14 | Arv&Testamente
Kristeligt Dagblad Lørdag 14. maj 2022
afskedsbrevet|Soldater risikerer at miste deres liv i krig, og derfor vælger nogle at skrive
testamente eller deres sidste vilje, før de forlader deres familie. Kristeligt Dagblad har spurgt tre tidligere udsendte, hvilke overvejelser de gjorde sig før krigen
Hvad skal der ske, hvis jeg dør i krig? Hvad skriver man til børn, der ikke forstår døden?
Det skulle ikke være usagt, hvor meget jeg elskede dem
Jacob Michaelsen, 50 år, udsendt til blandt andet Balkan, Afghanistan og Mali: Jeg har været udsendt ni gange og har derfor også skrevet min sidste vilje ni gange. Det er en god ting at skrive. Pludselig bliver risikoen ved en udsendelse virkelig, fordi man skriver til sine kære fra det udgangspunkt, at man er død. De gange, jeg har skullet skrive til min daværende hustru og mine børn, har jeg grædt, mens jeg skrev. Og hvad skriver man til små børn, der slet ikke forstår døden? Man skriver ikke: ”Far er sikkert blevet skudt og har ligget og lidt på hospitalet, inden han døde”. De har brug for noget, der er nemt at genkende i virkeligheden. For eksempel kunne jeg skrive: ”I er dygtige til basketball, og det håber jeg, I vil blive ved med at gøre jer dygtigere til.” Jeg har også forsøgt at være pragmatisk overfor mine børn. At vække nogle minder hos dem: ”Kan I huske, dengang vi var i Tivoli, og der skete det her?” Så håber man, at de kan mindes en sjov episode og dermed få noget positivt med fra brevet. Ligesom med børnene har det været enormt følelsesladet at skrive til min daværende hustru. Man er ked af, at hun nu skal stå alene tilbage med det hele, og man håber, at hun får hjælp af familierne, i det omfang hun har brug for det. Det giver en knude i maven, når jeg sidder her og taler om det. Det er hårdt at skulle skrive brevene, for det skal kun bruges i værst tænkelige tilfælde. Når du er død. De første breve, jeg skrev, var meget tunge. ”Nu er jeg død, og I skal vide, at jeg ikke føler smerte mere”. Jeg var meget navlepillende, blandt andet fordi jeg selv var ét stort spørgsmålstegn: ”Hvad vil det sige at være død?” Det er jo en stor ting. Et liv, der slukkes. Da jeg skrev seks-syv breve, var det, som om jeg havde forstået aftalen med livet. Jeg havde forstået den præmis, at du har det her liv, og for mig gælder det om at få mest muligt ud af livet. J
Martin Bjarnø Hansen, 34 år, udsendt til Afghanistan to gange: Det var vigtigt for mig, at jeg som minimum fik sat ord på min taknemmelighed og kærlighed til familien. Det skulle ikke være usagt, hvor meget jeg elskede dem. Jeg syntes, at opgaven med at sætte sig ned for at tage stilling til de store spørgsmål omkring det at falde i tjenesten var sundt. Her kunne jeg aktivt hjælpe mine efterladte til at planlægge den sidste rejse. Og det usagte ville kunne blive sagt. Men det bliver meget abstrakt, for man taler om sig selv i datid, hvilket er en underlig størrelse at forholde sig til. Alle vidste, der var en risiko for, at man ikke kom hjem i live. Jeg oplevede det ikke som noget, der var svært at forholde sig til. Det var jo selvsagt, at man som soldat var i forhøjet risiko for at komme til skade. Tanken om at ”komme til skade” fyldte mere for mig end det at vende hjem i en kiste. Jeg skrev blandt andet, at vores tidligere forsvarsminister, Søren Gade (V), var velkommen, men at den på det tidspunkt siddende forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech (V), var uønsket ved min begravelse. Bårekommandoen havde jeg sammensat med folk fra delingen, som jeg ikke brød mig om. En slags sidste lussing, hvilket jeg den dag i dag stadig kan more mig over. Min aske skulle blandt andet strøs ud over Svendborg Sund. Noget af det vigtigste for mig var, at det ikke blot var nogle fremmede mennesker, som skulle banke på døren hos mine forældre, som på daværende tidspunkt boede i Qatar, for at overbringe den tarvelige nyhed. Jeg ønskede, det var en tidligere chef og kontaktperson fra min første udsendelse, som skulle have den meget sørgelige opgave. Det indvilligede han i og han har stadig kuverterne liggende. Og det er jeg helt tryg ved. For stod jeg den dag i dag og skulle udsendes, så ville han ligesom de andre gange være ansigtet på J den, der skulle overbringe nyheden.
0 Jacob Michaelsen har været udstationeret en lang række gange, blandt andet i Mali, Afghanistan og på Balkan. — Privatfoto.
0 Steen Holm Iversen har været udsendt for Danmark til Balkan og Afghanistan. — Foto: Kristina Hedegaard.
Der var ikke nogen, der havde tvunget mig til at rejse Steen Holm Iversen, 57 år, udsendt flere gange til Balkan og Afghanistan: Jeg forsøgte først og fremmest at se det fra mine børns og min hustrus perspektiv. Blandt andet i forhold til begravelsen. Hvem er det i virkeligheden, den ceremoni er til for? Hvis jeg ligger slået til lirekassemand i en æske med låg, så er ceremonien dybest set til ære og gavn for mine efterladte. Derfor var mit ræsonnement, at så skulle den bare have fuld gas med al mulig pomp og pragt – en militær begravelse med fuld honnør. Der findes jo også de af mine kolleger, der har fravalgt den officielle begravelse. Vi gik jo desværre til rigtig mange begravelser i den periode, så jeg så mange forskellige begravelser, også de private. Men jeg tænkte på daværende tidspunkt, at skulle jeg ofre livet for Danmark, så ville det også være bedst, hvis begravelsen blev markeret som en militær begravelse. Det er jo ikke altid, at det valg, man har taget om at blive udsendt, også er de pårørendes valg. Hvis man som soldat har fravalgt en officiel begravelse, og man er omkommet, så sidder de pårørende måske tilbage og savner det officielle Danmark. Til mine pårørende skrev jeg om, at det her var mit eget frie valg. Der var ikke nogen, der havde tvunget mig til at rejse. Og jeg kunne heller ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg sagde nej, når min kompetence og min indsats var påkrævet. Man bevæger sig virkelig i et spændingsfelt, for de pårørende tænker: ”Kan du ikke bare lade være?”. Men nej, det kan jeg ikke. Når jeg har sagt ja til at gå i uniform, så hører der også en forpligtelse med, som man ikke bare kan gå udenom. Et eller andet sted var jeg fuldt ud bevidst om risikoen, og at den yderste konsekvens ved at rejse kunne være, at det ville koste mig livet. Og J det var da også tæt på.
Fortalt til Jacob Weinkouff Hansen og Jeppe Schropp jhansen@k.dk og schropp@k.dk
0 De to gange, 34-årige Martin Bjarnø Hansen har været udsendt, har været til Afghanistan, som Danmark trak sig ud af sidste år. – Privatfoto.
