Lux Vol. 08

Lux VOL. 08

Juni 2021 The lux (symbol: lx) is the SI unit of illuminance and luminous emittance, measuring luminous flux per unit area. One lux is equal to one lumen per square metre: 1 lx = 1 lm/m2 = 1 cd•sr/m2

NANNA KREUTZMANN

FRI I HAVET

I mere end tusind år har Bajau-folket levet en nomadetilværelse som sejlende i hjertet af koral-trekanten, der har et af de mest biodiverse havliv mellem Filippinerne, Malaysia og Indonesien. De lever som dykkere og fiskere. De seneste par hundrede år har deres livsstil ændret sig, eftersom mange har slået sig ned. Størstedelen lever nu i landsbyer i traditionelle træhuse placeret på stolper på havbunden. De sætter sjældent fod på land. De er kendt for at være fremragende fridykkere og kan holde vejret længere end de fleste. Da deres livsstil er tæt forbundet med naturen og afhængig af havet, er de ekstremt sårbare over for klimaforandringer, forurening og overfiskeri. Borneo, Malaysia.

HAVFOLK

Lasory er Harpunfisker og fisker fra Bajau-stammen i Sulawesi, Indonesien. Lasory har med sin harpun fanget en blæksprutte, som han kæmper med. Blæksprutter er værdifulde og bliver sjældent spist af Bajau-folket, men i stedet solgt til eksport.

Bajau-folket sætter sjældent fod på land og er kendt for at være fremragende fridykkere og undervandsjægere. I 2018 opdagede en dansk/amerikansk researchgruppe, at de har en genetisk udviklet større milt og derfor kan transportere mere ilt og holde vejret længere end de fleste. Bajau-børnene vokser op med en stærk tilknytning til havet, og de kan ofte svømme, før de kan gå, ligesom de har trænet deres øjne til at kunne se under vand. Her er Jason under vandet i sit hjem på øen Mabul. Borneo, Malaysia

Bajau-folk er fremragende fridykkere. Mange lever stadig af fiskeri med harpun, selvom størrelsen på fiskene er blevet mindre.

De dykker dybt og foretager mange dyk i træk helt ned til bunden, hvor de positionerer sig og venter på, at fiskene kommer inden for deres harpuns rækkevidde.

Portræt af Basong i Sample, Indonesien.

Der bor et par tusind mennesker i Bajau-landsbyen Sampele – en landsby bygget på stolper på havbunden. Her går Sofia en tur, mens det er lavvande. Hun taler næsten intet engelsk, og mit indonesiske eller bajau er meget begrænset, men vi blev alligevel tætte venner.

Hun hentede mig om morgenen i sin meget smalle træbåd, hvis hun, hendes mand og datter skulle ud at fiske. Vi forstod hinanden med få ord. Sofia er gravid på billedet. Hun fødte senere en dreng, som kom til at hedde Seni opkaldt efter min rejsekammerat.

Børnene I Bajau-stammen vokser op med - og i - havet. Ofte kan de svømme, før de kan gå, og de kan se under vand, fordi de tidligt i livet vænnes til vand og tilpasser sig. Eftersom de får deres hovedindkomst ved at dykke, sprænger mange af dem deres trommehinder, så de kan dykke dybt uden at skulle udligne trykket.

Labenki, Indonesien

I løbet af de seneste årtier er Baja-folket blevet tvunget til at slå sig ned i landsbyer. Men mange af dem har stadig ingen fornemmelse af grænser eller nationalitet, og der findes intet ord for “land” på bajau-sproget. De krydser naturligt grænserne, og hvis de ikke blev tvunget til det, ville de ikke forholde sig til dem.

Bajau-folket er generelt dårligt uddannet i forhold til at læse og skrive og har ingen fornemmelse for tid, dato eller alder. Til gengæld har de en imponerende viden om havet. Deres tidsbegreb afhænger af naturen, solen, månen, tidevandet og strømmene, og de ved, hvor de skal fiske og kender fiskenes levemønstre.

Basong blev bidt af en muræneål, mens han fiskede.

Sampela, Indonesien.

Sampela, Indonesien.

Jaharodin er ude at fiske en tidlig morgen. Han dykker med traditionelle hjemmelavede dykkerbriller af træ, og med en hjemmelavet harpun.

Bajau-livsstilen afhænger af naturen og bliver i disse år voldsomt påvirket af klimaforandringer, forurening og overfiskeri. Hvad de kan fange i deres smalle træbåde overgås langt af industrielt fiskeri, og det bliver stadigt vanskeligere for Bajau-folket at fange nok til at kunne leve af det.

Alexey Molchanov, russisk fridykker, dykker under vandoverfladen ved kysten ud for Sharm El Sheik i Egypten for at sætte verdensrekord i fridykning. Han påbegynder her sit 113 meters dyk med bifinner. Efter fire minutter og fem sekunder under vand vender han tilbage til vandoverfladen med rekorden i hus. @alexeymolchanov

LINE

Gruppefoto af fridykkere på en dybdedyknings-camp med den spanske fridykker Miguel Lozano.

Blue Hole, Sinai, Egypten. @miguel_apnea

Walther Chivescu forbereder sig, før han sætter rumænsk nationsrekord med et dyk på 64 meter i disciplinen ”free immersion”.

RedCup, Dahab i Egypten, 2016

Fridykkerne Annelie Pompe og Julia Amina leger i Det Røde Hav. @annelieadventures @shadesinblue

Fridykkerkonkurrence på Tenerife, Spanien. Den spanske fridykker Alex Lozano er på vej op til overfladen omringet af sikkerhedsdykkere efter et dybt dyk. @alex_Lozano_freediver

Fridykker og undervandsfotograf Kalindi Wijsmuller træner en af de vigtigste evner som fridykker: “at slappe af i hovedet” på 10 meters dybde. @_kalindi

Cypern. Sikkerhedsdykkere ved “The Infinity Depth Games” følger svenske Peter Balck på de sidste meter af et dyk til 70 meters dybde.

Den første sikkerhedsdykker møder ham omkring 30 meter under overfladen. De to andre venter på ham på lavere dybde.

I afslutningen af dykket er han i størst risiko for at få et black out – iltniveauet i kroppen er lavt efter et langt dyk, og trykket ændrer sig markant.

Alexey Molchanov er en af verdens bedste fridykkere med en verdensrekord på 130 meter. @alexeymolchanov

Nanna Kreutzmann til højre @nannakreutzmann, sammen med den spanske undervandsfotograf Enric Gener @27mm_photo.

Foto: Nacho @nachopelaezphotography

TRYG I VANDET

I vandet føler Nanna Kreutzmann sig tryggest Voldsomme oplevelser som fotojournalist sendte Nanna Kreutzmann ud i en livskrise og ned i vandet, for der har hun altid følt sig tryg.

Siden har hun arbejdet som undervandsfotograf med en beskeden forretningsmodel - og har aldrig følt sig lykkeligere.

Af Susanne Horsdal Foto denne side Eric Gener @27mm_photo

hendes hjem. Her er der let adgang til havet og fremragende dykkerforhold.

Nanna Kreutzmann tager en dyb indånding, så lader hun hovedet bryde vandoverfladen og lader resten af kroppen følge efter i rytmisk bølgende bevægelser, der ender ude i de lange finner, hun har på fødderne. Hernede, i det store blå univers, hvor synet bliver sløret og lydene dæmpede, føler Nanna Kreutzmann sig tryggest. Det er også det univers, hun som fridykker har gjort til sin arbejdsplads.

”Jeg har brugt - og bruger stadig - havet til at hele traumer fra mine oplevelser i forbindelse med mit arbejde dengang. Jeg føler, at i havet bliver jeg holdt om og passet på. Jeg har simpelthen lært så meget om mig selv ved at være i havet. Her vejer mit kamera ikke ret meget, og her kan jeg mærke mig selv og min krop og min forbindelse til verden.

Jeg tænker, at mange af de ting, jeg begiver mig ud i, er der, hvor jeg kan mærke mig selv og mine egne grænser,” siger Nanna Kreutzmann.

Sådan har det ikke altid været. Nanna Kreutzmann er uddannet fotojournalist fra Danmarks Journalist-højskole med praktik på Berlingske og senere ansættelse på Jyllands-Posten.

Som fotojournalist rejste hun ud til verdens brændpunkter og dækkede blandt andet det store jordskælv i Haiti i 2010, tsunamien i Fukushima i 2011, revolutionen i Libyen i 2011 og demonstrationerne på Tahrir-pladsen med efterfølgende optøjer og valg i Egypten under Det Arabiske Forår i 2011. Hun fik priser for sine billeder, men betalte selv prisen ved at brænde sammen som menneske. ”Jeg har aldrig fået diagnosen, men jeg ramlede sammen med noget PTSD, så i 2012 sagde jeg min lejlighed op og tog til Mexico. Der sad jeg tre måneder på en strand og kiggede på bølgerne. Jeg fik det dårligt af at se på mit kamera. Det føltes som 100 kilo at løfte det,” fortæller Nanna Kreutzmann på en onlineforbindelse fra Dahab i Egypten, oprindeligt en gammel fiskerby på Sinai-halvøen, men nu også et hot spot for dykning.

Heler sine traumer Inden hun endte der, tog hun på road trip og begyndte langsomt at bruge sit kamera igen.

Undervejs gik det op for hende, hvor lidt gods og guld hun egentlig behøvede for at være glad, og siden har hun levet nomadisk. De få ting, hun har i Danmark, er opmagasineret, og for tiden er Dahab

“Det handler om at bruge så lidt energi som muligt, for så har man længere tid under vand. Man skal være 100 procent til stede. Hvis man tager problemer med, har for travlt eller er stresset, er det svært at fridykke.”

Som tidligere konkurrencesvømmer, kystlivredder og konkurrencelivredder har hun altid haft en tæt forbindelse til vand, så skridtet over i fridykning var ganske naturlig, og det er fra denne egyptiske fridykkerkoloni, hun nu kører sin primære forretning. Her er hendes kunder i vid udstrækning andre fridykkere, og ligesom dem dykker hun uden iltflaske. ”Det handler om at bruge så lidt energi som muligt, for så har man længere tid under vand. Man skal være 100 procent til stede. Hvis man tager problemer med, har for travlt eller er stresset, er det svært at fridykke. Hvis man spænder i kroppen, og hjernen kværner derudaf, bruger man mere ilt.

På den måde har jeg lært meget om at holde fokus. Jeg prøver at blive et med havet, prøver at tystne mit travle sind,” fortæller Nanna Kreutzmann, der kan dykke 20-25 meter ned under vand med kamera og længere uden.

Liv og billedunivers smelter sammen Denne nærmest spirituelle tilgang er ikke noget, hun er født med. Faktisk er en side af hende ekstremt rationel, fortæller hun og forklarer, at hun er opdraget rationelt, videnskabsaligt og ud fra devisen, at hvis man ikke kan se, høre, mærke eller bevise det, eksisterer det ikke.

”Der har jeg flyttet mig meget - og til at acceptere, at det godt kan være, at der er noget mere. Vi er tæt forbundne - til hinanden, til havet, til naturen.

Jeg tror f.eks., at mange af de havdyr, vi møder, kan mærke os. De er i hvert fald 100 procent bevidste om os,” fortæller hun.

Denne kærlighed til havet, og den følelse, hun får af at være i dybet – ”her føler jeg mig sikrest, roligst og tryggest,” som hun siger - håber hun kan ses i hendes billeder. Det er ihvertfald det, hun stræber efter. ”Det, jeg hører fra folk, er, at der er en poesi i mine billeder, som måske reflekterer min kærlighed til havet. Jeg prøver at fortælle om en følelse mere end at beskrive en handling. Jeg prøver at give en fornemmelse af, hvordan det føles at være her, hvordan det lugter, hvordan det lyder. Kan du høre havet, når du ser mine billeder? Nogle kan måske, og nogle vil bare sige, at det er da nogle fine bølger eller … Men jeg tror, at den forbindelse, jeg har til havet, reflekteres i mine billeder, og mange af mine venner siger, at de godt kan se mig i mine billeder. Den måde, jeg lever på, og den måde, jeg ser verden på, er meget tæt forbundet med mit billedunivers,” siger Nanna Kreutzmann, der for tiden arbejder meget med portrætfotos.

“Jeg føler, at i havet bliver jeg holdt om og passet på. Jeg har simpelthen lært så meget om mig selv ved at være i havet. Her vejer mit kamera ikke ret meget, og her kan jeg mærke mig selv og min krop og min forbindelse til verden.”

Og ved selv at dykke uden iltflaske prøver hun bevidst at skabe en slags boble én til én mellem den, hun fotograferer, og sig selv. ”På den måde har jeg lige så lang tid i vandet som den, jeg fotograferer, hvorimod hvis jeg dykker med ilt, kræver det sikkerhedsdykkere, et helt andet setup, og at jeg hele tiden skal være opmærksom på, om der kommer nogen ind i min ”frame”. For mig er det meget simpelt. Vi er to, der går i vandet. Det giver en stor koncentration. Ofte er det tilfældet og det uplanlagte - mødet mellem

mig og den portrætterede, og hvad der opstår i det rum, jeg arbejder med.”

Et begrænset lærred Det er ikke ensbetydende med, at hun bare smutter ud i vandet med den, der skal fotograferes.

Forberedelsen på land tager tid. Ved portrætfotografering er folk f.eks. briefet om, hvad de skal, og hvad de skal have på. Til portrætter foretrækker Nanna Kreutzmann folk i deres eget tøj i stedet for våddragter, og hun undgår helst spraglet tøj. Det tager alt for meget opmærksomhed, mener hun. ”For mig er det mennesket, der er vigtigt,” siger hun.

Foto Kalindi Wijsmuller. @t _kalindi

Derfor er der heller ikke meget ”larm” i hendes undervandsbilleder. Den ret enkle komposition, hun bruger, er helt bevidst. ”Jeg kan godt lide, at ting ikke er alt for rodede. Æstetisk er jeg nok meget nordisk. Derfor passer den blå baggrund mig godt, og jeg kan rydde op.

Man kan mene, at mine billeder engang imellem er lidt todimensionelle, fordi der ofte ligesom ikke er forgrund, mellemgrund og baggrund. Man kan sige, at der er et lærred, som man kan male på,” siger Nanna Kreutzmann og tilføjer med et grin, at fordelen er, at hun ikke behøver at tage stilling til, om der f.eks. kører en gul 5A’er i baggrunden.

Til gengæld må hun leve med den ulempe, at havene nu engang ser meget ens ud, uanset hvor i verden man befinder sig.

Sine leveomkostninger har hun valgt at skære ned til et minimum. For nylig passede hun f.eks. hus for en ven og betalte til gengæld ikke husleje.

Derudover er det stadig relativt billigt at leve i Egypten, og i en periode, hvor landet var mere eller mindre nedlukket på grund af corona, formåede hun uden problemer at klare sig med et madbudget på 100 kr. om ugen. ”Jeg lever på en sten. Det betyder, at jeg ikke behøver at arbejde så meget og kan lave en del con amore-arbejde uden betaling. Men jeg er bare så taknemmelig for, at jeg kan få lov til at lave det her,” siger Nanna Kreutzmann.

Indtægterne kommer så blandt andet fra den store koloni af fridykkere, der bor i eller kommer til området. Det kan f.eks. være en, der har fået en ny våddragt, som skal fotograferes til en sponsor, eller den jazzpianist, der for nylig ønskede at få taget nogle nye promotionbilleder. For tiden kører hun også med en model, der går på, at dem, der ønsker at få lavet billeder, ikke betaler for selve undervandssessionen, men først, når de køber de færdige billeder.

”Jeg synes jo selv, at jeg er fotojournalist. Det har jeg haft lidt svært ved at slippe, og jeg laver stadig få opgaver over vandet - portrætter og begivenheder - men jeg ved også, at alt det voldsomme kan jeg ikke mere - og vil jeg ikke mere.” ”Det fritager mig for en masse stress, for hvad nu, ”På den måde er det også et meget begrænset lærred. Det kræver ekstremt meget kreativ tænkning at fylde det lærred ud med noget, og det er ikke altid, det lykkes. Nogle gange tænker jeg – åh gud, hvor har jeg set det her mange gange før,” erkender hun med et smil og et let suk.

Lever på en sten Når det er en forudsætning, at dem, man fotograferer, skal kunne holde vejret i længere tid, begrænser man i sagens natur også sit kundeunderlag, og Nanna Kreutzmann indrømmer, at forretningsmodellen ikke ligefrem er fremragende.

Men det er et aktivt valg, hun har truffet for, at hun kan lave noget, som hun elsker og mentalt kan holde til. ”Jeg synes jo selv, at jeg er fotojournalist. Det har jeg haft lidt svært ved at slippe, og jeg laver stadig få opgaver over vandet - portrætter og begivenheder - men jeg ved også, at alt det voldsomme kan jeg ikke mere - og vil jeg ikke mere,” fastslår hun.

hvis jeg har en dårlig dag som fotograf, eller de(n), jeg fotograferer, har en dårlig dag? Når man arbejder på så kort tid, som jeg gør, og i vandet, hvor vi er afhængige af vind, vejr, temperatur og sigtbarhed, er der mange faktorer, som spiller ind på, om man får et tilfredsstillende resultat.” ”Nogle gange kommer jeg op med noget værre rod, måske fordi vilkårene var for svære, og tænker, hvorfor fik jeg ikke set, at personen f.eks. ikke slapper af i munden. Eller at lyset eller sigten ikke var værd at arbejde i. At kræve betaling per billede i stedet for per opgave har givet mig en frihed til at sige, at hvis det jeg har, ikke er godt nok, så må vi i igen. Det er meget privilegeret,” mener Nanna Kreutzmann.

Har aldrig været lykkeligere Hun sælger også billeder som værker, og for ikke så længe siden blev hun headhuntet til at lave billeder til en schweizisk urreklame, fordi kunden havde set hendes billeder.

Alligevel kom firmaet med en masse krav til,

Foto Mohamed Elmleegy @mleegy

hvordan det skulle se ud. Dem afviste Nanna Kreutzmann at følge.

mindre bevidst,” siger fotografen, der også kan skrive bachelor i kunsthistorie på CV’et.

”Der måtte jeg sige, at jeg gør det, jeg kan. I bliver nødt til at stole på, at hende, der valgte mig til opgaven, gjorde det, fordi hun godt kan lide det, jeg laver, og sådan blev det,” siger Nanna.

I øvrigt er prisen en anden, når der er tale om bestillingsopgaver.

En dagligdag i Danmark med freelanceopgaver, karrieretanker og overvejelser om pensionsordninger prøver hun også helt bevidst at lægge fra sig. I stedet lever hun et sted, som hun selv beskriver som fantastisk, med venner og kontakter og fokus på havet.

”Jeg tror ikke, jeg har været lykkeligere, end jeg har været det sidste år.”

”Jeg prøver at være ekstremt meget til stede lige der, hvor jeg er, for jeg tror, at det vil føre noget godt med sig at være fokuseret i øjeblikket med sit arbejde, sit liv og de mennesker, man omgiver sig med,” siger hun.

Efter en pause, der kommer til at understrege betydningen af ordene, tilføjer hun:

”Når det er til print, der skal hænge på væggen, prøver jeg at promovere mig som kunstner i stedet for som fotojournalist. Jeg er meget stolt af min uddannelse som fotojournalist og det, jeg har lavet, men jeg håber faktisk, at jeg kan gå mere og mere kunstnerisk. Jeg ved godt, at jeg har flyttet mig langt fra fotojournalistik, og det er mere eller

”Jeg tror ikke, jeg har været lykkeligere, end jeg har været det sidste år.”

Havsøstre. Gab fra Canada, Yanka fra Ukraine, Diana, som er columbiansk/spansk, Emilia fra Polen, Julia, som er schweizer, og Cath fra Canada bor alle i Dahab, et internationalt fridykkermekka, hvor der er let adgang til dybt og varmt vand.

Dahab. Det Røde Hav, Sinai, Egypten. @blue_citta @amphibiansoul @dianagarciabenito @emilianoire @shadesinblue @cath4dive

HAVFRUER

Tilskuere til en fridykkerkonkurrence på øen Sabang, Indonesien

Sammen. Min beslutning om at blive I Dahab under corona-nedlukningen føltes som den bedste beslutning, jeg har truffet i meget lang tid. Byen er omringet af hav og ørkenbjerge, som udgør naturlige grænser, og på grund af nedlukningen var det vanskeligt både at forlade - og komme til - byen. Ikke desto mindre kunne vi opholde os i vandet. @golden.fishie @shadesinblue @cath4dive @freedivetioman @emilianoire @Fatimakorok_freediver

At bevæge sig ubesværet, holde vejret og acceptere følelsen af havvand i bihulerne kræver enormt meget træning.

Cath er en af dem, jeg ofte fotograferer. @Cath4dive

Jeg fotograferer som regel tæt på overfladen om morgenen eller om eftermiddagen for at fange det lave, bløde lys. Middagslys passer bedre til optagelser på dybere vand, da lyset når dybere ned på det tidspunkt. Catherine @cath4dive, Dahab, Sinai

Catherine Ch poserer på ca. 10 meters dybde. @cath4dive. Sharm el Sheik, Sinai.

En dag tog jeg ud med syv kvindelige fridykkere med en klar plan, men intet af det, jeg havde forestillet mig, fungerede rigtigt. Jeg var lidt forvirret, da en af kvinderne, Julia Amina, foreslog os at lave ”en vandmand” – men så fik jeg dette billede. Det er det eneste, der rigtigt fungerer. Mine billeder før og efter var noget rod. Men med dette billede synes jeg, det lykkedes os at lave noget eventyrligt.

Raghda @golden.fishie Julia @shadesinblue Cath @cath4dive Stella @ freedivetioman Emilia @emilianoire Fatima @Fatimakorok_freediver

Der er meget få uberørte koralrev tilbage. Overfiskeri, destruktivt fiskeri, ikke-bæredygtig turisme, akvariehandel, kystudvikling og forurening er alvorlige trusler mod verdens rev. 75 procent af verdens rev er i fare, og 50 procent er døde i løbet af de seneste 30 år.

Koralrev er en essentiel del af havene, som sørger for habitater og ly for tusindvis af arter, der lever i havene. De er kilden til vigtige næringsstoffer til havenes fødekæder, de lagrer CO2 og forebygger, at kyster ødelægges af storme og bølger.

Julia Amina Tobler svømmer over et relativt beskyttet koralrev i Ras Mohammed, en national havpark i Egypten. @shadesinblue

ISDYKNING

For nogle år siden fridykkede jeg for første gang under is. Det er vanskelige betingelser at arbejde under. Ekstremt lave temperaturer afkøler fingre, kameraudstyr og dykkermaske. Og at opholde sig under is på et åndedrag med sikkerhedsforholdsregler, anderledes sigtbarhed og lysindfald er udfordrende. Men hvilken magisk smuk og stille verden, der er dernede..

Ingen lyd, ingen luft. Verden ovenover synes ikke at eksistere.

Her er kun det sarte lys og kulden. Den føles som nåle i ansigtet, indtil huden bliver følelsesløs. Her er Ant Williams under is. @freediveguy

Luften er minus 10 grader og vandet en grad. Vi kommer ned gennem et trekantet hul, vi har skåret i den 50 centimeter tykke is. Her er spanske Miguel Lozano i Päijänne-søen i Finland. @Miguel_apnea

Wendy Lui svømmer 20 meter under is fra ishul til ishul. I bikini. Wendy fik i 2017 en meniskskade og genoptrænede i vand og ved hjælp af is-terapi.

“Så nu fortæller min hjerne mig, at det er godt for mig. At kulden er god for mig. Den har en helende magi. Mit første egentlige dyk under is var i februar i år, og siden har jeg været afhængig af det. Jeg er tiltrukket af kulden, af friheden under vandet, følelsen af at være i en anden verden og af skønheden under isen. Først er det altid et chok at komme i vandet.

Det er iskoldt, hele min krop fryser, tiden fryser, men når jeg begynder at bevæge mig, så kan jeg slappe af. Kulden aktiverer adrenalin.

Det føles som om, hele min krop bliver fornyet.”

Under isen er der ingen referencepunkter, og man mister let fornemmelse af retning. Wendy er spændt fast til en line, der går fra ishul til ishul og følges af sikkerhedsdykkere. @wendinwonderland

VILD

En dygongs hale. En dygong er omkring tre meter lang.

De er i familie med manater, men har hale som hvaler.

Nu er min frygt blevet blandet med en stærk fascination af og respekt for disse skabninger. Beskyttet af en våddragt elsker jeg at observere dem tæt på. De er ældgamle organismer og de langsomste svømmere i havet og er afhængige af deres størrelse for at fange bytte. Ærø, Danmark

Lavt aftenlys på Gozo, Malta

Uberørt. Stime af Crevalle Donkraft, også kendt som den almindelige Donkraft (Jack Fish). Den lille oceaniske ø Sipadan ligger ud for Borneo mellem Malaysia og Indonesien. Stærke havstrømme tilfører næringsstoffer til et økosystem med et ekstremt rigt undervandsliv. Øen er fredet, fiskeri er forbudt, det er ikke tilladt at gå på land, og adgang til havet omkring øen er begrænset.

Djævlerokke i Nusa Penida, Indonesien

At møde plettede ørnerokker er altid fantastisk. At se dem bevæge sig gennem vandet, flydende, yndefuldt og overlegent, føles som det nærmeste, jeg kommer på noget guddommeligt.

Godnat fra havet.

Bunaken, Indonesien.

PORTRÆTTER

“Kære hav, dit salt beroliger mig, dine skabninger fylder min sjæl, din dybde minder mig om, hvor lille jeg er. Tak for dette vidunderlige liv og for altid at være der for mig. Jeg elsker dig.”

Sara El Laithy, professionel egyptisk havfrue og fridykker

“Når jeg dykker under vand, føler jeg straks min egen guddommelighed, min egen tilstedeværelse, mit eget væsen. Jeg bevæger mig ubesværet, med ynde, frihed og skønhed. Det er ganske enkelt, hvor jeg bliver den bedste udgave af mig selv.”

Raghda Ezzeldin, egyptisk fridykker. @golden.fishie

“I dag skal jeg dø. I dag drukner jeg. Jeg vil lade mig synke til bunden af havet. Når trangen til at trække vejret opstår, vil jeg modstå. Når der kommer krampelignende smerte, vil jeg modstå. Og når jeg fuldstændig udmattet og desillusioneret får black out, vil jeg ikke længere kæmpe imod.

Havet vil have opslugt mig fuldstændig, og jeg vil ikke længere eksistere.

Endelig afleveret, totalt renset, efter at være blevet uendelig og udødelig, formålsløs og uden lyst vil jeg have det godt, her og nu. Jeg skal også dø i morgen, men på en anden måde. Måske ved at hænge mig eller brænde mig selv levende. Vi må se. I morgen er der endnu en dag.

Men jeg kan godt huske, hvordan jeg snusede til det i går: hjerteanfald i fuld orgasmisk opstigning. Hver dag, om morgenen, på tom mave, mediterer jeg over min død og mine mange dødsfald. Og det hjælper mig til at leve, til at leve bedre, til at leve fuldt ud, til at leve hver dag intenst, til at leve lykkeligt og løsrevet fra al lidelse. I dag skal jeg leve. I dag skal jeg fridykke og lade mig synke ned til bunden af havet.” Seni Chon, schweizisk fridykker.

“For mig er det at være nede i vandet som at blive et med naturen. Vandet forbinder mig med min intuition og lader mig lære mig selv at kende. Det healer og hjælper mig op, når jeg er nede. Det frigør mig fra ideen om mig selv og får mig til at føle mig holdt om. Her kan jeg miste mig selv og blive en del af en større helhed.”

Alexander Castillo, peruviansk/amerikansk fridykker.” @alexitoboy

”Hvorfor vi har det så fantastisk i havet? For at være helt ærlig, så er det fantastisk fordi man møder sig selv. Nogle dage er man fredfyldt, ydmyg, rolig. Andre dage er rodede, frustrerende, uforståelige. At være omgivet af Det Røde Hav giver mig hver dag muligheden for at være den bedste udgave af mig selv.”

Catherine Ch, canadisk fridykker @cath4dive

”Jeg har været forelsket i havet og verden under vandet siden jeg var barn, men min livsbane drev mig væk. Behovet for at være mere forbundet med mig selv og mine dybeste behov var indledningen til min nye rejse. Den førte mig til Egypten, hvor jeg blev fanget ind af fridykning og dykning. Oplevelserne under vand blev en åbenbaring: Når jeg så op på lysstrålerne, der danser gennem vandet, følte jeg mig hjemme. Det tændte en gnist i min hjerne. Jeg kunne ikke leve længere uden at være forbundet til havet. Det var begyndelsen på denne smukke rejse.”

Yolande Pauwels, fridykker fra Luxemborg/ Belgien @yopfreediving

“Det er egentlig sjovt. Alle de andre sportsgrene, jeg elsker, handler om adrenalinsus, naturen og at præstere. At klatre steder der er vanskeligere og mere udfordrende, at køre hurtigere på skateboard, at surfe på større bølger eller at finde den perfekte balance mellem vind og fladt vand for at afprøve, hvor hurtigt jeg kan windsurfe. Fridykning er det diametralt modsatte, for den eneste måde at få succes på er ved at få ro i sind og krop.

Det fungerer som en modvægt til alt andet og giver mig mulighed for at meditere i naturen”.

Joar Gruneau, svensk fridykker @joargruneau

“Nogle gange er et knus mere trøstende end 100 ord. Sådan er havet for mig. Jeg har det, som om havets bølger altid giver mig knus og trøster mig. Når jeg er i havet og har det godt, leger havet med mig.

Selv når jeg har det skidt, giver det mig knus og omfavner mig. Det venter altid på mig med et hjerte af guld.

Det er derfor, jeg lever med havet.”

Soeun Bae, koreansk fridykker @ baesoeun_

“Jeg kom i gang takket være min mor. Hun introducerede mig til denne verden. Jeg fulgte altid med hende ned under vandet. Det lærte mig, at lukke verden omkring mig ude, at forbinde mig med mit rene indre og blive et med havet. Min hjerne lukker af, og alle mine sanser vækkes til live, når jeg overgiver mig til dette elements stærke indflydelse. Tiden står stille, og der er ikke plads til et ego. Jeg ville ikke vide, hvordan indre fred føles, hvis det ikke var for min mor.”

Karim Osama, egyptisk/russisk fridykker. @poseidonjr

Live Fakeye, fridykker og fotografkollega. Jeg var oprindeligt fascineret af hans skæg og hans lyse øjne og først da vi var i vandet sammen for at fotografere opdagede jeg at han havde ordet ”frihed” skrevet på sit bryst.

Dette billede blev inspirationen til en portrætserie, som jeg arbejder på.

Med portrætterne forsøger jeg at fange, hvor ubesværet og frit vi bevæger os i dette element, hvor vi kun er på besøg et øjeblik, hvor komfortable og stærke vi er selv om det er et ilftattigt univers - ligesom jeg vil fange disse undervandspersonligheder – de mennesker, jeg møder på min vej, som et minde om alle de venner, jeg deler min passion for havet med.

SOLO

Malahy betyder legeplads og er et landskab i Det Røde Hav. De store, farverige koralformationer med undervandsblomster, strømme og huler er relativt uberørte.

Louisa Collyns fra @freediveibiza.

På spidsen af Sinai-halvøen ligger den beskyttede havnationalpark Ras Mohammed, som er kendt for sit undervandsliv og landskaber. Her dykker Julia Amina i en af hulerne. @shadesinblue

Ninna Kofod og vandmænd i Østersøen. Christiansø Bornholm @Ninnakofod

Annelie Pompe er en svensk eventyrer. Hun har besteget Mount Everest og har haft en verdensrekord med et dyk til 126 meter. Jeg var fotograf til et af hendes verdensrekordforsøg. På en fridag tog vi ud og dykkede for sjov, og jeg fangede hende sådan her.

Sharm El Sheik, Egypten. @annelieadventures

Jeg er fascineret af, hvordan mennesker kan blive et med havet og helt naturligt dykke til dybder, som helt indlysende er unaturlige for os. Dette billede er af Alenka Artnik på Tenerife. I dag er hun den kvinde, der kan dykke dybest i de klassiske fridykkerdiscipliner.

Hun har dykket ned på 114 meters dybde.

Den spanske fridykker Alex Lozano i stærk strøm over et rev på Tiran Island. Øen i Det Røde Hav har en strategisk betydning ved indgangen til Acaba-bugten. Det var egyptisk territorie frem til 2017, da det overgik til Saudi-Arabien. @alex_lozano_freediver

Exit. Vragdykning i Københavns Havn, med Frederik Fuda.

Som en reaktion på mængden af skrald i havene og koralrevenes sørgelige tilstand skabte lokale kunstnere en elefant af skrald. Den står på 28 meters dybde i Dahab-bugten og er et fremragende skjulested for fisk – og et udflugtsmål for dykkere og fridykkere. Her balancerer Alex Lozano på toppen. Håbet er, at der vil begynde at vokse koraler på den og dermed skabe et kunstigt rev for livet i havet. @alex_lozano_freediver

DANS

Catherine og Julia, Dahab, Egypten @cath4dive @shadesinblue

En måned før dette billede blev taget, skar en bådpropel sig dybt ind i mit ben, og jeg måtte blive på land i en periode. Da jeg igen kunne komme i vandet, tog Amanda Birkedal og Anna Karina mig med ned under vandet og ind i en smuk hule under store bølger. For mig er det her billede en følelse af taknemmelighed - over at min krop helede og at være tilbage i havet. @greenandbluemermaid @amandabirkedal

Morgenerne var vores. Hver morgen under corona-nedlukningen i foråret 2020 stod vi meget tidligt op for at svømme, inden verden vågnede, og adgangen til havet blev begrænset. @cath4dive @heekwangk @bianca_sun_young_kim

Om natten jager de på dybt vand, om dagen søger en flok af langnæbbede delfiner ly på et rev langt ude fra kysten i Det Røde Hav. Havet er fyldt med fløjt og klikkelyde, som de bruger til at kommunikere med. Her, på lavt vand dykker de, leger, slapper af og parrer sig.

Delfiner sover kun delvist. Den ene hjernehalvdel er vågen, mens den anden sover.

En dygong, et havpattedyr, ruller sig på sandbunden i Det Røde Hav, mens den prøver at slippe af med en remora, en stribet sugefisk, der sætter sig fast på større havdyr. Dygonger er i familie med søkøer, som siges at være inspirationen til havfrue-myten. Antallet af dygonger er faldende, og de står nu på International Union for Conservation of Nature’s røde liste over truede dyrearter. De tilbringer størstedelen af deres liv på relativt lavt vand, hvor de lever af sarte havgræsbede. De er derfor under pres fra mennesker, turisme, forurening, ødelæggelse af deres habitat, fangst og i fare for at blive viklet ind i fiskenet. De kan blive op til 70 år gamle, men da de formerer sig langsomt, er de specielt i fare for udryddelse.

Claire Walsh går en tur på en stille dag i Det Røde Hav @clairewalshlife

Østersøen er et af de mest forurenede have i verden.

Den store mængde vandmænd er måske nok smukke, men kan i realiteten være et tegn på et hav i ubalance.

SKRALD

På bunden af Københavns Havn med Anders Røge. @allroge

Hvert år ender omkring otte millioner ton plastik i verdens have.

Den ubalance, det forårsager, kan der ikke rettes op på. Resultatet er forsuring, koralafblegning og udryddelsen af arter.

En plastiksuppe er drevet ind i the Blue Hole i Sinai, en populær turistdestination. Egypten er et af de lande i verden, der har mest fejlhåndteret plastikaffald. En stor del bliver dumpet i ørkenen, og når det blæser, blæser plastikken i havet. En del af plastikken i havet stammer også fra de omkringliggende lande, hvilket blot understreger, at havene ikke opererer med grænser.

Lux VOL. 08

©

Copyright 2021 All rights reserved Lux Magazine, Nanna Kreutzmann

ISSN 2597-2235 ISBN 978-87-972403-6-6 Contact Lux Magazine Fælledvej 16D, 2 2200 Copenhagen N Denmark +4540533940 www.luxmagazine.dk Editor Kennet Islandi Havgaard kennet@luxmagazine.dk Journalist Susanne Horsdal susanne@luxmagazine.dk Website Jakob Æbeløe Kjøller

Marc Anop og hvalen Fridykning er for de fleste sportsfolk mere end en sport.

Det er en livsstil og en måde at være forbundet til havet på.

Amerikanske Marc Anop er sportsmand og fridykkerinstruktør og har rejst i store dele af verden med sin fridykning. Ved den internationale fridykkerkonkurrence i Sarong, hvor dette billede er taget, dykker han ned til 85 meter.