Mod, håb og indre styrke Mod nye mål og drømme

Den 26. juli 2016 fik jeg besøg af fire overlæger på min enestue på hospitalet. De kom for at fortælle mig, at mit ben ikke så godt ud efter ulykken. De ville anbefale mig at blive amputeret. Alt gik for en stund i stykker inden i mig. Jeg skulle selv tage beslutningen om amputation. Efter en dag uden for hospitalets mure besluttede jeg, at et liv uden mit højre ben måtte være langt bedre end et liv i smerter og ubehag.

Af Laura Hansen

Som 23-årig tog jeg på det, jeg troede skulle være mit livs rejse. Jeg havde dog på ingen måde forestillet mig, hvor stor betydning rejsen ville få for resten af mit liv. Den 29. maj var vi på vej mod et jungleområde i Venezuela. Jeg og resten af gruppen tog afsted tidligt om morgenen. Det næste, jeg husker, er en hospitalsseng i Danmark. Et kæmpe stativ holdt mit ben på plads. Jeg kunne kun lige bevæge mine tæer, og smerterne var ubeskrivelige.

I august blev jeg amputeret. Beslutningen var hård, men forholdsvis nem. Vil du helst beholde dit ben? - Seks centimeter kortere, formentlig ubøjeligt med et stativ omkring til at holde det på plads. Eller skal vi få dig op og gå igen på et metalben?

Genoptræning

Ikke mange dage efter amputationen blev jeg udskrevet og gik i gang med genoptræning. Efter lidt over to måneder i en hospitalsseng var min krop ikke meget værd. Da protesen kom, var jeg ved at sprænges af spænding. Selvom både min bandagist og fysioterapeut fortalte mig, at jeg ikke bare ville kunne valse afsted, så kunne jeg ikke få armene ned. Det fik jeg dog hurtigt. For det var hårdt arbejde og hverken nemt eller frigørende i starten. Det første halve år svingede mit humør. I starten røg jeg ned i et hul. Negative tanker og manglende håb. Der skulle ikke meget til at udmatte mig, hvilket gjorde det nemmere at dvæle ved tankerne.

Negative tanker

I begyndelsen var jeg overbevist om, at jeg aldrig kunne tage en kjole på igen. Jeg ville aldrig kunne danse igen, hvilket altid har været en stor del af min identitet. Men værst af alt var tanken, ”er der nogensinde nogen, der vil kunne elske en pige med kun et ben?” Jeg vidste ikke, om jeg turde have sex igen. For mig var det utrolig svært at sige højt. I lang tid turde jeg ikke åbne op for tanken om et forhold igen. Da jeg endelig blev klar, gik det langt hurtigere og meget nemmere, end jeg havde drømt om.

Tilbage til hverdagen

Jeg brugte et halvt år intensivt på at lære at gå med protese. Så var jeg i det ydre klar til at starte mit ”andet” liv. Jeg flyttede hjemmefra for anden gang og startede mit studie op igen. Alt fra at købe ind og gøre rent til at vaske tøj og komme rent sengetøj på var en udfordring. Sågar at nå det nederste i mit køleskab kan stadig være svært. Men det kan lade sig gøre! Og det bliver kun nemmere og nemmere med tiden. Ofte føler jeg mig lidt som et barn, der hele tiden skal lære noget nyt.

Da jeg skulle starte mit hverdagsliv med studie og arbejde op igen, var jeg meget optaget af de ting, der gjorde mig langsommere eller mere udfordret end alle andre. Jeg havde en forestilling om, at alle omkring mig kun så mit nye ben – og ikke mig. Det har været endnu en udfordring at acceptere mig selv, som jeg er nu. Jeg sagde højt, at jeg var klar på livet igen. Men det tog mig tid at mene det. Det tog tid fysisk at lære at gå med protese. Og det tog tid psykisk at acceptere, at jeg nu har et handicap, og intet bliver som før. Det tager stadig tid.

Vejen til Machu Picchu

I dag føler jeg, at jeg kan, hvad jeg vil. Der er ting, jeg ikke kan gøre som før, men jeg skal nok finde en løsning og gøre det på min måde! Selvom jeg er nået langt og klarer mig godt, så stopper jeg aldrig med at sætte mål eller drømme. Min rejse til Sydamerika blev afbrudt før planlagt. Men en dag skal jeg tilbage, til Machu Picchu. Jeg skal nok ikke gå hele vejen, som jeg planlagde i 2016, men jeg skal nok finde min egen måde.

Jeg har hverken fortrudt at blive amputeret, eller at jeg tog afsted på mit livs rejse – og det mener jeg helt oprigtigt.