Tendens Den drabelige scenekunsts berettigelse

Kristeligt Dagblad Lørdag 27. august 2022 Den drabelige scenekunsts berettigelse

Publikum skal forstå, hvor-

for mord sker. Det ønsker to teatre at hjælpe dem til med forestillinger, der bygger på sande kriminalhistorier. Men hvor går den etiske grænse for, hvor tæt kunsten kan gå på virkelige sager?

true crime

Jacob Weinkouff Hansen

jhansen@k.dk Den såkaldte true crime-genre, der er skildringer af virkelige forbrydelser, har længe været kendt fra tv, film og podcast. De senere år er genren også rykket ind på de danske scener, hvor de virkelige mordgåder og fortællinger om bestialske drab skildres i teateropsætninger.

I foråret kunne publikum blandt andet opleve forestillingen ”Kannibalen”, der bygger på en sand historie fra Tyskland, hvor to mænd aftaler, at den ene skal spise den anden. Og i den kommende sæson er det muligt at se virkelige mordgåder skildret på scenen i stykket ”Når mørket falder på”, der er produceret i samarbejde mellem Randers Teater og Teatergrad, der har til huse på Nørrebro i København. Men hvilken berettigelse har drabelige historier og spektakulære mordsager fra det virkelige liv egentlig i dansk teater? Og hvilke etiske spørgsmål rejser det?

Det kan Pelle Nordhøj Kann måske svare på. Han er instruktør på sidstnævnte stykke, ”Når mørket falder på”, og han har i det vigør skulle forholde sig, hvor tæt kunsten kan gå på mordsager fra det virkelige liv. Stykkets ærinde er ikke at skabe maleriske beskrivelser af grufulde mord, men tværtimod at undersøge de bagvedliggende grunde til, hvorfor mord sker, fortæller han. ”Vi vil fortælle historier om, hvad det vil sige at være menneske og om alle de komplekser, der følger med det. Og vi skal også kunne beskæftige os med den virkeligt mørke side af mennesket. Hvad sker der med og i individet og samfundet, når vi af den ene eller anden grund presses derud, hvor mørket sænker sig over os, og vi begår den ultimative forbrydelse?”

Netop det spørgsmål forsøger stykket at besvare gennem to mordgåder, der i hvert sin akt beskæftiger sig med forskellige sider af en drabssag. ”Første akt handler om forløbet op til et mord. Den tager afsæt i samfundet omkring de mennesker, der er involveret i sagen, herunder ofret og gerningsmanden.

En ung mand tager livet af sin gravide kæreste. Han har levet en fortumlet tilværelse ind og ud af sociale systemer og fængsler og har været i kontakt med sociale myndigheder, siden han var barn. Det er en klassisk sag om, hvordan et system ikke evner at tage vare på et barn og et ungt menneske, der bliver ved med at falde ned igennem de sociale lag,” siger Pelle Nordhøj Kann og fortsætter: ”Vores fokus er rettet mod, hvad det er for nogle mekanismer i samfundet, der ikke har slået til, siden det her mord sker. Ikke for at sige, at det er samfundets skyld, men for at undersøge hvilke støttemekanismer i velfærdssamfundet, der har svigtet.”

I andet akt er der i højere grad fokus på efterspillet til sagen. ”Vi har fundet en sag, som går meget tæt på, hvilke konsekvenser, det har for en familie og menneskerne omkring, når et barn forsvinder.

En ung pige på vej til musikundervisning forsvinder og findes først senere død i en af Københavns kanaler. Sagen er ikke opklaret, så vi kan slet ikke opsætte en scene, hvor mordet foregår. Fokus er på individet, og på de konsekvenser en sag som denne kan have for det enkelte menneske.”

Publikum skal reflektere

Mødet med de to sager skal ikke bare undersøge mekanismer i samfundet. Det skal få publikum til at reflektere over deres egen ageren, siger Pelle Nordhøj Kann. ”Vil publikum tage det med sig ud i verden, hvis de selv ender i en situation, hvor de kan gøre noget aktivt for at hjælpe nogle mennesker, der er ude på et sidespor? Når man hører en grædende kvinde inde hos naboen og godt ved, at hun ikke græder af glæde. Går man så ind og banker på og spørger, om der er noget man kan gøre? Eller lader man stå til, fordi man ikke vil risikere at være til besvær?”

Spørgsmålet er, om man ikke kunne have rejst de spørgsmål og skabt den refleksion uden at tage udgangspunkt i sager fra virkelighedens verden.

Det mener Pelle Nordhøj Kann ikke. I hvert fald ville effekten ikke have været lige så stor. ”Jeg tror, at det betyder rigtig meget for publikum, at det tager afsæt i noget virkeligt. Min oplevelse fra andre forestillinger er, at det vækker en anden empati i publikum.”

Af samme grund spilles forestillingen ikke i en tradition teatersal, men i Østre Kapel i Randers, i Hans Egede Kirke i København og på Politimuseet i København. ”I kapellet går publikum bogstaveligt talt ind i konsekvensen af et mord. Det er dér et mord ender. Det giver publikum den ultimative mulighed for at leve sig ind i det, de ser.”

Selvom holdet bag forestillingen har ønsket at opnå det maksimale indtryk hos publikum, har man også måttet forholde sig til etikken i at inddrage virkelige sager. ”Der er ikke nogen pårørende i sagerne, der har bedt om at få deres livs værste tragedie udpenslet på scenen. Det er vi selvfølgeligt nødt til at være nænsomme og følsomme omkring. Derfor har vi valgt, at vi ikke fortæller, hvilke sager, det handler om, og vi har sløret en række oplysninger i de to sager.”

Kannibalisme på scenen

På Det Kongelige Teater spiste en mand i foråret en anden mands penis på scenen i stykket ”Kannibalen”.

Stykket, som er skrevet af dramatiker Johannes Lilleøre, er baseret på en virkelig, tysk kriminalsag fra 2001.

To mænd finder hinanden på nettet, fordi de begge har en lyst. Den ene, Armin Meiwes, vil gerne slagte og spise et andet menneske, fordi han mener, at han således på den ultimative måde kan opleve sammensmeltningen med et andet menneske. Den anden, Bernd-Jürgen Brandes, vil gerne udleve sin fantasi om at få skåret sin penis af og dø i overdreven smerte. Da de mødes på et chatforum, ender det med, at de beslutter sig for sammen at føre lysterne ud i livet.

Selvom stykket, der i øvrigt foregår i mørke det meste af tiden, også indeholder flere bestialske scener, har Johannes Lilleøres formål med forestillingen været noget helt andet end blot at vække gru. ”Jeg synes, det er vigtigt at forsøge at forstå ting, som vi har svært ved at forstå og fordømmer som samfund. Er det farligt at forsøge at forstå mennesker, der har gjort umiddelbart uforståelige ting? Det synes jeg ikke. Det er vigtigt og godt, at vi har et retssystem, der kan dømme folk, der slår folk ihjel, fordi de vil spise dem. Men min opgave er at krybe ind under huden på de her mennesker og sætte perspektiv på deres handlinger.”

Specielt de to mænds ensomhed har været det, dramatikeren gerne ville have publikum til at forstå. ”Bagved det voldsomme var der en meget klar historie, som jeg kunne relatere til. Nemlig den universelle længsel efter at blive forenet med et andet menneske. Og så synes jeg, at den virkelige historie var en meget smuk ramme for at vise den længsel. Det er selvfølgelig historien om Armin Meiwes, der begår denne her forbrydelse. Men den store historie er altså længslen efter at smelte sammen med et andet menneske og om at være ensom med sin lyst,” siger han.

Ligesom Pelle Nordhøj Kann mener Johannes Lilleøre, at det gør en forskel for publikum, at stykket tager udgangspunkt i en virkelig sag. ”Men det rejser også etiske dilemmaer. Især i forhold til Bernd, som er død, har jeg et ansvar. Det, at jeg lader ham tale i stykket og dermed påstår, at jeg ved, hvad han skal og vil sige. Det har jeg taget meget alvorligt. Men fordi, jeg gør det på en nuanceret måde, synes jeg godt, at jeg kunne tillade mig det.” J

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT

Fakta om forestillingerne

”Når Mørket Falder På” er instrueret af Pelle Nordhøj Kann. Den spilles i Østre Kapel i Randers til november og på Politimuseet og i Hans Egede Kirke i slutningen af november og begyndelsen af december. ”Kannibalen” er dramatiseret af Johannes Lilleøre og iscenesat af Sargun Oshana. Spillede på Det Kongelige Teater i foråret og genopsættes på Blaagaard Teater, det tidligere Teater Grob, i København til december.