Lux Vol. 06 by Lux Magazine

Lux VOL . 06

June 2020 The lux (symbol: lx) is the SI unit of illuminance and luminous emittance, measuring luminous flux per unit area. One lux is equal to one lumen per square metre: 1 lx = 1 lm/m2 = 1 cdâ&#x20AC;˘sr/m2

c o n t r Ole Christiansen a s t

BACKDROP

Er der noget, der forhindrer mig i at tage de billeder, jeg har lyst til? Tekst Susanne Horsdal Photo Kennet Islandi Havgaard

Ole Christiansen tager kun de billeder, han selv har lyst til

Når Ole Christiansen tager hul på en ny dag, starter han med at spørge sig selv: ”Er der noget, der forhindrer mig i at tage de billeder, jeg selv har lyst til.” Svaret er: ”Næh, det er der ikke.” Så det er blevet hans tilgang til tilværelsen som fotograf. I sin 40 år lange karriere har han leveret utallige billeder til pladecovers, magasiner, bøger, årsrapporter, udstillinger mv., men nu er hans primære forretning at printe billeder i udstillingskvalitet for andre. Det har givet ham frihed til kun at lave de billeder, han selv føler for og som udfordrer ham. ”Nu har jeg fotograferet kommercielt i efterhånden 40 år og føler lidt, at jeg har gjort min pligt der, så i dag handler det meget om at lave de billeder, som jeg har lyst til at lave, og forfølge det, der var grunden til, at jeg blev fotograf,” siger Ole Christiansen og tilføjer, at han stadig tager kommercielle opgaver, ”hvis de er interessante nok, og der er god økonomi i det. Det vigtige er bare, at der er en udfordring i det.” For tiden er han ved at lægge absolut sidste hånd på sin anden fotobog, “White Wall”. Den første, “Photographs”, der kom i 2003, omtalte han ved udgivelsen som ”en slags midtvejsrapport. En status over min karriere ind til nu.” Denne gang har han udfordret sig selv med at ”udfylde” en hvid væg. Ideen opstod, da han gik en tur på Strøget i København og så en hvid afskærmning sat op foran en butik, der var under renovering. Inde bagved gik håndværkerne og arbejdede. Ole Christiansen valgte at arbejde på den anden side af afskærmningen ved at stille sig på samme sted på samme tidspunkt og så fotografere det liv, der passerede forbi. Fotoopgaven varede så længe, som afskærmningen var oppe – 12-15 dage, vurderer Ole Christiansen, der endte med at tage 5.000-6.000 billeder. Derefter fulgte et langt større efterarbejde. Resultatet er en række ”street”-fotografier, der bærer hans

umiskendelige aftryk. Sort/hvide billeder med skarpe kontraster. Det grafiske element er noget, han har arbejdet med hele sin karriere.

”Det kom ret tidligt. Det er nok et forsøg på at lave et dramatisk billede, og et af de virkemidler, man har, er kontrast og lys. Det er bare helt naturligt – stort set ligegyldigt, hvad fa’en jeg fotograferer. Det er det, der virker for mig.” Hvorfor blev du så forelsket i det? Fordi det forstærker en eller anden billedkommunikation – at der er nogle kontraster. Men det var ikke en analyse, jeg foretog. Det var trial and error. Det er den måde, jeg kan finde ud af at arbejde på – at gå ud og gøre nogle ting og se, hvad der virker. Jeg har holdt fast i det, fordi det stadig virker. Hvad søger du efter, når du fotograferer ”street”? ”En form for magi, hvor tingene går op i en højere enhed. Det er i virkeligheden ret enkelt. Der er en firkant, der skal fyldes ud, som skal give noget spænding og drama. Det er der mange måder at gøre på, så jeg forsøger ikke at være alt for låst, når jeg går ud på gaden. Det er primært noget med at tage kameraet på skulderen og tage imod, hvad der kommer uden at analysere, hvad der sker.” Hvad er et godt street-billede for dig? ”Der må meget gerne være et element af poesi og noget magi, men der er nogle basale ting, som man er afhængig af. Det handler jo om at få den her billedflade til at gå op. Hvordan man gør det, der er meget en fornemmelsessag. Man rykker sig, danser lidt rundt om situationen.” Hvordan finder du dine locations? ”Problemet med gadebilledet er, at det er røvforvirrende med skilte og alt muligt, så jeg forsøger tit at rense op i det. Hvis der er nogle flader, som forenkler det, søger jeg det. Så lader jeg rummet befolke og ser, hvad der sker. Det interessante er jo, at der tit sker nogle ting, som man ikke kan forudse. Men får simpelthen nogle gange vidunderlige ting

forærende. Min gamle ven Martin Sne kaldte det fotoguden, der var på spil, og det kan godt være. Hvis man giver slip på nogle ting, så kommer der også foræringer.” Hvorfor er der ikke farver på de billeder? ”De har det med at overtage billedet. Der var nogle, der fungerede meget godt – en rød her, en rød der, men så er der pludselig en historiefortælling, der bliver uinteressant i forhold til, at øjet går efter den røde farve. Når man fjerner farverne, tager man et lag af virkelighed fra, men det har jeg haft lige siden begyndelsen – en forkærlighed for sort/hvid.”

Fem minutter er ok Da han tilbage i 1980 flyttede fra Helsingør til København som nyuddannet fotograf, var en af ambitionerne at komme til at fotografere rockmusik, fordi det ganske enkelt interesserede ham, og det lykkedes ham hurtigt at få foden inden for i branchen. Det resulterede i pladecovers for navne som Sort Sol, TV-2 og Thomas Helmig, ligesom han har fotograferet internationale berømtheder som The Rolling Stones, Iggy Pop og David Byrne. Dengang var det på kommercielle vilkår med en kunde i den anden ende, men det opfatter han blot som et vilkår. ”Det er en helt anden situation, og der er en konkret anvendelse, som du må tage hensyn til, så det blev altid et kompromis, men det er heller ikke nødvendigvis dårligt, fordi der kan komme nogle input, som kan tage det i en retning, man ikke selv havde tænkt. Der kan også være en konflikt, hvor man siger – okay, det var ikke sådan, jeg ville gøre det, men nu er det jo ikke mig, der skal på forsiden af et LP-cover. Der er jeg et redskab,” konstaterer han. Men når der har været tale om portrætter, har Ole Christiansen så vidt muligt prøvet at undgå at fotografere klicheen – at fotografere det, den pågældende er kendt for. ”Det bliver hurtigt en gentagelse af, hvad der allerede ligger af billeder, og det er måske ikke så interessant,” lyder forklaringen.

Hvis det kun drejer sig om at få ét godt billede, har jeg ikke noget problem med, at der kun er fem minutter Hvad prøver du så i stedet at gå efter? ”Det er meget forskelligt. Jeg har ikke nogen bestemt dagsorden. For tiden er jeg, sammen med fire andre fotografer, i gang med at fotografere nogle skuespillere til en udstilling. Der har jeg sat nogle rammer op her i atelieret, blandt andet at der indgår et spejl for ligesom at få mine billeder til at hænge sammen, men udover det forsøger jeg at holde mig åben i forhold til dem, der kommer ind ad døren. Et andet benspænd kan være tid. Ofte har de personer, Ole Christiansen har fotograferet, ligget meget højt på kendisskalaen, hvilket har sat markante begrænsninger på den tid,

fotograf og fotograferet har haft sammen. ”Jamen, det er en omstændighed, jeg ikke kan lave om, og så må jeg jo få noget ud af det inden for den ramme. Og hvis det kun drejer sig om at få ét godt billede, har jeg ikke noget problem med, at der kun er fem minutter. Hvor andre fotografer ville synes, at det var helt urimeligt, har jeg det anderledes. Hvis man ved, at der er kort tid, er man også ret tændt i det tidsrum. Der er heller ikke ret mange mennesker, der synes, at det er sjovt, at det trækker ud i timevis. Man kan argumentere for, at man med god tid lærer folk at kende, men hvor godt lærer man folk at kende – selv efter et helt liv sammen – altså, come on. Jeg tror mere på, at man lynhurtigt kan aflæse nogle ting, og så bliver det nok ikke meget bedre, selv om man har en halv dag.” Et af Ole Christiansens nyere portrætter er af Medina taget til udstillingen Interpretations på Hofteatret, hvor fem fotografer havde fået den bundne opgave at fotografere de samme fem kunstnere. Her var tid ikke en begrænsning, og i sin idéudvikling var Ole Christiansen tro mod sin stil med lys og skygge. ”En af mine gode venner var interesseret i at hjælpe med at flytte lamper osv., og der havde jeg ideen med lys. Vi startede med at tage nogle mere almindelige billeder, og så sker der hurtigt det, hvis man som hende er vant til at blive fotograferet, at man laver en ny positur. Men hvis det her skulle virke, skulle hun bare sidde bomstille – og det virkede - at hun ikke gjorde noget. Det er bestemt et af mine mere vellykkede billeder.” Hvorfor opfatter du det som vellykket? ”Fordi der er en dobbelthed med denne skygge. Der sker et eller andet, når man betragter billedet – ud over, at det er et billede af Medina. Det fungerer som billede – også uden hendes glans. Det er vel i virkeligheden det, der er mere interessant ved det gode portræt - at det siger noget mere alment end bare noget om den person.” Hvor meget betyder det, at dem, du fotograferer, er vant til at blive fotograferet? ”Det er på godt og ondt. Problemet er, at de er så vant til det, at de hurtigt har en standardgrimasse, og det er uinteressant, for den har vi set 100 gange. Det hjælper så en gang imellem at sige, at du skal lade være med at smile. Det er naturligt, at man gerne vil fremstå som et venligt og tilgængeligt menneske, men det giver ikke nødvendigvis særligt interessante billeder.”

Maler på computeren Medina-portrættet giver mindelser om et maleri, og selv om det ikke er tænkt sådan, ligger malerkunstens arbejdsmetoder ikke fjernt for Ole Christiansen. På et område af sin produktion er han begyndt at arbejde som en maler blot med kamera og computer i stedet for lærred og pensel. Selv kalder han resultaterne for ”papirstrimler”. ”Det opstod i forlængelse af de store print, jeg laver for andre. Indimellem skærer man jo nogle strimler af, fordi billedet

skal skæres til. En dag lå de her strimler i morgenlyset på en sort skæreplade og inviterede til at blive fotograferet, så det gjorde jeg. Derefter lagde jeg dem sammen i lag i computeren. Og det, der i virkeligheden tog relativt kort tid at fotografere, blev til voldsomt mange timer bagefter i computeren, hvor man arbejder i stil med maleren, der begynder på et blankt lærred og så fylder ud. Billederne opstod først rigtigt, da jeg nørdede med det i computeren. Det var ikke noget, jeg havde planlagt, men noget jeg så – at her var noget interessant. I første omgang var motivet meget sort/hvid. Hvidt papir på sort baggrund, men så begyndte jeg at lægge farver på det, og der var en ny verden.” Så du farvelægger dem bagefter? ”Ja, nogle af dem. Nogle er monokrome og får en blå tone, og nogle af dem er der flere farver på.” Fotograferer du stadig papirstrimler, eller har du efterhånden dit råmateriale i computeren og så opstår dine ting derfra? ”De første tog jeg for tre år siden og arbejdede meget med dem, og så tog jeg nogle for et halvt år siden. Jeg ved ikke, hvor meget mere jeg har behov for og lyst til, men jeg holder ekstremt meget af de muligheder, jeg har i computeren i dag. Nogle gange bliver billederne jo bare råmateriale at rode med. Det er sjovt, hvordan andre omfavner den analoge og mere gammeldags tilgang til det. Det kan da sagtens være et sundt element for de unge mennesker – en slags benspænd. Jeg har bare svært ved at blive begejstret for, at et billede kommer frem i fremkalderen, for det har det gjort i 40 år. Der er da en storytelling i, at du har brugt et gammelt lortekamera fremfor os andre, der sidder ved en computer, som alle andre også har, men det er jo bare et værktøj, som giver nogle sindssyge muligheder,” siger Ole Christiansen. Hvad han skal lave fremover, ved han ikke. Måske kommer der en bog mere, måske skal han tage lave nogle flere papirstrimler, han afviser heller ikke kategorisk at tage kommercielle billeder eller portrætter. Man skal bare acceptere, at det bliver på hans præmisser. ”Jeg tænker stort set kun i, om det er interessant for mig at lave. Jeg har ikke nogen dagsorden eller historie, jeg skal fortælle, så det er en udforskning af det at lave billeder, som har kørt i 45-50 år.”

FAKTA Ole Christiansen, født i Helsingør i 1955. Uddannet reklamefotograf i 1980. Siden da selvstændig fotograf. Medlem af Billedhuset siden 1985. Optaget i Weilbach Kunstnerleksikon. Repræsenteret i følgende samlinger: Det Nationalhistoriske Museum-Frederikborg Slot, Det Kongelige Bibliotek, Museet for Fotokunst, Brandts Klædefabrik. Har haft en række egne udstillinger samt udstillet sammen med andre. Har udgivet bogen “Photographs”, People’s Press, 2003.

PLANTS

PEOPLE

Maggie Cheung

Medina

Ole Michelsen

Al Gore

Jeanett Albeck

Ghita NÃ¸rby

Filmfestival Cannes

Bent Fabricius-Bjerre

Grace Jones

PAPER COLOR

WHITE WALL

PAPER BW

GRAPHIC CITY

BW CITY

Lux VOL . 06

Contact Lux Magazine Fælledvej 16D, 2 2200 Copenhagen N Denmark +4540533940 www.luxmagazine.dk Editor Kennet Islandi Havgaard kennet@luxmagazine.dk Journalist Susanne Horsdal susanne@luxmagazine.dk Website Jakob Æbeløe Kjøller