Nyhedsbaggrund At være

Kristeligt Dagblad Lørdag 27. august 2022 At være eller ikke at være – stueren

Teateropsætninger, bogudgivelser og konferencer forsøger i disse år at tilpasse Shakespeare til nutiden. Men hvor meget bør man pille ved klassikerne for ikke at støde et nutidigt publikum?

nyhedsbaggrund

Daniel Øhrstrøm og Morten Mikkelsen

ohrstrom@k.dk mikkelsen@k.dk At være eller ikke at være politisk korrekt, det er sagen, når talen falder på William Shakespeare i denne tid. For verdenshistoriens største dramatiker skaber i øjeblikket drama flere steder på planeten med sine tekster, som flere mener ikke kan tåle tidens krav til respektfuld omtale af minoriteter.

På William Shakespeares gamle teater, The Globe i London, indledte man i slutningen af maj en serie akademiske webinarer med fællestitlen ”Anti-Racist Shakespeare”. Med støtte fra forlaget Cambridge University Press går projektet ud på at lægge åbent frem, at Shakespeares skuespil har store kvaliteter, men at der også i stort set samtlige af dem er passager, som støder imod nutidens syn på race. ”Man kan stadig elske Shakespeare og alligevel erkende, at der er problematiske sider i skuespillene. For eksempel at hvid altid beskrives som smukt, mens mørkt ses som uattraktivt,” sagde Aldo Billingslea, professor i teatervidenskab ved Santa Clara University i USA, ved det første webinar.

De akademiske samtaler om sort og hvidt hos Shakespeare fortsætter frem til oktober og kommer, efter at Cambridge University Press sidste år udgav værket ”The Cambridge Companion to Shakespeare and Race” af Ayanna Thompson, som blot er en blandt mange bogudgivelser om emnet. Sidste år udkom også Ruben Espinosas bog ”Shakespeare on the Shades of Racism”, som undersøgte de gamle engelske tekster i en nutidig, latino-amerikansk belysning.

Overhalet af historien?

Selv blandt de mennesker, der skal træde frem på scenen og gengive Shakespeare, er der i disse år en voksende afstandtagen. I foråret måtte Det Kongelige Teater aflyse John Neumeiers ballet-version af Shakespeares ”Othello” på grund af bekymring hos de kongelige balletdansere over racistiske signaler i en dansesekvens, og tidligere på året skrev en kendt britisk Shakespeare-fortolker, skuespilleren Janet Stevenson, i The Sunday Times, at flere af de gamle skuespil kræver ændringer for at kunne gå an på en scene i dag. Hun tilføjede, at nogle Shakespeare-stykker, som er overhalet af historien, ”bare skal begraves”.

Konkret nævner Stevenson ”Købmanden fra Venedig” og ”Trold kan tæmmes” som skuespil, der slet ikke bør sættes op mere. Det ene på grund af antisemitisme i fremstillingen af den jødiske købmand Shylock, det andet på grund af mandschauvinisme.

Fra opsætning til aflysning

Dette efterår havde Det Kongelige Teater planlagt at vise en opsætning af John Neumeiers ballet over Shakespeares ”Othello”. I slutningen af maj blev opsætningen imidlertid aflyst efter kritik fra flere af forestillingens dansere, som fandt en specifik ”krigerdans” i en af stykkets scener problematisk; danserne skulle springe rundt og slå sig selv i hovedet som ”vilde”. Danserne mente, at dansen spillede på racistiske stereotyper. Balletmester på Det Kongelige Teater Nikolaj Hübbe ville gerne komme danserne i møde og forsøgte at få John Neumeiers tilladelse til at ændre på sekvensen, men det modsatte koreografen sig, og resultatet blev, at forestillingen helt røg af plakaten. Den erstattedes af en anden Shakespeare-ballet af John Neumeier, nemlig ”En skærsommernatsdrøm”, der vises fra den 5.-23. november på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København.

Ifølge Rikke Rottensten, museumsinspektør og teaterkritiker ved Berlingske, er der flere Shakespearestykker, som må ses som problematiske i dag, men ikke i et omfang, så de ikke kan opføres. ”’Trold kan tæmmes’ kan spilles på en måde, så stykket fremstår krænkende over for kvinder, men det er også muligt lige at vende en enkelt sætning om til sidst, så det er kvinden, der har fat i den lange ende. ’Købmanden i Venedig’ er sværere at have med at gøre og bliver vist heller ikke spillet så meget længere. Jeg mindes en opsætning på Det Kongelige Teater med Jørgen Reenberg som Shylock, hvor han spillede på alle de stereotype forestillinger om jøder. Sådan kan man i hvert fald ikke spille rollen mere,” siger Rikke Rottensten med henvisning til en opsætning fra 1993.

Også ”Othello” er ifølge Rikke Rottensten og flere andre kritikere problematisk, fordi den sorte hovedperson fremstilles som en vild, følelsesladet person. I 2015 holdt Swan Theatre i Shakespeares fødeby, Stratfordupon-Avon, en hel konference om, hvorvidt ”Othello” er racistisk, og et særligt problematisk aspekt ved den måde, stykket i mange år blev sat op på, var, at hovedrollen traditionelt blev spillet af en hvid mand, der var sminket sort. I dag betragtes sådanne ”blackface”-roller som krænkende for sorte.

Mennesker på godt og ondt

Men spørger man den prisvindende danske oversætter af Shakespeare Niels Brunse, bør man tænke sig om, før man bortdømmer Shakespeare som racist eller antisemit. For mens både Luther og Kierkegaard i deres eget navn skrev hårdt om for eksempel jøder, falder de mest kontroversielle replikker hos Shakespeare ikke fra digteren selv, men fra hans karakterer, som naturligvis er karikerede. ”Shakespeare var slet ikke folkeopdragende i eget navn, men var altid mere interesseret i at vise mennesket i al dets modsætningsfuldhed og mangfoldighed. I et skuespil som ’Othello’ findes der godt nok nogle barske ytringer om sorte, og i ’Købmanden i Venedig’ findes der også nogle grimme ord om jøder. Men de replikker er jo sagt af figurer, som Shakespeare beskriver på godt og ondt, så man kan ikke regne det for Shakespeares egen holdning til sorte eller jøder,” siger Niels Brunse, som tror, at Shakespeare hverken var racist eller antisemit. ”Jeg tror, at han var rimelig åben over for alle mulige mennesker og nysgerrig på, hvad folk var for nogle. Selv de største skurke som Richard den 3., som virkelig er en forfærdelig forbryder, er der noget menneskeligt forsonligt ved i nogle scener, hvor han enten når til en form for selverkendelse eller, som til sidst, virkelig er bange for, hvad der venter ham.”

Der er stor forskel på, om man vælger at stryge en forestilling helt, eller om man vælger at sætte den op på en måde, så den støder et nutidigt publikum mindre. Ingen spiller længere ”Othello” med en hvid skuespiller med ”blackface” som for eksempel britiske Laurence Olivier gjorde det i 1965. Og der er alligevel så mange ord i Shakespeares skuespil, at det i årevis har været udbredt at korte dem af, påpeger oversætteren: ”Det kommer altid an på, hvordan man lægger en given forestilling til rette. Nogle gange kan man stryge ting, man ikke bryder sig om, og der er altid noget, der bliver strøget i en Shakespeare-forestilling af den ene eller den anden grund.”

Man kan således sagtens sætte alle Shakespeares forestillinger op i dag, mener Niels Brunse, selv de to stykker, som Janet Stevenson foreslår ”cancelling” af, altså dømt ude, fordi de er politisk ukorrekte. ”Cancel-kulturen skal omgås med varsomhed. Det mener jeg ikke, man bør sætte allerhøjest som kriterium for, hvad man gør med film, teater eller litteratur. Hvis folk med rette føler sig gjort til grin som undermennesker, skal man skride ind over for det, men det betyder ikke, at man skal aflyse hele forestillinger og sige, at man nu aldrig kan spille ’Othello’ igen eller for den sags skyld hvad som helst, der er skrevet af en russer, som nogle mener i øjeblikket,” siger Niels Brunse, som finder det problematisk at dømme hele værker ude alene begrundet i, hvilket lands kultur de er frembragt af: ”Hvis man underkender kulturen, underkender man også samtalen.” J