10 minute read

Genner Lokalråd

Advertisement

I Genner Lokalråd er vi snart klar til at byde dig indenfor eller bare udenfor i den nye Genner Hundeskov. Det er et projekt, som vi har arbejdet længe og hårdt på, og endelig bliver drømmen til virkelighed med økonomisk hjælp fra både kommunens Bæredygtighedspulje og LAG Sønderborg-Aabenraa og områdetildeling fra Naturstyrelsen. Du kan i en snarlig fremtid komme i den dejlige Lerskov på et fuldstændigt lukket område på 3 hektar, hvor du kan lufte din hund og lave sjove øvelser med den. Du må bevæge dig frit på hele området og tage ophold på de opstillede bænke, hvis du har lyst. De eneste regler i skoven er, at der skal være plads til alle mennesker og alle hunde, og du skal rydde op efter dig selv og din hund. Vi håber, du vil tage godt imod det nye område speciallavet til din bedste ven, og vi glæder os til at se dig derude. Projektet forventes igangsat primo november. Se nærmere info om åbning og indvielse på Genner.dk, Facebook ”Det sker i Genner” eller ”Genner Info”. Mange hilsner fra Genner Lokalråd

Kære hundeejer i Genner og omegn

ÅRETS LANDSBY 2020

Snart er dette år så gået, nytår nærmer sig så småt. Titlen som by har fået, den gav PR, det var godt.

ÅRETS LANDSBY bli'r et minde, som vi sikkert husker på, vi var stolte af at vinde, vi vil ikke gå i stå. Med en formand der kan snakke: søde, kvikke Anne Mari' kan vi vort Lokalråd takke, for de fremskridt vi kan li'.

Her hos os i byen: Genner er et rigt foreningsliv, man kan få sig nye venner, hvis man blot er positiv.

Man kan spille, man kan lege, man kan gøre gymnastik, man skal huske på at pleje, disse venskaber man fik.

Jeg har lige læst hvornår Genner Lokalråd startede, januar 2015. Jeg skal da love for, at I har opnået fine resultater på de få år. Jeg beundrer jer for initiativerne, og lykønsker jer. Pøj, pøj fremover. Tak for det meget flotte Genner Nyt.

Betty Jensen

REN DAG - Affaldsindsamling i Genner og omegn

Anne Marie Andresen skriver REN DAG 2020 blev ændret fra april til september på grund af coronaen. Dette betød, at græsset i rabatterne var blevet længere, og dermed var med til at skjule henkastet affald.

Der var dog minimalt med affald i forhold til de andre år, og det var ikke kun det lange græs' skyld. Nej, vi er simpelthen blevet meget bedre til at samle affald, når vi alligevel går tur - STOR TAK til alle Jer. Vi kan også håbe på, at folk er blevet bedre til IKKE at efterlade så meget affald i naturen.

Men ligesom det var småt med affald, var der også småt med deltagere på dagen. Vi fik støvsuget de fleste veje i vort område, men lidt ærgerligt, at der ikke møder flere op. Det er en rigtig hyggelig dag, hvor der bliver snakket ude på ruterne og specielt ved afslutningen, hvor Arwos siger tak for indsatsen ved at gi' pølser og vand.

Affaldet skulle tælles op i forskellige kategorier, og resultatet blev: Ca. 600 stk. plastik, dåser uden pant 55 stk., dåser med pant 32 stk., flasker 9 stk., 5 mundbind, 16 kg affald, 1 nedløbsrør, 1 låg til affaldscontainer og 1 malerspartel. Flere har savnet at kunne komme af med affald, der er samlet i forbindelse med en gåtur, da skraldebilen ikke tager sækken med, selvom den står ved skraldespanden. Arwos har nu lavet følgende ordning:

Som noget nyt i Aabenraa Kommune er Arwos initiativtager på et nyt ”skrald i naturen” mærke.

• Det er helt gratis mærke og kan bruges til dem der samler skrald i naturen og ikke har plads i deres egen beholder - så vi snakker om større mængder. • Dette mærke kan hentes på alle biblioteker i Aabenraa

Kommune. • Du kan læse mere på https://arwos.dk/skrald-i-naturen

SÅDAN VIRKER MÆRKET

• Sæt mærket på den gennemsigtige affaldssæk • Sækken må maks. veje 12 kg • Stil sækken ved din beholder til dagrenovation • Arwos tager den med, når dagrenovation tømmes.

Genner Lokalråd

Juletræer i stål til hele byen er en succes

Kjeld Andresen skriver Lokalrådet har igennem en del år haft et ønske om at få en flot julebelysning rundt i hele Genner by. Derfor blev der nedsat et Julebelysnings-udvalg bestående af Bente Orbesen, Knud Strøm og Mette Kjer.

Udvalget har undersøgt en række forskellige muligheder. Blandt andet blev det undersøgt om Lokalrådet måtte hænge julebelysning op i lysmasterne i byen. Det viste sig dog at være så mange restriktioner, at denne løsning i praksis ikke var mulig. Et andet forslag var ”rigtige” små juletræer, som Gennerboerne så kunne pynte med de juletræskæder de nu tilfældigvis har.

Da ideen med at fremstille juletræer i stål kom frem blev Lokalrådet hurtigt enige om, at det nok var den rigtige ide. Da Bente fortalte sin mand Flemming Petersen om ideen med juletræer i stål, var Flemmings svar: ”Det laver vi da bare”. Der bliver monteret en batteridreven lyskæde på træet, så alle træerne kom til at se ens ud.

Først i oktober besøgte jeg værkstedet på Øster Løgumvej hvor juletræerne i stål bliver fremstillet. Her mødte jeg Flemming Petersen og Svend Albæk i fuld gang med at bukke stål til juletræerne. Der blev lagt kræfter i og arbejdet gik imponerende hurtigt og effektivt.

Svend er pensionist og ikke helt ung længere, men hænderne er skruet rigtig på, og han kan lide at arbejde med mekanik. Han var ikke i tvivl om, at han gerne ville hjælpe med at fremstille juletræerne, da han blev spurgt. Flemming er endnu ikke så gammel og arbejder til dagligt som chauffør.

Efter at stålet er blevet savet til og bukket i facon skal emnerne svejses sammen og det klarer de to også i samarbejde. Når stål-juletræet er samlet, mangler der at blive monteret en LED lyskæde. Det er en opgave for Lokalrådets medlemmer.

Midt i oktober besøgte jeg Bente i haven på Vestertoft, hvor medlemmer af Lokalrådet Jan, Didde, Anne Marie og Bente var i fuld gang med at montere lyskæder på en masse ståljuletræer. Der var god aktivitet på stedet. Der blev leveret nye træer fra værkstedet på Øster Løgumvej og ind imellem kom der Gennerborgere forbi og hentede nogle færdige træer på trailere og sækkevogne. Juletræerne i stål har været en succes. Der er blevet solgt ca. 130 træer og dermed er grænsen også nået for hvad de to flittige frivillige Flemming og Svend kan nå at fremstille i år.

Det bliver spændende at se alle træerne tændt i byen, når vi nærmer os julen.

Flemming og Svend bukker stål til juletræerne

Didde monterer lyskæder på træerne

Afhentning af juletræer

Der har tidligere, da der endnu var spejdere i Genner, været tradition for, at "brugte" juletræer (altså det du har danset omkring juleaften) blev afhentet mod betaling af et mindre beløb, og dermed var Gennerboerne med til at støtte op om foreningen. Denne tradition ønsker Genner Lokalråd nu at overtage.

Det du skal gøre er:

* Sende 25 kr. til MobilePay "box04046" (Genner Lokalråd) - HUSK at skrive din adresse i emnefeltet * Beløbet skal betales senest den 7. januar * Sæt træet ved din indkørsel, så vi nemt kan se det * Træet afhentes lørdag den 9. januar fra kl. 9.30 * Du slipper for at bringe træet til miljøstationen og støtter dermed Genner Lokalråd

– hvor og hvordan kunne du tænke dig at bo, når du bliver ældre?

I forbindelse med, at Lokalrådet har efterspurgt ideer til, hvad man skulle arbejde med i fremtiden, har Lokalrådet fra flere borgere fået henvendelser om seniorboliger*) her i Genner. Derfor er der nedsat en arbejdsgruppe under Lokalrådet til at undersøge mulighederne for et sådant projekt. Gruppen består af Mette Kjer, Anne Marie Andresen og Birthe Poulsen.

Inden Lokalrådet arbejder videre med ideen og involverer boligselskaber, myndigheder mfl. vil Lokalrådet gerne have nogle tilkendegivelser fra borgerne her i Genner og omegn, der måtte have en seriøs interesse i en seniorbolig. Det betyder selvfølgelig ikke, at man dermed er bundet af den tilkendegivelse, man måtte komme med. Det arbejdsgruppen til en start gerne vil have, er en skriftlig tilkendegivelse om, hvorvidt man er interesseret. Vi vil gerne komme rundt og samle underskrifter. Men vi vil kun henvende os til dem, der selv viser interesse. Vi opfordrer derfor jer, der overvejer en seniorbolig, når børnene er flyttet hjemmefra, huset er blevet for stort eller haven for uoverskuelig, til at rette henvendelse med en sms eller et opkald til Birthe på tlf. 61276906, gerne inden nytår. Så laver vi en underskriftindsamling, så vi har noget at arbejde videre med i forhold til boligselskaber, myndigheder og rådgivere. Vi behandler selvfølgelig alle henvendelser fortroligt. På gruppens vegne Birthe Poulsen

*) Kort om Seniorbofællesskaber

Hvad er et seniorbofællesskab? Et seniorbofællesskab består typisk af 15-25 selvstændige boliger og et fælleslokale eller et fælleshus, der bliver brugt til alt fra morgengymnastik til fællesspisning.

I mange seniorbofællesskaber har man en regel om, at beboerne mindst skal være 50 eller 55 år på indflytningstidspunktet. Der er også seniorbofællesskaber, der bare har en regel om, at man ikke må have hjemmeboende børn. Seniorbofællesskaber kan i princippet have alle ejerformer og være etableret i alle former for bebyggelser.

Læs meget mere i pjecen ”Værd at vide om Seniorbofællesskaber” fra 2013, som du kan finde på dette link: seniorboligen.dk/ category/boeger-og-foredrag.

Du kan også læse om Seniorbofællesskaber f.eks. på hjemmesiden Realdania.dk

Nytårsmarch igennem Rundemølle Skov

Lokalrådet inviterer i det nye år – nærmere bestemt den 3. januar 2021 – på en nytårsmarch ad Kalvøstien igennem Rundemølle Skov. For nogle år siden var det en fast årlig og hyggelig tradition med mange deltagere, der sluttede turen af med suppe på Kalvø Badehotel. Da det ikke længere er en mulighed, har Lokalrådet i stedet besluttet, at der efter gåturen serveres varm suppe og pølsehorn udendørs ved Bålhytten i Genner. Vi håber at mange Genner-borgere vil deltage i turen – for at sige tak til hinanden for året der gik og ønske godt nytår. Turen er for alle, unge og gamle – og selvfølgelig også for børn.

Programmet for dagen:

Kl. 10.00 – 10.30 Fremmøde ved Genner Hallen. De fremmødte bliver ”sendt af sted”, efterhånden, som de dukker op, så vi ikke kommer til at gå for mange sammen, da vi forventer at der også vil være corona-restriktioner til den tid. Det må tiden vise, og vi afholder kun arrangementet, hvis det er forsvarligt efter de gældende regler.

Gåturen går igennem tunnellen og med cykelstien til Genner Hoel P-plads, hvorfra vi følger Kalvøstien gennem skoven. Vær opmærksom på, at en del af stien desværre ikke er velegnet til barnevogne og lignende køretøjer, da stien på et stykke er ret smal og terrænet skråner. I stedet kan man vælge at gå via Rundemøllevej. Herfra kan man støde til Kalvøstien lidt inde i skoven. Men husk praktisk fodtøj, for terrænet kan være ret fugtigt visse steder undervejs. Hvis man har gode ben, kan man tage Kalvø rundt og gå retur via Sønderhavvej, men man kan også ”nøjes” med at gå direkte tilbage via Sønderhavvej – og det kan såmænd være hårdt nok – men godt for hjertet. Hunde er velkomne og skal føres i snor. Turen er ca. 10 km, hvis man vælger at gå Kalvø Rundt –ellers er den ca. 6,5 km i kuperet terræn. Varighed af turen er nok 1½ - 2 timer, afhængig af dagsform og benlængde. Kl. 12.30 (ca.) Vi serverer suppe og pølsehorn ved Bålhytten for en flad 20’er pr. person. Der vil være tændt et hyggeligt bål og der kan købes øl og vand.

Kl. 14.00 Afslutning

Tilmelding er ikke nødvendig, men vi lægger arrangementet ud på facebookgruppen ”Det sker i Genner” under fanen Begivenheder. Her vil vi opfordre jer til at skrive jer på som interesseret eller som deltager, så vi kan få et nogenlunde billede af, hvor mange vi kan blive.

Vi glæder os til at se både nye og kendte ansigter – alle er naturligvis velkomne. Så er der kun tilbage at håbe på godt vejr, så vi kan nyde den dejlig natur. Vi arbejder på en aktivitet for børnene undervejs. Mere herom senere.

This article is from: