7 minute read
Løkke Skolefoto
Har du engang været på højskole? – og du kan huske, at der dengang blev lavet et gruppebillede med portrætter af alle på dit hold? Dit billede er blevet væk, og nu kunne du godt tænke dig at se det igen? – Ja, det kan du måske godt, og det kan måske findes på Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune!
Advertisement
I februar 2021 henvendte firmaet Løkke Skolefoto sig til Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune for at spørge, om arkivet kunne have interesse i at overtage firmaets negativer. Firmaet har siden etableringen i maj 1945 beskæftiget sig med skolefotografering, i begyndelsen med glasplader, senere negativfilm, og i dag digitale billedfiler. Løkke Skolefoto har taget gruppe- og elevbilleder på højskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler, ungdomsskoler og efterskoler – og endda lidt flere skoletyper end det. Løkke Skolefoto ville gerne aflevere glasplader og negativer tilbage fra 1946 og op til, hvor firmaet gik fra negativer til digitalt fotografi omkring år 2004-2005.
Selvfølgelig sagde vi ja tak til sådan en fin portion billeder på arkivet i Tønder! – og i indkomstjournalen står der om mængde blot “Stor!” Negativerne stod på en palle, pakket i mange papkasser i forskellige størrelser, med mindre æsker med glasplader, mange ringbind med negativer i forskellige størrelser og former, og forskellige bunker – alt sammen mere eller mindre fordelt efter det år, billederne var taget.
8. klasse fra en skole i Brabrand i 1977 – for 45 år siden. Uden at ansigterne kan ses, af hensyn til GDPR-regler (Foto i Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv).
Tønder Kommuneskole 3C, 1991-1992 – et typisk gruppebillede fra Løkke Skolefoto med portrætter af elever og personale og foto af skolen i midten – som her er sløret på grund af GDPR-regler (Løkke Skolefoto/Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune).
Den store aflevering bød på en overvejelse – skulle lokalarkivet i Tønder nu til at lege arkiv for hele landet ved at opbevare landsdækkende materiale? – men erkendelsen er jo, at et lokalt firma har opereret over hele landet gennem mange år, og vi arbejder på den måde i arkiverne, at vi ikke splitter den type afleveringer op. Desværre ligger sådan en aflevering jo død, hvis arkivet ikke påtager sig at gå den igennem og gøre den tilgængelig ud over det, der er af interesse for eget arkivs dækningsområde. Hvis vi ikke fortæller, at den findes, og alle ikke får mulighed for at søge i indholdet og finde det, de er på udkig efter – så er den ikke noget værd. Derfor greb vi til – selv om det var svære tider med corona, hvor vi ikke måtte færdes i arkivets bygning – at gøre det på den nemmest mulige måde for os, nemlig ved at lave lister over negativerne, som så blev søgbare på skolenavn.
Der fulgte kun én protokol med, et “Udefotoregister”, der dækkede årene 1945-1955, og hvis oplysninger ikke kunne kobles til negativerne og bruges i forbindelse med registrering. Men fotografen havde i langt de fleste tilfælde skrevet skolens navn og årstal på selve negativlommen eller negativposen – og det kunne så holdes sammen med det, der kunne ses på negativet. Ofte var skolenavn, årstal og måske holdtype sat ind i negativet, i hvert fald i nyere tid.
Seks frivillige på Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune meldte sig til indsatsen med negativerne. De har udarbejdet lister med skolenavn, årstal og holdtype, hvis det findes, og listerne tilgængeliggøres via Arkibas og dermed arkiv.dk. Negativerne blev registreret i serier, som de var pakket – af ganske lavpraktiske og håndteringsmæssige årsager. Man kunne have ønsket sig en mere findelt sortering og alfabetisering eller årstalsopdeling for at gøre søgningen lettere – men vi prioriterede at komme igennem indsatsen med overhovedet at få styr på indholdet og dermed betale prisen, for at søgningen kan forekomme at være småbesværlig – men søgning kan lade sig gøre.
Der er altså skabt serier over indhold, som man kan søge efter skolenavn i. Alle listerne med de forskellige serier er lagt ind i en pdf-fil, som man kan søge i – og den pdf-fil findes som kilde på arkiv.dk. Der forestår dog nu en opgave med at lave henvisninger på alle skolenavne, så den enkelte skole let kan fremfindes via arkiv.dk – arkiv. dk søger ikke direkte ned i en pdf-fil, så der skal lige en henvisning inde i Arkibas på registreringen, for at de enkelte skolenavne kan søges frem i arkiv.dk. Så man skal åbne pdf-filen fra arkiv.dk og så søge skolenavn frem i selve pdf-filen dér – og så henvende sig til arkivet i Tønder, hvis man gerne vil se billedet. Så finder vi det frem, scanner og sender via e-mail.
Negativerne er nemlig nu alle anbragt i arkivets fjernmagasin, som findes i en anden bygning i Tønder end der, hvor arkivet bor; så negativerne skal hentes derfra hjem til arkivet, hvor vi kan scanne. Vi var nemlig så heldige på arkivet i Tønder, at vi for nogle år siden modtog en stor bevilling fra Velux Fondens særlige pulje til aktive ældre på lokalarkiver til et projekt med digitalisering af et meget stort fotografarkiv. Med den bevilling kunne arkivet anskaffe tre scannere og tre bærbare pc’ere særligt til det projekt. Det er på grund af corona ikke afsluttet endnu, men så kunne vi i mellemtiden benytte de tre pc’ere til arbejdet med listerne. De frivillige ydede en imponerende indsats – først skulle der sorteres, og hvert negativ skulle ud af lommen for at sikre, at registreringsinfo blev korrekt, alle negativposer og negativlommer skulle mærkes, og der skulle pakkes om i arkivegnede kuverter og æsker – og holdes styr på det hele undervejs. Lokalhistorisk Forening for Gl.-Tønder Kommune stillede et stort beløb til rådighed, så arkivet kunne indkøbe indpakningsmateriale fra Museumstjenesten – og nu står der så ca. 15 hyldemeter med negativer i arkivets fjernmagasin, godt og forsvarligt mærket og pakket.
Forhåbentlig er det så nu lige til at gå til, når der er nogen, der kommer i tanke om, at de engang var på højskole eller landbrugsskole, og at det kunne være sjovt at finde et billede af deres hold – og så giver sig til at søge på arkiv.dk og finder ud af, at de kan finde billedet på arkivet i Tønder! – vi glæder os i hvert fald til at finde ud af, om de frivilliges indsats med listerne lønner sig, og om der er interesse for de mange gruppebilleder.
Luftfoto af undervisningsbygninger og avlsbygninger på Tønder Landbrugsskole, Vester Omfartsvej/Ecco Alleen, i 1980. Tønder Landbrugsskole blev opført i 1978 og lukkede igen i 1991 (Løkke Skolefoto/ Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune).
Arkivet har faktisk allerede modtaget den første henvendelse fra en skole, der spørger efter i alt 25 årgange af holdbilleder. Det kan vi jo så nu hjælpe med, i det omfang relevante billeder findes blandt de negativer, der er afleveret til arkivet. Undervejs i arbejdet med listerne har de frivillige kun scannet Tønder-motiver, dvs. fra Tønder-arkivets dækningsområde; det blev til 42 enkeltbilleder, plus en serie med motiver fra Tønder Apotek fra 1950’erne, for vi fandt nemlig negativer med enkelte andre motiver end gruppebilleder fra forskellige typer af skoler – men det var meget få.
Sådan en aflevering af gruppebilleder, hvor personer kan ses og identificeres og er koblet sammen med en bestemt skole, er problematisk, efter GDPR-lovgivningen blev indført i 2018. Siden da har lokalarkiver ikke måttet hverken opbevare, indsamle, registrere eller tilgængeliggøre arkivalier med persondata, der falder under GDPR-lovgivningens rammer. Det gælder lige præcis denne type gruppebilleder, hvor personer kan identificeres, nogle står med navn ved deres portræt, og personen kobles til en bestemt skole. Uskyldigt, kunne man forestille sig – men alene portrætterne er persondata, og der har været og er mange forskellige typer skoler i Danmark, og nogle af disse har en karakter, der i GDPR-sammenhæng ikke er ønskelig at koble sammen med personer, som f. eks. religion. Heldigvis arbejder SLA nu intenst på at finde en løsning, så GDPR-lovgivningen ikke ender med at kvæle lokalarkiverne, fordi arkivernes i øvrigt ganske uskyldige virksomhed på den måde forhindres af lovgivningen.
Firmaet Løkke Skolefoto er selvfølgelig også omfattet af GDPR-lovgivningen, og det har ført til, at firmaet må forholde sig aktivt til, hvad og hvordan og hvor længe de gemmer billeder og oplysninger. Det er jo set fra arkivet en katastrofe, at det på den måde bliver nødvendigt for en virksomhed at kassere – som de siger, det er nødvendigt at gøre. Hvis billederne og oplysninger om dem ikke gemmes, er de væk, det kan ikke genskabes, og så forsvinder der uigenkaldeligt en bid af vores fælles kulturarv.
Der blandes medicin på Tønder Apotek i 1950’erne (Løkke Skolefoto/ Lokalhistorisk Arkiv for Gl.-Tønder Kommune).