Det var meget andet end at miste et ben

Alle fokuserede på det skrækkelige i, at jeg havde mistet mit ene ben. Og da jeg vågnede af alle morfinpillerne et par måneder efter ulykken, var det også en hæslig hændelse. Jeg, som har brugt al min fritid på at danse. Men det værste var nu min PTSD, hvor jeg mistede min hukommelse. Og mit brækkede bækken, ryggen, mavemusklerne og alt det, man ikke lige kunne se …

15.marts 2011, på vej hjem fra dans, ryger motorhjelmen op på den skrammelkasse, jeg havde lånt. Intet lys virkede, og der holdt jeg i midtersporet på en motorvej. Det er også en historie om politiets alarmsystem, der ikke fungerede, men det er allermest historien om, hvordan jeg blev ramt i maven af en bil med 90 kilometer i timen og derefter rullede ”stående” mellem de to biler og ned under Sussis bagdæk.

Skaderne var mange, men jeg er i live. Og i dag har jeg det måske bedre end nogensinde, fordi jeg ved, hvordan det er at være helt derude, hvor det kun er mirakler og meget dygtige læger, der kunne redde mig fra en sindssyg oplevelse.

Ingen hukommelse det første år Det har været en lang vej hertil. Hvor de fleste har tænkt, at det må have fyldt det meste, at miste et ben, så var det så meget værre med min hukommelse. Jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde talt om for en time siden, jeg kunne ikke huske aftaler, jeg kunne ikke huske ord. Det problem har jeg stadig, når jeg bliver træt, ”hvad er det nu, den hedder, sådan en man tager over hovedet, når det regner”. Det er en vanvittig stressende tilstand og sikkert ikke gjort mindre af, at jeg lever af at undervise og skrive. De pludselige vredesudbrud, tårerne, afmagten og så min stædige vilje. Heldigvis var jeg omgivet af dygtige terapeuter, og ja, jeg har betalt hver en krone selv for at få Danmarks dygtigste til at hjælpe mig.

Et brækket bækken, som stadig styrer alt for meget

Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for inspiration eller hjælp til at finde de bedste terapeuter. Skriv til marianne@amputationsforeningen.dk

Det vanvittige bestod faktisk også af noget, ingen fokuserer så meget på. Mit brækkede bækken, der delvist er erstattet af en skinne. Det faktum, at jeg var så dårlig med tre brækkede taphvirvler i ryggen, ingen mavemuskler, som var skåret op, og et ufungerende bækken, har alt sammen gjort, at det tog et par år, før jeg kunne smide krykkerne. Og det var først efter, at jeg selv betalte for at få mine mavemuskler syet på plads. Da mavemusklerne var på plads, kunne jeg igen danse, og min gang på protesen blev rigtig meget bedre. Så at gå med protesen handler om hele kroppen og ikke kun om det hofteled og den stump, som alle ellers fokuserer på i tiden lige efter amputationen.

I dag, otte år efter, danser jeg igen standarddanse på højniveau, du kan evt. se det på YouTube. Og ja, det er i afdelingen for gakkede gangarter, men danser, det gør jeg.