2 minute read
Indretning af dit hjem
Af Marianne Palm
Advertisement
Kommunen skal ifølge lovgivningen være dig behjælpelig med at indrette dit hjem, så det fungerer for dig med det samme, du træder ind over dørtærsklen efter hospitalsopholdet. Lige efter en operation vil dine behov være anderledes end om nogle uger eller måneder, og et godt råd, baseret på dyre erfaringer: Vent med de store ombygninger, til du ser, hvordan det går …
Vi har spurgt en flok amputerede om, hvordan det var at komme hjem efter hospitalsophold til et hjem, som ikke tidligere har været indrettet til gangbesværede eller kørestolsbrugere. Om kommunens besøg i hjemmet, hvad hjælpemidler angår, og hvordan det blev oplevet af de fleste.
En kørestol til 125.000
”Da jeg kom hjem fra seks ugers hospitalsindlæggelse, kom kommunen forbi med en kørestol, og Køge Sygehus fik deres retur. De satte rampe op uden for døren, så kørestolen kunne komme ind og ud ad hoveddøren, de satte håndtag op på badeværelset, fjernede et dørtrin, gav mig et par badestole, satte gelænder op til første sal, så jeg kunne ”bumpe” op og ned på numsen til soveværelset. Og det var så det, hvis ikke det lige var fordi, de havde givet mig en kørestol, der ikke kunne komme gennem døren til køkkenet eller dreje rundt derude, efter jeg selv havde ofret håndværker på en bredere døråbning. Så det blev rigtig dyrt at få nyt køkken. Sat på spidsen kom kørestolen til at koste 125.000 kr. For det viste sig, at de blot kunne have givet mig en moderne letvægter af en kørestol. Den fik jeg nogle måneder senere, da det gik op for mig ved hjælp af andre amputerede, at man ikke behøver at finde sig i et stort uhåndterbart skrummel.
Morale: Vent med ombygninger, men kræv af kommunen, at de laver en ordentlig gennemgang. Tag en bisidder med. Jeg sad der på morfin og sagde ”ja tak og amen”.
Marianne Palm, lårbensamputeret
Få håndtag, hvor det er nødvendigt
Få sat håndtag op, hvor de er nødvendige, så du aflaster det raske ben eller arm. Håndtag kan altid tages ned igen. Du kan få håndtag, der suger sig fast på væggen.
Om man skal grine eller græde afhænger af personlighed, men her er i hvert fald en flok tips til, hvad du skal være opmærksom på, og hvad du selv kan gøre for at gøre livet lige så let, som det var inden amputationen.
Nej tak til hospitalsseng
Kommunen ville sætte en hospitalsseng op, men nej, det ønskede jeg ikke. Jeg fik lært at klare mig med min elevationsseng, som er blevet min rigtig gode ven, når jeg skal hvile min krop.
Elisabet, hofteamputeret
Som at køre i radiobiler
Ryd gulvene for så mange ting og sager som muligt, og fjern dine tæpper, for det er ekstra anstrengende for en kørestolsbruger at skulle skubbe sig igennem en masse forhindringer. Kører man konstant ind i noget, når man kører baglæns, føles det som en evig tur i radiobilerne. Kroppen kan blive rigtig træt, og du kan blive rigtig irriteret.
En jagtstol i stuen
Køb evt. en trebenet jagtstol i letvægtsmodellen til at hvile stumpen i, når du sidder i sofaen. Den får musklerne til at slappe af efter en lang og rørig dag.
Lone, hvis mand er lårbensamputeret
Gør livet let for balancen
Hvis du er nyamputeret, men dog oppe at gå og stå, kan du sørge for, at tunge ting i overskabe kommer ned i underskabe, indtil du har fundet balancen igen.