2 minute read

Mod, håb og indre styrke

Fra giftige urter til moderne antibiotika

Smertestillende medicin var i oldtiden den svært giftige belladonna, siden typisk spiritus eller opium, også til operationer. Til anæstesi kom lattergas frem i 1799. Æter blev introduceret til bedøvelse i 1842, og kloroform kom frem i 1847. Det var risikofyldte forehavender, og først da amerikaneren Guedell i 1937 fremlagde sine observationer af æterbedøvedes pupiller, åndedrætsbevægelser og reaktioner og introducerede Guedells æterskema, kunne man gennemføre længerevarende bedøvelse rimeligt sikkert.

Advertisement

Indtil Louis Pasteur i midten af 1800-tallet identificerede bakterier som årsag til infektion, havde man ringe forståelse af årsagen og ingen anledning til hygiejne omkring patientbehandlingen. Først senere opstod principper som desinfektion af operationsområder og kirurgisk håndvask mellem patienter og før operationer.

Antibiotika var ukendt, indtil man kunne få en svag virkning af ”sulfa,” da det blev introduceret i 1935, og fra 1943 en noget sikrere virkning af penicillin udviklet af Alexander Fleming.

Enkelte gange giver anledningen til amputation sig selv. Fra trafikulykker modtager vi indimellem patienter, hvor en fod er kørt af, og vi har også modtaget soldater, hvor minesprængning, granatlæsioner eller skud havde fjernet en fod eller et ben – en såkaldt ”traumatisk amputation.” Her må man gå omhyggeligt, men resolut til skaden. Fremmedlegemer og forurening må fjernes ved sæbevask, spuling og med tang. Knust væv må skæres bort. Kanaler op gennem vævene åbnes og efterses. Knogler tåler ikke udtørring og må pakkes ind i væv med god blodforsyning og polstres passende, typisk ved hjælp af en muskel. Infektion imødegås ved hjælp af antibiotika, og smertestillende medicin er nødvendigt en rum tid på grund af de overrevne nerver. Ofte kan læsionen ikke lukkes ved første operation, men må lades åben med fugtig forbinding, til vævene har renset sig ved hjælp af immunsystemets hvide blodlegemer og antistoffer, hvorefter den sys ved et senere indgreb.

Opgaven er at redde så meget, som det er muligt og få læsionen til at hele til en fungerende amputationsstump.

Andre gange ser vi pludselig skader, hvor fx en arm

skæres af i en skarp læsion, der deler hud, bløddele, nerver, kar og

knogler.

Ulykker

Nogle gange kommer patienten ind fra en ulykke med et ben, som ved første øjekast er intakt, men hvor der er svær knusning af bløddelene, brud og læsioner på blodkar og nerver. Foden fremtræder kold, smertende, uden puls og uden følesans, og man definerer skaden som “Den tabte fod.” Selv de mest heroiske indgreb på blodkar, nerver, sener og knogler har kun ringe chance for at få foden til at hele, og skulle foden mod forventning hele, bliver resultatet selv efter års forløb patientens oplevelse af en følelsesløs, smertende “død” klump, som danner sår og infektion ved belastning. Et sådant resultat kan, hvad angår god funktion og aktivt liv, ikke konkurrere med amputation og benprotese.

Årsager til amputationer i dag og amputationsprincipper

Amputation er i dag en operation, som de fleste læger umiddelbart, og vel naturligt nok, viger lidt uden om. I situationen, hvor det er nødvendigt, må man dog tage sig sammen og sige til sig selv, at det gælder om at bedre funktionsevnen, om at behandle ulidelige smerter og nogle gange om at redde liv.

Andre gange ser vi pludselig skader, hvor fx en arm skæres af i en skarp læsion, der deler hud, bløddele, nerver, kar og knogler. Her er det ved operation inden for nogle timer muligt at skrue knoglerne sammen, sy blodkar og nerver og samle vævene. Hvis blodforsyningen igen kommer i gang, kan man med lidt held opnå heling, grove bevægelser og nogen (beskyttelses-)følesans. Odense Universitetshospital har landsfunktion på behandling af denne type skader.

This article is from: