Baggrund Ømt punkt. Ny opera tager afsæt i om- stridt selvmordsmanual

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT

Kommende opera er baseret på en dømt

læges selvmordsmanual, men er det forsvarligt? Teaterekspert og komponisten bag mener, scenekunsten skal behandle tabuer

etik på scenen

Camilla Klarskov

klarskov@k.dk At scenekunsten ynder at skubbe til grænser og udfordre normer er ingen nyhed, og fra tid til anden har det ført til debat om dens rolle. For må scenekunsten give taletid til eksempelvis de logikker, der ligger bag forbryderes motiver, og må den opfordre til civil ulydighed?

Det er spørgsmål, som ganske givet atter vil blive rejst, når operaforestillingen ”Manualen” til maj får premiere i Operahuset i København. Stykket er nemlig baseret på den selvmordsmanual, som den danske læge Svend Lings i 2014 udgav – en manual, der efter lægens eget udsagn siden har ført til hundredvis af selvmord og egen domfældelse.

Bag ”Manualen” står komponist Louise Alenius, og det er langt fra første gang, hun med sin kunst beskæftiger sig med tabubelagte emner såsom døden. I tidligere værker har hun blandt andet besøgt og sunget for døende med ritualet ”Prequiem” (2016), præsenteret publikum for sin døende, kræftsyge ven i ”Porøset 2” (2014) og i ”Silent Zone” (2017) dissekeret incest som fænomen.

Om komponisten skriver Dansk Komponistforening, at hun ”skriver musik, der ofte hacker formater og udfordrer tilskuere”, mens Politiken i en omtale skriver, at Louise Alenius ”ved konsekvent at lave opera og koncerter om tabuiserede emner på smukke, men alt andet end konfliktsky måder” peger ”fremad mod nye grænser inden for musikdramatikken”.

Og meget tyder på, at den linje fortsættes med ”Manualen”.

Når Louise Alenius har valgt at tage udgangspunkt i Svend Lings’ manual, skyldes det ikke blot, at hun er fascineret af den krop, der på én og samme tid vil dø, men kæmper for at holde sig i live. Hun er også interesseret i debatten om aktiv dødshjælp, og hun undrer sig over, at den ikke fylder mere i den offentlige bevidsthed. ”Musikken og scenekunsten er et spændende rum til at arbejde med problematikker, som ellers skiller vandene og kan være svære at tale om. Jeg er generelt interesseret i nogle emner, som jeg ikke føler bliver afdækket nok, og jeg synes, det er meget underligt, at der ikke bliver rykket mere på aktiv dødshjælp herhjemme, når alle ved, at det alligevel foregår,” fortæller hun.

I princippet er Louise Alenius ikke meget for at tale om sin egen holdning til aktiv dødshjælp. Hun mener nemlig ikke, at den er det mest interessante ved hendes kunst, ligesom hun ikke har haft et ønske om at skabe et stykke, der skulle overbevise modtageren om et bestemt synspunkt.

Ømt punkt. Ny opera tager afsæt i omstridt selvmordsmanual

Ikke neutral

Derfor var udgangspunktet at skabe en opera, som forholdt sig neutral i det omfang, det lader sig gøre. ”Men sagen er også, at operaen ikke er neutral,” siger hun og fortæller, at scenerummet i ”Manualen” er omdannet til torsoen på en krop, hvor organerne, bevidstheden, smerte og døden synger og på den måde repræsenterer forskellige holdninger til aktiv dødshjælp.

Det er ikke bare en krop, der gerne vil dø – det er også et hjerte, der kæmper for at holde kroppen i live. ”Til sidst ønsker kroppen virkelig at dø, fordi smerten er for voldsom. Men eftersom man ikke bare kan stoppe en krop, og lægerne ikke må hjælpe, bliver ’Manualen’ den eneste udvej. På den måde mener jeg, at operaen skildrer en reel problematik.”

Ikke desto mindre kalder Louise Alenius det for et samfundsproblem, at alvorligt syge mennesker ikke har et sted at gå hen, når de vil dø.

Louise Alenius kalder Svend Lings for ”modig og interessant”, selvom hun er klar over, at han er en kontroversiel skikkelse, der udløser stærke følelser og uenigheder. Hun mener dog ikke, det gør ham mindre relevant som afsæt for en opera.

Er det etisk set ikke uforsvarligt at basere en forestilling på en mand, der er dømt, og en kriminel handling? ”Kunsten er et helt særligt sted, og man har altid lavet kunst om idealister, der bryder loven. Så jeg har absolut ingen kvaler ved at tage denne her tematik op og basere stykket på Svend Lings. Jeg kan godt pege på, at der findes et til-

Louise Alenius

Født i 1978. Autodidakt og flere gange Reumertnomineret sanger og komponist med baggrund i blandt andet elektronisk samt reklame- og filmmusik. Har udgivet flere album – ud over at komponere til adskillige forestillinger.

Svend Lings

Født i 1941. Uddannet læge, der i 2014 udgav bogen ”Hjælp mig – aktiv dødshjælp” og har rådgivet samt udskrevet medicin til patienter, som vil begå selvmord. Sagen førte til politianmeldelse, og i 2019 blev Svend Lings idømt 60 dages betinget fængsel af Højesteret. Ekskluderet af Lægeforeningen og frataget sin autorisation. I september 2021 kunne Kristeligt Dagblad dokumentere, at Svend Lings fortsat hjælper danskere med at tage eget liv.

bud, der hedder selvmordsmanualen, hvis nogen i mangel på bedre skulle få brug for det. Det kan folk godt blive provokeret af.”

Pligt til at stille spørgsmål

I løbet af de seneste år er store, traditionsforankrede kulturinstitutioner som Den Kongelige Opera i højere grad begyndt at behandle omstridte emner såsom aktiv dødshjælp. Det bemærker teaterekspert og anmelder Birgitte Dam, der står bag flere bøger om blandt andet samfundsengageret scenekunst. ”Hvis der er noget, vi fortrænger i debatten, så kan scenekunsten godt finde på at bore lidt i de ømme punkter. Men frem for at fortælle en historie med en morale vender og drejer teatret i dag nogle forskellige synspunkter. Det er en mere åben måde at rejse en diskussion på, der giver tilskuere mulighed for at reflektere og finde deres egen holdning, uden at nogen decideret har fortalt dem, hvad de skal synes.”

Ifølge Birgitte Dam er det udtryk for et nybrud i teaterverdenen, som beror på en mere publikumsbevidst tankegang, hvor tilskuere ikke længere bare skal læne sig tilbage og nyde forestillingen. Moderne scenekunst har i høj grad en ambition om at aktivere publikum, ligesom publikum heller ikke længere vil finde sig i blot at være passive iagttagere.

Når scenekunsten har særlige fordele, der kan være med til at udvide horisonter og skabe nye erkendelser hos tilskuerne, skyldes det også, at den spiller på det, Birgitte Dam kalder for ”en dobbeltform”: ”Scenekunsten giver mulighed for en udpræget identifikation, fordi der opstår et særligt rum og nærvær mellem spillere og publikum. På samme tid bliver publikum hele tiden gjort bevidst om, at der er nogen, som har stillet sig op på scenen, og at det er iscenesat. Derfor får vi en vis distance til det, vi ser. Vi bliver så at sige både inviteret til at indleve os i det og distancere os fra det for at kunne tænke over det.”

Uden at have set forestillingen vurderer Birgitte Dam ikke, at ”Manualen” tegner til at overskride den udefinerede grænse for, hvad scenekunsten kan tillade sig, selvom den er baseret på en dømt mand.

Hun ser det snarere som operaens pligt at sætte spørgsmålstegn ved normerne. ”Scenekunsten er jo fri, og det vil vi også gerne have, at den er. Det betyder ikke, at man skal være uetisk. Man skal tværtimod fremholde etiske problemstillinger, og det er jo netop det, denne opera gør. At undersøge noget behøver ikke være det samme som at acceptere det.” J