det, så er intet umuligt

Af Kristoffer Jæger

Jeg blev i første omgang amputeret igennem knæet, men på grund af infektion var de nødt til at reamputere to måneder efter. Jeg lå i koma den første uge og var derfor ikke klar over det. Da jeg blev vækket af komaen, fik jeg ret hurtigt at vide, at jeg var blevet amputeret, men der gik flere uger, inden jeg forstod, hvad det betød. For det første fordi jeg ikke konkret fik at vide, at jeg nu manglede den del af benet, men også fordi jeg havde så mange fantomfornemmelser, at jeg jo stadig kunne mærke mit amputerede ben.

Hvad med fremtiden

Da det gik op for mig, hvad det betød, var jeg meget chokeret og forvirret og troede ikke rigtig på, hvad lægerne og min familie sagde til mig, da jeg jo som sagt stadig kunne mærke det manglende ben. Derefter begyndte jeg at tænke meget over tingene, over fremtiden, og hvad mine muligheder var fremover.

Kunne jeg komme ud og være sammen med drengene igen? Kunne jeg komme til at gå igen? Kunne jeg leve et normalt liv nu?

Jeg fik mange informationer og hørte om mine muligheder. Lærte en masse nye ord som protese, bandagist og liner – og jeg fandt derefter ud af, at jeg sagtens kunne leve et normalt liv og være sammen med mine venner og familie.

Humor hjalp mig

Man skal gøre op med sig selv, hvordan man har det med at være amputeret. Er det fx okay, at vennerne laver sjov med det? Kan man selv lave sjov med det?

Jeg har brugt min humor rigtig meget i hele forløbet. Man skal også gøre sig klart, at når man kommer ud fra sygehuset, og ud i den virkelige verden, så vil der være mange, som kan finde på at stirre på en, da det jo ikke er noget, man ser til hverdag – og slet ikke på et barn. Det er man bare nødt til at lære at tackle, ellers bliver det for svært at være ude blandt mennesker.

Det vokser ikke ud igen, men min protese er super fed Men mest af alt må man kunne acceptere, at benet ikke vokser ud igen. Man kan få tildelt mange fine proteser, og man kan også få kosmetik til protesen, så den ligner et normalt ben, men det vil aldrig føles normalt igen. Jeg har personligt selv valgt ikke at have kosmetik på, da jeg synes min protese er super fed.

Det er utrolig vigtigt, at man finder en bandagist, som man er fortrolig med og rigtig glad for, da man skal have et tæt samarbejde. Hvis man ikke har det godt med sin bandagist, skal man skifte til en anden.

Hård træning, jernvilje og nogen at støtte sig til Det kræver hård træning, jernvilje og gåpåmod at komme op igen efter sådan en omgang, men hvis man vil kæmpe for det, så er intet umuligt.

Det er meget vigtigt at have en person tæt på, som man kan støtte sig til og læne sig op ad, for man kan ikke gå igennem en amputation alene, da det er meget hårdt i starten. I mit tilfælde var det min mor, som var min store støtte.

Hvis man har spørgsmål til det at være amputeret, så er det vigtigt at henvende sig til en anden, som er amputeret, da de jo ved, hvilke følelser, smerter og tanker man sidder med og derfor nemmere kan hjælpe med svar.

Kristoffer vil gerne hjælpe andre i samme situation. Du kan kontakte Amputationsforeningen, så får du hans nummer, eller du kan kontakte ham på Facebook.