NYT 584

LO U I S P O U L S E N L I G H T I N G B E LY S N I N G S - O G A R K I T E K T U R M AG A S I N 20 07

Nye domiciler for Louis Poulsen Lighting Tsuruoka Art Forum Santa Monica Library Lyset i Thorvaldsens Museum

584

Nyt københavnerdomicil for Louis Poulsen Lighting Foto: Clearlight

AF THOMAS DICKSON

Et levende showroom Louis Poulsen Lighting har samlet sine aktiviteter i København under ét tag. Efter en omfattende ombygning er virksomhedens nye hus på Gammel Strand omdannet til et dynamisk og åbent kontormiljø, der samtidigt fungerer som ét stort showroom.

Louis Poulsen Lighting bor ved kanalen lige over for Christiansborg Slotskirke.

Som led i en omfattende modernisering og forandringsproces i virksomheden etablerede Louis Poulsen Lighting i 2005 ny fabrik i Vejen. Året efter kom turen til flytning af aktiviteterne vedrørende salg, markedsføring og produktudvikling. Flytningen betød dels et farvel til Nyhavn 11, som har været Louis Poulsen Lightings adresse siden 1908, dels et farvel til Sluseholmen, hvor lampeproduktionen har fundet sted siden 1950’erne. Huset på Gammel Strand er blevet renoveret fra top til bund og fungerer i dag både som en vital arbejdsplads og som et kæmpestort showroom for Louis Poulsen Lightings belysninger.

Oprindeligt var her tale om fire mindre byejendomme, der dog i tidens løb var blevet bygget sammen til ét hus. Bygningen rummede oprindeligt produktion og tæppelager. Siden har både et forsikringsselskab og en bank boet på den eksklusive adresse, lige ned til kanalen over for Christiansborg Slots-

2

kirke og Thorvaldsens Museum. Men årene havde ikke været nådige over for bygningen, der stammer fra 1930’erne.

De godt 3.000 m² var i øvrigt fordelt på mange rum, og dagslys fandtes der ikke meget af på de forholdsvis lavloftede etager.

I nogen tid havde ejendommen fået lov til at stå tom, mens ejeren af huset, ATP, ventede på at finde lejere til lokalerne. I mellemtiden blev alle indre skillevægge revet ud af bygningen, så der kun stod et råhus tilbage. Det var i denne forfatning, at Louis Poulsen Lightings direktion en dag i starten af 2006, for første gang, kiggede på ejendommen sammen med en af de ansvarlige partnere i PLH Arkitekter, Jørgen Nyboe. Man kunne se, at mulighederne var der, men arbejdet ville blive omfattende, og datoen for at Louis Poulsen Lighting skulle være ude af de traditionsrige lokaler i Nyhavn nærmede sig foruroligende hurtigt. Nogle hurtige beslutninger blev truffet og med

en stor indsats fra arkitekterne og entreprenørfirmaet Jakons side, lykkedes det at klare ombygningen på ni måneder.

Ombygning Det viste sig at være en fordel, at den oprindelige bygning blot var omkring 70 år gammel og ikke fredet, som de fleste af de andre bygninger i det historiske kvarter. Kun var man underlagt kommunens almindelige facadecensur.

Friheden var derfor stor med hensyn til bygningens indre, og det udnyttede PLH arkitekterne til at foreslå flere større indgreb. Især det store åbne atrium op igennem alle fem etager har tilført huset en stor oplevelsesværdi og giver både besøgende og de omkring 80 medarbejdere et fint overblik.

Det nye hus fungerer som et gigantisk visitkort for virksomheden – placeret midt i det ældste København.

t

3

Kantinen på 3. sal fungerer også som møderum. Collage i fire farver og Pakhus pendel lyser rummet op.

Desuden har nye, store spaltevinduer, indsat øverst oppe i den ene sidefacade, åbnet op for dagslyset.

Bygningen er oprindeligt en betonkonstruktion, der er støbt på stedet. Det gav nogle udfordringer af statisk art, der for det meste er blevet klaret ved at indsætte stålbjælker til forstærkning. Disse kan ses, men er malet i den samme hvide farve som resten af ydervægge og lofter. I det hele taget har man gjort en dyd af nødvendigheden og ladet alle installationer være synlige, lige fra de omtalte bjælker til alle former for installationer og ventilation.

Denne disposition var i høj grad også begrundet i den eksisterende lave lofts-højde på etagerne, hvor forsænkede lofter godt nok ville kunne skjule installationerne, men også have forstærket det lavloftede indtryk.

I det hele taget har intentionen været at gøre huset så lyst, åbent og transparent, som den eksisterende bygning nu

4

en gang tillod. For eksempel er rækværk holdt i hærdet glas, mens gelændere og håndlister er udført i tynde, matbørstede stållister. Akustikken er blevet tilgodeset dels gennem dæmpende lofter, dels ved at montere lydabsorberende plader på en stor del af den ene sidevæg, alt naturligvis holdt i hvidt. På gulvene finder man stavparket i lyst ahorntræ, som giver et levende, småmønstret udtryk. En tagterrasse mod syd er det også blevet til, så frokosten om sommeren kan indtages dér.

Louis Poulsen Lighting har på denne måde skabt sig en oase midt i storbyen. Som administrerende direktør Peter Thorsen formulerer det: »Louis Poulsen Lighting har her fået en fantastisk bygning, der ikke alene giver os nye, store og moderne lokaler, men også respekterer virksomhedens historie med en beliggenhed midt i det indre København, tæt på storby-

ens puls og hele shoppingområdet.«

Husets indhold Den nye bygning er ikke bare en kontorarbejdsplads. Den fungerer samtidig som et gigantisk visitkort for Louis Poulsen Lightings mange belysninger. Op igennem huset hænger der enten pendler ned fra lofterne, eller der er anbragt lamper på gulve, podier og vægge. En rig er anbragt øverst i det høje trapperum, hvorfra nogle af firmaets store armaturer hænger dekorativt ned i det åbne rum. Også på tagterrassen og i det planlagte gårdrum skal der være et udvalg af udendørs LP-belysninger, som besøgende kan studere og nyde i døgnets mørke timer. Det eneste sted, hvor bygningen ikke bærer så stort præg af firmaets karakter, er på facaden, hvor de kommunale begrænsninger for individuel belysning har øvet deres indflydelse.

Et af de mest spændende elementer i

Den gennemgående mødestol i huset hedder Ice, tegnet af Kasper Salto og produceret af Fritz Hansen. Hæve-/sænkeborde og skabe i ahorn er leveret af Ingvard Christensen.

Det store atrium gennem fem etager gør huset overskueligt og åbent. Syv meter høje spaltevinduer, indsat øverst i sidefacaden, åbner op for masser af dagslys.

5

bygningen, især set fra den besøgendes side, er medbragt fra Nyhavn. Det er det kendte lysstudie, der er en unik del af Louis Poulsen Lightings måde at præsentere sin belysningsfilosofi på.

Lysstudiet er indrettet i forbindelse med det offentligt tilgængelige showroom i stuen, og i princippet kan man gå lige ind fra gaden og få en generel introduktion til lys. Her vises forskellen på dagslys og kunstlys, og hvordan de forskellige kunstige lyskilder gengiver farver, om forskellen på ’koldt’ og ’varmt’ lys og meget mere. I praksis

Gammel Strand 28 er udelukkende indrettet med virksomhedens egne belysninger. I et af møderummene hænger LP Charisma Queen, tegnet af PLH, som også har været arkitekter på ombygningen.

6

bruges lysstudiet primært til undervisning af Louis Poulsen Lightings medarbejdere og forhandlere, foruden arkitekter og designere, men det er, som antydet, også muligt for andre at komme ind og kigge.

Kontorernes indretning er naturligvis også blevet påvirket af konceptet med det udvidede showroom på alle etager.

Det kræver lidt mere orden, oprydning og disciplin, end man normalt ville skulle mobilisere på en arbejdsplads.

Det er sket, samtidig med at indretningen er gået fra de klassiske celle-

Som møde- og loungestol er valgt FK stolen fra Walter Knoll. Den lille PH Kogle fungerer fint over mødebordet.

kontorer, der prægede det gamle hovedkontor i Nyhavn, til den nye type åbne arbejdsrum. Men den meget generøse anvendelse af kvadratmetre giver medarbejderne godt med albuerum, så den enkelte har haft nogen mulighed for at skabe sit eget lille univers i de nye kontorlandskaber.

Desuden findes der på hver etage et møderum, der på snedig vis ved hjælp

t

7

F

TR2

8340

VarmemÂling 1F232

E

Teknik 1E221

Transfo.

HC-lift

1F212 Gang

Parkering

Rampe P-kælder

VÊrksted 1E211

Service Parkering

6300

Rampe

TR1

D

Garderobe 1D121

6300

Post 1D111

1C211

C

Reception Reng. 1C321 1C312

6300

Showroom 1C212

Port

1C313 Sprinkler M¯de 1B311

B

5760

Vindfang 1B111

7247

A

7710 7455

3

4

af store svingdøre kan deles i to mindre rum, hvis der er behov for det. På hver etage findes der i øvrigt et tekøkken udformet som en bardisk.

De forskellige funktioner er fordelt i hele huset med marketing og internationalt salg øverst i huset og showroom og et lille modelværksted i stueplan. På næstøverste etage finder man kantinen med det store tag-selv-bord i den ene ende af rummet og med mulighed for at bruge den anden ende af lokalet til kurser og større møder. Peter Thorsen siger om indretningen: »Fordelingen af den megen plads på flere plan har givet os gode indretningsmuligheder, foruden at vi, som ønsket, kunne samle alle Louis Poulsen Lightings kø-

benhavnske medarbejdere under ét tag. Vi er meget tilfredse med denne løsning, for den giver alle, både medarbejdere og besøgende, en god oplevelse.« Thomas Dickson er arkitekt og forskningslektor på Arkitektskolen i Aarhus.

LOUIS POULSEN LIGHTING A/S, KØBENHAVN BYGHERRE: ATP EJENDOMME ARKITEKT: PLH ARKITEKTER AS INGENIØR: JØRGEN WESSBERG A/S ENTREPRENØR: JAKON A/S EL-INSTALLATØR: KIRKEBJERG A/S OG VINTHER & STRØM A/S INDRETNINGSARKITEKT PLH ARKITEKTER AS OG LOUIS POULSEN LIGHTING A/S

2 1

stueetage

I showroom finder man også virksomhedens lysstudie, hvor man blandt andet kan opleve, hvordan de forskellige lyskilder gengiver farver.

8

Figuren i bladguld med en sukkertop i hånden er en kopi.

Originalen sidder over porten til Louis Poulsen Lightings tidligere adresse i Nyhavn – en reminiscens fra et sukkerraffinaderi, som engang fandtes på matriklen.

ne Berg

nders Su Foto: A

Louis Poulsen Lightings egne grafikere har stået for den lidt utraditionelle skiltemaling på udendørs facader.

L o u i s

P o u l s e n

L i g h t i n g s

n y e

f a b r i k

made

in denmark

Louis Poulsen Lighting har flyttet sin produktion af belysninger til ny adresse i Danmark. At reetablere virksomheden indebar en ideel mulighed for at smidiggøre produktion og arbejdsgange.

I 2005 måtte Louis Poulsen Lighting træffe en beslutning: Skulle man flytte fremstillingen af virksomhedens produkter til udlandet eller bevare fabrikationen af de traditionsrige lamper i Danmark? Under alle omstændigheder skulle man flytte fra Sluseholmen, hvor Louis Poulsen Lighting har produceret lamper siden 50’erne. Ifølge en ny lokalplan er fabriksområdet nu udlagt til boliger. Firmaets ledelse besluttede, at produktionen skulle blive i Danmark.

Årsagen til den beslutning var især ønsket om at bevare den traditionelt høje kvalitet og fleksibilitet, som veluddannede medarbejdere kunne sikre. Dette afspejler sig også i den nye fabriks arkitektur og indretning.

Midt på den jyske hede, på grænsen mellem Syd- og Midtjylland, ligger det nye hjemsted for armaturerne fra Louis Poulsen Lighting. Byen hedder Vejen, og midt i et vildtvoksende industrikvarter finder man virksomhedens nye fa-

AF THOMAS DICKSON

brik. Arkitekturen i området bærer generelt mere præg af snusfornuft end af de store visioner, og på den baggrund skiller den nye fabrik sig positivt ud.

Helt nye er bygningerne dog ikke. De er faktisk overtaget fra en konkurrent sammen med et større maleanlæg og en mindre maskinpark.

Arkitekt Bjarne Frost har siden begyndelsen af 2005 stået for ombygningen og dermed været ansvarlig for, at lokalerne lever op til de krav, som en ratio-

Glasgangen, der binder hele fabrikken sammen, har også givet en mental bedre sammenhæng. I praksis gør den det muligt at komme tørskoet fra den ene ende af fabriksanlægget til den anden.

9

Den store mørke- og lysegrå skiltning, som man også finder indendørs, fungerer som en grafisk udsmykning, der tilfører interiøret liv og særpræg.

nel produktion stiller. Samtidigt skulle rummene også blive til venlige og indbydende rammer for de 225 medarbejderes daglige virke. Tegnestuen i Århus startede med at skabe sig det store overblik over opgavens omfang. Oprindeligt lå der her tre enkeltstående og noget uens betonbygninger, der var opført på forskellige tidspunkter. De var ikke forbundet med hinanden, før Bjarne Frost fik den idé at tilføre en slags hovedgade, en bred gang med glasvægge, mellem bygningskroppene.

På den måde kan både mennesker og varer flytte sig tørskoet fra den ene ende af det store fabriksanlæg til den anden. Samtidigt er det blevet mere tydeligt, hvordan produktionen hænger

10

sammen, og hvilket flow af varer og komponenter, der løber igennem bygningen. Fabrikkens direktør, Søren Schøllhammer, betegner korridoren med glasvægge, der forbinder bygningerne, som en mindre genistreg: »Det havde været meget mere besværligt at køre gods frem og tilbage i regn og sne mellem bygningerne. Nu har vi fået betydeligt bedre sammenhæng, også mentalt, i mellem fabrikkens forskellige afdelinger.« Det var også det rationelle flow, der manglede på Louis Poulsen Lightings gamle fabrik på Sluseholmen i København. Her var produktion og lager fordelt på fem forskellige bygninger, men alligevel var der ikke lagerplads nok, så

en stor del af varelageret var anbragt i mere end 30 containere midt på gårdspladsen. En masse tid gik således med intern transport fra den ene afdeling til den anden samt ind og ud af containere. At reetablere virksomheden i nye omgivelser indebar en ideel mulighed for at få gjort produktionen og arbejdsgangene langt mere smidige end de var tidligere.

En lampe bliver til Kigger man på oversigtsplanen for den nye fabrik, kan man i diagramform se, hvordan en lampe bliver til. Selve disponeringen af bygningerne svarer meget godt til den måde, produktionen forløber. Det vil sige, at råvarer og ude-

Det tekniske personale sidder i åben forbindelse med laboratoriefaciliteter.

fra kommende halvfabrikata ankommer til den sydligste bygning. Her ligger metalværkstedet, hvor blandt andet runde aluminiumsskiver bliver trykket og drejet op til lampeskærme.

Det sker enten med håndkraft på trykbænke eller i en af de tre fuldautomatiske presser, fabrikken råder over. Det er også her i fabrikken, at andre metalemner udstanses, bukkes og svejses sammen, ligesom overfladebehandling i form af slibning og polering foregår i dette fabriksafsnit. Andre komponenter leveres færdige til fabrikken, eksempelvis de berømte trelags, mundblæste glasskærme, som produceres på verdens førende glasværker, blandt andet i Venedig.

I denne sydlige hal ligger også afdelingen for overfladebehandling, hvor emnerne afrenses, forbehandles og males, alt afhængig af hvilket armatur emnet til sidst skal indgå i. Herfra køres stumperne til lageret for halvfabrikata. I den midterste bygning, hvor man også finder reception, administration og testlaboratorium, findes lager af emballage og glas. Når alle

komponenterne til en ordre er klar, havner de i montagehallen, der ligger i den nordlige ende af glaskorridoren.

Her samler, afprøver og pakker selvstændigt arbejdende medarbejdergrupper den ene ordre efter den anden, inden varerne køres ud på det nyopførte færdigvarelager. Arbejdsgangen er optimeret, og al transport foregår inden døre.

m

e d a in

ma n e d

rk

I lysmålerummet, kaldet »The Black Room«, måles armaturernes lysudsendelse, som er én af mange tests og målinger et armatur gennemgår undervejs i produktudviklingen.

Grafik skaber identitet I alt ligger der 17.000 m² bygning på den 50.000 m² store grund i Vejen, hvor der også er plads til fremtidige udvidelser. For at sikre fælles arkitektonisk identitet er alle bygningselementerne udvendigt malet i samme sort-grå farvenuance. Bjarne Frost kom med idéen at integrere den nødvendige skiltning i arkitekturen, således at skiltning er malet direkte på udendørs facader og væggene inden døre.

Louis Poulsen Lightings egne grafikere har stået for udførelsen, og resultatet er utraditionelt og vellykket.

Inden døre er bygningerne præget af lys og luftige forhold. Flere steder er

11

På Louis Poulsen Lightings fabrik kombineres håndværksmæssig tradition med den mest moderne teknologi. Metalskærme trykkes op i hånden, og alle armaturer monteres manuelt. Malede komponenter sprøjtelakeres i hånden eller pulverlakeres.

12

Monteringen er organiseret i celler med typisk to-tre medarbejdere, som varetager montering, test og slutemballering.

der skåret åbninger i facaden, og der er sat nye vinduer i, så der er et større tilskud af dagslys i fabriksområdet. De kæmpestore mørke- og lysegrå skilteskrifter på væggene, på både dansk og engelsk, virker samtidigt som en slags grafisk udsmykning, som tilfører liv og særpræg til bygningsanlægget.

I kontorområderne ligger der trægulve, hvor der er anvendt en særlig type askeparket, som består af smalle lister. Fiberloftet Fusion med indbygget lys, som er udviklet af Rockfon i samarbejde med arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen og Louis Poulsen Lighting, giver sammen med listegulvet en fin akustik i lokalerne. Overalt i og omkring bygningerne er det naturligvis virksomhedens egne belysninger, der er anvendt, også i fabrikshallerne. Dansk design markerer sig også i møbleringen, blandt andet anvendes stolen Ice fra Fritz Hansen i den fælles kantine.

Fabrik for moderne unika Beslutningen om flytningen fra Slusen, som den gamle fabrik i Købehavn blev kaldt, traf man tilbage i 2003. I praksis var den effektueret i starten af 2006.

»Vi har nu fået et hus, der lever op til nutidens standarder,« siger direktøren for fabrikken, Søren Schøllhammer, »– et hus, der hænger sammen.

Louis Poulsen Lighting valgte bevidst at blive i Danmark i stedet for at flytte produktionen til enten Østeuropa eller Kina, som det ellers ofte sker i andre virksomheder i de her år.« »Som en designvirksomhed, der lægger stor vægt på håndværk og finish, er der nemlig grænser for, hvor meget man kan rationalisere. Som produktionsmand ville jeg jo gerne øge standardiseringen, men hvis man flytter produktionen langt væk, kan det dels være meget svært at sikre den høje kvalitet i især overfladebehandlingen, dels bliver det vanskeligt at producere de mange forskellige varer rationelt i de små serier på i gennemsnit 20 eksemplarer, som vi fremstiller i dag,« mener Schøllhammer. »Mange af de ordrer, vi får, er jo specielle på den ene eller anden måde, for eksempel at armaturerne skal males i en speciel farve. På den måde er det ofte noget, der nærmer sig unika, det vi laver her.«

m

e d a i

nm n de

ark

• Som en del af udviklingsarbejdet i Louis Poulsen Lighting gennemgår et nyt armatur en række tests, som alle udføres på fabrikken i Vejen: • En lysmåling dokumenterer lysudsendelsen fra armaturet. Målingen foregår i et lysmålerum, og resultatet kan aflæses af de brugervenlige isoluxkurver.

• En varmemåling oplyser, hvilke temperaturer de forskellige komponenter og materialer i armaturet kan blive udsat for.

Varmemålingen dokumenterer, om et armatur kan klare de temperaturer, der hersker på det påtænkte anvendelsessted.

• Den elektromagnetiske stråling (EMC) fra lysrørsarmaturer måles i målelaboratoriet.

Målingen dokumenterer, at maximumgrænser for EMC stråling overholdes.

Thomas Dickson er arkitekt og forskningslektor på Arkitektskolen i Århus

Fra det 4000 m² store færdigvarelager sendes produkter til destinationer over hele verden.

LOUIS POULSEN LIGHTING A/S, VEJEN BYGHERRE: LOUIS POULSEN LIGHTING A/S ARKITEKT: BJARNE FROST INGENIØR: LARS KILLERICH EL-INSTALLATØR: LINDPRO A/S INDRETNING: BJARNE FROST & LOUIS POULSEN LIGHTING A/S GRAFISK DESIGN: LOUIS POULSEN LIGHTING LANDSKABSARKITEKT: BJARNE FROST

13

t

14

AF JACK TRUELOVE

arasota, y, S F Ke

• Si e s t a

i d a • Si e s t a Foto: Clearlight

lo r

r id a

arasota ,F y, S Ke

lo

D e t e r h e r, F l o r i d a s l i v s s t i l n å r s u b l i m e h ø j d e r

Huset ved Golfen Ved ankomsten til boligen på Siesta Key bliver man straks slået af den enkle, præcise arkitektur. Den hvide, pudsede overflade reflekterer og intensiverer sollyset og får huset til at fremstå karakterfuldt og markant på en baggrund af det omliggende blå vand og den grønne beplantning.

Floridas vestkyst har igennem generationer tiltrukket mange besøgende navnlig fra USA’s nordlige stater.

Det frodige og solrige klima, de lange og utroligt smukke strande og de milde temperaturer i Den Mexicanske Golf er alt sammen med til at gøre området til det ideelle feriemål. Men disse faktorer har også medvirket til, at der er opstået nogle interessante og afslappede byer og lokalsamfund langs de mange tusinde mil kystlinje, hvor livet leves i

Huset i Sarasota har en ideel beliggenhed, omgivet af hav, koralrev og tilsyneladende endeløse strande mod vest.

et mere mageligt tempo end de fleste andre steder.

Sarasota har en ideel beliggenhed – omgivet af hav, koralrev og tilsyneladende endeløse strande mod vest og enorme, udstrakte vådområder mod øst, der strækker sig mod syd hele vejen til den store Everglades Naturpark.

Og så ligger byen lunt i læ, blot 80 kilometer syd for den store og langt mere fortravlede millionby Tampa.

Overalt synes Sarasota at berøre vandet. Ud imod den store åbne Mexicanske Golf, indad imod de brede sumpede flodløb og langs de rolige bugter og »The Intra Coastal Waterway«, der skærer et smaragdblåt snit mellem de utallige småøer og langt ind i fastlan-

det, har de besøgende og Sarasotas befolkning altid let og umiddelbar adgang til vandet.

Sarasota anses i dag for at være Floridas kulturelle hovedstad og har på mange måder historisk været en overraskende livlig kulturby. Dette har næret en voksende bevægelse, der så sin begyndelse i slutningen af 40’erne og begyndelsen af 50’erne. På den tid etablerede Sarasota sig som et sted, populært blandt den tids kunstnere. I en udgave af Sarasota Herald Tribune fra 1952 kan man læse, at Sarasota det år havde flere kunstnere per antal indbyggere end nogen anden by i USA. Kunstnere, forfattere og arkitekter mødtes her i et kreativt samspil, der

15

1. sal

stueetage

Fra husets øverste etage har man den bedste udsigt over lagunen.

blandt andet resulterede i en periode med stor og nytænkende arkitektonisk kreativitet, der var inspireret af den modernistiske bevægelse fra Europa og eksemplificeret i værker af Paul Rudolph, Ralph Twitchel, Tim Siebert og Gene Leedy. Denne bevægelse er i dag kendt og anerkendt som »the Sarasota School of Architecture«.

Dette heldige møde imellem talenter og inspiration grundlagde en tradition for moderne arkitektur, der kan ses i Sarasota den dag i dag. Et fint eksempel herpå er en uprætentiøs, hvid, kasselignende bygning med karakteristiske cirkelrunde vinduer på hver af dens lange facader, som ligger gemt på en lille blind vej på den frodige og grønne Siesta Key. Man nærmer sig huset ad en lang snoet sti gennem masser af beplantning og tætte træer langs den ene side af en spids landtange, der stikker ud i Little Sarasota Bay, mens der på anden side er en vidtstrakt udsigt mod nord op langs The Intra Coastal Waterway, og et kig tilbage imod fastlandet.

Dette beskedne, men elegante hus ligger ideelt langs med landtangen, så der er uhindret vandudsigt både mod nord og syd fra de store vinduer.

Bygningen med et grundareal på 9,1 meter gange 21,3 meter er omhyggeligt placeret i forhold til Floridas lys og

16

klima, hvilket har gjort det muligt at anlægge swimmingpoolen på husets solside mod syd i den lille have.

Bygningen stod færdig i 2000 og er tegnet af den daværende ejer, den franskfødte, industrielle designer Alain Huin, som studerede i Paris og senere i sin karriere arbejdede for Charles og Ray Eames i Californien. Alain Huin bor i dag i Sarasotas centrum og ernærer sig som møbeldesigner.

Ved ankomsten til dette hus bliver man straks slået af den enkle, præcise arkitektur, der fremhæves af betonblokbygningen med pudsede facader. Den hvide overflade reflekterer og intensiverer sollyset og får dermed huset til at fremstå særdeles karakterfuldt og markant på en baggrund af det omliggende blå vand og den lysende, grønne beplantning.

Hele huset giver et klart og velgennemtænkt industrielt indtryk kontrasterende den næsten iboende fornemmelse af luksus, som netop disse omgivelser bibringer enhver bygning.

Alle vinduer og døre har industriel karakter, gulvene på begge etager er af poleret beton, og husets indretning er med stor omhyggelighed holdt meget enkel, hvilket får de enkelte udvalgte genstande til at fremstå på baggrund af et klart og nærværende arkitektonisk budskab.

Huset er bygget til det klima, det befinder sig i. Hvilket vil sige, at det har alle de fornødne kvaliteter for et hus beliggende ved vandet i et tropisk klima.

Der kan let etableres krydsventilation via de store, åbne skydedøre på alle etager. Det flade, overliggende halvtag giver den fornødne skygge inde i huset og danner en tilbagetrukket terrasse på første etage på begge sider af huset med siddeområder, der ligger helt i skygge.

Hele det 302 m² store opholdsområde i huset har klimaanlæg, men de fleste dage står de brede glasdøre åbne hele dagen lang, åbne over for vind og vejr og den allestedsnærværende salte luft.

På den øverste etage, hvor den storslåede udsigt er bedst, ligger hjemmets egentlige opholdsområder.

Den store stue er smukt møbleret på en måde, der viser den nuværende ejers forkærlighed for moderne møbler fra midten af det forrige århundrede. Rummets belysning er præget af nogle få velvalgte armaturer, som er produceret af Louis Poulsen Lighting. Lampernes skulpturelle design indgår harmonisk i hele husets atmosfære.

Huset kan gennemluftes på tværs via store, åbne skydedøre på alle etager. Det flade overliggende halvtag giver den fornødne skygge inde i huset og danner en tilbagetrukket terrasse på øverste etage.

arasota, y, S F Ke

• Si e s t

a

lo r

r id a

arasota ,F y, S Ke

lo

t

17

i d a • Si e s t a

• Si e s t

a

arasota, y, S F Ke

lo r

r id a

arasota ,F y, S Ke

lo

i d a • Si e s t a

Husets ejer har en stor kærlighed for møbler tegnet af Ray og Charles Eames og Verner Panton.

Louis Poulsen Lighting er hans foretrukne belysningsproducent, når der skal vælges armaturer.

18

To klassikere i Louis Poulsen Lightings sortiment udgør den gennemgående belysning i huset. Arne Jacobsen tegnede AJ-serien til Royal Hotel i København i 1959. PH 80 blev lanceret i anledning af Poul Henningsens 80 års fødselsdag og er baseret på originale tegninger.

I de to soveværelser, arbejdsværelset og køkkenet samt i badeværelserne er der en blid og diskret finish, der gør omgivelserne rolige og imødekomende.

I arbejdsværelset og køkkenet får udsigten et dramatisk perspektiv via vinduer – koøjer i provokerende overstørrelse.

Et allestedsnærværende element i huse i troperne er overfloden af naturligt lys, og i hele dette hjem kan lodrette persienner åbnes og lukkes, så det indstrømmende lys kan tilpasses perfekt. De bruges ikke kun til at give skygge til mennesker, der læser en bog, men også til at beskytte dyrebare møbler og kunstværker fra den potentielt ødelæggende virkning af langvarigt, kraftigt sollys.

Det er udendørs i den ugenerte, frodige have, at man nyder solen og tilbringer

dagen omkring swimmingpoolen, hvis størrelse er i perfekt harmoni med både havens, men også husets størrelse. Her kan man dase hele eftermiddagen, mens pelikaner og fiskeørne afpatruljerer lagunen og himmelhvælvet.

Det er her, Floridas livsstil når sublime højder.

Efter en lang dag ved poolen kan man i dette hjem også gå i en udendørs hot tub, som ligger på en åben plads i stueplan ved det komfortable gæstehus – en elegant, fritstående bygning ved hovedbygningens sydøstlige hjørne.

Dette gæstehus har et lille soveværelse og bad, begge med en fantastisk udsigt over lagunen.

Til trods for de dybe fodspor efter de store arkitekter inden for den bevægelse, der opstod i Florida midt i det forrige århundrede, så er huse af denne type i en størrelse, der er i fin balance

med placeringen, med et diskret og beskedent ydre og en indbydende og intelligent grundplan desværre et sjældent syn i dag, selv i Sarasota.

I Sarasota by er der mange mennesker, der ikke kun kæmper for at bevare de huse, der stadig findes her fra glansperioden i 40’erne og 50’erne, men som også taler for, at man skal anvende moderne arkitektur og design, der tager hensyn til omgivelserne.

Men de er oppe imod en voldsom kraft, nemlig populariteten af selve modsætningen til Alain Huins design, de såkaldte McMansions (smagløse villaer i overstørrelse) og paladser i Toskansk stil, der desværre breder sig hæmningsløst ud over landskabet.

Oversættelse: Eriksen Translation PRIVAT HUS I SIESTA KEY, SARASOTA, FLORIDA ARKITEKT: ALAIN HUIN

19

Campbell 210 Med lanceringen af Campbell 210 tilbyder Louis Poulsen Lighting sine kunder nye muligheder for at indrette med stemningsfuld og original belysning.

Campbell 210 er en ny og mindre version af Campbell (nu Campbell 275), der med en diameter på 275 mm er oplagt til relativt store rum. Campbell 210 er særdeles velegnet til private hjem og i restauranter, barer samt hotelværelser med en mere intim karakter. Campbell 210 er også meget velegnet til repetitiv ophængning.

Campbell 210 og Campbell 275 er formgivet ud fra ønsket om at gengive den måde, vi oplever lyset i naturen på, hvor der kun findes én lyskilde, som vi aldrig betragter direkte. Oplevelsen af lyset i naturen styres af utallige lag – eksempelvis i skoven – som lyset filtreres igennem og spejles i. Campbell pendlerne, der netop består af flere lag, fanger denne essens og gengiver den blidhed, som kendetegner det naturlige lys.

juicy orange lemon yellow Collage i nye farver Louise Campbell lod sig inspirere af naturens egen lyskilde, da hun skabte Collage. Det var med tanke på solens stråler, der finder vej gennem træets løv og efterlader sig et flimrende spor af lys og skygge, at ideen opstod.

Collage blev særdeles positivt modtaget i markedet i 2005, hvor pendlen blev lanceret i hvid (Snow White), pink (Hotlips), blå (Heavenly Blue), grøn (Spring Green) og røgfarvet (Smoke Screen).

Nu lanceres Collage i yderligere to farver, nemlig i gul og orange – Lemon Yellow og Juicy Orange. De nye farver gør Collage endnu mere anvendelig i en lang række interiører, hvor man ønsker at anvende farver til at skabe spænding og friskhed.

20

M u n ke g å rd M e g a

Munkegård serien udvides Med lanceringen af to nye indbygningsarmaturer, Munkegård Micro og Munkegård Mega, fuldstændiggør Louis Poulsen Lighting en lampeserie, som har været en af de mest stabile salgssucceser i virksomhedens historie.

icr o

Munkegård har hidtil kunnet leveres i tre størrelser: Ø 265 mm, Ø 460 mm og Ø 525 mm. Med lanceringen af Munkegård Micro og Munkegård Mega på henholdsvis Ø 115 mm og Ø 760 mm tilføjes

ikke blot to nye størrelser, men også en langt større fleksibilitet, når armaturet anvendes til totale belysningsløsninger. Med Munkegård kan loftsbelysningen fra nu af skræddersyes til ethvert rum.

Munkegård armaturerne er neutrale i deres udtryk og markerer sig blot som lysende huller i loftet.

Mu nkegå rd Derved tager de ikke opmærksomM heden fra rummet, men løfter tværtimod de interiører, hvor de anvendes.

micro · micro · micro · micro · micro · micro · micro

AH system - nu med nyt armatur Downlightbegrebet blev tilført nogle helt nye dimensioner, da Louis Poulsen Lighting i samarbejde med designer Alfred Homann lancerede AH System i 2001.

AH System indførte begrebet Light Distribution Parts (LDP), som er lysfordelingskomponenter i glas eller metal med en række forskellige egenskaber til styring af lyset.

Med AH System Micro tilføjes serien et nyt armatur udviklet med et LDP-element med en spændende virkning. Fra armaturets centrum udsendes direkte, nedadrettet lys, hvorimod en hvid opal, cirkulær glasring sikrer armaturets diffuse lysudsendelse. AH System Micro er designet, så blænding ikke forekommer, og armaturet sørger for en behagelig og blød udlysning af rummet.

21

AF SHINYA TAKAGI

Ly s ,

l e t h e d

o g

t r a n s p a r e n s

Tsuruoka Ar t Forum Et nyt museum på nordvestkysten af Honshu forener en stringent idé med fleksible udstillingsrum. Det arkitektonisk afklarede hus har historiske og kunstneriske rødder i regionens samuraikultur og formår samtidig at inddrage det moderne lokalsamfund.

Et længe ventet museum er åbnet i slotsbyen Tsuruoka i Tohoku-regionen tæt ved det Japanske Hav. Museet er Tsuruokas første bymuseum, og det ligger, hvor der engang lå en voldgrav rundt om det tidligere Tsuruokaslot – nu en del af Tsuruokas slotspark. Stedet fremkalder minder om tiden for flere hundrede år siden, da Tsuruoka var en blomstrende slotsby.

Når man træder ind ad museets hovedindgang, mødes man af en otte meter høj korridor, et galleri fyldt med spredt, hvidt lys. Korridoren fører den besøgende hele vejen rundt om udstillingsrummet i husets midte, og rundturen byder undervejs på fine, rumlige oplevelser. Lysindfaldet styres af husets facade, idet den øvre del af glasfacaden er lamineret med en gennemskinnelig film, som skaber et blødt lys tæt ved korridorens loft. Glasfacadens nederste del er derimod transparent, og man har derfor et klart udsyn til de grønne plæner og træer langs stierne uden for museet.

Det centrale udstillingsgalleri på 24 x 24 m er placeret i en akse lidt forskudt for øst-vestkorridoren. Hovedgalleriet kan deles op med skillevægge, der hænger på skinner i loftet. Væggene skydes vandret i to retninger, så galleriet kan tilpasses de enkelte udstillinger. Det søjleløse galleri har flere døråbninger på tre sider, og rummet kan derfor kombineres med korridor og den såkaldte Forum Hall i museets østlige ende. Den store fleksibilitet giver mange anvendelsesmuligheder. Takayuki Nasu, museets direktør, gør opmærksom på, at man ikke behøver følge én bestemt rute rundt i bygningen.

Tværtimod modvirker husets udformning, at man kan føle sig indelukket og begrænset. Den frie atmosfære er også positiv for kunstnerne, når de i perioder inviteres til at bo i byen for at arbejde med installationer og workshops.

Foto: Tetsuo Ishii, SS Tokyo

Tsuruoka blev opført af samurai-krigere. I Edo-perioden (16031867) etablerede samuraierne

SITE PLAN S=1:5000

22

Åbenheden over for lokalsamfundet er museets bærende idé, og Tsuruoka Art Forum er derfor udformet med store glasfacader, som gør det nemt at følge med i, hvad der foregår inde i huset.

de såkaldte hanko-skoler, der blev bygget i feudalsamfundene til børn af krigerklassen. I hanko-skolen udførte man fantastiske kunstneriske og kulturelle aktiviteter. Traditionen blev ført videre og fortsatte ind i Meiji-perioden i 1868. Lokale kunstnere og grupper blev ved med at være engagerede i kreative aktiviteter, blandt andet ma-

leri og kalligrafi. Byen havde imidlertid intet moderne, offentligt kunstmuseum. I anden halvdel af 1990’erne kom en plan om at bygge et kulturhus endelig ud over tegnebrættet takket være støtte fra lokale kunstnergrupper. Resultatet er bymuseet Tsuruoka Art Forum, der stod færdigt i marts 2005.

Planlæggerne undgik omhyggeligt be-

nævnelsen kunstmuseum. Visionen var nemlig ikke blot at oprette en institution til indsamling, bevaring og udstilling af kunst. Man ønskede at skabe et pulserende udstillingssted, der skulle formidle lokale, kunstneriske aktiviteter. Bygningen er blevet et naturligt resultat af disse markante holdninger. Og arkitekt Akira Ozawa har skræddersyet

23

I husets indgangsparti er anvendt opalglas, som sikrer et diffust lys indenfor.

Obbjektet placeret ved indgangen til museet er skabt af den japanske kunstner, Kazuko Fujie,

Situationsplan SECTION-1 S=1:500

Snit

Snit

SECTION-2 S=1:500

1F PLAN S=1:800

en løsning, der afspejler lokalsamfundets vision.

Arkitekten søgte at skabe et sted, hvor mennesker og kunst kunne mødes. Et rum, hvor man kunne udtrykke sig gennem kunst. Idéen med at udforme et centralt galleri omgivet af korridorer kom hurtigt på plads. Ozawa havde bemærket, at moderne museer ofte følger en struktur, der gør det let at se udstillingerne. Sådanne museer har typisk en central gård med udstillingsrum hele vejen udenom som en række perler. På den måde kan besøgende se udstillingerne på en rundtur uden at skulle gå samme vej tilbage.

Der skal selvfølgelig være vægge til at hænge malerier på, og værkerne i den type museer placeres som regel på ydervæggene. Følgelig kan udstillin-

24

gerne ikke ses udefra. I Tsuruoka har arkitekten vendt strukturen om ved at anbringe et kasseformet galleri – ikke en gård – midt i bygningen omgivet af en korridor. Med ydervægge af glas og mange åbninger i interne vægge er det let for besøgende at se ind og få en idé om, hvad der er udstillet inde i huset. Åbenheden over for det omgivende samfund er netop museets bærende idé.

Korridoren spiller en vigtig rolle som forbindelsen mellem det centrale galleri og den udendørs park. Korridoren er udformet som en gade med jævnt fordelte gadelygter. Bygning og park er kun adskilt af gennemsigtige glasflader, så når man spadserer i korridoren, føles det som at gå i slotsparken, der er en oase for borgerne i Tsuruoka. Fra

korridoren kan man se en række af byens vartegn og historiske bygninger, blandt andet ruinerne af det gamle slot, Chidokan-museet, der er den tidligere hanko-skole, Taihokan-museet og resterne af et yagura-tårn. Når man har nydt synet af de moderne kunstværker, der er udstillet i Art Forum, kan man bagefter blot træde ud i korridoren og ind i byens historie, kultur og miljø − et helt specielt sted, hvor kunst, borgernes dagligliv og Tsuruokas historie udgør en enhed.

Gadelygterne i korridoren er fra Louis Poulsen Lightings Toldbod-serie. De enkle armaturer fastholder korridorens luftige rytme om dagen og kaster lys på korridorgulvet om aftenen. Med facadens og korridorens opale glasvægge omdannes hele bygningen til en gigantisk andon (en traditionel japansk

Fra Forum Hall er der udsigt til en kunstig sø – en hyldest til voldgraven, som engang fandtes på stedet. Toldbod lygten er opstillet langs søens perimeter.

25

Om aftenen bliver huset yderligere transparent, og Tsuruoka Art Forum lyser op som en gigantisk andon.

Foto: Shinji Aratani

Fra korridoren rundt i huset er der udsyn til det spejlende vand.

Overdimensionerede trapper i den store Forum Hall fungerer som siddepladser, nĂĽr salen anvendes til optrĂŚden.

26

Med sit stilfærdige og upåtrængende design og afskærmede, nedadrettede lys, er Toldbod lygten et ideelt match til den præcise arkitektur.

Det centrale, hovedgalleri er i to planer. Første sal er uden dagslys og velegnet til lysfølssomme udstillinger.

Foto: Hiroshi Shinozawa

lampe med papirskærm) om aftenen.

Bygningen udstråler et varmt, hvidt lys og fungerer som byens ledestjerne.

Hvorfor synes vi, at der er rart at gå i denne otte meter høje korridor? Hemmeligheden ligger i det gigantiske rums modulære konstruktion. Når arkitekter overvejer, hvordan de skal konstruere ydervægge for at sikre visuel kontinuitet mellem en bygnings indre og ydre, eller hvordan man fremhæver store rum i en bygning, ender det ofte med, at man benytter de størst mulige glaspartier uden samlinger for at eliminere fornemmelsen af en massiv mur. Med den høje, spaciøse korridor i Tsuruoka Art Forum opnås der imidlertid et slægtskab mellem mennesker og arkitektur. Man opnår fordelene ved et stort volumen, samtidigt med at de menneskelige proportioner er bibeholdt.

I Tsuruoka er der anvendt en grunden-

hed – vinduesrammer på 1350 mm x 2700 mm. Sprosserne er 70 mm smalle.

Søjlerne i korridoren er dimensioneret så små som muligt for at fremme den visuelle kontinuitet med parken udenfor. Søjlerne er faktisk for spinkle til at tjene som støttepiller, når man tager styrken af potentielle jordskælv i Japan i betragtning. Hemmeligheden i bygningens styrke ligger i det indre galleri.

Ydervæggene udgør en solid kasse bestående af adskillige 550 x 600 mm søjler konstrueret til at modstå jordrystelser. Galleriet spænder 25 meter uden søjler ved hjælp af én meter tykke loftsbjælker.

emissionsglas til alle ydre glasvægge til modvirkning af varmepåvirkning. De japanske oribe-fliser på gallerivæggene er lavet af en særlig ren porcelænstype.

Fliserne skinner meget smukt, ikke på grund af glasurfarverne, men på grund af porcelænets egne farver. De hvide fliser er hvidere end sne, og de blå fliser får én til at tænke på en varm forårshimmel. De er fremstillet med det håb, at de vil gøre mennesker glade selv i de mørke, snefyldte vintermåneder.

Shinya Takagi er journalist.

Oversættelse: Eriksen translation

Ikke kun smukke proportioner beriger rummene: Materialerne til bygningen er også valgt med omhu. Eksempelvis er der anvendt glaspaneler med stor transparens, lamineret med opal film for at reducere glassets grønlige skær. Desuden er der benyttet lav-

TSURUOKA ART FORUM BYGHERRE: TSURUOKA CITY ARKITEKT: AKIRA OZAWA, OZAWA ATELIER INGENIØR: NORIAKI HANAWA, HANAWA STRUCTURAL DESIGN EL-INGENIØR: TSUGUO ENDO, HIROSHI WAKAMATSU, SOGO CONSULTANTS LANDSKABSARKITEKT: YOJI INOUE

27

Foto: Anders Sune Berg

28

B y r å d s s a l e n

t r a n s f o r m e r e t

HAMMEL Enkelt greb med stor virkning AF IDA PRÆSTEGAARD

En svævende, smuk skulptur blev en del af den vellykkede indretning, da indretningsarkitekt Susanne Christophersen og tekstil- og billedkunstner Nina Hart fik opgaven at omforme byrådssalen i Hammel Rådhus til et velfungerende og nutidigt rum.

Rødbrune tegl og fyrretræ dominerer Hammel Rådhus – et karakteristisk hus fra 70’erne – en times kørsel syd for Århus. Byrådssalen var ligeledes mørk og fungerede ikke optimalt i forhold til salens mange funktioner. Foruden byrådsmøder danner salen ramme om bryllupper, receptioner, valghandlinger og diverse seminarer og møder.

Statens Kunstfond blev konsulteret, og fonden besluttede hurtigt at bevilge midler til en integreret løsning, som inddrog alle rummets aspekter. Susanne Christophersen og Nina Hart blev bedt om at løfte opgaven, og et samarbejde blev indledt mellem de to.

Opgaven var ikke nem. Som udgangspunkt var radikale idéer uønskede, da salen ikke måtte blive et fremmedelement i huset. Æstetisk bestod kunsten altså i at finde og fremhæve de eksisterende kvaliteter samt tilføre elementer, som kunne opdatere rummet. Og frem for alt

Lysskulpturen er udformet af to elliptiske og en cirkulær ring udført i mørkeloxeret aluminium med påmonterede halogenspots.

29

Et 30 m² stort lærred på væggen bryder den mørke murflade og fungerer som lysreflektor.

Over tilhørerpladserne er der monteret hvide, lysreflekterende akustikplader. Downlights, leveret af Louis Poulsen Lighting, sørger for almenbelysningen i denne del af salen.

var der fokus på fremtidig brugsmæssig fleksibilitet. Opgaven er lykkedes forbilledligt. Enkle midler med stor virkning har forvandlet den før så tunge og mørke sal til et yderst behageligt og smukt rum.

Det kantede rum kaldte på runde former som et samlende element. Susanne Christophersen og Nina Hart skabte en lysskulptur, som blev udviklet i samarbejde med Louis Poulsen Lighting. To elliptiske og en cirkulær ring er placeret over hinanden med en indbyrdes af-

30

stand på 20 cm. Den mindste ellipse er diagonalt placeret i rummet. De to ellipser og cirklen – alle udført i mørkeloxeret aluminium i en u-profil på 80 x 60 mm – fik påmonteret halogenspots med varierende spredningsgrad. Ringene kan tændes hver for sig, to og to sammen og alle tre på én gang.

Hver ring er desuden forsynet med lysdæmpning. Skulpturen kan dermed dække ethvert belysningsmæssigt behov og relateres til alle tænkelige bordopstillinger. Skulpturen fungerer på én gang som kunstnerisk udsmykning og

som en yderst funktionel lysgiver. Et andet markant og nyt element i rummet er det 30 m² store kanvaslærred, der friholdt fra væggen i en afstand af 6-8 cm, fungerer både som lysreflektor og som traditionelt lærred til præsentationer og undervisning. Den store, lyse flade bryder murstensvæggenes monotoni og understreger den betydelige loftshøjde.

Susanne Christophersen og Nina Hart ville gerne nedtone oplevelsen af den voldsomme loftkonstruktion, og hvide

På tilhørerpladserne er de nye, sofalignende siddepladser betrukket med stof i tre farver, der fanger nuancerne i murstensvæggene.

Før

akustikplader blev opsat under loftbjælkerne. Salen fremtræder dermed roligere og lysere, og der er skabt en ensartet baggrund for lysets refleksioner på loftet.

De tidligere, tunge møbler er erstattet af højdeindstillelige enkeltmandsborde udført i hvidpigmenteret birk og lette, læderbetrukne stole med rygskal – også af hvidpigmenteret birk – på stålben. Da lysskulpturen varetager belysningen, og der anvendes et trådløst lydsystem, imødekommer møblerin-

gen samtlige funktionelle krav, man kan forestille sig stillet til en byrådssal.

Som et akkompagnement til de overordnede greb er farveholdningen i tekstiler subtil og raffineret. Gulvet er beklædt med et fladvævet tæppe, udført i sort/naturfarvet uld, gede- og hestehår. På tilhørerpladserne er der etableret nye, sofalignende siddepladser fremstillet i formstøbt skum, betrukket med stof i tre farver, der elegant fanger og spiller op til de rød- og blålige nuancer i murstensvæggene.

Hammel Rådhus har fået en byrådssal,

Salen var tidligere domineret af en synlig loftkonstruktion i fyrretræ, tunge møbler og en grøn farveholdning.

der er velfungerende, smuk og nutidig, men som på samme tid vedkender sig sit tilhørsforhold til det øvrige rådhus.

BYRÅDSALEN I HAMMEL RÅDHUS INDRETNING: SUSANNE CHRISTOPHERSEN, INDRETNINGSARKITEKT MDD, BLÅTÅRN K/S OG NINA HART, TEKSTIL- OG BILLEDKUNSTNER LYSSKULPTUR: NINA HART OG SUSANNE CHRISTOPHERSEN, PRODUCERET AF LOUIS POULSEN LIGHTING MØBLER: INNO, PAUSTIAN OG THORSEN MØBLER. TÆPPE: RUCKSTUHL, SCHWEIZ ALMENBELYSNING: LOUIS POULSEN LIGHTING

31

Foto: John Edward Linden

Ligesom bydelen Santa Monica er biblioteket ikke-monumentalt, og det glider smukt ind i gadens lave silhuet.

Brugeren i centrum Moore Ruble Yudell har tegnet et nyt bibliotek i Santa Monica, som med sin afslappede indretning og mange tilbud i høj grad appellerer til at blive brugt af bydelens borgere.

AF CLAY PENDERGRAST

som i 2006 modtog den fornemme arkitekturpris AIA Architecture Firm Award. Bibliotekets bygningskompleks, som ligger blot seks gader fra Stillehavet, ligner den skarptskårne papmodelæstetik, som MRY’s medgrundlægger, afdøde Charles Moore, udødeliggjorde i sit klassiske boligkompleks ved Sea Ranch i Californien. Ud over de traditionelle bogreoler og læse- og udlånsfunktioner indeholder den nye bygning en café, en boghandel, Martin Luther King Auditorium og Santa Monica

Historical Society Museum. Museet er udstyret med det allernyeste inden for computerteknologi og byder på 150 computerstationer, deriblandt 50 internetcomputere, diverse online katalogog databaser samt mulighed for computerundervisning. Til bibliotekets et års jubilæum april 2007 havde en million brugere besøgt biblioteket. Borgerne i Santa Monica har taget huset til sig!

Ligesom bydelen Santa Monica er biblioteket ikke-monumentalt og giver et af-

Offentlige biblioteker er fulgt i kølvandet på kunstmuseer og koncertsale, som den nyeste bygningstype arkitekter gerne vil tegne. I Phoenix, Seattle og Las Vegas – og senest i Santa Monica, Californien – er nye biblioteker blevet til arkitektoniske vartegn, der samtidig afspejler de nye måder, man benytter offentlige biblioteker på – til forskning såvel som fornøjelser.

Det 9662 m² store Santa Monica Main Public Library er tegnet af Moore Ruble Yudell (MRY) Architects & Planners,

32

L I B R A R Y

Foto: John Edward Linden Foto: Kenneth Naversen Photography

Foto: John Edward Linden

Bygningen er organiseret omkring et atrium med en frodig have, der ansporer de besøgende til at læse, studere og snuppe en bid mad udendørs. Terminal lygten sørger for belysningen.

slappet og indbydende indtryk. John Ruble, FAIA (Fellow of the American Institute of Architects), som er ansvarlig partner for MRY, forklarer intentionen bag deres design: »Det nye bibliotek er tænkt som en hyldest til alle Santa Monicas fineste kvaliteter – klimaet, områdets ideelle størrelsesforhold og bystyrets progressive interesse for bæredygtigt byggeri og planlægning. Det er mere end blot en bygning – det er et sted med borger- og kulturværdier, skabt af

og for de mennesker, der bruger det.« Den toetagers bygning glider smukt ind i Santa Monicas lave silhuet. Bygningen er beklædt med en kombination af glatte betonpaneler og paneler af shingle, der minder om områdets charmerende boliger fra begyndelsen af det 20. århundrede. Spinkle, lodrette, riflede paneler ligner stammerne på områdets allestedsnærværende palmetræer. En ni meter høj indgangssøjle fungerer tillige som en spole, hvorom der vikles store bannere, der annonce-

rer bibliotekets udstillinger og events.

Husets takkede grundplan understreges af klare farver som gyldenris, kornblomstblå, kaki og tomatrød. Vinduesgrupperingerne i bibliotekets front er modulerede som et billede af Mondrian med vinduesposter og markiser af aluminium. Alle disse elementer liver op i bybilledet og medvirker til at give bygningen det legende præg.

Biblioteket udnytter til fulde Santa Monicas fantastiske klima og sol. Bygningen er organiseret omkring et atrium

33

L I B R A R Y Den dobbelthøje læsesal får masser af dagslys fra den store glasfacade. Når mørket falder på, sørger Gigant pendel for belysningen.

En multifunktionel sal, Martin Luther King Auditorium, er blandt de mange tilbud, som borgerne kan nyde godt af i det nye bibliotek.

Salen er oplyst af PH 6½-6 pendel.

34

En flot indvendig betontrappe, oplyst af PH Kuglelamel, gennemskærer atriet.

med en frodig have og en bueformet sø, tegnet af landskabsarkitekt Pamela Burton. Atriet ansporer de besøgende til at læse, studere, tænke og snuppe en bid mad udendørs, og det er et fint mødested for offentlige aftenbegivenheder og sammenkomster.

I indretningen er anvendt en enkel farvepalet med hvide vægge og lofter og søjler af rå beton – afbalanceret med lette ahornmøbler. Livlige farver begrænses hovedsageligt til gulvet – bortset fra nogle farvede vægge, der gør det lettere at finde vej. På første etage styres gæsterne via indvendige gader til de største aktivitetscentre, såsom børnebiblioteket, teenageloungen og den store læsesal. Den toetagers læsesal, der primært bruges til afslappede studier og fornøjelseslæsning, har behageligt sollys og udsigt over byen gennem »Mondrian-væggen« af glas.

Læsesalen oplyses om aftenen af pendlerne PH Kugle.

En flot betontrappe i atriet, der forbinder bibliotekets to etager, oplyses ligeledes af PH Kuglelamel. Anden etage er forbeholdt mere målrettet læsning og omfatter faglitteratur og samlinger på verdenssprogene såvel som læsesale, computerområder og offentlige mødelokaler. Der er forskellige arbejdsområder langs balkonen med udsigt over læsesalen og andre stille hjørner af bygningen.

Bibliotekets design er ligeledes et eksempel på den høje prioritering af

sundhed, bæredygtighed og bevaring af ressourcerne. Biblioteket har fået tildelt en LEED Gold klassificering for dets energibesparende og miljøvenlige design, der omfatter klimaanlæg under gulvene, energibesparende tag og underjordisk parkering. Solpaneler på taget genererer miljøvenlig energi. Et eksempel på vandkonservering er bibliotekets cirka 75.000 liter store underjordiske cisterne, som opsamler nedløbsregnvand, der bruges til at vande atriet og haverne omkring bygningen.

Sidst, men ikke mindst, indeholder mere end 50 procent af bibliotekets byggematerialer en stor del genbrugsmateriale.

Biblioteksbelysningen Bibliotekers altoverskyggende læsefunktion har historisk set betydet, at design og valg af belysning fik stor betydning. Det nye hovedbibliotek i Santa Monica stillede imidlertid komplicerede krav til belysningen. Disse udfordringer omfatter den udbredte brug af computere, vejvisning, inddragelse af udendørs plads til aftenaktiviteter samt selve æstetikken i et offentligt vartegns udendørs og indendørs belysning.

Bibliotekets belysningsdesign er lykkedes, fordi det rummer armaturer, der passer til vidt forskellige læse- og funktionsområder, alt mens det overordnede indtryk forbliver samlet og indbyrdes harmonisk. Bogreolerne oplyses for eksempel af lineære pendler, der ho-

vedsageligt giver direkte lys. Bordene i den store læsesal har lamper i en mere hjemlig størrelse og skærme af opalglas. Områder til computere og undervisning har direkte og indirekte lineær pendelbelysning samt nedadrettet belysning.

Louis Poulsen Lightings armaturer fremhæver bibliotekets udtryk – klassisk funktionsbaseret modernitet. Armaturerne anvendes først og fremmest til generel belysning og til at afgrænse vigtige gangstier og områder, udlånsskranken, trappen, atriet, auditoriet og den store læsesal. Ifølge MRY’s designer, Haekwan Park, var der ingen tvivl om valg af belysningsproducent: »Louis Poulsen Lightings armaturer blev valgt på grund af deres lyskvalitet og æstetik. Men det var også en fordel at armaturerne findes i så mange varianter og størrelser, at man helt kunne undgå fordyrende custom-made produkter«.

Clay Pendergrast er arkitekt

SANTA MONICA MAIN PUBLIC LIBRARY BYGHERRE: SANTA MONICA MAIN PUBLIC LIBRARY ARKITEKT: MOORE RUBLE YUDELL ARCHITECTS & PLANNERS BELYSNINGSDESIGNER: PATRICK B. QUIGLEY & ASSOCIATES LANDSKABSARKITEKT: PAMELA BURTON & COMPANY INGENIØR: SYSKA & HENNESSY, INC. INDRETNINGSARKITEKT: CNI DESIGN

35

T AS

R RG DE

EN

AF

YP CLA

Foto: Jim Simmons

Skandinavisk designudstilling i LA Santa Monicas nye bibliotek var i begyndelsen af året ramme om en udstilling, der hylder moderne skandinaviske lamper og møbler.

Det nye Santa Monica Main Public Librarys enkle og afslappede arkitektur viste sig at være en ideel ramme om bibliotekets første udstilling, Nordic la+titudes, som blev vist i februar og marts i år. Haekwan Park fra Moore Ruble Yudell fik idéen og var kurator for udstillingen, der var organiseret af Moore Ruble Yudell i partnerskab med Santa Monica Public Library og Louis Poulsen Lighting.

Udstillingen er en hyldest til moderne skandinaviske

36

møblers og lampers internationale indflydelse. En række møbel- og belysningsvirksomheder, der producerer de danske klassikere, hjalp MRY med at skaffe finansiering og udlåne møbler og armaturer til udstillingen. Mange danske virksomheder med kontorer i Los Angeles bidrog økonomisk.

Som led i udstillingen la+titudes var biblioteket vært for en række forelæsninger, blandt andet af professor Erik Steffensen og arkitekt Michael Sheridan, henholdsvis fra København og New York.

Udstillingens åbningsreception samlede 700 gæster. Øverst ses Anne Frederiksen, Louis Poulsen Lighting og Stig Stenhøj, Honorary Consul I Los Angeles. Nederst ses kurator for udstillingen, Haekwan Park, og John Ruble, indehaver af Moore Ruble Yudell Architects & Planners.

Nordic la+titudes viste klassiske mesterværker af giganter som Aalto, Saarinen, Jacobsen, Kjærholm, Panton, Wegner, Christiansen og Henningsen samt mere nutidige værker af Louise Campbell og Morten Voss. Udstillingen, der var udført som en rød- og hvidmalet træ- og gipspladekonstruktion, viste et stort udvalg af armaturer og møbler på et lille område uden at virke overfyldt. Udstillingen gav tilmed plads til to plasmaskærme, der afspillede et gammelt interview med den afdøde Poul Kjærholm og en film, hvori Louise Campbell beskriver, hvordan naturen inspirerer til hendes belysningsdesign.

Udstillingen blev meget positivt modtaget og understreger Santa Monica-bibliotekets evne til at inspirere til kreativitet og til at inddrage lokalsamfundet.

Oversættelse: Eriksen Translation Inc

37

Foto: Jens Lindhe

Thorvaldsens Museum i København

Lyset giver skulpturerne liv Thorvaldsens Museum – en af Københavns mest seværdige bygninger – huser Bertel Thorvaldsens unikke samling af marmorskulpturer og gipsafstøbninger fra begyndelsen af 1800-tallet. Arkitekt Michael Gotlieb Bindesbøll brugte dagslyset som et afgørende kunstnerisk virkemiddel, da han tegnede museet i 1840’erne.

I hjertet af København ligger et iøjnefaldende hus. Det skiller sig ud i bybilledet – ikke ved sin størrelse eller placering, men i kraft af sine farvestrålende facader med fine reliefvirkninger og vægmalerier, der får huset til at fremstå som et kostbart smykkeskrin.

Vægmalerierne viser blandt andet en række statuer og reklamerer dermed for bygningens indhold: Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens (1770-1844) store samling af egne marmorskulpturer og gipsafstøbninger, der oprindeligt blev skabt i hans atelierer i

38

Rom, og som på grund af deres idealiserende genfortolkning af antikken vandt international berømmelse i begyndelsen af 1800-tallet. Siden skænkede han hele herligheden – sammen med sin private samling af malerier og antikt kunsthåndværk – til sin fødeby København, der til gengæld lod indrette et museum til formålet.1 Netop i forhold til billedhuggerkunst er dagslys et helt centralt element. Det fremhæver formerne og får marmoret eller gipsen til at virke levende – afhængig af vejrlig og tidspunktet på da-

AF PETER THULE KRISTENSEN

gen og året. Nogle gange kan en statue stråle med en særlig glød, mens den andre gange henslæber en skyggetilværelse eller næsten forsvinder i tusmørket.

Artiklen vil vise, hvordan museets danske arkitekt M. G. Bindesbøll (1800-1856) har været sig dagslysets store betydning bevidst, da han i 1840’erne tegnede på museet. Han har brugt det som et afgørende kunstnerisk virkemiddel, der udgør et foranderligt indslag i forhold til såvel skulpturerne som arkitekturen. Dagslyset optræder hermed som

Bindesbøll var ikke alene om interessen for farver, da han besluttede, at museets facader skulle males i okker. I midten af 1800-tallet havde man genopdaget antikkens udstrakte brug af farver inden for arkitektur og skulptur, blandt andet som følge af udgravningerne af den romerske ruinby Pompeji. Ogsü den udvendige malerifrise kan som motiv føres tilbage til antikken.

39

t

40

et arkitektonisk byggestof på linje med for eksempel sten og træ. Et levende byggestof, der binder betragterens korte tid, skulpturernes og bygningens lange tid og den store, kosmiske tidshorisont udenfor sammen i et magisk øjeblik: Lyspletten lander på statuens skulder og på bagvæggen, står tilsyneladende stille; man standser op og føler et øjeblik at være vidne til noget betydningsfuldt.

Inden for 1800-tals-romantikken, som Bindesbøll var påvirket af, ville man have sagt, at der var en særlig stemning i rummet. Udtrykket stemning bliver i den germanske verden brugt, når for eksempel et landskab, en bygning eller en skulptur fremstår besjælet, så betragteren på en underlig måde føler sig genkendt. Man bliver hensat i en stemning og træder et øjeblik uden for hverdagens velkendte tid og rum. Når man forlader den støjende hovedstad og træder ind i Thorvaldsens Museum, bliver man på lignende vis gradvist og umærkeligt suget ind i en anden verden. Dette gentager sig ved flere besøg, hvor nye facetter og nye hjørner bliver ved med at overraske. Stemning bliver i romantikken tillige forbundet med naturfænomener som for eksempel et kroget træ eller et klippemassiv.

I Thorvaldsens Museum er dagslyset et sådant naturfænomen, som Bindesbøll virtuost »fletter« sammen med museets arkitektur, de farvede overflader og med de udstillede skulpturer. Det omskiftelige dagslys, skulpturerne og de rum, som de indgår i, er således nøje afstemt efter hinanden.2

Arkitektur For at kunne forstå dagslysets særlige rolle i museets arkitektur er det hensigtsmæssigt først at betragte arkitekturen i en bredere sammenhæng. Her er forhold som inspirationskilder, farve og rumforløb vigtige.

Umiddelbart er det svært at se, at museet i virkeligheden blot er en ombygning af en tidligere vogngård, som den danske konge, Frederik VI, i 1839 stillede til rådighed for museet. Danmark var fattigt efter Napoleonskrigene og en statsbankerot i 1813, så det gjaldt om at genbruge så meget som muligt.

Også tidens grand old man inden for bygningskunsten, hofbygmester C. F. Hansens (1756-1845) største bygningsværker var ombygninger, for eksempel domkirken i København eller kongens residensslot, Christiansborg, der ligger umiddelbart ved siden af museet.

I forhold til dette indvarsler Bindesbølls museumsbygning nye tider. Hansens arkitektur er med sine enkle, gråpudsede flader og spartanske udsmykning beslægtet med den franske »revolutionsarkitektur« og repræsenterer i en dansk sammenhæng den oplyste enevælde i sin slutfase. Bindesbølls museum henviser også til en klassicistisk formverden, men er i højere grad end hos Hansen delt op i en masse små led, der som et fint fletværk omspænder hele facaden. Der er her tale om en senklassicisme, der kan minde om den preussiske arkitekt Karl Friedrich Schinkels (1781-1841) arkitektur. Thorvaldsens Museum har således mange træk til fælles med Schinkels Altes Museum i Berlin fra 1824-30, for eksempel en fin reliefvirkning, store hjørnepilastre og farvestrålende udendørs vægmalerier, der fortæller om bygningens indhold.

Bindesbøll var således ikke alene om interessen for farver. Man havde på dette tidspunkt genopdaget antikkens udstrakte brug af farver inden for arkitektur og skulptur, blandt andet som følge af udgravningerne af den romerske ruinby Pompeji. Også den udvendige malerifrise på Thorvaldsens museum, der er udført af maleren J. V. Sonne (1801-90), kan som motiv føres tilbage til antikken, for eksempel til friserne omkring cellaen på de græske templer.

Sonnes frise adskiller sig dog væsentligt fra disse og fra de fleste af samtidens friser ved, at den ikke viste mennesker i antikke gevandter, men københavnske borgere og arbejdere i moderne klædedragt. Dette vakte opsigt i datidens Købehavn og blev tolket som et sindbillede på det nye demokrati, der blev indført med grundloven i 1849.

Et andet træk, som Thorvaldsens Museum har til fælles med Altes Museum, er grundplanens opbygning i næsten sideordnede rumforløb, der godt nok er disponeret omkring et centralt rum,

men som ikke desto mindre opleves som en perlerække af selvstændige, små enheder eller sekvenser. I Thorvaldsens Museum har man derfor ikke følelsen af, at arkitekturen kulminerer i et enkelt rum, som alle de andre rum leder op til – sådan som det for eksempel ofte sker inden for barokarkitekturen.

Museets plan er hermed næsten moderne og harmonerer fint med den regelmæssige fagdeling, der fandtes i en brugsbygning som den oprindelige vogngård. Bindesbøll har således kunnet genbruge de fleste af murene og nøjes med at tilføje en stor, langstrakt forhal mod sydvest og en mindre sal i den modsatte ende af bygningen, den såkaldte Kristussal. En åben gård med Thorvaldsens grav i midten, korridorerne omkring denne og to lange rækker af små udstillingsrum, såkaldte ’køjer’ eller ’stanzer’, i hver side af bygningen genbruger de oprindelige ydermure og takten fra de gamle portåbninger og vinduer. Derudover ændrer Bindesbøll etagehøjderne og lysåbningernes størrelse – primært af hensyn til belysningen, der vil blive beskrevet nærmere i de følgende afsnit.

Lyset og omgivelserne Set udefra er Thorvaldsens Museum umiddelbart symmetrisk. Går man tættere på, vil man imidlertid opdage, at Bindesbøll har differentieret lysåbningerne, så ingen af facaderne er helt ens. På denne måde tager han højde for verdenshjørner og for de omgivende hushøjder, uden at man egentlig lægger mærke til det.

Hovedfacaden vender mod sydvest ud til en åben plads, hvor Bindesbøll placerer sin nye forhal. Den bliver udadtil markeret af fem store porte med let skrånende sider – et ægyptisk og siden klassisk, antikt motiv, der også kendes fra Schinkels arkitektur. Portenes indramning går helt til gesimsen, men er dybere inde opdelt i to led: Høje fløjdøre forneden og et stort glasparti over disse. Man aner et anseeligt rum inde på den anden side, et rum, som især får dagslys i aften- og eftermiddagssolen. Fløjdørene og glaspartierne er trukket en del tilbage i forhold til porte-

M. G. Bindesbøll brugte dagslyset i Thorvaldsens Museum som et afgørende, kunstnerisk virkemiddel, der udgør et foranderligt indslag i forhold til såvel skulpturerne som arkitekturen.

41

Dagslys er et helt centralt element i forhold til billedhuggerkunst. Det fremhæver formerne og får marmoret eller gipsen til at virke levende – afhængig af vejrlig og tidspunktet på dagen og året.

nes ydre indramning, således at der opstår en kraftig skyggevirkning sammenlignet med de andre facader. Hermed kommer de fem porte til at fremstå som markante tegn, og man er på trods af bygningens ellers lave højde ikke i tvivl om, at dette er indgangen til en vigtig, offentlig bygning.

De to sidefacader fremstår ved første øjekast ens. Her er reliefvirkningen finere, og facaden er delt op af et vandret gesimsbånd, der fortæller om to adskilte etager. I stueetagen er vinduesrammerne ligesom på indgangsfacaden delt op i to afsnit: Nederst et udsnit af Sonnes malerifrise og øverst et højtliggende vindue. Den fine reliefvirkning bevirker, at vægmaleriernes nuancer ikke bliver overdøvet af kraftige slagskygger.

Kigger man godt efter, er de nederste vinduer på nordvestfacaden ud mod Slotsholmskanalen større og lavere placeret end på den tilsvarende sydøstfacade ind mod Christiansborg Slot. Dette skyldes lysforholdene. Nordlyset er nemlig svagere og har derfor brug for en større åbning, mens sydsiden får kraftigere lys. Derudover skygger det høje Christiansborg Slot for en stor del af sydøstfacaden, hvilket har fået Bindesbøll til at hæve vinduerne på denne side. I virkeligheden ligger den daglige hovedindgang også på denne side ud til den lille slotsgård.

Bagsiden mod nordøst ligger ud til en lille smøge bagved C. F. Hansens slotskirke og er den mørkeste af alle facaderne.

Bindesbøll har opgivet at få særlig meget lys ind gennem denne facade, der derfor kun indeholder to vinduer af samme type som på kanalsiden.

42

Thorvaldsen ligger begravet midt i museets centrale gård, hvorfra en dobbelthøj portal fører ind i Kristussalen.

Portalens mørke midterparti med fløjdør og vindue gentager det sorte betonfelt.

Interiørbelysning Træder man inden for i museet, falder den præcise og raffinerede brug af dagslys som et centralt arkitektonisk virkemiddel for alvor i øjnene. Tre forhold synes i den forbindelse at spille sammen: Lyskildernes placering i forhold til skulpturerne, de enkelte lyskilders form og endeligt brugen af farver i forbindelse med lyset.

Under forarbejderne med at tegne museet havde Bindesbøll sammen med billedhuggeren H. E. Freund lavet lysforsøg med skulpturer i nabobygningen, Slotskirken. De var her kommet frem til, at en statues hoved skulle være stærkest belyst, og at dagslyset burde komme ind ovenfra. Et forbillede var i den forbindelse Thorvaldsens atelierer i Rom, som Bindesbøll kendte fra sine mangeårige ophold i byen. Belysningen var her kendetegnet ved, at dagslyset netop kom ind skråt oppefra og belyste skulpturernes overdel mest muligt. Hermed blev lysindfaldet koncentreret, så skyggetegningen på skulpturerne var præcis, men også fik et næsten sakralt præg. Man kaldte i

samtiden en sådan belysningsform for ’det spærrede lys’ og mente dermed, at lavere liggende lyskilder skulle spærres eller sløres af for eksempel skodder eller forhæng.3 Vinduerne er i en sådan sammenhæng ikke til at se ud af, men har som primær opgave at lede lys ind, så opmærksomheden kan samles omkring skulpturerne.

Med fokus på dagslyset er de næste afsnit disponeret som en rundgang, der starter i forhallen og slutter på 1. sal.

Forhallen I den store forhal kommer dagslyset især ind ad de fem, store vinduesåbninger, der samtidigt skærer sig ind i hallens tøndehvælv – en næsten barok effekt, der også kan genfindes i for eksempel forhallen i Peterskirken. De høje vinduer gør det muligt for lyset at trænge dybt ind i rummet, så også Thorvaldsens relieffrise på bagvæggen kan få lidt lys. Rummets øvrige skulpturer er gipsforarbejder til store offentlige monumentalskulpturer, blandt andet to rytterstatuer. Disse skulpturer

får mest lys omkring hovedet, sådan som Bindesbøll foretrak det.

Forhallens vinduesnicher er malet ultramarinblå – ligesom museets andre vægge oprindelig i en freskoteknik, men i dag med en anden type maling.4 Hermed genskabes noget af det middelhavslys, som Bindesbøll og Thorvaldsen kendte fra Rom, og selv på gråvejrsdage får man næsten følelsen af en skyfri himmel uden for. Samtidig giver den blå farve et køligt skær til det varme sydlys, så skulpturerne både modtager koldt og varmt lys – en blanding, der kan få de ellers lidt døde gipsflader til at live op. Den blå farve får det hvide loft til at virke som en slags himmelhvælv, mens de mørke og dodenkoprøde vægge til gengæld fremhæver de hvide statuer. Derudover er den blå farve – som en tone mellem hvid og dodenkop – med til visuelt at binde rummets loft og de mørke vægge sammen i en helhed. Denne form for sammenbinding understreges også af vinduesnichens form, der formidler overgangen fra den lodrette ydermur til det runde tøndehvælv.

43

I den store forhal kommer dagslyset især ind ad de fem store vinduesåbninger, der samtidigt skærer sig ind i hallens tøndehvælv, en næsten barok effekt. Rummets skulpturer er gipsforarbejder til store offentlige monumentalskulpturer, blandt andet to rytterstatuer. Disse skulpturer får mest lys omkring hovedet, sådan som Bindesbøll foretrak det.

I forhold til et nyklassicistisk ideal, hvor de enkelte bygningsdele helst skal holdes adskilt fra hinanden i geometrisk klare enkeltdele, er et sådant vindue en mærkelig hybrid. Det er i sit udtryk mere beslægtet med den tidligere barokarkitektur, der i højere grad end nyklassicismen fletter de enkelte bygningsdele sammen til en næsten organisk helhed. Bindesbølls tid i barokkens hovedstad, Rom, har ikke været forgæves.

Omkring gården Fra forhallen kan man komme ud i lyse korridorer, der på tre sider omkranser den indre gård med Thorvaldsens grav i midten. Ud til gården har korridorerne en række dobbeltdøre, hvis glas oprindeligt havde ætsede ruder med plantemotiver, der gjorde det umuligt at se direkte ud i gården – undtagen ved midterdøren ud for indgangen til forhallen.5 Til gengæld kommer der uhindret direkte lys fra vinduet over dørene. Det rammer især den øverste del af statuerne langs bagvæggen, sådan som princippet om ’det spærrede lys’ tilsagde det. Den mørke dodenkop på den nederste del af ydervæggen er med til at understrege forskellen mellem det spærrede lys forneden og det direkte lys foroven. I dag er de skrøbelige, ætsede ruder dog udskiftet med normale ruder, så en del af den oprindelige effekt er forsvundet. Det har fjernet lidt af magien, at man nu overalt kan se direkte ud i gården, der med sine vægmalerier af træer og blomster ellers dannede en skjult Paradisets Have midt i København.

Bagest i gården, der med Thorvaldsens

44

grav i midten giver museet karakter af mausoleum, fører en dobbelthøj portal ind til Kristussalen. Portalens mørke midterparti med fløjdør og vindue gentager det sorte betonfelt, som gravplinten står på, og virker næsten som det rejste kistelåg. Åbner man fløjdørene, kan man inde i rummet se Thorvaldsens kendte Kristusstatue, der tager imod med udstrakte arme. Dagslyset kommer her primært ind foroven og fremhæver salens riflede tøndehvælv med fine skyggevirkninger, der på særlige dage får rummets statuer til næsten at flimre. Huset får med denne sekvens, der omfatter graven og afsluttes i Kristussalen, en egen symbolsk betydning.

Køjerne Fra korridorerne er der i hver side adgang til de to rækker ’køjer’ eller ’stanzer’, der hver indeholder en hovedskulptur og et enkelt højtliggende vindue.

Bindesbøll var, som sagt, kommet frem til, at statuens hoved skulle være stærkest belyst. Skulpturerne blev derfor placeret sådan i rummet, at man fra statuens hoved kan forestille sig en virtuel linje, der snitter underkanten af vinduesåbningen og fortsætter til overkanten af en eventuel skyggende bygning udenfor. Derfor er vinduesåbningerne, som tidligere omtalt, højere placeret på Christiansborgsiden, og af samme grund står de uligt store statuer på sokler i forskellig højde og med forskellig afstand til bagvæggen. Indfældet i sidevæggen findes relieffer, hvis former bliver fint fremhævet af sidelyset. På denne måde rammer dagslyset hver enkelt skulptur optimalt. Der er til

gengæld stor forskel på køjerne i sydvestsiden og i nordøstsiden, der med nordlyset og de lidt større vinduesmål virker mest harmoniske.

Også farverne, der ligesom museets øvrige udsmykning er inspireret af romersk-pompejansk arkitektur, har stor betydning i dette spil. Mens det meste af stueetagen ellers er holdt i dodenkoprøde vægfarver, veksler køjerne mellem okker, dodenkop og på sydsiden tillige en kold grøn. Et sammenbindende element er den sorte farve, der findes i døråbningernes lysning, i soklen og endeligt i den skarpskårne vinduesniche med vinduer i tynde jernsprosser uden karme. Den sorte vinduesindramning giver i modsætning til en hvid indramning et dramatisk og næsten projektøragtigt lys, der i høj grad fokuserer på skulpturen og lader lofterne henligge i mørke. Lofterne, der alle er individuelt udsmykket, modtager således primært reflekslys fra gulvene, der har varierede mosaikmønstre.

Desværre oplyser nogle nyere kunstlysuplights lofterne mere, end de kan bære, og fjerner fokus fra skulpturerne.

Det har nemlig vist sig nødvendigt med en vis form for kunstlys i de mørke vintermåneder. Museet arbejder for tiden med at finde bedre løsninger, der vanskeliggøres af, at spots ikke må hænge i de dekorerede lofter, mens de fra andre positioner typisk blænder.

Førstesalen Ved siden af den daglige indgang ud til Christiansborg ligger trapperummet.

Herfra er der såvel nedgang til kælderen, som i dag er indrettet med temaudstillinger om Thorvaldsen, som

Forhallens vinduesnicher er malet ultramarinblå. Hermed genskabes noget af det middelhavslys, som Bindesbøll og Thorvaldsen kendte fra Rom, og selv på gråvejrsdage får man næsten følelsen af en skyfri himmel udenfor. Samtidigt giver den blå farve et køligt skær til det varme sydlys, så skulpturerne både modtager koldt og varmt lys – en blanding, der kan få de ellers lidt døde gipsflader til at live op.

45

opgang til førstesalen, der rummer Thorvaldsens egne samlinger af antikt kunsthåndværk og malerkunst primært fra hans samtid. I trapperummet har Bindesbøll blændet tre af vinduerne, således at Thorvaldsens Herkulesstatue på trappeafsatsen kan kigge ud ad et ensomt, højtsiddende vindue. Udenfor er blændingerne imidlertid skjult bag vinduer, så rytmen i facaden eller husets overordnede symmetri ikke bliver brudt.

Førstesalens grundplan er stort set identisk med stueetagens, bortset fra at den dobbelthøje forhals og Kristussals tøndehvælv indtager en del af etagen. Alligevel føles førstesalens rum meget anderledes – også i forhold til lyset. Dette skyldes dels en lavere rumog brystningshøjde, dels mindre tunge farver og lidt andre overflader, og endeligt at rummene ligger højere oppe og derfor modtager mere dagslys. Korridoren omkring gården virker eksempelvis med sine okkergule vægge og næsten hvide lofter langt lysere og lettere end pendanten i stueetagen. Ud

for hver enkelt vinduesniche står to statuer med ansigterne vendt mod hinanden, så de rammes af et sidelys. Ifølge folk med daglig gang på museet er det her, at man bedst kan følge skulpturernes omskiftelige liv i lys og skygge.6 Det passer nok fint, når Bindesbølls samtidige, maleren Jørgen Roed, kaldte denne korridor for Solskinsgangen.7 Også køjerne på førstesalen har sammenlignet med stueetagen lidt andre farver og indeholder tillige mange af Thorvaldsens egne møbler, der giver etagen et mere intimt og dagligstueagtigt præg. Til gengæld egner det omskiftelige dagslys sig i ringere grad til at oplyse malerier og små kunstgenstande end til at oplyse skulpturer, der bedre kan tåle tusmørket.

Lys og stemning Rundturen i museet har vist, hvordan Bindesbøll meget bevidst har udnyttet dagslyset i sin udformning af museet.

I eksteriøret bliver indgangsportene til forhallen markeret med kraftige slag-

skygger, mens facaderne med malerier har en mere sart reliefvirkning. Selvom museet udefra ved første øjekast forekommer symmetrisk, har vinduerne alligevel forskellig størrelse og højde, der er nøje afstemt efter verdenshjørner og højden på de omgivende bygninger.

I museets interiør har Bindesbøll gennemført princippet om det spærrede lys, der indebærer, at især skulpturernes hoved får direkte dagslys fra en højtliggende åbning, mens lavere åbninger kunne have ætsede glasruder, for eksempel i gårdens stueetage. I de små udstillingskøjer er hver enkelt statue omhyggeligt placeret i forhold til lysåbningen, der med sin sorte vinduesniche giver et dramatisk og projektøragtigt lys på skulpturens øverste del. Farver, skulptur og dagslys flettes på denne måde sammen i et komplekst, arkitektonisk spil.

Der er ikke kun tale om en funktionel eller neutral museumsbelysning, sådan som man kender det fra meget museumsbyggeri i dag. Dagslyset i Thorvaldsens Museum er tillige stemnings-

Korridoren omkring gården, kaldet solskinskorridoren, virker med sine okkergule vægge og næsten hvide lofter langt lysere og lettere end pendanten i stueetagen.

46

skabende i en grad, som man kun møder i meget få museer. Et enkelt lignende eksempel falder i øjnene, nemlig den engelske arkitekt John Soanes eget privatmuseum i London fra begyndelsen af 1800-tallet. Her er arkitekturen og kunstsamlingen ført sammen på en ligeså kongenial måde som i Thorvaldsens Museum.

Måske opstår stemning netop, hvis man fører ting sammen, der oprindeligt ikke hører sammen: For eksempel en profan vogngård midt i København og en samling skulpturer, der er blevet skabt i Rom, og som er inspireret af totusinde år ældre middelhavskunst. Dette sammentræf ansporer arkitekten til at dekorere rummene med pompejanske farver og mønstre og til at male forhallens vinduesnicher blå, så himmelen udenfor virker som ved Middelhavet. Det velkendte får pludselig en drejning, og man bliver hensat til en anden verden.

Romantikkens arkitekter var opmærksomme på dette. De forsøgte at få betragteren til at digte videre på arkitekturen, at leve sig ind i fortællinger uden for tid og sted og i bedste fald føle en slags evighedsdimension.8 For mange romantiske kunstnere var et konventionelt, religiøst billedsprog, der tidligere formidlede en sådan, imidlertid blevet hult i kølvandet på 1700-tallets oplysningsprojekt. De forsøgte derfor at finde nye udtryksformer, der på moderne grund kunne fremkalde en lignede form for spirituel oplevelse.9 Derfor var de også optaget af at ’twiste’ velkendte symboler og af at indføje elementer fra naturen, som kunne udtrykke den tilstræbte evighedsdimension.

I Thorvaldsens Museum finder man mange af disse små forskydninger. Det

helligste i bygningen, den indre gård med Thorvaldsens grav, er underspillet og var oprindelig næsten skjult bag de ætsede ruder, mens de store sale og køjerne med deres højtplacerede lyskilder virker som kirkerum, men er det alligevel ikke helt.

Det element, der på tværs af tid, forener de forskellige verdener i museet er netop dagslyset. Det er samtidig også det element, der har den største omskiftelighed og – som en del naturens formunivers – er lidt uden for arkitektens kontrol. Det tilfører museet et uforudsigeligt og foranderligt aspekt, men står samtidig i et langt tidsperspektiv for noget konstant.

Når museet ikke længere findes, er lyset alene tilbage på scenen. Det har Thorvaldsen og Bindesbøll sandsynligvis vidst.

Per Thule er adjunkt, ph.d, arkitekt maa.

NOTER 1 Længere analyser af Thorvaldsens Museum, der blev åbnet i 1848, findes i bl.a.: Bente Lange, Thorvaldsens Museum: Bygningen – farverne – lyset, København 2002, 175 sider (engelsk udgave: Bente Lange: Thorvaldsen’s Museum – Architecture – Colours – Light, København 2002).

Torben Melander & Astrid-Louise Walther (red.): Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1998, 1998, 224 sider (temanummer om museets arkitektur med adskillige artikler, herunder korte resumeer på engelsk).

Knud Millech: »Bindesbølls Museum: Bygningens æstetiske funktion og idé samt udviklingen i forarbejderne«, i: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1960, 1960, side 7-135 (engelsk summary).

Henrik Bramsen: Gottlieb Bindesbøll: Liv og arbejder, København 1959, 174 sider (inkl. essay på engelsk: »The Architectural Symbolism of Gottlieb Bindesbøll«).

Wilhelm Wanscher: ”Gottlieb Bindesbøll

1800-1856: Der Erbauer von Thorvaldsens Museum”, i: Artes – Monuments et mémoires, Tome 1, København 1932, side 53-185 (hovedtekst på tysk).

Wilhelm Wanscher, »Arkitekten G. Bindesbøll«, i: Blade af Dansk Kunst Historie IV-V, København 1903.

2 En væsentlig kilde til gennemgangen af lysforholdene er: Eva Henschen: »Lyset i Thorvaldsens Museum«, i: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1998, 1998, side 5567 (med kort engelsk resumé »The Light in Thorvaldsen’s Museum«).

3 Jf. Eva Henschen, side 58.

4 Bente Lange, side 102.

5 Jf. Gregory Bryan Kobett, »Thorvaldsens Museums ætsede ruder«, i: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1998, 1998, side 136-47 (med kort engelsk summary »The Etched Windows in Thorvaldsen’s Museum«).

6 Jf. Eva Henschen, side 66.

7 Jf. brev fra Jørgen Roed til M. G. Bindesbøll fra 20 november 1847, i: Henrik Bramsen: Gottlieb Bindesbøll. Liv og arbejder, København 1959, side 83.

8 Jf. Jens Bisky, Poesie der Baukunst: Architekturästhetik von Winckelmann bis Boisserée, Weimar 2000. Bisky hævder, at et karakteristisk træk ved romantikken er betoningen af en særlig ’bygningskunstens poesi’. Det poetiske i et bygningsværk tegnes i den forbindelse af de kvaliteter, som appellerer til betragterens indbildningskraft, eller som formår at udtrykke ikke-arkitektoniske sammenhænge. En gennemgang af romantiske ledemotiver i arkitekturen findes også i: Peter Thule Kristensen, Det sentimentalt moderne – Romantiske ledemotiver i det 20. århundredes bygningskunst, København 2005, 178 sider (engelsk og tysk resume).

9 Jf. Robert Rosenblum, Modern Painting and the Northern Romantic Tradition: Friedrich to Rohtko, New York 1975, eller: Peter Thule Kristensen, Det sentimentalt moderne. Romantiske ledemotiver i det 20. århundredes bygningskunst, København 2005, 196 sider.

Stemning bliver i romantikken forbundet med naturfænomener. I Thorvaldsens Museum er dagslyset et sådant naturfænomen, som Bindesbøll virtuost fletter sammen med museets arkitektur, de farvede overflader og med de udstillede skulpturer. Det omskiftelige dagslys, skulpturerne og de rum, som de indgår i, er således nøje afstemt efter hinanden, blandt andet i Kristussalen.

47

E K S K U R S :

K U N S T L Y S

I

T H O R V A L D S E N S

M U S E U M

Som det ses på biledet til venstre er skulpturen ideelt belyst udelukkende ved dagslys. Kunstlyset fra uplights i vinduesnicherne skærer på uheldig måde rummet over i to dele og fjerner dermed fokus fra skulpturen til loftet (billedet til højre).

Thorvaldsens Museum er oprindelig kun tænkt som et dagslysmuseum. Dette skyldes blandt andet museets tilblivelse før elektricitetens indførelse, og museet deler hermed skæbne med andre ældre samlinger, for eksempel Rosenborg Slot i København, der rummer det danske kongehus’ samlinger.1 I forhold til nutidens ønske om museer med lange åbningstider og vekslende udstillinger er fraværet af kunstlys imidlertid et problem – ikke så meget i de lyse sommermåneder som i de mørke vintermåneder, hvor det i Danmark allerede bliver mørkt ved tre-tiden om eftermiddagen. Værst går dette ud over samlingen af malerier og kunstgenstande, der i ringere grad end skulpturer kommer til deres ret i for eksempel skumringsbelysning. Her er hverken montrebelysning eller spots på billederne.

Thorvaldsens Museum har i en længere årrække forsøgt at løse problemerne med et supplement af kunstlyskilder, men har ifølge museumsinspektør William Gelius endnu ikke fundet en optimal kunstig belysningsform. Under en renovering i 1970’erne tegnede arkitekten Jørgen Bo, der havde

48

erfaring som arkitekt for Louisiana Museet i Humlebæk, en række uplights til blandt andet udstillingskøjerne. Uplightsene er i stueetagens køjer monteret på væggen under hvert vindue i den enkelte køje og passer med deres halvkugleform, der vækker mindelser om oldtidens store olielamper, egentlig fint ind i museets klassicistiske stil.

Desværre oplyser de især lofterne, der i dagslys primært får reflekslys fra gulvene og ikke oprindelig er dekoreret med henblik på at kunne ses så tydeligt. Hermed fjerner de fokus fra skulpturerne, der netop i dagslys får lov til at spille hovedrollen. Uplightsene flytter således stik imod arkitekten Bindesbølls oprindelige intentioner opmærksomheden fra skulpturer til lofter. En ideel belysning kunne i stedet bestå af spots, men disse kan af hensyn til loftsdekorationerne ikke placeres i hvælvingerne og vil med en lavere placering på væggen nemt komme til at blænde tilskueren. Det er derfor ikke helt nemt at finde en erstatning til Jørgen Bos uplights, som man p.t. har planer om at dæmpe og eventuelt supplere med en direkte belysning af relieffer og skulpturer.

I et forsøg på at løse de nævnte problemer har museet allieret sig med den danske lysdesigner Vagn Dyring, der også har været med til at indføre kunstig belysning på Rosenborg Slot. Som en mulig løsningsmodel bliver der i forhallen mellem de fem portåbninger – lige under tøndehælvet – opsat en strømførende skinne. Herfra kan en række spots oplyse skulpturerne på den modsatte bagvæg fra en position, der ikke blænder tilskueren.

Det er dog tvivlsomt, om en kunstig belysning kan tilføre skulpturerne det lag af foranderlighed eller repræsentere den evighedsdimension, som dagslyset er i stand til.

I bedste fald bør kunstlyset derfor være et supplement, der understøtter de fortællinger og hensigter, som allerede findes i den oprindelige dagslyssætning. Dette indebærer for eksempel, at kunstlyset kun tændes, når dagslyset ikke længere kan bruges, og at fokus fortsat rettes mod museets egentlige indhold – skulpturerne.

NOTE 1 Jf. Ida Præstegaard: »Artikel om Rosenborg Slot«, i Nyt 572/2002, side 12-17.

L O U I S

P O U L S E N

L I G H T I N G

A S I A

P A C I F I C

L T D .

Tema i sort og hvidt S p a c e

i

S i n g a p o r e

Den eksklusive detailforretning Space har åbnet nyt showroom i Singapore, indrettet blandt andet med produkter fra Louis Poulsen Lighting og Poliform.

Som et led i Louis Poulsen Lightings markedsstrategi er Sydøstasien udpeget som satsningsområde for virksomhedens fremtidige vækst. Fokusområderne er kontraktsalg såvel som nyetablerede detailbutikker. Louis Poulsen Lighting Asia Pacific Ltd. – Louis

Poulsen Lightings navn i denne del af verden – har nøje udvalgt strategiske partnere med en professionel og nyskabende forretningsmæssig indstilling.

Gennem samarbejdet med detailhandlere i Sydøstasien – blandt andet Space i Singapore – er det målet for

AF SUNE KRISTENSEN & OLE W. RAUBERG

Louis Poulsen Lighting at skabe et stærkt brandkendskab og dermed blive det foretrukne valg for både professionelle og private slutbrugere.

Den 18. januar i år udvidede Space deres 2000 m² store, meget eksklusive

49

L O U I S

P O U L S E N

L I G H T I N G

A S I A

P A C I F I C

L T D .

PH 5 blev lanceret i NYT 1958 og med Poul Henningsens egne ord kaldt »en klassisk nyhed«. Ingen kunne dog dengang vide, at denne lampe for eftertiden skulle stå som en af de mest klassiske af alle PH lamper.

forretning i Singapore med et splinternyt showroom på 600 m². Åbningen blev markeret med en stor reception med deltagelse af mere end 350 lokale og internationale samarbejdspartnere.

Det nye showroom er overvejende indrettet med produkter fra den italienske møbelproducent Poliform og belysningsarmaturer fra Louis Poulsen Lighting.

Space er en særdeles professionel operatør i detailhandlen, og forretningen i Singapore er et mekka for desig-

50

nelskere. Designbutikker som Space har utvivlsomt medvirket til den generelt høje kvali-tetssans blandt Singapores indbyggere samt øget kendskabet til internationale og eksklusive designprodukter.

I den nordlige del af Asien har Louis Poulsen Lighting desuden indledt samarbejde med A-Hus i Sydkorea og Design Republic i Shanghai – to detailforretninger inden for design- og livsstilprodukter med et tilsvarende meget

højt kvalitetsniveau. Medio 2007 vil Louis Poulsen Lightings salgs- og supportnetværk blive udvidet med flere detailhandelsvirksomheder og distributører.

Sune Kristensen er International Business Development Manager, Louis Poulsen Lighting, og Ole W. Rauberg er Business Development Manager, Louis Poulsen Lighting Asia Pacific.

Som navnet siger, er PH Kuglelamels skærme krumme som lameller fra en kugleskærm. Lampen blev præsenteret for første gang i 1958, men ikke sat i produktion, sandsynligvis fordi Louis Poulsen Lighting dengang var optaget af at udvikle mange andre af Poul Henningsens konstruktioner. Først i 1983 begyndte virksomheden at producere PH Kuglelamel efter de originale tegninger.

Satellit pendel har været i produktion hos Louis Poulsen Lighting siden 1958. Den enkle pendel, der er tegnet af arkitekt Vilhelm Wohlert, er udført i mundblæst, hvidt opalglas.

55

B

Louis Poulsen Lighting A/S Gammel Strand 28 DK-1202 København K Tlf.: +45 70 33 14 14 E-mail: lpnyt@lpmail.com · www.louis-poulsen.dk

PP Porto betalt Denmark

Ansv. red.: Peter Thorsen Redaktion: Ida Præstegaard Layout: Mette Andreasen Repro og tryk: GARN Grafisk ApS og Multi Group A/S Hel eller delvis gengivelse af de i NYT offentliggjorte artikler må kun finde sted med forudgående skriftligt samtykke fra Louis Poulsen Lighting A/S. Elnummer: 5701024788 ISSN 0907-7227

L O U I S

P O U L S E N

Retur neres ved var ig adresseændr ing

L I G H T I N G

A S I A

P A C I F I C

L T D .

Norge Louis Poulsen Lighting AS Tel.: +47 22 50 20 20, Fax: +47 22 52 47 05 E-mail: louis-poulsen-no@lpmail.com Sverige Louis Poulsen Lighting AB Tel.: +46 8 446 48 00, Fax: +46 8 446 48 28 E-mail: louis.poulsen.se@lpmail.com Finland Louis Poulsen Lighting Oy Tel.: +358 9 6226 760, Fax: +358 9 6226 7650 E-mail: info.fi@louispoulsen.fi Danmark Louis Poulsen Lighting A/S Tel.: +45 70 33 14 14, Fax: +45 33 29 86 69 E-mail: info@lpmail.com Salgschef, Henrik Meisler Tel.: +45 33 29 86 66, Fax: +45 33 29 86 69 Mobil: +45 20 60 80 42, E-mail: hme@lpmail.com København, Tomas Kongsvig Fax: 33 29 86 69 Mobil: +45 20 67 69 61, E-mail: tko@lpmail.com Projektchef, øst for Storebælt, Søren Frederiksen Tel.: +45 33 29 86 84, Fax: +45 33 29 86 69 Mobil: +45 40 60 40 08, E-mail: sfe@lpmail.com København Syd, Frank Schlott Ohlrich Tel.: +45 51 54 61 52, Fax: +45 33 29 86 69 E-mail: fso@lpmail.com Vest-/sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, Claus Jensen Tel.: +45 38 10 28 69, Fax: +45 38 19 28 69 Mobil: +45 22 61 74 19, E-mail: clj@lpmail.com Sønderjylland, Flemming Wolf Tel.: +45 75 43 15 91, Fax: +45 75 43 20 13 Mobil: +45 40 38 48 03, E-mail: fwo@lpmail.com Projektchef, vest for Storebælt, Bjarno Rask Tel.: +45 86 20 56 81, Fax: +45 70 26 26 53 Mobil: +45 40 60 40 96, E-mail: bra@lpmail.com Østjylland/Århus, Michael Schultz Larsen Tel.: +45 86 20 56 80, Fax: +45 70 26 26 53 Mobil: +45 40 60 40 37, E-mail: bra@lpmail.com Midtjylland, Ole Bjerggaard Tel.: +45 87 46 48 02, Fax: +45 86 81 45 09 Mobil: +45 40 60 40 97, E-mail: olj@lpmail.com Nordjylland, Færøerne & Grønland, Jørgen E. Sørensen Tel.: +45 51 54 61 51, E-mail: jes@lpmail.com

Den eksklusive detailforretning, Space, har åbnet nyt showroom i Singapore indrettet blandt andet med møbler fra Poliform og armaturer fra Louis Poulsen Lighting.

52

Detail Danmark, Johnny Klausen Mobil: +45 40 60 40 73, E-mail: jok@lpmail.com Detail København & øerne, Helen Berg Tel.: +45 33 29 86 73, Fax: +45 33 29 86 69 Mobil: +45 22 69 87 25, E-mail: hlb@lpmail.com