrer det, indtil det løber rundt og uddanner lokale folk til at overtage styringen af programmet. Det er en form for ‘overvågningsprogram’ for at skabe et Grameen-inspireret program, der virker. Når projektet først er sat i gang og kører og løber rundt, hvilket normalt tager tre til fem år, forlader Grameen Trust enten projektet eller beholder kontrollen over det, alt afhængig af donorens ønsker.

Grameen Trust har implementeret eller er ved at implementere BOT-projekter i Myanmar, Tyrkiet, Zambia, Kosovo, Costa Rica, Guatemala og Indonesien. Disse projekter varierer i størrelse fra 94.000 medlemmer i Myanmar, hvor vi begyndte programmet i 1997, til blot 1.000 i vores projekt i Indonesien, der startede i 2006. Mange flere projekter er i støbeskeen.

Nyt liv i et gammelt håndværk: Grameen Uddog og Grameen Shamogree Bangladesh har en lang tradition for at fremstille smukke tekstiler. I århundreder var der stor efterspørgsel over hele verden på håndvævet stof fra Bangladesh. Men da først den industrielle revolution førte til en mekaniseret tekstilindustri i England, forsvandt markedet for stof fra

119 Sydasien gradvist. Det hjalp heller ikke, at den britiske stat forbød lokal fremstilling af tekstiler i Indien – man gik endda så vidt som til at håndvæve forbuddet ved at skære tommelfingeren af vævere, der overtrådte forbuddet. Læseren kan måske huske de berømte billeder af Mahatma Gandhi, der sidder ved en rok under sin kamp for indisk uafhængighed: For Gandhi var lokal selvforsyning både et spørgsmål om økonomisk nødvendighed og et symbol på befolkningens stolte, kulturelle arv.

I dag står den bangladeshiske tekstilindustri over for nogle grundlæggende udfordringer. Vi har millioner af små, lokale vævere, der bruger håndvæve til at fremstille smukke stoffer, især bomuldsstoffer i en masse forskellige farver og mønstre. Men det er vanskeligt at markedsføre sådanne materialer, især når store tøjfabrikanter er interesseret i at købe tusinder af meter stof, der er fremstillet i overensstemmelse med bestemte specifikationer. Så i 1993 stiftede vi Grameen Uddog (Grameen Virksomhed), hvis formål var at hjælpe lokale vævere med at markedsføre en ny kollektion af ensartede tekstiler på det internationale marked. Vi gav denne produktserie et varemærkenavn: Grameen Check. Tre år senere grundlagde vi et søsterselskab, Grameen Shamogree (Grameen Produkter), der kunne fokusere på det lokale salg af Grameen Check-klæder.

Da vi lancerede Grameen Check-virksomhederne, var vores oprindelige håb både at fremme branchen for fremstilling af stof på håndvæve og reducere importen af stof fra nabolandet Indien, hvor mekaniseret vævning i vidt omfang er normen. Vi lykkedes med det første mål – Bangladesh’ håndvævere har nu et større marked end tidligere. Men vi har haft mindre succes med det andet mål, eftersom indisk stof generelt er billigere end de håndvævede produkter. Bangladeshiske vævere er nødsaget til at importere de fleste af deres råmaterialer fra Indien, inklusive bomuld og farve – et forhold, der naturligvis gør, at der er flere omkostninger forbundet med den bangladeshiske produktion.

I dag er eksporten af Grameen Check-produkter næsten gået i stå, men Grameen Shamogree klarer sig meget godt på det hjemlige mar-

120 ked. Unge bangladeshere sætter en ære i at gå i skjorter, sarier og andre beklædningsgenstande, der er fremstillet i traditionelle mønstre og af stof fremstillet af lokal håndvævere. Jeg er selv blevet en fuldtidsmodemodel for Grameen Check og går altid med tunikaer fremstillet af dette stof, som man vil bemærke, når et møde eller andet, som jeg deltager i, dækkes af pressen: Fotoerne i aviserne viser mig typisk som den eneste person i farverige klæder blandt et hav af grå eller marineblå jakkesæt. (Og jeg kan bekræfte, at tøj fra Grameen Check er meget behageligt at have på!) På grund af denne nye opmærksomhed klarer den lokale branche for fremstilling af stof på håndvæve sig godt, og en række konkurrenter til Grameen Check er dukket op på markedet – disse konkurrenter producerer og markedsfører selv deres egne attraktive kollektioner af tøj fremstillet i Bangladesh. Den gade i Dhaka, hvor Grameen Banks hovedkontor befinder sig, er plastret til med butikker, der udstiller forskellige konkurrerende mærkevarer fremstillet af farverigt bangladeshisk bomuldsstof.

Iværksætterstøtte: Grameen Fund og Grameen Byabosa Bikash På en måde er Grameen Bank et enormt drivhus for iværksætteri. Det store flertal af de lån, vi yder, går til at støtte små virksomheder af alle mulige slags i Bangladesh’ landsbyer og landområder. Et af de vigtigste sociale resultater, som mikrokreditbevægelsen har haft, har været erkendelsen af, at nøglen til at udrydde fattigdommen ofte ikke er skabelsen af ‘job’ – dvs. lønarbejde for arbejdsgivere i store virksomheder – men snarere opmuntringen til selvbeskæftigelse for alle individer, især kvinder, der skaber produkter og serviceydelser og markedsfører dem på lokalt niveau. Millioner af sådanne små iværksættere er nu aktive over hele Bangladesh, hvor de løfter sig selv, deres familier og deres lokalsamfund ud af fattigdommen – mange af disse mennesker er kommet i gang med Grameen Banks hjælp.

Grameen Fund bringer den samme filosofi op på et højere niveau.

Fonden er en fond for risikovillig kapital, hvis formål er at investere

121 i iværksættervirksomheder og forretningseksperimenter af forskellig art, både inden for Grameen-familien af virksomheder og i andre individer og organisationer med innovative iværksætterideer.

Programmet opstod i slutningen af 1980’erne som et donorfinansieret initiativ inden for Grameen Bank, et initiativ ved navn SIDE (Study, Innovation, Development, Experimentation). I løbet af få år voksede SIDE sig så stor, at den blev konverteret til en selvstændig fond for risikovillig kapital, en fond, der var udformet specielt for at fokusere på projekter omhandlende ny teknologi, der kan fremme den økonomiske udvikling i Bangladesh.

I dag tilbyder Grameen Fund adskillige former for finansiel hjælp til nye forretningsprojekter, hvoraf mange selv er en del af Grameenfamiliens virksomheder. Denne hjælp indbefatter lånefinansiering, mellemfinansiering, finansiering ved hjælp af kortfristede obligationslån, overtagelse af lovende, men problemfyldte virksomheder, og sikkerhed for lån til virksomheder i vækst. Den mest almindelige finansieringshjælp, som Grameen Fund giver, er imidlertid egenkapitalinvestering – fonden foretrækker generelt at dække 51 procent af den samlede egenkapital i virksomheden. Dette giver os en vis grad af kontrol, der gør det muligt for fonden at sikre, at den finansierede virksomhed ledes godt, effektivt og tro over for dens oprindelige forretningskoncept og forretningsplan.

Blandt de virksomheder, som Grameen Fund har finansieret, finder vi Grameen Knitwear, der producerer strikket stof og klæder til eksport; Gramen Bitek, en virksomhed, der oprindeligt blev søsat af en ung fysikprofessor, der fremstillede udstyr til nødstrøm og overspændingsbeskyttere, og som nu markedsfører mange forskellige teknologiske produkter, herunder elevatorer; og Gram Bangla Autovan, der fremstiller trehjulede køretøjer med højeffektive firetaktsmotorer af den slags, det er populært at bruge i taxier i Dhakas gader og andre steder rundt omkring i Bangladesh.

En anden virksomhed, der forsøger at fremme iværksætteri i

122 Bangladesh, er Grameen Byabosa Bikash (Byabosa Bikash betyder ‘selskab til erhvervsfremme’), hvis rolle er at stille sikkerhed for lån til virksomheder, der er større end de virksomheder, der får det typiske lille lån fra Grameen Bank. Mens normale lån, der optages i Grameen Bank, er på mellem 500 og 1500 kr., kan disse lån løbe op i 50.000 kr. eller mere. En låntager, der ansøger om et stort lån hos Grameen, henvises til Grameen Byabosa Bikash. Når Grameen Byabosa først godkender ansøgningen, vil lederen af Grameen-filialen være villige til at yde lånet. (Under andre omstændigheder ville han sandsynligvis ikke kunne tage en så stor risiko, eftersom misligholdelse kunne svække filialens samlede låneportefølje.)

Derfor spiller Grameen Byabosa Bikash en rolle, der minder om den, Small Business Administration spiller i USA – Small Business Administration stiller også sikkerhed for mindre iværksættere.

Grameen Byabosa Bikash tilbyder også teknisk hjælp og vejledning, især til iværksættere på landet, der har brug for vejledning i forbindelse med moderniseringen af deres fjerkræ- og mejeriproduktion.

Som det fremgår, er disse Grameen-organisationer opbygget for at tilvejebringe en del af den erhvervsmæssige infrastruktur, der kræves, for at mennesker kan arbejde sig ud af fattigdommen. Ud af disse eksperimenter voksede konceptet om social virksomhed – en ide, der kan hjælpe hundreder af individuelle virksomheder, der vil fremme økonomisk vækst, samtidig med at de direkte er til gavn for de mennesker, der er mest i nød.

Forbedringen af levevilkårene på landet: Grameens dambrug og kreaturhold Et af de projekter uden for mikrokreditområdet, som Grameen Bank først involverede sig i, var ledelse af dambrug, primært i Bangladesh’ nordlige og vestlige distrikter. Disse dambrug havde en lidt anderledes historie. Disse næsten tusind damme, der oprindeligt blev gravet ud for Pala-dynastiets konger for mere end tusind år siden, og nu var ejet

123 af staten, havde stået ubenyttede hen indtil 1977, da de blev en del af et udviklingsprojekt, der var finansieret af en britisk hjælpeorganisation.

Det var en god idé at benytte sig af disse damme: Fisk er en populær fødevare i den bangladeshiske kultur, og godt bestyrede lokale dambrug kunne være en fremragende kilde til protein for Bangladesh’ landsbyboere. Men dambrugene løb ikke rundt økonomisk, hvilket primært skyldtes korruption: Det virkede, som om embedsmænd i samarbejde med lokale politikere havde formået at dræne de fleste af indtægterne fra dambrugene, samtidig med at de forsømte at vedligeholde dem – de brugte dambrugsudvikling som en anledning til personlig vinding. Trods store investeringer var mange af dammene stadig fyldt med slam, produktionen kom ikke rigtig i gang, og den forargede britiske hjælpeorganisation truede med at stoppe støtten.

For at undgå dette bad departementschefen for Fiskeriministeriet i 1986 Grameen Bank om hjælp. Selv om vi ikke havde nogen erfaring med at bestyre dambrug, tilbød han os at overtage kontrollen med dem. Trods vores indledende tøven overtalte han os til at tage imod tilbuddet, idet han håbede, at vi kunne finde på en metode til at gøre dambrugene til økonomiske aktiver for samfundet.

Det tog noget tid, før vi kunne løse dambrugenes problemer. Alvorlige oversvømmelser i 1987 vanskeliggjorde vores arbejde, nogle af de lokale folk gjorde modstand mod vores forsøg på at lede dambrugene, og nogle af vores kontorer blev endda brændt ned af radikale venstreorienterede, politiske grupper.

Gradvist nåede vi imidlertid frem til en fælles forståelse med de lokale. I dag har vi organiseret over 3.000 fattige mennesker i grupper, der opdrætter fisk og vedligeholder dammene. Disse arbejdere modtager en andel af indtægterne, hvilket har ført til, at mange familier har fået en betydeligt højere indkomst. Vi arbejder nu også med ferskvandsrejer, og Joysagor-dambruget er blevet udvidet, så det nu også omfatter en planteskole, der producerer en mangfoldighed af unge træer, der kan plantes ud og indgå i bestræbelser på skovfornyelse rundt

124 omkring i regionen. Nu udvider vi vores dambrugsprogram og udvikler nye fiskedamme i Jamuna Borrow-Pits-området. Disse nye damme forventes at forbedre levevilkårene for hen ved tusind fattige kvinder.

For fem år siden udvidede vi med et kreaturholdsprogram, der tilbyder uddannelse, vaccination, veterinært tilsyn og anden støtte i forsøget på at hjælpe fattige kvinder til at blive mælkeproducenter og at hjælpe andre med at forbedre og udvide eksisterende mejeriproduktion. De er blevet leverandører af mælk til Grameen Danones yoghurtfabrik. I dag administreres begge programmer af Grameen Motsho O Pashusampad (dambrug og kreaturhold) Foundation.

Vores erfaring med dambrugs- og kreaturholdsprogrammerne har på en meget direkte måde været en hjælp i forbindelse med formuleringen af ideen om social virksomhed. De illustrerer, hvordan virksomheder, der producerer nyttige varer, der sælges til markedspriser, kan bestyres af lokale folk til gavn for de samfund, de lever i.

Muligheder til unge under uddannelse: Grameen Shikkha Uddannelsesstøtte har altid været en del af Grameens sociale filosofi.

Dette engagement tog udgangspunkt i noget meget basalt, nemlig den kendsgerning, at det store flertal af kvindelige låntagere, der bliver Grameen-kunder, er analfabeter. Den manglende evne til at læse og skrive er blot en af de mange barrierer, der er med til at fastholde de fattige i en situation, som de ikke ved egen hjælp kan undslippe. Derfor besluttede vi i Grameen Bank at gøre noget ved dette problem og begyndte med noget meget enkelt: Vi opmuntrede alle vores låntagere til at lære at skrive deres navn, så de kunne skrive under på deres låneaftaler.

Dette mål er ikke nær så beskedent, som det lyder. Mange voksne, der har levet hele deres liv uden at kunne læse eller skrive, vægrer sig ved at forsøge at overvinde deres analfabetisme. De synes, at det er flovt, endda ydmygende, at være tvunget til at tage imod hjælp fra andre. At hjælpe potentielle låntagere til at overvinde denne hurdle kræver stor takt, forståelse og medfølelse fra Grameen-personalets side.

125 De må ofte bruge timer på tålmodigt at arbejde med en enkelt kunde og langsomt lære hende de grundlæggende færdigheder i forbindelse med at holde en blyant i hånden og fremstille de magiske tegn, der symboliserer hendes unikke identitet.

Men denne omhyggelige proces har vist sig at være enormt værdifuld for vores låntagere. Den repræsenterer ofte det første skridt på en rejse hen imod at kunne læse og skrive, en evne, der med sig fører evnen til at interagere med verden på en langt mere omfattende måde, end personen kunne før. Den skaber også en dyrebar følelse af nærhed mellem låntageren og den bankansatte, der er hendes lærer, hvilket gør det lettere for den nye Grameen-kunde at henvende sig til den ansatte, når der opstår økonomiske, sociale eller familiemæssige problemer.

Og det vigtigste af det hele: Det at lære at skrive sit navn – et navn, som hun tidligere måske ikke engang kendte helt præcist – skaber også en enorm stolthed i den nyligt styrkede låntager. Hun har overvundet en barriere, som hun engang betragtede som uoverstigelig. Og hendes tilstedeværelse i og indflydelse på verden øges på bemærkelsesværdig vis. Når hun skriver sit navn på et stykke papir, og nogen ser på det og siger: “Hamida, hvordan har du det?” fyldes hun af en frydefuld fornemmelse. “De kender mig fra min underskrift!” Hun kan ikke komme sig over sin forbløffelse. En ny verden har åbnet sig for hende, og hun er klar til at tage flere skridt hen imod at blive selvforsørgende.

Grameen Shikkha (Grameen Uddannelse), en selvstændig virksomhed, blev stiftet for at bygge videre på denne indledende indsats. Den begyndte med at tilbyde basal undervisning til vores låntageres børn.

Dette begyndte på græsrodsniveau med ledere fra forskellige filialer og centre, der bemærkede, at mange af deres låntagere havde små børn med på slæb, når de ankom til deres ugentlige møde. Snart var der nogle, der foreslog: “Lad os invitere de små børn til at komme i centret en gang om ugen, ligesom deres mødre gør det. Vi kan lave nogle aktiviteter, der kan forberede dem på at gå i skole. Vi kan lære dem alfabetet, at tælle og

126 nogle få vers.” De bad en pige fra landsbyen hjælpe børnene med at lære disse enkle ting. Ideen bredte sig fra det ene center til det andet og blev snart en integreret del af Grameen-systemet.

Det er vidunderligt at se den virkning, som dette enkle skridt har på børnenes psykiske velbefindende. Deltagelse i disse førskoleaktiviteter er med til at udvikle den selvtillid og det mod, der gør, at de glæder sig til at begynde i skole – de er ikke længere flove, når de starter i skole. Mange Grameen-børn, der tidligere var nervøse før deres første skoledag, er endt med at sige: “Åh, jeg kan allerede læse de der bogstaver og synge de der sange! Jeg ved endda mere end de andre børn! Jeg ved, at jeg vil kunne lide at gå i skole!”

I dag fokuserer Grameen Shikkha på en ide, der opstod i 2003, en ide, der kaldes for Scholarship Management Program, hvis formål er at fjerne de store økonomiske barrierer, der forhindrer mange børn i at komme i skole.

Fattigdom har mange konsekvenser, og mange af disse er ikke lige til at få øje på. I Bangladesh er der masser af offentlige skoler – også på landet – og undervisningen koster ikke noget, ligesom også bøgerne er gratis. Men dette betyder ikke, at mangel på penge ikke er en forhindring for at få en uddannelse. Papir, penne, blyanter og andre fornødenheder koster penge. Det samme gør en skoleuniform. Og, hvad der er endnu vigtigere, har det også en skjult omkostning at sende et barn i skole flere timer om dagen, eftersom familien må give afkald på en potentiel indtægt. Et lille barn kan på flere måder hjælpe en familie med at tjene penge – hente vand i det lokale vandløb, fragte forsyninger rundt på gården. Når blot nogle få cent gør en stor forskel for en families indkomst, må forældrene tænke sig nøje om, før de giver afkald på denne arbejdskraft og accepterer at sende et barn i skole.

Grameen Shikkhas Scholarship Management Program bekæmper dette problem ved hjælp af en sindrigt konstrueret fond. Den fungerer sådan her: En donor, der er interesseret i at støtte programmet, giver et bidrag på minimum 50.000 taka, omkring 3750 kr. Pengene investeres

127 på en lukket konto, og en garanteret årlig fortjeneste på dette indskud på 6 procent går til barnet som et stipendium til at finansiere dets underhold, mens det går i skole. Dette gør skolebarnet økonomisk værdifuld for familien og sikrer, at den ikke fristes til at holde hende hjemme for at arbejde. Et bidrag på 5.000 kr. giver et stipendium på 300 kr. om året, hvilket er nok til, at barnet kan gå i grundskole. Det koster 10.000 kr. at støtte et barns ungdomsuddannelse og 15.000 kr. for en universitetsstuderende. Alt afhængig af sponsorens instruktioner kan den samme studerende modtage stipendiet, indtil hun afslutter sin uddannelse, hvorefter et nyt barn kan begynde forfra på denne cyklus.

Donoren kan specificere, hvilken form for modtager der er i målgruppen: en dreng eller en pige, en forældreløs, et barn fra en af de fattigste familier eller fra et særligt distrikt eller en bestemt landsby.

Stipendiet kan endda dedikeres til en bestemt person eller en bestemt sag: For eksempel kan sponsoren navngive det efter en elsket ven eller slægtning. Sponsoren modtager hvert år en rapport, hvor der fortælles om sponsorbarnets fremskridt. Sponsoren kan også vælge at afvikle sit stipendium, hvis han har lyst det, og trække sine penge ud igen, eller give tilladelse til, at det fortsætter fremover, år efter år.

I midten af 2007 hjalp Scholarship Management Program 1.200 studerende ved hjælp fra 130 sponsorer. Grameen Shikkha arbejder hårdt på at kunne udvide programmet og har et mål om at kunne finansiere 10.000 stipendier hvert år i 2012, hvilket kræver et samlet indskud på 10 millioner dollar. Indtil videre har Grameen Shikkha mobiliseret 1,2 millioner dollar – der mangler altså næsten 9 millioner dollar.

At forbinde hver eneste landsby med verden: Grameen Telecom og Grameen Phone Som alle ved, forandrer nye former for informationsteknologi hurtigt verden og skaber en afstandsløs, grænseløs verden af øjeblikkelig information. Efterhånden som tiden går, bliver den nye informationsteknologi billigere og billigere, hvilket giver enorme muligheder for

128 at bruge den til fordel for fattige mennesker. Hvis Bangladesh’ fjerne landsbyer kan forbindes elektronisk med verdensmarkedet, kan der skabes mange nye økonomiske muligheder for fattige mennesker.

I 1996 tog vi det første skridt hen imod at give Bangladesh’ fattige adgang til den nye informationsteknologi. I partnerskab med tre udenlandske virksomheder – Telenor fra Norge, Marubeni fra Japan og Gonofone Development Company (med base i New York) – oprettede vi et mobiltelefonselskab, hvis formål er at udbrede telefonservice til hele Bangladesh. Vi kaldte denne nye virksomhed for Grameen Phone. Da Grameen Phone blev grundlagt, var 35 procent af virksomheden ejet af Grameen Telecom fra Bangladesh, en nonprofitvirksomhed, som vi stiftede specielt til dette formål. I dag er der kun to ejere af Grameen Phone: Telenor (62 procent) og Grameen Telecom (38 procent).

Tilbage i 1996 var Grameen Phone en af de fire virksomheder, som myndighederne havde givet licens til at tilbyde mobiltelefonservice i Bangladesh. I udgangspunktet var eksperterne i tvivl om markedets potentiale. Telenor hyrede rent faktisk en erhvervskonsulent med base i Storbritannien til at vurdere størrelsen af markedet for mobiltelefoni i Bangladesh. Med udgangspunkt i historiske vækstrater for salget af farvefjernsyn forudsagde konsulenten, at der i 2005 ville være 250.000 mobiltelefoner i brug i Bangladesh.

Jeg er ikke ekspert i trends inden for teknologiens verden, men selv jeg vidste, at dette tal var sat alt for lavt. Jeg vidste fra mit liv i Bangladesh, hvor meget folk ønsker at kunne komme i forbindelse med hinanden og verden udenfor. Dengang havde landet den laveste udbredelse af telefoner i verden – der var kun 400.000 telefoner fordelt på 120 millioner mennesker. Uden fastnetforbindelse i de fleste af Bangladesh’ 80.000 landsbyer var mobiltelefonteknologi det perfekte middel til at føre landet ind i den elektroniske kommunikations tidsalder. Jeg bad Telenor om at ignorere konsulentens forudsigelse og forberede sig på, at der ville opstå en enorm efterspørgsel på mobiltelefoni. (I 2005 var der i Bangladesh 8 millioner mobiltelefoner, 32 gange flere end konsulenten havde

129 forudsagt.) I midten af 2007 var Grameen Phone blevet den største skatteyder i Bangladesh og havde over 16 millioner abonnenter.

Set fra min synsvinkel var det vigtigste, der skete, det at mobiltelefonteknologi blev et utroligt nyttigt redskab til styrkelse af låntagere i Grameen Bank og af Bangladesh’ fattige generelt. Vi havde spottet den potentielle synergi mellem mikrokredit og den nye informationsteknologi og etablerede på den baggrund et program gennem Grameen Telecom, et program, hvor Grameen gav lån til fattige kvinder, der ønskede at købe mobiltelefoner. Her var der en ny vækstindustri for Bangladesh: udbredelsen af ‘telefondamer’, der udgjorde deres landsbyers eneste livline til verden uden for landsbyen. Udstyret med en simpel mobiltelefon kunne telefondamen sælge adgang til telefonen nogle få minutter ad gangen til alle i landsbyen, der havde brug for at komme i forbindelse med en ven, et familiemedlem eller en forretningsforbindelse.

Som tidligere nævnt er telefondamernes omsætning faldet stærkt siden 2005. Vi forsøger at finde alternative forretningsmuligheder til disse kvinder såsom at tilbyde internetservice via mobiltelefoner. En af de nye forretningsmuligheder for telefondamerne er at sælge taletidskort til abonnenter hos Grameen Phone. De får en provision af det beløb, de sælger for.

De fleste mennesker i den udviklede verden har længe taget adgang til telefoni for givet. Derfor kan det være vanskeligt for dem fuldt ud at forstå den revolutionerende betydning, som mobiltelefoner har for den typiske bangladeshiske landsbybeboer.

Forestil dig, at du er landmand i en fjern landsby. Før fremkomsten af mobiltelefonen havde du ingen muligheder for at vide, hvad der blev betalt for afgrøder på markedet i Dhaka eller andre storbyer.

Du havde ingen muligheder for at tale med leverandører af redskaber eller udstyr, såsom en ny vandpumpe, og dermed for at sammenligne priser eller for at aftale en leveringsdato. Din eneste mulighed ville være at gå eller ride til det nærmeste marked, der kunne ligge mange kilometer væk, og at acceptere den pris, du der blev tilbudt.

130 I dag kan landmanden med adgang til en mobiltelefon sammenligne priser og tjekke skiftende markedspriser med nogle få hurtige opkald og på den måde blive bedre klædt på til at kunne indgå en fair handel med den lokale købmand eller mellemhandler. Viden er magt, og mobiltelefonrevolutionen anbringer endelig en lille smule af den magt i hænderne på den fattige person fra landet.

Helt fra begyndelsen var det min hensigt at konvertere Grameen Phone til en social virksomhed ved at give de fattige størstedelen af aktierne i virksomheden. Grameen Telecom blev stiftet for at komme fattige mennesker til gavn. Men jeg står over for en forhindring her: Telenor nægter at sælge aktierne. Samtidig med at vi deltog i festlighederne i forbindelse med modtagelsen af Nobels Fredpris, var den norske presse på stikkerne med reportager om en konflikt mellem Telenor og Grameen Telecom angående et memorandum, som begge parter underskrev i forbindelse med stiftelsen af Grameen Phone.

I dette memorandum er det aftalt – dette står også i aftalen mellem aktionærerne – at Telenor efter seks år skal reducere sin andel til under 35 procent og sælge sine aktier til Grameen Telecom, så Grameen Telecom bliver virksomhedens største aktionær. Nu nægter Telenor at overholde den underskrevne aftale, idet selskabet siger, at den ikke kan gennemtvinges juridisk. Grameen Telecoms holdning er, at Telenor skal overholde aftalen.

Jeg var meget glad for at kunne konstatere, at pressen og folk i Norge i overvældende grad havde sympati for Grameens holdning til spørgsmålet. Jeg håber, at vores drøm om at gøre Grameen Phone til en social virksomhed snart vil gå i opfyldelse.

Vedvarende energi til Bangladesh’ landområder: Grameen Shakti Ligesom adgang til moderne informationsteknologi er en vigtig forudsætning for økonomisk fremgang, kan det samme siges om adgang til energi – især elektricitet. Men faktum er, at flertallet af banglade-

131 shere netop ikke har adgang til elektricitet. 70 procent af Bangladesh’ befolkning er uden strøm, og selv de steder, hvor der er adgang til elektricitet, er den meget upålidelig. Her er et område, der råber på handling, så alle kan få adgang til fordelene ved moderne teknologi.

Vi tænkte længe og koncentreret over, hvordan vi kunne gøre elektricitet, der var til at betale, tilgængelig for Bangladesh’ folk. Det ville være et gigantisk og meget dyrt projekt at udvide det nationale ledningsnet til alle landets fjerne landsbyer. Desuden ville en sådan løsning ikke være særlig miljøvenlig. I en verden, hvor fossile brændstoffer truer med at blive en mangelvare, og hvor klimaforandringer som følge af udledning af kuldioxid er en voksende trussel, ønskede vi at finde en energikilde, der kan tjene vores folks økonomiske behov uden at skabe større problemer, end den løser. Efter at have eksperimenteret med vindturbiner og andre teknologier besluttede vi, at solenergi var en mulighed, der fungerede godt.

Grameen Shakti (Grameen Energi), der blev grundlagt i 1996, arbejder for at give Bangladesh’ folk adgang til denne teknologi. Grameen Shakti, der er en af verdens største markedsbaserede leverandører af solenergi, har installeret 100.000 solpanelsystemer i hjem over hele landet – hver måned bliver der installeret 3.500 nye systemer. Virksomheden har en ambitiøs målsætning om i 2012 at have installeret en million solenergisystemer til private hjem.

Alle landsbybeboere, rige som fattige, har adgang til Grameen Shaktis solenergisystemer til private hjem. Kunder kan godt lide virksomhedens nemme betalingssystem – de kan købe systemet på afbetaling over to til tre år ved hver måned at betale et afdrag. Shaktis personale kommer forbi hver måned for at indsamle afdragene og vedligeholde solenergianlægget. Størrelsen af anlægget varierer alt afhængig af husejerens ressourcer. En simpel enhed på 50 watt, en enhed, der består af et lille tagpanel og en omformer vil typisk producere energi nok til at give energi til fire elpærer fire timer hver aften – hvilket er nok til, at børn kan lave deres lektier, og forældrene kan følge med i

132 nyhederne via radio eller fjernsyn. Opfindsomme folk på landet kan finde på at købe en enkelt solenergienhed og derefter trække kabler fra deres hus til nabohusene eller butikker i nærheden, så den energi, der genereres, kan deles. På denne måde har ejeren af enheden en lille indtægt, og fordelene ved elektricitet spredes til flere familier.

Grameen Shakti rækker ud til de fattige ved at skabe forretningsog jobmuligheder for dem. Lokale, solenergidrevne tv-stuer og mobiltelefonenheder, som der tilbydes adgang til mod betaling, dukker op flere steder og skaber indtægter til dem, der driver dem. Kvindelige ingeniører underviser på 20 Grameen teknologicentre, der er fordelt over hele landet, landsbykvinder i at vedligeholde og reparere solenergiudstyr. Disse certificerede teknikere fra Grameen Shakti hverver kunder ved at tilbyde vedligeholdelse og service, efter at Grameen Shaktis vedligeholdelseskontrakt udløber. Disse folk ansættes også af teknologicentrene til arbejde med produktion af solenergitilbehør.

Solenergi er ikke det eneste felt, som Grameen Shakti er aktiv på.

Et andet er feltet for biogasteknologi – en vedvarende energiform, der udnytter allestedsnærværende kilder som komøg, fjerkrægødning og andre almindelige spildprodukter. Grameen Shakti bruger et simpelt biogasanlæg, der konverterer disse spildprodukter til metangas, der kan bruges som brændstof til madlavning og endda – med dette rette udstyr – kan omsættes til elektricitet. I midten af 2007 var der allerede opsat over 1.300 af disse anlæg – der kommer 150 nye til hver måned.

Grameen Shaktis nyeste program sælger forbedrede, højeffektive komfurer gennem unge mennesker, der er oplært af Shakti.

Sundhedsydelser til fattige mennesker: Grameen Kalyan og Grameen Health Care Services Grameen Kalyans (Grameen Velfærd) mission er at tilbyde sundhedsydelser til en overkommelig pris og af god kvalitet til Grameen Banks kunder og andre landsbybeboere. Erfaringen har vist, at det største enkeltproblem, som Bangladesh’ fattige står over for – og det, der ofte

133 fastholder dem i fattigdom trods deres store anstrengelser for at undslippe den – er de urimelige priser for sundhedsydelser, især når en familie rammes af alvorlig sygdom. Grameen Kalyan er vores forsøg på at løse dette problem.

Det statslige sundhedssystem i Bangladesh er langtfra så effektivt, som det burde være. I teorien gælder retten til statens sundhedsydelser for alle, men virkeligheden ser noget anderledes ud. Staten bruger enorme summer på sundhedssektoren, men serviceydelserne når kun sjældent ud til folk i almindelighed og endnu sjældnere ud til de fattige. Mange landsbybeboere er afhængige af traditionelle naturlæger med ringe eller ingen uddannelse og apotekere, der sælger medicin, som de selv ordinerer, og som viser sig enten ikke at virke eller endda være til skade for den syge.

I praksis har kun de rige adgang til sundhedsydelser, som de køber fra dyre private klinikker og hospitaler. Privat sygesikring af den slags, som mange amerikanere er afhængige af, eksisterer ikke i Bangladesh.

De fleste statslige organer og private arbejdsgivere giver deres arbejdere små engangsydelser til at dække de fleste normale udgifter til medicin og lægebehandling. Private sygesikringer, der er meget dyre, bliver mere og mere populære. Mange fra middel- og overklassen rejser til Indien, Thailand og Singapore for at modtage behandling. (Det vil den lavere middelklasse også gøre, hvis de er desperate nok; nogle mennesker har solgt alt, de ejer, for at kunne betale for en billet til Kolkata (tidligere Calcutta), Chennai eller Mumbai i forsøget på at få helbredt en eller anden alvorlig sygdom.) Faktisk udgøres en stor procentdel af bangladeshiske rejsende til Indien af syge mennesker og deres familiemedlemmer. Derfor vidste vi, at der var nok at tage fat på, og at det ville blive op ad bakke, da vi grundlagde Grameen Kalyan i 1996.

I de år, der siden er gået, har der været små, men konstante fremskridt. Grameen Kalyan driver nu 33 sundhedsklinikker, der alle er tilknyttet en lokal filial af Grameen Bank. Familier, der er kunder i Grameen Bank, og som hører til inden for det område, som klinikken

134 dækker, har ret til dækning af sundhedsydelser for, hvad der svarer til omkring ti kroner om året. Familier, der ikke er kunder i Grameen Bank, serviceres for omkring 12,50 kr. om året, mens tiggere modtager sundhedsydelser ganske gratis. I alt dækkes omkring en halv million mennesker af forsikringsprogrammet, og for tiden finder der mere end 250.000 patientkonsultationer sted hvert år. Yderligere 1,5 millioner kvinder modtager hjemmesundhedsydelser fra kvindelige sundhedsplejere, der er ansat af Grameen Kalyan.

Den service, som klinikkerne yder, er basal, men ret pålidelig. Hver klinik har en læge ansat og et hold af lægeassistenter og sygeplejersker, der kan svare på almindeligt forekommende spørgsmål, udføre simple undersøgelser og gennemføre sundhedsoplysende programmer i lokalsamfundet. Klinikkerne har hver især tilknyttet et laboratorium, hvor der kan foretages basale undersøgelser, og speciallæger tager rundt fra klinik til klinik for at tage sig af mere alvorlige problemer – for eksempel kommer en ekspert i grå stær med mellemrum forbi for at foretage øjenkirurgiske indgreb. I de fleste tilfælde vil personer med livstruende eller usædvanlige sygdomme eller komplekse medicinske problemer blive henvist til det nærmeste statshospital.

Vores største udfordring i forbindelse med at opretholde og udvide Grameen Kalyans service er at tiltrække og fastholde nok læger.

Grameen Kalyan tilbyder efter bangladeshisk standard en god løn til læger, men det er stadig ikke nok til at fastholde dem. Et mere alvorligt problem end lønnen er landsbylivets relative isolation fra resten af landet. Mange unge, nyuddannede læger vil hellere leve og arbejde i en stor by end i en landsby i Bangladesh, hvor livet er langsomt, og hvor de økonomiske, sociale og kulturelle muligheder er begrænsede.

De læger, der tiltrækkes af Grameen Kalyan, er ofte idealistiske mennesker med masser af energi eller unge læger, der venter på en mulighed for at blive ansat af staten.

Det er muligt, at Grameen Kalyan en dag bliver nødt til at åbne sin egen lægeskole for at skaffe personale. I mellemtiden planlægger vi at

135 investere en del af de penge, som Grameen Bank fik i forbindelse med Nobels Fredspris, i Nobel-stipendier til lægestuderende. Til gengæld for denne uddannelsesstøtte vil vi bede de Nobel-studerende om at forpligte sig til at arbejde et vist antal år for Grameen Kalyan.

En af mine særlige interesser inden for sundhedsområdet er alt vedrørende svangerskab og fødsel. Mødre- og børnedødeligheden i Bangladesh er stadig høj, selv om tallet er faldet meget de seneste år.

96 procent af alle børn fødes hjemme af mødre, der normalt har modtaget meget lidt eller ingen hjælp før fødslen. Lægemanglen er en del af dette problem, men kulturelle faktorer spiller også en rolle. I vores konservative samfund diskuteres graviditet ikke åbent. Nogle gange opdages det ikke engang – en kvinde skal bare pludselig have et barn, helt ud af det blå! (Uden den ærbare beklædning i flere lag, som bangladeshiske kvinder bærer, ville dette i vidt omfang være umuligt.)

Desuden nægter mange kvinder – igen drevet af den samme iboende konservatisme – at tale om private sager med en mandlig læge.

Faktisk siger mange, at de hellere ville dø. Derfor opsøger mange kvinder ikke lægehjælp, selv ikke når de er gravide. Det ville hjælpe, hvis vi kunne bemande vores klinikker med kvindelige læger. Desværre er det endnu sværere at rekruttere kvindelige læger end mandlige. Bangladesh producerer færre kvindelige læger end mandlige, og mange kvinder har en kulturel forkærlighed for job, der gør, at de kan blive i byerne, tæt på deres slægtninge. For dem ville livet i en fjern landsby være ensbetydende med adskillelse fra deres familier.

I stedet for fødselslæger betjenes mange af landsbyerne af uformelle jordmødre, der i realiteten blot er lokale kvinder med kun lidt eller ingen uddannelse bag sig, kvinder, der har hjulpet til i forbindelse med en række fødsler og derfor af de andre landsbybeboere betragtes som kyndige på dette felt. Staten har sørget for, at disse jordmødre gennemgår et mindre uddannelsesforløb, men deres færdighedsniveau er stadig for lavt. Som følge heraf er den service, der ydes på dette område, generelt utilstrækkelig. Komplikationer opdages ofte alt

136 for sent, og derfor dør alt for mange mødre og spædbørn, der kunne have været reddet.

I et forsøg på at afhjælpe dette problem fostrede Grameen Kalyans personale en idé om at opføre specialiserede fødeklinikker ved siden af sundhedsklinikkerne. Undersøgelser og tjek både før og efter fødslen kan foretages i disse klinikker, og der kan også drages omsorg for kvinderne under selve fødslen. Nogle af disse fødeklinikker er allerede opført og bemandet med de samme folk som sundhedsklinikkerne.

Vores håb er, at eksistensen af disse fødeklinikker vil gøre det mere tydeligt for folk, at graviditet og fødsel er en tid, hvor der er behov for lægehjælp, såvel som at sørge for, at blufærdige kvinder kan komme et sted beregnet for kvinder, hvor de kan føle sig trygge.

Givet de ekstremt billige sundhedsydelser på Grameen Kalyans klinikker skulle man tro, at projektet udelukkende er finansieret gennem velgørenhed. Det er ikke tilfældet. Vores mål er at få Grameen Kalyan til at hvile i sig selv og sørge for, at virksomheden i sidste instans selv kan finansiere sin egen udvidelse. Selv om det varierer en del, hvor meget de forskellige klinikker tjener ind, står programmet som helhed ret stærkt økonomisk. Grameen Kalyan dækker for tiden omkring 90 procent af sine omkostninger, og vi tror, at dette inden for et par år kan nå op på 100 procent.

De to seneste tilføjelser på listen over Grameen-virksomheder er Grameen Healthcare Trust og Grameen Health Care Services, Ltd. Grameen Healthcare Trust er en nonprofitvirksomhed. Den modtager midler fra donorer og investerer primært i sociale virksomheder.

Grameen Health Care Services, Ltd., er stiftet som en social virksomhed. Et af dens første projekter er opførelsen af særlige hospitaler til behandling af øjensygdomme – hver af disse har en kapacitet på 10.000 operationer af grå stær om året, og operationerne tilbydes både til fattige og rige patienter. Det første af disse hospitaler er i skrivende stund under opførelse og vil blive åbnet i løbet af 2007. Læger og andet personale er under uddannelse i Aravind Eye Hospital i Madurai, Indien,

137 et verdensberømt øjenhospital, der i sin tid blev oprettet af afdøde Dr. Govindappa Venkataswamy, også kendt under tilnavnet Dr. V. Dette første hospital til behandling af øjensygdomme – det hedder Grameen Green Children Eye Hospital – er 100 procent ejet af Grameen Healthcare Trust. Da hospitalet er en social virksomhed, vil Grameen Healthcare Trust få sine investerede penge tilbage fra hospitalet, men vil ikke modtage noget udbytte af sin investering.

I fremtiden vil flere sådanne øjenhospitaler med speciale i operation af grå stær blive opført forskellige steder i Bangladesh’ landområder, hvorved man kan afhjælpe et sundhedsproblem, der plager flere hundrede tusinde mennesker i Bangladesh. Der er allerede investorer på plads til yderligere tre sådanne hospitaler.

Forretningsplanen for disse hospitaler er omhyggeligt udarbejdet. Man vil tage betaling efter Robin Hood-princippet. Almindelige patienter skal betale markedsprisen, mens fattige patienter kun skal betale et symbolsk beløb. Hvis vores udregninger er korrekte – og hvis vi er i stand til at yde førsteklasses øjenoperationer og derved tiltrække tilstrækkeligt med betalende patienter – vil hospitalerne hvile i sig selv og være i stand til at udvide deres servicetilbud i det uendelige.

Jeg nærer store håb til Grameen Health Care Services’ potentiale og glæder mig til at se resultaterne af dette eksperiment med at drive en social virksomhed. Det er vigtigt at holde øje med dette program på grund af det enorme behov for bedre og billigere sundhedsydelser over hele verden. Selvfølgelig er der i udviklingslande som Bangladesh, i regioner over hele Asien, Afrika og Latinamerika desperat behov for lægehjælp til fattige mennesker. Men også nogle lande i den udviklede verden, inklusive USA, har problemer på sundhedsområdet, der er næsten lige så alvorlige.

For eksempel kunne de 47 millioner mennesker i USA, der i dag ikke er dækket af en sygesikring, være et modent marked for godt konstruerede, innovative sociale virksomheder. Man kan endda hævde, at

138 kun sociale virksomheder har potentialet til at løse den fundamentale mangel på et velfungerede sundhedsvæsen i USA, eftersom de repræsenterer den eneste organisationsstruktur, der eliminerer profittens enorme økonomiske indhug i indtægterne, samtidig med at den beholder de positive personlige og forretningsmæssige incitamenter, som det at konkurrere på et frit marked fører med sig. En social virksomhed, der ønsker at tilbyde sygesikringer til fattige mennesker, ville være fri for det pres, det er at konkurrere om investeringer på Wall Street, og ville derfor ikke føle sig presset til at udskrive syge eller ældre patienter for hurtigt eller nægte at dække dyr lægebehandling for at øge fortjenesten. I stedet ville dens mission være at fokusere på kunder, man ikke tidligere har kunnet nå ud til, samtidig med at den ville forsøge at generere tilstrækkeligt med indtægter til at kunne dække sine omkostninger.

Social virksomhed: En ny økonomisk mulighed Dette er ikke en fuldstændig beskrivelse af alle Grameen-virksomheder – blot nogle highlights fra en stor og stadigt voksende liste. Nogle af virksomhederne har allerede haft stor succes med at realisere deres mål – andre arbejder stadig på det. Nogle har vist sig at være en økonomisk succes, mens andre stadig forsøger at finde ud af, hvordan de kan hvile i sig selv og blive selvfinansierende. Nogle er meget aktive og udvider hurtigt deres aktiviteter, mens andre (såsom Grameen Information Highway, Ltd og Grameen Star Education) ikke er så aktive.

I denne forstand minder virksomhederne i Grameen-familien i høj grad om andre virksomhedsnetværk. Selv de meste succesrige virksomheder har ikke succes med alle de projekter, de søsætter.

Imidlertid har hver eneste virksomhed, vi har stiftet, været en succes i en henseende: Hver eneste virksomhed har givet os en lærerig erfaring, der har været med til at forme ideen om social virksomhed.

Når noget er mislykkedes for os, har det normalt været, fordi vi fejlvurderede markedet eller ikke strukturerede virksomheden, så den

139 kunne komme til at hvile i sig selv. Når vi har haft succes med noget, har det været fordi, vi udformede en forretningsmodel, der imødekom en reel efterspørgsel på markedet. Dette er vigtige overvejelser i forbindelse med udformningen af rammerne for fremtidens sociale virksomheder.

Efter min mening er det særlige ved virksomhederne i Grameenfamilien den særlige innovative og eksperimenterende ånd, der besjæler dem. Vi er konstant på udkig efter nye ideer til forretninger, der kan være til gavn for verden, især de fattige, og vi er ikke bange for at prøve noget, som ingen tidligere har turdet binde an med. (Grameen Bank er måske selv det bedste eksempel på denne ånd.) Hvis vores oprindelige forretningsplan lykkes, er det vidunderligt. Hvis ikke, ændrer vi den og forsøger igen. Vi har tillid til, at vi med tiden vil finde den formel, der virker.

Grameen-virksomhederne repræsenterer en første, foreløbig skitse til den sociale virksomheds verden og en model for, hvad jeg håber, vil være tusindvis af virksomheder, der forsøger at dække forskellige sociale og samfundsmæssige behov over hele verden.

Social virksomhed er det manglende led i det kapitalistiske system.

Indførelsen af dette koncept i systemet kan måske redde systemet, idet det bliver i stand til at tackle de overvældende store, globale udfordringer, som i dag er uden for den gængse erhvervstænknings rækkevidde. Således er det at komme på ideer til sociale virksomheder den vigtigste umiddelbare udfordring for nutidens erhvervstænkere. Når disse ideer til sociale virksomheder først er sat i omløb, er det blot et spørgsmål om tid, før de bedste af dem omsættes i konkret handling til menneskehedens bedste.

5 Kampen mod fattigdom: Bangladesh og andre steder

For 30 år siden, da jeg begyndte, hvad jeg et lille problem i en lille landsby. Jeg var rystet over pengeudlåningens realiteter og de barske problemer, den affødte, men jeg var begejstret over den enkle løsning på dem. Min løsning virkede. Det ansporede mig til at forsøge åbne bankverdenens døre for de fattige. Eftersom dette ikke kunne lade sig gøre, udtænkte jeg en anden form for bankvirksomhed. Det hjalp millioner af kvinder. Men det var kun ved hjælp af kredit – mikrokredit.

De fattige havde brug for hjælp på mange andre områder. Jeg forsøgte at udforme en række nye institutioner og nye strategier, der kunne hjælpe de fattige – ved hjælp af informationsteknologi, uddannelse, sundhed, landbrug, kreaturhold, tekstiler, vedvarende energi, markedsføring og andre aktiviteter. Jeg så, hvordan virksomhedskonceptet kunne omformuleres ved blot at fjerne investorernes ret til økonomisk vinding gennem deres investeringer. Sådan opstod ideen om social virksomhed.

Jeg er af den overbevisning, at social virksomhed har potentialet til at løfte fattigdomsbekæmpelsen op på et højere niveau. Social virksomhed kan være en meget stærk ramme for den private sektor, den offentlige sektor, filantroper, donorer, NGO’er, religiøse grupperinger, ja, for hvem som helst. Hvordan kan ideen om social virksomhed være effektiv i kampen mod fattigdom, i kampen for at overvinde den digitale kløft, i forbindelse med at løse klimakrisen?

141 Disse spørgsmål udgør en vigtig del af konteksten for diskussionen om ideen om social virksomhed.

Lige siden landets grundlæggelse har Bangladesh været kendt som et af verdens fattigste lande. I begyndelsen af 1970’erne afskrev Henry Kissinger, der dengang var leder af Det Nationale Sikkerhedsråd under præsident Richard Nixon, Bangladesh med ordene, at landet var et “internationalt håbløst tilfælde”. I de årtier, der siden er gået, har vores historie været en fortsat kamp mod nogle af verdens mest udfordrende levevilkår – ekstrem overbefolkning, årligt tilbagevendende oversvømmelser, afskovning, erosion og jordudvaskning – der ofte forværres af uforudsigelige naturkatastrofer, inklusive cykloner, tornadoer og tidevandsbølger.

I dag er der blevet tilføjet endnu en bekymring til denne liste: faren for en udbredt oversvømmelse af vores lavtliggende land forårsaget af det stigende havniveau, der opstår som følge af global opvarmning. Det er derfor ikke så underligt, at så mange mennesker rundt omkring i verden opfatter Bangladesh – ved de sjældne lejligheder, hvor Bangladesh overhovedet bringes på banen – som et land præget af katastrofer.

Hvad er der galt med Bangladesh? Er landet dømt til altid kun at være et skridt fra det totale sammenbrud i en cyklus, hvor hver ny katastrofe tilintetgør de ressourcer, vores folk har akkumuleret siden den seneste naturkatastrofe?

Jeg tror ikke, at vi kan beskylde skæbnen, naturen eller Gud for at være årsag til vores problem. Det egentlige problem i Bangladesh er ikke naturkatastroferne. Det er den vidt udbredte fattigdom, der er et menneskeskabt problem. Cykloner, oversvømmelser og tidevandsbølger opstår også i andre lande. I de fleste lande forårsager de ikke menneskelig elendighed i det omfang, vi ser i Bangladesh. Grunden til dette er, at folk i disse lande er rige nok til at opbygge beskyttelsessystemer og stærke diger. (Floder i Canada, England og Frankrig har tidevandsbølger, der minder om dem i Bangladesh, men oprensning og konstruktion af højtliggende veje har minimeret deres effekt og

142 den trussel, de udgør imod befolkningen.) Desuden har fattigdom og overbefolkning tvunget et utal af fattige i Bangladesh til at søge deres udkomme i mere og mere usikre områder af landet, selv om de mangler evnen til at etablere selv minimale sikkerhedsforanstaltninger.

Således dømmer fattigdom ikke blot mennesker til at leve et liv præget af vanskeligheder og ulykke – fattigdom kan også udsætte dem for livstruende farer. Eftersom fattigdom fratager mennesker enhver form for kontrol over deres skæbne, er den den ultimative ophævelse af menneskerettighederne. Når ytringsfriheden eller religionsfriheden krænkes i dette eller hint land, afstedkommer det ofte globale protester som reaktion. Men når fattigdom krænker menneskerettighederne for halvdelen af jorden befolkning, ser de fleste af os den anden vej og går videre med vores liv.

Af samme grund er fattigdom måske den alvorligste trussel mod verdensfreden, endnu farligere end terrorisme, religiøs fundamentalisme, etnisk had, politiske stridigheder eller hvilken som helst anden af de kræfter, der ofte angives som kilder til vold og krig. Fattigdom fører til håbløshed, hvilket igen ansporer mennesker til at foretage desperate handlinger. De mennesker, der så at sige ikke ejer noget, har ingen gode grunde til at afstå fra vold – selv hvis man kun har en minimal chance for at forbedre sine forhold, forekommer det bedre at handle (herunder at gribe til vold) end ikke at foretage sig noget og passivt acceptere sin skæbne. Fattigdom skaber også økonomiske flygtninge, der fører til sammenstød mellem befolkninger. Den fører til bitre konflikter mellem mennesker, klaner og nationer om knappe ressourcer – vand, dyrkbar jord, energiforsyninger og enhver form for salgbare råvarer. Velstående nationer, der handler med hinanden og bruger deres energi på økonomisk vækst, går sjældent i krig med hinanden. Nationer, hvis befolkninger er brutaliseret af fattigdom, har lettere ved at gribe til våben.

Derfor var det helt passende, at Nobelkomiteen i 2006 valgte at tildele Grameen Bank Nobelprisen, ikke i økonomi, men Fredsprisen.

Brugen af mikrokredit, der hjælper mennesker ud af fattigdom, er en

143 langsigtet indsats for fred. Og Bangladesh er et levende eksempel på, hvad man kan udrette med mikrokredit.

Bangladesh er i dag et levende laboratorium – et af verdens fattigste lande, der gradvist forandrer sig gennem innovativ social og forretningsmæssig tænkning. Gennem de seneste to årtier har forholdene for Bangladesh’ fattige forbedret sig støt. Statistikkerne fortæller en del af historien:3 • Fattigdomsraten (som den måles af internationale hjælpeorganisationer som for eksempel Verdensbanken) er faldet fra et estimeret omfang på 74 procent af befolkningen i 1973-74 til 57 procent i 1991-92, til 49 procent i 2000 og derefter til 40 procent i 2005. Selv om tallet stadig er for højt, fortsætter det med at falde med omkring en procent om året – hver eneste procentpoint repræsenterer en betydelig forbedring af livet for flere hundrede tusinder mennesker i Bangladesh. Landet er på vej til at opfylde FN’s udviklingsmål (Millenium Development Goals) om i 2015 at have halveret antallet af fattige.

• Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Bangladesh’ hurtige økonomiske vækst kun er blevet ledsaget af en lille stigning i uligheden. Den almindeligt brugte Gini-koefficient for ulighed er gået fra 0,30 i 1995 til 0,31 i 2005. Det er også værd at bemærke, at indkomsten per indbygger i de nederste 10 procent af befolkningen siden 2000 er vokset med samme årlige procentsats, som den er i de øverste 10 procent (nemlig 2,8 procent).

• Det store fald i antallet af fattige afspejles i forandringer i den økonomiske vækst, beskæftigelsesmønstre og økonomiens struktur. Væksten i den bangladeshiske økonomi – der med 71 milliarder dollar er den tredjestørste økonomi i Sydasien efter Indien og Pakistan – er i gennemsnit steget med 5,5 procent om 3

De fleste af de følgende tal er taget fra statistiske studier udført af verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank

144

•

•

året siden 2000 og nåede i 2006 op på 6,7 procent – i 1980’erne var væksten blot på 4 procent om året. Væksten per indbygger er steget fra 1 procent om året i 1980’erne til 3,5 procent i dag.

Afhængigheden af landbruget som kilde til indtægt er gradvist faldende: I 2005 overgik ikke-landbrugsarbejde landbrugsarbejde som den primære indtægtskilde i landområderne, og hele 50 procent af nationens bruttonationalprodukt kommer nu fra servicesektoren.

Befolkningstilvæksten – et stort problem i Bangladesh, et af jordens tættest befolkede lande – er faldet drastisk, fra en gennemsnitlig årlig tilvækst på 3 procent i 1970’erne til 1,5 procent i 2000, hvilket er tæt på Indiens 1,4 procent og meget lavere end Pakistans 2,5 procent. Dette fald betyder, at flere familier har ressourcerne til at tage sig af deres børn og give dem bedre uddannelsesmuligheder. Det betyder også, at millioner af kvinder frigøres fra en uendelig cyklus af graviditet og opfostring af børn, hvorved disse kvinder får bedre muligheder for at hjælpe deres familier med at forbedre deres levestandard gennem produktivt arbejde.

Faldet i befolkningstilvæksten skyldes i høj grad forbedringer af sundhedsvæsenet. (Når flere børn overlever, har forældre mere lyst til at bruge prævention. De mener ikke længere, at de er nødt til at få fem eller seks børn i håbet om at opfostre to.) Op gennem 1990’erne steg den procentdel af bangladeshiske mødre, der modtog sundhedspleje før fødslen, til det dobbelte. Delvist som et resultat heraf er spædbørnsdødeligheden i Bangladesh fra 1990 til 2006 faldet til mindre end det halve (fra 100 til 41 per 1.000 børn), mens dødeligheden for børn under fem år er 52 per 1.000 børn i Bangladesh sammenlignet med 87 i Indien og 98 i Pakistan. I 2005 var procentdelen af fuldt vaccinerede etårige børn i de fattigste 20 procent af familier i Bangladesh på 50 procent sammenlignet med 21 procent i Indien

145

•

•

•

og 23 procent i Pakistan. Omkring 81 procent af børnene var blevet vaccineret mod mæslinger sammenlignet med 58 procent i Indien. Og selv om under- og fejlernæring hos børn er et alvorligt problem, er procentdelen af børn med hæmmet vækst faldet fra næsten 70 procent i 1985-86 til 43 procent i 2004.

Den gennemsnitlige levealder har ligget fast på omkring de 56 år op gennem begyndelsen af 1990’erne, men er nu begyndte at stige. I 2006 blev den forventede levealder estimeret til 65,4 år, og den unormale situation, hvor kvinders forventede levealder var lavere end mænds, har endelig ændret sig, så kvindernes forventede levealder nu er på 65,9 år mod mændenes på 64,7 år.

Uddannelsesmulighederne for børn er også blevet forbedret.

Procentdelen af børn, der afslutter femte klasse, er steget fra 49 procent i 1990 til 74 procent i 2004. Nationale statistikker viser, at procentdelen af bangladeshere, der kan læse og skrive, er steget fra kun 26 procent i 1981 til 34 procent i 1990 og 41 procent i 2002. I 1990’erne tredobledes antallet af børn, der gik videre end grundskolen (fem års skolegang). Der er nu flere piger end drenge, der går videre end grundskolen, en præstation, der er uden sidestykke i Sydasien og en bemærkelsesværdig bedrift i betragtning af, at der i Bangladesh i begyndelsen af 1990’erne var tre gange så mange drenge som piger, der gik videre end grundskolen.

Forhold som boligkvalitet og adgang til grundlæggende sanitære installationer og telekommunikationsservice er alle forbedret betragteligt i de seneste år. I 2000 levede 18 procent af husholdningerne under stråtage – i 2005 var dette tal faldet til 7 procent. En kampagne for bedre sanitet har ført til en stigende adgang til sikre latriner fra 54 procent i 2000 til 71 procent i 2005. Mobiltelefonrevolutionen har forøget andelen af befolkningen med adgang til telefon fra 1,8 procent i 2000 til 14,2 procent i dag.

146 • Bangladesh’ kapacitet til at modstå naturkatastrofer er markant forbedret. Efter de enorme oversvømmelser i 1998 faldt bruttonationalindkomsten per indbygger drastisk, men en oversvømmelse af lignende omfang i 2004 havde forsvindende lille indflydelse på væksten. Denne modstandsdygtighed kan tilskrives en mere diversificeret økonomi og forbedrede sikkerhedsforanstaltninger, inklusive advarselssystemer og tilflugtsrum til brug under cykloner over hele landet.

• Mellem 1980 og 2004 steg FN’s Human Development Index (en udbredt målestok for centrale levestandardsindikatorer for udviklingsnationer) med 45 procent i Bangladesh sammenlignet med 39 procent i Indien og 16 procent i Sri Lanka – trods den kendsgerning, at bruttonationalproduktet per indbygger i Indien i 2004 var 68 procent højere end i Bangladesh, mens det i Sri Lanka var 200 procent højere.

Som disse tal antyder, er problemerne med fattigdom i Bangladesh, selv om forholdene er blevet forbedret, langt fra løst. Bangladesh er stadig et af verdens fattigste lande – et tocifret antal millioner mennesker lever på et niveau kun lige over eksistensminimum. Men de sociale og økonomiske tendenser bevæger sig i den rigtige retning.

Mange bangladeshere nærer for første gang håb om en bedre fremtid. Nu er vi klar til at gå i gang med at opnå adskillige centrale mål: at nå op over en gennemsnitlig årlig indkomst per indbygger på 1.000 dollar, at skabe en vækst i bruttonationalproduktet på mere end 8 procent om året (sammenlignet med det positive niveau på 6,7 procent i dag), og at reducere andelen af fattige til under 25 procent. Jeg er overbevist om, at alle disse mål er mulige at nå inden for et årti, hvis vi tager de rigtige skridt.

De udfordringer og muligheder, som Bangladesh står over for, illustrerer nogle vigtige temaer, som er fælles for mange af verdens udviklingslande:

147 • Behovet for at tænke strategisk med hensyn til udvikling og at analysere et lands potentielle rolle i nærregionen og verden i jagten på vækstmuligheder.

• Behovet for at overvinde myter, stereotypier og antagelser om fattige lande og deres forhold til deres naboer.

• Behovet for at udforme nye, positive strategier for udvikling, strategier, som lægger vægt på de potentielle styrker i et land og dets folk, ikke blot dets problemer.

• Behovet for at reflektere over, hvordan social virksomhed kan tackle sociale og økonomiske problemer, som det normalt overlades til staten at løse.

Disse ideer giver håb om at afhjælpe de værste konsekvenser af fattigdom både i Bangladesh og i mange andre fattige lande verden over.

Fattigdomsbekæmpelse, der virker Alt for længe har folk i de udviklede lande haft en noget fatalistisk indstilling til spørgsmålet om global fattigdom. Problemet virker for stort, så kompliceret og så uløseligt, at mange fristes til blot at trække på skuldrene og give op. Sandheden er, at der kan gøres mange ting, forudsat at vi er villige til at tænke kreativt over fattigdom og måder, vi kan bekæmpe den på.

Traditionelt er fattige mennesker blevet betragtet som en samfundsmæssig belastning. Politikere og institutioner er vokset op med denne antagelse. Som følge heraf har man ikke i tilstrækkelig grad været opmærksom på fattige menneskers evne til selv at komme med et produktivt bidrag til gavn for dem selv og samfundet. Når vi først erkender og anerkender denne evne, kan vi skabe programmer til fattigdomsbekæmpelse, der både støtter og udnytter fattige menneskers kreative talenter.

Social virksomhed vil spille en vigtig rolle i forbindelse med disse bestræbelser. Men fattigdomsbekæmpelsesprogrammer, som støttes

148 af stater og NGO’er, vil også fortsat have en rolle at spille. Det tager ofte tid at udvikle et lokalsamfunds eller et lands evne til at hjælpe sig selv. I denne overgangsproces er programmer, der kommer med ressourcer udefra for at hjælpe fattige mennesker, ofte vigtige, især når påtrængende problemer som sult, hjemløshed, sygdom og konsekvenserne af naturkatastrofer kræver at blive tacklet.

Men ikke alle programmer til bekæmpelse af fattigdom er lige gode. Som vi alle ved gennem erfaring og ved at iagttage disse programmer, er nogle meget effektive, mens andre blot er spild af penge og energi. Hvad er kendetegnene på effektive programmer til bekæmpelse af fattigdommens problemer?

For det første må alle effektive programmer tage udgangspunkt i en klar, operationel definition af fattigdom. For at blive klar over, hvem programmet er designet til at hjælpe, må målgruppen defineres ved hjælp af nogle klare kriterier, der vil ekskludere de mennesker, der ikke er fattige, så disse ikke dræner ressourcer, som de fattige så desperat har brug for.

Hvert land og hver region har sandsynligvis sin egen definition af fattigdom. De fattige i Bangladesh lever et meget anderledes liv end fattige i USA. (De fleste fattige mennesker i USA ejer for eksempel et fjernsyn – meget få af de fattige i Bangladesh har adgang til elektricitet.)

Nogle iagttagere af den globale udvikling klager over, at definitioner af fattigdom svinger fra det ene land til det andet. Men jeg tror, at dette er et naturligt resultat af forskellene i økonomisk niveau, kulturelle vaner og levevilkår fra det ene land til det andet. Overensstemmelse mellem definitioner kan være belejliget for forskere, der forsøger at lave internationale sammenligninger, men det vigtigste er at udarbejde definitioner, der er af praktisk værdi for hjælpearbejdere i felten.

I Grameen Bank måtte vi udvikle vores egen definition af fattigdom, så vi kunne måle vores succes med at hjælpe folk ud af fattigdommen ved hjælp af mikrokredit. Vi kunne have brugt en standard, der var baseret på pengeindtægter – for eksempel det, der svarer til en

149 eller to dollar om dagen. Dette er almindeligt brugte markører for fattigdom i det internationale udviklingssamfund.

Vi mente imidlertid, at dette system ikke ville være praktisk i forbindelse med de beslutninger, vi måtte tage hver eneste dag. I stedet udviklede vi et tipunktssystem, der beskriver specifikke levevilkår. Ikke før en familie har overvundet alle disse ti barrierer, er de ifølge Grameen Banks definitioner undsluppet fattigdommen. De ti punkter er: 1. Bankkunden og hendes familie lever i et hus med bliktag eller i et hus, der er mindst 25.000 taka værd (dette beløb svarer til omkring 1850 kr). Familiemedlemmer sover i senge af den ene eller anden art, ikke på gulvet.

2. Kunden og hendes familie drikker rent vand fra rørbrønde, kogt vand eller arsenikfrit vand, der er renset ved hjælp af alun, rensetabletter eller filtre.

3. Alle kundens børn over seks år, der har det godt fysisk og mentalt, går enten i grundskole eller har afsluttet en grundskoleuddannelse.

4. Kundens ugentlige afdrag på sit lån er på minimum 200 taka (omkring 15 kr.).

5. Alle familiemedlemmer bruger et hygiejnisk latrin.

6. Alle familiemedlemmer har tilstrækkeligt med tøj til at dække det daglige behov, inklusive vintertøj, tæpper og moskitonet.

7. Familien har ekstra indtægtskilder såsom en have med grøntsager eller frugttræer, de kan falde tilbage på i svære tider.

8. Kunden har i gennemsnit set over et år en saldo på mindst 5.000 taka (omkring 375 kr.) på sin opsparingskonto.

9. Kunden er i stand til at give sin familie tre måltider mad om dagen året rundt.

10. Alle familiemedlemmer er bevidste om deres helbred og kan hurtigt opsøge og få den rette behandling og kan betale for udgifter til medicin og behandling i tilfælde af sygdom.

150 Vores ti indikatorer blev tydeligvis udformet for at definere et individ og en familie, der ikke længere er fattig. Men fraværet af de samme indikatorer kan bruges til at definere, hvem der er fattige.

Med de rette modifikationer kan det samme system af indikatorer også komme til at fungere i andre udviklingslande. I andre tilfælde er der brug for en unik definition, der er skræddersyet til lokale forhold. Det vigtigste er, at fattigdom defineres klart, så et program til bekæmpelse af fattigdom kan have en klar målgruppe og et eller flere klare mål at efterstræbe.

Prioriteringen af dem, der har behov for hjælp, er også vigtig.

Ikke blot bør de, der ikke er fattige, eskluderes fra et fattigdomsbekæmpelsesprogram, men det er også vigtigt, at de fattigste af de fattige prioriteres højere end de mindre fattige. Et af problemerne ved mange hjælpeprogrammer er, at de tillader, at der bruges ressourcer på folk uden for målgruppen. Desuden er de mest effektive programmer til bekæmpelse af fattigdom programmer med særlige formål, som er skræddersyet til de fattiges behov, ikke generelle projekter med henblik på at tjene samfundet, at udbyde værdifulde sociale serviceydelser eller stimulere økonomien. Det kan være fint med projekter til opbygning af infrastrukturen, levering af sundhedsydelser eller tilbud om jobtræning. Men erfaringen viser, at medmindre man specifikt målretter sine bestræbelser mod de fattige, vil de, der ikke er fattige, rent faktisk lægge beslag på størstedelen af kagen og efterlade de fattige i samme dårlige kår som før eller muligvis endnu ringere omstændigheder.

Erfaringen viser også, at det er vigtigt specifikt at inkludere kvinder i målgruppen – hvis ikke, er det sandsynligt, at man overhovedet ikke hjælper dem, også selv om projektet derudover er godt sat sammen.

I mange tilfælde betyder dette, at man i stedet for at forsøge at tilpasse eksisterende projekter må finde på nye projekter, der kan hjælpe de fattige. Når de nuværende ordninger, institutioner og strategier ikke i tilstrækkelig grad har dækket de fattiges behov, er det

151 normalt frugtesløst at forsøge at tilpasse dem i håbet om at gøre dem mere effektive. Det er generelt bedre at starte på bar bund og at opbygge og bemande nye projekter og programmer fra scratch.

Endelig er det vigtigt, at donorer til fattigdomsbekæmpelsesprogrammer forpligter sig på langt sigt. Selvhjulpenhed opstår ikke fra den ene dag til den anden, især ikke når et stort antal mennesker i årtier eller endda generationer har været fastholdt i fattigdom. Selv et godt udformet program vil opleve vanskelige perioder, der vil friste sponsorerne til at indstille det. Disse hårde perioder må overvindes gennem målbevidsthed, fleksibilitet og kløgt, hvis man skal opnå et tilfredsstillende resultat.

Mange bestræbelser på at bekæmpe fattigdom finansieres af mennesker fra udviklede lande med gode intentioner, enten gennem NGO’er, statsbevillinger eller internationale hjælpeorganisationer. Det er trist at se, at mange af disse penge investeres forkert og uøkonomisk. I mange tilfælde ender det med, at penge, der skulle bruges til at hjælpe fattige mennesker, i stedet blot skaber gode vilkår for virksomheder og organisationer i den udviklede verden – konsulentfirmaer, leverandører af udstyr og materiale, rådgivere og lignende. I andre tilfælde ender pengene i lommerne på korrupte, lokale myndigheder eller hos eliten.

Når dette sker, bliver de folk, der er engageret i fattigdomsspørgsmålet, og som ønsker at hjælpe mennesker i nød, bitre og kyniske.

Med tiden bliver mennesker, der engang var idealistiske, hærdede over for fattiges elendighed og lukker for pengetilførslen. Det er en helt unødvendig tragedie.

De mennesker i den udviklede verden, der ønsker at række fattige mennesker en hånd, bør politisk forpligte sig til at skabe solidaritet med den dårligst stillede halvdel af befolkningen i udviklingslandene, især kvinderne. Skatteyderne i donorlandende bør forklare de embedsmænd, der arbejder med udviklingshjælp, og de folkevalgte politikere, der lovgiver på området, at de ønsker, at deres penge skal gå

152 direkte til reduktion af fattigdom ved at støtte fattige folks egne produktive evner. Det vil være en god begyndelse at insistere på kriterier som dem, jeg lige har skitseret.

Kredit er det første og vigtigste middel Jeg har her opregnet nogle af de vigtigste kriterier, som ethvert effektivt program til bekæmpelse af fattigdom bør opfylde. Men hvor skal sådanne programmer tage deres begyndelse? Med uddannelse? Hvad med infrastruktur? Sundhedsvæsenet? Informations- og kommunikationsteknologi? Sanitet? Boliger? Behovene er uendelige og svære at prioritere.

Alle disse ting er vigtige. Hvis det var muligt, ville det bedste være at begynde med alle ting på samme tid. Men i Grameen Bank koncentrerede vi os om at yde kredit – bogstaveligt talt at give kontanter til fattige mennesker som det første skridt til at hjælpe dem til at arbejde sig ud af fattigdommen. Det var en ukonventionel strategi, der fortjener et par forklarende ord, især fordi de fleste fattigdomsbekæmpelsesprogrammer tager deres begyndelse et andet sted.

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker har en iboende, men almindeligvis upåagtet evne – evnen til at overleve. Selve den kendsgerning, at fattige mennesker lever, er et klart bevis på, at de besidder denne evne. De har ikke brug for os til at lære at overleve – det kan de allerede! Så i stedet for at spilde vores tid på at lære dem nye færdigheder, har jeg i mine bestræbelser fokuseret på at hjælpe dem til at få mest muligt ud af eksisterende færdigheder. At give de fattige adgang til kredit gør det muligt for dem umiddelbart at gøre praktisk brug af de evner, de allerede besidder – at væve, at afskalle ris, at opdrætte køer eller køre en rickshaw. De kontanter, de tjener på dette arbejde, bliver et redskab, en nøgle til at bringe deres andre evner frem i lyset.

Hermed ikke sagt, at fattige mennesker altid er klar over, hvilke evner de har. Da vi i starten besøgte fattige kvinder i landsbyerne for

153 at tilbyde dem kredit, var de bange for at tage imod penge og sagde, at de ikke havde nogen idé om, hvad de skulle bruge dem til. Disse kvinder havde mange evner, men de havde ophobet så meget frygt og usikkerhed gennem mange år, hvor de havde været udsat for undertrykkende sociale holdninger, at de ikke engang var bevidste om dette.

Ved at tilbyde en masse støtte og ved at fremvise nogle få succesfulde eksempler til efterfølgelse, lykkedes det os gradvist at fjerne disse lag af frygt. Snart indså kvinderne, at de besad tilstrækkeligt med evner til at bruge penge til at tjene penge.

Offentlige beslutningstagere, internationale konsulenter og mange NGO’er tager normalt udgangspunkt i den stik modsatte antagelse – at folk er fattige, fordi de mangler evner. På grundlag af denne antagelse iværksætter de initiativer til bekæmpelse af fattigdom, der er bygget op omkring en omhyggelig skolingsproces. Dette forekommer logisk, hvis man tager udgangspunkt i den underliggende antagelse om fattige menneskes manglende evner – og det sikrer også i al fremtid fattigdomsbekæmpelseseksperternes interesser. Det skaber masser af job, der finansieres af store budgetter, samtidig med at det fratager dem ansvaret for at skabe konkrete resultater. De kan trods alt pege på så og så mange tusinde mennesker, der har været under oplæring og uddannelse – uden hensyntagen til, om disse mennesker og deres familier er undsluppet fattigdommen eller ej – og påberåbe sig ‘succes’ blot på basis af dette antal.

Det må retfærdigvis siges, at de fleste eksperter i fattigdomsbekæmpelse har gode intentioner. De peger på behovet for skoling og uddannelse, eftersom det er, hvad deres fejlagtige antagelser dikterer.

Men hvis man bruger tilstrækkeligt meget tid blandt de fattige, opdager man, at deres fattigdom skyldes den kendsgerning, at de ikke selv nyder godt af af deres arbejde. Og grunden til dette er klar: De har ingen kontrol over kapitalen. De fattige arbejder til gavn for andre, der kontrollerer kapitalen. Det kan være pengeudlånere som dem, der udnyttede de fattige mennesker i Jobra, hvor jeg begyndte mit arbejde.

154 Det kan være godsejere, fabrikanter eller agenter, der rekrutterer fattige mennesker under slavelignende vilkår. Det, som disse udbyttere alle har tilfælles, er evnen til at udnytte fattige menneskers produktive arbejde til egen fordel.

Og hvorfor kan dette lade sig gøre? Det kan det, fordi fattige mennesker ikke har arvet nogen kapital, ligesom der heller ikke er nogen i det konventionelle system, der giver dem mulighed for at få adgang til kapital eller kredit. Verden er blevet overbevist om, at fattige mennesker ikke er kreditværdige. Jeg er derimod blevet overbevist om, at en forandring af denne holdning er det første, nødvendige skridt til afhjælpning af fattigdomsproblemet.

Og hvad med jobtræning? Der er intet galt med træning eller uddannelse i sig selv. Det kan være ekstremt vigtigt i forbindelse med at hjælpe mennesker til at overvinde deres økonomiske vanskeligheder.

Men uddannelse kan kun gives til et begrænset antal mennesker. For at løse de problemer, som det store flertal af fattige har, er den bedste strategi at lade deres naturlige evner blomstre, før vi introducerer nye muligheder for dem. Det at give de fattige kredit og lade dem nyde frugterne af deres eget arbejde – ofte for første gang i livet – er med til at skabe en situation, hvor de begynder at føle behovet for uddannelse, hvor de begynder at opsøge den og endda er villig til at betale for den (dog ofte ikke med mere end et symbolsk beløb). Først under disse betingelser kan undervisning og skolingsforløb blive egentligt meningsfulde og effektive.

Velgørenhed er ikke altid svaret Vigtigheden af velgørenhed kan ikke nægtes. Den er vigtig i nødsituationer, og når det drejer sig om at hjælpe folk, der ikke er i stand til at hjælpe sig selv (for eksempel handicappede). Men nogle gange bliver vi for afhængige af velgørenhed.

Generelt er jeg modstander af foræringer og almisser. De tager initiativet og ansvaret fra folk. Hvis folk ved, at man kan få ting ‘gratis’,

155 er de tilbøjelige til at bruge deres energi og evner på at jagte de ‘gratis’ ting i stedet for at bruge den samme energi og de samme evner på at opnå noget ved egen hjælp. Almisser fremmer snarere afhængighed end selvhjælp og selvtillid.

Selv i nødsituationer – i forbindelse med katastrofer – opfordrer Grameen Bank låntagere til at skabe deres egne katastrofefonde, så de ikke bliver afhængige af donationer. Da vi uddelte gratis hvede til Grameen Bank-låntagere under oversvømmelsen i 1998, opfordrede vi dem til at indvilge i at opspare små ugentlige beløb i en katastrofefond. Efter forholdene igen blev normaliserede, og de begyndte at tjene penge, ville det med tiden forøge værdien af den hvede, de havde modtaget. Denne nye opsparingspulje er en lokal fond, der kan hjælpe lokalsamfundet med at klare den næste katastrofe.

Almisser kan fremme korruption. Når donorpenge gives til de fattige, sørger de embedsmænd, der har ansvaret for at fordele de gratis varer og serviceydelser, ofte for, at de selv og deres venner bliver de første, der får gavn af hjælpeprogrammet.

Endelig skaber velgørenhed et ensidigt magtforhold. Modtagerne af velgørenhed udvikler sig til mennesker, der søger at opnå andre menneskers velvilje, snarere end til personer, der kræver noget, de fortjener.

Som følge heraf har de ingen stemme, og ansvarligheden og gennemsigtigheden forsvinder. Alle den slags envejsforhold er urimelige og gør kun de fattige mere sårbare over for udnyttelse og manipulation.

For at styrke fattige menneskers evne til at skabe, udvide og forbedre deres egne samfund ville jeg fokusere på skabelsen af demokratiske institutioner til lokalt selvstyre. Jo mindre områder, lokale myndigheder har myndighed over, jo større chance er der for, at de fattiges stemmer bliver hørt. Fattige mennesker må have mulighed for at deltage i den beslutningsproces, der påvirker deres liv. Formynderi er – hvor gode intentionerne end er – en blindgyde. Når fattige har evnen til at tage deres skæbne i egen hånd, kan de opnå meget mere og meget hurtigere.

156

Bangladesh og den udviklede verden Bangladesh kan fortsætte med at skabe økonomisk vækst, hvis de rette globale forhold er til stede. Der kræves tre ting: Store udenlandske investeringer, toldfri adgang for landets produkter til det amerikanske marked og fortsat adgang til udenlandske jobmarkeder.

Direkte, udenlandske investeringer kan hjælpe Bangladesh med at skabe en høj vækst og opbygge en stærk økonomi – vi kan konstatere, at lande, der har tiltrukket store udenlandske investeringer, har haft en hurtig vækst. For eksempel vurderes det, at udenlandske investeringer bidrager med 14 procent af Vietnams bruttonationalprodukt, sørger for omkring 1 milliard dollar om året til det årlige budget, direkte skaber 800.000 job og indirekte støtter to millioner andre. Dette skyldes, at Vietnam har tiltrukket 18 milliarder dollar i nye udenlandske investeringer gennem de seneste fem år – 10 milliarder dollar alene i 2006 – mens Bangladesh, hvis befolkning er dobbelt så stor, i 2005 kun tiltrak udenlandske investeringer for 700 millioner dollar. Der er ingen grund til, at Bangladesh ikke skulle kunne opnå gevinster gennem direkte, udenlandske investeringer, gevinster, der svarer til dem, som Vietnam har opnået.

Selvfølgelig er ikke alle udenlandske investeringer af det gode. Det bør prioriteres at tiltrække investorer i produktionsenheder til fremstilling af globale produkter. Skabelsen og driften af særlige produktionszoner, skabelsen af infrastruktur og sikringen af gennemsigtige reguleringer er vigtige for at tiltrække disse former for investeringer.

Et andet vigtigt element i understøttelsen af fremtidig vækst for Bangladesh vil være at opnå fri adgang til det amerikanske marked.

Bangladesh er blandt de uheldige fem-seks mindst udviklede lande i Asien, hvis eksportprodukter til USA mødes med høje toldskranker.

Faktisk er Bangladesh underkastet den fjerdehøjeste gennemsnitlige toldsats blandt alle USA’s handelspartnere. Ud af en eksport af varer til USA på 3,3 milliarder dollar betalte Bangladesh en halv milliard dollar i told – det samme beløb som Storbritannien, der har en eksport til USA på 54 milliarder dollar.

157 Den årlige eksport af tøj og tekstiler fra Bangladesh nåede op på 9 milliarder dollar i 2006 – dette svarer til 80 procent af vores samlede eksport. Med de nuværende vækstrater vil Bangladesh snart overgå Indien som eksportør af tøj og tekstiler. Den positive effekt af en toldfri adgang til det amerikanske marked vil ikke blot være af økonomisk art. Jeg har forklaret, hvordan mikrokredit har bidraget til styrkelsen af kvinders position i Bangladesh i løbet af de seneste to årtier. En anden vigtig faktor i denne sociale forandring har været væksten af vores beklædnings- og tekstilindustri.

I dag arbejder to millioner bangladeshiske piger på tøj- og tekstilfabrikker. Dette vidner i sig selv om det omfang, hvormed religiøs modstand mod, at piger arbejder på fabrikker, er blevet overvundet.

Mange fattige piger vælger at arbejde, tjene penge og spare penge op til et godt liv i stedet for at gifte sig tidligt eller – hvad der er endnu værre – risikere at blive ofre for udnyttelse såsom international kvindehandel. Børn af disse arbejdende mødre vil få en langt bedre opvækst og en langt mere lovende fremtid end børn af de piger, der bliver tidligt gift.

Desuden indtager denne nye generation af arbejdende kvinder liberale, moderne holdninger, der kan føre til en positiv forandring af vores traditionelle kultur. Fattigdom og magtesløshed er grobund for terrorisme. Disse kvinders familier vil ikke længere være udklækningssted for sådanne ting.

Hvis Bangladesh får toldfri adgang til det amerikanske marked, tror jeg, at eksporten inden for fem år vil blive fordoblet, lønningerne vil stige, og vækstraten i den bangladeshiske økonomi vil stige – eksporten af bomuld og andre varer fra USA til Bangladesh vil også stige.

Og eftersom Bangladesh’ beklædningsindustri fokuserer på markedet for billigt tøj, et marked, som amerikanske virksomheder for længst har opgivet, vil kun få amerikanske firmaer, der lever af at tilbyde lignende produkter, blive ramt af dette. Alle vil vinde.

FN’s udviklingsmål fra 2000 indbefattede et løfte om at give de

158 mindst udviklede lande toldfri adgang til verdensmarkedet. Indfrielsen af dette løfte vil hjælpe Bangladesh enormt.

Endelig har Bangladesh fortsat behov for adgang til internationale arbejdsmarkeder.

På mine rejser rundt i verden møder jeg mange unge mennesker fra Bangladesh – ikke blot i store byer som New York, men også i landsbyer i Spanien, på øer i Italien og i byer i Argentina, Chile og Colombia. De fleste klarer sig godt, mestrer det lokale sprog og har fået venner i deres nye land. Men når jeg spørger dem om, hvordan de er endt der, fortæller de mig historier om udholdenhed, vedholdenhed og risikofyldte eventyr, der ofte involverer rejser gennem mange lande og erfaringer med forskellige former for arbejde. Historierne rummer også beretninger om udnyttelse: De er blevet bedraget af dem, der har formidlet arbejde til dem, blevet dårligt behandlet af lufthavnspersonale og blevet chikaneret, afpresset og ignoreret af myndighederne.

Trods disse forhold bidrager disse unge mennesker i høj grad til Bangladesh’ økonomi. I 2006 modtog Bangladesh 6 milliarder dollar i pengeoverførsler fra borgere i udlandet – beløbet udgør en tredjedel af landets totale udenlandske valutabeholdning. Til sammenligning er tallene for henholdsvis Indien og Kina 21,7 milliarder og 21,3 milliarder. Dette er bemærkelsesværdige tal set i lyset af, at Indiens befolkning er mere end syv gange større end Bangladesh’, og at Kinas befolkning er næsten ni gange så stor.

Desuden bidrager disse pengeoverførsler direkte til reduktionen af fattigdom. Verdensbankens Global Economic Prospects Report anslår, at pengeoverførsler til Bangladesh har ført til et fald i andelen af fattige i befolkningen på 6 procent. Det er et fascinerende eksempel på, hvordan mennesker med lave indkomster direkte bidrager strategisk til landets økonomiske og sociale mål, såvel som på det initiativ, de tager for at ændre deres eget liv.

Bangladesh må gøre mere for at støtte sine unge emigranter og reducere de risici, de tager, når de drager ud i det ukendte. Vi må ændre

159 vores myndigheders praksis, så det pres, den ydmygelse og angst, disse mennesker påføres, når de konfronteres med emigrationsbureaukratier, kan undgås.

På baggrund af de demografiske og økonomiske realiteter i verden i dag kan man med stor sikkerhed forudsige, at der vil blive brug for flere og flere arbejdere fra Bangladesh – og landene omkring Bangladesh – i andre lande, selv i Kina. Behovet for flysæder vil stige stærkt.

Det er et godt tidspunkt at overveje at opbygge et globalt lufthavnscentrum i Bangladesh, der kan lette transporten af et større antal arbejdere fra regionen såvel som af det stigende antal regionale og internationale forretningsrejsende.

Udviklingen af regional fred og velstand Ligesom det er tilfældet for mange andre lande i den tredje verden, er Bangladesh’ fremtid tæt forbundet med fred og velstand i hele regionen. Ligegyldigt hvad deres politiske fortid har været, kan landene i Sydasien – Afghanistan, Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka – kun gennemføre en hurtig økonomisk og social transformation, hvis de stærkt og uigenkaldeligt knytter sig til hinanden. Der er ingen grund til, at Sydasien ikke skulle kunne opnå det samme økonomiske mirakel, som medlemmerne af EU har nydt godt af – i dette tilfælde ville det blot have en endnu mere positiv indflydelse på millioner af menneskers liv.

Af netop denne grund blev Den Sydasiatiske Sammenslutning for Regionalt Samarbejde (SAARC) dannet i 1985. Men i de 22 år, der siden er gået, har SAARC’s ånd aldrig fået en egentlig chance for at komme til udfoldelse. De periodiske topmøder er i højere grad blevet et forum for politisk spilfægteri end en del af en virkelig søgen efter måder, hvorpå man kan opbygge tillid og samarbejde mellem vores befolkninger.

Som følge heraf er Sydasien den mindst integrerede region i verden. Den interregionale handel er på mindre end 2 procent af bruttonationalproduktet, i Østasien er den 20 procent. Den årlige handel

160 mellem Indien og Pakistan vurderes i øjeblikket til at ligge på omkring 1 milliard dollar – samtidig vurderes det, at den potentielt kunne være på 9 milliarder dollar. Omkostningerne ved handel over grænserne i regionen er langt højere end nødvendigt. Grænseovergangene mellem Indien og Bangladesh er så overfyldte, at der på den indiske side ofte er en kø på mere end 1.000 lastbiler, og en rejse, der burde tage 21 timer, ender måske med at tage 99 timer eller mere. Delvist på grund af denne mangel på integration er Sydasien central for verdens fattigdom – området er hjemsted for næsten 40 procent af verdens fattige.

Adskillige tilbagestående dele af Sydasien er randområdeøkonomier, der lider af alle de problemer, der kendetegner isolerede lande eller lande uden adgang til havet. Eksempler på dette omfatter det nordøstlige Indien, det nordvestlige Pakistan, det nordlige Bangladesh og dele af Nepal og Afghanistan. Regionalt samarbejde – især med hensyn til fremme af transport og handel – kunne forandre disse regioner til det bedre. Det nordlige Bangladesh kan udvikle sig til en levende, dynamisk region, når først handlen med Nepal og Indien kører for fulde omdrejninger.

Landene i SAARC er klar over den potentielle værdi af en integration af handlen i regionen. Derfor har de forhandlet sig frem til en aftale – underskrevet i januar 2004 – om at skabe et sydasiatisk frihandelsområde (SAFTA). Hvis de tanker, der kommer til udtryk i denne aftale, bliver implementeret, vil så at sige alle produkter i 2015 blive handlet uden told eller andre afgifter mellem de otte sydasiatiske lande.

SAFTA er i mange henseender en god aftale, selv om den er forbundet med nogle specifikke problemer, der må tages hånd om. Handel med serviceydelser såvel som industri- og landbrugsprodukter bør være dækket af SAFTA, og det potentielle tab af indtægter fra told og moms som følge af en liberalisering af handlen vil skabe problemer, især for de mindre lande i sammenslutningen. Desuden må den praktiske håndhævelse af SAFTA-regler overvåges for at sikre, at også mindre lande får gavn af dem, og at ineffektive producenter ikke for-

161 trænger konkurrenter fra lande uden for SAFTA. For eksempel vil kvalitetsprodukter fra konkurrerende lande (Kina, Sydkorea, Malaysia, Thailand) ikke kunne konkurrere med indiske eller pakistanske produkter af den enkle årsag, at disse produkter ikke er toldfrie. Som følge heraf vil forbrugerne blive tabere.

Selvfølgelig vil der være indkøringsproblemer. Det kan forventes, at lande, der slutter sig sammen i en frihandelsorganisation, har nogle overgangsproblemer. Ikke desto mindre er SAFTA et stort skridt i den rigtige retning for Sydasien. Sammenslutningen kan mobilisere den private sektor i forsøget på at fjerne alle de lag af gensidig mistillid, der i så mange år har delt vores region. Efterhånden som den regionale handel bliver mere omfattende, vil den sænke risikoen for væbnede konflikter mellem gamle regionale rivaler som Indien og Pakistan.

Stater, civilsamfund og erhvervslivet kan gøre meget for at opmuntre til etableringen af tættere bånd mellem vores regions nationer. For eksempel har jeg foreslået, at hvert eneste universitet i SAARC-landene tilbyder mindst et stipendium til en studerende fra et andet sydasiatisk land. Der bør også skabes et lignende udvekslingsprogram for lærere og forskere. Mange har plæderet for, at de regelmæssige SAARC-topmøder mellem landenes ministre bør suppleres med samtidige regionale konferencer med deltagelse af erhvervsledere, journalister, forfattere, ledere af NGO’er og studerende og med kulturelle festivaler og uddannelsesprogrammer. SAARC bør handle om mennesker, ikke blot regeringer – sammenslutningen bør være med til at samle regionens folk.

Rejserestriktioner inden for SAARC-lande bør også gradvist ophæves. På nuværende tidspunkt har kun Nepal været fremsynet nok til automatisk at give visum til alle, der kommer fra et SAARC-land.

De andre lande i regionen bør følge trop.

Jeg har altid plæderet for, at SAARC-lande bør udstede SAARCpas til vigtige borgere i regionen. Hvert år kunne man offentliggøre en i fællesskab udarbejdet liste over fremtrædende personer, hvis bidrag af politisk, social, kulturel eller økonomisk art i regionen man

162 anerkender. Disse personer kunne få et SAARC-pas eller et id-kort foruden deres almindelige pas. Processen kunne begynde med udvælgelsen af for eksempel 5.000 fremtrædende borgere fra alle otte SAARC-lande. Disse fremtrædende mænd og kvinder ville så kunne rejse rundt i regionen uden visa og udbrede ideer og fremme goodwill for samarbejdet. Deres antal kunne øges en gang om året, indtil frie rejser gennem Sydasien snarere var normen end undtagelsen.

Jeg har hørt nogle indvende, at det ville være et teknologisk mareridt at administrere et SAARC-pas. Jeg kan ikke se hvorfor. Med moderne informationsteknologi burde der ikke være nogen vanskeligheder forbundet med at administrere en central database for disse pasindehavere. Man kunne tilføje al biometrisk information om pas­ indehaveren i denne database. Jeg er ikke i tvivl om, at dette initiativ i betydelig grad vil bidrage til at smelte mistillidens is.

Ligesom sociale virksomheder kan løse andre tilsyneladende uløselige samfundsproblemer, kan de også spille en vigtig rolle i forbindelse med forandringen af det økonomiske, sociale og politiske miljø i regionen. Dette initiativ kan begynde med at skabe en SAARC-fond for social virksomhed, en fond etableret af regionens forretningsfolk.

Den vil som sin første handling finansiere mindst en social virksomhed i hvert land – en social virksomhed rettet mod fattigdom, sundhedsydelser til fattige mennesker, handel med kvinder og børn, rent vand, mødrehjælp eller et andet centralt område. Fonden kan begynde med et lille beløb og tage initiativ til små programmer i hvert land for at skabe tillid til, at vi i fællesskab kan løse vores fælles problemer. Fordelene ved en sådan fond er, at ingen vil betragte den som en måde, hvorpå virksomheder i et land profiterer af deres finansielle eller teknologiske overlegenhed i forhold til andre, eftersom sociale virksomheder af natur er nonprofitvirksomheder.

Blandt andre projekter kunne disse sociale virksomheder under SAARC handle om at opbygge infrastruktur såsom broer over fælles floder eller at anlægge veje som forbindelse mellem to nabolande.

163 Denne infrastruktur kunne være ejet af lokale fattige fra begge sider af grænsen. Den kan være ejet af sociale investorer fra regionen. De forskellige projekter vil være symboler på venskab såvel som praktiske redskaber til at forbedre af fattige menneskers liv ved at stimulere de lokale økonomier, fremme samhandlen og lette kommunikationen.

SAARC’s og SAFTA’s succes på langt sigt vil især være afhængig af Indiens holdninger og handlinger, eftersom Indien er det største og mest magtfulde land i regionen. Det er ikke usædvanligt, at nabolande har politiske konflikter med hinanden. Men der er et problem mellem to SAARC-lande, der har en stor betydning for hele regionen. Indiens og Pakistans holdninger og handlinger er i høj grad foranlediget af dette problem. Striden om Kashmir er det største problem for Indien, Pakistan og regionen. Indien og Pakistan har udkæmpet tre store krige med hinanden – krige, der var været drevet af rivaliserende krav på Kashmirregionen. På grund af denne ulmende konflikt har begge lande opbygget store hære udstyret med de mest avancerede våbensystemer, inklusive atombomber, der udgør en alvorlig trussel mod den regionale fred.

Kan Kashmir-problemet løses? Selvfølgelig kan det det. Alle menneskelige konflikter kan løses, eftersom de har deres udspring i det menneskelige sind, der er den egentlige slagmark, vi burde fokusere på. Når alle regionens lande er klar til med begejstring at danne en sand politisk og økonomisk union, vil det være meget lettere at finde en retfærdig løsning på Kashmir-dilemmaet.

Bangladesh og dets store naboer Bangladesh er et heldigt land. Det kan let skabe en dynamisk økonomi ved at udnytte landets attraktive geografiske beliggenhed. Landet grænser op til to gigantiske naboer, Indien og Kina, hvis økonomier er i eksplosiv vækst. Indien har allerede opnået en vækst på 8 procent om året, mens Kinas vækst er på over 11 procent, og begge lande har reduceret den andel af befolkningen, der er fattige, til under 25 procent. De er ved at udvikle sig til så store politiske og økonomi-

164 ske kraftcentre, at hele verden er blevet opmærksom på dem.

Når vores gigantiske naboer bringer hele forretningsverdenen til deres dørtrin, kan Bangladesh drage fordel af at ligge i nabolaget. Voksende naboer er kilder til teknologi, erfaring, færdigheder og kontakter. Bangladesh kan til gengæld være et attraktivt sted for begge lande at outsource forskellige opgaver til. Hvis blot en lille del af de virksomheder, der strømmer ind i Kina eller Indien, når vores kyster, vil vi kunne udvikle os til en hurtigt voksende økonomi.

Nogle bangladeshere er bekymrede for, at vores lille land vil blive knust af den store indiske nabo, hvis vi åbner vores grænser for frihandel. Kritikerne hævder, at Indien vil oversvømme vores marked med varer – idet de vil udnytte frihandelszonen – og kvæle potentialet for nye industrier i Bangladesh.

Indien ‘oversvømmer’ imidlertid allerede det bangladeshiske marked med varer, blot gennem uofficielle kanaler, der ikke påvirker statslige indtægter (kun i form af bestikkelsespenge til folk inden for grænsepolitiet og toldvæsenet). Ifølge tal fra Bangladesh Bank blev der i 2005-2006 officielt importeret varer fra Indien til et beløb på over 1,8 milliarder dollar, og man vurderer, at den uofficielle handel kan udgøre så meget som 50 procent mere end dette beløb. Frihandelsaftaler vil legalisere denne uofficielle strøm af varer og skaffe indtægter til staten i processen. Hvis der tilvejebringes en rimelig ramme for virksomheders og lokalsamfunds tilpasning, og hvis der tages forholdsregler for at forhindre de stærkes udnyttelse af de svage, kan små lande have lige så meget gavn af frihandel som store lande. Der eksisterer allerede bilaterale frihandelsaftaler mellem nogle SAARC-lande, for eksempel mellem Indien og Sri Lanka. Hvis lille Sri Lanka, der har en befolkning på under 20 millioner, kan drage fordel af åbne grænser til Indien, hvorfor så ikke Bangladesh?

Der er mange grunde til, at Bangladesh burde have et godt forhold til Indien, men spændingerne mellem de to lande er stadig unødigt store. Og selv om Bangladesh stadig er taknemmelig over for Indien

165 på grund af Indiens militære hjælp i forbindelse med vores uafhængighedskrig, er mange bangladeshere stadig præget af frygt for Indien.

Måske er dette forståeligt: Indien er syv gange større end Bangladesh, omslutter næsten Bangladesh fuldstændigt og har den tredjestørste hær i verden og består i altovervejende grad af hinduer, ikke muslimer (selv om Indien i realiteten har en større muslimsk befolkning end Bangladesh). Nogle bangladeshiske politikere udnytter den bangladeshiske frygt ved at give Indien skylden for alt, der går galt i Bangladesh, og lover at ‘beskytte’ Bangladesh fra de ikke nærmere specificerede trusler, der angiveligt kommer fra Indien.

På sin side klager Indien over den illegale immigration af fattige bangladeshere, der forsøger at få arbejde i Indien. (I denne henseende har Indien og Bangladesh et forhold, der kan minde om det mellem USA og Mexico, hvor fattige mennesker, der i jagten på økonomiske muligheder sniger sig over grænsen, også har skabt spændinger). Indien klager også over, at Bangladesh huser og støtter guerillaledere fra det østlige Indien. Bangladeshiske ledere afviser igen og igen denne beskyldning, men den synes ikke at forsvinde.

I en atmosfære, der er præget af generel mistillid, er det let at give næring til folks frygt – i dette tilfælde frygten for at blive domineret af en stor nabo. Men i nutidens verden dominerer lande generelt ikke hinanden ved hjælp af militær magt, men snarere ved hjælp af økonomisk magt. Hvis Bangladesh forbliver et fattigt land, vil alle kunne dominere det, ikke blot Indien. Den bedste beskyttelse mod enhver form for fremmed dominans er at bevæge sig op ad den økonomiske stige så hurtigt som overhovedet muligt.

Bangladesh’ strategiske beliggenhed Bangladesh’ strategiske beliggenhed kan være den centrale faktor i udformningen af vores lands fremtid. Bangladesh, der ligger ved en regional korsvej, kan udvikle sig til et samlingspunkt for international handel for alle landets naboer. Det eneste, Bangladesh behøver at gøre, er at

166 tilvejebringe havnefaciliteter for alle disse lande og regioner: Nepal og Bhutan, der ikke har adgang til havet, det østlige Indien, det vestlige Kina og det nordlige Myanmar, områder, der alle næsten også er lukket inde. Disse områder har en samlet befolkning på over 300 millioner mennesker og hurtigt voksende økonomier med en årlig indkomst per indbygger, der støt stiger til over de 1.000 dollar om året.

Bangladesh må forberede sig på at iværksætte en stor udviklingsindsats for – og skabe verdensklasses havnefaciliteter for de voksende økonomier i Bangladesh og nabolandene og opbygge et netværk af supermotorveje, der kan forbinde disse lande med havnefaciliteterne. Denne megahavn ud til Den Bengalske Bugt kunne opføres nær Cox’s Bazar, en by omkring 150 kilometer fra Chittagong nær grænsen til Myanmar. Denne megahavn kunne tjene hele regionen og skabe betydeligt bedre økonomiske vilkår for millioner af mennesker.

Som forholdene er nu, er bangladeshiske varer dårligere stillet sammenlignet med varer fra andre nationer. Det tager væsentligt længere tid at gøre produkter produceret i Bangladesh klar til eksport, end det gør i Singapore, og eksportørers gennemsnitlige omkostninger i Bangladesh er næsten dobbelt så store som i Indonesien. En megahavn ved Cox’s Bazar udstyret til at kunne servicere de store, nye skibe, der nu anvendes i forbindelse med global handel, og de nye endnu mere dybgående skibe, der vil blive bygget i de kommende år, vil løse disse problemer. Havnen bør være udstyret med den seneste teknologi til håndtering af skibslast og forbundet med de tilgrænsende regioner og lande gennem et netværk af supermotorveje, der kan klare en stadig strøm af lastbiler med moderne containere.

Singapore blev et af de mest velstående lande i verden på grund af dets strategiske beliggenhed. Der er ingen grund til, at Cox’s Bazar ikke skulle kunne spille en lignende rolle i den fremtidige udvikling af Bangladesh. (Myanmar er allerede ved at opføre en havn i Akyab, en kendsgerning, der ikke mindsker behovet for en megahavn i Bangladesh. Faktisk ville Akyab kunne drage fordel af at fungere som en

167 støttehavn for Cox’s Bazar, ligesom megahavnen i Hong Kong drager fordel af det mindre anlæg i Guangdong lige i nærheden.)

Megahavnen kan være en social virksomhed En vigtig måde man kan sikre, at infrastrukturprojekter er til gavn for fattige mennesker, er at lade dem eje infrastrukturen. Vi kan også anvende denne idé på megahavnen i Cox’s Bazar.

Det kunne fungere sådan: Sociale investorer kan rejse pengene, idet de erklærer sig indforståede med, at i det øjeblik de investerede penge er blevet tilbagebetalt med havnens første overskud, sælger de virksomheden til en aftalt pris til en fond, der er skabt specielt til dette formål. Fonden vil være ejet af fattige mennesker, hvoraf mindst 50 procent skal være kvinder, og den vil betale for havnen forskudt på basis af de yderligere profitter, havnen genererer.

Hvor skal investeringspengene til at opføre havnen komme fra? Sociale investorer kan organisere sig selv i grupper og på den måde rejse penge til at opføre megahavnen, idet de erklærer sig indforståede med, at når de investerede penge fuldt ud eller delvist er tilbagebetalt gennem havnens overskud, skal investorerne sælge virksomheden til en fond.

Fonden vil eje virksomheden på vegne af fattige mennesker. Eftersom investorerne ikke vil kræve flere penge tilbagebetalt, end de har investeret, og de måske allerede har fået en del af dem, kan de sælge virksomheden for det beløb, der mangler at blive betalt. Megahavnen overgives til fonden på grundlag af en aftale om udskudt betaling. Fonden ansætter et professionelt administrationsselskab til at drive havnen.

Alternativt kan et donorland eller et konsortium af donorlande tilvejebringe investeringsmidlerne til at opføre megahavnen og følge en procedure, der minder meget om den gængse, men med en vigtig forskel. Et eksempel på den gængse procedure er Japans officielle hjælp til Bangladesh. En japansk hjælpeorganisation skaffede lånet til at kunne opføre Chittagong Lufthavn. Pengene blev brugt til at købe udstyr og ansætte ingeniør- og byggefirmaer, der primært var japanske, sådan

168 at de fleste midler strømmede tilbage til den japanske økonomi. Efter en tid – og i overensstemmelse med gængs procedure – sletter Japan stille og roligt lånet og konverter det til en støttebevilling. Som følge heraf fik Bangladesh gratis en moderne lufthavn. I dette tilfælde forblev Bangladeshiske stat ejer af lufthavnen.

Det alternative scenario, som jeg foreslår i forbindelse med at gøre megahavnen til en social virksomhed, ser sådan ud: I enighed med donorerne vil Bangladesh’ regering etablere en nonprofitfond og et havneselskab, der vil være ejet af denne fond. Selskabet vil være en for-profit-virksomhed. Bangladesh’ stat overdrager så ejerskabet af megahavnen til denne fond. Fondens bestyrelse skal primært bestå af fremtrædende personer, der har udvist et engagement for at forbedre fattige menneskes levevilkår. Andre medlemmer kan komme fra Bangladesh’ regering, byen Cox’s Bazar og den fattige befolkningsgruppe, der vil få gavn af denne havn.

Fonden sælger så virksomhedens ‘skyggeaktier’ til de fattige. 50 procent af skyggeaktierne reserveres til de lokale fattige. Ud af det samlede antal skyggeaktier, der sælges, skal mindst 50 procent gå til fattige kvinder. En skyggeaktie vil ikke give aktionæren noget juridisk ejerskab over havneselskabet, men den vil gøre ham eller hende berettiget til et udbytte, der bestemmes af selskabets bestyrelse. Der kan ikke handles med skyggeaktier uden for systemet. En aktionær kan kun sælge sin aktie til fonden. En skyggeaktie kan sælges på kredit – aktionæren kan betale aktien med udbyttet fra selskabet.

Fonden kan ansætte et professionelt administrationsselskab til at drive megahavnen eller give opgaven til havneselskabet, hvis det har den kapacitet, der kræves.

Det samme scenario kan gentages i forbindelse med andre infrastrukturprojekter. Der kan være forskellige ejerskabsforhold. Hvordan ejerskabet end er konstrueret, ser jeg gerne, at en sådan infrastruktur tilhører en social virksomhed på en af to måder: (1) infrastrukturen tilhører en virksomhed, der ikke lider tab og ikke udbetaler udbytte,

169 eller (2) en virksomhed, hvor aktiemajoriteten ejes af fattige mennesker – hvoraf halvdelen er kvinder – gennem en ejerskabsfond.

Megahavnen ville være en social virksomhed i megastørrelse og en enorm økonomisk og finansiel udfordring. For at få erfaring med at udforme og drive sociale virksomheder, der skal eje og drive store infrastrukturprojekter, kunne det være en idé at begynde med mindre infrastrukturprojekter – broer, veje, tunneller og lignende. Dette er blot et lille skridt fra det nuværende system i Bangladesh, hvor retten til at opkræve afgifter på broer bortauktioneres til højestbydende.

Nu kan vi i stedet for at give denne ret til højestbydende give den til en velkonstrueret fond, hvis mission er at hjælpe fattige mennesker.

Efterhånden som tilliden til systemet vokser, kan større og større projekter konverteres til sociale virksomheder.

Selvfølgelig er en god infrastruktur kun et af de elementer, der må være på plads, hvis Bangladesh skal udvikle sig til et blomstrende knudepunkt for de sydasiatiske lande. Der er andre problemer, der må tages hånd om. Først og fremmest er der behov for at etablere en god regeringsførelse og stærkt reducere niveauet af korruption på alle myndighedsniveauer. Andre områder, der kræver forbedring, er forsyningen af pålidelig og lettilgængelig elektricitet og adgangen til den allernyeste informations- og kommunikationsteknologi. Nogle af disse udfordringer kan angribes i den samme ånd, som jeg har foreslået som drivkraft for havneprojektet – man kan undersøge, om der er mulighed for at grundlægge sociale virksomheder, der fokuserer på langsigtede fordele for den nationale økonomi og især for de fattige.

Jeg er overbevist, at Bangladesh inden for en overskuelig fremtid – lad os sige 2030 – fuldstændig kan have udryddet fattigdommen. Når vi når dette mål, som jeg tror, vi gør, vil det repræsentere et gennembrud af global betydning. For hvis Bangladesh, der for ikke så mange år siden blev beskrevet som et “internationalt håbløst tilfælde”, kan løfte sig selv ud af fattigdommen, er der ingen grund til at tro, at ikke alle andre fattige lande i verden kan gøre det samme.

6 Gud er i detaljen

Vi er nu nået frem til historien om, hvordan ideen om social virksomhed tog et enormt – og denne gang meget internationalt – skridt hen imod sin virkeliggørelse.

I begyndelsen af denne bog fortalte jeg, hvordan lederen af en stor virksomhed og jeg spiste frokost sammen på en fashionabel parisisk restaurant og blev enige om at arbejde sammen. Vi var meget spændte på, hvordan det ville gå. Franck Riboud tog en stor beslutning den dag. Han sagde ja til at blive en del af en virksomhed, der ikke vil generere nogen profit til Danone, og i processen ville vi tage et lille, men vigtigt skridt hen imod at sikre et bedre helbred for fattige familiers underernærede børn i et hjørne af Bangladesh.

Allerede inden for nogle få uger efter vores frokost i Paris i oktober 2005, hvor jeg første gang mødte Franck Riboud, administrerende direktør for Group Danone, begyndte ideen til et partnerskab, der skulle udmønte sig i den sociale virksomhed Grameen Danone, at tage form. Processen begyndte med højt humør, da Emmanuel Faber og hans team fra Danone besøgte Bangladesh.

Emmanuel, viceadministrerende direktør for Danones afdeling i den del af Asien, der vender ud mod Stillehavet, viste sig at være en entusiastisk leder af Grameen Danone-projektet. Han besøgte Dhaka, den bangladeshiske hovedstad, i november 2005 og bragte med sig et stort team, inklusive eksperter fra hans kontorer

171 i Shanghai og Djakarta og andre fra Danones hovedkontor i Paris.

Emmanuel var særligt egnet til at indtage rollen som den vigtigste aktør i realiseringen af vores koncept. Han fortalte mig, at han havde fulgt Grameen Banks historie siden 1987, da en gruppe af hans venner kort efter at have taget eksamen fra franske universiteter var rejst til Santiago, Chile. Blandt de projekter, de havde deltaget i, var skabelsen af Contigo, en kreditforening med Grameen som forbillede (de havde tidligere besøgt Bangladesh). Contigo har siden udviklet sig til en af Chiles førende mikrokreditorganisationer.

Emmanuel har selv udført frivilligt arbejde blandt de fattige i Majnu ka Tila, et slumkvarter nord for Delhi i Indien, hvor han var vidne til det, som han kaldte for “den meget praktiske tilgang til at håndtere ekstremt fattige menneskers hårde levevilkår”. Her havde han – ligesom jeg selv mange år tidligere – opdaget, at fattige mennesker har en enormt stærk overlevelsesevne, en evne, de udvikler i en af jordens mest krævende skoler: fattigdommens skole. Med denne baggrund var Emmanuel fuldstændig engageret i sit arbejde for at gøre Grameen Danone til en succes, og denne mission blev godt bakket op af Franck Riboud og Groupe Danones bestyrelse.

Fra vores side udnævnte vi Imamus Sultan, en erfaren Grameenleder, til at lede projektet. Han havde ingen erfaring med at udvikle en virksomhed, der fremstiller forbrugsprodukter, men han havde et intimt kendskab til Bangladesh’ fattige. Jeg vidste, at han hurtigt ville lære det, han ikke vidste i forvejen, og at han havde et godt instinkt for at finde ud af, hvad der ville fungere – og hvad der ikke ville fungere – i forbindelse med konstruktionen af en virksomhed, der kunne servicere og arbejde sammen med fattige mennesker. Jeg havde fuld tillid til Sultan og vidste, at jeg kunne stole på, at han kunne opbygge et godt forhold til Danone og supervisere projektet. Han var allerede ansvarlig for superviseringen af implementeringen af andre sociale virksomheder – den række af øjenkirurgihospitaler til gavn for Bangladesh’ fattige, som jeg allerede har beskrevet.

172

Det første planlægningsmøde Emmanuel Fabers første punkt på dagsordenen var at forstå, hvad jeg specifikt og i detaljer tænkte på, da jeg foreslog Franck Riboud, at vi skulle stifte Grameen Danone i Bangladesh, og at denne virksomhed skulle være en social virksomhed. Emmanuel og hans hold ønskede at tilbringe to hele dage sammen med mig, så vi kunne gennemgå alle de detaljer, jeg havde viden om. Men vores møde udviklede sig hurtigt til en tovejssamtale. Jeg havde en meget klar forestilling om, hvad jeg mente med ‘social virksomhed’, men jeg havde ingen konkret udformning klar, da jeg foreslog Franck, at vi kunne stifte virksomheden Grameen Danone. Det blev i høj grad et fælles projekt at omsætte den generelle idé til en specifik plan.

Min generelle idé var at indgå et joint venture med Danone, et joint venture, hvis formål var at producere nogle fødevarer, der kunne forbedre Bangladesh’ børns ernæring. Den fødevare, jeg tænkte på, var en art fravænningsmad til spædbørn, så spædbørn kan få en ordentlig ernæring umiddelbart efter, at de ikke længere får bryst. Jeg havde tænkt på dette koncept i lang tid, fordi jeg havde oplevet, hvad spædbørn i Bangladesh’ landsbyer blev udsat for. De går ofte direkte fra modermælk til ris, der ikke giver dem den næring, de har brug for på dette stadium i livet. Flere år tidligere havde Grameen Bank stået i spidsen for et eksperimentelt projekt, hvis formål var at udvikle en lokal fødevare til spædbørn til brug efter brystmælksstadiet, et produkt, der kunne konkurrere med den importerede babymad på markedet. Vi kaldte produktet for Cerevit og markedsførte det forsøgsvis til en meget lavere pris end prisen på importerede produkter. Men projektet lykkedes ikke, sandsynligvis fordi vi manglede den rette partner.

Nu var jeg overbevist om, at Grameen Danone ville være den ideelle partner.

Emmanuel og hans team stillede alle de relevante spørgsmål til vores koncept: “Hvilken form for produkt ønsker I at producere? Hvilken markedsinformation ligger I inde med? Hvilke undersøgelser er

173 der blevet udført om fejl- og underernæring i Bangladesh? Hvilke spædbørnsprodukter findes der allerede på markedet? Hvad er pris­ lejet? Hvem producerer, markedsfører og sælger disse konkurrerende fødevarer?” Spørgsmålene fortsatte i det uendelige.

Til at begynde med syntes jeg, at Danone-teamet var for akademiske i deres analyse og alt for fokuserede på at få præcise statistikker.

Deres videnskabelige tilgang satte os noget under pres. Vi tænkte: “Vi ved, hvad der er at vide om Bangladesh’ ernæringsmæssige behov, selv om vi ikke kan udtrykke det i nøjagtige tal.” Men efter flere timers diskussioner kom det til at stå klart, hvorfor alle de oplysninger, som vores partnere i Danone søgte at erhverve sig viden om, var så nødvendige. Efterhånden som mere og mere information blev tilgængelig, begyndte vi at kassere gamle ideer og at udvikle nye ideer, nye forretningsplaner og en helt ny ramme for vores virksomhed.

Heldigvis var Emmanuel fuldstændig forberedt på denne situation. Han ventede ikke på, at vi skulle give ham alle svarene. Assisteret af nogle af mine kolleger fra Grameen tog folk fra hans hold rundt i Dhaka og besøgte købmandsbutikker, indkøbscentre, supermarkeder og lokale gadebasarer. De interviewede butiksejere og kunder, indkøbte prøver på alle former for fødevareprodukter (småkager, kiks, mælkedrikke, yoghurter, slik osv.) og indsamlede oplysninger om varenavne, priser, emballagetyper og mange andre vigtige detaljer. De mødtes med videnskabsfolk fra institutioner, der forsker i ernæring, højtplacerede embedsmænd i det bangladeshiske sundhedsministerium og eksperter fra FN-organisationer. De besøgte store fabrikker, hvor der produceres mælk, kiksefabrikker, bittesmå yoghurt- og kiksefabrikker og fabrikker, der producerer vand på flaske og andre emballerede drikkevarer.

Den tid og energi og de ressourcer, som Danone brugte på forskning og udvikling i forbindelse med vores nye sociale virksomhed, var virkelig imponerende. De viste, hvad der kan udrettes, når eksperter fra forretningsverdenen vil bruge deres kræfter på at løse de problemer, som vores fattigste borgere står over for.

174

Beriget yoghurt til børn Det stod snart klart, at mad til spædbørn ikke var det rigtige sted at starte for Grameen Danone. For Danone, der ikke havde nogen erfaring i Bangladesh, var det for risikabelt på dette stadium. Spædbørn er sårbare over for sygdomme, og mad til spædbørn kræver derfor en meget streng standard for hygiejne. Vi besluttede at vente med dette produkt til engang i fremtiden.

Vi blev enige om, at det var afgørende at nå ud til små børn med vores produkt. Og jo mere, vi talte sammen, jo mere stod det klart, at yoghurt var det bedste valg som vores første produkt. Det var der flere grunde til. Som mejeriprodukt indeholder yoghurt mange sunde næringsstoffer. De aktive kulturer i yoghurt er også sundhedsfremmende, fordi de er gode for tarmene og modvirker diarre, der er en dødelig plage i den tredje verden. Desuden kunne man tilføje yderligere mikronæringsstoffer i form af vitamintilskud. Og så var Danone jo verdens førende producent af yoghurt.

Desuden var det sandsynligt, at yoghurt kunne udvikle sig til en populær fødevare blandt de bangladeshiske børn og deres forældre.

Den er cremet og lidt sød – den slags mad, som børn over hele verden elsker. Og der er en lokal tradition for at spise og nyde yoghurt. Under navnet mishti doi (sød yoghurt) er yoghurt et populært mellemmåltid og en populær dessert – den sælges i lerkrukker i lokale butikker eller boder i vejkanten over hele landet. Mishti doi sælges imidlertid normalt til omkring 20 taka (1,50 kr.), hvilket er uden for de fleste fattige menneskers rækkevidde. Hvis vi kunne producere en beriget Danoneyoghurt, der ville appellere til bangladeshiske børn – og sælge den til en pris, som fattige mennesker regelmæssigt havde råd til at betale – havde vi måske et tiltrækkende produkt.

Så vi tog beslutningen: Grameen Danone skulle lancere et beriget yoghurtprodukt. Senere kunne der måske tilføjes yderligere produkter. Men i første omgang ville vi satse på yoghurt.

Nu var der en ny række spørgsmål, vi skulle tage stilling til. Hvor

175 skulle vores yoghurtfabrik ligge? Hvor stor skulle den være? Hvordan kunne vi sikre tilstrækkelige forsyninger af mælk? Hvilke markedsføringskanaler skulle vi benytte os af? Hvad ville være den rigtige pris for vores produkt?

Under en af vores første samtaler gjorde jeg det klart, at jeg gik ind for at lave fabrikken så lille, som det teknisk og økonomisk set var muligt. Emmanuel var med på tanken. Den faldt sammen med det, som han kaldte for ‘nærhedsforretningsmodellen’ (proximity business model), der handler om at bringe elementerne fødevareproduktion, salg og forbrug så tæt på hinanden som muligt. Han mente, at dette også ville reducere produktionsomkostningerne, eftersom lokal produktion ville betyde, at vi kunne fjerne den såkaldt kolde distributionskæde, som Danone ellers benytter sig af i størstedelen af verden.

Dagligdags yoghurtprodukter kunne sælges i nærheden af fabrikken inden for 48 timer efter fremstillingen, og samtidig kunne man fjerne behovet for transport over store afstande, kølehuse og kølevogne og andre omkostningskrævende distributionsforanstaltninger.

Guy Gavelle, Industrial Director i Danones afdeling i den del af Asien, der vender ud mod Stillehavet, og ekspert i sikre metoder til brug ved produktion og distribution af fødevarer, lyttede intenst, mens Emmanuel og jeg talte sammen. Guy havde konstrueret produktions­ faciliteter i mange lande, herunder Kina, hvor han havde arbejdet i mange år, og Brasilien og Indonesien. Flere uger senere, da Guy fortalte om sit indtryk af dette første møde, sagde han, at han var blevet foruroliget over den retning, samtalen tog. Han brød sig ikke om ideen om en lille fabrik. Men han sagde ikke noget på det tidspunkt, idet han vidste, at han en anden dag ville vende tilbage til dette emne og diskutere det igennem.

Dernæst diskuterede vi den praktiske implementering af vores idé om social virksomhed. Hvilken ledelsesstruktur og hvilken forret­ nings­­model skulle vi have? Hvilke folk ville vi have brug for til at drive virksomheden?

176 Jeg forklarede, at en social virksomhed fungerer ligesom alle andre virksomheder, hvad angår ledelsesstruktur og rekrutteringsstrategi. “Det er det samme som at lede en profitmaksimerende virksomhed. Man ønsker at ansætte den bedst kvalificerede person til et job, man udbyder, og man betaler markedsprisen. Man definerer selv de egenskaber, man søger, så man kan finde ud af, hvem der passer bedst inden for konteksten af ens virksomheds mål. Derefter spørger man: Forstår denne person virksomhedens mål? Og vil han engagere sig for at realisere dette formål? Når man først har fundet den person, der opfylder disse kriterier, har man den rette person til jobbet.”

I Grameen Danones tilfælde er vores formål at give fejl- og underernærede børn mulighed for at spise beriget yoghurt. Vi må gøre produktet velsmagende og attraktivt for børn, så de nyder at spise det og vil have mere af det – de skal ikke tænke på det som medicin. Prisen må være lav nok til, at fattige forældre har råd til yoghurten, og vores markedsføringsmetoder bør være af en sådan art, at vores yoghurt primært sælges til fattige familier på landet, dvs. de familier, som har mest brug for den.

Samtidig indså vi, at en del af vores produkter ville ende i hænderne på relativt velstående familier i byerne. På grund af den prestige, der er forbundet med Danone-brandet, ville vores yoghurt også være attraktiv for rige familier, der er villige til at betale en højere pris for deres fødevarer. Under disse omstændigheder vil distributørerne forsøge at sælge produktet til butikker i byerne til en højere pris, og måske vil nogle driftige fattige mennesker købe det og sælge det videre til forbrug i byerne.

Selvfølgelig er salget af Grameen Danone-yoghurt til velstående familier ikke formålet med vores sociale virksomhed. Men dette salg ville kun kunne undergrave dette formål, hvis der ikke var tilstrækkeligt med forsyninger af yoghurt. Konklusion var, at vi måtte øge produktionen og sælge yoghurten til alle. Vi talte endda om at markedsføre en dyrere yoghurt til mere velstående kunder. Overskuddet fra

177 dette salg kunne være med til at understøtte udvidelsen af produktionen af yoghurt til gavn for de fattige.

Efter vores indledende undersøgelser – besøg rundt omkring i byen, indsamlingen af en fascinerende kurv af fødevareprøver fra lokale basarer – og efter intensive diskussioner forstod vi hinanden bedre og havde fået et klarere billede af den nye virksomhed og dens formål. En handlingsplan blev udarbejdet og godkendt. Det blev besluttet, at teamet fra Danone skulle udarbejde en skitse til en forretningsplan på basis af de diskussioner, vi havde ført, såvel som på basis af de oplysninger, der ville blive indsamlet under andre Danone-teams fremtidige besøg i Bangladesh. Vi blev også enige om, at vi skulle færdiggøre teksten i den endelige aftale for vores joint venture-projekt, så aftalen var klar til underskrivelse marts 2006. Franck Riboud ville gerne komme til Dhaka og skrive aftalen under ved en offentlig event.

Der blev taget mange vigtige beslutninger i forbindelse med disse første intensive møder med Danone. Jeg var meget imponeret over deres store interesse i dette lille projekt. Næsten alle de store kanoner i virksomheden kom til Dhaka for at vie deres fulde opmærksomhed til dette projekt, hvor deres finansielle engagement var så ubetydelig.

Emmanuel Faber forklarede mig senere, at det ikke var Danones finansielle engagement, der begejstrede og inspirerede virksomheden, men snarere de filosofiske og følelsesmæssige perspektiver.

Jeg har aldrig før hørt en topleder i en stor, multinational virksomhed sige sådan noget. Jeg spekulerede over, om jeg skulle tage ham alvorligt eller betragte hans ord som en form for salgsfremmende snak.

Jeg indså senere, at jeg havde masser at lære om, hvordan forretningsverdenen fungerer.

En søgen efter svar Efter vores første møde fik vi mange flere besøg fra grupper af folk fra Danone. De indsamlede alle de nødvendige oplysninger og skabte

178 kontakt til bangladeshiske embedsmænd, lovgivere, konstruktører, arkitekter, entreprenører og forbrugere. De bestilte undersøgelser og gennemførte opinionsundersøgelser og smagstest ved at bruge prøver af yoghurt, der var produceret i Spanien og Indonesien efter nogle opskrifter, de ønskede at afprøve i Bangladesh. Ansatte fra Grameen, deres familier og Grameen-låntagere – særligt børnene – blev bedt om at spise det ene bæger yoghurt efter det andet og udfylde skemaer, der gav udtryk for deres præferencer med hensyn til smag, konsistens, sødme, farve, aroma og andre egenskaber.

Ashvin Subramanyam, Danones marketingdirektør med base i Indonesien (han kommer oprindeligt fra Indien), kom flere gange til Bangladesh for at undersøge ligheder og forskelle i forhold til andre områder i Sydasien. Ashvin og hans team lærte en hel masse om forbrugerpræferencer og forbrugeradfærd i Bangladesh. De bemærkede for eksempel manglen på variation i den kost, som folk i landområderne indtager. De bemærkede også det bangladeshiske folks forkærlighed for saltede, krydrede og især søde fødevarer, og den udbredte og velbegrundede bekymring for drikkevandets kvalitet. Og vigtigst af alt anerkendte de behovet for at holde prisen på et mellemmåltidsprodukt, der er rettet mod de fattigste bangladeshere, på 10 taka (omkring 75 øre) eller mindre.

Danone-teamet rejste rundt i landet for at spørge Bangladesh’ landsbybeboere om deres spisevaner: Hvad var deres livret? Hvilke ingredienser kunne de lide, hvilke brød de sig ikke om? Hvor mange måltider spiste de om dagen, og hvornår og hvor spiste de dem?

De ønskede at vide mere om de bangladeshiske børns ernæringsmæssige behov: Hvilke mangler kunne man pege på, som et produkt fra Grameen Danone kunne afhjælpe? Hvad spiste børnene i skolen?

Blev der serveret måltider midt på dagen for skolebørn, og hvis dette var tilfældet, kunne vores yoghurt så blive en del af menuen?

Eksperter fra Danone undersøgte de forretningsvilkår, Grameen Danone skulle konkurrere under: hvordan de lokale fødevare- og

179 drikkevarevirksomheder fungerer i Bangladesh; de former for forarbejdnings-, emballerings- og distributionssystemer, der var til rådighed; de forskellige marketing-, reklame- og salgsredskaber, der allerede var i brug i landet; og de bangladeshiske forbrugeres holdninger, interesser, behov og præferencer. De var særligt interesserede i vores specifikke målgruppes forbrugsmønstre – vores målgruppe var landsbybeboere og deres børn, der tilhører den kategori af mennesker, der lever i husholdninger, som opretholder livet for omkring to dollar eller mindre om dagen.

Der blev bestilt en omfattende markedsundersøgelse, et forsknings­ team blev samlet under ledelse af Ashvin, og et internationalt konsulentfirma blev engageret til at foretage en undersøgelse af produktprøver.

Samtidig med at Danone-teamene fik detaljerne i forbindelse med fremstilling af den berigede yoghurt på plads, fulgte de også op på to andre mulige interesseområder: mad til spædbørn og vand. Vandeksperter fra Paris undersøgte muligheden for at producere vand på flaske til lavindkomstgrupper. En ekspert i mad til spædbørn – André Carrier, direktør for Bledina, en virksomhed, der har specialiseret sig i fødevarer til småbørn, og som har tilknytning til Danone og base i Frankrig – kom også på besøg. Vi arrangerede et møde mellem André og et team af lokale ernæringsfysiologer anført af dr. David A. Sack, direktør for International Center for Diarrheal Diseases Research in Bangladesh (ICDDRB), der var blevet verdensberømt for udviklingen af ORS (Oral Rehydration Salt, en salt-sukker-opløsning), der kan afhjælpe diarre, og dermed havde reddet millioner af børns liv.

Undersøgelser, der allerede var foretaget i landet, havde vist, at folk i Bangladesh havde alvorlige ernæringsmæssige mangler, der krævede hjælp. Millioner af bangladeshiske børn får for få kalorier, men også alt for lidt jern, A-vitamin, calcium, jod og andre vigtige næringsstoffer. Som følge heraf hæmmes 40 procent af alle børn under fem år i deres vækst i Bangladesh’ landområder.

Vores beslutning om at producere en beriget yoghurt til børn blev

180 støttet af vores ernæringseksperter i februar 2006. På en konference samme måned rapporterede dr. Sack og hans lægeteam, at den bedste måde, hvorpå Grameen Danone kunne være med til at forbedre den ernæringsmæssige situation for børn i Bangladesh, ville være at sørge for en sund fødevare, der var beriget med næringsstoffer, et produkt, der kunne tjene som et mere nærende alternativ til den risvælling, som de fleste mødre gav deres små børn. De sagde også, at et produkt, der kunne fremme børns ‘selvbespisning’ (i stedet for en situation, hvor forældre giver børn mad ud fra et fastlagt skema) ville være særligt godt i opdragelsen til sunde spisevaner. En sød, cremet yoghurt i en lille, håndterlig indpakning ville kunne klare sig godt på alle disse punkter.

Et nyt projekt tager form Mange af de første samtaler mellem folkene fra Danone og Grameen fokuserede på generelle spørgsmål om forretningsmodellen og ledelsesstrukturen. Som verdens første bevidst konstruerede multinationale sociale virksomhed ønskede vi at opbygge den på den rigtige måde, og som det første eksperiment inden for social virksomhed ønskede vi, at det blev omhyggeligt planlagt og udført. Vi måtte udvikle den rette kombination af incitamenter, belønninger og risici, der måtte skabes en realistisk plan for indtægter og profit, og vi måtte nøjagtigt analysere Grameens og Danones interesser, så vores partnerskab kunne overleve de problemer, der måtte opstå undervejs. Hvis den første sociale virksomhed kunne udvikle sig til en succes, både hvad angik økonomisk bæredygtighed og gavn for befolkningen, kunne den måske stimulere andre til at følge i vores fodspor. Men hvis den ikke fik succes, ville det være et slag for den sociale virksomheds sag.

En social virksomhed må være mindst lige så godt ledet som en profitmaksimerende virksomhed. Ja, hvis du tænker på at grundlægge en social virksomhed, vil jeg rent faktisk opfordre dig til at sikre, at den ledes endnu bedre end konkurrerende profitmaksimerende virk-

181 somheder. Især i de første år med disse former for eksperimenter med den nye model må vi være sikre på, at hver eneste social virksomhed er et eksempel til efterfølgelse, så vi skaber bæredygtige virksomheder, der kan vise vejen frem for de virksomheder, der måtte komme.

For næsten 50 år siden sagde den tysk-amerikanske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe: “Gud er i detaljen.” Ved nærmere eftertanke, kan man sige, at dette i lige så høj grad gælder for enhver kompleks organisation, for eksempel en social virksomhed, som det gælder for arkitektur. Hvis man får alle de grundlæggende detaljer på plads, vil også det store billede normalt falde på plads.

I februar 2006 var Grameen Bank og Groupe Danone blevet enige om vores projekts struktur og formål. Denne enighed blev grundlaget for den formelle samarbejdsaftale mellem de to organisationer – i denne samarbejdsaftale blev det specificeret, at vi var blevet enige om at indgå i et joint venture (50 procent hver) og stifte virksomheden ‘Grameen Danone Foods – A Social Business Enterprise’. Halvdelen af startkapitalen skulle komme fra Groupe Danone, den anden halvdel fra Grameen-virksomhederne. (Dette er ud over den store investering, som Danone allerede havde foretaget i forbindelse med planlægning, forskning og udvikling, en proces, hvor de havde fået nogle af verdens førende eksperter i produktion og markedsføring af sund mad til at analysere de behov, som Bangladesh’ børn havde.)

Vi ville drive virksomheden på en sådan måde, at vi ikke led tab, men tværtimod skabte et lille overskud. Ud af dette overskud skulle de to parters oprindelige investering betales tilbage så hurtigt som muligt. Efter det ville vores joint venture betale investorerne et udbytte på 1 procent af deres oprindelige investering om året.

Hvorfor udbetale et udbytte? Som jeg har forklaret, definerer jeg en social virksomhed som en virksomhed, der ikke lider tab og ikke udbetaler udbytte. Danone var fuldstændig enig i dette forslag, men i sidste øjeblik gav vi i samarbejdsaftalen tilladelse til et symbolsk afkast på 1 procent for offentligt at anerkende virksomhedens ejerforhold

182 og gøre det muligt for Danone at vise et beløb på den rette linje i dets regnskab. (Set i bakspejlet og efter yderligere overvejelser går jeg i dag ind for at fjerne paragraffen om udbytte og gøre virksomheden udbyttefri. Hvis Danone går med til dette, fjerner vi paragraffen, så aftalen stemmer overens med definitionen af social virksomhed, sådan som jeg har formuleret den – en virksomhed uden tab og uden udbetaling af udbytte.)

Nye måder at tænke på: Produktion og distribution Beslutningen om at fokusere på beriget yoghurt som vores første Grameen Danone-produkt førte videre til det næste logiske spørgsmål: Hvor og hvordan skulle vi fremstille produktet?

Danones normale procedure – som også er den procedure, som de fleste multinationale fødevareproducenter følger – ville være at bygge en stor fabrik, der skulle betjene et stort geografisk område. For eksempel har Danone en stor fabrik i Indonesien til et marked på over 200 millioner mennesker. I Bangladesh derimod havde jeg presset på for, at vi byggede den mindste fabrik, som det teknisk set var muligt, og at den skulle ligge på landet omgivet af de landsbyer, den skulle betjene.

“Husk, at det skal være en social virksomhed,” sagde jeg. “Vores mål er ikke blot finansiel effektivitet, men også maksimal samfundsnytte. Grameen Danone vil fremstille velsmagende, nærende mad.

Men den bør også være til gavn for lokalsamfundet på andre måder.

Den mælk, vi bruger til at producere vores yoghurt, bør komme fra lokale leverandører. Mange landsbybeboere i Bangladesh’ landområder har malkekøer. Faktisk køber mange af dem deres første ko med et lille lån fra Grameen Bank. Disse mennesker bør både være vores leverandører og kunder. Hvis fabrikken er lille og producerer fødevarer, der umiddelbart herefter sælges til de mennesker, der bor i nærheden, vil de tænke på den som deres fabrik.”

Emmanuel Faber kunne gode lide mine tanker, og vi blev enige om at lægge ud med en mini-fabrik. Hvis den fik succes, ville vi så hurtigt

183 som muligt udvide med flere fabrikker. I sidste instans kunne der placeres op til 50 små fabrikker rundt omkring i landet.

Til vores første fabrik besluttede vi at finde en grund i en af de industrizoner, der var oprettet af Bangladesh’ regeringskontor for små virksomheder og hjemmeindustri. Et hold bestående af fem overbygningsstuderende blev – anført af en antropologiprofessor fra et bangladeshisk universitet – sendt ud for at undersøge fire mulige beliggenheder. De besøgte familier både på landet og i byerne, skrev notater om økonomiske og demografiske forhold og uddelte spørgeskemaer til indsamling af information om folks spisevaner, præferencer og holdninger. Interviewspørgsmålene var detaljerede og tilbundsgående.

Vi endte med at vælge en beliggenhed til vores første fabrik lige uden for byen Bogra, der ligger 225 kilometer nordvest for Dhaka. Bogra ligger næsten i midten af den nordbengalske region og er forbundet med resten af området med velanlagte og ordentligt vedligeholdte veje. I den umiddelbare nærhed af Bogra lever der en stor befolkning på tre millioner potentielle kunder. Der var også en ledig grund af den rigtige størrelse og form til vores fabrik. Området var ikke blevet forurenet af tidligere industri. Veje, vandforsyning og komprimeret naturgas til at drive en elektricitetsgenerator stod til vores rådighed.

Eftersom forsyningen i Bangladesh’ landområder i bedste fald er uregelmæssig, var det vigtigt, at vores fabrik havde sin egen forsyning af pålidelig energi. Det var også vigtigt, at fabrikken blev placeret i et område, der ikke var truet af oversvømmelser.

Bogra viste sig også at være et godt valg af en sidste, noget tilfældig grund. Bogra er nemlig kendt i Bangladesh for den yoghurt, der produceres her – en sød, tyk blanding, der normalt bruges som dessert.

Bangladeshere kender til mishti doi (sød yoghurt), der er lavet i Bogra, og de er vilde med den, så ideen om at lancere vores nye produkt her gav god mening i markedsføringsmæssig forstand.

Tanken om at opføre mange små fabrikker i stedet for én stor kom som noget af en overraskelse for Danones afdeling for industrielt de-

184 sign. Det var Guy Gavelles første erfaring med at arbejde i Bangladesh, og det var første gang, at nogen havde bedt ham om op at opføre en lillebitte fabrik i stedet for en stor.

Guy begyndte at bruge mere tid i Bangladesh end i Indonesien, hvor han normalt har sin base. En dag kom han begejstret over til mig med et stort smil på læberne. “Professor, jeg har gode nyheder.

Jeg har tegnet den fabrik, som du ønsker – en meget lille fabrik. Men den er ikke blot lille. Den er meget pæn og meget effektiv og udstyret med den allernyeste teknologi. Faktisk er den mere avanceret end de store fabrikker, jeg har tegnet i Brasilien, Indonesien, Kina og Indien. Så jeg er rigtig glad i dag.”

Guy indrømmede, at han til at begynde med havde været bekymret over, at jeg havde insisteret på at opføre en række mindre fabrikker i stedet for én stor. Han havde troet, at det ville gøre yoghurtproduktionen dyr og ineffektiv. Men tegneprocessen havde overbevist ham om det modsatte. Lille kunne være lige så effektivt som stor, indrømmede han, selv om han i mange år havde været af den modsatte opfattelse.

Faktisk var den ændring af tankegangen, som vores lille fabrik i Bogra krævede, endnu mere omfattende end dette. I resten af verden produceres Danone-yoghurt i store partier. Store partier af produkter leveres derefter i kølevogne til særlige kølehuse, hvorfra yoghurten endelig leveres til supermarkeder og købmandsbutikker i forskellige større og mindre byer. I forbindelse med hvert eneste led i processen bruges nedkøling for at holde produktet koldt og for at holde de levende kulturer i yoghurten i en slumrende tilstand (den ‘kolde distributionskæde’). Dette sikrer, at der ikke er nogen variation i en Danone-yoghurts syrlighed eller smag.

I Bangladesh ville det være umuligt at sikre denne nedkøling hele vejen fra fabrik til kunde. De fleste landsbybeboere i Bangladesh har ikke adgang til elektricitet, og mange butikker på landsbymarkeder har heller ikke adgang til el. Der er langt mellem køleskabene.

185 Dette udgør ikke nødvendigvis en sundhedsrisiko for forbrugerne af yoghurt. Bangladeshere spiser masser af lokalt fremstillet mishti doi, der serveres i lerpotter og lagres i det fri, direkte på butiksdisken, uden nogle skadelige konsekvenser. Men det krævede nogen fleksibilitet af Danones ledelse og en del kreativitet af hele vores team. Vi kom frem til, at vores distributionssystem skulle lægge vægt på hurtig levering fra fabrik til kunde – yoghurten skulle forlade samlebåndet om morgenen og ende i børnenes maver inden for mindre end 48 timer.

Dette ville være den eneste måde at sikre, at smagen, konsistensen og syreindholdet i vores yoghurt var ensartet.

Vi begyndte at planlægge det videre forløb under hensyntagen til disse usædvanlige krav. Det distributionssystem, vi ønskede at udvikle, skal ansætte nogle ‘Grameen-damer’, der alle er låntagere i Grameen Bank, og som lever i de landsbyer, vi servicerer. Disse kvinder vil blive omdrejningspunktet i salget af vores yoghurt. Og deres hjælp vil sikre, at yoghurten forbliver velsmagende og sund gennem hele distributions- og salgsprocessen, med eller uden nedkøling.

At finde frem til den rigtige opskrift En social virksomhed må forberede sig på at skulle konkurrere med traditionelle profitmaksimerende virksomheder. Den må forsyne sine kunder med varer eller serviceydelser af høj kvalitet, sørge for, at kvaliteten stemmer overens med den pris, den tager for sit produkt, og tilbyde det samme niveau af bekvemmelighed og tilgængelighed som enhver anden virksomhed – hvis ikke bedre. En social virksomhed kan ikke forvente at få kunder, blot fordi den drives af rare mennesker med gode intentioner.

Den må tiltrække kunder og bevare deres loyalitet ved at være den bedste.

Kun på denne måde kan den blomstre økonomisk og blive i stand til at realisere det sociale mål, på baggrund af af hvilken den blev grundlagt.

Et centralt element i salget af forbrugsprodukter i dag er markedsføringen. Dette gælder især, når børn er en vigtig del af målgruppen.

Forældre vælger og køber normalt den mad, de giver til deres børn,

186 men hvis børnene ikke kan lide produkterne, vil salget gå i stå, og virksomheden vil ikke kunne overleve.

Derfor var vi klar over, at vi måtte udvikle en markedsføringsplan, der ville gøre vores yoghurt populær blandt Bangladesh’ børn. Danones enorme erfaring med at fremstille mejeriprodukter over hele verden, inklusive Asien, var af stor betydning for dette arbejde. Men Grameens intime kendskab til den bangladeshiske kultur og vores økonomiske og sociale bånd til landsbysamfund over hele landet var et lige så vigtigt element.

Lanceringen af et succesfuldt fødevareprodukt begynder med produktsammensætningen. Danones ernæringseksperter fandt frem til de næringsstoffer, der skulle i yoghurten. De besluttede, at yoghurten skulle laves af ren sødmælk og således have en gennemsnitlig fedtprocent på 3,5. Den skulle beriges med A-vitamin (der er godt for øjnene), jern, calcium, zink, protein og jod (der hjælper skjoldbruskkirtlen med at fungere). De aktive kulturer i yoghurten er også gode for børnene – de er med til at minimere tilfældene og voldsomheden af diarre. Disse specifikationer sikrede, at vores yoghurt ville tjene vores samfundsmæssige mål om at forbedre landsbybørnenes helbred – forudsat at vi kunne få dem til at spise den.

For at få dem til at spise produktet måtte Danone sikre sig, at smagen appellerede til børn og deres mødre. Danone udviklede en prøveopskrift og begyndte at afholde smagstest. De valgte repræsentative medlemmer af vores målgruppe til at deltage i denne test – dvs. mødre og børn fra Bogra-distriktet, de personer, som vi håbede, ville udvikle sig til begejstrede forbrugere af vores yoghurt – og sendte hold af forskere til deres hjem i foråret 2006 for at indsamle deres reaktioner.

De første resultater var ikke så positive. Yoghurten havde en bemærkelsesværdig dårlig bismag af de tilføjede, berigede ingredienser, så Danones smagseksperter gik i gang med at modificere opskriften. Imamus Sultan foreslog, at vi sødede produktet med sirup fremstillet af dadler – dette er en yndet tilsætning til bangladeshiske desserter til forbedring af

187 smagen. I det meste af verden fremstilles Danone-yoghurt uden tilsætning af (naturlige eller kunstige) sødestoffer – dette synes at appellere til ganer over hele verden. Men bangladeshere har en bemærkelsesværdigt sød tand, og vi er især vant til at spise yoghurt, der er ret sød. Teamet fra Grameen Danone eksperimenterede med forskellige opskrifter og forsøgte at nå frem til en sødmegrad, der ville glæde landsbybørnene, samtidig med at det stadig var sundt.

Vi testede også produktkonceptet og indpakningen. På baggrund af sin globale erfaring med at markedsføre sunde produkter til børn havde Danone foreslået, at et venligt dyr ville være et attraktivt symbol til brug i markedsføringen af vores produkt.

Efter råd fra Danone-eksperterne foretog Grameen en undersøgelse af forskellige dyrs popularitet blandt børn. Til vores store overraskelse viste det sig, at aben var deres yndlingsdyr. Men vi havde tænkt på at give vores yoghurt navnet Shokti Doi, der betyder ‘Yoghurt med energi’. Det var et godt navn, der indfangede fordelene ved de næringsstoffer, der beriger yoghurten. Men vi mente ikke, at aben var et godt symbol på energi.

De næstmest populære dyr var tigeren og løven. Tigeren er meget populær i Bangladesh, hjemland for den bengalske tiger, et af de smukkeste (og sjældneste) kattedyr i verden. Men eftersom tigeren allerede bruges som symbol for flere produkter i Bangladesh, valgte vi løven.

Så da vi sendte vores forskere ind i landsbyerne for at teste markedsføringskonceptet, medbragte de prøver på plasticbægre med billedet af en løve og det nye logo for Grameen Danone. Dette logo, hvor ordet Danone i den velkendte blå skrift omgives af det rød-grønne husformede symbol for Grameen, er det første eksempel på, at Danone-logoet har været placeret inden i et andet logo.

Forskerne forklarede i detaljer indholdet i produktet og nævnte både den søde, cremede smag af yoghurten og de mange sunde ingredienser. Både mødre og børn var tiltrukket af konceptet. De kunne godt lide ideen om en velsmagende yoghurt, der kunne forbedre deres

188 kost, og som var til at betale. Den positive respons opmuntrede os og fik os til at tro på, at vi var på rette spor.

Den officielle lancering I marts 2006 kom Franck Riboud til Dhaka for at underskrive og offentliggøre den samarbejdsaftale, der officielt søsatte Grameen Danones joint venture.

Samarbejdsaftalen specificerede, at de første investeringer i projektet (i alt 75 millioner taka, omkring 5,5 millioner kr.) skulle deles lige over – Danone skulle betale halvdelen, den anden halvdel skulle betales af en gruppe på fire Grameen-virksomheder: Grameen Byabosa Bikash (Grameens selskab til erhvervsfremme), Grameen Kalyan (Grameen Velfærd), Grameen Shakti (Grameen Energi) og Grameen Telecom, en nonprofitvirksomhed, der ejer en stor del af Grameen Phone, det største mobiltelefonselskab i Bangladesh.

Samarbejdsaftalen specificerede også formålet med, at Danone og Grameen havde forenet kræfterne i dette projekt: Formål: Mission: At reducere fattigdommen ved hjælp af en unik nærhedsforretningsmodel, der dagligt forsyner fattige mennesker med sund kost.

Dette joint venture skal udformes og drives som en social virksomhed og vil bestræbe sig på at dele sine goder med sine aktionærer.

Specifikke mål: Daglig, sund kost til fattige mennesker: At gøre det muligt for bangladeshiske forbrugere med lav indkomst at få adgang (hvad angår pris og tilgængelighed) til en række velsmagende og nærende fødevareprodukter og drikkevarer på daglig basis for at forbedre deres kost.

189 Mere specifikt at hjælpe bangladeshiske børn til at vokse sig stærke takket være velsmagende, nærende fødevareprodukter og drikkevarer, som de kan forbruge hver dag, så de kan få en bedre fremtid.

En unik nærhedsforretningsmodel: Udformningen af en produktions- og distributionsmodel, der involverer lokalsamfundet.

Reduktionen af fattigdom: At forbedre de økonomiske vilkår for den dårligste stillede halvdel af befolkningen i lokalområdet ved hjælp af: • De forudgående trin i produktionskæden: inddragelse af lokale leverandører (landmænd) og hjælpe dem med at forbedre deres metoder.

• Produktion: involvere den lokale befolkning via en arbejdskraftintensiv produktionsmodel med lave omkostninger.

• Fremad i distributionskæden: bidrage til skabelsen af job gennem distributionsmodellen.

Samarbejdsaftalen efterlod ingen tvivl om, at Grameen Danone skulle være en social virksomhed, der snarere var stiftet for at gøre størst mulig nytte for lokalsamfundet end for at generere profit. Den specificerede også meget klart, hvordan vi havde til hensigt at hjælpe de fattige: ved at tilbyde sund mad til forbedring af deres ernæring; ved at skabe job i og omkring vores fabrik; og ved at stimulere den lokale økonomi ved at bruge lokal arbejdskraft som leverandører og distributører af produktet. Emmanuel brugte sin vending om en unik ‘nærhedsforretningsmodel’ til at opsummere vores strategi.

Denne samarbejdsaftale er – ligesom andre træk ved vores joint venture – usædvanlig. Den kombinerer sociale mål (om at ernære de

190 fattige og reducere fattigdom) med praktiske forretningsdetaljer på en måde, der beskriver den særlige styrke ved social virksomhed. Og eftersom den i detaljer beskriver vores unikke forpligtelse til at reinvestere næsten al profit i udvidelsen og forbedringen af virksomheden (i stedet for at belønne aktionærerne), gør samarbejdsaftalen det også klart, at Grameen Danone ikke er et Danone-projekt til udøvelse af ‘virksomhedens sociale ansvarlighed’ – dvs. et projekt, der ledes af en profitmaksimerende virksomhed, men som har en fernis af velgørenhed – men snarere et eksempel på en social virksomhed, der er noget helt nyt i forretningsverdenen.

Jeg håber, at disse træk ved vores samarbejdsaftale kan være nyttige retningslinjer for dem, der i fremtiden ønsker at stifte sociale virksomheder.

Franck var utålmodig og ville gerne have, at projektet skred hurtigt frem. Efter ceremonien, hvor vi skrev under på samarbejdsaftalen, spurgte han sine kolleger fra Danone: “Hvornår planlægger I at åbne den første fabrik?”

“Inden for et år,” svarede Guy. Franck rystede misbilligende på hovedet. “Nej, gør det i år!” insisterede han. “Jeg vil gerne komme igen til november for at klippe en snor over!”

Jeg elskede hvert et ord, Franck sagde. Sådan handler jeg også. Når jeg først er sikker på et forretningskoncept, ønsker jeg at komme videre med det. Hvis det har succes, kan det hurtigt udvides, og hvis det ikke har succes, kan det revideres og relanceres ved at følge en ny og bedre plan.

Efter at Franck havde bestemt åbningsdatoen, fik alle travlt. I juni var vores planer langt fremme, men flere hundrede detaljer manglede stadig at falde på plads. Emmanuel sendte mig en liste med de mest påtrængende uløste spørgsmål. Ét spørgsmål var købet af den grund, vores fabrik skulle opføres på – købet var stadig ikke faldet på plads. Forhandlingerne trak i langdrag, og et af problemerne var prisen: Jordejeren, der var klar over, at

191 et stort multinationalt selskab var involveret i købet, havde åbenbart besluttet sig for at insistere på den højest mulige pris. Byggeplanerne blev endelig færdige og klar til at blive sat i værk, så byggeprocessen hurtigt kunne gå i gang, når vi først havde fået skødet på grunden.

Men med en så kort tidsramme til at påbegynde og afslutte byggeprojektet måtte vi overtage det formelle ejerskab af grunden så hurtigt som overhovedet muligt.

En anden udfordring var udviklingen af detaljerede planer for den lokale distribution af vores produkter. Med hjælp fra et team af studerende fra HEC, den berømte franske handelshøjskole, skulle en salgs- og marketingleder kortlægge området inden for en radius af 25 kilometer med henblik på at definere de lokale forbrugsmarkeder (landsbyer), udvælge omkring 100 depoter til levering af yoghurtforsyninger, udvælge butikker til salg af yoghurten og forberede rekrutteringen af ‘Grameen Danone-damerne’, som vi planlagde at involvere i distributionen af produktet fra dør til dør. Vi måtte så hurtigt som muligt komme i gang med dette.

Vi måtte også handle hurtigt for at udnytte en ny mulighed. The Global Alliance for Improved Nutrition (GAIN) er en organisation med hovedkvarter i Genève. Organisationen har gjort enormt meget for at sørge for bedre mad til fattige mennesker over hele verden. I februar var Danone begyndte at støtte GAIN med midler, og Franck Riboud var blevet medlem af GAIN’s bestyrelse. Franck havde fortalt GAIN om Grameen Danones projekt i Bangladesh, og GAIN havde erklæret, at den gerne vil hjælpe Grameen Danone.

GAIN ville tilbyde sin ekspertise på en række forskellige felter. Organisationen ville hjælpe os med at formulere vores budskab til forbrugerne om de ernæringsmæssige fordele ved vores produkt, så dette budskab blev præcist, letforståeligt og tiltrækkende. Den ville også hjælpe os med at udforme den rette markedsføring af dette budskab (for eksempel brochurer og plakater) og ville gerne støtte og assistere i forbindelse med oplæringen af Grameen Danone-damerne, der skulle

192 distribuere produktet. Og hvad der måske var vigtigst, ville GAIN’s eksperter foretage detaljerede, opfølgende undersøgelser af produktets effektivitet og i overensstemmelse med de bedste videnskabelige metoder måle de sundhedsforbedringer, som forbrugere af Shokti Doi oplevede.

Alle disse ting var af uvurderlig værdi for realiseringen af vores mål. Men vi ville ikke få denne hjælp, medmindre vi hurtigt udviklede planer for samarbejdet med GAIN. Hvis Grameen Danone havde været en etableret virksomhed, kunne vi blot have givet denne opgave videre til vores personale. Men vi befandt os i startfasen og udviklede vores måde at håndtere opgaver på, efterhånden som de opstod, og opfandt bogstaveligt talt virksomheden fra dag til dag.

Da forår blev til sommer, havde vi kun seks måneder tilbage til at nå det hele.

7 Et bæger yoghurt ad gangen

En eftermiddag i begyndelsen af februar 2007 mødtes Guy Gavelle fra Danone og Imamus Sultan fra Grameen med 60 sariklædte kvinder fra Bogra-distriktet. Mødet fandt sted i et klubhus med bliktag, en slags kulturcenter, der lå i forbindelse med en lokal skole. På en af væggene hang et portræt af digteren Rabindranath Tagore, der vandt nobelprisen i litteratur i 1913, og som er et stolt symbol på vores nationale arv. Loftet var fremstillet af traditionelle måtter vævet af bambusblade. Lyset kom fra to nøgne lyspærer, der dinglede fra ledningerne. Kvinderne – hvoraf nogle få sad med små børn på skødet – sad på rækker af formstøbte plasticstole. Guy og Sultan stod foran dem bag et enkelt træbord, hvorpå en mikrofon var placeret. Farverige blå plakater i silketryk på godt 1,80 meter med det grinende ansigt af en meget muskuløs tegneserieløve dekorerede væggene. Løven er symbol på Shokti Doi – ‘Yoghurt for energi’ – som er det første produkt i Grameen Danones joint venture.

Denne workshop var et vigtigt element i vores nye sociale virksomhed. Disse kvinder, Grameen-damerne, dannede det første af Grameen Danones distributionsnetværk. De skulle sælge bægre med yoghurt enten ved at gå fra dør til dør, blandt deres venner og naboer, eller over disken i små købmandsbutikker og kiosker som dem, der betjener beboere i tusinder af landsbyer over hele Bangladesh. Og ikke at forglemme var de – ligesom produktets kundemålgruppe – bang-

194 ladeshiske mødre. Hvis de var overbeviste om den ernæringsmæssige værdi af Shokti Doi og dets salgspotentiale, ville de være effektive sælgere af produktet, og virksomheden ville få en god start.

I en time eller mere talte Imamus Sultan, midlertidig direktør for virksomheden, og Guy Gavelle, Industrial Director for Danone Dairy i den del af Asien, der vender ud mod Stillehavet. De fortalte i detaljer om årsagerne til, at Shokti Doi burde blive en fast bestanddel af alle menneskers kost i Bangladesh, især børnenes.

“Det er tale om en meget sund fødevare,” forklarede Guy. “Den er beriget med protein, jern, A-vitamin og andre ingredienser, som børn har brug for at kunne vokse sig store og stærke. Og det er en levende fødevare. Yoghurt indeholder gode bakterier, der bekæmper de dårlige bakterier i ens mave. Yoghurten kan forebygge, at jeres børn får diarre – eller hvis de bliver syge, vil det være mindre alvorligt og vil hurtigere gå over.” Efterhånden som Guy påpegede disse ting på engelsk med fransk accent, oversatte Sultan det til bengali. Kvinderne lyttede intenst, mange lænede sig fremad, nogle nikkede eller kom med lavmælte kommentarer, mens Sultan talte.

Guy gav også denne første gruppe af Grameen Danone-sælgere gode råd om, hvordan man kunne sælge Shokti Doi. “I må vide lidt om, hvordan produktet fremstilles. Vi kommer yoghurtkulturen ned i mælken ved 38 grader, den samme temperatur som jeres krop har, og lader den stå i omkring 8 timer. Det er denne proces, der forvandler mælk til yoghurt. Vi tjekker surhedsniveauet i løbet af processen. Så snart der er opnået det rigtige niveau, nedkøler vi hurtigt yoghurten til kun fire grader for at stoppe processen.

Dette betyder, at I må holde yoghurten kold, efter I har hentet jeres forsyning. Sæt den i køleskabet, hvis I har et. Ellers må I lagre den et andet koldt sted. Når I går fra dør til dør for at sælge den, skal I bære jeres forsyninger i den isolerede, blå taske, vi vil give jer. På denne måde vil yoghurten stadig være den samme, som da den forlod fabrikken. Hvis temperaturen bliver for høj – 20 grader eller mere – begyn-

195 der bakterierne at formere sig igen. Dette betyder, at surhedsgraden vil stige, og børnene vil ikke bryde sig om smagen. Det ønsker vi ikke skal ske! Forstår I?” Over hele lokalet så man nikkende hoveder.

“Lad mig fortælle lidt om smagen,” fortsatte Guy. “Vi fremstiller Danone-yoghurt i 50 lande over hele verden. Det er kun i meget få lande, vi kommer sukker i yoghurten. Men her i Bangladesh tilsætter vi produktet en lille mængde sukker. Hvorfor? Fordi vores smagstest viser, at det er, hvad I og jeres børn foretrækker. I er vant til sød yoghurt. Så vi sørger for, at yoghurten passer til jeres smag. Men den er ikke for sød. Vi putter kun lidt sukker i hvert bæger – mindre end i den mishti doi, der sælges på det lokale marked. Vær søde ikke at komme mere sukker i yoghurten, når I serverer den! Det er sundere for børn at lære at spise mad, der ikke er så sød.

Og så et par ord om salget af yoghurt. I begyndelsen, når I går ud for at sælge, skal I ikke tage for mange yoghurtbægre med jer. Lad os antage, at I tager 50 bægre med i tasken. Måske sælger I kun 20 bægre.

De resterende 30 vil gradvist blive varme, blive mere syrlige og miste den gode smag. Hvis I så sælger dem en dag eller to senere, vil folk spise dem og sige: ‘Denne yoghurt smager dårligt.’ Og så vil de aldrig købe den igen.

I stedet skal I blot tage 20 med og så sælge 20. Hvis folk har lyst til at købe flere, kan I fortælle dem, at I vil komme tilbage med mere yoghurt næste dag. Det er bedre at lade kunden vente en ekstra dag eller to på produktet end at sælge et dårlig produkt. Hvis kunden venter, vil hun sætte endnu mere pris på den gode yoghurt, når hun får den.

Men hvis I sælger en yoghurt, der er ødelagt, kan I miste en kunde for altid og endda risikere at miste jeres eget job!” Kvinderne i lokalet nikkede.

Det var tid til nogle sidste opmuntrende ord.

“Husk,” sagde Guy, “at I gør mange gode ting på en gang, når I sælger et bæger Shokti Doi. I tjener penge til jer selv og jeres familier.

196 I sørger for, at børn får sund kost. I er med til at skabe job til de landmænd, der sælger os mælken. I er med til at skabe job for arbejdere på fabrikken. Og I er med til at udvikle virksomheden. Hvis vi får succes her i Bogra, vil vi opføre en anden fabrik et andet sted i Bangladesh.

Og så en til, og så endnu en.”

Så rejste Imamus Sultan sig fra sin stol. Han er en mild, bebrillet mand med en lidt genert fremtoning. Men han er en erfaren leder i Grameen, og fra sine mange år i Grameen har han et intimt kendskab til de vilkår, hvorunder Grameen-damerne skulle markedsføre vores produkt.

Sultan talte på bengali i adskillige minutter. Han fortalte Grameendamerne om fordelene ved denne nye sociale virksomhed. Han sammenfattede de sundhedsmæssige fordele ved Shokti Doi. Han mindede kvinderne om den læge, de havde hørt tale tidligere på dagen, og som havde fortalt om de ernæringsmæssige fordele ved yoghurt.

Han talte om netværket af lokale leverandører, der ville tjene penge på Grameen Danone – mange af Grameen-damerne var selv små mælkeproducenter, der kunne sælge mælk til fabrikken. Og han diskuterede det forretningsmæssige potentiale, der var forbundet med at sælge yoghurt: Kvinderne ville få en provision på en halv taka per solgte bæger, hvilket ville forøge en familiens indkomst med nogle få snese eller måske et par hundrede taka om måneden.

Grameen-damerne så meget interesserede ud.

Var der nogen, der havde spørgsmål? Det var der mange, der havde.

En efter en rejste kvinder rundt i lokalet sig op for at stille et uddybende spørgsmål eller for at høre nærmere om et eller andet. Guy og Sultan besvarede alle spørgsmålene et efter et.

Der opstod en lille diskussion om brugen af skeer til at spise yoghurt. Nogle af landsbykvinderne var bekymrede for manglen på skeer, især når man spiste uden for hjemmet. Skulle kunderne spise yoghurten med fingrene? Sultan pointerede, at yoghurten var blød nok til, at man kunne drikke den direkte fra bægeret. Efter yderligere

197 diskussioner blev de enige om, at Grameen Danone skulle fremstille små plasticskeer på fabrikken til en halv taka stykket – det kunne ikke gøres billigere. Grameen-damerne kunne have en forsyning af disse skeer med sig rundt på deres ture, så enhver kunde, der ønskede at spise yoghurten på stedet med en ske, kunne købe en.

Endelig rejste en af kvinderne sig op og gav med sin personlige støtte til projektet. “Vi har alle haft mulighed for at smage denne yoghurt,” sagde hun. “Vi synes, den smager godt. Den er lidt sød, men ikke for sød – den har en god smag. Og jeg tog nogle af de prøver, I gav os sidste uge, med hjem. Jeg gav dem til mine venner. De sagde alle, at den var god – bortset fra et barn, der sagde, at den ikke var sød nok. Men næste dag spurgte han, om han kunne få noget mere!” Latteren brød ud i lokalet. “Det vil blive et populært produkt,” sagde hun og satte sig ned.

En stor sportsstjerne kickstarter virksomheden Det var i februar 2007, at vi afholdt dette møde, og på det tidspunkt var det nye Grameen Danone-projekt næsten klart til at gå i fuld produktion. Det var egentligt forbløffende, især når man tænker på, hvor mange vigtige detaljer, der seks måneder tidligere endnu ikke var faldet på plads. Når jeg ser tilbage, er det svært at tro, at vi nåede så meget på så kort tid.

I begyndelsen af juni 2006 havde vi siddet fast i forhandlinger om at købe en grund til vores fabrik. Grundejeren, der drømte om at tjene store summer på at sælge til en multinational virksomhed, havde insisteret på en urimelig pris. Vi kom ud af dødvandet, da vi opdagede en alternativ grund i udkanten af Bogra. Den var mere end 1,8 hektar stor, hvilket var en del mere, end vi havde brug for. Men vi besluttede at købe hele grunden for lidt under 15 millioner taka, lidt over 1 million kr.

Faktisk betalte Grameen Danone kun for omkring 0,2 hektar. Resten blev købt af Grameen-virksomhederne. Vi planlægger at bruge

198 den ekstra jord til en af vores sociale virksomheder: et hospital, som kan foretage synsbevarende operationer for grå stær på fattige mennesker til en brøkdel af den normale pris, mens velstående mennesker skal betale den fulde markedspris.

Da vi først fandt dette alternative sted, tog det ikke lang tid, før købet gik igennem – faktisk så hurtigt, at vi kunne tage det første officielle spadestik den 14. juli. Og i november havde vi færdiggjort det meste af byggearbejdet på fabriksgrunden.

Vi havde også brug for en plan for vores samarbejde med GAIN, den fødevareorganisation med hovedkvarter i Schweiz, som ville hjælpe os med at sikre, at Bangladesh’ fattige fik de største sundhedsmæssige fordele ud af vores produkt. Dette var også faldet på plads.

I juni og juli havde Berangere Magarinos, leder af GAIN’s programmer for investeringer og partnerskaber, sendt et hold af eksperter til Bangladesh, hvor de indgik i et tæt samarbejde med os i forbindelse med vores ernæringsprogram. Blandt andet hjalp de os med at foretage flere forbrugerundersøgelser for at finde ud, hvad der ville opmuntre folk til at købe Shokti Doi, eller hvad der kunne afholde dem fra at købe det. De vurderede og hjalp os også med at forbedre det materiale, vi havde udviklet til at undervise Grameen-damerne om de sundhedsmæssige fordele ved yoghurt og den bedste måde, hvorpå vi kunne sikre, at små børn fik fuldt udbytte af dette.

Vi følte os nu sikre på, at vi havde udviklet en effektiv plan for at få yoghurten (og dens positive effekter) ned i maven på Bogras børn.

Desuden havde GAIN indvilget i at udføre en undersøgelse om den ernæringsmæssige effekt af vores produkt efter et år på markedet.

Dette er vigtigt. Vi er nødt til i konkrete, videnskabelige termer at kunne dokumentere de mulige forbedringer af lokale børns sundhed som resultat af Grameen Danones indtræden på markedet. En social virksomhed må omhyggeligt og præcist måle og rapportere om den samfundsnytte, den gør. Disse målinger og rapporter kan fortælle virksomheden, om alt det hårde arbejde og de arbejdstimer, penge og

199 andre ressourcer, som virksomheden og dens partnere har investeret i projektet, har været umagen værd. Alt afhængig af resultatet kan lederne beslutte, om de skal udvide deres aktiviteter eller foretage ændringer, så virksomheden kan opnå bedre resultater i fremtiden.

Franck Riboud, Danones administrerende direktør, besøgte i november Bangladesh for anden gang. Denne gang kom han til den officielle indvielse af vores splinternye Grameen Danone yoghurtfabrik.

Et forår og en sommer med intens planlægning, inspireret improvisation og hårdt arbejde havde gjort Guy Gavelles vision om en pæn, men højst effektiv fabrik, til virkelighed.

Bogra-fabrikken, der blot fylder omkring 700 kvadratmeter, har skinnende nyt udstyr: rustfrie stålrør til den indkommende mælk; hygiejniske tanke til opvarmning og afkøling af yoghurten, et transportbånd, hvor rækker af små bægre støbes, fyldes med yoghurt og etiketteres; og et koldt lokale til lagring af det færdige produkt. Mange elementer er med til at gøre fabrikken til en virkeligt miljøvenlig fabrik.

Der er udstyr til behandling af indkommende og udgående vand for at sikre, at alt det vand, vi bruger, såvel som alt det vand, vi returnerer til miljøet, er rent og ufarligt, og der er også opsat solenergipaneler til genereringen af vedvarende energi.

Guy Gavelle siger, at det at tegne og opføre fabrikken i Bogra har været en af de mest berigende og lærerige oplevelser i hans årtilange karriere hos Danone. Faktisk har han lært så meget, at han forudsiger, at vores fremtidige yoghurtfabrikker i andre områder af Bangladesh foruden at have en større kapacitet vil koste 20 til 30 procent mindre end den beskedne sum, vi har brugt i Bogra.

Under sit besøg i marts 2006 havde Franck spurgt mig: “Er der nogle franske berømtheder, som alle i Bangladesh kender – en person, der kunne besøge Bangladesh for at skabe opmærksomhed om vores nye projekt?”

Bangladeshiske landsbybeboere kender ikke meget til Frankrig.

Jeg tænkte på forskellige filmstjerner, topmodeller og politiske ledere,

200 men der dukkede ikke et navn op, som jeg mente duede. Franck, der så min tøven, spurgte: “Hvad med en fra sportsverdenen? Kan bangladeshere lide fodbold?”

“Ja!” svarede jeg. “De er helt vilde med fodbold. Du skulle besøge Dhaka, når der spilles kampe til VM i fodbold. Alle i Bangladesh har et yndlingshold. Når man ser på Dhakas skyline, vil man se tusinder af nationalflag hænge ned fra tagene – Brasiliens, Argentinas, Tysklands, Frankrigs, Italiens, Spaniens. Og i landområderne har hver landsby deres eget favorithold. De ved ikke, hvor i verden det land, deres yndlingshold kommer fra, ligger, men de kender navnet på hver eneste spiller.”

“Skulle Zinédine Zidane tilfældigvis være en populær fodboldspiller i Bangladesh?” spurgte Franck.

“Hvad? Zinédine Zidane?” udbrød jeg. “Han er en superhelt for alle bangladeshere, selv for folk, der bor i de fjerneste landsbyer. Hvis han vil komme til Bangladesh, vil hele politistyrken skulle indsættes for at beskytte ham mod sine fans.”

Franck smilede bredt. “Zizou er min ven. Jeg vil bede ham om at komme. Og han skal nok komme, det lover jeg!” sagde Franck med selvsikker stemme.

Jeg kunne knap tro mine egne ører. Ville Zizou komme til Bangladesh for at indvie Grameen Danone? Hele landet ville gå amok!

Alle folk i Grameen Danone var vildt begejstrede, da de hørte nyheden. Aviserne skrev med store overskrifter: “Zizou kommer til Bangladesh!”

(Under VM-finalen i juli 2006 blev Zizou, der blev betragtet som den største spiller i sin generation, endnu mere berømt, da han som reaktion på fornærmelser fra en modstander stangede modstanderen i brystet og blev udvist. Kontroversen ændrede ikke Zizous popularitet blandt fodboldfans i Bangladesh, eller noget andet sted for den sags skyld.)

Zizou ankom i november sammen med Franck, andre ledere fra Danone og et følge af nysgerrige franske journalister.

201 Zizou besøgte landsbyen Bashan Gazipur for at mødes med låntagerne i Grameen Bank-filialen i denne landsby, så han kunne få noget at vide om mikrokredit. Langs vejen fra Dhaka til Bashan stod flere hundrede tusinde mennesker. Da karavanen af biler, der ledsagede Zizou, rullede ned af vejen, var det eneste, man kunne høre, den tordnende lyd af tusindvis af mennesker, der råbte: “Zi-zou! Zi-zou!

Zi-zou!”

Zizou glædede landsbybeboerne ved at spille fodbold med en gruppe lokale skolebørn, Jeg er sikker på, at disse børn og landsbybeboerne, der så kampen, aldrig vil glemme denne oplevelse. Senere – på et fyldt stadion i Dhaka – spillede Zizou med i en kamp mellem to hold med drenge under 16 år og viste nogle af sine kendte tricks.

Publikum gik amok og råbte taktfast hans navn.

Zizou afsluttede sit besøg med at skrive sit navn på en marmorplade. Denne plade blev grundstenen i Grameen Danones fabrik i Bogra. Vi havde lanceret vores nye brand på en så spektakulær måde, som kun de største virksomheder i verden kan præstere.

Da Zidane mødtes med Bangladesh’ præsident i forbindelse med afslutningen på sit besøg, lovede han at vende tilbage med sine børn og lade dem mødes med de bangladeshiske børn, der havde gjort så stærkt et indtryk på ham.

En gevinst for virksomheden, en gevinst for de fattige Kort efter Zizous besøg fik vi lov til at smage de første testpartier af beriget yoghurt – den var meget velsmagende og havde en unik sødme, der stammer fra den sirup, der fremstilles af saften fra dadler – denne saft er en meget populær drik på landet i Bangladesh. I januar 2007 rullede de første kommercielle partier af Shokti Doi af transportbåndet.

Yoghurten blev fyldt i flotte plasticbægre, dekoreret med et billede af en tegneserieløve, der viser sine muskler (for at vise, at yoghurten er beriget). Et bæger med 80 gram yoghurt koster blot fem taka – med de nuværende valutakurser svarer det til cirka 35 øre. Hvis man kom-

202 mer med sit eget bæger til fabrikken, får man 90 gram til samme pris.

Bedre ernæring for børn er den centrale samfundsmission i Grameen Danones initiativ, og gennem GAIN’s forskning vil vi hen ad vejen overvåge, hvordan det går med realiseringen af denne mission.

Men forbedret ernæring er ikke den eneste form for gavn, vi søger at gøre. Vores forretningsplan blev udviklet med tanke på adskillige andre fordele for lokalsamfundet.

Disse fordele, denne samfundsnytte, kan for eksempel ses fremad i distributionskæden med vores lokalt baserede salgs- og markedsføringsnetværk. Hvis man tænker på en normal Danone-fabrik, der fremstiller mejeriprodukter, tænker man måske på skinnende lastbiler, der leverer store forsyninger af produkter til lagerhaller og supermarkeder over hele landet. Sådan kommer vores system ikke til at fungere. Vores distributører er lokale landsbybeboere – kvinder, der er låntagere i Grameen Bank og allerede har brugt mikrolån til at starte små familieforetagender. Nu har vi gjort distributionen af Grameen Danone-yoghurt til en del af deres daglige arbejde.

Da jeg oprindeligt foreslog denne ordning i en e-mail til Danone tilbage i foråret 2006, skrev jeg: Ved at ansætte Grameen-damerne vil vi opnå en række forretningsmæssige og sociale fordele.

Vi kan gøre brug af et disciplineret netværk af iværksættere, som allerede eksisterer, og som blot venter på flere muligheder.

Grameen-familiers børn, der kan læse, kan blive en del af denne nye virksomhed.

Grameen kan sørge for al finansiering af Grameen-familierne til dette formål. I den henseende vil projektet kræve færre investeringer og være udsat for færre risici.

Hvis der er et behov for distribution i to led, der både involverer grossister og detailhandlende, kan Grameen-låntagere blive inddraget i begge led.

203 Emmanuel og resten af holdet fra Danone kunne følge min tankegang, og vi følger nu i store træk den plan, jeg foreslog. Det var denne ide, der førte til det møde med Grameen-damerne, som jeg beskrev i begyndelsen af dette kapitel.

En lignende strategi er blevet taget i brug på de foregående trin i forsyningskæden, hvor vi bruger lokale folk som leverandører. Mælken til vores fabrik kommer fra lokale landmænd, der ejer en eller flere køer. De andre ingredienser – primært sukker og sirup – kommer også fra Bangladesh. De ansatte på fabrikken, omkring 20, er også lokale folk. (Vi havde rådgivere fra Danone til rådighed i byggefasen, men nu, hvor fabrikken er færdig og i drift, er det en rent bangladeshisk arbejdsplads.) Så vores virksomhed vil direkte støtte den lokale og nationale økonomi.

Organiseringen af levering af mælk til Grameen Danones fabrik er i sig selv en udfordring, eftersom 90 procent af det bangladeshiske mælkemarked fungerer på et uformelt grundlag. For at undgå at konkurrere med andre mælkeopkøbere har Grameen Danone valgt at udvikle en række mikrogårde. Disse vil delvist blive finansieret ved hjælp af mikrokredit gennem Grameen Bank.

De landsbybeboere, der ejer disse mikrogårde, vil bruge de penge, de låner, til at købe flere køer for. De vil sælge den mælk, de producerer, til Grameen Danone. Til gengæld vil virksomheden garantere dem en fast pris hele året. Andre Grameen-virksomheder er også ved at blive involveret. Grameens Landbrugsfond organiserer og forbedrer mælkeproduktionen i Bogra-distriktet i samarbejde med eksperter fra Danone. Vi anvender et omfattende program til forbedring af gårdene, et program, der indebærer kreaturopdræt, forbedringen af mælke­kvaliteten, organiske gødningsmidler og biogas­produk­tion.

Gra­meens virksomhed for vedvarende energi, Grameen Shakti, vil også blive involveret. Grameen Shakti skal installere biogylletanke til produktion af organiske gødningsmidler og biogas til brug ved madlavning og belysning, hvorved de hjælper de små mælkeproducenter,

204 der skal være Grameen Danones primære leverandører, til at blive mere selvhjulpne.

Disse initiativer til samarbejde med lokalsamfundet – især gruppen af låntagere i Grameen Bank – er et vigtigt aspekt af det, der gør Grameen Danone til en social virksomhed. Yoghurtfabrikken vil gavne den lokale økonomi både direkte og indirekte og have en positiv og selvforstærkende indvirkning på mange familier. Dette forklarer den måde, vi beskriver Grameen Danone på: “At reducere fattigdommen ved hjælp af en unik nærhedsforretningsmodel, der dagligt forsyner fattige mennesker med sund kost.”

Grameen Danone-fabrikken er ikke et fjernt virksomhedsmonster.

Den er en ven af lokalsamfundet og en integreret og naturlig del af dets sociale økosystem.

Vores system med lokale leverandører og lokale distributører er også set fra et økonomisk synspunkt en god forretning. For eksempel er det svært at forestille sig en gruppe marketingfolk og sælgere, der kunne være bedre til at reklamere for og udbrede vores produkt end Grameen-damerne. De er selv en del af målgruppen (landsbyfamilier, især forældre til små børn); de er kendte i lokalsamfundet; de kender de potentielle kunder, og ved, hvad der sandsynligvis vil kunne appellere til dem; og de er allerede i daglig kontakt med kunder til deres andre små virksomheder, hvad enten disse beskæftiger sig med fjerkræopdræt eller mælkeproduktion, håndværk, serviceydelser, fødevaresalg eller hvad det nu kan være.

Og hvad angår de lokale mælkeproducenter, der leverer mælken til os, er også dette en god forretningsstrategi såvel som et udtryk for sociale forbedringer. En central faktor i Grameen Danones omkostningsstruktur er prisen på mælk. Da vi forsøgsvist fastsatte prisen på et bæger yoghurt i efteråret 2006, lå engrosmarkedsprisen for en liter mælk i Bangladesh på mellem 14 og 16 taka (svarende til mellem 1 og 1,25 kr.). Da Grameen Danone begyndte at producere yoghurt, var prisen på grund af en stigende efterspørgsel steget til mellem 20 og 22

205 taka (1,50 til 1,75 kr.) per liter. Dette er en tilstrækkelig stor forskel til, at den ville have en mærkbar betydning for vores avance.

Vi blev klar over, at den fremtidige ledelse af Grameen Danone vil kræve en konstant planlægning, så vi kan håndtere de skiftende priser. På dette punkt vil den lokale mælkeproduktion vise sig at være en velsignelse. Med en dedikeret gruppe af lokale landmænd, der har indgået kontrakt om at sælge deres produktion til os, vil vi til en vis grad være beskyttet mod prisudsving på kort sigt. Det vil selvfølgelig også være til gavn for mælkeproducenterne. Selv når de regionale eller nationale priser falder, vil Grameen Danone være en pålidelig kilde til fortsat efterspørgsel og beskytte mælkeproducenterne mod potentielle økonomiske problemer.

Vores nuværende planer for fabrikken i Bogra er, at vi det første år skal producere omkring 3,3 ton yoghurt om dagen. Dette vil stige til 11 ton yoghurt om dagen det tredje år.

Lektien er, at når der planlægges ordentligt, kan en social virksomhed også være en god forretning. Ligesom virksomheden hjælper det omgivende samfund, hjælper det omgivende samfund virksomheden.

Begge parter kan udvikle sig og blomstre sammen og skabe bedre økonomiske vilkår for familier og enkeltindivider.

Spiselige bægre?

Grameen Danone har dog ikke i sinde at hvile på laurbærrene. Vi har planer om forsat at søge nye måder, hvorpå vi kan forbedre produktet til gavn for Bangladesh’ folk.

Her er et lille, men interessant eksempel. Lige fra begyndelsen overvejede vi muligheden af biologisk nedbrydelige yoghurtbægre.

Normalt sælges yoghurt i plasticbægre, der ikke er biologisk nedbrydelige, og bortskaffelsen af affald er et stort og voksende problem.

Derfor begyndte Grameen Danone ret tidligt i projektet at arbejde på at udvikle de første ‘grønne’ yoghurtbægre.

I midten af 2006 havde Guy Gavelle og hans teknikere opsporet

206 en potentiel leverandør i Kina – en virksomhed, der fremstiller biologisk nedbrydelige bægre af majsmel. En repræsentant fra Danone besøgte fabrikken i Kina og rapporterede tilbage: “Produktets kilopris er stadig højere end kiloprisen på plastic, men materialets modstandsdygtighed er så stor, at vægten per bæger kunne være betydeligt lavere, end hvis man bruger plastic – dette kunne godt føre til en samlet besparelse i forhold til vores nuværende prognose.” (En lettere indpakning sparer både penge i produktionsprocessen, fordi der kræves mindre materiale, og når bægrene skal transporteres.)

Vi lancerede de splinternye majsmelsbægre med Shokti Doi i marts 2007. Vores fabrik i Bogra har et særligt anlæg til genbrug af de brugte bægre – et hul, hvor de brugte majsmelsbægre anbringes, hvorefter naturligt tryk og naturlig varme transformerer materialet til en naturlig, nærende substans, der kan bruges som gødning. Det fungerer lidt ligesom de kompostbunker, som mange gartnere og landmænd har anlagt.

Majsmelsbægrene er et stort skridt fremad mod en miljøvenlig indpakning af Shokti Doi. Men jeg er stadig ikke tilfreds! Jeg ser gerne, at vi sælger vores yoghurt i bægre, der kan spises – et bæger, som børnene først kan spise yoghurten af, og derefter spise. (Man kan jo også spise is fra en isvaffel og samtidig spise vaflen.) Bægret ville give yderligere næring, problemet med bortskaffelse af affald ville være totalt elimineret, genbrug ville være unødvendigt – det ville være til gavn for alle.

Selvfølgelig må det spiselige bæger besidde alle de egenskaber, som enhver god fødevarebeholder har: Den må kunne stables, være stærk, let og flot; den må kunne tåle transport og skiftende temperaturer, og den må kunne påføres en etiket med oplysninger om ingredienser og andet. Lyder dette som en umulig opgave? Det er det også – i øjeblikket. Men Danones forskere arbejder på sagen, og jeg tror, at de en dag finder en løsning. Med tiden vil Bangladesh forhåbentlig blive pioner på dette område og introducere den første spiselige fødevareemballage på markedet. Hvem ved: Måske vil dette skabe en tendens og sætte en standard for fødevareindpakning overalt.

207

Et meningsfuldt erhvervsliv I oktober 2006 offentliggjorde den norske nobelpriskomite, at Grameen Bank og jeg sammen fik tildelt Nobels Fredspris. Som læseren sikkert kan forestille sig, modtog jeg et bjerg af lykønskninger per telefon, e-mails og officielle breve fra statsoverhoveder, regeringschefer, akademikere, folk, der arbejder med mikrolån, og mange andre gratulanter. Jeg modtog også håndskrevne breve fra venner og kolleger over hele verden.

Blandt disse breve var en formel erklæring fra Groupe Danones bestyrelse. Blandt mange flatterende bemærkninger om Grameen og vores arbejde bemærkede bestyrelsen, at jeg havde sagt, at min halvdel af nobelprispengene ville blive investeret i sociale virksomheder.

Bestyrelsen erklærede sig villige til at matche min investering med en investering i hvilken som helst social virksomhed efter mit valg.

Jeg modtog også en mere personlig e-mail fra Emmanuel Fabers kontor i Shanghai: Kære Yunus, Det må være tæt på afslutningen af en de længste dage i dit liv … og du må have fået så mange e-mails, at du måske aldrig finder denne i bunden af listen på din skærm!

Det gik netop op for mig, at du i går for et år siden for første gang mødte Franck. På det år har du forandret vores måde at drive forretninger på. Og takket være din vision og entusiasme kan vi måske være med til langsomt at forandre den måde, multinationale selskaber driver forretning på. (Vi har et bestyrelsesmøde på mandag, hvor vi vil diskutere hele vores nye strategi med hensyn til social virksomhed.)

Vi kan aldrig takke dig nok for at gøre vores arbejde meningsfuldt.

Bedste hilsner, Emmanuel

208 Denne e-mail var af særlig betydning for mig. Alle de ting, jeg har sagt om den enorme tilfredsstillelse, folk vil få ud af at udøve social virksomhed, bliver nu til virkelighed. Det samme budskab kom til udtryk i titlen på en artikel i Fortune. Artiklen var af Sheri Prasso, der skrev, at vi forsøger “At redde verden et bæger yoghurt ad gangen.”

Denne tanke var også blevet bekræftet af mange folk fra Danone, der har fortalt mig, at Groupe Danones ansatte mener, at vores joint venture, Grameen Danone, er en særlig vigtig del af deres arbejde. De følger vores fremskridt med interesse, diskuterer det til stadighed og nævner det indimellem med stolthed, når de diskuterer deres virksomhed i offentligheden.

Det er måske overraskende, at en lille virksomhed med en omsætning på en million dollar spiller en så vigtig rolle i en virksomhed med en omsætning på 16 milliarder dollar. Men et af menneskets dybt rodfæstede karakteristika er ønsket om at hjælpe andre mennesker. Det er et aspekt af den menneskelige natur, der totalt ignoreres i den eksisterende forretningsverden. Social virksomhed tilfredsstiller denne menneskelige stræben, og derfor finder folk social virksomhed så inspirerende.

Jeg kan ikke erklære mig enig med dem, der hævder, at social virksomhed aldrig vil få et solidt fodfæste i den virkelige verden. På baggrund af de reaktioner, jeg oplever, når folk hører om tankerne bag social virksomhed, er jeg overbevist om, at social virksomhed snart vil slå rod og blomstre i forretningsverdenen. Folk ønsker mening i deres liv – den form for mening, der kun kan komme fra at vide, at man gør sit til at gøre vores verden til et bedre sted.

Social virksomhed giver mening. Derfor reagerer folk så positivt på tanken.

r

tredje DEL En verden uden fattigdom

8 Udvidelsen af markedet

Jeg har siden slutningen af 1980’erne skrevet og talt om ‘projekter drevet af social samvittighed’ og grundlagt for-profit- og nonprofitvirksomheder med meget klare sociale formål. Jeg har ikke haft noget ønske om personlig vinding i forbindelse med dette engagement. Jeg har ikke ejet en eneste aktie i nogen af de for-profit-virksomheder, jeg har været med til at grundlægge. Det er det sociale formål, der motiverer mig til at stifte erhvervsvirksomheder.

Fra mine rejser og samtaler med mennesker over hele verden ved jeg, at jeg ikke er den eneste, der har det på denne måde. Jeg er sikker på, at mange mennesker gerne ville grundlægge virksomheder med et socialt formål, hvis sådanne størrelser blev anerkendt af det økonomiske system. Det er en stor mangel i det nuværende økonomiske system, at det ikke kan imødekomme denne basale menneskelige drift.

I løbet af de seneste par år har jeg formuleret min idé om social virksomhed mere klart og er begyndt at tale om det, når som helst der har været mulighed for det. Jeg diskuterede social virksomhed i radio-, tv- og avisinterview, på møder ved Verdens Økonomiske Forum, i private forsamlinger af formuende enkeltpersoner, der søgte konstruktive måder at investere deres midler på, og på møder som Skoll Foundations konferencer om socialt entreprenørskab ved Saïd School of Business ved Oxford University.

På samme tid indså jeg, at det også ville være vigtigt at grund-

212 lægge en virkelig social virksomhed for at kunne fremvise et konkret resultat af mine overvejelser. Dette førte til vores beslutning om at opføre en række øjenkirurgihospitaler som en social virksomhed. I 2005 meldte fire af Grameen-virksomhederne – Grameen Byabosa Bikash, Grameen Kalyan, Grameen Shakti og Grameen Telecom – sig som sociale investorer i dette projekt.

Til at administrere denne nye virksomhed stiftede vi to organisationer: Grameen Healthcare Trust (GHT), en nonprofitvirksomhed, og Grameen Healthcare Service (GHS), en for-profit-virksomhed.

Grameen-virksomhederne investerer direkte i GHS, mens andre donorer og investorer giver midler til GHT. GHT finansierer til gengæld GHS, der kan iværksætte yderligere hospitalsprojekter.

Hver eneste måned kommer dusinvis af unge mennesker fra hele verden og besøger os. Da vores planlægning af dette projekt tog form, var Tom Bevan og Milla Sunde på besøg. De kendte hinanden fra et sangskrivningskursus på Liverpool Institute of Performing Arts og grundlagde musikgruppen Green Children, der blev grundlaget for deres spændende karriere inden for popmusik. Forsangeren Milla er fra Norge, og Tom, hendes partner, der skriver sangene og spiller klaver, er fra Storbritannien.

Da Tom og Milla besøgte Grameen Bank i 2006, blev de forelskede i Bangladesh og dets folk. De blev så inspirerede, at Tom skrev en sang, “Hear me now”, der fortæller historien om en Grameen Banklåntager, som de tilbragte noget tid sammen med i en bangladeshisk landsby. Senere samme år vendte de tilbage og producerede en musikvideo til sangen – du kan se og høre denne musik på YouTube og andre steder på nettet.

Tom og Milla blev også fascineret af ideen om social virksomhed. Milla besluttede at give GHT penge nok til at opføre det første øjenkirurgihospital af de midler, som kontrolleres af hendes egen Green Children Foundation. Hun og Tom vil også give alle de indtægter, de har på salg af musikvideoen, til opførelse af flere

213 øjenkirurgihospitaler, der hver koster næsten 1 million dollar. Øjenkirurgihospitalerne vil være baseret på en forretningsplan, der kan udvikle sig til det enkleste og mest populære format for sociale virksomheder. For at hospitalet på en og samme tid kan hvile i selv og opfylde det sociale formål at udføre øjenkirurgi på fattige mennesker, vil det benytte sig af en varieret prispolitik. Patienter, der ikke har svært ved at betale prisen (for en operation for grå stær for eksempel), skal betale den almindelige markedspris, mens fattige mennesker får samme behandling til en stærkt reduceret pris eller for et symbolsk beløb. Den profit, der skabes på baggrund af betalingerne til markedspris, vil finansiere de sundhedsydelser, der gives til de fattige. Denne form for varieret prispolitik kan anvendes i mange sociale virksomheder.

En anden mulighed for at skabe en social virksomhed opstod gennem mit møde med Grameen Danones administrerende direktør Franck Riboud i oktober 2005. Som jeg har beskrevet, var produktionen i fuld gang på Grameen Danones fabrik i begyndelsen af 2007.

Grameen Danone var vores første virkelige sociale virksomhed. Det første øjenkirurgihospital åbner i slutningen af 2007. Jeg håber, vi kan fortsætte med at udvide begge disse sociale virksomheder inden og uden for Bangladesh.

Grameen Foundation har også været med til at grundlæggende to andre sociale virksomheder i 2007. Den første er en finansvirksomhed, Grameen Capital India, en virksomhed, der er grundlagt i samarbejde med Citibank India og ICICI Bank, for at lette indiske mikropengeinstitutters adgang til lokale kapitalmarkeder, og virksomhedens ejere har indvilget i, at de ikke vil kræve udbytte af denne virksomhed.

Den anden er Grameen-Jameel Pan Arab Microfinance, en anden finansvirksomhed, der er grundlagt i samarbejde med Abdul Latif Jameel Group fra Saudi-Arabien. Denne virksomheds formål er at afhjælpe fattigdom i den arabiske verden ved hjælp af mikrofinansiering.

Virksomheden tilbyder mikropengeinstitutter en række skræddersy-

214 ede produkter og serviceydelser, inklusive finansieringshjælp. I stedet for at distribuere profit til sine aktionærer vil den geninvestere profitten – dvs. geninvestere den i udvidelse af forretningen og gøre dens finansielle serviceydelser tilgængelige for flere mikropengeinstitutter.

Jeg håber i fremtiden at kunne tilføje flere sociale virksomheder til listen over Grameen-virksomheder. Og hvad der er endnu vigtigere, forventer jeg, at andre institutioner etablerer deres egne sociale virksomheder, især efter at offentliggørelsen af denne bog gør et bredere publikum i hele verden opmærksom på ideen.

Hvem vil investere i social virksomhed?

Et af de spørgsmål, jeg altid stilles, når jeg forklarer idéen om social virksomhed, er: “Hvor skal pengene til social virksomhed komme fra?”

Måske skyldes spørgsmålet en grundlæggende tvivl: Hvorfor skulle nogen ved sine fulde fem investere sine hårdt optjente penge i noget, der ikke giver et økonomisk afkast?

Det forekommer at være et rimeligt spørgsmål at stille. Og alligevel er folk i realiteten endnu mere skøre – de giver deres hårdt optjente penge væk til skabelsen af fonde og støtte af velgørenhedsorganisationer! Flere millioner mennesker giver sådanne former for økonomiske bidrag hvert eneste år – i alt taler vi om flere milliarder dollar. Hvis man sammenligner denne ‘skøre’ adfærd med det ‘skøre’ i at investere i social virksomhed, forekommer det sidste faktisk at være det mest fornuftige.

Når man investerer i en social virksomhed, får man trods alt sine penge tilbage og bevarer ejendomsretten til en virksomhed, der opretholder sig selv gennem de indtægter, den genererer. Så individuelle bidrag, især fra velhavende mennesker, der ønsker at være med til at forbedre verden, vil være en vigtig kilde til finansiering af social virksomhed.

Der er også en anden villig kilde til kapital. For nylig sagde den meget fremtrædende leder af en stor fond til mig: “Vi har ophobet en kapital på næsten en milliard dollar, og den vokser hvert eneste år. Alligevel er der ikke nok attraktive projekter, vi kan donere vores penge

215 til. Kan du foreslå nogen projekter, som vi kan støtte?” Jeg er blevet stillet lignende spørgsmål fra mange andre fondsrepræsentanter gennem årene.

Mit hurtige svar var: “Hvorfor overvejer I ikke at investere jeres penge i sociale virksomheder? I vil bevare fleksibiliteten, så I kan genbruge pengene i fremtiden, hvis det er det, I vil. Eller I kan donere jeres penge til en nonprofitorganisation, der har som sin mission at investere i sociale virksomheder, ligesom Green Children har gjort det gennem Grameen Healthcare Trust. Bed om at få nogle forslag og se, hvor mange fascinerende forslag I får. I kan udrette meget for en milliard dollar.”

Når fondene først begynder at betragte social virksomhed som et værdigt mål for støtte, forekommer mulighederne at være ubegrænsede. Sundhedsydelser, informationsteknologi, vedvarende energi, miljøforbedringer, bedre ernæring til fattige mennesker og mange andre former for projekter kan være områder, som interessante sociale virksomheder kan udfolde sig på.

Fonde kan derfor udvikle sig til en central kilde til finansieringen af sociale virksomheder. Det samme kan bilaterale og multilaterale donorer, der kan skabe fonde til støtte af social virksomhed i hvert modtagerland og på den måde tilvejebringe egenkapital, risikovillig kapital og lån til sociale virksomheder. Verdensbanken og de regionale udviklingsbanker (Den Asiatiske Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsbank og Inter-American Bank) kan skabe afdelinger, der udlåner penge til sociale virksomheder. De kan tilbyde samme vilkår, som de tilbyder regeringer, for investeringer i de samme typer projekter, som regeringer gennemfører – projekter for infrastruktur, vedvarende energi, sundhed, uddannelse, mikrokredit osv. – forudsat at projekterne drives som sociale virksomheder.

Derudover kan kommercielle udlånsinstitutioner være kilder til finansieringen af sociale virksomheder. Eftersom sociale virksomheder ligesom profitmaksimerende virksomheder er selvfinansierende

216 virksomheder, vil kommercielle långivere ikke have vanskeligt ved at finansiere dem, og de vil kunne drage fordel af den gode offentlige omtale, det vil give dem.

Endelig kan der stiftes nye former for finansielle institutioner, der kan imødekomme sociale virksomheders finansielle behov: sociale fonde med risikovillig kapital, sociale investeringsfonde og selvfølgelig et fuldt udbygget socialt aktiemarked. Alle disse nye institutioner kan mobilisere kapital fra individer og virksomheder til finansiering af sociale virksomheder. Finansmarkederne har en lang og succesrig tradition for at udvikle smarte måder at finansiere forretningsprojekter på, fra kommercielle lån over private investorer, der sikrer egenkapitalen, til salg af obligationer og børsnoteret emission. Nogle af disse eksisterende rammer vil også umiddelbart være anvendelige til finansiering af social virksomhed, mens andre må tilpasses for at imødegå de udfordringer, der opstår som følge af sociale virksomheders egenart. Dette er et spændende, nyt område, som innovative hjerner kan beskæftige sig med, og jeg er ikke i tvivl om, at Wall Streets ‘rumforskere’ vil få det sjovt, når de tager denne nye udfordring op.

Finansieringen af Grameen Danone Jeg var begejstret over den entusiastiske måde, hvorpå Danones Franck Riboud accepterede ideen om social virksomhed og hurtigt forenede sine kræfter med Grameen i skabelsen af Grameen Danone-partnerskabet. Men som enhver anden administrerende direktør for en børsnoteret virksomhed skal han ikke kun stå til ansvar for sin samvittighed, men også for sine aktionærer. Mens projektet hurtigt skred fremad i Bangladesh, søgte Danones ledelse i Paris svar på det uundgåelige spørgsmål, som enhver ledelse af en profitmaksimerende virksomhed står over for, når de overvejer at søsætte en social virksomhed: Hvordan forsvarer vi os selv, når aktionærerne spørger: “Hvor vover I at investere vores penge i et projekt, der ikke skaber nogen profit til os? I misbruger jeres mandat, når I gør dette.”

217 Heldigvis har Danones ledelse tumlet med dette spørgsmål i lang tid. Franck minder også sine kolleger i ledelsen om formålet med Danones virksomhed og citerer sin fars, Antoine Ribouds, banebrydende offentlige erklæring for mere end 30 år siden, da han talte til sine kolleger i den franske afdeling af The Conference Board: “Der vil ikke være nogen bæredygtig økonomisk værdiskabelse, hvis der ikke samtidig finder en personlig udvikling og menneskelig værdiskabelse sted.” En rum tid før der blev taget initiativ til Grameen Danone, havde Emmanuel Faber stået i spidsen for bestræbelserne på at give Danones erhvervsvirksomhed en social retning. I adskillige år havde Emmanuel diskuteret og debatteret udfordringerne ved at finansiere en virksomhed, der har sociale formål, med venner, der arbejder som investeringschefer for nogle af de største amerikanske og europæiske pensions- og investeringsfonde, såvel som med finansanalytikere og finansjournalister. Mange af disse investeringschefer delte Emmanuels ubehag ved den moderne kapitalisme. I lyset af situationen i verden mærkede de det stigende behov for en ny virksomhedsform, der ville være bedre til at reagere på sociale og samfundsmæssige behov og ikke blot var opslugt af profitmaksimering.

Da Emmanuel beskrev disse diskussioner for mig, blev jeg meget glad for at høre, at selv lederne på verdens finansmarkeder nærer tvivl om det rigtige i det, de gør. “Dette lyder meget betryggende,” sagde jeg til ham. Han lo og sagde: “Ja, denne tvivl holder mig i live. Jeg er kun 40 år gammel. Jeg mener, at jeg stadig er ung nok til at ændre verden!”

Emmanuel fortalte mig, at han i årevis havde forsøgt at udtænke en tilfredsstillende ‘hybrid’ virksomhedsmodel, der kunne løse dette dilemma (en virksomhedsmodel, der altså både kunne være attraktiv for investorer og være socialt bevidst). Så fik han en ide, der adskilte sig fra den ide, som andre i forretningsverden generelt omtalte som ideen om en ‘dobbelt’ eller ‘tredobbelt bundlinje’, hvor virksomheder stræber efter at opnå succes efter flere målestokke, såvel sociale som miljømæssige foruden de økonomiske. Emmanuels idé om en hybrid

218 virksomhedsmodel var, at socialt bevidste investorer eller investorer, der ønskede at støtte en bestemt sag, kunne tilbydes særlige investeringsmuligheder, der gav ‘social værdi for penge’. Denne model kunne indebære, at investorerne fra begyndelsen indvilgede i at ‘begrænse’ deres indtjening, idet de underkastede sig en på forhånd defineret virksomhedspolitik for økonomisk udbytte.

Emmanuel blev skuffet, da jeg fortalte ham, at jeg ikke tror på en hybrid virksomhedsmodel eller på en dobbelt, tredobbelt eller endda firedobbelt bundlinje. Virksomheder, der iværksætter disse programmer, gør det ofte i et desperat forsøg på at dulme skyldfølelsen og kvalerne hos ledere, der føler et reelt ubehag ved den kendsgerning, at deres samfundsmæssige engagement er blevet svigtet i det daglige arbejde. Andre er fortalere for tankerne om hybride virksomheder eller tredobbelte bundlinjer som en måde at dække deres profitskabende projekter med en attraktiv fernis, der giver god pr.

Men trods disse tiltag er der i sidste instans kun et spørgsmål, der afgør virksomhedslederes skæbne: “Hvor mange penge har du tjent til os?” Først når du har givet et tilfredsstillende svar på det spørgsmål, kan du tillade dig at feste og danse på din anden, tredje eller fjerde bundlinje. Og publikum til generalforsamlingen vil med glæde klappe af denne dans – forudsat at du allerede har genereret et tordnende højt bifald i forbindelse med svaret på det første spørgsmål.

Ikke desto mindre forberedte Emmanuels mangeårige søgen efter den perfekte hybridmodel ham på at finde en god løsning på udfordringen ved at give penge til Grameen Danone uden at støde virksomhedens aktionærer fra sig. Løsningen var at stifte en investeringsfond med en særlig mission og at give Danones aktionærer mulighed for at blive en del af den, hvis de ønsker det, idet de samtidig nøjagtig får at vide, hvad de kan få ud af det, og hvad de ikke kan få ud af det.

Emmanuel konstruerede en investeringsfond med den franske titel Société d’Investissement à Capital Variable, SICAV danone communities (Investeringsselskab med variabel kapital, Danone Communities

219 Fund). 90 procent af denne fonds aktiver vil blive investeret i pengemarkedspapirer, der giver et forudsigeligt afkast. De resterende 10 procent vil blive investeret i sociale virksomheder, der ikke giver noget afkast. Tilsammen vil disse to puljer af penge give investorerne et afkast af deres investering, der næsten er på markedsniveau, samtidig med at de støtter virksomheder, der yder hjælp til mennesker i nød.

For at stifte denne investeringsfond skulle Emmanuel først have konstruktionen godkendt hos de franske myndigheder såvel som hos de rette folk fra den franske aktiebørs. Eftersom det var et nyt koncept, kunne vi ikke være sikre på, at projektet ville klare disse forhindringer.

Men den 14. december 2006 sendte Emmanuel mig følgende e-mail: Kære Yunus, Efter to ugers intense diskussioner har lederen af det organ, der regulerer den franske børs, uofficielt tilkendegivet over for mig, at vores ‘fond til udvikling af social virksomhed’ vil blive godkendt til at blive opført som en mainstream investeringsfond på det franske finansmarked.

Det sociale formål vil fremgå klart for investorer, og aktionærernes afkast vil ‘kun’ blive på 2 eller 3 procent med begrænset risiko for, at afkastet bliver mindre end dette, og en begrænset mulighed for, at det bliver større. Så mellem 97 til 98 procent af profitterne vil blive geninvesteret. Folk vil investere, fordi de ønsker at blive associeret med de sociale virksomheder, som fonden vil støtte, og som vi arbejder på at realisere.

Danones aktionærer vil få tilbudt muligheden for et ‘socialt afkast’, hvor de vil få aktier i fonden i stedet for kontanter af Danone.

Fonden vil være åben for offentligheden og blive markedsført af en af de førende franske banker. Folk vil kunne købe og sælge deres aktier frit hver dag.

220 Hvis vi bekræfter godkendelsen fra det offentlige børstilsyn inden for de nærmeste par måneder, vil det betyde, at det er lykkedes os at få noteret en social virksomhed på en helt almindelig kapitalistisk børs.

Jeg glæder mig til, at vi ses næste lørdag.

Bedste hilsner, Emmanuel Jeg var meget begejstret for denne investeringsfond, Danone Communities Fund, som Emmanuel Faber havde udviklet. Den er tæt på at inkarnere det koncept om social virksomhed, som jeg har defineret i denne bog. Den ville have været en perfekt realisering af konceptet, hvis den slet ikke havde noget årligt afkast i stedet for de beskedne 2 til 3 procent, som Emmanuel regner med. Under alle omstændigheder er fonden en innovativ måde at finansiere sociale virksomheder på gennem det eksisterende aktiemarked – hvilket er et stort skridt hen imod oprettelsen af fremtidens sociale investeringsfonde.

Mens jeg skriver disse ord (sommeren 2007), har vi overvundet de centrale lovgivningsmæssige og juridiske hurdler. Den nye investeringsfond blev officielt godkendt af Danones aktionærer ved virksomhedens generalforsamling den 26. april 2007. Danone Communities Fund, der støttes og bestyres af den franske bank Crédit Agricole, vil forsøge at tiltrække investorer fra flere forskellige grupper: Aktionærer i Danone, der allerede er begejstrede tilhængere af konceptet, institutionelle investorer såsom banker, pensionsfonde og forsikringsselskaber og endelig individuelle investorer i Frankrig.

Fondens første mål er at rejse 100 millioner euro, hvoraf omkring 20 millioner skal komme fra Groupe Danone. Aktionærer i Danone vil få mulighed for at give afkald på det årlige aktieudbytte for i stedet at investere beløbet i fonden. Og over 30 procent af Danones ansatte har allerede valgt at investere en del af deres indtægt – den del, der kommer fra virksomhedens overskudsdeling – i fonden.

221 Den profit, som fonden tjener ind, vil blive investeret i udvidelsen af Grameen Danone i Bangladesh, i andre sociale virksomheder (som Danone har andel i) andre steder i den tredje verden og i nye sociale virksomheder, som stiftes af uafhængige iværksættere overalt i verden. Inden for få dage efter annonceringen af fondens stiftelse blev Emmanuel Faber kontaktet af adskillige af disse iværksættere, der var ivrige efter at få mere at vide om, hvordan de kunne udnytte denne nye kilde til finansiering af deres projekter, som involverer social virksomhed. Processen med at vurdere disse projekter og udvælge de rette modtagere af investeringsmidler er allerede påbegyndt.

Derfor kan man – med en lille fanfare i baggrunden – konstatere, at en af byggestenene til en ny økonomisk verdensorden, hvor sociale virksomheder indtager deres retmæssige plads ved siden af de profitmaksimerende virksomheder, allerede er på plads. Og den umiddelbare, positive respons styrker kun min overbevisning om, at tiden for konceptet social virksomhed er kommet – et koncept, der vil frigøre den indestængte kreativitet hos millioner af mennesker verden over, mennesker, der længe har ventet på at kunne bruge deres talenter til at løse verdens mest presserende problemer, men som har manglet den institutionelle anerkendelse til at kunne gøre dette.

Nye målestokke for vurdering af virksomheder Grundlæggelsen af Danone Communities Fund er blot et fingerpeg om de vidtrækkende sociale, økonomiske og erhvervsmæssige innovationer, vi kan vente os i fremtiden. Efterhånden som sociale virksomheder begynder at blomstre, vil det eksisterende frie marked begynde at forandre sig som reaktion på denne nye, bredere model for menneskelig adfærd, som de sociale virksomheder er udtryk for. En ny type forretningsfolk, der for første gang i historien har fået mulighed for at udtrykke humanistiske værdier ved hjælp af de virksomheder, de grundlægger, vil kræve oprettelsen af nye institutionelle strukturer, som kan understøtte de nye former for projekter, der vil opstå.

222 Det er ikke muligt at forudse ændringerne i detaljer, men man kan gætte på nogle af de forandringer, der vil finde sted.

Til at begynde med vil sociale virksomheder tage deres plads ved siden af profitmaksimerende virksomheder og udvikle sig til en fast bestanddel af forretningsverdenen. Sociale virksomheder vil operere på det samme marked som profitmaksimerende virksomheder og konkurrere med dem og med hinanden om markedsandele. Forbrugere vil blive vant til at vælge mellem sociale virksomheder og profitmaksimerende virksomheder, når de køber varer og serviceydelser. I mange tilfælde vil de vælge på baggrund af traditionelle kriterier – pris, kvalitet, tilgængelighed, brandets tiltrækningskraft osv. I nogle tilfælde vil de vælge en vare eller serviceydelse fra en social virksomhed på bekostning af en fra en profitmaksimerende virksomhed, fordi de ønsker at støtte den sociale mission, der vil blive styrket som følge af deres køb. Derfor kan prioriteringen af sociale værdier blive en integreret del af ligningen, når forbrugerne beslutter sig for, hvad de vil købe.

Vi ser faktisk allerede dette fænomen udspille sig i forretningsverdenen. Mange virksomheder, der hævder at være ‘socialt ansvarlige’, forsøger at appellere til forbrugernes samvittighed som en del af deres generelle markedsføringsstrategi. For eksempel offentliggør tøjfabrikanter, der betaler deres arbejdere lønninger, der er højere end gennemsnittet, og som forsøger at undgå børnearbejde, disse strategier i håbet om, at engagerede forbrugere vil vælge deres tøj frem for det, der produceres af konkurrerende virksomheder. Udbydere af økologiske fødevarer reklamerer ikke blot for deres produkter ved at hævde, at de er mere nærende og sundere end andre, men også ved at sige, at naturlige metoder til fødevareproduktion er bedre for miljøet og for dyr og gunstigere for lokale landmænd. Der er tegn på, at et stigende antal forbrugere reagerer positivt på sådanne påstande.

Der er imidlertid et problem forbundet med denne form for markedsføring af socialt ansvarlige produkter i det nuværende økonomiske miljø, nemlig mangelen på et anerkendt system til vurdering og test af

223 eller underbygning af påstande om, at det er socialt ansvarlige produkter, som disse virksomheder producerer. Hvordan kan en forbruger med sikkerhed vide, at en tøjfabrikant ikke udnytter arbejdere på en fabrik i Ecuador, Kenya eller Bangladesh? Hvordan kan hun være sikker på, at den kylling eller det kød, hun køber i en butik, er blevet produceret ved hjælp af metoder, der er humane og gode for miljøet? Standarderne inden for disse områder er for nuværende uklare og svære for den almindelige forbruger at forholde sig til. Forbrugerne må tage stilling på basis af virksomhedernes påstande, deres reklame- og markedsføringskampagner, erklæringer fra forbrugernævn og artikler i pressen – og det er svært at vurdere, hvem der er mest troværdig på dette felt.

Eksistensen af et marked for social virksomhed vil underkaste disse påstande en mere seriøs granskning, eftersom både forbrugere og investorer nu vil være involveret. Når investorerne giver afkald på enhver form for afkast af deres investeringer, vil de insistere på konkrete garantier for, at virksomhedens sociale formål opfyldes. På samme måde vil forbrugere, der benytter en virksomhed, fordi den hævder, at den er med til at afhjælpe fattigdom, forbedre miljøet eller gøre andre former for samfundsnytte, kræve beviser for, at disse påstande er sande.

Før eller siden må man oprette certificerings- og konsulentfirmaer, der kan undersøge de påstande om de sociale goder, som de sociale virksomheder hævder, at de skaber. (Disse certificerings- og konsulentfirmaer skal selv være sociale virksomheder.) Det vil være nødvendigt med to former for certificering: en finansiel (dvs. det må bekræftes, at virksomheden følger de finansielle standarder, som samfundet af sociale virksomheder har fastlagt), og en social (det må bekræftes, at virksomhedens rapporter om realiseringen af dens sociale mål er nøjagtige og følger standardiserede retningslinjer).

Sociale virksomheder, der er godkendt af de ledende autorisationsorganer, har ret til at fremvise et logo eller et mærke, der associerer dem med den prestige og troværdighed, som certificeringsmyndig-

224 heden er omgivet af. Man kan også forestille sig andre specialiserede vurderingsinstanser til certificering af forskellige aspekter af en social virksomhed – for eksempel overholdelse af arbejdsregler, brug af vedvarende energi og en fair praksis i forbindelse med udvælgelsen af leverandører fra lokalsamfundet.

Det vigtigste at huske på er, at sociale virksomheder må ledes godt og have klare, konkrete formål og omhyggeligt definerede målestokke for succes og udøve en konstant intern og ekstern kontrol. Med tiden vil der opstå en standardisering af procedurer, terminologi og regnskabspraksisser, der er skræddersyede til sociale virksomheder, ligesom der i dag gælder alment accepterede regnskabspraksisser for profitmaksimerende virksomheder.

Det lyder måske som en vild og muligvis urealistisk idé at begynde at tænke på skabelsen af en global lovgivningsmæssig og informationsmæssig infrastruktur for sociale virksomheder på dette stadium af processen. Men vi står faktisk i den heldige situation, at de første spadestik allerede er taget. Meget af det grundlæggende arbejde er allerede udført på grund af opståede behov inden for andre felter, især behovet for at føre kontrol med miljøet. Dette grundlæggende arbejde er blevet udført af FN’s miljøprogram (UNEP) og The Coalition for Enviromentally Responsible Economies (Koalitionen for miljømæssigt ansvarlige økonomier, CERES), der også er kendt under navnet The Global Reporting Initiative (Initiativet til global rapportering, GRI). GRI, som er et velkendt og udbredt system til måling og kontrol af virksomheders adfærd i relation til sociale og miljømæssige mål, kan betragtes som en tidlig version af den form for evalueringssystem, der vil kunne være til gavn for sociale virksomheder.

GRI’s retningslinjer blev officielt vedtaget ved topmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i Sydafrika i 2002. Ideen til GRI blev i 1997 undfanget af CERES, som repræsenterer en række socialt ansvarlige investeringsforeninger og investeringsfonde. Der er over 200 sådanne fonde, der tilsammen har aktiver for 179 milliarder dollar.

225 Mange af disse fonde benyttede sig af forskellige, hjemmelavede systemer til måling og evaluering af bæredygtige forretningspraksisser. For at spare tid og energi ønskede de at skabe en række fælles og alment gældende protokoller. GRI er resultatet af denne bestræbelse. I dag udsender mere end 3.000 virksomheder periodisk rapporter om deres miljømæssige og sociale ansvarlighed, og over 700 af dem bruger de retningslinjer for rapportering, som GRI har formuleret.

Der er gjort adskillige andre bestræbelser for at skabe systemer til måling og kontrol af profitmaksimerende virksomheders sociale adfærd. Forskningsvirksomheden Asset 4 har udformet en liste med over 250 ‘ekstrafinansielle’ indikatorer, som den bruger til at vurdere 1.500 virksomheder på vegne af sine kunder, som er institutionelle investorer (banker, pensionsfonde mv.). I forbindelse med hver virksomhed, den kontrollerer, fremlægger Asset 4 en økonomisk bedømmelse, en miljømæssig bedømmelse, en social bedømmelse og en bedømmelse af ledelsen (den sidste af disse vurderer en virksomheds beslutningsprocesser med henblik på at vurdere, hvorvidt disse processer er udformet med tanke på at sikre ansvarlig adfærd fra virksomhedens side).

I april 2007 offentliggjorde erhvervsmagasinet Fast Company sit første HIP-scorekort (HIP = Human Impact + Profit), en systematisk bedømmelse af virksomheder baseret på social, miljømæssig og finansiel adfærd. Både Asset 4 og HIP er udformet til brug for profitsøgende investorer, der leder efter virksomheder, der både er ‘økonomisk succesfulde’ og ‘socialt ansvarlige’.

I forbindelse med skabelsen af et objektivt, standardiseret system til måling af social gennemslagskraft i sammenhæng med sociale virksomheders formål, kan vi lære af de profitmaksimerende virksomheders evalueringsmetoder. Vi må imidlertid udforme det nye system til kontrol af sociale virksomheder uafhængigt af det eksisterende system. I en profitmaksimerende virksomhed er realisering af sociale mål et biprodukt, og målingen af dette biprodukt må finde sted i overensstemmelse med det primære mål: profit. I en social virksomhed er

226 den sociale gennemslagskraft det primære mål, mens profit er en del af virksomhedens strategi for at lede den på en økonomisk set fornuftig måde. Derfor må metoden til måling af en social virksomheds sociale gennemslagskraft passe til virksomhedens formål.

Skatte- og lovgivningsmæssige spørgsmål Efterhånden som der opstår flere og flere sociale virksomheder, er det sandsynligt, at de vil kræve at få skattefordele af staten for at lette deres arbejde og for at nå ud til flere mennesker. Umiddelbart lyder disse krav legitime. Hvis en social virksomhed giver billige sundhedsydelser til fattige mennesker, hvorfor kan den så ikke være fritaget fra skat, ligesom en nonprofitorganisation med det samme formål ville være?

De penge, der ikke betales i skatter af den sociale virksomhed, kan bruges til at udbyde sundhedsydelser til endnu flere fattige mennesker, og den skattebyrde, det ville kræve for at imødekomme de fattiges behov, vil blive lettet tilsvarende.

For at undgå forvirring og strid må stater udvikle deres egne kriterier, der i detaljer beskriver, under hvilke omstændigheder sociale virksomheder vil være berettigede til specifikke former for skattefordele. Ved hjælp af en passende skattepolitik kan stater opfordre virksomheder, individer og institutioner til at oprette sociale virksomheder og dermed bidrage til, at denne sektor bliver beriget med gavnlige innovationer.

Hvis regeringer er overbevist om, at sociale virksomheder udfylder en rolle, som staten normalt forventes at udfylde, vil det give økonomisk mening at fremme stiftelsen af sociale virksomheder gennem skattefritagelse. Det forekommer rimeligt at give sociale virksomheder favorable skattemæssige vilkår som belønning for at reducere de byrder, som skatteydere normalt ville bære. Under disse omstændigheder kan investeringer i sociale virksomheder betragtes som en donation til en skattefritaget velgørenhedsorganisation eller fond og fritages for indkomstskat. Igen ville formålet med at fremme grundlæggelse og støtte af sociale virksomheder være tilgodeset.

227 Nogle vil hævde, at det er uretfærdigt at bede skattebetalende profitmaksimerende virksomheder om at konkurrere med skattefritagne sociale virksomheder. Dette vil måske være tilfældet, hvis det var umuligt for den ene type virksomhed at blive konverteret til den anden. Men som jeg ser det for mig, vil der ikke være nogen sådan restriktion. En profitmaksimerende virksomhed, der er villig til at følge kriterierne for en social virksomhed – især at afstå fra at udbetale afkast til aktionærer og at beslutte sig for at forsøge at realisere et almennyttigt mål – bør let kunne konverteres til en social virksomhed. Dette er et passende svar på påstanden om uretfærdig konkurrence: If you can’t beat social business, join them!

Under alle omstændigheder er skabelsen af sociale virksomheder ikke afhængig af, om stater tilbyder skattefritagelse eller ej. Folk vil stifte sociale virksomheder for at realisere deres inderste ønske om at skabe en bedre verden. En skattepolitik, der bakker op om dette, vil blot gøre det lettere for dem og opmuntre til flere investeringer.

Men initiativet til en grundlæggende strukturering af skattepolitikken for sociale virksomheder er vigtigt set fra et andet perspektiv.

Skattelove vil skabe et troværdigt miljø for sociale virksomheder, hvad angår lovgivningsmæssige forhold. Så snart vi går i gang med at udforme en skattepolitik, må vi begynde med at definere de centrale koncepter på en konkret måde: Hvad er en social virksomhed?

Hvilken aktivitet, som en organisation udfører, diskvalificerer den fra at blive betragtet som en social virksomhed? Hvad skal en profitmaksimerende virksomhed gøre for at kunne blive konverteret til en social virksomhed? Hvilke specifikke organisatoriske og finansielle karakteristika adskiller nonprofitorganisationen fra den sociale virksomhed? Og så videre.

Når man har en række klare, statshåndhævede definitioner af social virksomhed, kan man samtidig forhindre skrupelløse forretningsfolk i at stifte falske sociale virksomheder, der fører investorer og forbrugere bag lyset.

228 En af de måder, uærlige personer vil forsøge at snyde investorer på, vil være at hævde, at virksomheden kommer samfundet til gavn, også selv om den ikke gør det. En virksomhed, der ikke gør noget for miljøet, kan skabe et billede af sig selv som forkæmper for miljørigtig erhvervsvirksomhed ved hjælp af en smart og bedragerisk mediekampagne, hvorved man vildleder uskyldige investorer, der måske forbliver uvidende om de reelle forhold. Derfor vil udviklingen af institutionelle faciliteter og metoder til en troværdig vurdering af sociale virksomheder, og den samfundsnytte de gør, være afgørende for konceptets succes. Uafhængige instanser vil også spille en meget vigtig rolle i forbindelse med undersøgelser af sociale virksomheders sociale gennemslagskraft, ligesom det også vil være afgørende, at man udformer metoder til at gennemføre interne evalueringer. For at gøre opmærksom på fejlagtige påstande om såkaldte sociale virksomheders samfundsmæssige gavn kunne det være en god idé at offentliggøre resultaterne af disse undersøgelser på internettet.

En anden udfordring, som bevægelsen for social virksomhed må forholde sig til, er det problem, der er forbundet med, at et produkt eller en serviceydelse, som det er meningen skal hjælpe mennesker i bunden af den sociale og økonomiske pyramide, ikke når frem til disse mennesker og i stedet købes af middelklassen eller de velhavende. Hvis dette sker, vil de goder, som investorernes økonomiske ofre afstedkommer, ende det forkerte sted. For eksempel er Grameen Danone stiftet for at hjælpe de fejl- og underernærede børn i Bangladesh’ landsbyer. Men hvis det sker – på grund af korruption eller en fejlslagen markedsføring – at yoghurten i stedet primært ender på de riges bord, kan hele ideen om Grameen Danone som en social virksomhed blive ødelagt.

Vi har tidligere stået over for dette problem i forbindelse med udformningen af Grameen Banks mikrokreditprogrammer, som primært er rettet mod de fattigste kvinder i Bangladesh. En af de måder, vi har håndteret denne udfordring på, har været at sikre, at de ansatte i vores marketingafdeling og ledelse kender til de lokalsamfund, de

229 servicerer, og er i stand til at sætte efterspørgslen på finansielle serviceydelser ind i en specifik social og økonomisk kontekst.

For eksempel kan det ske, at en velstående kvinde forsøger at blive en del af en gruppe med forbindelse til Grameen Bank for at få et lån, der er tiltænkt fattige kvinder. Vores personale er uddannet til at håndtere dette problem. Eftersom alle indledende samtaler foregår hjemme hos vores potentielle låntagere, ser vi det hus, som den velstående kvinde bor i, og fortæller hende, hvor heldig hun er – heldigere end mange andre i landsbyen, hvis økonomi er meget værre. I de fleste tilfælde er den potentielle kunde enig i denne iagttagelse.

Derefter beder vi hende om at udpege kvinder i sit kvarter, der virkelig er nødlidende. I de fleste tilfælde tager hun denne opgave meget alvorligt og fører os til de kvinder, hvis økonomiske situation er elendig. I sidste instans bliver hun ikke vred over, at vi ikke vil give hende et lån. I de fleste tilfælde er hun snarere glad for, at hun kan være med til at hjælpe sin fattigere nabo med at blive kunde hos Grameen Bank.

Hendes selvværd og status i lokalsamfundet forbedres på grund af den positive rolle, hun nu spiller.

Grameen Bank bruger også en varieret prispolitik som en metode til at sikre, at de økonomiske fordele går til dem, der har mest brug for dem. Vi tager 20 procent i rente fra vores almindelige låntagere.

For nylig begyndte vi også at servicere en anden gruppe af låntagere: tiggerne. De lån, der gives til disse mennesker, er rentefrie – med andre ord 100 procent støttede. Vi har ikke noget problem med at holde disse to markeder adskilte fra hinanden såvel som adskilte fra det bredere lånemarked.

Selvfølgelig er de sociale forhold i lande rundt omkring i verden alle meget forskellige. Metoder til at vurdere individers økonomisk behov må skræddersyes til de lokale forhold. Hvis jeg for eksempel skulle stå i spidsen for et mikrokreditprogram i et land som USA, ville jeg kræve, at potentielle låntagere skaffede en kopi af sidste års selvangivelse, så jeg kunne blive klar over, om de er berettigede til at modtage et lån til en

230 reduceret rente, på samme måde som det kræves af familier, når de ansøger om et studielån eller boliglån til en reduceret rente. I andre lande kunne det være nødvendigt at benytte sig af en anden metode.

Den overordnede pointe er, at man, når man udformer en social virksomhed, må være innovativ, når det drejer sig om på effektiv vis at holde forskellige markeder adskilt fra hinanden. Nogle gange kan det gøres ved hjælp af emballagen og prissættelsen, hvorved man får det samme produkt til at se forskelligt ud, alt afhængig af målgruppen. De fleste folk fra middelklassen og velstående mennesker ville ikke have lyst til at købe produkter, der tydeligvis er emballeret og designet med henblik på at blive købt af fattige mennesker, idet de fornemmer, at de uretmæssigt tilegner sig varer, som det er meningen skal hjælpe de dårligst stillede i samfundet, samtidig med at de også føler, at de mindsker deres egen status ved at købe sådanne varer.

I andre tilfælde kan markeder adskilles efter sted og salgsmetode.

Da vi udformede strategien for Grameen Danone, besluttede vi at placere vores første yoghurtfabrik i et fjernliggende landområde, således at Shokti Doi kunne nå ud til de fattige først i stedet for at ende på markederne i hovedstaden Dhaka. Lokale Grameen-låntagere – fattige kvinder – sælger produktet til deres venner og naboer, der også er fattige kvinder. Med tiden vil vi lancere en anden version af Shokti Doi, der vil blive markedsført til velstående forbrugere i byen til en meget højere pris. Men indtil videre bør den geografiske placering og den markedsføringsstrategi, der forbindes med Grameen Danone, sikre, at fordelene ved produktet når ud til målgruppen.

Når vi taler om social virksomhed, vil markedssegmentering forblive et vigtigt element. Det er dens styrke såvel som dens svaghed. Derfor er der behov for innovative markedsføringsmetoder, så vi kan realisere vores sociale mål, samtidig med at vi opnår økonomisk succes.

Social virksomhed og en forandret verden Med tiden vil der opstå flere institutioner til støtte for det hastigt

231 voksende univers af sociale virksomheder. Vi har brug for formelle systemer til finansieringen af sociale virksomheder, og sociale investeringsfonde som Danone Communities Fund repræsenterer blot en af mange muligheder. Andre indbefatter oprettelsen af nye kommercielle banker og sparekasser, der specialiserer sig i finansiering af projekter for sociale virksomheder, rekruttering af risikovillige, sociale kapitalister og skabelsen af et eftermarked for investeringer i sociale virksomheder. Investorer vil have mulighed for at købe og sælge aktier i sociale virksomheder, ligesom de i dag sælger og køber aktier i konventionelle profitmaksimerende virksomheder. Med tiden vil alle disse og andre finansieringsmekanismer falde på plads.

Der vil snart være brug for et fuldt udbygget socialt aktiemarked, der er viet til handel med aktier i sociale virksomheder. Også her vil det være vigtigt med en klar definition af, hvad social virksomhed er, så man kan bestemme, hvilke virksomheder der er berettigede til at deltage på dette marked. Investorer må have tillid til, at de virksomheder, der findes på det sociale aktiemarked, også virkelig er sociale virksomheder, ikke profitmaksimerende virksomheder forklædt som sociale virksomheder.

Efterhånden som det sociale aktiemarked vokser sig større – og med tiden vil tiltrække tusinder af virksomheder, der bruger forretningspraksisser til at efterstræbe sociale mål – vil flere millioner mennesker verden over, mennesker, der er bekymret for menneskehedens fremtid, bruge tid og energi på at analysere, opspore interessante muligheder og deltage i dette marked. Priserne for aktierne på det sociale aktiemarked vil både afspejle de sociale investorers konsensus og den langsigtede værdi af den virksomhed, hvis ejerskab de repræsenterer. Denne værdi vil imidlertid ikke blive målt i form af forventninger om profit, men snarere i form af den samfundsnytte, der er resultatet af dens virke, eftersom dette er det primære, objektive mål for de sociale investorers stræben.

Man kan let forestille sig, hvordan det sociale aktiemarked vil synlig-

232 gøre og skabe mere opmærksomhed om menneskelige, miljømæssige og økonomiske mål og om de organisationer, der forsøger at realisere disse mål. Hver eneste dag vil The Social Wall Street Journal rapportere om de seneste nyheder om de fremskridt og tilbageslag, som sociale virksomheder over hele verden oplever. Vi vil kunne læse historier som disse: Dhaka, Bangladesh: Den administrerende direktør for Folkets Sanitetsvæsen, en social virksomhed, hvis mission er at tilbyde kloakeringsservice, vandrensningsanlæg og miljøvenlig bortskaffelse af affald mm. af høj kvalitet i byområder over hele Sydasien, offentliggjorde resultaterne af en ny undersøgelse, der viser, at antallet af mennesker, der smittes med smitsomme sygdomme, er faldet med 30 procent i de byer, som virksomheden servicerer. Folkets Sanitetsvæsens aktier steg som følge heraf fra 12,00 til 14,50 på Londons Sociale Aktiebørs …

Eller denne: New York: Ved den årlige generalforsamling for investorer i ­Healthcare for All, en social virksomhed, der tilbyder billige sygesikringer til fattige mennesker i USA, valgte utilfredse investorer en ny bestyrelse og viceadministrerende direktør. “Gennem det seneste år har der været nogle fremskridt hen imod at opnå vores mål om at give alle fattige amerikanere mulighed for at tegne en sygesikring,” sagde talsmanden for de største investorer. “Men vi mener, at vi kan gøre det endnu bedre det kommende år. Den nye ledelse, vi har valgt i dag, vil hjælpe os med at nå dette mål …”

Eller denne: Tokyo, Japan: Lederne fra to af verdens ledende sociale virksomheder, Global Water Supply, der har hovedkvarter i Tokyo, og

233 Agricultural Irrigation Industries, der har hovedkvarter i Seoul, Sydkorea, offentliggjorde i dag planer om at fusionere deres organisationer. Iagttagere vurderer, at fusionen vil føre til større effektivitet og hjælpe begge virksomheder med at nå deres mål om at skaffe rent vand til lave priser til fattige familier og landmænd i 60 ulande. Investorer synes at være enige i denne vurdering. Begge virksomheders aktier steg med mere end 30 procent på Tokyos Sociale Børs i kølvandet på dagens offentliggørelse …

Der vil være et Socialt Dow Jones Indeks, der afspejler den fælles værdi af nogle af verdens største, vigtigste og mest repræsentative sociale virksomheder. Værdien af dette indeks vil stige og falde som reaktion på nyheder om den sociale og samfundsmæssige udvikling i verden.

Efterhånden som forekomsten af fattigdom, sygdom, hjemløshed, forurening og vold mindskes, vil populariteten og værdien af de sociale virksomheder, der arbejder med disse sager, vokse – det samme vil værdien af Det Sociale Dow Jones Indeks. Smarte investorer vil fokusere på flere aspekter af de daglige erhvervsnyheder, og en god dag vil være en dag, hvor både Dow Jones Indeks for de profitmaksimerende virksomheder og Det Sociale Dow Jones Indeks ender i plus. Det vil være ensbetydende med en dag, hvor vores verden både bliver rigere i økonomisk og i menneskelig forstand.

Magasiner om social virksomhed vil kunne findes i aviskiosker, og tv-programmer med interview af førende eksperter i sociale investeringer vil dukke op på nyhedskanalerne. Investeringschefer i sociale investeringsfonde vil konkurrere om at finde virksomheder, der udvikler de mest innovative og stærke redskaber til fremme af sociale fremskridt, og dem med de bedste investeringsresultater vil blive hædret med forsidehistorier i publikationer, der for eksempel kunne hedde Social Business Week eller Social Fortune.

Lederne af førende profitmaksimerende virksomheder som General Electric, Microsoft og Toyota vil fortsat blive feteret i den konventionelle

234 erhvervspresse. Men deres kolleger i verdens førende sociale virksomheder vil nu blive lige så berømte. De administrerende direktører for organisationer, der bekæmper sult, renser den luft, vi indånder, og vaccinerer fattige børn, vil opnå heltestatus for millioner af mennesker, studerende og aspirerende ledere. Deres ledelsesstrategier vil nøje blive gransket, og deres bedrifter vil blive genfortalt i storsælgende bøger. De vil modtage prestigefyldte nationale og internationale priser og æresbevisninger.

Principper for ledelsen af sociale virksomheder vil være et vigtigt element i erhvervsuddannelserne. Studerende, der tager en universitetsgrad i social virksomhedsledelse (en social MBA), forventes at mestre mange af de samme færdigheder som deres studiekammerater, der tager en traditionel MBA: finanser, ledelse, marketing, strategi for personaleudvikling osv. – men uddannelsen vil tage udgangspunkt i et fuldstændig andet perspektiv. Derudover vil de tage kurser i emner, der er relevante for uddannelsen i ledelse af sociale virksomheder, kurser med titler som ‘Fattigdommens samfundsøkonomi’, ‘Forøgelsen af sociale goder til fattige’, ‘Vigtige emner i udformningen af sociale virksomheder’ og ‘Løsninger på sociale problemer ved hjælp af det frie marked’. Der vil være stor efterspørgsel på kandidater, der har taget en sådan uddannelse – efterspørgslen vil komme fra sociale virksomheder, men selvfølgelig også fra profitmaksimerende virksomheder, nonprofitorganisationer og statslige organer, på grund af kandidaternes unikke kombination af mange og stærke analytiske evner og en raffineret, medfølende forståelse for mennesker og deres behov.

Mere end en fantasi Måske lyder ideen om social virksomhed i nogle menneskers ører som ren fantasi, en fantasi om en verden, der aldrig kan realiseres. Men hvorfor egentlig ikke? Hvem har én gang for alle bestemt, at mennesker kun motiveres af penge – at ønsket om at udrette store ting for verden ikke kan være en lige så stærk drivkraft for menneskers adfærd?

235 Folk begejstres over alle mulige former for mål og aktiviteter. Der er i dag millioner af unge mennesker over hele verden, der er opslugt af videospil, hiphopmusik, fodbold, snowboarding og af at lægge ting ud på internettet. De bruger utallige timer på disse aktiviteter, udvikler deres færdigheder, diskuterer aktiviteterne med venner og fremmede og brugte gladeligt hele deres liv på dem, hvis de kunne leve af dem. De elsker disse aktiviteter, som andre mennesker betragter som trivielle eller tåbelige, og de elsker dem, fordi der – i deres øjne – er tale om udfordrende, kreative, konkurrenceprægede og sociale aktiviteter.

Jeg er overbevist om, at de fleste mennesker, især unge mennesker, vil blive enormt begejstrede for social virksomhed og dens potentiale til at forandre verden. Det eneste, der mangler, er den støttende samfundsmæssige og økonomiske struktur, som kan gøre denne virksomhed mulig, som kan lære unge mennesker de nødvendige færdigheder, og som kan opmuntre dem til at deltage i denne virksomhed. Jeg håber, at disse elementer snart vil være på plads.

Eksistensen af sociale virksomheder vil muliggøre en alternativ karriere og et alternativt livsforløb for studerende og andre, der længes efter et meningsfuldt liv hinsides profitten. Drivkræfter af ikke-økonomisk art vil endelig blive anerkendt som de centrale drivkræfter for menneskelig adfærd, som de er. Ønsket om at gøre noget godt for vores medmennesker vil blive anerkendt som en legitim og stærk faktor i verden og vil ikke længere være forvist til ‘velgørenhed’, som det er i dag.

Og vigtigst af alt vil den nye arena for sociale virksomheder gøre det muligt for fattige mennesker selv at udfolde deres enorme talent for iværksætteri, hvorved de kan skabe velstand ikke blot for dem selv og deres familier, men også for de lokale samfund, de lever i.

9 Informationsteknologi, globalisering og en forandret verden

Som vi alle har bemærket, befinder verden sig midt i en revolution, der er drevet frem af informationsteknologi. Forretningsverdenen, statsmagten, uddannelsesinstitutionerne, medierne – alle disse instanser ændres som følge af internettet, trådløs telefoni, adgang til stærk, men billig computerteknologi, kabel- og satellitfjernsyn og andre elementer af den nye informationsteknologi. Men vi har endnu ikke i tilstrækkelig grad indset den nye informationsteknologis potentiale med henblik på at forandre livsvilkårene for de fattigste mennesker i verden.

Det er ikke den store årlige vækst i bruttonationalproduktet, som karakteriserer det nye samfund, der skabes af informationsrevolutionen. Det handler heller ikke om den velstand, som visse mennesker eller virksomheder akkumulerer ved at bruge denne teknologi.

Den nye informationsteknologis unikke bidrag skyldes én grundlæggende kendsgerning: Den skaber nye relationer mellem mennesker.

Og denne forandring vil uundgåeligt have stor betydning for fattige menneskers liv, især for fattige kvinder og børn.

Hvordan vil den nye informationsteknologi påvirke verdens fattigste økonomier? Der er groft sagt to muligheder. Én mulighed er, at fremvæksten af nye økonomiske kræfter, der drives af informationsteknologien, og disse kræfters stadigt stigende styrke i verdensøkonomien, vil betyde, at nationer, der var små, svage og fattige under det gamle system, vil blive yderligere marginaliserede, hvilket vil

237 gøre det endnu vanskeligere for dem at konkurrere på verdensmarkedet. I forbindelse med dette scenario vil informationsteknologi gøre den nuværende udvikling hen imod en ukontrolleret globalisering endnu stærkere og endnu sværere at stoppe. Globale virksomheder vil diktere vilkårene for de svage økonomier, der ikke vil have andet valg end at underkaste sig. Deres rolle i den nye informationsdrevne økonomi – hvis de da overhovedet vil spille nogen rolle – vil være at tilvejebringe de simpleste serviceydelser og de billigste, mindst differentierede produkter, mens størstedelen af de økonomiske gevinster vil falde i hænderne på deres bedre uddannede, rigere, mere udviklede og mere magtfulde pendanter på den nordlige halvkugle.

Men der er også en anden mulighed, en mulighed, der er den totale modsætning til det pessimistiske scenario. Det er muligt, at den nye informationsteknologi vil brede sig til de søvnige, tilbagestående økonomier i det globale Syd så hurtigt, at disse økonomier vil vågne op til dåd.

Hvis lederne i den tredje verden er kloge, og hvis befolkningerne er ivrige og energiske, kan den nye informationsteknologi gøres til en magisk tryllestav. Håndteringen og videregivelsen af elektronisk information overvinder afstande i tid og rum og kan dermed anvendes til at fjerne mange af de hindringer, der tidligere udelukkede udviklingslandene fra at deltage fuldt ud i den globale økonomi. Den nye informationsteknologi kan blive en betydningsfuld, udjævnende faktor og gøre det muligt for mennesker og virksomheder i lande fra Bangladesh til Bolivia at konkurrere på lige fod med lignende foretagender i USA og Europa.

Det er dette andet scenario, som jeg håber, kan og vil finde sted – forudsat at vi har viljen til at arbejde for, at det sker.

Der er skeptikere, der mener, at de fattige økonomier ikke er i stand til at bruge informationsteknologi som en løftestang for vækst. I dette kapitel vil jeg vise, hvordan den nye informationsteknologi kan gøre det muligt for fattige økonomier at tage afsked med tidligere tiders fejlslagne forsøg på økonomisk udvikling og med succes blive integreret i verdensøkonomien meget hurtigere, end nogen kunne have

238 forudset. Jeg vil også opregne nogle af de praktiske, konkrete skridt, der kan tages af både de rige lande og de fattige for at sikre, at fordelene ved informationsteknologi deles af alle, herunder dem, der i dag er blandt de mindst privilegerede mennesker i verden.

Globalisering er en anden tendens, der forandrer vores verden, både økonomisk og socialt. Og ligesom det er tilfældet med informationsteknologi, kan globaliseringen enten være en drivkraft for positive forandringer for fattige mennesker eller blot endnu en måde at marginalisere og udnytte dem på. Åbne markeder er vigtige for økonomisk vækst. Frihandel kan potentielt gavne alle mennesker. Men vi har brug for et velgennemtænkt globalt regelsæt, hvis vi skal nå dette mål. Uden et sådant regelsæt vil de rigeste og stærkeste virksomheder og lande dominere de fattigere og svagere. I stedet kan globaliseringen styres på en sådan måde, at mindre udviklede samfund og individer kan finde deres egen plads og – med tiden – indhente deres stærkere naboer.

Hvis disse to tendenser – informationsteknologirevolutionen og globaliseringens fremvækst – ledes ad positive kanaler, kan en social revolution finde sted i kølvandet på den igangværende revolution inden for teknologiens og økonomiens felter. Der vil opstå hidtil usete muligheder for personlig og økonomisk frihed, som mennesker verden over vil nyde godt af.

Kvinder og børn er to grupper, der kan spille en vigtig rolle i forbindelse med denne revolution, og som vil være blandt dem, der får mest gavn af den. Disse to grupper, som får mulighed for at udfolde den kreativitet, som tidligere har været undertrykt, kan føre verden ind i en ny æra præget af vækst og velstand. Den nuværende generation af ledere har til opgave at sikre, at dette sker.

Informationsteknologiens evne til at hjælpe fattige Informationsteknologi kan på flere forskellige felter spille en stor rolle i kampen for at afskaffe fattigdom. Her er nogle af den nye informati-

239 onsteknologis unikke styrker i forbindelse med at hjælpe verdens fattigste mennesker: • Den nye informationsteknologi kan være med til at integrere fattige mennesker i globaliseringsprocessen ved at udvide deres markeder ved hjælp af e-handel. Traditionelt er fattige blevet snydt af mellemmænd, der har kontrolleret deres adgang til markedet, dikteret forretningsbetingelserne og taget en stor del af profitten. Hvis den nye informationsteknologi anvendes korrekt, kan den i vid udstrækning eliminere mellemmænd, der ikke skaber en unik værdi – informationsteknologi kan gøre det muligt for mennesker i de fattigste lande at arbejde direkte sammen med forbrugere i den udviklede verden og skabe internationale jobmuligheder gennem elektronisk muliggjort outsourcing.

• Den nye informationsteknologi kan fremme selvstændigt erhverv blandt fattige mennesker, frigøre dem fra deres afhængighed af arbejdsgiverne i de virksomheder, hvor de søger arbejde, eller af regeringens jobskabende initiativer og frigøre deres kreativitet, energi og produktivitet. Udstyret med en mobiltelefon og en internetforbindelse kan en landsbybeboer i Bangladesh etablere en virksomhed, der betjener kunder i Dhaka eller Mumbai, London eller New York og hæve sig over lokale økonomiske konjunktursvingninger og lokale markedsbetingelser.

• Den nye informationsteknologi kan smertefrit levere uddannelse, viden og færdighedstræning til fattige mennesker. En stor hindring for økonomiske fremskridt for indbyggerne i ulandene har været de store vanskeligheder og omkostninger og det besvær, der har været forbundet med at få lærere, konsulenter og andre leverandører af udefrakommende ekspertise til fjerne landsbyer, der er adskilt fra de store byer af bjerge, floder, jungler, ørkener eller af flere hundrede kilometer dårlige veje. Internettet

240 fjerner sådanne hindringer og gør det for eksempel muligt for en mælkeproducent i en fjern region i Bangladesh eller Peru at konsultere en landbrugsekspert i Beijing eller Chicago om de nyeste teknikker til forbedring af kvægets sundhed og ydelse.

Det bedste aspekt ved informationsteknologien er, at den ikke kan kontrolleres af en enkelt ejer eller myndighed. Den er et styrkende redskab, der forbedrer menneskers muligheder og bringer en verden af viden ind i deres hjem. Når en fattig økonomi forsynes med informationsteknologi, skaber denne teknologi flere valgmuligheder og nye relationer og erstatter det traditionelle ensrettede forhold mellem de rige og de fattige med en række mangfoldige og globale forhold, hvor de fattige er med på lige fod.

Mange mennesker i udviklingslandene tror, at informationsteknologi er fuldstændig irrelevant for fattige menneskers problemer. Ifølge denne opfattelse er informationsteknologi for kompliceret, for dyr og for upraktisk for fattige mennesker.

Denne holdning forekommer måske at være nøgtern og fornuftig på et abstrakt niveau. Alligevel har jeg oplevet visionær teknologis kraft til at forandre meget fattige menneskers liv – skeptikernes negative forudsigelser modbevises af praksis.

Da vi etablerede vores mobiltelefonselskab Grameen Phone i 1996, gav skeptikerne i grunden udtryk for følgende holdning: “I må være skøre, når I tror på, at I kan sælge mobiltelefoner til fattige kvindelige analfabeter i Bangladesh’ landsbyer. Ingen af dem har set en almindelig telefon i hele deres liv! De har ikke råd til en telefon, de ved ikke, hvordan de taster et nummer, og hvem skulle de i det hele taget ringe til? Hele ideen er sindssyg! I bør holde jer til det, I kender til, og overlade de højteknologiske ting til de store virksomheder og de teknologiske eksperter.”

Men realiteten er, at Grameens telefondamer har været en stærk drivkraft for social, økonomisk og teknologisk forandring i Bangladesh. De fungerer som informationslivliner for deres landsbyer og

241 grundlægger små virksomheder, der både gavner dem selv og deres familier. Deres telefoner kan også forbindes med internettet. De er nu også ved at udvikle sig til ‘internetdamer’. Efterhånden som teknologien fortsætter med at udvikle sig, vil de være de første til at bringe den superstærke, digitale ånd til Bangladesh’ fjerne og tidligere isolerede landsbyer. De vil på denne måde hjælpe deres naboer med at løse problemer og opdage muligheder, der tidligere var reserveret de højtuddannede og velstående borgere. Landsbybeboerne kan via internettet få adgang til hele verdens information, serviceydelser og økonomiske netværk.

Og hvad angår dem, der tvivler på fattige, kvindelige analfabeters evner til at spille en sådan rolle: Jeg husker, at jeg ved en lejlighed spurgte nogle af de første telefondamer: “Har I svært ved at taste telefonnumrene ind?”

De sagde samstemmende, at de ikke havde nogen problemer desangående. En af kvinderne rejste sig op og udbrød: “Sæt et bind for øjnene af mig og sig et nummer, jeg skal taste ind! Hvis jeg ikke taster rigtigt første gang, afleverer jeg min telefon og siger mit job op!”

Jeg var forbløffet over hendes tro på egne evner. Men dette er rent faktisk, hvad der sker, når man giver fattige mennesker en mulighed for at vise, hvad de kan – de griber næsten altid muligheden og får det bedste ud af den.

En anden Grameen-virksomhed (Grameen Communication) er allerede ved at opstille internetkiosker i landsbyerne og vil drive dem på et kommercielt grundlag. Vi er blevet glædeligt overrasket over at se landsbybeboernes reaktion på muligheden for at bruge internettet og andre computerserviceydelser. Mange unge mennesker melder sig for et beskedent gebyr til kurser for at lære at bruge en computer. I landsbyer, hvor det nationale ledningsnet ikke når ud, giver solenergipaneler, der er bragt på markedet af Grameen Shakti, strøm til mobiltelefoner og computere.

Både mikrokredit og informationsteknologi kan forbedre fattige

242 menneskers vilkår, især fattige kvinders, på måder, der rækker langt ud over, hvad der kan gøres op i dollars og cents. Jeg er overbevist om, at den bedste måde at bekæmpe fattigdom på er at give fattige kvinder den værdighed, de fortjener, og mulighed for at blive selvhjulpne.

Redskaber som informationsteknologi og mikrokredit gør dette på en meget effektiv måde og forstærker gensidigt hinanden i processen.

Hermed ikke være sagt, at de problemstillinger, som skeptikerne peger på, overhovedet ikke er relevante. Fattige menneskers og analfabeters mulighed for at kunne betale og bruge den nye informationsteknologi er afhængig af, at det institutionelle miljø, der omgiver de fattige, er det rette, og af afkastningsgraden af de investeringer, disse institutioner må foretage. Mikrokredit kan være dette passende og støttende institutionelle miljø – de tusindvis af telefondamer, der købte deres udstyr ved hjælp af lån fra Grameen Bank, og som har forvandlet deres beskedne teknologiske udstyr til blomstrende lokale virksomheder, har med succes demonstreret dette.

En anden fejlagtig opfattelse er, at ulande må anvende samme udviklingsstrategi, som udviklede lande fulgte for årtier eller endda århundreder siden. Nye teknologier muliggør, at der kan tages store og hurtige skridt i udviklingsprocessen. Det er ikke nødvendigt, at et udviklingsland i Asien, Afrika eller Latinamerika opbygger et netværk af fastnettelefonforbindelser for at kunne tilbyde telefonservice, sådan som man gjorde i Europa og Nordamerika i slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede. I stedet kan disse regioner springe direkte til trådløs mobiltelefonservice og undervejs spare en enorm sum penge, flere år i udviklingsprocessen og dyrebare ikke-vedvarende ressourcer (som det kobber, der engang blev brugt til fremstillingen af telefonledninger).

Kina, Indien, Bangladesh og mange andre lande har taget nøjagtig dette spring. Udbredelsen af mobiltelefoner spreder sig i disse lande som en steppebrand. Nu er udfordringen at opdage alle de måder, hvorpå mobiltelefoner kan forbedre livet for de mennesker, der ejer dem.

243 På samme måde er det måske ikke nødvendigt, at et udviklingsland går igennem en fase præget af tung industri, en fase med vægt på stål, biler og maskiner. I stedet kan et sådant land udvikle sin økonomi omkring moderne informationsteknologier såsom udvikling af software, serviceydelser og produktionen af en lang række forbrugsvarer. Frisk, fordomsfri tænkning skaber en lang række muligheder for at integrere udviklingslandene i verdensøkonomien med en forbløffende hastighed og effektivitet.

Tilpasning af teknologien til fattiges behov Der tales meget om den digitale kløft – den store kløft mellem rige og fattige i form af deres adgang til og evne til at bruge den nyeste informations- og kommunikationsteknologi. Jeg deler denne bekymring.

Hvis der ikke gøres noget ved dette problem, vil den digitale kløft i stigende grad bidrage til videnskløften, færdighedskløften, mulighedskløften, indkomstkløften og magtkløften.

Der er imidlertid ingen grund til at antage, at den digitale kløft er permanent og uundgåelig. Der kan gøres meget for at afhjælpe problemet.

Arbejdet må begynde med en ny strategi for udvikling af it-produkter og it-serviceydelser. Virksomheder kan ikke blot tage deres traditionelle produkter, fjerne noget af ekstraudstyret og derefter prøve at sælge den billigere version til mennesker i fattige lande. I stedet må informationsteknologi til ulandene designes forfra – de, der designer it-produktet og it-serviceydelsen, bør tænke på en fattig kvinde i et fattigt land, når produktet eller serviceydelsen designes. Hvad er hendes daglige problemer? Hvordan kan mit apparat, min anordning, min serviceydelse hjælpe hende med at løse disse problemer? Svarene på disse spørgsmål vil være en hjælp i forbindelse med at skabe produkter og serviceydelser, der for alvor kan revolutionere det fattige menneskes verden. Løsningen involverer måske konstruktion af en splinterny chip, et nyt apparat, en ny internetforbindelse, et nyt operativsystem, et nyt interface – et nyt hvad som helst.

244 Det ultimative redskab for den tredje verden – et redskab, som jeg gerne ser it-virksomheder udvikle – er et apparat, der kan være en konstant ledsager for den fattige kvinde i den tredje verden. Det kunne være en ny slags apparat – ikke en bærbar computer, en håndholdt pda (personlig digital assistent) eller en mobiltelefon. Det kunne være en ny dims, som i dag kun eksisterer som glimt i en eller anden visionær designers hjerne.

Hvordan det end ser ud nøjagtig, vil dette nye apparat have potentialet til at forandre den fattige kvindes liv. Det kunne blive hendes faste ven, filosof, vejleder, erhvervskonsulent, sundheds-, uddannelses- og marketingkonsulent, lærer – hendes forbindelse til den store verden, hendes digitale Aladdins lampe. Hun vil røre ved lampen eller sige et magisk ord efter eget valg, og den digitale ånd vil vise sig og være klar til at hjælpe hende med at finde den løsning, hun søger. Med hjælp fra sin teknologiske ven vil hun skridt for skridt komme ud af sin skal og opdage sine talenter og løfte sin familie ud af fattigdommen. Hendes børn vil til gengæld vokse op med it-ånden som deres bedste ven og mentor.

Der er mange ressourcestærke mennesker og organisationer i verden, der arbejder hårdt for at afskaffe fattigdommen. Det er nødvendigt, at de bruger deres indflydelse til at inspirere it-industrien til at udvikle infrastruktur, produkter, apparater, handlingsprocedurer, aktiviteter, systemer og serviceydelser, der passer til fattige mænds og kvinders behov rundt omkring i verden.

One Laptop per Child-projektet og Intels Classmate PC-projekt er lovende eksempler. Det sender et stærkt signal at give et barn en bærbar computer: Gå på opdagelse i dig selv, gå på opdagelse i verden og skab din egen verden. Der er intet til hinder for, at alle udviklingslande skulle kunne blive en del af det eksisterende projekt. Hvis man giver alle børn – rige og fattige, drenge og piger, i byerne og på landet – adgang til computere og internettet, kan man kompensere for den nuværende store kvalitetsforskel på de uddannelsesmuligheder, der er tilgængelige for rige og fattige.

245 Men der er brug for langt flere af disse projekter. Hvorfor kan de fremragende hjerner i Silicon Valley for eksempel ikke udvikle en stemmestyret it-terminal til en fattig analfabet, en terminal, som kun kræver lidt eller slet ingen oplæring? Dette apparat ville selv kunne vejlede personen i de muligheder, den tilbyder. Brugeren af dette apparat ville føre samtaler med det, ligesom han eller hun taler med sine venner. Jeg har svært ved at tro, at en sådan udfordring er uden for mulighedernes rækkevidde – det må kunne udvikles af kreative genier som dem, der udviklede det grafiske brugerinterface, World Wide Web og iPod’en.

En anden aktuel udfordring, der venter i informationsteknologiens verden, er sprogproblemet. Det enorme omfang af indhold og ressourcer på internettet er i dag primært tilgængeligt på engelsk, kinesisk og en håndfuld andre store sprog. Det vurderes, at omkring 80 procent af indholdet på internettet er på engelsk, hvilket automatisk udelukker en uhyre stor del af verdens befolkning.

I den ideelle it-verden vil der kun være et sprog – dit eget. Al information og alle ideer vil være formuleret på dit eget sprog, uanset hvilket sprog det så er. Som it-bruger behøver du ikke engang vide, at der eksisterer andre sprog. Når du søger på internettet, vil du kunne se alt på dit eget sprog; når du modtager et telefonopkald fra et eller andet sted i verden, vil du høre stemmen i den anden ende tale dit sprog – der foregår en automatisk tolkning og oversættelse, uden du er klar over det. På samme måde vil du kunne tale til computeren på dit eget sprog og få computeren til at konvertere det til hvilket som helst sprog efter dit valg.

Lyder dette utroligt? Visionært? Umuligt? Ikke mere end internettet selv – hvis nogen for 50 år siden havde vovet at beskrive det, ville det være blevet afvist som en absurd fantasi.

Den nye informationsteknologi befinder sig stadig i sin barndom.

Vi kan ikke engang forestille os, hvad den vil bringe os i løbet af den næste generation eller to. Men jeg ønsker ikke at tale om, “hvad den

246 vil bringe os”. Dette er udtryk for en meget passiv livsanskuelse. Jeg vil hellere tænke over, “hvad vi ønsker, at informationsteknologien skal bringe os”. Det er vores opgave at finde ud af, hvor vi vil hen, og at lede verdens producenter, udviklere og forhandlere af informationsteknologi hen imod disse mål.

En af de potentielle fordele ved den nye informationsteknologi er, at den kan være med til at afhjælpe det store problem med overbefolkning og sammenbrud af infrastrukturen i den tredje verdens byer.

E-handel kan være med til at modvirke overbefolkning i byerne. Når hvert eneste sted på jorden er forbundet med ethvert andet sted via internettet, behøver et ambitiøst, fattigt ungt menneske fra en fjern landsby ikke længere at migrere til en stor by for at få et bedre job. Han kan gøre det samme – eller grundlægge sin egen virksomhed – med udgangspunkt i sit eget hjem i landsbyen. Selvfølgelig vil også købere af serviceydelser drage fordel af den nye gensidige forbundethed. For eksempel vil en syg person kunne vælge imellem at konsultere en læge i sin egen by, en i Bangladesh, en i Japan eller en læge i hvilket som helst andet land i verden. Grænser og afstande vil næsten ikke betyde noget: viden, talent og evner vil betyde alt.

Dette nye, elektronisk muliggjorte interface mellem en stat og dens borgere har potentialet til at ændre hele styreformen. Selve forestillingen om en ‘hovedstad’ kan ændre sig, så den ikke længere giver mening. Med den nye informationsteknologi er det ikke nødvendigt, at alle regeringskontorer ligger i én bestemt by – eller i det hele taget i en by. De kunne være placeret i små landsbyer over hele landet og skaffe job til tusinder af mennesker, der har brug for dem.

Ideen om en universitetscampus må også redefineres, fordi hverken de studerende eller lærerstaben behøver at være samlet et sted.

Den bedste afgangsstuderende på Harvard Business School årgang 2020 kan være en ung kvinde, der aldrig har forladt sin landsby i Etiopien.

Den nye informationsteknologi kan være en magisk platform for

247 skabelsen af store forandringer inden for mange forskellige felter: sundhed, ernæring, uddannelse, udvikling af færdigheder, børneforsorg, marketing, finansielle transaktioner, outsourcing og miljøspørgsmål. Den nye informationsteknologis styrker er kun begrænset af vores forestillingsevne.

Selvfølgelig kræver det konkret handling at realisere disse drømme.

En sådan mulighed opstod, da Craig Barrett, bestyrelsesformand i Intel Corporation, i september 2007 besøgte Dhaka. Vi blev enige om at indgå et joint venture, en social virksomhed med navnet Intel Grameen. Vi arbejder nu på at etablere denne virksomhed, der kan tage fat på mange uudforskede spørgsmål, der er relateret til informationsteknologi.

Social virksomhed og it-revolutionen Teknologi bør udnyttes til at skabe et bedre liv for alle, ikke kun de velstående. Men på et frit marked er det de profitmaksimerende virksomheder, der bestemmer, hvad teknologien bruges til. Virksomhedsstrateger bestemmer, hvad midlerne til forskning og udvikling skal investeres i – de vælger de produkter og serviceydelser, der udvikles, og de udvikler markedsføringskampagner, der kan overbevise forbrugerne om, at de produkter, deres virksomheder producerer, netop er dem, alle har brug for.

Men når det drejer sig om den nye informationsteknologi, er ‘business as usual’ imidlertid ikke acceptabel. De spirende teknologier vil være så overvældende vigtige for udformningen af vores liv i fremtiden, at vi ikke alene kan overlade udviklingen af morgendagens informationsteknologi til de beslutninger, der tages i de profitmaksimerende virksomheders bestyrelseslokaler. I stedet må sociale virksomheder træde til og spille en vigtig rolle i forbindelse med næste generation af informationsteknologi.

Jeg mener, at det bedste sted at påbegynde denne opgave er hos det enkelte individ, især hos individer, der er it-entusiaster og har en fod indenfor i forretningsverdenen, kunstverdenen, den akademiske ver-

248 den eller videnskabs- og teknologiverdenen. Der er tusinder af dygtige, idealistiske mennesker af den slags rundt omkring i verden, mennesker, der gerne bruger deres tid, energi og talent på at finde på måder at bruge informationsteknologi til at hjælpe fattige mennesker med at undslippe fattigdommen. Informationsteknologi kan i sig selv samle disse individer – ved hjælp af internettet kan en stærk global gruppe af mennesker, der ønsker at bruge informationsteknologiens styrke til at løse verdens alvorligste sociale og samfundsmæssige problemer, opbygges.

Jeg foreslår, at man giver denne potentielle bevægelse en struktur og opretter en paraplyorganisation, der inkarnerer og støtter den.

Den kan begynde som en virtuel organisation og senere oprette et eller flere fysiske kontorer, efterhånden som bevægelsen vokser i styrke, rigdom og indflydelse. Vi kan kalde denne organisation for Center for International Initiatives for IT Solutions to End Poverty – eller også blot it Solutions to End Poverty (ISEP).

Hvordan bliver ISEP grundlagt? Ethvert individ, enhver gruppe af individer eller enhver organisation (virksomhed, NGO, fond eller akademisk institution) kan grundlægge ISEP ved at præsentere et idegrundlag på internettet og opfordre andre til at tilslutte sig netværket.

Når organisationen først begynder at vokse, kan der afholdes en konference (virtuel eller fysisk), hvor man vælger en ledelse, løser ledelsesspørgsmål og vælger en person, der juridisk har ret til at tage imod midler, og som kan repræsentere netværket i offentligheden.

ISEP vil sandsynligvis have en række aflønnede ansatte såvel som frivillige hjælpere og praktikanter, der udfører opgaver for netværket. Organisationens egentlige legitimitet og myndighed vil imidlertid komme fra medlemsskaren – dynamiske og fantasirige mennesker og organisationer, der ønsker at bidrage med deres talenter i arbejdet med at designe, udvikle, teste, implementere og markedsføre it-løsninger for fattige mennesker. I stedet for blot at drive et centralt center et bestemt sted kunne ISEP drive en række centre forskellige steder i verden – disse centre kunne netværke og konkurrere med hinanden i bestræbelsen på at opnå det samme

249 formål: at afskaffe fattigdommen.

Der vil blive brug for midler til at ansætte personale, til at drive et eller flere kontorer, til at udvikle systemer, processer, løsninger og produktprototyper og til konkrete forsøg og eksperimenter, som netværket ønsker at udføre. Ledelsen af ISEP vil være ansvarlig for at finde disse midler. Til at begynde med vil denne støtte sandsynligvis kunne komme fra fonde, virksomheder og regeringer. Senere kunne et konsortium af donorer og bidragydere oprette en fond til at støtte ISEP’s centrale projekter, og alle virksomheder, der producerer og markedsfører it-produkter og serviceydelser – Microsoft, Apple, Google, Dell, Infosys, Intel, eBay og lignende – kunne opfordres til at bidrage med midler. Og måske kunne ISEP modtage projektstøtte fra stater, virksomheder i it-branchen, andre virksomheder, fonde og rige enkeltpersoner. Med tiden vil ISEP kunne generere midler ved at sælge intellektuelle ejendomsrettigheder til de produkter og serviceydelser, som organisationen udvikler, og den kan tjene penge ved at sælge sine serviceydelser, publikationer og produkter.

Pengene til at grundlægge ISEP eksisterer uden tvivl. Det, der mangler, er at fokusere på informationsteknologi til fattige mennesker, viljen til at etablere et verdensomspændende netværk af mennesker, der netop fokuserer på dette, og den visionære ledelse bestående af nogle få stærke individer, der vil styre denne proces.

Jeg kunne lave en lang liste af projekter, som ISEP-medlemmer eller ISEP-centre kunne stå i spidsen for. Her er blot nogle få af dem: • ISEP kunne finde på direkte anvendelige ideer til sociale virksomheder, hvor man ved hjælp af informationsteknologi kunne forsyne fattige med serviceydelser såvel som markedsføre fattiges produkter og serviceydelser på et større marked. ISEP kunne også offentliggøre sådanne ideer så bredt som muligt, så sociale investorer kunne blive interesseret i at omsætte disse ideer til konkrete sociale virksomheder.

250 • ISEP-medlemmer kunne udvikle prototyper til it-infrastruktur og it-informationssystemer for programmer til bekæmpelse af fattigdom overalt i verden og serviceydelser relateret til disse programmer.

• ISEP-medlemmer kunne studere forholdet mellem fattiges informationsbehov (især de behov, der er relateret til deres erhvervsproduktivitet) og eksisterende it-kapaciteter og derefter proaktivt udvikle de applikationer eller systemer, der kan være til gavn for de fattige.

• ISEP kunne identificere den it-infrastruktur, der kræves for at kunne forsyne fattige mennesker med uddannelse, sundhedsydelser og juridiske serviceydelser, og tilbyde konsulentservice til regeringer, NGO’er og virksomheder, der er interesserede i at opbygge den nødvendige infrastruktur.

• ISEP kunne opbygge informationsnetværk på baggrund af geo­ grafiske områder (nationale eller regionale), sager og emner relateret til fattigdom (landbrug, produktmarketing, sundhed, uddannelse, juridisk bistand, kvinder, børn, nødlidende, indfødte befolkningsgrupper osv.) og typer af deltagere (individer, NGO’er, stater, virksomheder osv.)

• ISEP kunne oprette en database for færdigheder, viden og teknologier til brug for regeringer, internationale institutioner, virksomheder og NGO’er, der arbejder eller planlægger at arbejde med programmer til bekæmpelse af fattigdom og med sociale virksomheder, og udvikle sig til en central for forbindelsen mellem mennesker og ideer.

• ISEP kunne stille elektroniske hjælpemidler til rådighed, som kunne være med til at fremme og bevare indfødte og fattige folks kunst og kultur.

ISEP vil kunne udvikle sig til et dynamisk netværk af institutioner og personer over hele verden, der alle arbejder hen imod realiseringen af fælles mål, som formuleres, defineres og overvåges af et ledelses- og sty-

251 ringsteam. ISEP kunne indgå strategiske partnerskaber med førende itvirksomheder og deres personale, med forskningsinstitutioner, akademiske institutioner, aktivistgrupper, finansielle institutioner, mikrokreditinstitutioner, udviklingsorganisationer, sundheds- og uddannelsesinstitutioner og professionelle folk fra forskellige samfundslag.

Jeg håber, at der et eller andet sted i verden er en person, som læser dette, og som vil acceptere udfordringen om at søsætte dette initiativ til en organisation, der arbejder med it-løsninger til afskaffelse af fattigdom, ISEP.

It-revolutionen og demokrati Informationsteknologi har potentialet til at påvirke verden på mange andre planer end blot det økonomiske. Måske er det vigtigste af disse det politiske område. Det er et spørgsmål, som jeg betragter som enormt vigtigt, eftersom afskaffelsen af global fattigdom aldrig kan blive en realitet, før fattige mennesker får deres retmæssige mulighed for at deltage som fuldt myndige borgere i frie samfund.

Desværre har den politiske udvikling i mange lande været meget frustrerende, for at sige det mildt. Vi ser alt for ofte, at der investeres store summer penge i at købe til sig magten, at medierne manipuleres for at skabe falske indtryk af kandidater, og at der bruges beskidte tricks i forbindelse med smædekampagner mod politiske modstandere og endda i forbindelse med forsøg på at snyde sig til valgsejre. I nogle lande har enheder af de væbnede styrker eller private militser taget kontrol over regeringsmagten. Alt for ofte virker det, som om ‘folkets magt’ er forsvundet fra det politiske felt og er blevet erstattet af pengenes magt, musklernes magt eller endda våbenmagt.

Vi ser disse demokratiske problemer i nogle af verdens største og mest magtfulde lande, fra USA til Rusland. Der eksisterer lignende problemer i Bangladesh, hvor politisk korruption, vrangbilledet af selve formålet med at have en regering, og udnyttelse af økonomiske midler er blevet stadig mere udbredt. (Her i 2007 forsøger et ikke-politisk forretningsmi-

252 nisterium, mens der er erklæret undtagelsestilstand, at udnytte muligheden for at rense ud i de politiske partier og det politiske system. Indtil videre synes de at have succes med dette, selv om endnu meget mangler, før Bangladesh kan kaldes for et egentligt og levende demokrati.)

Som følge af demokratiske problemer mister mennesker rundt omkring i verden tillid til den politiske proces. Især unge mennesker er blevet apolitiske og vender ryggen til et system, som de betragter som håbløst kompromitteret. I dette spændte klima forsøger politikere at konsolidere deres magtbase ved at give næring til had mellem borgere, etniske grupper, religioner og nationer. Visionære ledere, der kan samle folk og nationer, bliver sjældnere og sjældnere. Hvis vi blot havde nogle få sådanne visionære ledere i Sydasien, ville problemer som spørgsmålet om Kashmir og andre konflikter havde været løst fredeligt for mange år siden.

Demokrati er den bedste politiske ramme til frigørelse af kreative menneskers energi, især unge menneskers. Et sandt demokrati styrker sine borgere. Når borgerne tvinges i opposition til deres egne regeringer eller må kæmpe for at overvinde unødige hindringer, som staten er ansvarlig for, blot for at klare sig til dagen og vejen, kan hverken friheden eller det frie initiativ blomstre.

I dag tilbyder den nye informationsteknologi et stærkt redskab til støtte for et egentligt demokrati.

Viden er magt. Derfor er regeringer, der forsøger at herske over befolkningen i stedet for at tjene dem, så ivrige efter at opretholde deres kontrol over informationsstrømmen. Ved at gøre en sådan centraliseret kontrol langt vanskeligere at opretholde opstiller den nye informationsteknologi, især internettet, enorme hindringer for aspirerende tyranner.

Informationsteknologi fjerner mellemmænd. Som følge heraf trues både økonomiske og politiske mellemmænd af informationsteknologien. Takket være internettet kan et individ meddele sig til hele verden uden at blive kontrolleret af et mellemled (et af disse

253 mellemled kan være de traditionelle nyhedsmedier, der i svage demokratier ofte er partiske eller kontrolleret af regeringen). Dette gør informationsteknologien til et stærkt talerør for folket, især for minoritetsgrupper, fattige mennesker og geografisk isolerede befolkningsgrupper. Informationsteknologi reducerer også det forbrug af tid, energi og penge, det kræver at kommunikere med et stort antal mennesker. Tiden med hjemmelavede løbesedler, hemmelige radioudsendelser eller håndskrevne manuskripter, der til stor fare og med store omkostninger for forfattere og distributører blev sat i cirkulation, er mere eller mindre et overstået kapitel. Når jeg i dag lægger en tekst, et fotografi eller et videoklip ud på en hjemmeside, kan hele verden se det. Det har aldrig været nemmere at netværke med ligesindede mennesker.

Disse muligheder er vigtige for udfoldelsen af demokratiet alle steder i verden. Men de er særligt vigtige i nye nationer, som kæmper for at skabe et reelt demokrati.

Den nye informationsteknologi er også med at til at styrke den enkelte borgere ved at give dem direkte adgang til de offentlige myndigheder og det politiske system. I Bangladesh har vi forsøgt at gøre dette på vores egen beskedne måde gennem vores telefondamer. Hver gang en ny Grameen-telefondame starter sin virksomhed, giver vi hende en liste med vigtige telefonnumre, inklusive nummeret på det lokale medlem af parlamentet, lederen af den lokale statsadministration, politiinspektøren, de lokale sygehuse og andre relevante embedsmænd – op til og inklusive Bangladesh’ regeringsleder. Vi forklarer hende, at disse numre kan bruges, når som helst hun selv eller landsbyens folk har et problem og har brug for statens hjælp. Det er en symbolsk ges­ tus, men også et meget reelt tegn på den indflydelse, som det kan give enkeltindivider at være elektronisk forbundet med deres omverden.

Der er eksempler på, at Grameens telefondamer rent faktisk har brugt denne mulighed. En af mine yndlingshistorier handler om en telefondame i en landsby, hvor en forbrydelse var blevet begået – en

254 ukendt fremmed havde overfaldet en lokal beboer og var hurtigt forsvundet. Landsbyens folk var vrede og fortvivlede, og den kendsgerning, at den lokale politiinspektør ikke reagerede på deres henvendelser, gjorde dem alle endnu mere vrede.

Tidligere ville de ikke have haft de store muligheder for at gøre noget ved dette problem. Men telefondamen sagde: “Bare rolig. Jeg ringer til politiinspektøren.” Hun ringede ham op og sagde: “Folk i vores landsby er meget vrede over, at du ikke har reageret på vores opkald.

Jeg vil bede dig om med det samme at sende nogle politifolk til vores landsby, så vi kan få undersøgt denne forbrydelse. Ellers vil jeg ringe til regeringschefens kontor – jeg har nummeret lige her.”

Politiet ankom inden for en time.

Endelig kan den nye informationsteknologi styrke demokratiet ved at etablere en platform for borgeraktivisme. Dette aspekt af teknologien blev på levende vis demonstreret i 2001 i verdens største demokrati – Indien. To unge journalister afslørede ved hjælp af skjult kamera et åbenlyst tilfælde af bestikkelse, hvor en regeringsembedsmand modtog et bundt pengesedler, i alt 100.000 rupier (svarende til omkring 10.000 kr.), for at indgå en forsvarskontrakt. De to journalister lagde filmen ud på en nyhedsside på nettet ved navn Tehelka.com. Folk blev så oprørte, at forsvarsministeren og flere af hans kolleger måtte træde tilbage med det samme for at afværge den siddende regerings totale sammenbrud.

Det er sjovt – de fleste indere er af den overbevisning, at der gives og modtages bestikkelser for mange millioner dollar hvert år bag lukkede regeringsdøre. Men det rent faktisk at se disse penge blive udvekslet havde en utrolig indflydelse på den offentlige mening.

Sådanne ting kan informationsteknologi udrette. Den kan give stemme til dem uden stemme, øjne til de politisk blinde og ører til de politisk døve. Dette er endnu en grund til, at regeringer, virksomheder, NGO’er og almindelige borgere må slå sig sammen i bestræbelsen på at sikre, at alle mennesker i verden – herunder de fattigste blandt os, der har mest brug for det – får adgang til denne teknologi.

10 Velstandens farer

EFTERHÅNDEN SOM DER er opstået videnskabelig konsensus om den stigende trussel ved den globale opvarmning, er mennesker inden for de seneste par år begyndt at tage dette problem alvorligt. Selv om disse bekymringer er reelle, er folk imidlertid i mange tilfælde ikke bekymrede for jorden som helhed. Deres umiddelbare personlige reaktion er i stedet fokuseret på trusler mod ejendom og indtægter snarere end på truslen mod selve livet. Folk bekymrer sig: Vil klimaforandringer forøge antallet og intensiteten af orkaner i Det Caribiske Hav? Vil værdien af min strandejendom i Florida eller på Bahamas falde drastisk? Vil nye former for insekter eller andre skadedyr ødelægge min have eller gøre den mad, jeg køber i supermarkedet, dyrere? Vil mine børn gå glip af muligheden for at nyde det prægtige koralrev Great Barrier Reef ud for Australiens kyst?

I Bangladesh er problemerne af mere umiddelbar art: Den globale opvarmning er en trussel mod selve vores liv og udkomme. Bangladesh vil befinde sig i frontlinjen for de katastrofale forandringer, som mange videnskabsmænd nu forudser. I denne henseende repræsenterer Bangladesh’ problemer alle udviklingslandes problemer. Problemer, der spænder fra klimaforandringer og mangel på vand til industriel forurening og dyr energi – problemer, der blot er irritationsmomenter for befolkningerne i det globale Nord – udgør livstruende udfordringer for befolkningerne i det globale Syd. Selv under normale omstændigheder oversvømmes omkring 40

256 procent af Bangladesh’ areal under den årlige monsun. Ligesom i tilfældet med den velkendte oversvømmelse af dele af Egypten, der finder sted, når Nilen går over sine bredder, har dette årlige fænomen i Bangladesh også et positivt aspekt, eftersom det gør vores jord ekstremt frodig og frugtbar. Men når små forandringer i klimamønstre intensiverer oversvømmelserne, udløses naturens destruktive kræfter. Landsbyer og nogle gange hele distrikter skylles væk, og flere hundrede tusinde eller endda millioner af mennesker bliver hjemløse. Mange mennesker især børn dør under de alvorligste oversvømmelser. Eftersom vi mangler de centrale ressourcer, som det ville kræve at styre og kontrollere oversvømmelserne (på samme måde som hollænderne har kontrolleret de høje bølger, der truer deres lavtliggende land), har disse periodiske katastrofer været med til at fastholde Bangladesh i fattigdom, da vores befolkning må bruge flere år på genopbygning efter hver oversvømmelse.

Den globale opvarmning truer med at styrke de destruktive kræfter, der er rettet mod Bangladesh. Hvis indlandsisen på Grønland fortsætter med at smelte, vil det globale havniveau stige og gradvist dække store dele af verdens lavtliggende landmasser, inklusive Bangladesh.

Man kan forestille sig omfanget af den menneskelige krise, dette ville afstedkomme i vores sårbare, ekstremt overbefolkede nation. Resultaterne ville for eksempel være et katastrofalt fald i rishøsten, et stort tab af menneskeliv og en strøm af flygtninge, der vil overgå de fleste tidligere massemigrationer, vi har set.

Denne tragedie kan finde sted tidligere, end man tror. Videnskabsfolk rapporterer, at havniveauet i Den Bengalske Bugt allerede stiger.

Nye undersøgelser viser, at havet stiger med mellem 3 og 8 millimeter om året. Det lyder ikke af meget, indtil man indser, at omkring 20 procent af Bangladesh, et område, der er hjem for mere end 30 millioner mennesker, ligger 1 meter eller mindre over havet. Kofi Annan, tidligere generalsekretær for FN, har advaret om, at det er sandsynligt, at en stor del af Bangladesh vil forsvinde fuldstændig, når det 21. århundrede nærmer sig sin afslutning.

257 Vi bangladeshere kan selv gøre en masse for at bekæmpe fattigdommen. Men hvordan kan vi selv bekæmpe konsekvenserne af global opvarmning?

Det kan vi selvfølgelig heller ikke. Den tungeste byrde af den kommende katastrofe vil blive båret af Bangladesh’ fattige sammen med fattige mennesker i mange andre udsatte regioner, fra Stillehavsområdet til de tørkeramte områder i Centralafrika. Men løsningen af denne krise vil kræve en samlet indsats af alle verdens befolkninger. Hvis denne indsats ikke snart påbegyndes, er jeg bange for, at alt vores arbejde for at afhjælpe fattigdom og forbedre livet for verdens fattige vil være forgæves.

Og selvfølgelig vil verdens fattigste ikke være de eneste, der bliver påvirket af de globale klimaforandringer. Ligesom den legendariske kanariefugl, som kulminearbejdere brugte til at advare dem mod tilstedeværelsen af farlige gasser under jorden, vil befolkningerne i ulandene være de første ofre for de kommende forandringer, men ikke de sidste. Vores skæbne vil være et forvarsel om det, som millioner af mennesker i den udviklede verden kan forvente at blive udsat for, når turen kommer til dem.

Økonomisk ulighed og kampen om globale ressourcer For at forstå, hvad der må gøres for at løse denne krise, før den ødelægger verden, må vi forstå, hvordan den har rod i økonomiske, sociale og politiske forhold og i den menneskelige natur.

I de årtier, der er gået siden Anden Verdenskrig, er verdensøkonomien vokset med en hidtil uset hastighed. Dette er på mange måder en god ting. Den velstand, som er blevet skabt som følge af nye teknologier, liberaliserede markeder og stigende samhandel, har forbedret levestandarden for flere hundrede millioner mennesker i den udviklede verden.

Væksten har også startet processen med at løfte yderligere flere hundrede millioner mennesker yderligere fra ulandene ud af fattigdom.

Men vækst skaber også problemer. Ikke-vedvarende ressourcer

258 opbruges hurtigt, efterhånden som efterspørgslen på dem stiger. Fossile brændstoffer som olie, naturgas og kul er de fremmeste eksempler på dette, men der opstår også i stigende grad knaphed på metaller, der bruges i industrien, og på mineraler, løvtræer, fisk, drikkevand og mange andre vigtige råvarer.

Derfor eksisterer der i den form for kapitalisme, som det meste af verden i dag er organiseret efter, en usund forbindelse mellem miljøet og økonomisk vækst. Jo større verdensøkonomien vokser sig, jo større er truslen mod planeten Jorden – og, i det lange løb, mod vores arts overlevelse.

Her i begyndelsen af det 21. århundrede kommer truslen mod naturen primært fra økonomierne i Europa og Nordamerika, de økonomier, der var de første til at industrialisere, og som derfor har haft længst tid til at sætte et stort, tungt fodaftryk på den planet, vi alle deler. I dag fortsætter disse stærke økonomier med at opbruge ressourcer med en hastighed, der langt overgår den andel af verdens befolkning, de udgør. Generelt gælder det, at jo højere indkomstniveauet er i et land, desto højere er bidraget til verdens miljøproblemer.

Det mest åbenlyse resultat af denne overgearede industrialisering er sandsynligvis den globale opvarmning. Dette fænomen er drevet af farlige og konstant stigende niveauer af drivhusgasser i atmosfæren – disse drivhusgasser skabes primært ved afbrændingen af fossile brændstoffer. Disse gasser indespærrer solens varme og forandrer verdens klima på måder, der ikke er fuldt ud forudsigelige. Selv om videnskabsfolk er uenige om det nøjagtige omfang og den præcise hastighed af globale klimaforandringer, er de så at sige alle sammen enige om, at sådanne forandringer allerede finder sted og sandsynligvis vil accelerere de kommende år. En anerkendt undersøgelse udført af FN kom frem til det resultat, at den gennemsnitlige globale temperatur forventes at stige mellem 1,4 og 5,8 grader inden år 2100.4 4

United Nations, Intergovernal Panel on Climate Change, Climate Change 2001: The Scientific Basis.

259 Og hvem er så de største producenter af de drivhusgasser, hvis konsekvenser vil kunne mærkes overalt på jorden de næste tre generationer? Det er i overvældende grad de velstående lande i den udviklede verden, der bruger størstedelen af jordens fossile brændstoffer, så de kan køre i deres biler, oplyse og opvarme deres huse og kontorer og drive deres fabrikker. For eksempel står USA, hvis befolkning kun udgør 4,5 procent af verdens befolkning, for omkring 25 procent af den samlede udledning af drivhusgasser.

Dette forbrug af fossile brændstoffer er imidlertid ikke den eneste måde, hvorpå udviklede nationers livsstil truer vores miljø. For eksempel er det blevet regnet ud, at der hvert år bruges, hvad der svarer til mere end 1500 liter benzin, til at producere fødevarer til en amerikaner. Hele 31 procent af dette skyldes forbruget af fossile brændstoffer i forbindelse med fremstillingen af gødning. Hovedparten af den resterende mænde går til brug af maskiner, til at vande jorden og producere pesticider.

Alt dette er udtryk for et enormt spild. Som en kritiker har formuleret det: I bogstaveligste forstand spiser vi [amerikanere] fossile brændstoffer. På grund af varmelærens love er der imidlertid ingen direkte overensstemmelse mellem indstrømningen og udstrømningen af energi i landbruget. Der er hen ad vejen tale om et udpræget energitab (…) Vi er blevet så effektive, som det nu er muligt. Alligevel må det moderne landbrug på grund af udpining af jorden, en øget efterspørgsel på pesticider og stigende energiomkostninger i forbindelse med vanding (…) forsat øge sine energiudgifter for blot at få det samme udbytte af afgrøderne. Den grønne revolution har spillet fallit.5 5

Dave Allen Pfeiffer: ‘Eating Fossil Fuels’, From the Wilderness, oktober 2003.

Online på: http//www.fromthewilderness.com/free/ww3/100303_eating_oil.html

260 Industrielt landbrug, som det drives i USA, har været meget effektivt til at optimere høstudbyttet (såvel som til at skabe store profitter til landbrugsindustrien). Men i det lange løb er det ikke holdbart, dvs. bæredygtigt.

Det er tydeligt, at den manglende balance mellem de velstående, udviklede landes relativt beskedne befolkningstal og disse lande hæmningsløse brug af ressourcer hverken er retfærdig eller holdbar i det lange løb. For hvert år, der går, erkender flere og flere mennesker i de udviklede lande og ulandene dette forhold.

Desværre har den normale reaktion fra magthaverne imidlertid været at søge måder at konsolidere og bevare deres magt på. Regeringer i de udviklede lande betragter det som deres opgave at sikre sig, at de kontrollerer verdens vigtigste ressourcer, ligegyldigt hvor disse ressourcer findes. De arbejder tæt sammen med store virksomheder, der opererer i den tredje verden, for at sikre sig fortsat fri adgang til centrale ressourcer som olie, gas og mineraler. Og når virksomhedsledere, forhandlerrepræsentanter og globale diplomater forhandler om kontrollen over ressourcer, benytter disse store virksomheder sig af deres egen økonomiske magt såvel som af den politiske og militære magt, som deres hjemlige regeringer udøver.

Det er ikke tilfældigt, at visse regioner i verden, der råder over store naturressourcer, længe har været genstand for politisk, militær og økonomisk interesse, og at lederne af de rige nationer kappes om at opnå en langsigtet kontrol over disse ressourcer. Mellemøsten er det måske bedste eksempel på dette. Derfor udgør den stigende bekymring i verden over de stadigt svindende forsyninger af vitale ressourcer – især olie – en alvorlig trussel mod global fred.

Amerikanere og andre af verdens rigeste kan i dag nyde godt af deres overdådige livsstil. Men i det lange løb er spørgsmålet: Hvor stor en pris, hvad angår ødelæggelse af miljøet og militære konflikter, er de villige til at betale for at kunne opretholde deres livsstil i al evighed?

261

Udbredelsen af velstand og vækstdilemmaet Ingen, der interesserer sig for menneskehedens skæbne, kan være tilfreds med en verden, hvor nogle få hundrede millioner mennesker har adgang til alle jordens ressourcer, mens milliarder af mennesker kæmper for blot at overleve. Og alligevel er det jo netop den verden, vi i dag lever i.

Lad os se lidt nærmere på nogle få af de barske statistikker vedrørende økonomisk ulighed. Ifølge en undersøgelse udført af FN-universitetets verdensinstitut for forskning i udviklingsøkonomier (WIDER) ejede den rigeste procent i verden 40 procent af verdens aktiver i år 2000, og de rigeste 10 procent ejede 85 procent. I modsætning hertil ejede den fattigste halvdel af verdens befolkning blot 1 procent af verdens aktiver.

Der eksisterer en tilsvarende stor ulighed, når vi ser på indkomstniveauet. Fem lande – USA, Japan, Tyskland, Frankrig og Storbritannien – har tilsammen en befolkning, der udgør 13 procent af verdens befolkning, mens dens indkomst udgør 45 procent af verdens samlede indkomst. I kontrast hertil udgør befolkningen i tre store lande i udviklingsverdenen – Indien, Kina og Indonesien – 42 procent af verdens befolkning, men de tjener kun 9 procent af verdens samlede indkomst. Formuleret på en anden måde: De 50 millioner rigeste mennesker i verden – den øverste procent – tjener lige så meget som de nederste 57 procent, der udgør mere end 3 milliarder mennesker.

Det lyder grusomt, men sådan er realiteterne. Og selv om verdensøkonomien vokser hurtigt, falder indkomstuligheden ikke nær så hurtigt, som de fleste gerne så.

Formindskelsen af ulighed og udvidelsen af den globale middelklasse, så den også inkluderer de milliarder, der i dag må hutle sig igennem med en indkomst på to dollar om dagen eller mindre, står derfor meget højt på den menneskelige dagsorden. Det er denne sag, jeg har viet mit liv til. Men vi må også erkende, at løsningen af ulighedsproblemet også vil føre nye alvorlige udfordringer med

262 sig, udfordringer, hvis konsekvenser og alvorallerede er ved at blive synlige.

En af de historier i vor tid, som har givet håb om en bedre fremtid, har været den konstante økonomiske vækst i nogle af de største lande i udviklingsverdenen, især de to asiatiske giganter, Kina og Indien. Et tocifret antal millioner mennesker i disse lande er allerede kommet ud af fattigdommen som følge af denne vækst. Men efterhånden som disse lande udvider deres industrier og deres forbrug af ressourcer, bliver de i stigende grad store bidragydere til den globale forurening og klimaforandringerne. Og jo højere vækstrate, de opnår, desto større er sandsynligheden for, at miljøspørgsmål vil blive ignoreret – fokus vil i stedet være på at fortsætte denne høje vækst.

Kina og Indien øger allerede deres udledning af drivhusgasser med en foruroligende hastighed. Ifølge en FN-undersøgelse øgede udviklede lande som USA, Tyskland og Canada i perioden 1990-2003 deres udledninger med mellem 16 og 27 procent, mens Storbritannien rent faktisk formindskede sin udledning med 14 procent. I samme periode steg Kinas udledninger med 47 procent, mens Indiens steg med 55 procent.6 Inden for de seneste år er problemet, efterhånden som Kinas økonomiske vækst er accelereret, blevet endnu mere alvorligt. Alene i 2006 øgedes Kinas energiproduktionskapacitet med samme omfang som hele Storbritanniens og Thailands nuværende energiproduktionskapacitet tilsammen. De fleste af de nye kraftværker, der bliver opført i Kina, er baseret på ‘beskidte’, kuldrevne generatorer, der stærkt bidrager til de problemer med luft- og vandforurening, Kina i dag står over for. Det Internationale Energiagentur har forudsagt, at Kina i 2009 vil overgå USA som den største udleder af energi-relaterede drivhusgasser. Andre forskere mener, at situationen er endnu mere foruroligende – ifølge Hollands miljøvurderingsagentur passerede Kina rent faktisk USA allerede i 2006.

6

United Nations Framework Convention on Climate Change: Changes in GHG emissions from 1990 to 2004 for Annex I Parties

263 Selvfølgelig er klimaforandringer ikke det eneste miljøproblem, der forårsages af en ukontrolleret vækst. De direkte konsekvenser af forurening kan være lige så dødbringende. Og igen illustrerer de hurtigst voksende giganter i udviklingsverdenen på levende vis problemet og dets konsekvenser. I dag er Kina hjemsted for 16 af verdens 20 mest forurenede byer. Situationen i Indien er måske endnu værre. En undersøgelse fra 2004 af luftkvaliteten i 83 indiske byer viste, at mere end 84 procent af befolkningen indånder stærkt forurenet luft.

Og selvfølgelig har de menneskelige konsekvenser, som forureningen forårsager, også store økonomiske konsekvenser. Folk, der dør for tidligt, hospitalsindlæggelser og lægebesøg, sygefravær og udgifter til forsøgene på at råde bod på miljøproblemerne (som det er meget billigere at forebygge fra begyndelsen af) – alle disse forhold tærer stærkt på økonomien. Alt afhængig af hvilken undersøgelse man fæster lid til, udgør de estimerede omkostninger i forbindelse med nedslidning af miljøet mellem 7 og 10 procent af det kinesiske bruttonationalprodukt.

Vi lever i en verden, hvor økonomisk ulighed forårsager enorme menneskelige lidelser for milliarder af fattige mennesker. Alligevel synes den umiddelbare løsning på ulighedens problem – en hurtig økonomisk vækst i ulandene – at indebære sine egne katastrofale risici. Vi kan kalde denne umulige situation for vækstdilemmaet.

Logikken i den ukontrollerede vækst Hvad er de grundlæggende årsager til dette smertefulde dilemma, som vi synes at være fanget i? Jeg mener, at de i sidste instans kan spores tilbage til den samme ufuldstændige og mangelfulde opfattelse af samfundet og den menneskelige eksistens, som ligger til grund for hele vores økonomiske system.

Her er – i kort form – kapitalismens filosofi, som så at sige alle økonomer, virksomhedsledere, politiske eksperter og erhvervsjournalister tager for givet:

264

• Man kan kun skabe et bedre liv for folk i verden – herunder at reducere de lidelser, der er forårsaget af ulighed – gennem en solid økonomisk vækst.

• Der kan kun anspores til økonomisk vækst gennem kapitalinvesteringer på det frie marked.

• Kun virksomheder, der ledes, så de maksimerer deres afkast til investorerne, kan tiltrække investeringer.

• Afkastet på den investerede kapital kan kun maksimeres af virksomheder, der har profitmaksimering som deres eneste mål.

Denne logik fører os tilbage til den samme konklusion, som vi tidligere nåede frem til, den konklusion, som var baseret på, at mennesker er endimensionale væsener, for hvem penge er den eneste kilde til motivation, tilfredsstillelse og lykke – nemlig at profitmaksimering er alt.

På sine egne betingelser forekommer denne logik uigendrivelig.

Men når vi ser på den virkelige verden, er resultaterne ikke tilfredsstillende. Virksomheder i de udviklede lande maksimerer flittigt deres profitter – som følge heraf bortødsles der ressourcer, miljøet ødelægges, og de kommende generationer kan se frem til en barsk fremtid.

Efterhånden som den kapitalistiske filosofi spredes, vil udviklingsnationer som Kina og Indien få deres egne klasser af forretningsfolk, der også flittigt forsøger at maksimere deres profitter, idet de følger deres forbilleder i Nordamerika og Europa – og som følge heraf vil flere hundrede tusinde mennesker blive ramt af sygdomme og dø for tidligt på grund af forurening, og det globale problem med klimaforandringer vil hurtige nærme sig et ‘point of no return’.

Der er tydeligvis noget galt med den ukontrollerede væksts ‘uigendrivelige’ logik.

Tænk på, hvad den ukontrollerede vækstfilosofi dikterer, når det drejer sig om naturressourcerne. Hvis det er rigtigt, at virksomheder

265 skal maksimere profitterne, ligegyldigt hvad omkostningerne er, hvordan bør de så forholde sig til disse ressourcer? De bør naturligvis følge princippet om, at “den, der kommer først til mølle, får først malet”.

De, der har pengene eller den fysiske magt (i form af militær styrke) til at tage ressourcerne i besiddelse og kontrollere dem, bør gøre dette.

Derefter kan og bør disse ressourcer bruges til at støtte virksomheder, der vil maksimere profitterne for deres ejere, der alene bestemmer, hvordan ressourcerne skal anvendes.

Dette er i realiteten en meget præcis beskrivelse af, hvordan ressourcer fra olie, gas og kul til landbrugsjord, fisk, tømmer, mineraler og selv ferskvand kontrolleres og anvendes. I nogle tilfælde udøver private virksomheder denne kontrol efter behag. I andre tilfælde udøver virksomheder magten i samarbejde med deres regeringer. I næsten ingen tilfælde har det store flertal af de mennesker, hvis liv er afhængige af adgang til en del af ressourcerne, noget at skulle have sagt.

Hvorfor bør de, ifølge den kapitalistiske logik, overhovedet inddrages i overvejelserne? I hvilket omfang bidrager deres behov til maksimeringen af profit?

Dette system, hvorunder udbyttede lande og virksomheder tillades at tilegne sig ressourcer og maksimere deres umiddelbare profit, ville sandsynlig fortsætte uhindret, hvis det ikke var for den kendsgerning, at livet på jorden hastigt nærmer sig et kritisk punkt. Efterhånden som der bliver færre og færre ikke-vedvarende ressourcer – samtidig med at forbruget af dem fortsat stiger – og samtidig med at faren fra klimaforandringer bliver stadig større, må selv den mest glødende kapitalist acceptere den kendsgerning, at den rene jagt på profit ikke længere er et acceptabelt princip at basere sin miljøpolitik på. Hvordan vil verdens rigeste milliardær kunne nyde sin rigdom, hvis luften omkring ham er for farlig at indånde?

Hvor meget forbrug?

Jeg er en stor tilhænger af personlig frihed. Hvert eneste menneske på

266 denne jord er udstyret med et ubegrænset antal evner. Et ideelt samfund bør bygge et støttende miljø op omkring hvert enkelt individ, således at alle hans eller hendes kreative energier kan komme til fuld udfoldelse. Et maksimum af personlig frihed er altafgørende for skabelsen af et sådant miljø.

På samme tid er vi alle klar over, at der er situationer, hvor det er nødvendigt at ofre en del af sin personlige frihed for at forbedre sin egen sikkerhed, tryghed og langsigtede lykke. Dette er netop grunden til, at vi har færdselsregler i trafikken. Selvfølgelig mindsker det i et vist omfang min personlige frihed at skulle stoppe op for rødt lys. Men hvis der ikke var nogen lysregulering, ville det være meget risikabelt overhovedet at køre bil, idet man aldrig ville vide, om en hensynsløs bilist ville komme farende gennem det næste gadekryds uden at tage hensyn til andre biler. De fleste mennesker i civiliserede samfund accepterer villigt fornuftige reguleringer af erhvervsmæssige og andre personlige aktiviteter af nogenlunde samme grund – nemlig at de i længden forbedrer livskvaliteten for alle uden at lægge en uretfærdig byrde på noget enkeltindivid.

I den situation, vi i dag befinder os i som art, mener jeg, at det er på tide at overveje at begrænse den individuelle nations frihed til at forbruge eller spilde naturressourcer. Til at begynde med ville jeg bede verdens nationer om at overveje at begrænse deres eget forbrug ad frivillighedens vej. Hvis dette ikke viser sig at være tilstrækkeligt, ville jeg – modstræbende – arbejde for restriktioner, der defineres og håndhæves i overensstemmelse med globale traktater.

Gennem deres nuværende, så at sige ubegrænsede forbrug, spild og ødelæggelse af naturressourcer – herunder såvel ikke-vedvarende ressourcer som olie, gas og kul som principielt fælles råvarer som ren luft og rent vand – opbruger borgerne i de rige lande aktiver, der burde være hele menneskehedens fælles arv. I denne proces snydes de fremtidige generationer for muligheden for at leve et fuldt ud tilfredsstillende liv, ligesom også mennesker fra udviklingslandene, der kæmper for at få et bedre liv,

267 bliver snydt. En dag, når befolkningerne i Bangladesh og andre udviklingslande når det niveau, hvor de er klar til at forbruge på et niveau, der minder om niveauet i Nordamerika og Europa, vil det måske ikke være muligt for dem af den enkle grund, at de nødvendige ressourcer er blevet beslaglagt til brug for de rigeste lande – eller måske allerede brugt op.

Befolkninger og nationer har ret til at nyde deres liv i så fulde drag, som de ønsker. Jeg giver min tilslutning til Jeffersons mindeværdige ord, hvormed han erklærede ‘jagten på lykke’ for at være en umistelig menneskeret. Men betyder dette, at alle nationer har ret til at forbruge så meget, som de gør, at de har ret til at dræne ressourcer, som andre behøver for at overleve, eller til at efterlade sig en planet, som vores børn og børnebørn vil finde ubeboelig?

Trangen til at forbruge uden hensyntagen til de langsigtede, samfundsmæssige omkostninger er et naturligt, endda uundgåeligt resultat af den halsbrækkende jagt på profitmaksimering. Når vi sætter profitten først, glemmer vi miljøet, vi glemmer den offentlige sundhed, og vi glemmer alt om bæredygtighed. Det eneste spørgsmål, vi betragter som legitimt, er: Hvordan kan vi købe og sælge flere varer til en højere profitrate end sidste år? Hvorvidt folk rent faktisk har ‘behov’ for disse varer, eller hvorvidt varerne i det lange løb er gavnlige for dem, betragtes som irrelevant. I denne sindssyge jagt på profitmaksimering mister man blikket for miljømæssig kvalitet, langsigtet bæredygtighed og sågar for forbrugernes helbred. Organer som den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse kan kun føre tilsyn med indholdet i det, forbrugerne spiser, men ikke med hvor meget de spiser, og hvordan det vil påvirke deres helbred over tid. I mellemtiden har marketingeksperter travlt med at opfordre forbrugere til at forbruge mere, end de har behov for.

At give plads til nye stemmer på markedet I dag er markedet domineret af den traditionelle kapitalismes stemmer. Mange af disse stemmer taler på vegne af store virksomheder og opfordrer gennem reklame, marketing og forbrugsorienterede medier

268 (som magasiner helliget biler, mode, boligindretning og ferier) forbrugerne til at købe flere varer og serviceydelser så hurtigt, som de kan. De eneste budskaber er: Køb mere! Køb mere! Køb mere! Og køb nu! Køb nu! Køb nu! Og så undrer vi os over, at så mange unge mennesker er fremmedgjorte, og hvorfor ældre mennesker ofte ikke føler sig tilfredse med det liv, de har levet.

Den eneste stemme på markedet er profitmaksimerende virksomheders stemme, der er gearet til at sikre, at målet om et konstant stigende forbrug opnås. Denne stemme følger forbrugere overalt – når de læser aviser, lytter til radioen, ser fjernsyn, kører i deres biler eller surfer på internettet. En konstant strøm af budskaber, der ansporer til forbrug, fylder alle deres vågne timer. Virksomheder finder hele tiden på nye og smarte måder, hvormed de kan fange forbrugernes opmærksomhed i alle mulige og umulige situationer og overbevise dem om at købe deres produkter. Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse, at de fleste i sidste instans overgiver sig og køber det, de bliver opfordret til at købe. Men selv dér stopper den kommercielle propaganda ikke. Virksomheder ønsker derefter, at forbrugerne køber mere – at de dropper det første produkt til fordel for en nyere, dyrere model, eller at de køber mere for blot at købe mere.

Denne proces med at fremme forbruget formodes at være drivkraften bag økonomisk vækst. Men hvad med den globale bæredygtighed? Hvad med at begrænse det ødsle forbrug? Hvad med den personlige tilfredsstillelse, der kommer af at nyde det, man har, i stedet for konstant at forsøge at tage teten i en uendelig kamp om økonomisk dominans? Fortjener disse værdier ikke også at blive hørt?

Jeg føler stærkt, at vi har brug for en anden stemme på markedet, en parallel stemme, der tilbyder forbrugere en anderledes række budskaber – budskaber som: • Tænk over, om du virkelig har brug for det!

• Jo mere du køber, jo mere sandsynligt er det, at du tærer på jor-

269

• • • •

dens ikke-vedvarende ressourcer.

Tjek emballagen – er den nødvendig?

Køb din vare fra en virksomhed, der vil tage dit sidste køb tilbage og genbruge det.

Skab et socialt ansvarligt hjem.

Forbruger du som en borger i verden?

Mens de profitmaksimerende virksomheders stemme opfordrer forbrugere til at skade deres helbred gennem overdrevent forbrug (“Skal det være en stor menu?”), vil den parallelle stemme komme med budskaber om glæderne ved at være sund, og om hvad det kræver at bevare et godt helbred: hvad man skal spise, hvad man ikke skal spise, hvordan man kan hjælpe børn med at blive interesseret i sund og nærende mad, hvordan man kan motionere og aktivt øge til sit kropslige velbefindende, hvorfor naturligt og lokalt producerede fødevarer smager bedre og er bedre for ens helbred osv.

Nogle vil måske klage over, at jeg opfordrer til brug af ‘propaganda’ til at manipulere folk, eller at jeg forsøger at gøre samfundet til en ‘formynderstat’, der plager folk med budskaber om den rette adfærd. Men folk oversvømmes allerede af propaganda og af påtrængende budskaber – bortset fra at propagandaen og budskaberne kommer fra de profitmaksimerende virksomheder, hvis eneste motiv til at bruge store summer på dette er at lokke forbrugere til at skaffe dem endnu mere profit. Vi har brug for en parallel stemme for at tilvejebringe noget, der i det mindste minder om en balance i tingene.

Hvor skal denne parallelle stemme komme fra? Social virksomhed kan komme til at spille en central rolle.

Parallelle stemmer som den, jeg har beskrevet, findes faktisk allerede i dag. De kommer fra skoler, NGO’er, velgørenhedsorganisationer, fonde, religiøse grupper og andre nonprofitorganisationer. Men disse stemmer er svage og svære at høre. De grupper, der står bag disse stemmer, mangler penge og har derfor ikke den samme gigantiske

270 platform og stærke mediedækning, som mainstreamvirksomhederne har. Det er derfor ikke underligt, at de kun når ud til et mindre publikum og generelt overdøves af forbrugshype.

Hvis denne stemme kommer fra mainstreamerhvervslivet som et budskab fra en virksomhed som led i en kampagne, vil den nå et meget større publikum. En vigtig del af denne kampagne vil være at arbejde for, at social virksomhed bliver forstået og værdsat af folk. Jeg tror, at den grundlæggende tanke bag social virksomhed allerede eksisterer i hver eneste menneskelig bevidsthed og blot venter på at komme til udfoldelse. Det er kun vores nuværende teoretiske ramme, der ikke anerkender den.

Når jeg rejser rundt i verden og taler om mikrokredit og social virksomhed, møder jeg utallige unge mennesker på skoler og universiteter over hele verden. Deres idealisme, medfølelse og kreativitet har gjort et dybt indtryk på mig. Jeg tror, at de er parate og villige til at gøre det rette for dem selv og for verden.

Sociale virksomheder kan blive en kilde til den stærke modstemme, vi har brug for. De kan være en troværdig kilde, som folk kan tro på, fordi de ved, at dem, der taler, ikke forsøger at manipulere dem med henblik på personlig vinding.

En social virksomhed, der helliger sig realiseringen af et miljømæssigt mål, kan kaste lys over, hvordan profitmaksimerende virksomheder skader jorden, og hvordan forbrugere kan afhjælpe klimakrisen ved at bruge miljøvenlige produkter. En social virksomhed, der står i spidsen for et mikrokreditprogram, kan forklare, hvorfor dette program er nødvendigt, og hvorfor der er behov for en reform af det eksisterende banksystem. En social virksomhed, der tilbyder billige sygesikringer, kan oplyse om, hvordan man kan holde sig sund uden at bruge penge på læger eller lægemidler gennem præventive forholdsregler, sund ernæring og motion. Det kan i selv sig selv være et attraktivt område for social virksomhed at forsyne forbrugerne med uvildige råd og informationer.

271 Eftersom sociale virksomheder først og fremmest er virksomheder, vil de have de nødvendige ressourcer, det nødvendige incitament og den nødvendige gennemslagskraft, der kræves for at bringe deres ikke-mainstreambudskaber ud til et bredt mainstreampublikum. Og sociale virksomheder vil have en konkurrencefordel på markedet for ideer, eftersom alle vil være klar over, at de ikke har noget incitament til at lyve. Eftersom der i sociale virksomheder ikke er nogen aktionærer, der skal have udbytte, er virksomhedens eneste formål at gøre samfundsnytte. Forbrugere, der hører om sagen og deler dens værdi­ grundlag, vil støtte virksomheden – og sprede budskabet.

Den sociale virksomheds stemme vil finde villige tilhørere, eftersom mange mennesker føler sig chikaneret, misbrugt og manipuleret af de markedsføringsteknikker, som de profitmaksimerende virksomheder anvender. Mange, især unge mennesker, vil lytte, fordi de ønsker at finde en livsform, der er sund, bæredygtig, miljøvenlig, generøs over for de fattige, og som skaber fred i sindet.

Det vil i sidste instans, efterhånden som indsatsen fra tusinder af sociale virksomheder har gjort deres virkning, resultere i en umiskendelig forandring af den offentlige samtales tone og indhold. Andre værdier end penge vil få en plads i diskussionen og blive anerkendt for det, de er: vigtige pejlemærker og vejvisere i retning af et mere meningsfuldt og tilfredsstillende liv.

Løsningen på vækstdilemmaet Hvad kan vi, indtil dette sker, gøre ved vækstdilemmaet – konflikten mellem det absolutte behov for at forbedre levestandarden for de flere milliarder fattige mennesker i verden og det lige så absolutte behov for at forhindre, at den økonomiske vækst fremskynder ødelæggelsen af det globale miljø og skaber katastrofale klimaforandringer?

Det forekommer klart, at vi må skabe fremskridt på flere fronter.

Gennem de seneste to århundreder – siden begyndelsen af den industrielle revolution – har de rige nationer nydt godt af den ubegræn-

272 sede tilgang til af verdens ikke-vedvarende ressourcer. Nu er det på tide at beslutte, hvordan verdens resterende ressourcer skal anvendes.

Det bliver ofte sagt, at de hurtigst voksende økonomier i Syd (Indien, Kina, Brasilien, Indonesien og ekspanderende økonomier i Afrika) ikke må falde ind i det samme forbrugsmønster som økonomierne i Nord: De må i stedet udvikle en livsstil og et værdisystem, der miljømæssigt er mere bæredygtigt. Dette er sandt, men det er også utilstrækkeligt. Vi bør ikke tale om to forskellige livsstile – en for Nord og en for Syd. Dette scenario er hverken ønskeligt eller bæredygtigt. I stedet bør vi arbejde for en fælles livsstil verden over.

Selvfølgelig vil der altid være kulturelle, historiske og religiøse forskelle på vores måder at leve på. Men efterhånden som produkter bliver globale, virksomhedernes operationer bliver globale og informationsteknologien gør hele verden til en global landsby, kan man ikke på nogen måde opretholde den nuværende opdeling mellem Nord og Syd. Det, som mennesker i Nord gør, påvirker mennesker i Syd – hvilket forklarer, hvorfor lande som Bangladesh allerede mærker konsekvenserne af global opvarmning, der primært er skabt gennem forbrug i Europa og Nordamerika. Snart vil indbyggerne i Nord begynde at mærke konsekvenserne af de skader, som befolkningerne i Syd har påført jorden. Vi er alle i samme båd, og vi må alle lære at leve ansvarligt – eller vi vil synke sammen.

Vi må sætte os sammen og skitsere de grundlæggende træk ved en ny, globalt bæredygtig livsstil, så vi ved, i hvilken retning vores teknologi, innovationer og kreativitet skal styres. Teknologien blomstrer kun på de felter, som vi beslutter os for. Hvis vi ikke tænker på noget bestemt, vil teknologien ikke bevæge sig i nogen bestemt retning. Men hvis vi ønsker at bevæge os et bestemt sted hen, vil teknologien til at bevæge sig derhen blive udviklet. Så hvis vi virkelig beslutter os for at skabe en bæredygtig global livsstil for hele jorden, vil de teknologier, vi har brug for til dette formål, begynde at dukke op.

Desværre går vores nuværende bestræbelser i modsat retning. Det

273 meste af kreativiteten i den udviklede verden fokuserer på at sprede Nords usunde, ikke-bæredygtige livsstil til de voksende nationer i Syd. Ved hjælp af dygtigt iscenesatte marketingkampagner udvider stærke virksomheder i Nordamerika og Europa deres indflydelse til alle verdenshjørner. Selv folk i de fjerneste landsbyer i verdens fattigste lande drømmer om at drikke Coke og Pepsi, at ryge Marlboro- og Camel-cigaretter, at bruge Tide-rengøringsmiddel og Crest-tandpasta. Indbyggerne i disse fjerne landsbyer drømmer om at bruge disse produkter og nyde det ‘gode liv’, de repræsenterer. Dette er endnu en god grund at skabe en uimodståelig, alternativ stemme på det globale marked.

Statslige reguleringer på både nationalt og internationalt niveau må også spille en rolle i løsningen af vækstdilemmaet.

Dynamikken i den kapitalistiske konkurrence mellem virksomheder er af en sådan art, at firmaer, der opererer på en socialt og miljømæssigt ansvarlig måde, er dårligst stillet på markedet, i det mindste på kort sigt, mens de virksomheder, der sparer penge ved bevidst at forurene, har de bedste betingelser. Det samme gælder på det globale niveau, hvor lande med slappe eller svagt håndhævede miljøstandarder kan tiltrække virksomheder, der er ivrige efter at lave forretninger uden den statslige regulerings snærende bånd.

Derfor er international enighed om retningslinjer til beskyttelse af miljøet et så afgørende element. Det er den eneste mekanisme til at forhindre et forurenende kapløb mellem lande, der konkurrerer om markedsandele på det globale marked.

Kyoto-protokollen er et resultat af denne nødvendighed. Denne internationale aftales vigtigste mål er reduktion af udledningen af drivhusgasser, så udledningen i 2012 i gennemsnit er 5 procent mindre end niveauet i 1990 – denne reduktion vil faktisk være på op til 15 procent under det forventede niveau i 2008 og næsten 29 procent under det forventede niveau i 2012, hvis der ikke var blevet gjort en indsats for at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Selv om modstandere af Kyoto-protokollen klager over dens

274 strenghed, er brugen af fleksible markedsmekanismer til fremme af disse reduktioner en vigtig del af protokollen. Lande i den udviklede verden (i Kyoto-protokollen omtalt som ‘Annex I-lande’), der har svært ved at opnå de reduktioner, de har forpligtet sig til, kan købe sig til denne reduktion gennem finansielle udvekslinger eller gennem den såkaldte Clean Development Mechanism, der reducerer udledningen i ulandene. Dette system, der både sætter grænser for udledningen og samtidig giver mulighed for at handle sig frem til en overkommelig reduktion, giver landene flere muligheder, de kan overveje i forsøget på at realisere det samlede mål om at reducere kuldioxidudledningen både på det nationale og det globale niveau.

Da Kyoto-protokollen blev forhandlet på plads i 1998, var det med en bestemmelse om, at den først ville træde i kraft, når den var blevet ratificeret af mindst 55 lande, der tilsammen repræsenterede producenterne af mindst 55 procent af verdens drivhusgasser. Dette mål blev nået, da Rusland ratificerede protokollen i november 2006. I december 2006 havde 169 lande, der tilsammen producerer over 61 procent af verdens drivhusgasser, ratificeret protokollen. USA nægter imidlertid fortsat at ratificere aftalen. I 1998 underskrev vicepræsident Al Gore, der repræsenterede Clinton-regeringen, Kyoto-protokollen, men den er ikke blevet ratificeret af senatet, og uden en sådan ratificering er underskriften ikke bindende.

Dette er et trist eksempel på manglende lederevner hos den nation, der har den største indflydelse i verden. Og resten af verden har bemærket den amerikanske holdning. Ledere i Kina og Indien peger på USA’s manglende ratificering som årsag til deres modstand mod at indgå internationale aftaler om beskyttelse af miljøet. I foråret 2007 satte en ny rapport fra FN’s klimapanel fokus på det stadigt større behov for, at de to asiatiske giganter inddrages i bestræbelserne på at dæmme op for klimaforandringerne. Begge lande blev igen bedt om at tage ansvar. Men det kinesiske kommunistiske partis officielle avis svarede igen med en leder, hvor der stod følgende: “Som det største

275 industriland og den største udleder af drivhusgasser vil den amerikanske regerings uansvarlige bemærkninger og adfærd kun efterlade et indtryk af, at det er ‘hjerteløst rigt’. ” Denne formulering, som mange mennesker i ulandene helt sikkert ville støtte, illustrerer det omfang, hvormed USA siden 2001 har mistet det moralske overtag i kampen for at beskytte det globale miljø.

Jeg hævder ikke, at Kyoto-protokollen er den perfekte aftale. Det er der meget få traktater, der forhandles på plads mellem flere dusin uafhængige lande, der kan siges at være. Klimaforskere er uenige om de præcise detaljer i den bedste plan for, hvordan vi standser de ødelæggende klimaforandringer. Og den kendsgerning, at Kyoto-protokollen ikke indeholder nogen umiddelbare krav om, at udviklingslandene – herunder de hastigt voksende giganter Kina og Indien – skal reducere deres udledning, er en mangel, der i sidste instans må udbedres. Tilhængere af Kyoto-protokollen har allerede erkendt, at den nuværende aftale blot er et første skridt, som må suppleres af nye forholdsregler, efterhånden som verdens miljømæssige og økonomiske situation udvikler sig.

Kyoto er et vigtigt og nyttigt udgangspunkt til at tage fat på dette problem. Det er kortsigtet og trist, at selv om den amerikanske regering afviser den strategi, som Kyoto anviser, er den nuværende regering under George W. Bush uvillig til at præsentere en seriøs, alternativ plan for at få udledningen af drivhusgasserne under kontrol.

Der er taget andre initiativer til at håndtere problemet med klimaforandringer. Disse har dog ikke været entydigt vellykkede. I januar 2006 blev initiativet Asia-Pacific Partnership on Clean Development and Climate søsat. I den forbindelse har Australien, Kina, Indien, Japan, Sydkorea og USA bebudet iværksættelsen af næsten 100 projekter, der stiler imod at opbygge kapacitet til en ren energiproduktion og at etablere et marked for denne. Denne pagt involverer fastlæggelse af nationale mål for reduktion af udledningen af drivhusgasser, men indebærer ikke en mekanisme til håndhævelse af disse mål. Kina har sat sine egne interne mål for forureningskontrol – landet har sat sig

276 det mål at forøge energieffektiviteten med 4 procent om året, men har endnu ikke nået disse mål.

Derfor er vejen fremad for kampen mod global forurening og klimaforandringer alt andet end klar. Sammen med millioner af andre bekymrede borgere fra den tredje verden kan jeg kun håbe, at en forandring i hjerterne hos lederne af de rigeste nationer – især USA – vil gøre det muligt for disse landes befolkninger at vise et reelt lederskab i bestræbelsen på at udvikle nye livsformer, der vil være mindre destruktive, mere bæredygtige og i det lange løb mere tilfredsstillende end de livsformer, der er fremherskende i dag.

Kyoto-protokollens første periode slutter i 2012. Før da må verden vedtage en global aftale angående klimaforandringer, og vel at mærke en aftale, der kan håndhæves. Ved et møde i Tyskland i 2007 blev G8landene enige om at ‘overveje’ at nå frem til en global aftale om at reducere udledningen af drivhusgasser med 50 procent før 2050, en aftale, der skal administreres inden for FN’s rammer. (Mange miljøgrupper rundt omkring i verden kræver imidlertid, at vi i 2050 skal have opnået en reduktion på hele 90 procent.) Jeg håber, at der vil være tilstrækkeligt med politisk vilje i USA, så landet ikke blot erklærer sig enig i dette mål, men også viser lederevner og går forrest i realiseringen af målet.

Det er således tydeligt, at problemet med global fattigdom er nært forbundet med mange andre udfordringer, som menneskeheden står over for, herunder farer, der kan true selve vores eksistens som art. Dette gør en reform af det kapitalistiske system og det at skabe plads til en ny form for virksomhed, som jeg kalder for social virksomhed, til en bydende nødvendighed. ‘At gøre det rette’ er ikke længere blot et spørgsmål om at selv have det godt med det, vi gør – det er et spørgsmål om overlevelse, for os selv og de kommende generationer.

Og mens vi forsætter med at presse beslutningstagerne til at tage de rigtige beslutninger, der kan give jorden en fremtid, opfordrer jeg unge mennesker til at tænke over, hvordan de i fremtiden vil forholde sig. Er de villige til at acceptere, at de produkter, de forbruger, mærkes

277 med en farve, der viser, om de yder negative eller positive bidrag til planetens overlevelse, hvorefter man kan vælge mellem ‘røde’, ‘gule’ og ‘grønne’ produkter? Er de villige til at tilslutte sig det princip, at hver generation må efterlade jorden i en bedre stand, end den var, da deres generation ankom til den? Er de villige til at sørge for, at deres livsstil ikke er til fare for andres liv? Det håber og tror jeg, de er.

11 At anbringe fattigdommen på museum

I 2000 forsamledes alle verdens lande i FN’s hovedkvarter i New York og erklærede deres villighed til at arbejde for realiseringen af otte vigtige mål inden 2015 – et af disse mål var, at antallet af fattige mennesker skulle være halveret. Ikke alle, men faktisk mange lande vil nå målene inden 2015. Deres succes vil bringe os nærmere endnu en dristig beslutning – at udrydde fattigdommen på jorden én gang for alle. Det kan lade sig gøre, hvis vi tror på det og handler i overensstemmelse hermed.

Når fattigdommen først er et overstået kapitel, er vi nødt til at opføre museer for at vise kommende generationer dens elendighed. De vil undre sig over, at fattigdommen så længe var en del af menneskehedens historie – hvordan nogle få mennesker kunne leve i luksus, mens milliarder levede i elendighed, afsavn og fortvivlelse.

Hver nation må selv vælge, hvornår et nationalt fattigdomsmuseum skal stå klar til indvielse. Initiativet kunne komme fra stater, fonde, NGO’er, politiske partier eller en hvilken som helst anden gruppering i samfundet. Grupper af almindelige borgere og studerende kan danne en komite med det formål at opføre det nationale fattigdomsmuseum inden for en bestemt årrække, så det står klar et givent årstal. Dette årstal vil være udtryk for ønsket om og forpligtelsen til at eliminere fattigdommen i et land inden for en bestemt periode. Fastlæggelsen af et årstal for museets indvielse kan skabe den nationale vilje og give landet energi til at realisere planerne for fattigdommens afskaffelse, så det rent faktisk sker.

279 Men lyder dette som en reel mulighed? Kan vi virkelig anbringe fattigdommen på museum?

Hvorfor ikke? Vi har teknologien. Vi har ressourcerne. Det eneste, vi mangler, er viljen til at gøre det og til at skabe de nødvendige institutioner og politiske handlingsplaner. I denne bog har jeg forsøgt at forklare, hvilke skridt der er nødvendige for at skabe en sikker verden uden fattigdom. I dette afsluttende kapitel vil jeg præsentere nogle ideer, der knytter sig til spørgsmålet om, hvordan individer og organisationer aktivt kan deltage i skabelsen af den verden, som vi alle gerne vil være med til at skabe.

En bedre verden begynder i fantasien Den verden, vi lever i, ændrer sig stadig hurtigere. Dette gælder især inden for områderne økonomisk udvikling og teknologi.

Så sent som i 1960’erne mindede alle udviklingslande meget om hinanden. De var alle præget af en massiv fattigdom, udbredt sygdom, periodiske, ekstreme økonomiske kriser, en høj befolkningstilvækst, lave uddannelsesniveauer, utilstrækkelige sundhedsvæsener, lav økonomisk vækst, fraværet af infrastruktur osv. Der syntes ikke at være det store grundlag for optimisme. Men inden for de næste 35 år forandrede det økonomiske kort sig dramatisk. Taiwan, Sydkorea og Singapore sluttede sig til de udviklede nationer. Økonomierne i Kina, Indien, Malaysia, Thailand og Vietnam begyndte at vokse meget hurtigt. Inden for de seneste 18 år er fattigdomsraten i Vietnam faldet fra 58 til 20 procent. Globaliseringen skaber – trods sine mangler – forandringer i verden, som man ikke kunne forestille sig for en generation siden.

Vi kan altid komme med kvalificerede gæt på, hvad fremtiden vil bringe verdens udviklingslande. Men tidligere erfaring viser, at når lande er modne til forandring, kan de forbedre deres befolkningers levevilkår meget hurtigere, end vores såkaldte kvalificerede gæt peger på. Især drives nutidens ekstremt hurtige forandringer af de store

280 teknologiske forandringer. Tidligere tog det hele generationer, før samfundsmæssige og politiske forandringer påvirkede folks måde at tænke på. Nu kan nye ideer sprede sig globalt på få måneder, endda dage, ja, sekunder – tidligere tog det flere år.

Dette er gode nyheder og samtidig dårlige nyheder. Forbedringer af teknologisk art, demokratiske fremskridt og nye problemløsningsteknikker kan udbredes hurtigere end nogensinde før og virke til gavn for millioner af mennesker. Men vi kan også hurtigt udløse katastrofer. Hvis vi er så heldige at få en god leder i et stort land i verden, kan folk rundt omkring på kloden umiddelbart drage fordel af dette lederskab. Hvis vi er uheldige og får en dårlig leder i et meget indflydelsesrigt land, vil hele verden blive offer for oprør, økonomiske sammenbrud og krig. En sund regeringsførelse – på globalt såvel som på nationalt plan – er vigtigere i nutidens hurtige og forbundne verden end nogensinde tidligere.

Nutidens hurtige forandringer peger på vigtigheden af, at vi som individuelle borgere har en klar idé om, i hvilken retning vores verden udvikler sig. Hvis vi skal gøre os håb om at finde og forblive på den rette kurs, må vi blive enige om de grundlæggende træk i den verden, vi ønsker at skabe. Og vi må tænke stort, så stort, som vi overhovedet kan – medmindre vi ønsker at forspilde de historisk store muligheder, som verden tilbyder os. Lad os drømme de vildest mulige drømme og så forfølge dem.

Lad mig fremlægge med en liste over elementer i min drømmeverden, som jeg gerne så realiseret i 2050. Det er mine drømme, men jeg håber, at mange af dem vil være sammenfaldende med dine. Jeg er sikker på, at jeg også ville elske mange af drømmene på din liste så meget, at jeg også ville gøre dem til mine drømme. Her er min liste: • Der vil ikke være nogen fattige mennesker, ingen tiggere, ingen hjemløse, ingen gadebørn nogetsteds i verden. Hvert land har sit eget fattigdomsmuseum. Det globale fattigdomsmuseum skal placeres i det land, der som det sidste tager afsked med fattigdommen.

281 • Verdens borgere vil ikke få brug for pas eller visa. Alle mennesker vil være globale borgere og have samme status.

• Der vil ikke blive udkæmpet krige, der vil ikke blive truffet forberedelser til krig, og der vil ikke være nogen militær institution til at udkæmpe krige. Der vil ikke være nogen atomvåben eller andre masseødelæggelsesvåben.

• Der vil ikke være flere uhelbredelige sygdomme – fra kræft til aids – nogetsteds i verden. Sygdom vil blive et meget sjældent fænomen, der, når det forekommer, vil blive underkastet en umiddelbar og effektiv behandling. Sundhedsydelser af høj kvalitet vil være tilgængelige for alle. Børnedødelighed og mødre, der dør i barselssengen, vil høre fortiden til.

• Der vil være et globalt uddannelsessystem, der vil være tilgængeligt for alle i verden. Alle børn vil have det sjovt og opleve begejstring, mens de lærer og vokser op. Alle børn vil vokse op til at blive omsorgfulde personer, der mener, at deres egen udvikling hænger sammen med andres her i verden.

• Det globale økonomiske system vil opmuntre individer, virksomheder og institutioner til at dele ud af deres velstand, deltage aktivt i at gøre andre velstående og gøre indkomstulighed til et irrelevant spørgsmål. Man vil ikke kende til ‘arbejdsløshed’ eller ‘bistandshjælp’.

• Social virksomhed vil være en integreret del af forretnings­verdenen.

• Der vil kun være en global valuta. Vi vil have taget afsked med mønter og sedler.

• Der vil være tilgængelig teknologi til opsporing og overvågning af hemmelige bankkonti, der tilhører politikere, regeringsembedsmænd, forretningsfolk, efterretningstjenester, undergrundsbevægelser og terrorgrupper, og de transaktioner, der foregår på disse konti.

• De allernyeste finansielle serviceydelser af enhver art vil være tilgængelige for alle personer i verden.

282 • Alle mennesker vil være forpligtet til at opretholde en bæredygtig livsstil, der er baseret på de rette teknologier. Sol, vand og vind vil være de primære energikilder.

• Mennesket vil være i stand til præcist at forudsige jordskælv, cykloner, tsunamier og andre naturkatastrofer i god tid, så skader og tab af liv kan minimeres.

• Der vil ikke være nogen diskrimination af nogen art, hverken diskrimination baseret på race, farve, religion, køn, seksuel orientering, politisk overbevisning, sprog, kultur eller nogen anden faktor.

• Der vil ikke være behov for papir og derfor intet behov for at fælde træer. Der vil eksistere biologisk nedbrydeligt papir til tilfælde, hvor ‘papir’ er nødvendigt.

• Den grundlæggende kommunikationsteknologi vil være trådløs og næsten gratis.

• Alle vil læse og høre alt på deres eget sprog. Teknologien vil gøre det muligt for en person at tale, læse og skrive på sit eget sprog, mens tilhøreren vil høre og læseren vil læse det på sit eget sprog.

Software og apparater vil oversætte simultant, efterhånden som man taler eller downloader en tekst. Man vil kunne se enhver tvkanal hvor som helst og høre ordene på sit eget sprog.

• Alle kulturer, etniske grupper og religioner vil blomstre, så de udfolder deres fulde skønhed og kreativitet og bidrager til det menneskelige samfunds storslåede, forenede orkester.

• Alle vil nyde godt af et miljø præget af kontinuerlig innovation, restrukturering af institutioner og genbrug af koncepter og ideer.

• Alle mennesker vil leve i en verden præget af fred, harmoni og venskab, en verden, der er helliget den opgave at udvide grænserne for det menneskeligt mulige.

Det er muligt at opnå alle disse mål, hvis vi kæmper for det. Jeg tror, at det med tiden vil blive lettere og lettere at komme tættere på at op-

283 fylde vores drømme. Det vanskelige er at beslutte os for det nu. Efterhånden som flere og flere af os kan blive enige om, hvad vi ønsker at opnå, desto hurtigere kan vi nå vores mål. Vi er tilbøjelige til at have så travlt med vores arbejde og med at nyde livet, at vi glemmer at se ind gennem vinduerne til vores liv og finde ud af, hvor vi er lige nu på vores rejse, og at bruge den nødvendige tid på at reflektere over, hvor vi i sidste ende ønsker at bevæge os hen. Når vi først ved, hvor vi vil hen, vil det blive meget lettere at komme derhen.

Vi bør alle skrive vores egen ønskeliste – for at reflektere over, hvilken verden vi gerne vil se realiseret, når vi bliver gamle. Når listen er lavet, bør vi hænge den på vores væg, så vi dagligt kan spørge os selv, om vi er kommet tættere på endemålet.

Derefter bør vi insistere på, at lederne af vores samfund – de politiske ledere, akademiske eksperter, religiøse ledere og virksomhedsledere – fører os derhen, hvor vi ønsker at komme. Husk, at vi alle kun har ét liv – vi må leve det på vores måde, og valget af mål bør være vores eget.

Denne proces med at forestille sig en fremtidig drømmeverden er fuldstændig fraværende i vores uddannelsessystem. Vi forbereder vores studerende på job og karriere, men vi lærer dem ikke at tænke som individer eller at tænke over, hvilken verden de gerne vil skabe. Hvert eneste gymnasium og universitet burde have et kursusforløb, der kun handlede om dette. Hver studerende bedes udarbejde en ønskeliste og derpå forklare for klassen, hvorfor han ønsker det, han gør. Andre studerende støtter måske andre ideer, peger på bedre alternativer eller udfordrer ham. Derefter kan de studerende diskutere, hvordan man skaber den drømmeverden, de forestiller sig, hvordan de kan realisere drømmen, hvad forhindringerne består i, og hvordan der kan oprettes partnerskaber og organisationer, udtænkes koncepter, rammer og handlingsplaner til fremme af målet. Dette kursus ville være sjovt at deltage i og – hvad der er endnu vigtigere – være en god forberedelse på en spændende rejse.

284

Konkrete skridt hen imod realiseringen af fremtidens drømmeverden Det er sjovt at drømme om en bedre verden. Men hvad kan den enkelte gøre for at gøre denne verden til virkelighed? Ét konkret skridt er at skabe en lille organisation, der kan realisere en del af målet – jeg kalder en sådan organisation for et ‘Forum for social handling’.

Et sådant forum kan være så lille som tre mennesker, der samles om at løse et lokalt problem, som det forekommer muligt at løse. Hvis andre ønsker at tilslutte sig, er det også i orden. Men hvis I synes, det er nok med tre, behøver I ikke forsøge at udvide gruppen. I kan give jeres forum et interessant, sjovt, modigt, innovativt navn, eller blot navngive det efter medlemmerne: Cathy, Kushal og Lees Forum for social handling, Jobra Forum for social handling, Midas Touch Forum for social handling, eller hvilket som helst andet navn, I foretrækker.

Når I først har grundlagt jeres forum, må I definere en handlingsplan for det første år. Keep it simple. Planen kan være at hjælpe en arbejdsløs person, en hjemløs eller en tigger med at finde en indkomstgenererende aktivitet og begynde klatreturen ud af fattigdommen.

Udvælg den fattige person, I ønsker at hjælpe, sæt jer ned sammen med ham eller hende og find ud af, hvori denne persons problem med at skaffe en indkomst består – og find så en løsning på dette problem.

Jeg planlægger at oprette en hjemmeside, hvor man kan registrere sit forum for social handling. På denne hjemmeside kan I beskrive årets handlingsplan, få luft for jeres tanker, fortælle om frustrationerne og det spændende ved jeres projekt, fortælle om de fremskridt, I gør, og vise billeder med relation til jeres projekt. Det kræver ingen særlige ekspertise, ingen forudsætninger eller ressourcer at starte et forum – det eneste, der kræves, er lysten og initiativet ≠til at gøre en forskel. Hvis I ved slutningen af hvert år fremlægger en årsrapport på hjemmesiden og samtidig en handlingsplan for det følgende år, vil registreringen af jeres forum blive udvidet til også at gælde det kommende år. Alle kan når som helst besøge hjemmesiden, se alle de aktive fora og komme i kontakt med dem.

285 Et forum for social handling kan være bygget op omkring et antal lokale problemer og muligheder. Er der en forladt grund i jeres kvarter, hvor affaldet hober sig op, og hvorfra der spredes sygdomme? Så kan I oprette et forum for byfornyelse med særligt henblik på at bruge grunden til et interessant formål – en kommunal have, en legeplads, et genbrugscenter, faciliteter til brug for kvarterets skole eller et hvilket som helst andet godt formål.

Hvis I lever i et uland, kan handlingsprogrammet for jeres forum være bygget op omkring at hjælpe en tigger med at finde et job eller blive selvstændig erhvervsdrivende, få en frafalden studerende til at genoptage sin uddannelse, hjælpe et sygt menneske med at få adgang til lægehjælp eller forbedre kvaliteten af de sanitære forhold eller vandet i din landsby.

Nogle fora for social handling kan forblive små, men fortsat udføre vigtigt arbejde. Andre kan vokse sig større og større, og nogle kan endda med tiden udvikle sig til succesrige sociale virksomheder. En idé i et forum kan inspirere andre fora til at kopiere ideen. Nogle få fora kan udvikle sig til større programmer med potentialet til at forandre hele nationer. Nogle fora kan have en global gennemslagskraft ved at udvikle innovative ideer til løsning af alvorlige problemer.

Bortset fra at etablere et forum for social handling kan enkeltpersoner gøre meget for at fremme ideen om social virksomhed. Hvis du arbejder som lærer eller leder på en skole eller et universitet, kan du tage initiativ til et kursus, hvor unge forretningsfolk lærer om social virksomhed. Hvis du er medlem af et trossamfund eller en borgergruppe, kan du være med til at arrangere en række foredrag, møder eller konferencer om muligheden for at drive lokale sociale virksomheder. Hvis du fører tilsyn med eller leder en investeringsfond for en skole, en pensionsfond, et trossamfund eller en hvilken som helst anden institution, kan du foreslå, at en del af disse ressourcer investeres i sociale virksomheder. Og hvis du er virksomhedsleder, kan du forklare din administrerende direktør eller bestyrelse værdien i at skabe

286 en social virksomhed og foreslå at grundlægge en social virksomhed ved – med aktionærernes samtykke – at investere en del af virksomhedens profit i denne.

Det måske mest udfordrende og vigtige aspekt i forbindelse med disse bestræbelser er nok at udvikle koncepter for sociale virksomheder. Det vil kræve al vores kreativitet og fantasi at finde på gode forretningsideer, der effektivt kan være med til at løse centrale samfundsproblemer. Én måde, hvorpå man kan generere ideer til sociale virksomheder, vil være at afholde konkurrencer om det bedste virksomhedskoncept. Enhver organisation eller person kan stå i spidsen for en sådan konkurrence – en skole, en fond, et handelskammer, en virksomhed, en NGO, et trossamfund, en borgergruppe, en investeringsfond eller en fond for risikovillige investorer osv. Et forum for social handling kunne deltage i en konkurrence eller selv tage initiativ til en konkurrence.

Der er både mulighed for lokale, regionale og endda globale konkurrencer, hvor hundred- eller tusindvis af deltagere kappes om at skabe de mest praktiske, ambitiøse og spændende koncepter for sociale virksomheder. Præmierne for de bedste virksomhedskoncepter kunne for eksempel være investeringsmidler til finansiering af projektet eller kontakter til sociale investorer, risikovillige investorer i sociale virksomheder eller pengeudlånere, der kunne være interesserede i partnerskaber i forbindelse med etablering af nye virksomheder. Alle de indsendte forslag kunne publiceres på internettet til inspiration i forbindelse med efterfølgende konkurrencer – eller iværksættere, der ønsker at grundlægge sociale virksomheder, kunne finde ideer i dette idekatalog.

Jeg har de seneste mange år været fortaler for denne idé om en konkurrence om gode ideer til sociale virksomheder, og nu har det taiwanesiske tidsskrift Business Weekly rent faktisk udskrevet en sådan konkurrence. Tidsskriftet har skaffet 1,5 millioner dollar til startkapital for de ti bedste forslag, der vil blive offentliggjort i november 2007.

287 Jeg er glad for dette initiativ og ser frem til at deltage i den begivenhed, hvor priserne bliver uddelt.

Nye muligheder for fonde Filantropiske institutioner – især de fonde, som succesrige erhvervsledere har taget initiativ til – vil komme til at elske konceptet om social virksomhed.

Op gennem det 20. århundrede støttede fonde, der blev oprettet af industrialderens største iværksættere – John D. Rockefeller, Henry Ford, Andrew Carnegie – mange af verdens vigtigste velgørenhedsprojekter. Inden for de seneste år er filantropi igen blevet mere synlig på grund af nogle af de nyeste og største fondes aktiviteter. I 2000 tog grundlæggeren af Microsoft og hans kone initiativ til Bill and Melinda Gates Foundation, der i marts 2007 var god for 33,4 milliarder dollar, det største beløb, som nogensinde var blevet givet til en velgørenhedsorganisation. Og i juni 2005 offentliggjorde Warren Buffet – sammen med Gates en af de tre rigeste personer i verden (den mexicanske telekommunikationsmagnat Carlos Slim Helú er den sidste) – sin plan om at donere 37 milliarder dollar fra sin personlige formue til Bill and Melinda Gates Foundation, hvilket er den største enkeltdonation til velgørende formål i verdenshistorien.

Jeg tror, at fremtidens filantroper vil blive stærkt tiltrukket af ideen om sociale virksomheder. Eftersom de fleste store donorer kommer fra forretningsverdenen, vil de umiddelbart forstå, at den dollar, de investerer i en social virksomhed, gør meget mere gavn end den dollar, de giver til velgørenhed. Mens den dollar, der gives til velgørenhed, kun kan bruges en gang, genbruges den dollar, der investeres i en social virksomhed, igen og igen ad infinitum, og kan dermed virke til gavn for flere mennesker. Desuden vil filantroper være tiltrukket af ideen om social virksomhed, fordi den gør det muligt for dem at bruge deres erhvervserfaring til at arbejde med nogle af verdens alvorligste problemer.

288 Hvis Warren Buffet havde spurgt mig til råds, ville jeg have givet ham det råd at bruge en del af sine penge på at skabe en social virksomhed, hvis mission skulle være at tilbyde billige sygesikringer af høj kvalitet til de 47 millioner amerikanere uden en ordentlig sygesikring. Hvis Buffet selv – han er et forretningsgeni med mange årtiers erfaring inden for forsikringsindustrien – var involveret i udformningen af denne sociale virksomhed, er det ikke svært at gætte, hvad det ville ende med: Virksomheden ville blive en bragende succes, og Buffet ville blive husket i historien om det amerikanske sundhedsvæsen.

Farvel til fattigdommen Efterhånden som forståelsen af ideen om social virksomhed breder sig, og efterhånden som flere og flere mennesker tager opfordringen til at grundlægge sociale virksomheder op, kan vi komme stadig tættere på det ultimative mål om én gang for alle at forvise fattigdommen til fattigdomsmuseer.

Umuligt? Overhovedet ikke. Engang mente man for eksempel, at det var umuligt at stoppe bestemte smitsomme sygdomme. Disse sygdomme dræbte millioner af mennesker hvert eneste år, og mange mennesker var af den overbevisning, at de var en uundgåelig del af menneskets vilkår. I dag er nogle af disse sygdomme takket være den menneskelige kreativitet, videnskabelige gennembrud og målbevidste bestræbelser fra offentlige sundhedsarbejderes side så at sige fjernet fra jordens overflade. Den eneste måde, hvorpå videnskabsmænd i dag kan studere disse sygdomme, er ved at undersøge prøver af bakterierne i særligt sikrede laboratorier. Hvorfor ikke forsøge at gøre det samme med den sygdom, der går under navnet fattigdom?

Dette burde være et mål, som alle mennesker i alle landsbyer, byer, regioner og lande i verden skulle forpligte sig på. Det kræver blot nogle få mennesker, der siger: “Lad os forpligte os til at arbejde sammen, indtil den sidste fattige person i vores landsby er blevet løftet ud af fattigdommen.” Det kræver lidt flere folk at forpligte sig til

289 det samme, når det drejer sig om en by, en kommune eller et lokalt distrikt. Efterhånden som dette mål nås flere og flere steder, vil man med tiden nå frem til den dag, hvor den eneste måde, hvorpå vores børn eller børnebørn kan forstå, hvad fattigdom var, er ved at besøge fattigdomsmuseerne.

Når vi ser tilbage på menneskehedens historie, forekommer det indlysende, at vi kan få, hvad vi vil – ellers får vi det, vi ikke magter at afslå. Hvis vi ikke opnår noget, skyldes det, at vi ikke er fast besluttet på det. Vi accepterer de psykologiske begrænsninger, der forhindrer os i at gøre, hvad vi hævder, vi ønsker at gøre.

I øjeblikket accepterer vi den forestilling, at der altid vil være fattige mennesker blandt os, at fattigdommen er en del af menneskets vilkår. Den kendsgerning, at vi accepterer denne opfattelse, er netop grunden til, at der fortsat er fattige. Hvis vi fuldt og fast er af den overbevisning, at fattigdom er uacceptabelt – at fattigdom ikke bør være en del af et civiliseret, menneskeligt samfund – vil vi opbygge de relevante institutioner og udforme den politik, der kræves for at skabe en verden uden fattigdom.

Der er fattigdom, fordi vi har bygget vores filosofiske fundament på antagelser, der undervurderer, hvad vi mennesker er i stand til. Vi har udformet begreber, der er for snævre – det gælder vores begreb om erhvervsliv (der gør profit til det eneste levedygtige menneskelige motiv), vores begreb om kreditværdighed (der automatisk eliminerer de fattige), vores begreb om iværksætteri (der ignorerer flertallets kreativitet) og vores begreb om beskæftigelse (der snarere gør mennesker til passive modtagere end aktive skabere). Og vi har udviklet institutioner, der i bedste fald kun er halvt udviklede – som for eksempel vores banksystem og økonomiske system, der ignorerer halvdelen af verden. Fattigdommens eksistens skyldes disse intellektuelle mangler – og ikke, at mennesket ikke har evnerne til at undslippe den.

Alle mennesker har en iboende evne til ikke blot at drage omsorg for sig selv, men også til at bidrage til at forbedre verdens tilstand som

290 helhed. Nogle får muligheden for at udforske deres potentiale til en vis grad. Men mange får aldrig chancen for at pakke den vidunderlige gave ud, som de blev født med. De dør sammen med deres uudforskede talenter, og verden frarøves alt det, de kunne have udrettet.

Mit arbejde med Grameen Bank har bragt mig i tæt kontakt med de fattigste af de fattige. Denne erfaring har givet mig en urokkelig tro på menneskers kreativitet. Ingen af disse mennesker er født til at opleve sultens og fattigdommens elendighed. Hvert eneste menneske, der oplever denne elendighed, har potentialet til at blive et lige så succesrigt menneske som et hvilket som helst andet menneske i verden.

Det er muligt at udrydde fattigdommen fra vores verden, for fattigdommen er ikke naturlig for mennesker – den påføres dem kunstigt.

Lad os beslutte os for at udrydde fattigdommen så hurtigt som muligt og én gang for alle anbringe fattigdommen på museerne, hvor den hører hjemme.

‘Fattigdom er en trussel mod freden’ – forelæsning ved modtagelse af Nobels Fredspris Afholdt i Oslo den 10. december 2006 Deres majestæter, Deres Kongelige Højheder, ærede medlemmer af den Norske Nobelkomite, Deres Excellencer, mine damer og herrer.

Grameen Bank og jeg er dybt beærede over at modtage denne den mest prestigefyldte af alle priser. Vi er begejstrede og overvældede over denne æresbevisning. Siden det blev offentliggjort, at vi ville få tildelt Nobels Fredpris, har jeg modtaget utallige lykønskninger fra mennesker over hele verden, men det, der bevæger mig mest, er de opkald, jeg får næsten dagligt, fra låntagere i Grameen Bank i fjerne bangladeshiske landsbyer, låntagere, der blot ønsker at sige, hvor stolte de er over at have modtaget denne anerkendelse.

Ni udvalgte repræsentanter for de syv millioner låntagere/ejere af Grameen Bank har ledsaget mig hele vejen til Oslo for at være med til at modtage prisen. Jeg vil på deres vegne takke den norske nobelpris­komite for at vælge Grameen Bank til at modtage Nobels Fredspris. Ved at give deres institution den mest prestigefyldte pris i verden giver I dem en æresbevisning uden sidestykke. Takket være denne pris er ni stolte kvinder fra Bangladesh’ landsbyer i dag til stede ved denne ceremoni som nobelpristagere, hvilket giver Nobels Fredspris en helt ny mening.

Alle låntagere i Grameen Bank fejrer denne dag som den største dag i deres liv. De er samlet omkring det nærmeste fjernsyn i deres

292 landsbyer over hele Bangladesh for sammen med andre landsbybeboere at se denne ceremoni.

Dette års pris giver den højeste æresbevisning til de mange hundrede millioner kvinder over hele verden, der hver dag kæmper for at tjene til dagen og vejen, og giver håb om et bedre liv for deres børn.

Dette er et historisk øjeblik for dem.

Fattigdom er en trussel mod freden Mine damer og herrer: Ved at give os denne pris har den norske nobelkomite ydet en vigtig støtte til den påstand, at fred er uløseligt forbundet med fattigdom.

Fattigdom er en trussel mod freden.

Verdens indkomstfordeling tegner et afslørende billede af forholdene. 94 procent af den samlede indkomst i verden går til 40 procent af verdens befolkning, mens de resterende 60 procent lever for kun 6 procent af den samlede indkomst i verden. Halvdelen af verdens befolkning lever for to dollar eller mindre om dagen. Over en milliard mennesker lever for mindre end en dollar om dagen. Dette er ikke en opskrift på fred.

Det nye årtusinde begyndte med en stor, global drøm. Verdens ledere forsamledes i FN i 2000 og satte sig blandt andet det historiske mål at reducere fattigdommen til det halve inden 2015. Aldrig før i menneskehedens historie er et så dristigt mål blevet vedtaget af en enig verden, vel at mærke et specifikt mål med en specifik tidsramme. Men så kom 11. september og Irak-krigen, og pludselig blev verden afsporet i bestræbelserne på at realisere denne drøm – verdensledernes opmærksomhed skiftede nu fra krigen mod fattigdom til krigen mod terror. Indtil nu har USA alene brugt mere end 530 milliarder dollar på krigen i Irak.

Jeg tror ikke, at terrorisme kan besejres med militære midler. Terrorisme må fordømmes i de stærkeste vendninger. Vi må stå sammen mod den og finde på midler til at udrydde den. Vi må forholde os til de grundlæggende årsager til terrorismen for én gang for alle at ud-

293 rydde den. Jeg tror, at anvendelsen af ressourcer på at forbedre fattige folks liv er en bedre strategi end at bruge ressourcer på våben.

Fattigdom er en nægtelse af alle menneskerettigheder Fred bør forstås i en menneskelig forstand – i en bred social, politisk og økonomisk forstand. Freden er truet af en uretfærdig økonomisk, social og politisk orden, fraværet af demokrati, miljøødelæggelser og fraværet af menneskerettigheder.

Fattigdom er ensbetydende med fraværet af alle menneskerettigheder. De frustrationer, den fjendtlighed og den vrede, som uværdig fattigdom skaber, er en trussel mod opretholdelse af freden i ethvert samfund. For at skabe en stabil fred må vi sørge for, at mennesker har mulighed for at leve et anstændigt liv.

Skabelsen af muligheder for flertallet af mennesker – de fattige – er en helt central del af det arbejde, vi har udført de seneste 30 år.

Grameen Bank Jeg blev ikke involveret i fattigdomsspørgsmål som beslutningstager eller som forsker. Jeg blev involveret, fordi fattigdommen var overalt omkring mig, og jeg ikke kunne vende ryggen til den. I 1974 fandt jeg det vanskeligt at undervise i elegante økonomiske teorier i universitetets undervisningslokale, mens en forfærdelig hungersnød hærgede Bangladesh. Konfronteret med ødelæggende sult og fattigdom mærkede jeg pludselig tomheden i disse teorier. Jeg ønskede at gøre noget konkret for at hjælpe folk omkring mig, om det så kun var ét menneske, med at komme gennem den nye dag med lidt mere håb end dagen før. Dette bragte mig ansigt til ansigt med fattige menneskers besvær med at skaffe selv de mindste pengebeløb som støtte til deres bestræbelser på at skaffe til dagen og vejen. Jeg var rystet, da jeg fandt ud af, at en kvinde i landsbyen lånte mindre end en dollar fra pengeudlåneren på den betingelse, at han havde eneret til at købe alt, hun producerede, til den pris, han bestemte. I mine øjne var dette blot en anden form for slavearbejde.

294 Jeg besluttede at lave en liste over ofrene for denne pengeudlånervirksomhed i landsbyen lige ved siden af universitetet.

Da det var gjort, stod der på denne liste navnene på 42 ofre, der tilsammen havde lånt et beløb, der svarede til omkring 135 kr. Jeg tilbød af egen lomme at betale pengene for at få disse ofre ud af denne pengeudlåners kløer. Den begejstring, som denne lille handling skabte blandt folkene, fik mig yderligere involveret i dette arbejde. Hvis jeg kunne gøre så mange mennesker glade med et så lille pengebeløb, hvorfor så ikke gøre mere af den slags?

Det er det, jeg har prøvet at gøre siden da. Det første, jeg gjorde, var at forsøge at overtale den bank, der lå på universitetet, til at udlåne penge til de fattige. Men banken sagde, at de fattige ikke var kreditværdige. Efter at alle mine bestræbelser på dette område i flere måneder var mislykkedes, tilbød jeg at være kautionist for lånene til de fattige.

Jeg var overrasket over resultatet. De fattige betalte deres lån tilbage, til tiden, hver gang! Men jeg stødte hele tiden ind i vanskeligheder, når jeg forsøgte at udvide programmet gennem de eksisterende banker.

Da var det, at jeg besluttede at stifte en særlig bank for fattige mennesker, og i 1983 lykkedes det endelig. Jeg gav den navnet Grameen Bank, der betyder Landsbybanken.

I dag yder Grameen Bank lån til omkring syv millioner mennesker, fattige mennesker, hvoraf 97 procent er kvinder, fordelt på 73.000 landsbyer i Bangladesh. Grameen Bank tilbyder små lån uden sikkerhed, lån til indkomstgenererende aktiviteter, boliglån, studielån og mikrolån til små virksomheder ejet af fattige familier og tilbyder en lang række opsparings-, pensionsopsparings- og forsikringsprodukter til sine kunder. Siden boliglån blev indført i 1984, er der ydet lån til opførelsen af 640.000 huse. Disse huse ejes af kvinderne selv. Vi fokuserede på kvinder, fordi vi kunne konstatere, at lån til kvinder altid kom hele familien til gode.

Siden bankens åbning har den i alt lånt penge ud for et beløb, der svarer til 6 milliarder dollar. Tilbagebetalingsraten er på 99 procent.

295 Grameen Bank har regelmæssigt overskud. Finansielt set hviler banken i sig selv og har ikke modtaget donorpenge siden 1995. Indskud og andre af Grameen Banks ressourcer udgør i dag 143 procent af alle skyldige lån. Ifølge Grameen Banks interne undersøgelse har 58 procent af vores låntagere krydset fattigdomsgrænsen.

Grameen Bank begyndte som et lille, lokalt projekt, der blev drevet med hjælp fra adskillige af mine studerende, der alle var lokale unge mænd og kvinder. Tre af disse studerende arbejder efter alle disse år stadig sammen med mig i Grameen – de er bankens topledere. De er her i dag for at modtage den æresbevisning, I giver os.

Denne ide, der begyndte i Jobra, en lille landsby i Bangladesh, har spredt sig til resten af verden, og i dag findes der Grameen-inspirerede programmer i næsten alle lande.

Anden generation Det er 30 år siden, vi begyndte dette arbejde. Vi ser nærmere på vores låntageres børn for at se, hvad vores arbejde har betydet for deres liv. De kvinder, der er vores låntagere, har altid prioriteret børnene højest. En af De Seksten Beslutninger, der er blevet udviklet, og som følges af låntagerne, er, at de skal sørge for at sende deres børn i skole.

Grameen Bank opfordrede dem til dette, og inden længe gik alle børnene i skole. Mange af disse børn er blandt de dygtigste i deres klasser.

For at fejre denne præstation begyndte vi at uddele stipendier til de mest talentfulde studerende. I dag uddeler Grameen Bank mere end 30.000 stipendier om året.

Mange af børnene har taget en længerevarende uddannelse og er blevet læger, ingeniører, universitetslærere m.m. Vi indførte lån til studerende, så det blev lettere for Grameen-studerende at fuldføre deres længerevarende uddannelse. Nu har nogle af dem taget ph.d.-graden.

For tiden har 13.000 optaget studielån. Der kommer flere end 7.000 nye studerende til om året.

Vi skaber en helt ny generation, der vil være godt klædt på til at

296 føre deres familier helt uden for fattigdommens rækkevidde. Vi ønsker at bryde cirklen – den historiske videreførelse af fattigdom.

Tiggere kan starte deres egen virksomhed I Bangladesh har vi allerede nået 80 procent af de fattige familier med mikrokredit. Vi håber, at vi i 2010 vil være nået ud til 100 procent af de fattige familier.

For tre år siden iværksatte vi et eksklusivt program, hvor vi fokuserede på tiggerne. Ingen af Grameens regler gælder for dem. Lånene er rentefrie, og låntagerne kan selv bestemme, hvor meget og hvornår de vil betale tilbage. Vi gav dem den ide, at de kunne bruge lånet til at sælge varer som snacks, legetøj eller husgeråd, når de går fra hus til hus for at tigge. Ideen virkede. Der er nu 85.000 tiggere i programmet.

Omkring 5.000 af dem er allerede helt holdt op med at tigge. De typiske lån til en tigger udgør, hvad der svarer til omkring 60 kr.

Vi opmuntrer og støtter enhver tænkelig metode, der kan hjælpe fattige mennesker med at kæmpe sig vej ud af fattigdommen. Vi foreslår altid mikrokredit som supplement til alle andre metoder, idet vi hævder, at mikrokredit får de andre tiltag til at virke bedre.

Informationsteknologi til fattige mennesker Informations- og kommunikationsteknologi forandrer hurtigt verden og skaber en afstandsløs, grænseløs verden af øjeblikkelig information. Efterhånden som tiden går, bliver den nye teknologi billigere og billigere. Jeg så en mulighed for, at denne teknologi kunne ændre fattige menneskers liv, hvis de kunne få adgang til den.

Som et første skridt til at forsyne fattige mennesker med informations- og kommunikationsteknologi stiftede vi et mobiltelefonselskab, Grameen Phone. Grameen Bank lånte penge til fattige kvinder, så de kunne købe mobiltelefoner og dermed kunne sælge telefonserviceydelser i landsbyerne. Vi så, at der opstod en synergi mellem mikrokredit og informations- og kommunikationsteknologi.

297 Telefonselskabet var en succes og blev en eftertragtet virksomhed blandt Grameens låntagere. Telefondamerne lærte hurtigt og forbedrede forretningsgangene i telefonbranchen, og dette arbejde har vist sig at være den hurtigste måde at komme ud af fattigdom og at få respekt i lokalsamfundet. I dag er der næsten 300.000 telefondamer, der tilbyder telefonservice i alle Bangladesh’ landsbyer. Grameen Phone har mere end 10 millioner abonnenter og er det største mobiltelefonselskab i Bangladesh. Selv om antallet af telefondamer kun udgør en lille brøkdel af det samlede antal abonnenter, genererer de 19 procent af selskabets indtægter. Ud af de ni bestyrelsesmedlemmer, der deltager i denne store ceremoni i dag, er fire telefondamer.

Grameen Phone er et joint venture mellem Telenor i Norge og Grameen Telecom i Bangladesh. Telenor ejer 62 procent af selskabet, Grameen Telecom 38 procent. Vores vision var, at dette selskab i sidste ende skulle konverteres til en social virksomhed ved at sørge for, at over halvdelen af selskabet blev overdraget til Grameen Banks fattige kvinder. Vi arbejder stadig hen imod dette mål. En dag vil Grameen Phone blive endnu et eksempel på en stor virksomhed, der ejes af fattige mennesker.

Den frie markedsøkonomi Kapitalismen er uløseligt forbundet med et frit marked. Det hævdes, at jo friere markedet er, desto bedre vil det lykkes kapitalismen at løse spørgsmålene om hvad, hvordan og for hvem. Det hævdes også, at den individuelle jagt på personlig vinding fører til de bedste resultater for kollektivet.

Jeg går ind for at styrke det frie marked. På samme tid er jeg meget utilfreds med de begrebslige begrænsninger, som aktørerne på markedet underkastes. Disse begrænsninger kommer af den antagelse, at erhvervsfolk er endimensionale væsner, der i deres forretningsliv kun helliger sig en mission: maksimeringen af profit. Denne fortolkning af kapitalismen fratager aktørerne alle politiske, følelses-

298 mæssige, sociale, åndelige og miljømæssige dimensioner af deres liv.

Dette er måske sket som følge af en fornuftig forenkling, men det har ført til, at de grundlæggende ting i menneskelivet er blevet udelukket fra erhvervslivet.

Mennesket er en vidunderlig skabning, der inkarnerer et ubegrænset antal menneskelige egenskaber og evner. Vores teoretiske konstruktioner bør altid skabe rum for udfoldelsen af disse egenskaber, ikke tænke dem væk.

Mange af verdens problemer skyldes denne begrænsning af, hvem der deltager på det frie marked. Verden har ikke overvundet den fattigdom, som halvdelen af verdens befolkning lider under. Flertallet af verdens borgere har ikke adgang til ordentlige sundhedsydelser. En sjettedel af befolkningen i landet med det rigeste og frieste af alle markeder har ikke sygesikring.

Vi har været så imponerede af det frie markeds succes, at vi aldrig har turdet udtrykke nogen tvivl om vores grundlæggende antagelser.

For at gøre det værre har vi arbejdet ekstra hårdt for at gøre os selv – i det omfang, det er muligt – til de endimensionale mennesker, som er beskrevet i teorien, så det frie markeds mekanismer kunne fungere så gnidningsløst som muligt.

Ved at definere aktøren på det frie marked på en bredere måde kan vi radikalt forandre kapitalismens karakter og løse mange af de uløste sociale og økonomiske problemer inden for det frie markeds rammer. Lad os forestille os, at aktøren i stedet for kun at have én kilde til motivation (som for eksempel profitmaksimering) nu har to kilder til motivation, der er gensidigt udelukker hinanden, men er lige uimodståelige, nemlig (a) maksimeringen af profit og (b) at gøre noget godt for mennesker og verden.

Hver form for motivation vil føre til en separat form for virksomhed. Lad os kalde den første form for virksomhed for en profitmaksimerende virksomhed og den anden form for virksomhed for en social virksomhed. Sociale virksomheder vil repræsentere en ny virksomhedsform på markedet og vil have som formål at gøre en forskel i ver-

299 den. Investorer i sociale virksomheder vil få deres investering tilbage, men vil ikke få noget udbytte udbetalt. Profitten vil blive geninvesteret i virksomheden, så den kan udvide sin kapacitet og forbedre kvaliteten af dens produkt eller serviceydelse. En social virksomhed vil være en virksomhed uden tab og uden udbetaling af udbytte.

Når sociale virksomheder først bliver godkendt juridisk, vil mange eksisterende virksomheder begynde at stifte sociale virksomheder som supplement til deres grundlæggende aktiviteter. Mange aktivister fra nonprofitsektoren vil også finde ud af, at dette er en tiltrækkende mulighed. Modsat nonprofitsektoren, hvor man er nødt til at indsamle donationer for at holde aktiviteterne kørende, vil en social virksomhed hvile i sig selv og skabe overskud til udvidelse, eftersom den er en virksomhed, der ikke kører med tab. Fremkomsten af sociale virksomheder vil føre til oprettelsen af en ny form for kapitalmarked, så der kan rejses startkapital.

Unge mennesker over hele verden – især i rige lande – vil finde konceptet om social virksomhed særligt tiltrækkende, fordi det vil give dem en mulighed for at bruge deres kreative talent til at gøre en forskel.

Mange unge mennesker føler sig i dag frustrerede, fordi de ikke kan finde en værdig og spændende udfordring inden for det nuværende kapitalistiske system. Socialismen gav dem en drøm at kæmpe for. Unge mennesker drømmer om at skabe deres egen, perfekte verden.

Næsten alle sociale og økonomiske problemer i verden kan tackles ved hjælp af social virksomhed. Udfordringen er at opfinde forretningsmodeller og anvende dem til at skabe de ønskede samfundsmæssige resultater på en omkostningseffektiv måde. Sundhedsydelser til fattige mennesker, finansielle serviceydelser til fattige mennesker, informationsteknologi til fattige mennesker, uddannelse og oplæring af fattige mennesker, markedsføring for fattige mennesker, vedvarende energi – alle disse områder er spændende felter, hvor sociale virksomheder kan gøre en forskel.

Social virksomhed er vigtig, fordi den forholder sig til nogle af

300 menneskehedens vigtigste problemstillinger. Social virksomhed kan forandre levevilkårene for de dårligst stillede 60 procent af verdens befolkning og hjælpe dem med at tage afsked med fattigdommen.

Grameens sociale virksomhed Også profitmaksimerende virksomheder kan udformes som sociale virksomheder ved at overdrage det fulde ejerskab eller størstedelen af det til fattige mennesker. Dette udgør en anden form for social virksomhed. Grameen Bank falder ind under denne kategori af sociale virksomheder.

Fattige mennesker kunne få aktierne i disse virksomheder som gaver af donorer, eller de kunne købe aktierne med deres egne penge.

Låntagerne køber med deres egne penge aktier i Grameen Bank, aktier, som ikke kan overføres til folk, der ikke er låntagere i banken. En engageret, professionel personalegruppe bestyrer banken.

Bilaterale og multilaterale donorer kunne nemt grundlægge sociale virksomheder af denne type. Når en donor giver et lån eller en bevilling til at bygge en bro i modtagerlandet, kunne det stifte et ‘broselskab’, som ejes af lokale fattige. Et engageret administrationsselskab kunne gives ansvaret for at drive virksomheden. Virksomhedens profit vil både gå til de lokale fattige i form af udbytte og til at bygge flere broer. Mange infrastrukturprojekter som veje, motorveje, lufthavne, havne og forsyningsselskaber kunne realiseres på denne måde.

Grameen har grundlagt to sociale virksomheder af denne første type. Den ene er en yoghurtfabrik, hvis formål er at producere beriget yoghurt, så fejl- og undernærede børn kan få en bedre ernæring.

Projektet er et joint venture med Danone. Det vil fortsætte med at ekspandere, indtil alle fejl- og underernærede børn i Bangladesh får adgang til denne yoghurt. En anden social virksomhed er en kæde af øjenkirurgihospitaler. Hvert hospital vil foretage 10.000 operationer for grå stær hvert år til differentierede priser for rige og fattige.

301

Et socialt aktiemarked For at skabe kontakter mellem investorer og sociale virksomheder må vi tage initiativ til oprettelsen af et socialt aktiemarked, hvor der kun vil blive handlet med aktier i sociale virksomheder. En investor vil komme på denne børs med en klar intention om at finde en social virksomhed, der har en mission, han er interesseret i at støtte. Alle, der blot ønsker at tjene penge, kan opsøge det allerede eksisterende aktiemarked.

For at muliggøre, at en social børs kan fungere ordentligt, er vi nødt til at skabe nye aktieanalysebureauer, en standardiseret terminologi, definitioner, redskaber til måling af de sociale virksomheders succesrate med hensyn til deres erklærede missioner, regnskabspraksisser og nye finansielle publikationer såsom The Social Wall Street Journal. Handelshøjskoler vil udbyde kurser og virksomhedsledelsesuddannelser med udgangspunkt i sociale virksomheder, så unge ledere uddannes til at lede sociale virksomheder på den mest effektive måde, og så – hvad der er det vigtigste mål – de inspireres til selv at grundlægge sociale virksomheder.

Sociale virksomheders rolle i globaliseringen Jeg støtter globaliseringen og mener, at den kan være til større gavn for fattige mennesker end alternativet. Men det må være den rette form for globalisering. For mig er globaliseringen at sammenligne med en motorvej med 100 vejbaner, der dækker verden på kryds og tværs. Den er en motorvej, der er tilgængelig for alle, og dens baner vil blive overtaget af de store lastbiler fra de magtfulde landes økonomier. Bangladeshiske rickshaws vil blive tvunget af denne motorvej.

For at realisere en globalisering, der er til fordel for alle parter, må vi have færdselsregler, et færdselspoliti og trafikale myndigheder, der regulerer denne globale motorvej. Reglen om, at ’den stærkeste tager alt’, må erstattes af regler, der sikrer, at de fattige har mulighed for at spille med uden at blive udmanøvreret af de stærke. Globaliseringen må ikke udvikle sig til økonomisk imperialisme.

302 Stærke multinationale virksomheder kan skabes med det formål at gøre globaliseringen gavnlig for fattige mennesker og fattige lande.

Sociale virksomheder kan enten overdrage ejerskabet til fattige mennesker eller bevare profitten inden for fattige landes grænser, eftersom udbetaling af udbytte ikke er deres formål. Modtagerlande kan med fordel modtage direkte investeringer fra udenlandske sociale virksomheder. Det vil være af særlig interesse for sociale virksomheder at opbygge stærke økonomier i fattige lande ved at beskytte deres nationale interesse mod udplyndrende udenlandske virksomheder.

Vi skaber det, vi vil Vi får, hvad vi vil have, eller det, vi ikke kan afslå. Vi accepterer den forestilling, at der altid vil være fattige mennesker blandt os, at fattigdommen er en del af det menneskelige vilkår. Dette er netop grunden til, at der fortsat er fattige. Hvis vi fuldt og fast var af den overbevisning, at fattigdom er uacceptabelt – at fattigdom ikke bør være en del af et civiliseret, menneskeligt samfund – ville vi for længst have opbygget de passende institutioner og udformet politikken til en verden uden fattigdom.

Vi ønskede at rejse til månen, så det gjorde vi. Vi opnår det, vi ønsker at opnå. Hvis der er noget, vi ikke opnår, er det fordi, vi ikke har besluttet os for det. Vi skaber det, vi vil.

Det, vi vil, og hvordan vi opnår det, er afhængig af vores måde at tænke på. Det er ekstremt vanskeligt at ændre sin tænkemåde, når den først er dannet. Vi skaber verden i overensstemmelse med vores måde at tænke på. Vi må opfinde måder, hvorpå vi kan forandre vores perspektiver kontinuerligt og hurtigt omkonfigurere vores tankesæt, efterhånden som der opstår ny viden. Vi kan omkonfigurere vores verden, hvis vi kan omkonfigurere vores måde at tænke på.

Vi kan sætte fattigdommen på museum Jeg tror, at vi kan skabe en verden uden fattigdom, for fattigdom ska-

303 bes ikke af mennesker. Den er blevet skabt og vedligeholdt af det økonomiske og samfundsmæssige system, vi selv har konstrueret, de institutioner og begreber, dette system udgøres af, og de strategier, vi forfølger.

Der eksisterer fattigdom, fordi vi har bygget vores filosofiske fundament på antagelser, der undervurderer, hvad mennesker er i stand til. Vi har udformet begreber, der er for snævre (som for eksempel begreberne om erhvervsliv, kreditværdighed, iværksætteri og beskæftigelse), og vi har udviklet institutioner, der i bedste fald kun er halvt udviklede (som for eksempel vores finansielle institutioner, som fattige mennesker er udelukket fra at bruge). Fattigdommen er forårsaget af disse intellektuelle mangler – og skyldes ikke, at mennesket ikke har forudsætningerne for at undslippe den.

Jeg tror fuldt og fast på, at vi kan skabe en verden uden fattigdom, hvis vi kollektivt tror på det. I en verden uden fattigdom vil det eneste sted, hvor man vil kunne se, hvad fattigdom var, være på fattigdomsmuseerne. Når fremtidens skolebørn besøger et af disse fattigdomsmuseer, vil de blive slået med rædsel over at se den elendighed og de uværdige forhold, som nogle mennesker i tidligere tider måtte leve under. De vil bebrejde deres forfædre for at have tolereret disse umenneskelige forhold, der eksisterede så længe og for så mange mennesker.

Alle mennesker har en iboende evne til ikke blot at drage omsorg for sig selv, men også til at bidrage til at forbedre verdens tilstand som helhed. Nogle får muligheden for at udforske deres potentiale til en vis grad. Men mange får aldrig chancen for at pakke den vidunderlige gave ud, som de blev født med. De dør sammen med deres uudnyttede talenter, og verden frarøves deres kreativitet og alt det, de kunne have udrettet.

Grameen har givet mig en urokkelig tro på menneskers kreativitet.

Dette har ledt mig til den overbevisning, at mennesker ikke er født til at opleve sultens og fattigdommens elendighed.

For mig er fattige mennesker som bonsaitræer. Hvis man planter

304 det bedste frø fra det største træ i en blomsterkrukke, får man en perfekt kopi af det store træ, men det er kun få centimeter højt. Der er intet galt med det frø, man plantede – men man gav det ikke tilstrækkelig jord. Fattige mennesker er bonsaimennesker. Der er intet galt med deres frø. Samfundet gav dem blot ikke et grundlag, de kunne vokse ud fra. Alt, hvad der kræves for at løfte fattige mennesker ud af fattigdom, er, at vi skaber et frugtbart miljø for dem. Når de fattige først tillades at udfolde deres energi og kreativitet, vil fattigdommen forsvinde meget hurtigt.

Lad os slutte os sammen om at give alle mennesker en fair chance for at udfolde deres energi og kreativitet.

Mine damer og herrer.

Lad mig afslutte med at udtrykke min dybe taknemmelighed over for den norske nobelkomite for at anerkende, at fattige mennesker – og især fattige kvinder – både har potentialet og retten til at leve et anstændigt liv, og at mikrokredit kan være med til at frigøre dette potentiale.

Jeg er af den overbevisning, at den æresbevisning, I giver os, vil inspirere til, at mange flere tager modige initiativer rundt omkring i verden, så vi sammen kan skabe et historisk gennembrud i kampen for at afskaffe den globale fattigdom.

Mange tak.

Register

Abdul Latif Jameel Group (SaudiArabien) 213 Afghanistan 159,160 Afrika 24, 32, 99, 106, 108, 137, 137, 215, 224, 242, 272 Africa Microfinance Fund (AMF) 108 andelsbevægelsen 60, 61 Anden verdenskrig, den 257 Anisuzzaman, A. M. 76 Annan, Kofi 256 Annex I-lande 274 apartheid 78, 81 Aravind Eye Hospital 136 Argentina 158, 200 ASA 98 Ashoka Foundation 56 Asia-Pacific Partnership on Clean Development and Climate 275 Australien 255, 275 Bangladesh Bank 164 Bangladesh’ Nationalbank 94 Bangladesh Krishi Bank (Landbrugsbanken) 76 Bangladesh Rural Advancement Committee (BRAC) 98 Banker to the Poor (Yunus) 111 Bashan Gazipur 206 Begum, Sufiya 74 Bevan, Milla 212 Bill and Melinda Gates Foundation 287

Bogra 183-184, 186, 193, 196-199, 203, 205-206 BOT-program 118 Brasilien 16, 175, 184, 200, 272 Buffet, Warren 287-288 Bush, George W. 275 Business Weekly (Taiwan) 286 Canada 15, 100, 141, 262 Carnegie, Andrew 42, 287 Chile 158, 171 Chittagong 72, 166-167 Citibank India 213 Classmate PC-projekt 244 Clinton-regeringen 274 Cox’s Bazar 166-168 Crédit Agricole 220 Danone Communities Fund 221, 231 Den Internationale Valutafond 36 Den Sydasiatiske Sammenslutning for Regionalt Samarbejde, se SAARC De Seksten Beslutninger 90-91, 114, 295 Det Internationale Energiagentur 262 Det Sociale Dow Jones Indeks 233 Dhaka 115, 120-121, 129, 170, 173, 177, 183, 188, 200-201, 230, 232, 239, 247 Drayton, Bill 56

306 e-handel 239, 246 Einstein, Albert 86 engrosfonde 105-108 EU 159 Faber, Emmanuel 20, 170, 172, 177, 182, 207, 217, 22-221 Fast Company 56, 225 fattigdomsmuseer 288-289, 303 fattiges bankmand, de 18, 72, 11 Filippinerne 106 FN 25, 258, 292 FN’s klimapanel 274 FN’s miljøprogram 224 FN’s udviklingsmål 100, 143, 157 Ford, Henry 287 Fortune 208, 233 forum for social handling 284-285 Frankrig 13, 141, 179, 199-200, 220, 261 frihandel 160-161, 164, 238 frihandelsaftaler 164 Fuqua School of Business, Duke University 56 G8 108, 276 GAIN 191-192, 198, 202 Gandhi, Mahatma 119 Gates, Bill 42, 287 Gavelle, Guy 175, 184, 194, 199, 205 Global Alliance for Improved Nutrition (GAIN), se GAIN globalisering 25-27, 236-239, 279, 301-302 global opvarmning 141, 272 Global Reporting Initiative (GRI), se GRI Gore, Al 274 Gram Bangla Autovan 121 Grameen Danone 18, 59, 124, 170, 172, 174, 176, 178, 180, 182, 187, 189-194, 197-201, 203-205, 208, 213, 216-218, 221, 228, 230 Grameen-familiens virksomheder 115

Grameen Foundation 213 Grameen Fund 115, 120-121 Grameen Healthcare Trust 115, 136137, 212, 215 Grameen Health Care Services 115, 132, 136-137 Grameen Phone 112, 114-115, 127130, 240, 296-297 Grameen Telecom 115, 128, 130, 212, 297 Green Children 137, 212, 215 Green Children Foundation 212 GRI 224-225 Groupe Danone 14, 16-17, 20, 171, 181 HEC 13, 14, 19-20, 191 Helú, Carlos Slim 287 HIP-scorekort 225 Human Development Index 146 ICICI Bank 213 Indien 16, 24, 72, 106, 108-109, 119, 133, 136, 143-146, 157-161, 163166, 171, 178, 242, 254, 261-264, 274-275, 279 indkomstulighed 24, 261, 281 Indonesien 16, 106, 118, 166, 175, 178, 182, 184, 261, 272 industrialisering 34, 258 infrastrukturprojekter 55, 167, 169, 300 Intel 244, 247, 249, 289 Inter-American Bank 215 International Center for Diarrheal Diseases Research in Bangladesh (ICDDRB) 179 ISEP 248-251 Italien 158, 200 it-løsninger 115, 248, 251 Japan 51, 128, 16-168, 232, 246, 261 Jobra 61, 73-76, 98, 111, 153, 284, 295 Jefferson, Thomas 267

307 kapitalisme 23, 23-28, 41-43, 60, 217, 258, 263, 267, 297-298 Kashmir 163, 252 Kina 16, 23-24, 106, 158-159, 161, 163-164, 166, 175, 184, 206, 242, 261-264, 272, 274-275, 279 Kissinger, Henry 141 klimaforandringer 131, 255, 257-258, 262-263, 271, 274-276 kommunikationsteknologi 15, 169, 243, 282, 296 korruption 25, 30, 123, 155, 169, 228, 251 Kosovo 118 Kyoto-protokollen 273-276 Latinamerika 24, 32, 137, 242 MacArthur Foundation 117 Mellemamerika 106 Mellemøsten 99, 260 menneskerettigheder 142, 293 Mexico 165 Mies van der Rohe, Ludwig 181 mikrofinansiering 108-109, 118, 213 mikrokredit 13, 15, 87, 99-100, 102103, 105, 108-109, 11, 116-118, 129, 157, 203, 215, 241-242, 270, 296, 304 mikrolån 14, 98, 202 Mumbai 133, 239 Myanmar 118, 166 NABARD 108 Nigeria 106 nonprofitorganisationer 15, 31-33, 44, 62, 234, 269 Nobels Fredspris 135, 207, 291 Norge 128, 130, 212, 297 One Laptop per Child-projektet 244 Oslo 291 overbefolkning 29, 2141-142, 246 Pakistan 72, 143-145, 159-161, 163

Pali Karma-Sahayak Foundation 106 Paris 13, 170, 179, 216 Prasso, Sheri 208 regionale udviklingsbanker 65 Riboud, Antoine 16, 217 Riboud, Franck 13-18, 20, 170-172, 177, 188, 191, 199, 213, 216 Robin Hood-princippet 137 Rockefeller Foundation 117 Rockefeller, John D. 287 Rusland 251, 274 SAARC 159-164 SACK, David A. 179-180 SAFTA 160-161, 163 Saïd School of Business 211 Saudi-Arabien 213, 305 Scholarship Management Program 126-127 Schwab, Klaus 56 Schwab Foundation 56 Shanghai 20, 171, 207 september, 11. den 25, 292 SIDE 121 Skoll, Jeff 56 Skoll Foundation 56, 211 skyggeaktier 168 social ansvarlighed 9-10, 39 Social Business Week 233 sociale investorer 163, 167, 212, 231, 249, 286 Social Fortune 233 socialt aktiemarked 216, 231, 301 socialt entreprenørskab 10, 55-57, 211 social virksomhed 18-19, 37, 42-55, 57-60, 63-67, 71, 110-111, 116, 122, 124, 130 Société d’Investissement à Capital 218 Sovjetunionen 23 Spanien 158, 178, 200 Sri Lanka 146, 159, 164 Subramanyam, Ashvin 178 Sunde, Milla 212 Sultan, Imamus 171, 186, 193-194, 196

308 Storbritannien 128, 156, 212, 261-262 Sydamerika 23, 106 Sydkorea 161, 233, 275, 279 Sygesikring 25, 30, 45, 133, 137-138, 232, 270, 288, 298 Tagore, Rabindranath 193 Taiwan 279, 286 Tehelka.com 254 Telenor 128, 130, 297 terrorisme 142, 157, 292 Thailand 133, 161, 262, 279 The Coalition for Enviromentally Responsible Economies 224 The Poor Always Pay Back: The Grameen II Story 96 The Social Wall Street Journal 232, 301 Tyskland 108, 200, 261-262, 276 USA 16, 24, 29-30, 61, 72, 80, 83, 99, 122, 137-138, 148, 156-157, 163, 165, 229, 232, 237, 251, 259-262, 274-276, 292 USAID 117 Venkataswamy, Govindappa (dr. V) 137 Verdensbanken 24, 33-37, 65, 107, 117, 143, 158, 215 Verdensbankens Global Economic Prospects Report 158 Vietnam 156, 279 Village Phone Project 112 Wall Street 138, 216 Wilde, Oscar 42 WiMax-infrastruktur 116 Zambia 118 Zidane, ZinĂŠdine (Zizou) 200-201 Ă˜steuropa 23

Yderligere information

Kontakt Muhammad Yunus og Grameen Bank Professor Muhammad Yunus Grameen Bank Mirput Two Dhaka 1216 Bangladesh Fax: 8802-8013559 E-mail: yunus@grameen.net Hjemmeside: www.grameen.com