Jeg valgte at blive amputeret …

Atten år efter en trafikulykke blev jeg endelig underbensamputeret, men vejen hertil var lang. Jeg kom kraftigt til skade i en trafikulykke med underbenet dengang i 1994, hvor jeg var 21 år.

Hospitalet, jeg blev indlagt på, anbefalede, at de skulle prøve at ”fikse” det, hvilket på daværende tidspunkt også lød mest fornuftigt i mine og min families ører.

Efter nogle år tog smerterne til, og min gangfunktion blev dårligere, hvorfor jeg kom i kontakt med Kolding Sygehus. Jeg ønskede en amputation, de anbefalede, at anklen blev gjort stiv, hvilket jeg ikke ønskede. Jeg ønskede en amputation.

At gå fra et handicap til et andet havde jeg simpelthen ikke lyst til trods smerterne.

Alt skulle planlægges med en smertefuld dropfod

Mine dage skulle nøje planlægges. Skulle jeg noget fredag aften, var jeg nødsaget til at begrænse min fysiske færden flere dage op til, for at smerterne ikke skulle være for voldsomme.

Smerterne kunne ikke holdes væk, selvom jeg prøvede med smertestillende depotmedicin eller morfin. Jeg kunne ikke dyrke sport på grund af funktionsnedsættelsen og måtte ofte vælge sociale arrangementer fra på grund af smerter.

Jeg var ofte træt, nedtrykt og stresset. Tit måtte jeg forklare mine børn, at vi ikke kunne tage på legepladsen eller til andre aktiviteter.

Turen rundt på hospitaler uden hjælp fra kirurgerne Efter en årrække og en del kontakt med diverse læger lykkedes det mig, via min daværende bandagist, Thomas Borregård, at få kontakt til Rigshospitalet, for Thomas kunne ikke trods ihærdig indsats finde flere løsninger til min dropfod. Alt blev bare værre – det var som at gå på knappenåle.

På Rigshospitalet blev jeg atter mødt med et nej af kirurgen, men dog et ja fra neurologen. Det var hårdt med et nej, indtil jeg kom i tanke om, at jeg rent faktisk havde mødt en enkelt kirurg, der mente, at foden skulle have været amputeret dengang ved ulykken. Jeg fandt ham via min læge, som henviste videre til Hillerød Sygehus. Det var svært at få en læge til at synes, det var en god ide, for en amputation er jo uigenkaldelig, men Charlotte turde hjælpe mig med min beslutning.

Min livskvalitet er gået fra 50 pct. til 95 pct. Jeg vågnede op efter operationen lettet og glad, og det er en beslutning, jeg endnu ikke har fortrudt. Jeg har kun fortrudt, at det ikke skete tidligere.

Min livskvalitet er gået fra 50 pct. til 95 pct. De sidste fem pct. dækker over de nervesmerter, jeg til tider oplever, og de problemer, der indimellem opstår med protesen, som fx vabler, når jeg træner for hårdt. Før amputationen kunne jeg slet ikke træne …

Nu kan jeg bevæge mig på lige fod med de tobenede! Jeg har i dag et fuldtidsjob i en idræts-SFO og er ansat på, ja, lige fod med mine kollegaer.