Katteliv
”Hej alle I dygtige medarbejdere hos Kattens Værn!” Sådan indleder Lasse Vassvik sin herlige beretning om et langt liv med katten Virus.
Et langt liv med (katten) Virus Af Lasse Vassvik
Tilbage i 1998 blev min søn Tobias født. Kort efter opgav min dengang 21 årige bedste ven, en kæmpestor sort
langhåret hankat af blandet blod, lysten til at leve, og vi sagde tårevædet farvel til ham. Det var tid til at koncentrere sig om sønnen, men jeg har altid haft katte i mit liv, så det skulle Tobias selvfølgelig også have på et tidspunkt.
Nu skulle det være! Så da han var fire et halvt år gammel, besluttede jeg, at nu skulle det være, og kørte forbi Kattens Værn. Det var dengang, I boede på Frederiksberg. Da små børn kan være lidt hårdhændede uden at vide det, skulle det selvfølgelig ikke være en killing, men en voksen kat, der pænt kunne sige nej tak, hvis junior blev for ivrig.
Kom her, unge mand!
Øverst kvitteringen for familien Vassviks adoption af Virus – nederst et portræt fra 2019.
16 Kattens Værn · www.kattens-vaern.dk · www.katteregister.dk
Vi ankom til Dr. Olgas Vej, og jeg hilste på en flink dame, Jeanette, og fortalte om vores interesse. Der herskede en behagelig fred og ro over stedet. Hun henvendte sig direkte til Tobias og sagde: »Kom her, unge mand!« og åbnede døren ind til et stort lokale med bure ophængt på alle væggene. »Værs’go’ at ta et kig,« sagde hun, og både Tobias og jeg gjorde store øjne over alle de katte i alle de bure. Vi gik stille hele vejen rundt og kiggede på dem alle. Nogle af kattene trykkede sig og så utrygge ud, andre sov eller lod som om, nogle vaskede sig, og en – kun én – stod og mjavede og pressede sig hårdt mod døren. Tobias og jeg kiggede på den store kat, så på hinanden og blev enige om, at den var sød. I buret ved siden af sad der dog en fin lille hunkat med rødlig pels og Tobias pegede på den. Jeanette stod henne ved døren og fulgte med. Hun smilede og sagde: »Sæt jer derhen, så åbner jeg buret ... Den store hankat mjavede og brokkede sig, mens vi tog plads på gulvet, og hun åbnede naboburet. Den lille røde damemis rokkede sig ikke ud af stedet. Jeanette ville løfte hende ud af buret, men rødmis holdt fast og ville tydeligvis ingen steder ... »Jeg tror altså ikke, hun vil med jer,« sagde hun, »men det tror jeg virkelig gerne, ham der vil« og pegede på ham
01 · 2020
