og indre

På rehabiliteringscentret begyndte gangøvelserne. Først med proteser med mekaniske knæled og senere med datastyrede. Det var svært. Alene at stå frit og holde balancen var svært. At kunne komme til at gå frit bare 10 meter syntes for lang tid og for mange træningstimer borte. Jeg valgte derfor projektet fra og så fuld af fortrøstning frem til et liv med kørestol, el-scooter og Flextrafik.

Sådan kom det bare ikke til at gå. Min superbandagist gav mig en dag et tilbud, jeg heldigvis ikke sagde nej til. “Du skal prøve stubbies – de meget korte proteser uden knæled. Man går på korte, stive ben. At de er korte bevirker, at det er meget lettere at holde balancen”.

Bandagisten producerede et par til mig i løbet af kort tid, og første gang, jeg fik dem på, kunne jeg stå og holde balancen. Efter to-tre måneders træning hos Rigets fysioterapeuter kunne jeg gå frit rundt i træningssalen.

Jeg bruger alene mine stubbies til korte gåture fx fra min el-scooter ind i en restaurant eller forretning. Jeg går fint på trapper med dem, hvis trappen har et godt gelænder. Jeg kan fx uden problemer besøge familie, der bor på 4. sal. Forsynet med kørestol, el-scooter og stubbies er der ikke meget, jeg ikke kan. Jeg rejser stadig alene til bl.a. Bali, hvor jeg bor i vinterhalvåret.

Når folk spørger mig, hvordan det er at have mistet begge ben, svarer jeg: “Ikke nær så slemt, som man skulle tro”. Der kan gå lang tid imellem, at jeg overhovedet tænker over, at jeg ingen ben har, og jeg er helt sikker på, at jeg er lige så tilfreds og livsglad, som hvis jeg stadig havde haft dem.