Voxpop Den første betydningsfulde rolle

Kristeligt Dagblad Lørdag 5. februar 2022 mødet med teatret | Gennem en hel karriere når de fleste skuespillere at spille en lang række forskellige roller – og nogle bliver vigtigere end andre. Kristeligt Dagblad har spurgt tre teateraktuelle skuespillere om, hvilken barndoms- eller ungdomsrolle der betød noget særligt og gav dem lysten til at blive skuespillere Den første betydningsfulde rolle

FOTO: KIM GLUD FOTO: JACOB SCHULTZ/JYSK FYNSKE MEDIER/RITZAU SCANPIX FOTO: DIANA HOLM/NORDJYSKE/RITZAU SCANPIX

Jeg var ydmyget, men stolt Det var stort at stå så ung med en absurd tekst Jeg blev forelsket i teatrets mystik

Mette Klakstein, 30 år, skuespiller:

Jeg er vokset op i en meget lille by i Vestjylland, der hedder Stauning. Der var ikke noget teater eller nogen filmcastings, jeg kunne tage til, men jeg havde alligevel interessen. Da jeg var omkring 10 år, kom en teatertrup ud til vores lille landsbyskole. Det var to skuespillere, der var på turné med nogle få kostumer og meget minimal scenografi, og så var konceptet, at de spillede en interaktiv version af ”Prinsessen på ærten”, hvor de skulle have et barn med.

Det var en miniforestilling, som tog omkring et kvarter. Da de kom ud på min skole, blev jeg fremhævet af min lærer som én, de godt kunne få til at spille i det lille teaterstykke. Jeg var meget stolt over at være blevet set. Jeg fik en krone og en Fætter BR-prinsessekjole med tyl på, og så fik jeg to helt runde, rødmalede kinder. Der var ingen forberedelsestid, for min dialog var optaget på forhånd. Så jeg skulle mime hen over replikkerne, som en eller anden voksen mand havde indtalt, og så var der en sang. Det har set helt vanvittigt ud med den her mærkelige telenovelaagtige udgave af H.C. Andersen. Alle eleverne på skolen – der var nok omkring 100 – var inde at se det i gymnastiksalen. Og jeg kan huske, at min storebrors seje skater-ven fra 7. klasse, Peter, sad på bagerste række og var ved at kaste op af grin over hele det her setup. Men jeg var allerede en lille pro, og jeg kom igennem alligevel. Jeg var en lille smule ydmyget, men også stolt. Jeg tog det ind, at det var komisk, og jeg kunne stadig se, at det var spændende og sjovt. Der gik lang tid, før jeg lavede teater igen, det var næsten først, da jeg kom ind på teaterskolen mange år efter. Der var ikke meget andet teater i min barndom, men det minde står tydeligt frem. Selvom det havde et lidt traumatisk islæt over sig, var det alligevel et første møde, som vakte et eller andet i mig eller gav noget lyst. Stadig i dag har jeg den samme følelse – at skulle stå på en scene kan tit være ydmygende, men spændingen eller lysten overskygger det. J

Bjarne Antonisen, 48 år, skuespiller:

Som teenager lavede jeg meget teater, hvor det bare handlede om at komme op på en scene og blive klappet af. Men i 1992 i Nordborg på Als, hvor jeg kommer fra, var der et stort middelalderspil, fordi det var 750 år, siden Margrete den Første havde besøgt byen. Jeg var hofnar og blev den, der bandt hele byen sammen.

Det var Thorkild Demuth, der var instruktør og skuespiller, som satte det i scene. Mødet med ham var ret specielt, for det var første gang, jeg mødte en rigtig skuespiller og instruktør, som så mig, og som kunne se, at jeg altså ville mere med det her. I de følgende år lavede vi forskellige projekter sammen. Og da jeg var omkring 20 år, spillede jeg Vladimir, eller Didi, i ”Mens vi venter på Godot” af Samuel Beckett. Det var en meget ung alder at stå med sådan noget stof, men jeg kan huske, at dér tænkte jeg, at nu var det ikke bare gøgl og narrestreger. Jeg gav ikke blot noget væk til publikum, der var også basis for mig til at blive klogere og lære noget om livet. Dér vidste jeg for alvor, at jeg ville det her. Ellers kunne jeg være blevet sanger eller gøgler på anden vis – bare for at optræde. Men der fandt jeg ud af, at det skulle være noget med ord, formidling, poesi og spørgsmål om livet, for stykket er fyldt med flere spørgsmål end svar. Under prøverne var jeg virkelig en åben bog, som bare ville undersøge den her verden, der var helt ny for mig. Og da vi havde premiere og spillede den, følte jeg en enorm stolthed over at stå som 20-årig med så stor en rolle i en så absurd tekst. Det var stort at give det til et publikum i lille Nordborg, hvor det, der ellers blev spillet, når det gik vildt for sig, var et syngespil, hvor man kunne klappe på ét og tre. Men forestillingen blev taget godt imod. Da jeg gik på Skuespillerskolen i Odense, og vi skulle lave et soloprojekt, vendte jeg tilbage til Beckett. Jeg synes, at han bliver spillet alt for lidt. Jeg kunne enormt godt tænke mig at spille Vladimir igen, for jeg ved jo forhåbentligt noget mere nu, end da jeg var 20 år. J

Olaf Højgaard, 50 år, skuespiller:

Da jeg gik i 1. klasse, spillede vi ”KlodsHans”. Jeg ville jo gerne sige, at jeg var Klods-Hans, men jeg tror nærmere, at jeg spillede bagenden af et dyr under et lagen.

Der var den her pige i klassen, som jeg ellers ikke havde kigget så meget på. Men lige pludselig fik hun lidt læbestift og en lille prinsessekrone af pap på og blev sat op på katederet. Og så blev jeg komplet forelsket.

Jeg kan huske, at jeg bare stod og kiggede på hende og var så forelsket i den prinsesse, der sad der. Det var jo ikke en direkte rolle, men når jeg tænker på det nu, er det, som om jeg dér på en eller anden måde blev forelsket i teatrets mystik, uden at vide noget om hvad det egentlig drejede sig om.

I de samme år spillede vi ”I en kælder sort som kul”. Jeg var katten, og mine klassekammerater var musene, der skulle slås ihjel. Der er et billede i familiealbummet, hvor jeg står med den ene fod på en af musene og spænder armene over hovedet, som om jeg virkelig har dræbt alle musene. Jeg har altid søgt teatret, fra jeg var helt lille. Min mor har fortalt mig, at da jeg ikke var ret gammel, har jeg på et tidspunkt sagt, at jeg godt kunne tænke mig at være ”sådan én, der står på en scene”. Det var meget instinktivt og naturligt, og der var en stærk tiltrækning, før jeg overhovedet kunne sætte ord på det. Der var en dejlig frihed i at kunne være noget andet, end den rolle jeg havde i det daglige. Og det var fedt at kunne bruge nogle helt andre energier og kommunikationsformer. Der gjaldt nogle andre regler. Men jeg kommer ikke fra en teaterfamilie, og der gik lang tid, før jeg vovede at tænke, at det var noget, jeg kunne gøre professionelt. Først da jeg var i begyndelsen af 20’erne, begyndte jeg at tænke, at det kunne blive til mere. J

Olaf Højgaard er aktuel i stykket ”Det der drikker”, der spiller fra den 22. til den 26. marts på teatret Sort/Hvid i København.