Mit Comrades 2011 Vækkeuret, mobiltelefonen og opkaldet fra receptionen var nogenlunde enige om at klokken var tre om morgenen, og at det var tid at stå op. Jeg vil ikke sige, at jeg sprang ud af sengen, men jeg havde ikke sovet specielt tungt. Spændingen var for stor, og sanserne var allerede i fuld gang med at lade op til en overproduktion af adrenalin, endorfin og hvad ellers en lang-løber er afhængig af. En portion hvedevælling med mælk og et stort glas juice senere var jeg iført løbetøjet på vej ned i elevatoren til den ventende taxi. Med ”løbetøjet” mener jeg mere end bare shorts, t-shirt og sko. I skoen var fastgjort den chip, der skulle sikre at min tid og alle mellemtider undervejs i løbet blev registreret hver gang jeg løb over en af de orange gummimåtter og et dyt bekendtgjorde at en computer et eller andet sted i cyberspace havde registreret, at jeg stadig var undervejs – eller kommet i mål til den tid. Jeg havde også omkring livet et bælte med mobiltelefonen, lidt penge og nogle små pakker med et eller andet geleagtigt substans som nogen havde overbevist mig om, jeg ville sætte pris på i løbet af dagen. Det hed et eller andet som ”Ultra-energy” eller ”Extreme power”. Det var søndag morgen nu – stadig mørkt – men morgen. Jeg var rimelig frisk – og nyklippet. Lige ankommet til Durban torsdag aften i Durban, træt efter en lang rejse ville jeg gå en tur inden det blev mørkt. Min sidste klipning var i Kampala i marts så jeg var efter hånden blevet noget langhåret, syntes jeg. Jeg har altid haft et princip om at gå ind til den første, omend ikke altid bedste frisør, jeg kan finde, når jeg har tid og er langhåret. Jeg nægter at bestille tid til en simpel ting som en klipning. Således blev det i Durban en barber fra Punjab. Jeg satte mig ind og fandt et laset ugeblad om et eller andet – tror ikke det var Se og Hør. Der var et rend af langskæggede mænd ind og ud af butikken, der øjensynligt bare kom for at snakke og siden gik igen. Der sad jeg som sikkert eneste europæiske kunde idag, ja måske nogensinde. Så blev det min tur til at indtage stolen og saksene blev fundet frem. Af og til spurgte den unge punjabi om det var for langt, for kort (det var der jo ikke så meget at gøre ved!) eller ”right”. Jeg var nu rimelig tilfreds som klipningen skred frem og troede, da han tog lagenet af mig, at nu var jeg klar, men nej. ”Just relax” sagde han og tog så med fast greb om mit hoved og tvang det så hårdt og pludseligt først til højre og dernæst til venstre. Jeg havde aldrig troet det kunne knække og knase så meget i nakken, og blev lidt bekymret for om den unge punjabi havde fundet ud af at jeg var fra samme land som Kurt Westergaard fra Jyllandsposten. Men jeg slap fra denne punjabi hoved massage, fik betalt de ca 30kr som hele behandlingen havde kostet og skyndte mig ud i det tiltagende mørke med en dejlig let følelse i nakken, alt stivheden efter en 30-timers rejse væk. Således vil jeg ikke tøve med at anbefale punjabi hovedmassage. Nå men som sagt, søndag morgen…
1