håb og indre

Vi bearbejder alle kriser lidt forskelligt, men der er dog nogle fællestræk, du eller dine pårørende kan have gavn af at kende.

Kriser

Alle mennesker oplever kriser og sorg, og i mange tilfælde kommer man igennem det med hjælp fra sine nærmeste, og uden at man behøver hjælp fra professionelle behandlere. Men at blive amputeret kan let skabe en hel stribe reaktioner.

Et kriseforløb kan inddeles i fire faser Den første fase er chokfasen, hvor man føler kaos og ofte ikke kan se i øjnene, at det, der er sket, er sandt. Man er forvirret og reagerer ofte irrationelt. Det varer dog kun fra få minutter til nogle timer eller dage, medmindre at man er så medicineret med fx morfin, at man ikke helt har forstået, hvad der er sket.

Næste fase er reaktionsfasen. I denne fase erkender man, hvad der er sket, og man føler sorg, fortvivlelse og afmagt. Fasen varer normalt nogle uger eller måneder, og det er meget individuelt, hvordan den forløber. Søg hjælp hos venner og familie eller professionelle fagfolk fx psykologer, hvis det er svært at håndtere følelserne.

Tredje fase er bearbejdningsfasen. Her begynder man at forholde sig til den nye situation, og til at livet skal gå videre. Man får lidt efter lidt et realistisk og mere nuanceret syn på det, der skete, og på ens egen rolle. Normalt varer bearbejdningsfasen nogle uger eller måneder, men kan også strække sig over længere tid, hvis der er mange skader og mange omvæltninger på grund af amputationen.

Nyorienteringsfasen

Her har man lagt krisen bag sig, og den indgår nu som en erfaring, man har været igennem i sit liv. Man bliver aldrig den samme som før krisen, men man har lært at forlige sig med det, der er sket, og at kriser er en del af livet.

Mange amputerede kan fortælle, hvordan de har fået et mere rigt liv efter amputationen: Nye venner, mere fokus på det gode i livet, lyst til at bruge kroppen, så den kan klare amputationen så godt som muligt, og nye indsigter om sig selv.

Hvis en krise varer meget længe, uden at man får det bedre, kan det være en god ide at tale med sin læge om at få professionel hjælp. Man kan få en henvisning til samtaleterapi hos en psykolog eller psykiater. Der er forskellige regler for, hvornår man selv skal betale, så spørg din læge.

En anden mulighed for at få økonomisk støtte til behandling hos en psykolog er at søge sin kommune om det, men det er meget forskelligt, hvordan kommuner håndterer en sådan forespørgsel.

Behandling

Psykoterapi: Når man får psykoterapi på grund af en krise eller sorg, består behandlingen bl.a. i at få hjælp til at få rede på de mange følelser, man har. Ofte har man modsatrettede følelser, eksempelvis kan man både føle had og vrede over at have mistet fx et ben, men glæde over ikke at have mistet livet i ulykken. Samtalerne hjælper en med at få bevidsthed om følelserne og få et mere realistisk forhold til dem. På den måde kan man forlige sig med det, der er sket, og komme videre i sit liv.

Det kan man selv gøre

Det er en god ide at tage sine følelser i forbindelse med kriser og sorg alvorligt. Man skal fx give sig selv lov til at sygemelde sig fra arbejdet i en periode, mens man bearbejder det, der er sket.

Det er normalt, at man har brug for at tale om de samme ting igen og igen, helst med sine nærmeste, og det er en god idé at gøre det. Ofte er man tilbageholdende med at bruge sine pårørende til det, fordi man føler, at de har hørt nok. Men man er selv på et nyt sted i krisen og taler derfor om det, der er sket, på en ny måde, hver gang man taler om det. Det er altså ikke bare gentagelser, men et vigtigt led i bearbejdningen.

Medicin og alkohol fjerner ikke følelserne

Det er fornuftigt at være tilbageholdende med at bruge nervemedicin og sovepiller. Nervemedicinen dulmer følelserne og forlænger den tid, det tager at bearbejde krisen. Hvis man tager nervemedicin i længere tid, risikerer man desuden at komme ud i et medicinmisbrug. Man bør passe endnu mere på med at dulme sit ubehag med alkohol. Dels er det svært at kontrollere forbruget, når man drikker for at dulme. Dels forlænger det, ligesom medicinen, krisen ved at ”lægge låg på” følelserne.

Er du pårørende Som nær pårørende til et menneske i krise kan du være for tilbageholdende med at give plads til at tale om krisen, fordi du måske er bange for, at du ripper op i det skete og gør det værre. Men sådan er det som regel ikke. Tværtimod har den, der er i krise, brug for at tale tingene igennem mange gange for at få bearbejdet det, der er sket.

Så du må gerne have store ører og blot lytte og spørge, også selvom du synes, du har hørt svarene før.