Når en tilfældighed hjælper helbredelsen på vej …

Knoglekræften blev opdaget ved et tilfælde, og heldigvis for det. For i dag mangler jeg godt nok et ben, men jeg er i live, og der bliver holdt skarpt øje med min krop, så den ikke danner nye kræftceller.

Af Lotte Kathrine Sørensen

I oktober 2014 er jeg til en Reformer-time i Fitnessworld, jeg kommer til at slippe en af fjedrene, der bruges som modstand, og den slår ind i mit ben og efterlader et rødt mærke lige over højre ankel. Dette mærke forsvinder ikke hen over efterår og jul, så d. 10. februar 2015 besøger jeg min nye læge for første gang, først og fremmest for at få gjort noget ved min hælspore, men også for at finde ud af, hvad der sker med det mærke på højre ben.

Min læge giver mig en henvisning til røntgen af begge ben samt en ny tid 14 dage efter. På Gentofte Hospital har man det, man kalder drop-in røntgenafdeling, så jeg beslutter mig for at tage direkte derhen samme dag og få det overstået. Næste dag bliver jeg ringet op af lægesekretæren hos min læge, der godt vil have, at jeg kommer forbi allerede dagen efter. Så jeg tager ind til lægen for at få svar på røntgenbillederne. Der må min læge så fortælle mig, at der fremgår en skygge af billederne, og at man mistænker kræft, så hun vil sætte kræftpakken i gang med alt, hvad der hører til af scanninger, biopsi m.m.

I løbet af de efterfølgende uger bliver jeg MR-, CT- og PET-scannet samt får taget en knoglebiopsi. Undersøgelserne bekræfter, at det er en udifferentieret tencellesarkom grad III, i lægmands termer: knoglekræft. Fra starten af bliver jeg informeret om, at der er en risiko for amputation, men man mener, til at begynde med, at det meste kan fjernes operativt – og resten med kemo/ stråling samt indsættelse af ”knogleprotese”.

Den 23. marts 2015 skal jeg ind og have det endelige svar på alle undersøgelserne, og her får jeg at vide, at gennem de halvanden måned, som forløbet har varet, er min tumor vokset med fem centimeter i bredden og 11 centimeter i længden. Da tumoren er så aggressiv, som den er, bliver jeg informeret om, at den eneste løsning, man kan tilbyde, er amputation under knæet. Og at jeg er indstillet til operation fire dage senere, fredag d. 27. marts.

Mød Lotte, en gæv kvinde på 45 år, som til dagligt arbejder i et forsikringsselskab. Det har hun gjort i 24 år, og trods kræftdiagnose og amputation er Lotte fuld af optimisme og livsmod.