Mod, håb og indre styrke

Åreforkalkning

Åreforkalkning er en naturlig proces, der opstår med alderen. Rygning, højt indhold af kolesterol i blodet, sukkersyge og visse arvelige sygdomme får processen til at gå hurtigere. Ved åreforkalkning lukker blodårerne efterhånden til. Det giver problemer fra flere dele af kroppen. Hjernefunktionen svækkes ved dårligt blodomløb. Det samme gælder funktionen i nyrer og andre organer. I benene forårsager den gradvise aflukning først kortere gangdistance (“vindueskiggersyge,” hvor patienten stopper med smerter, når benene efter nogle meter “syrer til,” men kan fortsætte efter en pause). Når aflukningen er total, kommer der først vedvarende smerter, siden dør vævene, og der kommer gangren (koldbrand) af foden eller underbenet. Når cellerne i vævene ikke får ilt, sprænges de, og cellernes indhold af bl.a. actin, som er fine fibre, der giver cellerne facon, og mitochondrier, som er cellens kraftstationer, siver til blodbanen. Her opfattes de af kroppen som gift og fremmedstoffer. Legemets immunsystem kan klare en mindre mængde, men i større mængde forgiftes hele kroppen, organerne påvirkes og sætter til sidst ud. Vævsforgiftning er således en livstruende tilstand, og uden indgreb går patienten til. Tilstanden kompliceres og får et hurtigere forløb, dersom bakterier får mulighed for vækst i det døde væv og dermed bidrager til yderligere “blodforgiftning” en lille midlertidig dosis radioaktivitet under forskelligt tryk, giver, hvis trykket er over 40, en indikation af, at heling er mulig. Under operationen må kirurgen yderligere vurdere vævene og evt. amputere på højere niveau, idet kirurgen med efterladelse af dødt væv jo ikke har løst opgaven.

Dersom en patient med koldbrand er alvorligt syg, omtåget, med feber og svækkede kropsfunktioner, er han “toksisk” = vævsforgiftet. Her er det nødvendigt, at der handles hurtigt, og kirurgen må stole på sin erfaring og tage beslutningen uden yderligere undersøgelser. Hvis det drejer sig om en livstruet, bevidstløs patient, er det kirurgens ensomme og tunge beslutning, men ellers er al amputationsbehandling naturligvis jo patientens valg.

Sukkersyge

Sukkersyge kan som nævnt bidrage til åreforkalkning, men ofte rammes føddernes små kar, før de større arterier lukker til. Ofte er de visne sorte områder med underliggende dødt væv derfor mindre på sukkersygepatienter, måske blot en tå.

Sukkersygepatienterne har et andet problem, nemlig at nerverne til benene svækkes med nedsat følelse og smertesans, og de får en vatagtig fornemmelse ved gang.

Ofte er immunsystemet også svækket. Det giver en tendens til uopdagede sår, der let bliver betændte, og siden spredning af infektionen, uden at det opdages.

Blodforsyning

Karkirurgi har ændret forløbet, og det er nogle gange ved blodkarsprotese eller “omkørsler” muligt at skaffe blodforsyning til lidende legemsdele. Det er imidlertid omfattende og belastende kirurgi, og som man kan forstå, er organerne ofte svækkede, og patientens modstandskraft formindsket.

Kirurgerne vil almindeligvis vurdere, om det ved karkirurgi er muligt at bedre blodforsyningen, og hvis det lykkes, er alt jo godt en tid. Hvis hovedproblemet herefter er smerter, kan man prøve med smertestillende medicin, som måske kan gøre tilværelsen tålelig. Hvis smerterne forpester tilværelsen, kan en amputation være vejen frem. Her kan smerteudbedringen, temperaturgrænsen for det kolde underben, benets farve samt eventuelle sår være vejledende ved planlægning af amputationsniveau. “Hudperfusionsmåling,” hvor man måler udskillelsen af

På en sukkersygepatient med en sort tå, men i øvrigt bevaret blodomløb i benet, er det ofte muligt at foretage en “kile-resektion,” hvor tåen og den døde mellemfodsknogle og omgivende væv fjernes, og man søger at få den levende hud til at dække væv og knogler. Andre gange begrænser det døde væv sig til forfoden, og man kan klare sig med en forfodsamputation. Selv hvis det døde væv går helt op i fodroden, er det muligt at fjerne det, og heling kan opnås med en levedygtig hæl, der drejes på højkant som en “Symes amputation.” Hvis der er nedsat blodforsyning i hele underbenet, må amputationen ske på højere niveau.

Helingsprocessen hos sukkersygepatienter er ofte langsom, og behandling af sukkersygen må strammes op og evt. suppleres med insulin, i hvert fald i helingsperioden. Ikke sjældent fremtræder sukkersygepatienter med en voldsom infektion udgået fra et mindre sår på fx en knyst. Ofte spreder infektionen sig op langs senerne til underbenet. I første omgang behandles infektionen med sikring af afløb for betændelse og fjernelse af dødt væv, suppleret med antibiotika. Det er tit nødvendigt at skifte sårene og kontrollere for dødt væv, og ofte er en underbensamputation eller låramputation nødvendig for at opnå heling.

Infektioner med aggressive bakterier Infektion med “kødædende bakterier” (streptokokker) eller ”jordbakterier” (fx chlostridium perfringens) eller andre voldsomt aggressive bakterier kan markere sig med hurtig udvikling og spredning. “Gasgangren,” hvor lufttryk fra gasdannende bakterier presser infektionen videre og destruerer vævene, kan udvikle sig drastisk med spredning fra fod til underben på en time og videre opad hver time til underben, lår og til sidst bug.

En anden voldsom infektionstype, “nekrotiserende fascit,” aflukker blodkar og forårsager vævsdød som grobund for videre infektion. Også her er udviklingen dramatisk over timer med destruktion af typisk muskelvæv og elendig almentilstand.

En kombineret indsats er nødvendig for disse aggressive infektioner med indgreb på lokalt sygehus for at fjerne dødt væv og tage trykket af, fulgt op efter overflyttelse til Rigshospitalet med omfattende intensivbehandling, gentaget kirurgi, flere antibiotika og trykkammerbehandling med ilt. Ikke sjældent fører den livreddende kirurgi til amputation på underben eller lårben.

Kræftbehandling

Kræftbehandling har de seneste 30 år gennemgået betydelige fremskridt, og der er offentlig forståelse for, at midler skal tilføres dette område, nu omtalt som ”kræftpakker.”

Kræft er hyppigst udgået fra bugorganer, lunge, bryst eller prostata. Sjældnere opstår kræft i bindevæv. Hovedlinjerne i moderne kræftbehandling omfatter fjernelse af svulsten ud i sikkert kræftfrit væv, bestemmelse af typen, suppleret med strålebehandling og kemobehandling alt efter kræftformen.

Tidligere var amputation det kirurgiske tilbud til patienter med isoleret kræft i arme eller ben, men i en del tilfælde kan man nu komme igennem med lokal fjernelse af svulsten sammen med omgivende knogle og bløddele, der så erstattes med kunstig knogle. Amputation vil dog stadig i en del tilfælde være det eneste relevante kirurgiske tilbud.

Forfrysninger

Amputation i begrænset omfang ses indimellem som resultat efter sjældnere tilstande. Ved forfrysninger er det tabte væv ofte overfladisk, og her kan man ofte komme igennem med at afvente, gerne i måneder. Tilstande, der markerede sig indledningsvis med sortfarvning af hænder og hele ben, kan evt. ende med, at patienten blot mister nogle fingerspidser og tæer eller fødder.

I forløbet af blodforgiftning, der reddes igennem med intensivbehandling, ses nogle gange sortfarvning af hænder og fødder. Denne tilstand har i en del tilfælde forløb som forfrysningerne.

Selv om amputationspatienter fysisk

kan fremtræde ens, er den underliggende historie for hver patient ganske særegen.

Hver patients historie er unik

For nogle patienter har der som beskrevet været et forløb med tunge overvejelser og beslutninger, for andre er en amputation resultatet af dramatisk forløb i bevidstløshed eller bedøvelse, hvor andre har måttet tage beslutningerne, og hvor patienten vågner til en helt uforudset ny situation. Selv om amputationspatienter fysisk kan fremtræde ens, er den underliggende historie for hver patient ganske særegen. Det er helt naturligt, at amputationspatienter har behov for at få talt ud med det omgivende sundhedspersonale, familie og venner om forløb og tanker. Nogle har brug for psykologisk bistand for at få sjælens tråde redt ud.

Nogle har brug for psykologisk bistand for at få sjælens tråde redt ud.

Vejen frem til et optimalt funktionsniveau er dog hovedsagligt fysisk og afhængigt af amputationsniveau, god stumpheling, god muskel- og ledfunktion, generel modstandskraft og -styrke samt balance og koordination og selvfølgelig tilpasning af en effektiv og sikker protese. Hvis det hele går op, kan en amputationspatient blive selvhjulpen og opnå mobilitet og en forholdsvis uhæmmet livsudfoldelse.