2 minute read
Genner Univers
from Genner Nyt nr 19
Nyt fra Småbørnsgruppen og Børnehaven
Siden sidst har Småbørnsgruppen haft stor fokus på udelivet. Vi har fulgt naturens gang. Vi har set kornet modne og blive høstet. Vi har været på “æblerov” oppe hos Dorthe. Vi har fundet og spist rigtig mange brombær, som vi også har lavet marmelade af. Vi har besøgt en landmands majsmark (vi havde spurgt om lov), hvor vi gik ind i marken og nærmest blev væk. Vi plukkede nogle majs med hjem, som vi senere prøvede at lave popcorn af – det virkede ikke. Vi har hentet græskar hos Pia, som vi lavede suppe af til hele dagtilbuddet – det smagte godt – næsten alle børn spiste det. Vi har også fulgt udviklingen på et kastanjetræ, fra de var knap modne - til vi kunne samle flotte kastanjer op på jorden. Dem arbejder vi med lige nu. Vi har også fuld gang i et Halloween tema. Børnene synes, det er lidt spooky men også rigtig spændende.
Advertisement
Vi er atter startet på vores sprogarbejde: “Vi lærer sprog”. Det medfører, at vi har ekstra meget fokus på ord, former, farver, følelser, mimik og gestik i alt, hvad vi laver. Vi har fået en del super gode materialer gennem Nordeafonden og Børneulykkesfonden. Blandt andet et tema om jægerstenalderen, om to børn – Ask og Liv, og hvordan deres liv var på den tid. Vi har deltaget i tumlekaravanen og et projekt, der hedder: “Hej skal vi lege” begge med fokus på bevægelse og motorik. Børnehaven har ligeledes deltaget i projektet: “naturens dage" arrangeret af Naturstyrelsen. Der blev lavet mad på bål, lavet drager med børnene samt sat fokus på naturen her og nu. De har været i biografen i Aabenraa – en rigtig god oplevelse for både børn og voksne. Lidt spændende at køre med Sydtrafik frem og tilbage.
Børnehaven forsøger at implementere digitale læringsmedier – det er noget, der fanger børnenes interesse. Ligeledes har de udført forskellige eksperimenter med fokus på science. Hver fredag går Børnehaven i Hallen, hvor de laver gymnastik og bevægelseslege. I uge 42 arbejdes der specifikt med robotter, trædesten og andre digitale redskaber. Børnehaven starter nu op på et Halloween tema.
Med venlig hilsen Pia, Dorthe og Maiken Småbørnsgruppen ved Genner Univers
Desværre må vi aflyse julemarkedet på Genner Univers i år på grund af Corona
Sommerfugle og forældre hyggede sig i bålhytten
Et forældrepar til en af de nye sommerfugle i børnehaven har haft et ønske om at samle alle sommerfugle og deres forældre, for at forældrene kunne komme til at lære hinanden lidt bedre at kende.
Derfor blev der holdt komsammen i bålhytten den 12. september hvor der var sammenskudsgilde, med masser af lækkerier og hygge for både børn og voksne. Der var stor tilslutning til arrangementet og snakken gik lystigt. Vi ser frem til at kunne gentage succesen en anden gang.
Sonja & Lea.