Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse og meddelelse af ansvars- frihed (decharge)

Jeg er nørd, og når jeg kaster mig ind i et stykke arbejde, så vender jeg de fleste sten, når noget skal laves. Jeg holder af fakta og tal på det, man kan måle på, når beslutninger skal tages. Det er som regel et godt arbejdsredskab. Alt det andet – værdibaserede debatter, holdninger og forskellige synspunkter - synes jeg, er megaspændende at diskutere og udveksle i en specialklub som KSS: Hvor skal vi hen, hvordan forholder vi os til vores moderklub DKK osv.? Den debat vil jeg glæde mig over at deltage i på alle klubbens raceres vegne.

Respekten og et reelt ansvar skal tilbage til os

Jeg er en af dem, som synes, at DKKs ’ansvaret tilbage til opdrætterne’ faktisk har rigtigt mange fordele for hundene og os som opdrættere – selvfølgelig brugt ansvarligt. Og jeg oplever, de fleste mennesker, jeg kender i opdrætterkredse og hører om, handler ansvarligt – forskelligt ja, - men ansvarligt – og det, synes jeg, er en styrke. Lige nu ser det dog ud til, vi har problemer med at holde DKK op på deres eget udspil om ’ansvaret hos opdrætterne’. Jeg er helt med på, at verden og hundeopdræt udvikler sig på alle niveauer jfr. artikel i januarnummeret 2021 af Hunden, så derfor ændrer tingene og måder at gøre noget på i klubberne sig også. Logisk. Men jeg synes, det ser ud som om, der et eller andet sted er en kæmpe brist i kommunikationen mellem DKK og medlemmerne. Det allerseneste eksempel er udstationeringsaftalerne. Vi mangler virkelig viden om den fulde baggrund for så voldsomme ændringer i betingelserne, som de har varslet: Er der så mange, der har udnyttet udstationeringsværter og laver urimelige aftaler, så det er nødvendigt at ændre så radikalt på betingelserne for disse aftaler? Og hvad er rimelige aftaler? Og hvad begrunder, det er ’nu’, det skal gøres? Det samme gælder respekten for specialklubberne. Det ser ud som om, at DKK tager, hvad de vil have, når de vil. Her tænker senest jeg på avlsgodkendelsesarrangementerne, som faktisk er KSS’ s opfindelse. At DKK tager det til sig, er egentlig på tide. Det er nemlig min bedste overbevisning, at det er en super mulighed for hundeejere, der af en eller anden grund ikke kommer på hundeudstillinger, men som gerne vil avle eller hjælpe opdrætteren med vurdering af hundens racetypiskhed, og det er i sidste ende til hundepopulationernes og racernes store fordel. Andet kan jeg ikke se. Men de kunne godt gøre det med langt mere respekt for KSS (og andre klubber) og de dommere, der nu i flere år, har lavet det stykke arbejde og udviklet konceptet, så det nu også er et godt værktøj i DKKs værktøjskasse. Det er ikke sket. Den dialog med DKK vil jeg kæmpe for bliver taget på ordentligvis, så vi ikke oplever det her på andre ’gode ideer’, som fremtiden bringer. Kommunikation – eller mangel på samme mellem DKK og deres medlemmer er vel nøgleordet, når det går galt og så mange medlemmer bliver racende på DKK. Her tænker jeg også, at hele sagen om overførsler af hundene fra DRU, hvor DKK et eller andet sted i farten måske glemte at kommunikere, det skete og hvordan. Ikke så meget det kunne ske, for det står i vedtægterne og har altid stået der, at det kan DKK gøre. Men at det skulle ske med så forholdsvis mange hunde på en gang, har der nok været manglende viden om ude omkring. I øvrigt vil jeg hilse alle nye medlemmer velkommen også tidligere DRU-medlemmer. Jeg håber, vi får nogle af dem at se her i KSS. Alt andet lige er det bedre for hundene og hundeavl, at folk er med hos os, fremfor at stå udenfor. Hvis jeg skulle give et lille eksempel på, hvad jeg mener med, det er en stor frihed og styrke for medlemmerne, at ansvaret ligger hos os, så havde jeg en samtale med en polsk opdrætter for ikke så længe siden. Bemærk lige først, at det her eksempel er i ’småtingsafdelingen’,