![](https://assets.isu.pub/document-structure/230417165425-d9e9ca7e49daad0e9c24392e4e59da34/v1/b2f99b1297ec24610df01309f2ba609b.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
2 minute read
Mod, håb og indre styrke
Spejlbehandlinger
Når man har ondt et sted på kroppen, også selvom det sted på kroppen ikke findes længere, bliver der populært sagt skabt et billede af smerten oppe i hjernen. Det er det billede, som man forsøger at snyde hjernen til at viske ud, når man bruger spejlbehandling. Hvis du fx har mistet en hånd, vil ergoterapeuten eller fysioterapeuten sætte dig foran et spejl, så din tilbageblevne hånd kan ses i spejlet. Det får hjernen til at tro, at der stadig er to hænder, og hjernen vil ophøre med at sende smertesignaler fra et naboområde.
Advertisement
Der er noget svingende resultater med behandlingen. Den er bivirkningsfri, men kan dog også virke voldsom på nogle den første gang, når de pludselig opfatter, at der igen er to hænder …
Der mangler stadig en del studier, før man kan sige, om spejlterapien er kommet for at blive, og om den virker på tilstrækkelig mange amputerede, så man kan tale om en videnskabelig sikkerhed for virkningen. Men som sagt er metoden bivirkningsfri i modsætning til medicin, og et spejl er billigt for samfundsøkonomien.
Graded motor imagery er en udvidelse af spejlterapien, hvor der er to indledende manøvrer kaldet højre-venstre-genkendelse og motor imagery, som begge går forud for den efterfølgende normale spejlterapi. Virtuel illusion anvender computerteknologi (virtual reality) for at skabe mere komplekse og realistiske illusioner uden spejlets begrænsninger.
Tal med læger, bandagister og fysioterapeuter, om du kan få glæde af nogle af metoderne.
Elektrisk nervestimulation (TENS) og akupunktur
Ved TENS og akupunktur, som begge er lokale smertebehandlinger, søges smerteopfattelsen ændret ved en aktivering af smertemodulerende systemer.
TENS er en billig, sikker og let anvendelig smertelindrende teknik, som består af en batteridrevet bærbar enhed, som genererer en elektrisk strøm, der passerer hen over huden og aktiverer underliggende nerver. Der sker dermed en hæmning af smerteledende nerveceller, en øget blodgennemstrømning og en nedsættelse af muskelkramper – alle kan være medvirkende til at reducere smerte.
Studierne på TENS er ikke gode, da der er for få deltagere, når det gælder fantomsmerter, men erfaringer viser, at der er amputerede, som har glæde af metoden. Tal derfor med din fysioterapeut, om du kan låne et apparat til afprøvning. For TENS anbefales stadig, da det er billigt, ufarligt og muligvis kan have en effekt.
Akupunktur har vist sig effektiv i mange, men langt fra alle case-rapporter, og behandlingens effekt er derfor ukendt, men spørger man amputerede, er der flere, som har haft glæde af at få en serie af behandlinger hos en akupunktør, som er uddannet efter det kinesiske akupunktursystem (og altså ikke bare lokal behandling i stumpen med nåle, som ikke er akupunktur i traditionel forstand).
Kognitive terapiformer tager udgangspunkt i det mentale aspekt af smerte. Der er vist en sammenhæng mellem uhensigtsmæssige mestringsstrategier (coping) og fantomsmerter, og terapi kan således forsøge at ændre disse strategier ved at flytte fokus fra smerten som noget udefrakommende og uhåndterbart til værende overskuelig og påvirkelig. Find en dygtig psykolog i dit område, og kig fx på psykologer som har taget ekstra uddannelse i EMDR. Dem finder du på www.EMDR.dk, hvor også metoden er beskrevet. EMDR kan hjælpe til at håndtere de traumer og kriser, der ofte følger i kølvandet på en amputation.
Derudover findes der forskellige biofeedback-systemer, som kan være værd at afprøve. Du kan læse mere i litteraturstudiet side 56 eller på www.amputationsforeningen.dk.
Hypnose
Hypnose har været brugt i behandlingen af fantomsmerter, og to forskellige metaanalyser har konkluderet en smertestillende effekt. Der er desværre ikke lavet nogen studier specielt på fantomsmerter.
Nylonstrømper med metaltråde indvævet Nylonstrømper med indvævede metalliske tråde, fx Farabloc og MediproLiner RELAX, er forsøgt som behandling mod fantomsmerter. Deres foreslåede virkningsmekanisme består i at beskytte stumpen mod højfrekvente elektromagnetiske felter, som muligvis kan give celleskader og udløse fantomsmerter.
Studierne, der er udført, er ikke overbevisende, da der kun har indgået få deltagere, men tal med din bandagist, om du kan låne en strømpe og afprøve metoden. Du kan sove med strømpen hver nat og se, om der sker en forbedring af dine fantomsmerter.