Baggrund Når filmmusik rækker ud over det store lærred

Når filmmusik rækker ud over det store lærred

Ved at forene den finkulturelle orkester-

musik med et moderne, elektronisk lydunivers har filmkomponisten Hans Zimmer etableret sig blandt historiens største

filmmusik

Camilla Klarskov

klarskov@k.dk Nogle har aldrig skænket den en tanke. Andre er villige til at betale tusindvis af kroner for at opleve den live.

Umiddelbart kan filmmusik – den musik, der optræder i og ledsager film – forekomme at være bare ét blandt mange virkemidler i moderne filmkunst.

Alligevel vil de fleste kunne komme i tanke om mindst en håndfuld film, hvis soundtrack siden er blevet filmens varemærke.

Netop ”varemærke” er et prædikat, der også hyppigt er hæftet på komponisten bag musikken i nogle af de seneste årtiers største blockbustere, Hans Zimmer. Som ophavsmand til musikken fra blandt andet ”Rain Man” (1988), ”Løvernes konge” (1994) og ”Inception” (2010) har han siden 1980’erne markeret sig som en af Hollywoods mest bemærkelsesværdige og – bogstaveligt talt – toneangivende musikere. Gennem årene har det ikke blot sikret ham en Oscar og flere Grammy- samt Golden Globes-statuetter. Det har også ført til en række verdensomspændende og anmelderroste koncerter, som til marts vil føre Hans Zimmer til København, hvor tusindvis af fans allerede har sikret sig billetter.

Men hvem er den tyske komponist, der har formået at gøre sig til ansigtet på moderne filmmusik? Og hvordan er det gået til, at musikken, som førhen blot var filmenes lydtapet, i dag har flyttet sig fra det store lærred og ud til nogle af klodens største spillesteder? ”Hans Zimmer er en komponist i superligaen og den nye æra i filmmusik,” siger Niklas Schak, der selv er filmkomponist og desuden underviser i filmmusik på både Syddansk og Rytmisk Musikkonservatorium.

Ved at forene klassisk symfoniorkestermusik med det elektroniske musikinstrument synthesizeren har Hans Zimmer, ifølge Niklas Schak, ikke blot fornyet filmmusikken, men også selve måden, hvorpå musikken i dag indgår i film.

Mens andre store filmkomponister som John Williams, der står bag musikken fra blandt andet ”Star Wars” (19772019) og ”Harry Potter” (2001-2011), tidligere arbejdede med såkaldte ”ledemotiver” – underliggende temaer, der følger karakterer og lader publikum forstå, hvem der er filmens helt og skurk, som man kender det fra hajen i ”Dødens gab” (1975) eller den opdagelsesrejsende helt Indiana Jones – repræsenterer Hans Zimmer nemlig en ny tilgang. I hans univers er ledemotiver erstattet af en underlægningsmusik, der blander melodisk musik med andre auditive virkemidler og atypiske instrumenter såsom kirkeorglet i soundtracket til ”Interstellar” (2014). ”Hans Zimmer har formået at bibringe noget nyt til filmmusikken, fordi han har været god til at udvikle de her koncepter, hvor samspillet mellem musik og lyd hænger sammen på en mere helstøbt og enkel måde. På den måde skaber han en massiv mur – nærmest en flodbølge – af lyd fra instrumenter,” forklarer Niklas Schak og nævner som eksempel musikken i krigsfilmen ”Dunkirk” (2017), der efterligner lyden fra en sirene.

Arven fra andre komponister

Ifølge filmkomponist Patricio Fraile kommer filmmusikken for alvor til sin ret, når den går ind og tilfører noget, som ikke er synligt på skærmen og dermed udvider fortællingen. ”For at vi skal engagere os i karaktererne på skærmen, kan musikken tage os med ind bag karaktererne og vise, at der foregår noget, man ikke kan se eller høre i dialogen, og det skaber en lige forbindelse til vores følelsesregister,” siger han.

Som filmkomponist har han beskæftiget sig indgående med filmmusikkens historie og ser derfor Hans Zimmer som et produkt af selvsamme – en historie, der strækker sig tilbage til filmkunstens begyndelse.

Musik har nemlig akkompagneret film, lige siden de første stumfilm første gang blev vist omkring overgangen til 1900-tallet. Den dengang levende musik, der blev spillet ved biografernes filmvisninger, havde til formål at skildre følelser – og således var kimen lagt til den underlægningsmusik, der stadig er en essentiel del af filmkunsten i dag. Biografmusikanterne blev dog afskediget, da tonefilm i 1920’erne gjorde det muligt at høre den dialog og musik, der var optaget sammen med filmens billedside, og især musik fra det klassiske, europæiske symfoniorkester dominerede de store Hollywood-film i 1930’erne og frem til efterkrigstiden.

Op gennem 1960’erne og 1970’erne begyndte jazz og andet populærmusik dog at snige sig ind i filmenes underlægningsmusik. Det gav filmkomponister råderum til i højere grad at eksperimentere med musikken og betød, at de siden 1970’erne har haft mulighed for at skabe deres eget personlige og unikke udtryk som det, Hans Zimmer senere er blevet kendt for.

Soundtrack til liv og følelser

Med de nye spilleregler har Hans Zimmer – måske ulig nogen anden – grebet chancen for at blive en fremtrædende og attråværdig aktør, der kan give film prestige på lige fod med filminstruktører og skuespillere. Det har gjort ham synlig i film- og musikkredse, forklarer Patricio Fraile og uddyber, at Hans Zimmer samtidig har forholdt sig åben og ydmyg i sit arbejde. Det afspejler sig i det store hold af musikere, han har omkring sig. ”Han favner bredt og lader sig inspirere af subkulturer, nye strømninger og folk, der kommer nedefra,” siger han.

Og det er da også et omfangsrigt ensemble – der inkluderer alt fra korsangere og violinister til banjospillere og elektriske guitarer – som Hans Zimmer går på scenen med, når han om en måned gæster Danmark.

At det i dag overhovedet er muligt at opleve filmmusikken live, ser Patricio Fraile som en måde at søge tilbage til både filmmediets og musikkens rødder på. ”Måske er det en hungren efter at høre den levende musik, ligesom ved stumfilmen, så musikken og musikerne for en stund kommer mere til sin ret som et selvstændigt værk i værket,” gætter han, mens Niklas Schak påpeger, at filmmusik for mange er associeret med særlige minder og følelser: ”Som udgangspunkt er filmmusik en del af noget andet. Man kan selvfølgelig indvende, at den bliver et selvstændigt værk, når der opføres koncerter med den, men musikken vil stadig være forbundet til filmen. I dag når film ud til utroligt mange, og nogle af filmene bliver en form for soundtrack til vores liv. På den måde er musikken både forbundet til vores eget indre følelsesliv og til de følelser, vi husker fra filmen.” J

Hans Florian Zimmer

Født i 1957 i Frankfurt og opvokset i både Tyskland, Schweiz og England. Med baggrund i popbands såsom Buggles har han siden 1980’erne haft virke som en anerkendt og ofte prisnomineret filmkomponist, der står bag værker fra mere end 200 film, herunder ”Løvernes konge”, der i 1994 sikrede ham en Oscar i kategorien Bedste musik. Er især kendt for sin stil, der kombinerer klassiske orkestrale arrangementer med elektronisk, computerskabt lyd. Gæster Royal Arena i København i forbindelse med sin ”Hans Zimmer Live European Tour” den 10. marts 2022.

0 Han tør at følge trends, men også at sætte trenden for måden at producere musikken på rent teknisk. Han har blandet populærkulturen, det finkulturelle og hele filmuniverset og gjort det til sit eget brand, siger filmkomponist Patricio Fraile om filmkomponist Hans Zimmer (på billedet). – Foto: Dita Vollmond.

PIRANESI

De bedste bøger om klassisk musik skrevet af førende fagfolk

Tekla Griebel Wandall Danske komponister bd. 12 Af Thomas Husted Kirkegaard Udkommer 8. marts

Anton Bruckner Liv og værk Af Peter Ryom ”Grundig og informativ” – information

Sjostakovitj En sovjetkunstner Af Mikkel Thrane Lassen Udkommer 18. februar

Johan Abraham Peter Schulz Den folkelige fællessangs far Af Sten Høgel ★★★★★

– kristeligt dagblad

Klokkespil i Danmark Af Per Rasmus Møller

Vejen mellem Elstir og Vinteuil Billedkunst og musik hos Proust Af Christine Marstrand

– politiken

fremtidsforestillinger

Dystopier og fremtids-

scenarier er overalt at finde på sæsonens teaterprogrammer.Fremtiden virker for mange mere nær end aktuelle problemer, forklarer teaterhistoriker

På teatret er fremtiden nærmere end samtiden

Rebecca Allouche

allouche@k.dk ”En portal ind i mulige og umulige fremtider”. Sådan lyder en del af beskrivelsen af forestillingen ”Museum for fremtiden”, som det københavnske teater Sort/Hvid har på programmet det næste halve år. Og de er langt fra de eneste, der undersøger mulige fremtidsscenarier. De følgende måneder byder på en række forestillinger om dystopi og fremtid lige fra ”Imperiets tropper”, der beskrives som en invasiv sci-fi-gyser, på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, til ”Ilt” om klimakrisebekymringer på Teater V i København og børneforestillingen ”Kometen kommer” på Anemonen i København. ”Vi lever i det bekymrede menneskes tidsalder, og det afspejler teatret,” siger teaterforsker Stig Jarl, der ser en klar tendens. ”I en periode har vi haft mange socialpolitiske stykker, som forholdt sig kritisk til det aktuelle samfund. Men i dag er fokus i højere grad rettet mod fremtiden. For mange kunstnere – ikke mindst teaterfolk – gælder det, at kunst forholder sig til den tid, vi lever i. Men nu opleves bekymringen for fremtiden som mere nærværende end de mere umiddelbare problemer i samtiden. Det munder ud i en række teaterforestillinger, som vi kan kalde ’nærfremtidsdystopier’, hvor fremtiden skildres angstfremkaldende, fremmedgørende og nogle gange karikeret.”

Absurdismen og politisk teater

Selvom det især er de seneste år, at det dystopiske fremtidsteater har fået opmærksomhed, kan dets rødder spores længere tilbage. Blandt andet til den irske forfatter Samuel Beckett (1906-1989), som spillede en væsentlig rolle inden for det såkaldte absurde teater i 1950’erne, forklarer Stig Jarl. ”Anden Verdenskrigs uhyrligheder og bevidstheden om, at vi med atombomben kunne udslette os selv, førte for mange til en oplevelse af eksistentiel fremmedgørelse og meningsløshed, som det kan ses i nogle af Becketts stykker, der er både provokerende og skræmmende, men ofte også morsomme. Og som måske i virkeligheden viser en verden efter apokalypsen,” siger han.

I 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var det især politiske dystopier, der blev fremstillet på teaterscenen. ”Typisk fandt forestillingerne sted i mere eksperimenterende teatermiljøer. Caféteatret lavede i 1974 forestillingen ’Flygtningesamtaler’, som var baseret på en tekst af Bertolt Brecht. Her blev publikum sat i rollen som flygtninge og oplevede rent fysisk afmægtigheden i forhold til myndighederne. Dette greb – med netop at udsætte publikum rent fysisk for en form for undertrykkelse i et ikke nærmere defineret totalitært fremtidssamfund – blev også anvendt i 1980’erne af blandt andre den eksperimenterende teatergruppe Ildfolket,” siger Stig Jarl.

De seneste 20 år har især det københavnske kunstnerkollektiv Signa fået stor opmærksomhed for netop deres dytopiske forestillinger, siger teaterhistorikeren. ”Gruppen laver performance-installationer med mange medvirkende, ofte i et fabrikslokale, som de har brugt månedsvis på at indrette, og så er man som publikum aktive deltagere i forløbet – for eksempel som indlagt på et hospital i en mærkelig totalitær fremtid,” forklarer han.

Både i litteraturen og filmverdenen har der i flere årtier været fokus på at portrættere en uønsket udvikling af verden, men for teatret har det ikke været så ligetil, forklarer Stig Jarl. ”Teatret kan ikke efterligne katastrofefilm, men vi ser ofte bearbejdelser af romaner som George Orwells ’1984’. Naturligvis henter

Teaterstykker om dystopi og fremtid i 2022

”Museum for fremtiden”, Sort/Hvid, Aarhus Teater og Kunsthal Aarhus. Spiller fra den 3. juni til den 25. juni 2022 på Sort/Hvid og kan efterfølgende opleves på Kunsthal Aarhus fra den 12. august til den 16. oktober 2022. ”Imperiets tropper”, Betty Nansen Teatret. Spiller til den 12. februar 2022. ”Animal Farm”, Betty Nansen Teatret. Spiller fra den 12. marts til den 9. april 2022. ”Ilt”, Teater V. Spiller fra den 23. til den 26. februar 2022. ”#fremtiden”, Nørregaards Teater. Spiller fra den 26. april til den 6. maj 2022. ”Kometen kommer”, Anemonen. Spiller til den 20. februar 2022.

2 ”#fremtiden”, der opføres på Nørregaards Teater i Odense i april og maj, er en af adskillige teaterforestillinger om fremtidsscenarier, der spiller næste par måneder. Forestillingen har tidligere spillet på Teater O. – Pressefoto.

man inspiration i andre genrer, men det er vigtigt, at teatret håndterer det med sine egne virkemidler,” siger Stig Jarl, der ser to grupper inden for teater om fremtid og dystopi. ”Den ene retning arbejder med selve dramatikken og går via emnet og problemstillinger ind i for eksempel bekymringerne ved klimakrisen. Den anden retning er mere performance- eller installationsorienteret og viser dystopien gennem at gøre noget ved selve rummet eller relationen til publikum, som ofte inddrages aktivt.”

Tilbage til utopien

Den stigende interesse for fremtidsscenarier kan også Solveig Gade genkende. Hun er lektor på institut for kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet og forsker i politisk engageret samtidsscenekunst, der forholder sig til blandt andet klimakrise og krig. ”Det er helt klart noget, der optager folk. Et teater som Sort/Hvid har især markeret sig. Hele deres seneste sæson hed ’År nul’ og handlede om at prøve at genstarte den politiske forestillingsevne, men også om, hvordan vi kan forestille os fremtiden. Inden for de seneste bare fem år er der virkelig sket en forandring. Der er en skærpet opmærksomhed på tværs af alle kunstarter i forhold til klimamæssige udfordringer og måske netop den skærpede lyst til at sige: Hvad kan vi gøre? Fremtiden er rykket tættere på, vi står nærmest midt i den, så det er ikke længere nok bare at projektere dystopier og uhyggelige fremtidsscenarier. Der er også et ønske om konstruktive fremtidsscenarier og andre måder, vi kan bebo verden på.”

I det 20. århundrede har der været et stort fokus på dystopier i litteraturen, men også i scenekunst. Begynder der nu at være en bevægelse tilbage mod utopierne? ”Der er i hvert fald mere fokus på at forsøge at praktisere en form for midlertidige utopier. Performance-gruppen Sister Hope, som Gry Worre Hallberg står bag, forsøger at skabe længerevarende projekter, der handler om, hvordan vi kan øve os i at være i verden på andre og mere bæredygtige måder. Og jeg tror, at der er en større længsel efter utopier,” siger Solveig Gade.

Derfor er teater om fremtidsscenarier netop også godt teater, forklarer hun. ”Teatret er et fælles ’forestillingsrum’, hvor man kan samles nu og her og forestille sig verden på en anden måde. Mange af disse temaer og udfordringer er noget, der optager mange, og som vi hele tiden bliver gjort opmærksomme på i vores hverdag. Teatret er et godt sted at beskæftige sig med det på en anden måde. Når teater er allerbedst, skaber det en fornemmelse af fællesskab. Det gør det til et særligt rum, for man kan ellers godt føle sig utrolig alene eller magtesløs, når man tænker over, hvordan ens børn eller børnebørn skal kunne overleve i det rod, vi har skabt for os selv.”

Selv forklarer Christian Lollike, der er kunstnerisk leder på Sort/Hvid, at teatrets produktioner om fremtidsscenarier afspejler det, der plager ham og optager samtiden. ”Hvordan kan jeg og Sort/Hvid fortsætte med at lave andet teater, hvis vi virkelig tror på de tusindvis af forskere, der hævder, at tiden løber ud, og at det er for sent? Vi afsatte hele sidste sæson til at komme med skitser til nye samfundsforestillinger, da vores samtid er gennemsyret af både et apokalyptisk narrativ og handlingslammelse. Man kan hævde, at undergangsforestillinger altid har eksisteret, men vi har aldrig før haft så konkret en deadline, som vi fået med klimaforandringerne.” J

8.-10. februar SNE OG SAND

Kan man overleve en løgn, og kan man overleve uden? For voksne og børn fra 10 år.

25. februar-3. marts KONTIKI – 101 DAG TILBAGE

Om at rejse ud i verden, ud mod solen og det ukendte, og her stifte bekendtskab med sit indre kompas. For voksne og børn fra 11 år.

27. februar MENS VI LÆNGES

Vinterkoncert: Vi byder indenfor til en vinterkoncert, hvor musik, sange og tekster alle kredser om længslen, uroen og glæden i kroppen. For voksne.

13.-17. marts MØRKET LIGGER UNDER SENGEN

En på-hovedet-historie om, hvordan noget i os vågner, når vi går i seng. For alle – dog min. 5 år.

20. marts SKAL VI LÆSE EN BOG

Morgenkaffe, juice og croissant og en dejlig historie i et hemmeligt rum. For alle – dog min. 5 år.

21.-23. marts TABU

Af og om børn af alkoholikere. For voksne og unge fra 13 år.

20.-21. april OBERSTINDEN

”Min far gjorde mig til datter af det hvide Finland, Obersten gjorde mig til nazist. Jeg skammer mig ikke over nogen af delene.” En forestilling med Marianne Mortensen på scenen, instrueret af Pia Rosenbaum. For voksne.

26.-27. april TÆNK, HVIS MAN HAVDE EN REJSEGRAMMOFON

En hyldest til Karen Blixen, kunsten og livet. For voksne og børn fra 8 år.