2 minute read
håb og indre styrke PTSD – posttraumatisk belastningsreaktion
Advertisement
Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, er en psykisk tilstand, man kan risikere at udvikle, hvis man har været udsat for hændelser, der er så voldsomme, at der er tale om en katastrofe. Det gælder fx, hvis man har været udsat for store ulykker, naturkatastrofer, krig, tortur, overfald, dødstrusler eller gidseltagning.
Af Marianne Palm
Hvis man har PTSD, får man flashbacks eller mareridt, hvor man igen og igen genoplever det, man har været udsat for. Og man føler stærkt ubehag, hvis man kommer ud for situationer, der minder om ulykken. Man har tendens til at fare sammen, blive irritabel, få koncentrationsbesvær og problemer med at sove.
Sådan stilles diagnosen
For at der er tale om en posttraumatisk belastningsreaktion skal man:
- Tidligere have været udsat for svær psykisk belastning af katastrofekarakter, som fx større ulykker, tortur, voldtægt eller trusler på livet.
- Gang på gang genopleve traumet, fordi man ikke kan lade være med at tænke på det, eller fordi man har mareridt eller ”flashbacks”. Eller føle stærkt ubehag, hvis man kommer ud for situationer, der minder en om traumet.
- Undgår alt, hvad der kan minde om traumet.
- Muligvis have delvist eller helt hukommelsestab, om den traumatiske begivenhed.
- Eller være i konstant psykisk alarmberedskab, som viser sig ved mindst to af følgende symptomer:
- Problemer med at sove
- Tendens til at blive irritabel
- Koncentrationsbesvær
- Tendens til at fare sammen
Symptomerne skal være startet senest et halvt år efter den traumatiske hændelse
Dine symptomer kan sagtens først begynde efter hospitalsopholdet, hvor du på grund af medicinering måske ikke kunne mærke ”dig selv”.
Forløb
Nogle mennesker får det bedre igen efter nogle måneder eller år, men næsten en tredjedel af alle, der har været udsat for et alvorligt traume, får alvorligere symptomer, der ender med at blive kroniske.
Traumet kan også ændre ens personlighedstræk, så man fx bliver mistroisk og trækker sig tilbage fra andre mennesker. Man kan få en følelse af, at det hele er håbløst. Man føler sig fremmedgjort, eller man føler, at man lever under en konstant trussel. Denne følgevirkning af PTSD har sin egen diagnose. Den hedder personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.
Behandling
Psykoterapi: Man bearbejder sine traumatiske oplevelser og sine følelser i forbindelse med dem ved at tale om dem i detaljer mange gange. I psykoterapien gennemgår man katastrofen og sine følelser i forbindelse med det sammen med en psykolog eller psykiater. På den måde kan man nå til en erkendelse af, at man må leve videre, på trods af det der er sket.
Medicin: Der er ingen medicin, der hjælper på PTSD. Men hvis man udvikler en depression, kan man have gavn af at få antidepressiv medicin, samtidig med at man får psykoterapi.
EMDR:
Visse psykologer har uddannet sig til en speciel håndtering af kriser, chok og traumer. Læs mere på www.EMDR.dk.
Medicin:
Mange vil gerne have beroligende medicin, så ubehaget ved krisesymptomerne bliver mindre. Imidlertid bevirker medicinen, at man får sværere ved at bearbejde krisen. Den fjerner ikke følelserne, men ”lægger låg på” dem, så krisen kommer til at vare længere.
Hvis krisen har udviklet sig til en depression, kan det være en god ide at få depressionen behandlet med psykoterapi, med antidepressiv medicin eller med begge dele. Vær opmærksom på, at det meste medicin kan dæmpe følelserne, så de er sværere at få bearbejdet. Tal med din terapeut om dine muligheder. Gå ikke med de mange følelser selv uden at få dem bearbejdet.
Det kan man selv gøre Det kan være svært at se i øjnene, at man har brug for hjælp – og tilmed en hjælp, der går ud på at tale om det, man allerhelst vil glemme. Det er derfor en god idé, at man kontakter sin læge, så man kan blive henvist til behandling.
Der er stadig meget sundhedspersonale, der ikke er opmærksom på PTSD og tror, det er forbeholdt soldater i krig.
Det er ikke tilfældet. Læs om PTSD, og tal med din læge, psykolog, psykiater eller anden behandler om det, og hvad der eventuelt skal iværksættes af behandling.
Kilder: www.netpsykiateren.dk, www.sund-forskning.dk og www.emdr.dk
PTSD
– er forkortelsen for den engelske diagnose Post Traumatisk Stress Disorder.