Perspektiv

JEG HAR ALDRIG …

Normalt skiller vi os ud ved at have gjort eller prøvet noget, som andre ikke har. Men vi kan også skille os ud ved aldrig at have prøvet noget, som alle andre tilsyneladende har – og så kan man let føle sig alene, selv om man helt sikkert ikke er det. Her fortæller otte danskere om de ellers “helt almindelige ting”, de aldrig har prøvet.

TEKST NANNA HEIN ILLUSTRATION FRUENSWERK

Sarah, 23, Aarhus

JEG HAR ALRDIG KENDT MIN FAR

Min mor fik mig alene, så det er bare mig og hende. Faktisk har hun været åben om det hele mit liv, så jeg har altid vidst, at hun har fået mig med hjælp fra en donor. Derfor har der aldrig været de dér tvivlsspørgsmål, og jeg har bare fra barnsben accepteret det. Jeg tror, at det har givet mig et andet syn på familien – at der ikke kun er én måde at have en familie på. Jeg er blevet meget åben over for familiekonstellationer generelt. Hvis jeg skal giftes en dag, er jeg heller ikke i tvivl om, at det bare skal være min mor, som følger mig op ad gulvet, fordi vi er så tætte, som vi er. Det ser jeg virkelig frem til.

Der er da nogle ting, hvor jeg tænker, om jeg har det fra min mor eller far – og hvis jeg kan se, at det ikke er fra min mor, så har jeg tænkt, at det må være fra ham. For eksempel har jeg brune øjne, og dem tænker jeg, at jeg har arvet fra ham. Jeg forestiller mig, at han er en mand på min højde, med brunt hår og brune øjne – og så er han vel i 50’erne nu. Det er svært at sætte ansigtstræk på, så han bliver hurtigt en ansigtsløs skikkelse. Men det er ikke sådan, at jeg har et behov for at lære ham at kende, så uanset om jeg fik at vide, hvem han er, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle bruge det til – jeg får jo aldrig et rigtig far-datterforhold til ham. Jeg ved bare, at han har været nede at donere noget sæd, og mere behøver jeg faktisk ikke. Han har gjort en god gerning, og ligegyldigt om han har gjort det for pengenes skyld, eller fordi han har hjertet på rette sted, så har han stadig gjort det – og det er jeg taknemmelig for. Så i virkeligheden tænker jeg bare, at der går en person rundt i verden, som har gjort en god gerning, og det er grunden til, at jeg er her.

Helene, 31, Horsens

JEG HAR ALDRIG VÆRET FULD

Da jeg var 15 år, og alle andre begyndte at drikke, blev jeg syg med sklerose, så der var noget andet, som tog fokus. To år efter mødte jeg ham, der nu er min mand, og han drak heller ikke, så det blev bare noget, vi ikke gjorde og forsat ikke gør. Folk beskriver også ofte det at være fuld, som om det hele snurrer rundt, og så får man det dårligt – og det har jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg har smagt alkohol, men jeg drikker det ikke. Det siger mig bare slet ikke noget det dér med at være fuld og skabe sig. Men jeg kan godt lide at gå i byen, og jeg har ikke noget imod folk, der drikker sig fulde – bare jeg ikke skal gøre det.

Folk kommenterer i høj grad på det, og det har de altid gjort. Det er meget noget med, at jeg er kedelig, eller ”ej, hvorfor drikker du ikke med os andre?” I gymnasiet blev jeg heller ikke inviteret med til festerne, fordi folk ikke troede, at det var noget, jeg ville. Men jeg har altid gerne villet med til festerne, jeg vil bare ikke drikke. Det har folk meget svært ved at forstå – men druk er jo også en stor del af den danske kultur.

Vi lever i et samfund, hvor normen meget er, at man skal have børn, så da jeg var yngre, tænkte jeg slet ikke over, at det var en mulighed at vælge det fra. Da jeg blev 19, kunne jeg mærke, at det at have børn ikke var det, jeg ville bruge mit liv på. Men jeg elsker børn, og både min mand og jeg er meget tætte med børnene i vores familie og vores venners børn. Men det skal jo først og fremmest være lysten, der driver værket. Man skal have lyst til at have børn, og jeg har bare kunnet mærke, at den lyst ikke har været der. Tænk, hvis vi havde fået børn, og lysten til at få dem ikke kom?

Jeg er blevet steriliseret, fordi jeg har været på ppiller i mange år, og pludselig blev jeg skidt og dårlig af dem. Jeg havde det heller ikke godt med, at der skulle et fremmedlegeme som en hormonspiral i min krop, og selv om man bruger prævention som kondomer, så ville jeg ikke kunne undgå at ligge med spekulationer over, om jeg nu kunne være gravid. Det var mit ønske at blive steriliseret, og derfor er jeg blevet det i stedet for min mand.

Den kommentar, jeg får allermest, er, om jeg ikke er bange for at fortryde det? Men det er jeg overhovedet ikke bange for. Så er der også mange, som spørger, om jeg ikke er bange for at blive ensom, når jeg bliver gammel. Og det er jeg heller ikke bange for. Jeg tror bestemt ikke på, at man skal sætte børn i verden, fordi man forventer, at de skal komme og besøge én på plejehjemmet – for sådan ender det jo ikke altid. Jeg tror meget på, at man er ansvarlig for det liv, man gerne vil have, og hvis min mand og jeg vil undgå at blive ensomme som gamle, så må vi jo indgå i nogle relationer, som er tætte, og som gør, at der altid er nogle, som vil kigge til os. ➻

Mette Milan, 34, Sønderjylland

JEG HAR ALDRIG VILLET HAVE BØRN

Louise, 27 år, Aarhus

JEG HAR ALDIG HAFT SEX

Da jeg var teenager, hvor de fleste andre havde deres debut, var jeg nok mere usikker på mig selv, mindre seksuelt interesseret end de andre, og jeg ville nok bare hellere have en kæreste. Da jeg blev 17 år, begyndte jeg at skamme mig helt vildt over at være jomfru, hvilket er fjollet, for det er jo normalt. Men det satte en stopper for det, og det begyndte at være noget, andre ikke måtte vide, og så bliver det også svært at gøre noget ved. Mit dårlige selvværd dengang gjorde nok, at jeg ikke kunne overskue at kaste mig ud i det, for det handler hverken om religion eller manglende lyst. Nu er det med tiden blevet en hurdle, som jeg tænker og har tænkt meget over, og jeg er så træt af, at det ikke er sket. Jeg ved også godt, at det er noget, som jeg selv skal gøre noget ved, men jeg synes, dating og alt sådan noget er vildt svært, og jeg bliver meget usikker over, at jeg er usikker. Hver gang jeg møder en, tænker jeg enormt meget over, om jeg orker al det følelsesmæssige pres ved at gå ud med personen. Det holder mig tilbage, fordi jeg ved, det er en kamp, og jeg er bange for at blive dumpet, fordi jeg ikke vil have sex med det samme.

Jeg synes ikke, at det er skamfuldt at være jomfru, men det er ikke noget, jeg råber op om på mit studie. Jeg har et indtryk af, at sex fylder helt enormt meget, og man kan snakke om en form for hierarki, som er vildt svært at regne ud – men hvor dem, som ikke har så megen seksuel erfaring, ikke ligger højest. Det tror jeg reelt er en ting, og det kan jeg mærke på den måde, som folk snakker om det på. For eksempel til festlige lejligheder, hvor man skal lege “jeg har aldrig”, der vil jeg klart skille mig ud, fordi det ikke er så moderne at være et ikke så seksuelt menneske.

Noah, 25, Søborg

JEG HAR ALDRIG FØLT MIG SOM MIT FØDTE KØN

Som barn har jeg nok altid vidst, at jeg ikke var en pige, og min mormor har fortalt, at jeg som 5-årig sagde, at jeg ville vokse op og blive en stor dreng. Om jeg har været bevist om det eller ej, så har jeg i hvert fald altid spejlet mig i det mandlige køn. Men det var først som 18-årig, at jeg gjorde noget ved det.

Jeg kan mærke på mig selv, nu hvor jeg er blevet forælder, at der er nogle forudindtagede holdninger, og at der er tillagt kønnet nogle roller og normer, som jeg da også helt ubevist lægger på min søn. Men på den anden side er jeg klar over, at ting kan ændre sig, så jeg har ikke en forventning om, hvad han skal blive. Det tror jeg også, var noget positivt i min barndom – mine forældre fik en pige, så de valgte tingene, indtil jeg selv kunne, og så fik jeg lov til at udfolde mig, som jeg var. Mine forældre har ladet mig vokse op med ordene “du er, som du er”, og det har bare gjort, at jeg ikke har skullet tage stilling til noget – og jeg synes heller ikke, at et barn skal tage stilling til sit køn.

I det store hele føler jeg mig ikke anderledes. Det er jo ikke, fordi den testosteron, jeg har fået, har ændret min personlighed, men jeg har da helt klart en anden selvtilfredshed i min egen krop og i mit spejlbillede. Det er langt nemmere nu at færdes i svømmehaller, på strande og andre steder, hvor der kan være ubehagelige situationer i forhold til at føle sig i forkert i det fødte køn. Der er mange ting, som har ændret sig, som har gjort min tilværelse meget nemmere, men der følger også andre ting med, som kræver mange tanker. Du skal tage stilling til mange ting, når du skifter køn, og der er virkelig nogle grænser, man skal tænke over. Vaner er virkelig magtfulde, og jeg har skullet bruge lang tid på at vænne mig til, at jeg hed noget andet. Det er ikke, fordi jeg ikke havde lyst, eller det var ubehageligt, men det var bare anderledes. ➻

Emma, 25, Aarhus

JEG HAR ALDRIG RØGET

Da jeg var barn, sagde mine forældre det helt klassiske: At jeg fik et kørekort, hvis jeg ikke røg. Så tænkte jeg, at det skulle jeg ikke, og da jeg så blev 18 og fik kørekort, var der ingen grund til at begynde på det. Jeg har nok bare aldrig haft behovet for det. På en eller anden måde tror jeg også, at jeg er bange for afhængigheden. Tænk, hvis jeg prøver det og synes, det er rart. Så vil jeg hellere ikke prøve det og have det fint, som jeg har det nu.

De senere år er det blevet en principsag for mig – ikke fordi jeg har noget imod folk, der ryger – men jeg synes, at det er lidt cool at kunne sige, at jeg aldrig har prøvet hverken det eller snus. Der er mange af mine venner, som både ryger og tager snus, og jeg er også blevet spurgt, om jeg vil prøve, men jeg synes, at det er nemt nok at sige nej til. Jeg har aldrig følt det pres, som jeg har hørt andre snakke om. Jeg synes heller ikke, at jeg går glip af det fællesskab, som også tit bliver nævnt som grund til at begynde at ryge. Jeg går bare selv med ud for at få noget luft, når de andre går ud og ryger.

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kunne finde på at prøve at ryge. Min mor røg i nogle år, da jeg var barn, og jeg kan huske, at jeg syntes, det var ulækkert. Der er selvfølgelig også alt det helbredsmæssige i det, men det tænker jeg faktisk ikke over. Folk må også gerne ryge, når jeg er til stede, jeg skal bare ikke – det samme gælder med snus, som jeg synes ser frygteligt ud.

Frida, 30, Aarhus

JEG HAR ALDRIG VÆRET I ET SERIØST FORHOLD

Jeg har nok aldrig haft behov for et seriøst forhold, og jeg tror, at jeg kun har villet være i et, hvis det føltes helt korrekt med den rigtige. Men de gange jeg har mødt en, som måske kunne være noget, så har det passet dårligt ind i mine planer, og så har jeg måske fravalgt det eller givet det en mindre chance, end jeg ellers ville have gjort, hvis jeg havde haft et større behov for det. Jeg har nok prioriteret nogle andre ting højere, men jeg er mere klar nu end tidligere, fordi jeg både føler mig klar, og fordi jeg kender mig selv bedre.

Det bedste ved at være single er al friheden og muligheden for at se mange venner. Jeg har en stor vennekreds, og det er måske, fordi jeg mest har været mig selv og derfor har været mere opsøgende socialt. Men det tror jeg kun gør, at jeg nu kan få et sundt forhold, hvor det ikke vil opsluge mig fuldstændig, fordi jeg har en masse vigtige relationer ud over et fremtidigt forhold.

Mads, 43, Ølstykke

JEG HAR ALDRIG TROET PÅ GUD

Jeg begyndte ikke at tro på Gud, selvom jeg fandt ud af, at det var noget, som andre folk gjorde. Jeg kan huske, at der var et par amerikanske børn i min børnehave, og de snakkede meget om Gud og Jesus, som de troede på. Jeg kan huske, at jeg lidt flink prøvede at sige, at jeg så troede på julemanden – hvilket jeg egentlig ikke gjorde. Det er første gang, jeg kan huske, at jeg lagde mærke til, at der var en forskel. Den forskel var der gennem hele min skoletid indtil konfirmationsalderen, hvor jeg fandt ud af, at der er fest og gaver, hvis man bliver konfirmeret. Heldigvis havde vi en vældig eftertænksom præst, som jeg synes, tog os meget alvorligt og var god til at fortælle om sin tro og få os til at tænke over vores plads i livet, i stedet for at prædike, hvad han mente, vi skulle tro. Så jeg blev faktisk konfirmeret, selv om jeg ikke troede på Gud.

Jeg tror ikke på Gud, for det er der ikke nogen grund til at gøre. Jeg har diskuteret det med mange mennesker, og jeg er endnu ikke stødt på en særlig god forklaring på, hvorfor man skal tro. Og så tror jeg, at det påvirker ens objektivitet. Hvis du for eksempel tror på noget meget inderligt, som gør, at du har et fællesskab med nogle mennesker, og det fællesskab giver utrolig meget til dit liv, og du er i stand til at pakke de informationer, som det her fællesskab bygger på, væk, når du er ude i samfundet – så kan man sige, at så påvirker den tro ikke dine handlinger ret meget. Men jeg er aldrig helt sikker på, at du alligevel ikke er nødt til at gøre nogle krumspring i dine tanker, som kan smitte af på, hvordan du i øvrigt vurderer idéer. Hvis du for eksempel bliver præsenteret for information, der ødelægger den tro, du har bygget dit fællesskab på, så vil du beskytte troen for at beskytte fællesskabet og derfor afvise de informationer, du får, selv om de kunne være nyttige i andre sammenhænge end dit trosliv. 