Mod, håb og indre styrke Osseointegration

Rundt omkring i landet er der amputerede, der har valgt en osseointegration. Her fortæller Dennis, hvad det går ud på, og hvorfor det også kunne være en mulighed.

Jeg blev amputeret i april 2018. En lang rejse med forskellige hylstre og designs fulgte, men vi kom aldrig frem til et hylster, der kunne passe min stump.

Jeg er ret stædig og vil egentlig ikke give op, før det sidste er sagt, og det var bestemt ikke tilfældet hos mig: Jeg ville gå igen!

Så hvad gør man? Søger info og finder alternative metoder. Her fandt jeg frem til osseointegration. Titanium i låret – og vupti – ingen sved, hudproblemer eller et hylster, der ikke sidder korrekt. Kunne det virkelig være sandt? YouTube blev min bedste ven, for der fandtes utallige videoer med amputerede, der havde valgt metoden. Bare ikke så mange i Danmark, men rundt om i verden.

Jeg søgte og læste meget om osseointegration (OI), for det er ikke blot en lille operation. Den kan ikke omgøres, og den koster på alle områder – mentalt som fysisk. Der skal være overskud til at træne nøjagtigt, som lægerne foreskriver, og ikke mindst skal knoglekvaliteten være i orden. Det afgøres af lægerne på Skejby Sygehus, som i det allerførste forløb vil tjekke kroppen bl.a. via scanninger.

Henvist til Skejby Sygehus

Jeg kom til konsultation hos Peter K. Jørgensen og Klaus Petersen på Skejby. Det er kirurgerne, der har udført de ca. 30 OI-operationer i Danmark.

De foreslog et system, som bliver brugt i bl.a. Tyskland, kaldet OPL (osseointegrated prosthetic leg). Måneden efter satte vi gang i undersøgelserne og aftalte tid for operation og alt det andet, der skal til.

Dato blev sat: 30. april 2019

Ugerne op til operationen var lange, og jeg var nogle gange panisk på grund af den grænseoverskridende operation – jeg skulle fremover vænne mig til et stykke titanium uden for kroppen, som var sat fast i hele mine tilbageblivende rørknogle. Hvordan ville det gå?

Ville det brække over, ville knoglen blive splintret af staven? Hvad med infektioner – og hvad med fremtiden? Arbejdslivet, kærlighedslivet, sexlivet osv. For man ser sgu anderledes ud. - Et er, at man har en stump, men jeg skulle også huske på et stykke metal, der stak ud af stumpenden ... så tankerne var mange, og de er der stadig her et halvt år efter operationen.

Min operation går efter bogen. Jeg vågner, men husker meget lidt fra selve dagen. Husker kun, jeg havde en diskussion med en sygeplejerske, fordi jeg skulle ud med andet end urin ... og så husker jeg en kort samtale med min ene søn. Mere huskes ikke.

Dagen efter var fyldt med nye oplevelser, jeg så min stoma for første gang. Stomaen er det hul, hvor titaniumstaven i knoglen stikker ud gennem, og som også er den, hvorpå mit computerknæ senere i forløbet sættes fast. Jeg bevæger mig rundt, og jeg er både følsom og grådlabil, sensitiv og mest af alt dybt taknemmelig!

Jeg kunne mærke alt, der strejfede staven, selv små bump på enden kunne jeg mærke hele vejen op i hoften. Knoglen var jo oprindeligt et stort hulrum, nu fyldt ud af en ”stav”, så alle vibrationer blev sendt direkte op i hjernen, og det reagerede den på.

Jeg udskrives to dage efter operation, fordi jeg heler godt og er fuldstændig mobil på egen hånd. Dagene efter sover jeg igennem og passer på mig selv.

Uge 1 efter operationen modtager jeg min såkaldte træningsprotese: En knælang protese, der skal bruges til at lægge vægt på knoglen, så den aktiveres igen og begynder at bygge knogle, der kan omslutte staven.

Tre gange dagligt skal jeg stå med statisk tryk på i 10-15 minutter ad gangen.

Hvis der ingen smerter er i forbindelse med øvelserne, sættes vægten op med fem kilo hver tredje dag.