Pekingeser

Racerepræsentant: Jeanne Munch-Knudsen tlf. 2683 4529 jeannemunchknudsen@hotmail.dk Suppl.: Moni Mathiesen tlf. 2257 1687 - monidk2@gmail.com

Alle pekingeser venner ønskes en glædelig jul og lykkebringende nytår Jeanne - Racerepræsentant

Arven

af Marie Petersen Den seneste tid er jeg begyndt at bekymre mig lidt om døden. Egentlig forståeligt nok. Når man begynder at nærme sig de halvtreds med stormskridt, er det jo helt åbenbart, at slutningen kommer nærmere. Om ikke andet, så er den da i sigte. Mine hjerneceller, der i hastigt tempo er forsvundet - allerede fra tyveårsalderen, har ladt mig tilbage med en reduceret hjernekapacitet, der med nød og næppe lader mig huske koden til benzinkortet, bankautomaten og mobiltelefonen. Navne har jeg derimod sværere ved at huske. Specielt når det gælder hundene. Det er virkelig en fordel at netop hunde er vanedyr i almindelighed. De kommer farende, uanset hvad jeg kalder dem, ja de har endog lært sig at lystre efter kattenes navne. At jeg altid kalder på kattene med en fyldt madskål i hånden kan være en medvirkende årsag. Værre er det med børnene. Den ældste har ingen forståelse for at blive kaldt ved den yngste søns navn og så videre. At holde styr på alle børnenes venner er endnu værre. Jeg plejer at rable et halv snes navne af mig, inden jeg rammer det rigtige. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg er tvunget til at indse, at afslutningen nærmer sig. Egentlig er det ikke døden som sådan, der foruroliger mig, men snarere alt det der følger med: striden om arven. Med blot to børn burde sagen være indlysende. Halvdelen til hver. Ikke noget problem! Eller, ikke noget problem, om ikke det havde været for alle mine præmier vundet i ind- og udland. Nu kan man forledes til at tro, at børnene har svært ved at komme overens om, hvem der har gjort sig mest fortjent til præmiesamlingen. Men det er ikke tilfældet. For en gangs skyld er de to rørende enige. “Præmierne? Dem smider vi ud” påstod den ældste iskoldt. “Hvad?” udbrød jeg forfærdet, og vendte mig mod den yngste, der pga. alderen endnu ikke havde udviklet en alt for forfinet smag. “Nogle få kan vi da godt gemme”, mente han, da jeg så meget fast på ham. Er det så mærkeligt, at jeg er ved at gå helt i panik, når man tænker på, hvad vej udviklingen går. “Er I da helt fra snøvsen, unger” råbte jeg ophidset.” Her sidder jeg med en samling af de flotteste præmier, der nogensinde er fremstillet, og I kan ikke se den potentielle værdi?” Jeg be`r jer lige se på dette mesterværk i smagløshed (jeg dukkede ind i præmieskabet) HER (Triumferende demonstrerede jeg en af mine absolutte favoritter). Lige vundet og allerede en klassiker. Se på denne flotte kombination af ægte grå stensokkel, imitationsmarmor i skrigende grønt, derpå påsat en guldglinsende plastikpokal. Og som om det ikke er nok. Se på låget af pokalen. I ægte plastikguld. Den flotteste pekingeser. Den ser jo helt naturtro ud! Ja mage til findes nok ikke! Og ved I, hvor mange hunde, der var tilmeldt den dag, da Mulle vandt denne pokal og blev BIR. For ikke at nævne alle de andre meget flotte pokaler i blankt og glitrende metal. Og rosetterne ikke at forglemme. Det er længslen efter udmærkelser som disse, der får folk til at fare land og rige rundt hver weekend. Man bør betragte præmiesamlingen som et tidsdokument af største interesse. og se her. En firkantet presset glasvase på en lille fod med en påklistret pekingeser i næsten naturtro farver. Næsten skræmmende smuk, især når I rigtig

ser på pekingeserens korrekte forben. Vil I virkelig påstå, at dette ikke er værd at redde til fremtidige generationer?” “Alt behøver vel heller ikke at blive smidt ud. Noget af det kan vi vel give til et loppemarked” mente den ældste ganske usentimental. “jeg vil godt beholde den lille vase” sagde den yngste, og tilføjede et lille “måske”. “Herregud unger, I fatter jo ingenting. Det her er som med alle andre velkendte samlinger. Det er helheden, det er bredden, mangfoldigheden som er selve pointen i det hele. Det er samlingen i sin helhed, som gør den interessant. At den ikke står fremme, men i et skab er kun fordi jeg ikke har tid til at støve så meget af. “Vi gemmer nok championatbeviserne” mente den yngste i et forsøg på at muntre mig lidt op. “Eller i det mindste rammerne”, kom det lidt barsk fra den ældste. Det var nogenlunde på dette tidspunkt i samtalen, det gik op for mig, hvorfor millionærer som oftest efterlader deres rigdomme til mystiske foreninger til mere eller mindre godgørende formål, i stedet for at gøre deres nærmeste lykkelige... Der findes børn, der ikke fortjener bedre... Så ikke før jeg finder en forening eller et museum, som er interesseret i at overtage en næsten komplet samling af de flotteste præmier, nægter jeg helt enkelt at dø. Halvtreds er jo egentlig heller ingen alder at tale om. Der findes dem, der påstår, at livet først da begynder, eller var det ved fyrre? Jeg kan faktisk ikke rigtig huske det. Hvad var nu koden til mobiltelefonen?