1 minute read
Bliv gode venner med både din protese og din kørestol
Der er ikke to mennesker, der er ens, og derfor heller ikke to amputerede, der ligner hinanden fuldkommen, selvom vi måske har et tilsyneladende ens amputationsniveau.
Af Marianne Palm
Advertisement
Din alder, din fysiske tilstand før amputationen, dine skader efter operationen og din evne til at hele op kan være helt forskellig fra andre. Derfor er du nødt til at finde din egen vej gennem de mange muligheder.
Nogle amputerede vælger rent faktisk kørestolen frem for en protese, som de ikke tror, de kan blive gode venner med. Og det er der som sådan intet i vejen for, for det er din krop, dit liv, og du bestemmer.
Men lad dig gerne inspirere af andre amputerede. Selvom det tilsyneladende ser håbløst ud, selvom det umiddelbart virker helt uoverskueligt at komme til et punkt, hvor der ikke længere er smerter i stumpen, når du går med din nye protese, så har alle amputerede været gennem en stribe af kriser, før det blev rigtig godt med protesen. Stumpsmerter, smerter fra ophelingen og ikke mindst smerter i resten af kroppen af måske at have ligget ned i ugevis og mistet muskelmasse kan skabe rigtig tunge dage. Men der er håb forude, og det kan gå rigtig hurtigt den rigtige vej.
Det kræver viljestyrke, det kræver, at du træner, og måske kræver det også, at du får hjælp til at komme igennem det traume, det er at have været gennem et alvorligt sygdomsforløb eller en ulykke.
På de næste sider vil forskellige bandagister give deres bud på de forskellige muligheder, der er for den allerbedste protese til dig.
Lad dig inspirere, tag håndbogen med til din bandagist, og få nogle gode svar på dine mange spørgsmål. Netop bandagisterne er ofte ildsjæle, der brænder for deres fag og brænder for at give dig den allerbedste fremtid uden smerter og med måske 100 procent god førlighed igen.
inspirere.
Bliv gode venner med din kørestol
Vi har ikke her i håndbogen beskrevet de mange forskellige muligheder, der er for kørestole. Kommunen kan hjælpe dig, men vær også opsøgende selv. Meld dig ind i forskellige facebookgrupper, og få inspiration til den bedste kørestol. Den skal blive din ven, når du indimellem og især de første år måske er for træt til at have protesen på hele dagen. Den skal være din ven, når du skal ud at rejse, så du kan komme over større afstande, end du måske lige magter med protese.
Se de mange muligheder på de næste sider.