afskedsbrevet Hvad skal

Kristeligt Dagblad Lørdag 14. maj 2022 afskedsbrevet|Soldater risikerer at miste deres liv i krig, og derfor vælger nogle at skrive testamente eller deres sidste vilje, før de forlader deres familie. Kristeligt Dagblad har spurgt tre tidligere udsendte, hvilke overvejelser de gjorde sig før krigen

Hvad skal der ske, hvis jeg dør i krig?

Hvad skriver man til børn, der ikke forstår døden?

Jacob Michaelsen, 50 år, udsendt til blandt andet Balkan, Afghanistan og Mali:

Jeg har været udsendt ni gange og har derfor også skrevet min sidste vilje ni gange. Det er en god ting at skrive. Pludselig bliver risikoen ved en udsendelse virkelig, fordi man skriver til sine kære fra det udgangspunkt, at man er død.

De gange, jeg har skullet skrive til min daværende hustru og mine børn, har jeg grædt, mens jeg skrev.

Og hvad skriver man til små børn, der slet ikke forstår døden? Man skriver ikke: ”Far er sikkert blevet skudt og har ligget og lidt på hospitalet, inden han døde”.

De har brug for noget, der er nemt at genkende i virkeligheden. For eksempel kunne jeg skrive: ”I er dygtige til basketball, og det håber jeg, I vil blive ved med at gøre jer dygtigere til.”

Jeg har også forsøgt at være pragmatisk overfor mine børn. At vække nogle minder hos dem: ”Kan I huske, dengang vi var i Tivoli, og der skete det her?” Så håber man, at de kan mindes en sjov episode og dermed få noget positivt med fra brevet.

Ligesom med børnene har det været enormt følelsesladet at skrive til min daværende hustru. Man er ked af, at hun nu skal stå alene tilbage med det hele, og man håber, at hun får hjælp af familierne, i det omfang hun har brug for det.

Det giver en knude i maven, når jeg sidder her og taler om det. Det er hårdt at skulle skrive brevene, for det skal kun bruges i værst tænkelige tilfælde. Når du er død.

De første breve, jeg skrev, var meget tunge. ”Nu er jeg død, og I skal vide, at jeg ikke føler smerte mere”. Jeg var meget navlepillende, blandt andet fordi jeg selv var ét stort spørgsmålstegn: ”Hvad vil det sige at være død?” Det er jo en stor ting. Et liv, der slukkes.

Da jeg skrev seks-syv breve, var det, som om jeg havde forstået aftalen med livet. Jeg havde forstået den præmis, at du har det her liv, og for mig gælder det om at få mest muligt ud af livet. J

0 Jacob Michaelsen har været udstationeret en lang række gange, blandt andet i Mali, Afghanistan og på Balkan. — Privatfoto. 0 Steen Holm Iversen har været udsendt for Danmark til Balkan og Afghanistan. — Foto: Kristina Hedegaard.

Der var ikke nogen, der havde tvunget mig til at rejse

Steen Holm Iversen, 57 år, udsendt flere gange til Balkan og Afghanistan:

Jeg forsøgte først og fremmest at se det fra mine børns og min hustrus perspektiv. Blandt andet i forhold til begravelsen. Hvem er det i virkeligheden, den ceremoni er til for? Hvis jeg ligger slået til lirekassemand i en æske med låg, så er ceremonien dybest set til ære og gavn for mine efterladte. Derfor var mit ræsonnement, at så skulle den bare have fuld gas med al mulig pomp og pragt – en militær begravelse med fuld honnør. Der findes jo også de af mine kolleger, der har fravalgt den officielle begravelse. Vi gik jo desværre til rigtig mange begravelser i den periode, så jeg så mange forskellige begravelser, også de private. Men jeg tænkte på daværende tidspunkt, at skulle jeg ofre livet for Danmark, så ville det også være bedst, hvis begravelsen blev markeret som en militær begravelse. Det er jo ikke altid, at det valg, man har taget om at blive udsendt, også er de pårørendes valg. Hvis man som soldat har fravalgt en officiel begravelse, og man er omkommet, så sidder de pårørende måske tilbage og savner det officielle Danmark.

Til mine pårørende skrev jeg om, at det her var mit eget frie valg. Der var ikke nogen, der havde tvunget mig til at rejse. Og jeg kunne heller ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg sagde nej, når min kompetence og min indsats var påkrævet.

Man bevæger sig virkelig i et spændingsfelt, for de pårørende tænker: ”Kan du ikke bare lade være?”. Men nej, det kan jeg ikke. Når jeg har sagt ja til at gå i uniform, så hører der også en forpligtelse med, som man ikke bare kan gå udenom.

Et eller andet sted var jeg fuldt ud bevidst om risikoen, og at den yderste konsekvens ved at rejse kunne være, at det ville koste mig livet. Og det var da også tæt på. J

Fortalt til Jacob Weinkouff Hansen og Jeppe Schropp

Det skulle ikke være usagt, hvor meget jeg elskede dem

Martin Bjarnø Hansen, 34 år, udsendt til Afghanistan to gange:

Det var vigtigt for mig, at jeg som minimum fik sat ord på min taknemmelighed og kærlighed til familien. Det skulle ikke være usagt, hvor meget jeg elskede dem. Jeg syntes, at opgaven med at sætte sig ned for at tage stilling til de store spørgsmål omkring det at falde i tjenesten var sundt. Her kunne jeg aktivt hjælpe mine efterladte til at planlægge den sidste rejse. Og det usagte ville kunne blive sagt.

Men det bliver meget abstrakt, for man taler om sig selv i datid, hvilket er en underlig størrelse at forholde sig til. Alle vidste, der var en risiko for, at man ikke kom hjem i live. Jeg oplevede det ikke som noget, der var svært at forholde sig til. Det var jo selvsagt, at man som soldat var i forhøjet risiko for at komme til skade. Tanken om at ”komme til skade” fyldte mere for mig end det at vende hjem i en kiste.

Jeg skrev blandt andet, at vores tidligere forsvarsminister, Søren Gade (V), var velkommen, men at den på det tidspunkt siddende forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech (V), var uønsket ved min begravelse.

Bårekommandoen havde jeg sammensat med folk fra delingen, som jeg ikke brød mig om. En slags sidste lussing, hvilket jeg den dag i dag stadig kan more mig over. Min aske skulle blandt andet strøs ud over Svendborg Sund.

Noget af det vigtigste for mig var, at det ikke blot var nogle fremmede mennesker, som skulle banke på døren hos mine forældre, som på daværende tidspunkt boede i Qatar, for at overbringe den tarvelige nyhed. Jeg ønskede, det var en tidligere chef og kontaktperson fra min første udsendelse, som skulle have den meget sørgelige opgave.

Det indvilligede han i og han har stadig kuverterne liggende. Og det er jeg helt tryg ved. For stod jeg den dag i dag og skulle udsendes, så ville han ligesom de andre gange være ansigtet på den, der skulle overbringe nyheden. J

0 De to gange, 34-årige Martin Bjarnø Hansen har været udsendt, har været til Afghanistan, som Danmark trak sig ud af sidste år. – Privatfoto.

FOKUS PÅ HOSPICESAGEN

HOSPICER I DAG

Vi har 19 hospicer for voksne med i alt 257 pladser Vi har to hospicer for børn & unge med i alt 8 pladser Hvert år er der ca. 1/3 af de mennesker, der henvises, som ikke kommer på hospice. Det kan være fordi, der ikke er plads eller fordi, de henvises for sent.

TVÆRFAGLIGHEDEN ER VIGTIG

Et hospice er at sammenligne med en specialiseret sygehusafdeling og der gælder helt særlige visitationskriterier, som skal være opfyldt for at man kan henvises. Det kræver en henvisning fra patientens læge at blive indlagt. På hospice møder man altid en tværfaglig stab bestående af blandt andre læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, musikterapeuter, psykologer, præster og socialrådgivere, som samarbejder om behandlingen med udgangspunkt i den enkelte patient.

SAMTALEN

At tage samtalen om, hvad man ønsker i den sidste tid, er både vigtigt og nødvendigt. Det er en samtale omkring livskvalitet og behandlingsniveau, der skal tages sundhedsprofessionelle. Men det kan også være en samtale med dine nærmeste, så de kender dine ønsker, når tiden kommer.

HVEM KOMMER PÅ HOSPICE? BÅDE PATIENT OG PÅRØRENDE I FOKUS

På et hospice er det både patienten og de pårørende, der tages hånd om. En værdig afslutning på livet for patienten handler nemlig også om at hjælpe de pårørende i afskeden og videre i livet efter tabet.

Kræftpatienterne udgør ca. 94% af de indlagte på hospice, mens patienter med andre sygdomme udgør ca. 6%. Hospice bør være for ALLE med behov uanset, hvilken diagnose man har.

STØT HOSPICEARBEJDET Brug MobilePay 20234 eller www.hospiceforum.dk/stoetnu BLIV MEDLEM Se hvordan på hospiceforum.dk/blivmedlem

Her gør hospice en forskel

Når folk, der på den ene eller anden måde har været i kontakt med hospice, skal fortælle om det, så hører vi ofte vendingen, at hospice er noget helt særligt.

Når Olav Nørgaard, der er formand for Hospice Forum Danmark skal forklare dette helt særlige ved hospice starter han med det, der kaldes ”Hospice fi losofi en”. ”I Hospicefi losofi en er fokus på, at livet skal leves hele livet og dermed på så høj en livskvalitet som overhovedet muligt for den enkelte lige til det allersidste. Og det er det, hospicerne skal hjælpe patienterne med”, siger han.

Hospicerne i Danmark er højt specialiserede i det, de gør og gør det fantastisk godt for både patienter og pårørende. Der arbejdes ud fra den model, man kalder ”Total pain”, hvor der fokuseres på, at lidelse kan have fi re dimensioner; den fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle. Der kan altså være et lige så stort behov for at lindre en eksistentiel smerte ved tanken om at døden er nært forestående, som der kan være for at lindre nogle af de fysiske smerter, der er forbundet med den alvorlige sygdom, man skal dø af. ”Det er netop her, hospice gør en forskel”, siger Olav Nørgaard og fortsætter ”På hospice er også omsorgen for de pårørende et væsentligt element i arbejdet – der er altså ikke ”blot” fokus på den alvorligt syge patient, men også på dem, der er med tæt omkring vedkommende både under forløbet og i et efterfølgende sorgarbejde”.

Men til trods for, at langt de fl este er begejstrede for det, hospicerne gør, så er der brug for, at noget gøres bedre eller i hvert fald anderledes.

”Hospicerne er supergode til det korte og behandlingsintensive forløb med primært kræftpatienter”, siger Kristoffer Marså, der er speciallæge i lungemedicin og læge på Arresødal Hospice. Han fortsætter: ”Men der er bare alt for mange patienter, der ikke passer ind i den ramme, som hospicerne arbejder indenfor i dag. Derfor er der brug for, at vi fi nder andre måder at nå ud til dem og får lindret deres lidelse også. Omkring

halvdelen af mennesker, som er døde af kræft, har haft en kontakt til specialiseret palliation – det samme tal er kun 2% for mennesker døde af medicinske organsvigt som KOL, hjerte-, nyre- eller leversvigt” ”En af de anbefalinger, vi sendte af sted var, at der skulle være et øget fokus helt bredt på samtaler med patienterne omkring livskvalitet og behandlingsniveau. Sådanne samtaler skal være med til at sikre, at vi undgår at døende gennemgår unødig smertefulde behandlinger”, siger Olav Nørgaard og glæder sig samtidig over, at der ved den seneste generalforsamling i Danske Regioner blev uddelt en pris for Årets borgerinddragende initiativ, der netop fokuserer på sådanne samtaler.

”Sådanne samtaler skal være med til at sikre, at vi undgår at døende gennemgår unødig smertefulde behandlinger”

”Projektet ”Livets afslutning” tager jo fat på det helt centrale i at inddrage den enkelte borgers ønsker i forløbet, så vedkommende kan få det rigtige tilbud fra starten. Det er et vigtigt tiltag og dem så vi gerne mange fl ere af rundt om i hele landet”, siger Olav Nørgaard.

Kritikken ligger i tråd med den kritik, der kom fra Rigsrevisionen i en rapport fra 2020, hvor der bl.a. blev peget på, at der var al for stor ulighed i adgangen til specialiseret palliation og dermed til hospicerne, når det kom til diagnosegrupper. Olav Nørgaard understreger dog: ”At det naturligvis ikke må ske på bekostning af kræftpatienter, når fl ere patientgrupper skal have bedre adgang til lindring og derfor er der behov for, at vi ser på, om vi har den kapacitet, der er brug for – både i omfang og i den måde tilbuddene er tilrettelagt på.”, siger han. I Hospice Forum Danmark har man allerede sendt de første anbefalinger af sted til Danske Regioner sidste år.

Kunstneren Lotte Lambæk har lavet ti værker til Hospice Forum Danmark Vi gav Lotte udfordringen om at male nogle af de stemninger og temaer, der gør sig gældende i arbejdet med hospicesagen og som kan være svære at fange i et foto.

Hospicetanken skal ud at virke

En opgørelse viser, at det blot er knap 5% af dem, der dør i Danmark om året, der dør på hospice, mens resten dør på sygehuse, plejecentre eller hjemme.

Cicely Saunders grundlagde det første moderne hospice i London i 1967 og i 1992 kunne Sankt Lukas Stiftelsen åbne dørene til det første danske hospice.

”Gennem årene er der udviklet og opsamlet en enorm værdifuld viden på landets hospicer. Det er en viden, der skal bredes ud til langt fl ere sammenhænge. Men det er ikke en viden, der kan stå alene”, mener Kristoffer Marså, der er speciallæge i lungemedicin og læge på Arresødal Hospice, og fortsætter ”Hospicernes viden skal møde den viden og den ekspertise, der er oparbejdet i andre sammenhænge som fx på plejecentre, så man sammen kan udvikle de fagligheder, der er brug for i de forskellige sammenhænge, hvor man arbejder med alvorligt syge mennesker”.

På hospice er 94-96 % af de indlagte kræftpatienter, mens det er helt andre patientgrupper, man møder i eksempelvis hjemmeplejen eller på landets plejecentre. Derfor mener Kristoffer Marså, at der er vigtigt, at vi lærer at udvikle viden og nye tiltag tværsektorielt. ”De forskellige sammenhænge eller sektorer kan noget forskelligt, fordi de møder forskellige mennesker i deres daglige virke. Men ingen kan det hele på egen hånd og derfor skal vi blive langt bedre til at bruge hinandens viden gensidigt, så fx en SOSU-hjælper på et plejecenter kan lære om palliation af en hospicesygeplejerske, mens hospice-sygeplejersken måske skal lære om den bedste pleje af borgere med demens af en SOSU-assistent fra et demensplejecenter”, siger Kristoffer Marså.

For Olav Nørgaard, der er formand for Hospice Forum Danmark, handler det også om, at der sættes ind meget tidligere i et forløb for en patient med alvorlig sygdom. ”Hvis vi kan få sikret den enkelte patient en samtale om ønsker til livskvalitet og behandlingsforløb allerede i det øjeblik man får diagnosen, så kan vi også sætte tidligere ind med palliativ behandling”, siger han. ”Det kræver naturligvis et mod og en vilje fra mange sider, hvis man på den måde skal gøre op med grænserne for forskellige fagligheder, ” siger Olav Nørgaard ”Men det er samtidigt bydende nødvendigt, at vi begynder at gøre

Et hospice er et sted, hvor patienter kan få pleje og behandling af komplicerede symptomer i et trygt og varmt miljø. Opholdet på et af Danmarks 19 hospicer samt 2 børnehospicer tager udgangspunkt i den enkeltes behov, og i samråd med patient og pårørende skaber man rammen om en sidste tid, der er værdig og meningsfyldt.

Hospice er en specialiseret sygehusafdeling, det er derfor gratis at komme på hospice. En indlæggelse kræver en henvisning fra patientens læge.

Hospice Forum Danmark er en landsdækkende interesseorganisation for hospicesagen. Læs mere på www.hospiceforum.dk

For Kristoffer Marså handler det om at få kombineret tilgangene fra palliation, der som udgangspunkt fokuserer på at lindre smerte og rehabilitering, der i udgangspunktet har fokus på at genvinde og styrke fysiske funktioner og aktive færdigheder til at leve bedst muligt trods sygdom.

”Hvis vi kunne kombinere de to fagligheder på en måde, så vi kunne bruge elementer fra rehabiliteringens fokus på gøren med palliations fokus på væren, så kunne begge fagligheder komme endnu mere til sin ret og gøre gavn for patienterne”, udtaler han.

Der er allerede indenfor begge tilgange fokus på og bred erfaring med tværfagligt samarbejde, så denne kombination ville være en videreudvikling af det tværfaglige. noget anderledes, hvis vi skal kunne imødekomme behovene hos de mange patienter, der lever længere og længere til trods for at have fået en alvorlig sygdom”. Når det så er sagt er både Kristoffer Marså og Olav Nørgaard enige om, at det er et komplekst problem at nå ud til alle mennesker med alvorlig sygdom med de rette palliative tilbud, som på ingen måder har en nem løsning.

”Løsningen ligger ikke i at tro, at alle skal på hospice i den sidste del af deres liv – men derimod i at gøre vores samlede sundhedstilbud omkring alvorligt syge og svækkede borgere bedre ved at styrke den palliative faglighed på fx plejecentre,” siger Kristoffer Marså.

”At et problem ikke har en nem løsning, må dog ikke forhindre os i at forsøge at løse det”, slutter Olav Nørgaard.

Sådan kan DU gøre en forskel for hospicesagen

BETÆNK OS I DIT TESTAMENTE

Din arv kan være en afgørende hjælp i Hospice Forum Danmarks arbejde for at øge livskvaliteten i den sidste tid for patienterne og deres pårørende. Du er velkommen til at spørge os, hvis du har brug for mere viden om, hvordan du gør.

BLIV MEDLEM

Som støttemedlem af Hospice Forum Danmark er du med til at støtte vores arbejde for hospicesagen i hele Danmark. Du kan blive medlem både som enkeltperson og par eller du kan melde din virksomhed ind. Læs mere om, hvordan du gør på siden her www.hospiceforum.dk/ blivmedlem

GIV EN GAVE

Du kan også give en gave til Hospice Forum Danmarks arbejde her og nu ved at: Oprette din egen indsamling på Facebook Bruge MobilePay på 20234 Overføre til vores konto på: reg.nr.: 1944 kontonr.: 8896 223 829

Husk at opgive dit CPR-nummer, hvis du ønsker fradrag for din gave.

BLIV FRIVILLIG

Som støttemedlem af Hospice Forum Danmark er du med til at støtte vores arbejde for hospicesagen i hele Danmark. Du kan blive medlem både som enkeltperson og par eller du kan melde din virksomhed ind. Læs mere om, hvordan du gør på siden her www.hospiceforum.dk/ blivmedlem

GODE SAMTALER ER EN VIGTIG INGREDIENS I DET GODE LIV

- og det behøver ikke være svært

Samtalekortene kan hjælpe på vej til nysgerrige samtaler om livet og døden. Kortene er udviklet til at kunne bruges af både patienter, pårørende, frivillige, professionelle - ja, faktisk er de tænkt til at kunne bruges af alle, der vil den nysgerrige samtale med andre. Der er fem enkle spilleregler for den gode samtale:

Vi skal tale nysgerrigt sammen om noget væsentligt

Vi spørger og lytter for at blive klogere

Vi skal ikke træffe beslutninger

Vi skal ikke blive enige

Vi har ikke travlt Du kan læse mere og bestille kortene på: www.hospiceforum.dk/samtalekort