1 minute read
KONKLUSION
Indtil videre er der meget, som ikke vides med sikkerhed, når det kommer til fantomsmerter. Man ved ikke, hvem der udvikler fantomsmerter, og hvem der ikke gør. Desuden kender man heller ikke årsagen til smerterne, eller hvordan de opstår. Dertil er der mange teorier og generel bred enighed om, at de skyldes en kombination af flere årsager. Når det kommer til selve behandlingen af fantomsmerterne, er der foreslået mange forskellige, men disse er typisk baseret på små studier med metodiske fejl eller ikke udført på fantomsmerter, men neuropatiske – eller blot smerter generelt. Taler du med amputerede, har alle mere eller mindre fundet deres egen vej til at mindske fantomsmerterne.
Gør også, hvad du kan for at komme så meget i balance med dig selv som muligt. Undersøg fx, om du lider af posttraumatisk stress disorder (PTSD), og få den behandlet med terapi.
Advertisement
Hav også tålmodighed, for mange fantomsmerter forsvinder med tiden, dog ikke hos alle, og her må du samle dine egne erfaringer og finde ud af, hvad der fungerer for dig. Der er også masser af tips og støtte at hente hos Amputationsforeningen og i den facebookgruppe, vi henviser til, som er helt uafhængig af foreninger: Aktive Amputerede.
Hvad gør de aktive amputerede?
Vi er en stor facebookgruppe, ”Aktive Amputerede i Danmark”, som virkelig bruger hinanden som støtte og hjælp.
I oktober 2014 spurgte vi ganske simpelt om: Hvad gør du for at slippe for dine fantomsmerter?
En del svarede, at de slet ikke har nogen, men ellers fordelte svarene sig nogenlunde sådan her:
1. Masserer stumpen.
2. Tager morfin/gabapentin.
3.Begynder på noget fysisk aktivt: tager liner og protese på, motionerer, strækker knæet, sparker til en usynlig fodbold med den usynlige fod.
4. Sørger for at strække psoasmusklen, som let kan blive for stram, når man sidder for meget ned.
5. Går i terapi for at mindske smerterne.
6. Bruger elektroterapi eller laserterapi med en gigalaser på selve stumpen.
Det er absolut ikke en videnskabelig undersøgelse, dertil har alt for få svaret, og vi har heller ikke spurgt til amputationsniveau (underben, lårben, hofte, arm osv.)
Men der tegner sig et billede af, at lider du i forvejen af smerter i stumpen, forværres fantomsmerterne, hvilket især diabetikere med neuropatiske smerter kan nikke genkendende til.
Og at motion i det hele taget hjælper på smerter, både dem vi kan forstå, og dem vi ikke kan forstå.