Baggrund Martyrdramaet trækker spor ind i nutidens scene- og kulturliv

Martyrdramaet trækker spor ind i nutidens scene- og kulturliv

2 Dyrkelsen af martyrer har gennem tiden bredt sig til mange forskellige kunstarter. Den hollandske maler Rembrandt (1606-69) afbilder her Sankt Stefan – den første martyr, der ofrede sig selv for sin kristne tro. Hans martyrium er beskrevet i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente. – Foto: Harmensz Van Rijn – Pictures Now Collection Rembrandt/ Ritzau Scanpix.

Den lidende og selvop-

ofrende død var centrum i middelalderens martyrdramaer. Men selvom de kristne martyrer er forsvundet fra teaterscenerne, har de efterladt sig spor i nutidens kultur- og sceneliv

interview

Calle Vangstrup

vangstrup@k.dk Det var cirka 35 år efter Kristi fødsel, at forstanderen for en af de tidligste kristne menigheder i Jerusalem, Sankt Stefan, valgte at gå i døden.

Ganske frivilligt.

I kapitel seks og syv i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente beskrives det, hvordan han blev stenet ihjel, og hvordan han dermed blev den allerførste martyr, historien bevidner om. Den såkaldte protomartyr, fordi han var den første, der bevidnede sin kristne tro ved at dø for den.

Siden Sankt Stefan led den første martyrdød, har martyrfortællinger været en central del af den kristne selvforståelse. De er blevet nedskrevet, læst og gengivet et utal af gange, også på teaterscener verden over, hvor det særligt i 1500-tallet blev populært at omsætte martyrfortællingerne til scenekunst.

Nogle af dem er siden blevet glemt, mens andre, som den om Sankt Stefan, har overlevet og trukket spor helt frem til i dag.

Martyrer i mange størrelser

Det fortæller Niels Nykrog, ph.d.-studerende på institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet. Han arbejder i øjeblikket på en afhandling om martyrdramaet som genre og er netop hjemvendt efter et forskningsophold på Cambridge Universitet i England.

Han mener, at martyrdramaet også i dag spiller en stor – omend mere latent – rolle i scenelivet.

Men hvordan?

En af de meste kendte martyrfortællinger er den om Jeanne d’Arc, Jomfruen fra Orleans, der havde fået en mission af Gud. Hun skulle befri Frankrig fra englænderne, men hun endte sit liv på kætterbålet i år 1431, dømt for at bespotte Gud og kirken. Kort efter sin død blev hun renset for anklagerne, og i 1920 blev hun helgenkåret af pave Benedikt den Femtende. Det er netop omkring Jeanne d’Arcs levetid, at martyrdramaer begynder at blive til teater ifølge Niels Nykrog. ”Kort tid efter hendes død bliver Jeanne d’Arc ekstremt populær i Frankrig, og man begynder allerede i 1400-tallet at opsætte teaterstykker, der skildrer hende som martyr. Hun er en form for krigermartyr, men martyrerne kommer i mange forskellige størrelser,” siger han.

Helgendyrkelsen i kristendommen og i den øvrige litteratur er den, som lægger grundstenen for martyrdramaet som teater. Et særligt kendetegn for martyrdramaet er, at det ofte udspiller sig over en tidsperiode på en enkelt dag, hvor martyren bliver testet på sin tro. ”På den måde ligner mange af martyrdramaerne fortællingen om Jesu sidste døgn, inden han blev korsfæstet,” siger Niels Nykrog.

Faste bestanddele i dramaet er blandt andet, at en verdslig magt anklager martyren for kætteri. Dette leder til stor fortvivlelse hos martyren, for skal man afsværge sin tro og overleve – eller stå ved den og dø?

Spørgsmålet skaber som oftest en tvivl og en ængstelighed hos martyren, som derfor henvender sig til nogle nære, som ofte råder martyren til at give afkald på troen for at undgå døden. Men selvfølgelig er martyren fast i troen og nægter at afsværge den og bliver derfor henrettet, fortæller Niels Nykrog. ”Slutningen er ofte en smule paradoksal, fordi det er en sejr, når helten dør i martyrdramaet. Det adskiller sig i høj grad fra de græske tragedier, hvor det er sørgeligt, når helten dør,” siger han og fortsætter: ”En af årsagerne til martyrdramaets popularitet i 1500- og 1600-tallet er, at man trækker på to af de vigtigste genrer i europæisk litteraturhistorie: den græske tragedie og martyrfortællingen, og så blander man dem sammen.”

Ifølge Niels Nykrog er der også en anden kilde til martyrdramaets store popularitet: Reformationen. Martyrdramaet blev nemlig her brugt som et propagandavåben i konflikten mellem protestanter og katolikker. ”Efter at Romerriget bliver kristent, er der en lang periode, hvor de kristne ikke bliver forfulgt. Men der kommer en stor bølge af martyrer omkring Reformationen, da man forfølger hinanden på kryds og tværs. Katolikker og protestanter bruger derfor martyrfortællinger til at dæmonisere hinanden,” siger Niels Nykrog.

Kirkelig modstand

En af de velbevarede kilder til martyrdramaets historie er den stærkt polemiske ”Foxe’s Book of Martyrs”, der udkom i Storbritannien i 1563. Den indeholder en lang række fortællinger om katolikkernes forfærdelige overgreb på protestanter. ”Martyrdramaerne blev ofte afsluttet med nogle ret makabre og meget eksplicitte scener, hvor der bliver sprøjtet blod ud over hele scenen, idet martyren bliver dræbt,” siger Niels Nykrog.

I sidste halvdel af 1600-tallet begynder martyrdramaet dog at miste sin popularitet. Man begynder at opfatte dem som platte, og derfor møder de modstand. ”I takt med at Reformationen kommer på afstand, begynder der at rejse sig en kritik fra kirken og kulturlivet. Mens kirken er kritiske over for latterliggørelse af hellige personer, er kulturlivet kritiske over for den lidt stive karakter, som martyren nogle gange kan være,” siger Niels Nykrog.

Fortællingerne om martyrer forsvinder herefter langsomt fra teaterscenerne. I flere lande bliver det ligefrem forbudt at opføre religiøst teater.

Niels Nykrog

Født i 1989 i Silkeborg. Har en kandidat i litteraturvidenskab og tysk litteratur fra Københavns Universitet. Arbejder på sin ph.d.-afhandling om martyrdramaets rolle i europæisk litteratur på Københavns Universitet.

FOTO: KØBENHAVNS UNIVERSITET

Fra religiøst til nationalt

Men martyrfortællingerne dør aldrig helt ud. Ifølge Niels Nykrog spiller martyrfortællingerne helt frem til i dag en stor rolle i dansk kulturliv, omend der måske ikke er tale om åbenlyse martyrfortællinger, men værker, hvor martyrfortællingen er mere latent indlejret i handlingsforløbet. Det ser man blandt andet i film som ”Flammen og Citronen” og ”9. april”, mener han. ”Hvis jeg skulle pege på en dansk national martyr, er det Kaj Munk. Han blev et stærkt symbol på modstanden mod overmagten i Anden Verdenskrig. Da Kaj Munk både var præst og dramatiker, tror jeg, at han var meget bevidst om, hvordan han iscenesatte sig selv,” siger Niels Nykrog.

I 2017 opsatte forfatter Vilhelm Topsøe og komponist John Frandsen operaen ”Martyriet”, som blandt andet følger Kaj Munk i den sidste tid, op til at han blev likvideret af nazisterne den 4. januar 1944. Stykket trækker på nogle af de særegne kendetegn fra martyrdramaet: kampen mod en verdslig overmagt og de nære bekendtskaber, der står uforstående over for den selvvalgte død. Skal man finde rendyrkede martyrdramaer i dag, så bliver det ifølge Niels Nykrog dog nok på de mere eksperimentelle teaterscener. ”Martyrdramaet går meget godt i spænd med eksperimentelt teater, hvor man prøver at gå i dybden med den menneskelige psykologi og det menneskelige følelsesliv. Og det kunne være interessant at se nogle genfortolkninger af martyrdramaet, som vi har set med de græske tragedier de seneste år,” siger Niels Nykrog. J