Tibetansk Spaniel

Racerepræsentant: Anette Nordmark - tlf. 2161 9607 zilcan93@gmail.com Suppl.: Anja Julie Arnergård tlf. 23 83 72 72-ajulie@live.dk

Først og fremmest en lille opdatering på den case, som var med i det forrige nummer af bladet. Det var artiklen om den levende født hundehvalp med en medfødt misdannelse, formentlig kaldet aplasia cutis congenita. Min professor og jeg obducerede den i september og vi fandt ingen makroskopiske (synlig med det blotte øje uden brug af mikroskop) forandringer, som kunne forklare misdannelsen eller de senere neurologiske anfald den fik. Men! Min professor var overrasket over, at den havde normal hårvækst og næsten havde lukket såret. Det havde han ikke forventet ville ske, så noget nyt har han lært af denne case og lidelse. Nu til noget helt andet! For mens jeg skriver stof til bladet, gør jeg det på dagen, hvor der er deadline (10/11). Det er ikke fordi jeg ikke har kunne finde på noget, men jeg havde på fornemmelsen, at det jeg har oplevet i denne weekend (9/11-10/11) ville være ganske interessant. Jeg har nemlig deltaget i et to dages seminar hos Gerard O’Shea nær Vejle, hvor emnet var Anatomy All Breeds. Jeg synes bevægelser og vinkler er svære at forstå og beskrive. Når jeg står udenfor udstillingsringen og kigger ind på vores tibber, har jeg oplevet flere gange at jeg tænker, at den tibbe har gode vinkler, så den bevæger sig sikkert godt. Den begynder at bevæge sig, og så bliver jeg overrasket over, at den ikke bevæger sig, som jeg havde forventet. For eksempel med korte skridt uden at den kan strække sine ben helt ud. Det modsatte er også sket, hvor hunden ingen vinkler har og så alligevel formår den at bevæge sig og se harmonisk ud i sine bevægelser. Eller hunden har fuldstændig vandret ryglinje og så buer den og bliver mere konkav under bevægelse. Hvordan vil jeg beskrive det jeg ser, så andre forstår det? Og så endelig – beskrive HVORFOR vi ser det? Lige en lille disclaimer, fordi jeg skriver på dagen jeg har været til seminaret, skal I ikke tage alt jeg skriver for gode varer. Jeg er selv i en læringsproces lige nu og ofte har jeg brug for tid til at undre, fordybe og forsøge at forstå det jeg har fået af information. Til sidst plejer jeg også at se kritisk på de ting jeg har fået at vide, for ofte er jeg ikke altid enig i det hele. Så se det her som en portion information gratis fra seminaret til jer via mig. Jeg vil forsøge at gå mere i detaljer og finde gode illustrationer på forskellige emner fx hvorfor vi kan se løse albuer, hvad et stejlt bækkenben kan gøre ved bevægelserne og så videre i de kommende blade. Glæd jer! ”Nogle gange er der en hund, som skiller sig ud fra de andre hunde. Én som man bedre kan lide end de andre. Én som fanger ens blik.” Sådan starter Gerard O’Shea sit seminar. Han starter med at fortælle da han var barn og sparede sammen til sin første hund. En dag sad han sammen med sin mor ved en udstilling og kiggede på Rottweiler (den race han også har i dag) og udpegede de hunde han bedst kunne lide. Og de vandt. Da hans mor spurgte hvordan han kunne se det, kunne han ikke forklare det, men han har forsøgt på det lige siden. Især bevægelser har Gerard O’Shea fordybet sig meget i. Ja, han nørder i det. Fra at se på hundene i fri bevægelse, rejse til Holland for at tage 5000 billeder af en Rottweiler og til at koge afdøde hunde for at se konstruktionen af skelettet. Når man skal bedømme sin hund, skal man have følgende 5 punkter i baghovedet: 1. Sundhed 2. Mentalitet 3. Funktion 4. Anatomi 5. Race karakteristika Det er især det sidste punkt, som opdrættere er meget interesseret i. For her bruger vi et populært ord: Type. MEN! Her mener Gerard O’Shea, at ordet type kan være misledende,

fordi ordet bliver brugt forkert. Når opdrættere bruger ordet type, siger de ofte de har en type, eller der er en dansk type, nordisk type eller en kennel har en type. Det er misledende for egentlig burde man bruge ordet model i stedet. Fordi typen beskriver racen og ikke ens egen fortolkning af den. Det betyder også, at når man kalder ens model for en type, kan man risikere i sidste ende at miste det racetypiske. For hvad man kan lide er ikke altid ens betydende med at det følger standarden og dermed er racetypisk. Så når dommeren skriver typical movement, så skal det ses i forhold til hvad der står i standarden og ikke hvad man selv kan lide. Dommeren må jo formode at opdrættere har læst standarden og ved godt hvad for en bevægelse de ønsker racen har. Hvordan en mynde, labrador og engelsk bulldog bevæger sig er jo vidt forskelligt. Jeg må dog indrømme, at mange af standarderne kan forstås meget forskelligt og ligger også op til fortolkning – det er der både fordele og ulemper ved, men der er et helt andet emne, som er langt mere spændende at tage opdrætter til opdrætter. En hunds bevægelse kan blive analyseret ud fra følgende 5 punkter: 1. Carriage 2. Head in the direction of travel 3. Equal length of the step behind, in front

AND under the body if we chase balanced movement 4. All four feet close to the ground when the legs are fully extended 5. A period of suspension which enables softness, time to extend and good foot timing

Et forsøg på oversættelse til dansk - HUSK! At det her er generelle principper og nogle racer er undtagelser: 1. Holdning (hvordan hunden bærer hovedet i bevægelse) 2. Hovedet følger bevægelsesretningen 3. Samme afstand af skridtet bagved, foran

OG under kroppen, hvis vi vil have en balanceret bevægelse 4. Alle fire poter skal være tæt på underlaget, når benene er fuldt udstrakt i sin bevægelse 5. Tiden af svævefasen (hvor hunden ikke har nogen poter i underlaget) muliggør elasticitet, tid til at strække benene fuldt ud og god fod timing (at bag poten træder ned i forpote sporet)

Svævefasen er essentiel for den bestemmer hvor langt et skridt hunden kan tage og hvor meget den kan nå at strække benene fuldt ud og dermed afdække mere underlag for hvert skridt.

Gode vinkler i forparti bygger på flere ting. Et af dem er at skulderbladet og overarmen skal være nogenlunde lige lange (nogle racer er selvfølgelig undtagelser). Vinklingen er vidt forskellig alt efter hvilken race man kigger på og hvad racen er bygget til. Men hunden skal med gode vinkler også have en helhed, hvor blandt andet halsen skal være en del af kroppen og ikke sat på.

Dårlige vinkler er når hunden kan deles op i forparti, midt part og bagparti. Disse hunde har ofte et meget ligt forparti og bagparti, som gør at hunden vil forsøge at stille sig som en gyngehest for at komme i balance. De vil også have mindre muskulatur og stejle vinkler. Hundens forben har ingen knogleforbindelse med brystkassen. Hvor vi mennesker har kravebenet så har hunden kun en meget lille rest, hvis den overhovedet er der. Det vil sige, at man kan let skære forbenet fra kroppen i et langt snit. Forbenene sidder altså fast til brystkassen ved hjælp af muskler, ligamenter og sener. Dette betyder, at forpartiet har en kinetisk balance og bliver let påvirket af bagpartiet, som fungerer som hundens motor og altså starter fremdriften. Dette betyder samtidigt, at overarmen også bliver støttet af brystkassen.

Her hjælper jeg Gerard O’Shea med at demonstrere forskellige strategier en ubalanceret hund kan bruge under bevægelse Foto: Ragnhild Primdal

Gerard O’Shea mener, at de fleste racer har i bund og grund næsten det samme problem: Dårlige vinkler i forpartiet og overvinklet bagparti. Hvorfor? Bagpartiet er ikke begravet i muskler og er mere åben og tydelig for opdrættere uden anatomisk viden. Forpartiet er gemt bag muskler og er ikke helt så nem for opdrættere at analysere og forbedre. En fejl nogle dommere og opdrættere begår er, at de dømmer hundens vinkler udelukkende når den står stille. En del af vinklerne kan

bedømmes i stand, men den fulde bedømmelse kan kun ske, når hunden begynder at bevæge sig!