NYT 586 by Louis Poulsen

LO U I S P O U L S E N L I G H T I N G B E LY S N I N G S - O G A R K I T E K T U R M AG A S I N 20 0 8

586

Skuespilhuset og Tietgenkollegiet Performing Arts Centers Kunstmuseet Louisiana fylder 50 Tivolilampen roterer igen 1

Malerisk Moderne

â&#x20AC;&#x201C; Tietgenkollegiet og Skuespilhuset i KĂ¸benhavn 2

Foto: Jens Lindhe

Det cirkelrunde Tietgenkollegie blev indviet i maj 2007 og nomineret til Mies van der Roheprisen i 2008.

To nye byggerier i København af arkitektﬁrmaet Lundgaard & Tranberg viser, hvordan maleriske kompositionsprincipper, der kendes fra romantikkens havekunst, lever videre i ny arkitektur. AF PETER THULE KRISTENSEN

Det danske arkitektﬁrma Lundgaard & Tranberg har på det seneste gjort sig bemærket med to byggerier i København: Tietgenkollegiet i den nye bydel Ørestaden og Skuespilhuset ved havnefronten i en af Københavns gamle bydele. Både Tietgenkollegiet og Skuespilhuset er populære bygninger hos brugerne og offentligheden. Måske især fordi de kombinerer et let opfatteligt og enkelt hovedgreb, som tilgodeser en række funktionelle behov, med en malerisk variation, der appellerer til fantasien. Det Kongelige Teaters nye Skuespilhus, der blev indviet i februar 2008, har en fænomenal udsigt til Københavns Havn.

Tietgenkollegiet er således udformet som en enkel, cirkulær bygning, hvis stramme geometri bliver brudt af en række kasser, der skyder sig frem i facaden i et uregelmæssigt mønster. Tilsvarende er Skuespilhuset enkelt organiseret som en næsten kvadratisk og lagdelt bygningskrop, der bliver blødt op af små forskydninger og skævheder. I begge tilfælde synes uregelmæssighederne ikke at udspringe af en snæver funktionel eller stedsbetinget nødvendighed, men snarere af et ønske om at skabe en malerisk komposition. Også brugen af kunstlys synes at underbygge de arkitektoniske fortællinger. Det maleriske er et velkendt begreb i arkitekturhistorien, hvor det især er blevet sat i forbindelse med de 18. og 19.

århundreders engelske, landskabelige haver. Sådanne haver er kendetegnet ved at være tilrettelagt som en serie af tableauer, der pirrer den besøgendes nysgerrighed ved delvist at skjule, hvad der gemmer sig omkring det næste hjørne. Et middel til at få den besøgende til at fortsætte sin vandring er en variationsrigdom, der hele tiden byder på små overraskelser og kontraster, og som virker »naturlig« eller ukomponeret. Den tilsyneladende mangel på komposition, som i virkeligheden er nøje planlagt, skal få den besøgende til at føle en frihed til selv at digte videre på de indtryk, som han eller hun møder på sin vandring. I forhold til et malerisk ideal bør tingene således ikke virke for perfekte eller for afsluttede, men må

Tietgenkollegiet ligger i den ny bydel Ørestaden på Amager ved København og er placeret ud til en lang, kunstig kanal.

gerne have en utvungen form og en naturlig stoﬂighed som for eksempel et væltet træ i skovbunden. Dette ideal kan også spores i meget af det 20. århundredes moderne arkitektur, for eksempel hos arkitekten Le Corbusier (1887-1965), hvis huse ofte er bygget op omkring en omhyggeligt tilrettelagt promenade, fyldt med små kontraster og fotogene motiver. Som artiklen søger at vise, er den maleriske kompositionsform tilsyneladende ikke uddød med Le Corbusiers generation, men lever videre hos en tegnestue som Lundgaard & Tranberg.

Tietgenkollegiet Tietgenkollegiet, der blev indviet i 2006, ligger ud til en lang, kunstig kanal i den nye bydel Ørestad Nord. De omkringliggende huse er typisk længer, der ligger mere eller mindre parallelt med kanalen, og det var også ifølge den oprindelige lokalplan tanken, at det nye kollegium skulle udformes på samme måde.

Lundgaard & Tranberg valgte imidlertid som den eneste tegnestue i en indbudt arkitektkonkurrence at foreslå en cirkulær bygning og dermed bryde med den fremherskende struktur i området. De ønskede at skabe en bygning, der ikke spærrede af mod det omgivende landskab, men i stedet trak det med ind i bydelen. Cirklen har en høj underetage med rum til fælles benyttelse og seks etager, der er inddelt i fem afsnit. Hvert afsnit rummer en krum gang, som giver adgang til tolv kollegieboliger på cirkelens yderside og til et fællesrum, et fælleskøkken og et bryggers på cirkelens inderside. Alle de nævnte rum markerer sig individuelt i facaderne som kasser, der varierer i størrelse og skyder sig ud på forskellige steder i cirkeludsnittet. Hermed opstår et uregelmæssigt facadeudtryk, der får strukturen til at virke selvgroet, og som antyder en indre forskellighed. Imidlertid rummer de en-

kelte afsnit og etager de samme typer rum, hvilket betyder, at variationen ikke bunder i en funktionel forskellighed, men i et ønske om at skabe et billede af variation. Facaden er således malerisk komponeret efter næsten samme princip som en traditionel, romantisk have.

Stofvirkninger Også husets materialeholdning synes at afspejle en forkærlighed for det »naturlige« og uforarbejdede, som kendetegner et malerisk ideal. Det vil sige, at materialerne giver sig til kende som det, de er; og ofte har en indbygget variation. Facaderne er således beklædt med mørkebrun tombak, en slags kobber, der har en varieret overﬂade med grønne spor fra kobberet; alle vinduesrammer og skodder er udført i ubemalet egetræ og rækværket på balkonerne er i mat, rustfrit stål. Indvendig står de ﬂeste af væggene i en synlig beton,

Pullerten Stærke Louis, der er karakteriseret ved et blændfrit og nedadrettet lys, ﬂankerer hovedindgangen til kollegiet.

Tietgenkollegiet

Ørestadslygten er udviklet specielt til Ørestaden i samarbejde mellem Louis Poulsen og tegnestuen ARKKI, der vandt konkurrencen om en helhedsplan for Ørestaden. Ørestadslygten fremstår elegant og enkel med en rektangulær stålmast.

Kollegiets cirkelformede indre danner et intimt og smukt proportioneret gårdrum. LED-armaturet WeeBee fra Louis Poulsen er monteret i den cirkelformede plint.

Træerne i gårdrummet accentueres af LED-armaturet WeeBee.

Plan, 4. sal

der er støbt på stedet og har en lidt uregelmæssig struktur. Det samme gælder for gangenes magnesitgulve, der også minder om beton, og for en række skillevægge i ubemalet krydsﬁner, der former indgangsnicher til værelserne, og som fortsætter inde i kollegieværelserne i form af en slags indbyggede møbler. Et smukt træk ved huset er et stort påtrykt mønster, som breder sig ud over krydsﬁnervæggene på indersiden af alle gangene. Står man ude i den runde gård, kan man fornemme, hvordan mønstret på indersiden af gangene bliver gradvist lysere opefter. Inde fra gangen opleves

Snit

mønstret som et udsnit af en større ﬁgur, måske et fragment af et plantemotiv, hvis oprindelse ikke længere kan efterspores. Det er inspireret af japanske foldemønstre, men leder også tankerne hen på romantikkens kunst, hvor netop fragmenter og lidt uforståelige, arabeskagtige plantemotiver ofte blev brugt til at anspore betragterens forestillingsevne. En kunstnerisk tilgang, der passer ﬁnt til et malerisk ideal. Mønstret er udformet af Julie Henriksen og Mathilde Aggebo, der har stået for husets designside, hvor princippet om variation inden for rammerne ligeledes gælder. For eksempel i farvesætningen af postkasser og køkkenstole, der har forskellige sig-

T i e t g e n k o l l e g i e t s

nalfarver og er placeret i en tilsyneladende tilfældigt valgt orden.

Lys i kollegiet Den kunstige belysning, der nøje er afstemt efter rummenes forskelligartede brug, er kendetegnet ved relativt få typer armaturer. Mange bygherrer efterspørger i dag en energiøkonomisk belysning, som desværre ofte indebærer et grimt og koldt lys. Arkitekterne har derfor forsøgt at imødekomme dette ønske ved at dæmpe lyset mest muligt og økonomisere med lyskilderne, således at de kun indsættes dér, hvor det er helt nødvendigt. I gangene oplyses de mønstrede kryds-

g a n g a r m a t u r Lundgaard & Tranberg stillede en række krav til belysning af gangene på Tietgenkollegiet: Armaturet skulle fremstå diskret og skulle tilpasses loftets geometri og modullering. Væggen skulle oplyses jævnt, armaturet skulle kunne dæmpes, og DS 700 overholdes i forhold til gangarealet. Det lykkedes ikke at ﬁ nde et standardarmatur, som imødekom kravene, og arkitekterne valgte i stedet at udvikle et specialarmatur i samarbejde med Louis Poulsen. Resultatet er et armatur, bestykket med T5 rør, monteret øverst på væggen i en smal spalte. Armaturets reﬂektorer er udformet, så udelukkende væggene belyses.

Skuespilhuset finervægge af et armatur, der er placeret i en smal lysspalte. Armaturet, som arkitekterne har udviklet i samarbejde med Louis Poulsen, har været en funktionel og designmæssig udfordring, fordi det ligger helt tæt langs krydsfinervæggen, samtidig med at det skal oplyse hele vægfladen. Mindre halogenspots skaber et mere direkte lys foran indgangen til køkkenerne og værelserne. Den samme type spot går igen i husets øvrige gangarealer og bliver i stueetagens brugsrum og kollegiegangenes fællesrum suppleret med en kraftigere belysning i form af store pendler. I eksteriøret har arkitekterne bestræbt sig på at anvende så lidt lys som muligt. Lyset er derfor kun placeret

på meget få udvalgte steder. For eksempel som LED-armaturer, der er leveret af Louis Poulsen og indstøbt i den lave, cirkulære betonkant i midten af den runde gård, eller i form af mindre spots, som er monteret i loftet over passagerne ind til gården. Dette betyder, at huset om aftenen primært oplyses af de mange værelser, der skyder sig ud fra facaden. Hermed opstår en uplanlagt variation, der underbygger det maleriske udtryk og billedet af et hus med mange indre forskelligheder. Gadebelysningen uden for bygningen består af Louis Poulsens Ørestadslygte, som er anvendt som generel gadelygte i hele Ørestaden, og af pullerten Stærke Louis, der ﬂankerer indgangen til huset.

Skuespilhuset Skuespilhuset, der netop er blevet indviet i 2008, er ligesom Tietgenkollegiet resultatet af en arkitektkonkurrence, som arkitektﬁrmaet Lundgaard & Tranberg vandt. Den næsten kvadratiske bygning er placeret ud til havnen midt i en af Københavns ældre bydele, der er præget af retvinklede karreer med ens etagehøjde. Kun det høje scenetårn, der ligger i midten af huset, bryder med de eksisterende etagehøjder, mens resten af bygningen knytter sig til det omgivende kvarter ved at overtage højderne og facadeﬂugten fra de tilstødende gader. Til gengæld skyder en tredjedel af Skuespilhuset sig ud i havnen, hvor en bred og skulpturel

Lyset i Skuespilhusets eksteriør spiller en væsentlig scenograﬁsk rolle. Blandt andet fremstår glasfrisen på 3. sal som et lysende bånd, der er kunstnerisk og teknisk bearbejdet af lysdesigner Jesper Kongshaug i samarbejde med Louis Poulsen. En anden væsentlig effekt er spotbelysningen, som fremhæver scenetårnets kobberbeklædte facade om aftenen.

WeeBee spot fra Louis Poulsen er placeret under promenadedækket, og lyset fra LEDarmaturerne accentuerer bropillerne i et orange lys.

Fra foyeren er der adgang til et fodgængerplateau, udformet som et stort egetræsbeklædt fortov, der svæver på søjler over vandet. Et lysrørsarmatur placeret under broens opkant tegner et knækket lysspor, der viser publikum vejen fra byen til teatrets indgang. Louis Poulsen har leveret armaturet.

Enkelte skævheder i planen er ikke nødvendigvis funktionelt begrundet, men får den logisk organiserede teatermaskine til at virke mere som en selvgroet organisme. Blandt andet har egetræsbroen fået et par knæk med på vejen.

træbro skaber adgangsvej til en stor glasinddækket foyer med en ﬂot udsigt over havneløbet. Teatrets øvrige rum synes at være organiseret omkring scenetårnet med kæmpe bagscener på tre af siderne og et intimt og grotteagtigt tilskuerrum på den sidste side. Derudover rummer bygningen to mindre scener og en hel etage til teatrets ansatte. Denne etage, der er markeret i facaden med glasinddækning fra gulv til loft, krager på havnesiden ud over husets underetage – nærmest som et halvtag i glas. Underetagen forekommer til gengæld med sin beklædning af mørkbrændte teglsten lukket og grotteagtig, et motiv som arkitekterne bevidst har valgt at spille på i alle publikumsområderne – også indvendigt. Samtidig rummer planen en del skævheder, der ikke nødvendigvis er funktionelt begrundet, men som får den logisk organiserede teatermaskine til at virke mere som en selvgroet organisme. Den brede træbro mod havnen har således fået et par knæk med på vejen, og det samme gør sig gældende i nogle balkoner i den høje foyer. Også de in-

dre korridorer ligger lidt skævt i forhold til bygningens hovedretninger, hvilket dog ikke på det funktionelle plan fører til nogen fundamental ombrydning af husets klare organisation. Tilsvarende er underetagens smalle vinduesåbninger og sprosserne i overetagens glasfacade tilsyneladende placeret »med løs hånd«, men ligesom de andre små uregelmæssigheder i huset afspejler disse heller ikke et egentligt brud med husets organisation. På dette punkt minder Skuespilhuset om Tietgenkollegiet, hvis variationsrige facade ikke afspejler en organisatorisk uregelmæssighed. De mange små skævheder er snarere et billede på variation og i deres udformning konventionelt maleriske. Mere ukonventionel er til gengæld overetagen til teatrets medarbejdere. Her er forskelligartede funktioner som teaterledelse, skrædderi og omklædningsrum placeret næsten ved siden af hinanden som striber i en stregkode. Det er fantastisk at gå rundt i denne etage, der får dagslys selv helt inde i midten, og som tilbyder en type rumlig oplevelse, man ikke kender fra traditionel arkitektur. Her føler man sig i min-

dre grad indfanget i den arkitektoniske scenograﬁ, der er på plakaten i publikumsområderne nedenunder.

Lys i Skuespilhuset I et teater som Skuespilhuset er kunstlyset et afgørende arkitektonisk virkemiddel. Det bliver i høj grad brugt i publikumsområdet til at skabe en næsten gådefuld stemning, der kan skærpe opmærksomheden og stemme sindet inden forestillingen. I foyeren består den primære belysning af hundredvis af lysﬁberkabler, der hænger ned fra loftet som en skov af tynde lianer. Fibrene er beklædt med stof og bliver afsluttet med et brunt messingrør, hvorfra lyskilden udgår. Lyset fra lianerne er så tilpas dæmpet, at den høje glasvæg om aftenen ikke opfanger kunstlyset med spejllignende reﬂekser. Hermed bliver glasvæggen mindre synlig, således at det halvmørke havnerum udenfor og foyerens rum indenfor synes mindre adskilt. En forbindelse, der også understreges af et gennemgående trægulv både ude og inde. Den dæmpede belysning fra foyerens lianer suppleres af enkelte pro-

Øverst i teaterkomplekset er den sammenhængende, kvadratiske tagetage udformet som et stort åbent plan, udspændt mellem store stålgitterdragere. Heroppe findes blandt andet artistgarderober, administration og kantine. Lysstyrken i publikumsområderne er konsekvent holdt lav. I foyeren består den primære belysning af hundredvis af lysfiberkabler, der hænger ned fra loftet som en skov af tynde lianer. Lyset fra lianerne er så tilpas dæmpet, at den høje glasvæg om aftenen ikke opfanger kunstlyset med spejllignende reflekser.

Skuespilhuset jektørlignende spots, der mere målrettet fokuserer på udvalgte steder i rummet. Derudover ﬁndes i de øvrige publikumsområder en tilsvarende dæmpet belysning i form af enkle fatninger i loftet med synlige lyskilder uden afskærmning og en lavtsiddende indbygget vægbelysning, der oplyser gulvet i blandt andet korridorerne. Lysstyrken i publikumsområderne er konsekvent holdt lav. På denne måde vænner publikum sig hurtigt til den næsten dunkle skuespilsal, og nuancerne fra den kunstige belysning på selve scenen bliver så meget desto mere ef-

fektfulde. I overetagen, der bruges af teatrets egne folk, er der derimod brug for et kraftigere lys, og her er ikke mindst loftpendler et gennemgående tema. Også i eksteriøret spiller kunstlyset, der er udviklet i samarbejde med Louis Poulsen, en afgørende scenograﬁsk rolle. Lyset bliver således brugt til at oplyse den store træbro både under broen og langs kanten, hvor lysstofrør er skjult langs en lav opkant. Om aftenen virker broen således som et lysende tegn, et knækket lysspor, der viser publikum vejen fra byen til foyeren. Lyset under broen er til

Det ni meter høje foyerrum opleves som en del af promenaden, orienteret mod havnen og i øvrigt domineret af scenebygningens fremskudte sale og balkonniveauer.

gengæld svagere og antyder kun diskret en underskov af pæle. En lignende effektbelysning ﬁndes på scenetårnet i form af skjulte spots, der fra taget lyser op på tårnet og fremhæver tårnets kobberbeklædte facadestruktur. En anden vigtig lyseffekt, skabt af arkitekterne og kunstnerisk bearbejdet af lysdesigner Jesper Kongshaug, er indbygget i overetagens glasfacade. Om aftenen oplyses de tilbagetrukne dæk og lofter bag glasset af specialdesignede spots, leveret af Louis Poulsen, der er placeret på indersiden af vinduessprosserne. Hermed fremstår overetagen

Foto: Jens Lindhe

Den store scene er udformet som en intim, muret grotte i et ekspressivt forbandt, der medvirker til at regulere akustikken i salen. Rummet lovprises af skuespillerne og karakteriseres som skræddersyet til det talte ord.

om aftenen som en lysende skive, der fortæller omverdenen, at teatret er i brug.

Fortællinger Lundgaard & Tranberg har med projekter som Tietgenkollegiet og Skuespilhuset markeret sig som en tegnestue, der er optaget af arkitekturens evne til at skabe billeder på den indre nethinde. Det viser sig i Tietgenkollegiet, hvor den runde form med de uregelmæssige knaster fortæller en historie om individualitet inden for et fællesskab, og det viser sig i Skuespilhuset, som allerede på lang

afstand lokker den besøgende ind i den grotteagtige publikumsetage. I begge tilfælde underbygger kunstlyset disse fortællinger: I Tietgenkollegiet gennem en reduceret brug af kunstig belysning, der om aftenen lader værelserne komme til deres ret som lysende eller mørke kasser, og i Skuespilhuset ved en afdæmpet, men effektfuld og stemningsskabende belysning. Imidlertid afspejler billederne ikke altid en tilsvarende fortælling i bygningernes organisation. Bygningerne kan på denne måde have karakter af en collage, hvor forskellige motiver er samplet ligesom

i en scenograﬁ. Når en sådan scenograﬁ bliver malerisk, det vil sige er komponeret til at se uplanlagt eller »selvgroet« ud, kan der hos brugeren opstå en uvirkelig følelse. Uanset dette fremstår de to bygninger som meget gennemførte projekter, hvor alle detaljer, herunder lyssætningen, er nøje afstemt efter hinanden. Der er ingen tvivl om, at såvel beboerne i Tietgenkollegiet som Skuespilhusets ansatte og publikum er tilfredse med deres huse. Peter Thule er lektor, ph.d, arkitekt maa.

TIETGENKOLLEGIET BYGHERRE: FONDEN TIETGENKOLLEGIET ARKITEKT/TOTALRÅDGIVER: LUNDGAARD & TRANBERG ARKITEKTFIRMA A/S BYGHERRERÅDGIVERE: NIRAS FREJA EJENDOMME HASLØV & KJÆRSGAARD INGENIØR: COWI EL-INSTALLATIONER: KEMP & LAURITZEN A/S LANDSKABSARKITEKT: MARIANNE LEVINSEN, HENRIK JØRGENSEN GRAFIK, TEKSTILER: AGGEBO & HENRIKSEN UDFØRENDE: E. PIHL & SØN A/S JORD- OG RÅHUSARBEJDER: GRØNBECH CONSTRUCTION A/S TAG- OG FACADEARBEJDER DET KONGELIGE TEATERS NYE SKUESPILHUS BYGHERRE: KULTURMINISTERIET BRUGER: DET KONGELIGE TEATER BYGHERRERÅDGIVERE: MOE & BRØDSGAARD OG ERIK MØLLERS TEGNESTUE ARKITEKT: LUNDGAARD & TRANBERG ARKITEKTFIRMA A/S INGENIØR: COWI EL-ENTREPRENØR: KEMP & LAURITSEN AKUSTIK: GADE & MORTENSEN AKUSTIK A/S TEATERTEKNIK: RAMBÖLL AB SVERIGE GRAFISK DESIGN: AGGERBO & HENRIKSEN KUNSTNERE: FINN REINBOTHE: UDSMYKNING AF PORT TIL PORTSCENE OG MOBILE ELEMENTER I FOYER: KUNSTNERISK OG TEKNISK BEARBEJDNING AF BELYSNING AF 3. SALS GLASFACADE SAMT ØVRIGE BELYSNING I HUSET: JESPER KONGSHAUG EL-INSTALLATØR: KUNSTBELYSNING, 3. SALS GLASFRISE: SIF GRUPPEN

Skuespilhusets facadebelysning Belysningen er et højt prioriteret element i Skuespilhuset – inde såvel som ude – og har derfor været en integreret del af udviklingsprocessen fra projektets første faser. Belysningen spiller således en væsentlig rolle i glasfrisen, som løber rundt om hele huset i 3. sals højde. Glasfrisen er et bærende facademotiv, som afspejler bygningens dynamik, funktion og opbygning. Arkitekterne ønskede, at glasfrisen om aftenen skulle fremstå med en varm og festlig glød. Indefra var det afgørende at undgå blænding, så man har frit udsyn, også når det er mørkt. Arkitekterne skabte belysningskonceptet, som blev kunstnerisk og teknisk bearbejdet af belysningsdesigner Jesper Kongshaug, der valgte Louis Poulsen som samarbejdspartner. Belysningen af frisen er sponseret af Kulturministeriet.

Louis Poulsen leverede et specialarmatur, som matcher glasfrisens sprosser i materiale og farve. Armaturerne er monteret parvis, cirka 50 cm henholdsvis over gulv og under loft. Det var afgørende, at frisen fremtræder ensartet oplyst, og de varierende afstande til belyste ﬂader nødvendiggjorde to udførelser af armaturet med forskellig afskærmning af lyset. De i alt 458 armaturer dæmpes om aftenen og om natten til en intensitet på henholdsvis 20% og 15%, hvorved den ønskede farvetemperatur opnås. En fjerdedel af armaturerne er bestykket med de nye Ministar reﬂektor-spotlyskilder, de øvrige armaturer er Halostar, alle bestykket med 20Watt. Lyskilderne har en brændetid på mere end 20.000 timer, og anlægget har et lavt energiforbrug.

Snit Plan

PH arbejdede med at forbedre sine lampekonstruktioner indtil sin død i 1967.

Tre klassiske PH lamper fylder 50 AF IDA PRÆSTEGAARD

For 50 år siden i 1958 kom tre af Louis Poulsens mest kendte armaturer til verden. De tre lamper – PH Kogle, PH5 og PH Kuglelamel – blev alle udviklet af Poul Henningsen, der foruden at være arkitekt, forfatter og samtidskritiker blev en af verdens mest betydende belysningsdesignere.

Poul Henningsens armaturer er den dag i dag indbegrebet af moderne belysning og dansk design, og lamperne er kendt langt ud over Danmarks grænser. Louis Poulsen markedsfører de kendte armaturer i det meste af verden, ligesom adskillige af de tidlige lamper fra slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne med stor suc-

ces er blevet relanceret gennem de seneste år. Armaturernes popularitet fremgår tydeligt af artikler i internationale boligog livsstilsmagasiner. PH Kogle blev lanceret i 1958 som del af belysningen til Langelinie Pavillonen, der ligger ved siden af Den Lille Havfrue med udsigt over Københavns Havn. For 50 år siden

Øverst: På udstillingen »Glas, lys og farver« på Kunstindustrimuseet i 1958 præsenterede Poul Henningsen en række nye lamper, der skulle vise sig at blive klassikere, blandt andet PH Kuglelamel og PH 5. PH Kugle, som hænger på række midt i rummet, blev udviklet året før. Poul Henningsen lavede papirklip af ﬂere af sine armaturer, som smukt illustrerer konstruktionerne.

ﬁk Poul Henningsen til opgave at udvikle belysninger til restauranten, og resultatet var blandt andet PH Kogle, der med sine 72 blade i kobber er et meget stemningsskabende armatur, som er velegnet til belysning af store rum. PH Kogle blev senere udvidet til at omfatte tre mindre versioner, ligesom armaturet i dag leveres i hvid samt bør-

stet stål. I anledning af PH Koglens 50 års fødselsdag bliver PH Kogle Glas optaget i Louis Poulsens standardsortiment. PH 5 blev introduceret som den »Klassiske nyhed« på udstillingen »Glas, lys og farver« på Kunstindustrimuseet i København i 1958. Poul Henningsen hav-

PH 5 blev præsenteret af Poul Henningsen i LP NYT i foråret 1958 – over eget bord med wienerstol og med maleri af den danske maler Vilhelm Lundstrøm i baggrunden.

de i samarbejde med Louis Poulsen udviklet en lampe, som uanset indstilling eller valg af lyskilde var 100% blændfri. Med PH 5 havde PH konstrueret et armatur, hvor man med hans egne ord fra 1958 »kunne putte hvad som helst i – st. hansorm, julelys og 100 watt metaltrådslamper. Et lysrør er dog i sin nuværende skikkelse for langt«.

PH Kogle blev skabt til Langelinie Pavillonen i 1958, og restauranten blev hurtigt et populært sted i København. Tallerkenlampen langs vinduerne blev også skabt til restauranten af Poul Henningsen. Nederst: Langelinie Pavillonen har ikke forandret sig nævneværdigt gennem årene, og PH Koglerne er fortsat restaurantens point de vue.

I begyndelsen af 1990’erne indså Louis Poulsen nødvendigheden af energirigtig belysning, og i 1994 introduceres en ny udgave, PH 5 Plus. Ved hjælp af enkelte, mindre konstruktionsændringer fordoblede PH 5 Plus lysudbyttet i forhold til den oprindelige PH 5 og kunne rumme datidens relativt store sparepærer. PH Kuglelamel blev ligeledes introduceret på udstillingen »Glas, lys og farver« på Kunstindustrimuseet i København i 1958. Armaturet består af otte aluminiumsskærme, og som navnet siger, er lampens skærme krumme som lameller fra en kugleskærm. Lampens otte aluminiumsskærme er mat hvide på indersiderne og blankt hvide på ydersiderne. Efter udstillingen blev lampen med den unikke lysudsendelse arkiveret og glemt – blandt andet fordi Poul Henningsen var optaget af udviklingen af PH 5. Først i 1983 genoptog Louis Poulsen produktionen af Kuglelamel – som i dag er en af de beundrede klassikere i virksomhedens sortiment. Foto: Planet Foto

”

Selv om lamperne i dag er samlerobjekter, og når de ikke er i brug udstråler status og prestige, er de stadigvæk genuine konstruktioner. Der er kæmpet imod på alle fronter for at holde sagen klar. At skabe det bedste lys til tiden på en smuk og enkel måde. Og det påvirker omgivelserne. Lampernes klassikerstatus er opnået gennem Poul Henningsens vedvarende energi og syn på livet, naturen, kulturen og materialet. Der er ikke gået på kompromis, hvad angår integritet med opgaven i sin helhed. Derfor er PH Koglens natur ikke noget billigt skidt. Og tidløshed i dette tilfælde er ikke en frase. Koglen er tidløs design.

”

Citat af Erik Steffensen fra bogen »Poul Henningsen« i serien Danske designere udgivet på Aschehougs forlag 2006.

”

PH ønskede ikke at skjule noget [...]. Design skal være ærlig, trods det faktum at objektet kan se facetteret ud. Tænk blot på PH Koglen fra 1958, oprindeligt tegnet til restaurant Langelinje Pavillonen. Der er ikke en overﬂødig skærm at se, for koglens princip er styrende, og naturen skal man ikke sætte sig op imod, hverken når man er menneske, lampe eller drage.

”

Citat af Erik Steffensen fra bogen »Poul Henningsen« i serien Danske designere udgivet på Aschehougs forlag 2006.

Under udviklingen af Septima tegnede PH en metaludgave af lampen, som aldrig blev fremstillet, men tegningen danner grundlag for PH Kogle.

Syvskærmskronen Septima blev udviklet i 1927-31. Skærmene var udført med felter i skiftevis klart og sandblæst glas – et princip, der danner basis for PH Kogle.

PH Kogle Glas I anledning af PH Koglens 50 års fødselsdag lanceres PH Kogle Glas. Der er tidligere produceret enkelte custom design-udgaver af armaturet, men nu bliver glasudgaven optaget som permanent medlem af sortimentet. PH Kogle i glas har sin oprindelse tilbage i årene 1927-31, hvor Poul Henningsen udviklede glaslampen PH Septima – en pendel med syv glasskærme, som Louis Poulsen producerede frem til 1940, hvor den udgik på grund af materialemangel under krigen. Da Poul Henningsen i 1958 blev bedt om at udvikle en lampe til restaurant Langelinie Pavillonen, klarede han opgaven på tre måneder, idet PH Kogle er baseret på tankerne i PH Septima. PH Septima bestod af syv skærme af klart glas, sandblæst i seks felter. I PH Kogle blev skærmene opdelt i stakitter, som Poul Henningsen benævnte dem, og lampen blev udført i kobber. PH Kogle Glas, der er udført i håndlavet, sandblæst glas, nærmer sig i sit udtryk PH Septima. Det bløde lys diffuseres igennem bladene og giver et blødt og behageligt lys. I både tændt og slukket tilstand fremstår lampens blade med et »ice look«, der tilfører elegance og lethed til rummet. PH Kogle Glas forhandles af udvalgte forhandlere og leveres udelukkende på bestilling i samme størrelser som de øvrige PH Kogler, nemlig med en diameter på henholdsvis 480, 600, 720 og 840 mm. Montering af PH Kogle Glas foretages af specialuddannede montører fra Louis Poulsen – on location.

AF IDA PRÆSTEGAARD

PH-lamperne i Tivoli roterer igen Tivolis gæster kan fra i år glæde sig over, at en af havens gamle ﬁnurligheder igen fungerer efter hensigten. De festlige spirallamper, som Poul Henningsen skabte til den gamle forlystelsespark i 1949, er genopstået. I foråret 2008 er 101 nye, opdaterede Tivolilamper – leveret af Louis Poulsen – installeret i den gamle have i København. Fra begyndelsen af 1940 var Poul Henningsen Tivolis arkitekt, og han skabte mange originale installationer til haven, heriblandt en række belysninger, som folk kom til at elske. Tivolilampen, som stammer fra 1949, er en videreudvikling af Spirallampen, som Poul Henningsen tegnede til Århus Universitet i 1943. Tivolilampen består af et indvendigt, klart akrylrør påmalet

en rød spiral, der drejer den ene vej, og en ydre hvid og grøn spiralskærm, der drejer modsat. Armaturets motor er monteret øverst i lampehovedet. I 1950 blev Tivolilampen monteret rundt om Tivolisøen til stor glæde for havens gæster. Desværre var de små Hoovermotorer, der drev skærmene, kraftige nok til at trække skærmene rundt, men for svage til med sikkerhed at starte rotationen. Det blev forsøgt, men det lyk-

kedes ikke at forbedre teknikken, så efter nogle år lod man lamperne hænge uden at sætte strøm til motorerne. Louis Poulsen har nu produceret nye Tivolilamper, identiske med de originale lamper, men teknisk forbedrede og med en stærkere, schweizisk-produceret motor. Derfor kan Tivolis gæster her i 2008 igen glæde sig over en ægte og dekorativ PH-opﬁndelse.

I maj 1949 beskrev Poul Henningsen i NYT grundlaget for lampen:

Principskitse af Tivolilampen.

»Da jeg fik opgaven at lave en ny belysning omkring Tivolisøen, slog det mig, at en langsomt roterende spirallampe ville give en diskret og fin virkning. Diskretionen er vigtig, fordi for megen rotation vil give en fuldemandsfornemmelse. Yderligere er der noget i spiralen, som forstærker eller foregriber spejlbilledets form. Det er jo sådan en zig-zag linje. Men nu gjaldt det om at finde en løsning med mindst mulig materialespild og færrest mulige foromkostninger. Nu skulle den ikke alene virke som gjort i én streg, men også være det. Betingelsen for sådan en konstruktion er kort sagt, at spiralen ikke dækker sig selv ved sammenklapningen, men at kant støder til kant i et eller andet omdrejningslegeme, som let kan trykkes op i en bænk.«

Tivolilamper fotograferet foran Det Kinesiske Tårn.

Spiralkonstruktionen i Tivoli-lampen Poul Henningsen tilser sin nye, roterende lampe ved søen i Tivoli, maj 1949.

De 101 nye, roterende lamper var ikke monteret ved redaktionens slutning og kunne ikke fotograferes, men det anbefales at lægge turen forbi Tivoli i den kommende sæson, så fænomenet kan opleves ved selvsyn.

RiverCenter for the Performing Arts i Georgia, Performing Arts Center i Californien og The Pearl at the Palms i Las Vegas

Dynamiske rammer om teater, musik og dans Amerikanske bygninger skabt til udøvende kunst som teater, musik og dans er ikke længere blot steder, man mødes for at blive underholdt. De er blevet til en drivkraft, der sætter liv i byen og lokalsamfundet. Pfeiffer Partners Architects har stor erfaring med denne type opgaver og har opført en række meget forskellige teatre i USA. AF PAMELA MOSHER

»Ramme og indhold skal indgå i en dynamisk balance, når der designes til de udøvende kunstarter. Udformningen af selve stedet er afgørende for hele teateroplevelsen,« siger William Murray, der er ﬁrmaets ankermand inden for denne type opgaver. De fysiske omgivelser skaber forventninger og anslår stemningen. De er »forestillingen før forestillingen«. Det er vigtigt, at gæsterne har en god oplevelse hele vejen igennem huset, og indtrykket skabes allerede ved indgangen. De forskellige kunstarter kræver forskellige arkitektoniske virkemidler. I en kon-

certsal er det salens størrelse, belysning, farver og stoflighed, der er med til at skabe forventningerne, inden lyset dæmpes. Et »black box«-teater eksperimenterer med rum. Det er bogstavelig talt en boks med fleksible siddepladser, der sætter gang i fantasien. En lille koncertsal er beregnet til forskellige former for musikalsk optræden i mindre målestok – kammermusik, korsang, jazzensembler – og rummet skal gengive en klar og tydelig lyd. En multianvendelig sal skal ligeledes understøtte forskellige typer optræden ved hjælp af variabel akustik og flytbare ar-

kitektoniske elementer, eksempelvis scener, der kan udvides.

RiverCenter for the Performing Arts, Columbus, Georgia RiverCenter for the Performing Arts i Columbus, Georgia, kan imødekomme både folkelige og akademiske behov. Scenen benyttes af Columbus Symphony Orchestra, Columbus Ballet, Columbus Youth Orchestra og Broadway-forestillinger på turné. Desuden rummer teatret undervisnings- og øverum, der benyttes af Columbus State Universitys, Schwob School of Music. RiverCenter ligger tæt

RiverCenters facader er udført i materialer, der matcher de tilgrænsende kvarterer i byen. Foyeren er udført i glas og stål.

Rive rc enter, Georgia

RIVERCENTER FOR THE PERFORMING ARTS BYGHERRE: DOWNTOWN DEVELOPMENT AUTHORITY OF COLUMBUS, GEORGIA ARKITEKT: PFEIFFER PARTNERS ARCHITECTS ASSOCIATE ARCHITECT: HECHT, BURDESAW, JOHNSON, KIDD AND CLARK TEATERKONSULENT: THEATRE PROJECTS INC. AKUSTISK KONSULENT: JAFFE HOLDEN INGENIØR: HARRINGTON ENGINEERS, INC. EL-INGENIØR: NEWCOMB & BOYD BELYSNINGSDESIGNER: CLINE BETTRIDGE BERNSTINE LIGHTING DESIGN, INC.

R iverce nt e r , G e org ia

Situationsplan.

Snit

på floden Chattahoochee på grænsen mellem byens centrum og det historiske kvarter. Arkitekturen er inspireret af byens historie. Facaderne mod det historiske byområde er udført i murværk, der giver mindelser om den nærliggende Springer Opera House, med søjler af støbejern og kunstfærdige rækværker. I Main Street, der er præget af moderne arkitektur, finder man teatrets lobby i flere etager. Den er udført i stål og glas, hvorved byen inddrages i teatret. Rummene i RiverCenter er intime, og alle teatrets scener har fået deres egen karakteristiske udformning med hensyn til form, farver og materialer. Historiske og moderne fortolkninger af murværk, støbejern og glas anvendes i diverse sammensætninger. Det største, Heard Theatre, med 2000 siddepladser bruges til mange formål og er udstyret med flere balkoner, der skaber et intimt forhold mellem publikum og de optrædende. Det store, akustiske rum, som anvendes af symfoniorkestre, virker på trods af størrelsen intimt. Loftet er udført af sammenflettede ståltrådsnet. Balkoner og armaturer

sørger for farve, stoflighed og varme. Teatret er desuden udstyret med en skal, der omgiver orkesteret, og et baldakinsystem, der betyder, at scenen kan udvides, så de optrædende kan komme endnu tættere på publikum. Legacy Hall med 450 siddepladser, der ligeledes er udformet med henblik på at skabe intimitet, er den vigtigste scene for universitetets musikprogram, som omfatter kor, jazz og kammermusik. Salen har også en balkon, der omkranser scenen, så der tillige er plads til optræden med store kor, og her findes et stort koncertorgel med 3600 orgelpiber og 57 registertræk. Væggene er beklædt med keramikfliser, mens balkonforkanter er beklædt med kirsebærtræ. Ned fra loftet hænger en kreds af akustiske reflektorer i lyst træ, som bærer 40 store PH Kogler fra Louis Poulsen – det største antal PH Kogler anvendt på ét sted i USA. Salen kan rumme et orkester med 55 musikere og et kor med 80 sangere. Udformningen af Studio Theatre med 150 siddepladser er inspireret af Londons Cottesloe Theatre, der er et fleksibelt gårdteater med teleskopiske siddepladser og fladt gulv. Her opføres skuespil,

eksperimenterende teater, børneteater, jazzkoncerter, kammermusik og danseforestillinger. Desuden anvendes salen til foredrag. Teatret rummer også et døgnåbent studie, personalekontorer, 40 øvelokaler i forskellige størrelser, seks klasseværelser samt seminarlokaler til undervisning og gruppearbejde. Forhallen med lyseblåt loft understreges arkitektonisk af søjlerne, og armaturerne Albertslund og Oslo bruges som belysningsmæssig fællesnævner på vægge.

Performing Arts Center på Fullerton University, Californien Målet med Performing Arts Center var at skabe et stimulerende miljø, hvor det ypperste inden for billedkunst, musik, dans og teater kan trives både fagligt og kreativt. College of Art’s teater- og dansestudium er blandt landets 14 bedste BA-studieprogrammer, og offentlig optræden spiller en stor rolle i uddannelsen. Den populære uddannelse har tidligere haft til huse i bygninger, som ikke imødekom studiebehovene. Pfeiffer Partners skabte nye og velfungerende rammer i form af en tilbygning på

Hearst Theater med 2000 siddepladser er udformet med mange balkoner, der – rummets størrelse til trods – skaber et intimt forhold mellem publikum og de optrædende.

En kombination af Albertslund og Oslo væglamper er anvendt som belysningsmæssig fællesnævner i foyer og trapperum.

R iverce nt e r , G e org ia

Legacy Hall med plads til 450 tilskuere er beklædt med gyldne, keramiske ﬂiser, balkonforkanter er beklædt med kirsebærtræ, og 40 PH Kogler medvirker yderligere til rummets varme tone.

11.600 m2, der rummer en koncertsal med 800 siddepladser, et teater med fremskudt scene med plads til 250 og et black box-teater med 150 siddepladser. Alle teatersale er placeret omkring en central forhal, der tillige benyttes som teatersal til uformel optræden. Det nye Performing Arts Center ligger i

midten af universitetets campus. Bygningen, der er omgivet af en boghandel, en restaurant og et bibliotek, danner en ny indgang til en livlig studenterbydel. Ud over det nye Performing Arts Center er der opført et nyt parkeringsanlæg og et nyt torv. Performing Arts Center er opført af hold-

bare, men billige materialer: Ru og polerede betonblokke, glatte, pudsede overﬂader i klare farver, kirsebærtræ, Rheinzink – formet og vejrbidt zink – samt klart og matteret glas. Der er anvendt douglasgranplanker fra en nærliggende lade til betonforskallinger, der får betonen i den centrale forhal til at ligne et

Øverst: Studio Theatre er ﬂeksibelt indrettet og anvendes blandt andet til børneteater, jazzkoncerter, kammermusik og danseforestillinger.

Fra foyeren i RiverCenter ledes man via en pompøs trappe op til teatersalen.

The Meng Concerthall, som indgår i Performing Arts Center, er opført af ærlige, holdbare og billige materialer. Eksempelvis er mure af beton og tagbeklædning i Rheinzink.

PERFORMING ARTS Stueplan CALIFORNIA STATE UNIVERSITY – FULLERTON, PERFORMING ARTS CENTER BYGHERRE: CALIFORNIA STATE UNIVERSITY – FULLERTON ARKITEKT: PFEIFFER PARTNERS ARCHITECTS

Snit

TEATERKONSULENT: LANDRY AND BOGAN BYGNINGSKONSULENT: NAHIB YOUSSEF & ASSOCIATES MEP-KONSULENT: AYERS EZER VARADI, INC. EL-INSTALLATØR: KANWAR & ASSOCIATES AKUSTISK KONSULENT: MCKAY CONANT BROOK, INC./MARK ROTHERMEL BELYSNINGSKONSULENT: HORTON LEES BROGDEN LIGHTING DESIGN

CENTER, CALIFORNIA Koncertsalen i Performing Arts Center oplyses af PH 6½-6 pendler monteret i grupper og malet i en speciel gylden farve.

plankegulv. Gulvoverﬂaden er en markant modsætning til de glatte, gennemfarvede, pudsede vægge på begge sider af de store indgangspartier med glasdøre. Tagbeklædningen af Rheinzink, som med tiden får en markant patina, er samlet med stående svejsesømme i forskellige mønstre, der understreger tagformen over sceneområderne. Kombinationen af dybe tagudhæng og kraftige lysninger og bånd af farvet murværk

fremhæver lysets og farvernes skiftende spil. Den supermoderne koncertsal med 800 siddepladser har stole hele vejen rundt, til trods for at salen er bygget i den traditionelle skoæskefacon. 100 siddepladser beﬁnder sig faktisk bag scenen. Salen rummer en balkon til symfonisk musik samt diverse akustiske elementer, der er nødvendige ved musikarrangementer og foredrag. Tagkonstruktionen,

PERFORMING ARTS CENTER

The Black Box Theatre er beregnet til eksperimenterende værker og udstyret med særdeles avancerede belysnings- og audiovisuelle systemer.

der er blotlagt og malet. Bærende bjælker, der varierer i længde inden for hvert fag for at kunne optage taghældningen. Koncertsalen oplyses af Louis Poulsens pendler, PH 6½-6, der er monteret i grupper. PH 6½-6 pendlerne er specialfarvede i en kraftig kobberfarvet nuance, som giver pendlerne en ny karakter. Thrust Stage Theatre har en traditionel fremskudt scene med nogle temmelig usædvanlige rekvisitter. Ud over de supermoderne kontrolbokse til lys og lyd har teatret med 250 siddepladser også en balkon, hvilket er ualmindeligt for et teater med fremskudt scene i denne størrelse, men det betyder, at rummet opleves endnu mere intimt. Der er to ind- og udgange, en mindre forhal og let tilgængelige trapper op til balkoner-

ne og catwalken, så skuespillerne kan bevæge sig frit omkring og komme ind mange steder i hele teatret. Et andet designelement er belysningen i balkonforkanterne, der giver mindelser om, hvordan teatrene verden over så ud i gamle dage. Black Box Theatre med plads til 150 personer er beregnet til mindre skuespil og eksperimenterende værker og udstyret med sæder, som kan sammensættes fuldstændig ﬂeksibelt. Om end småt er rummet udstyret med særdeles avancerede belysnings- og audiovisuelle systemer, et komplet catwalksystem og lydabsorberende vægge kantet med kirsebærtræ. Supplerende rum til optræden omfatter

musikteatrets øvesal, en dansesal til optræden og øverum, endnu to danselokaler samt et helt moderne musikindspilningsstudie. Endvidere er der påklædningsrum, hvilerum, sceneværksted på over 550 m2, kostumelager og systue samt sminkerum. Den centrale forhal i ﬂere etager binder hele huset sammen og fungerer som en ekstra sal til uformel optræden og receptioner.

The Pearl at the Palms The Pearl er en rockkoncertscene opført som en del af udvidelsen af Palms ReEt svævende, cirkulært, akustisk element anbragt under loftet giver mulighed for præcisionsbehandling af lyden i den store koncertsal.

CALIFORNIA

Situationsplan

Snit

The Pearl I The Pearl of the Palms var det væsentligt at bibeholde teateroplevelsens intimitet, og det lykkedes. Ingen af de 2500 siddepladser er mere end 36 meter fra scenen.

at the Palms

Foyeren i The Pearl er holdt i bronze og mørkeblå nuancer og belyst med Enigma 825 monteret i grupper.

sort & Casino i Las Vegas til 600 millioner dollars. The Pearl imødekom en række behov: Alt skulle bygges under jorden på et stærkt begrænset grundareal, stedet skulle fungere som koncertsal til rockmusik, og der skulle desuden kunne afholdes mange former for arrangementer, eksempelvis modeshows, konferencer og sportsbegivenheder. Der skulle også etableres en balsal på over 1100 m2 oven over teatret. Det allervigtigste

var, at the Pearl som helhed skulle fremstå som et meget tiltrækkende sted i en by, der i forvejen er fyldt med mange fantastiske underholdningsetablissementer. Teatrets to største elementer er koncertsalen og balsalen, hvor der både vises forestillinger og afholdes konferencer. Murrays vision for projektet var at lade traditionelle teatertræk – lyrisk formgivning, forscene, loger og ﬂere forhaller – indgå i rockkoncertsammen-

hæng, hvor ét af programmets væsentligste krav var integration af hypermoderne teknologi. Konceptet fokuserede på at bibeholde teateroplevelsens intimitet. Resultatet blev, at man i et teater med 2500 siddepladser kan komme usædvanligt tæt på scenen – ingen stol er mere end 36 meter fra scenen. Indretningen blander det traditionelle og det avantgardistiske. De mange nuancer af rød, bronze og kirsebærtræ gi-

Det første armatur i Enigma serien, tegnet af Shoichi Uchiyama, blev lanceret i 2003. Siden er serien blevet udvidet og omfatter i dag tre udgaver. Enigma 825 er udviklet til store rum og passer ideelt i foyeren i The Pearl.

Enigma skaber illusionen om svævende lysvinger. Det helt enkle design er kombineret med en særdeles rafﬁneret lysteknik og en god udlysningsevne. Enigma udsender dels indirekte lys, idet lyset reﬂekteres fra skærmene, dels direkte lys, som skyldes, at lyset tillige diffuseres gennem skærmene.

The Pearl

ver en varm og festlig stemning. Louis Poulsens pendel Enigma er monteret i grupper af forskellig størrelse – den første og største installation med dette armatur i USA. Abstrakt tatoveringsgraﬁk, som refererer til kasinoets berømte tatovør, er brugt som et gennemgående designmotiv og gentaget i de luksuriøse, specialvævede sædebetræk samt i vægtapeter og gulvtæpper i teatret og balsalen. Det andet motiv, et stregmønster baseret på noder, er indgraveret i træpanelerne på forscenen og gentages på væggene i kasinoetagens forhal, på balkonforkanter og -sæder samt i mezzaninens lofter. Balsalen er beklædt med specialfrem-

at the Palms

stillet tapet og gulvtæpper med samme tatoveringsmotiv som i teatret. Også her er der med dramatisk virkning installeret Enigma-pendler i hele rummet.

Pamela Mosher er journalist, kommunikationsrådgiver ansat hos Pfeiffer Partners Architects. THE PEARL AT THE PALMS

Belysningen er en særdeles vigtig faktor i teaterbyggeri og -indretning. Belysningen former rummet, skaber stemning og styrer opmærksomheden. Ifølge Murray opfylder Louis Poulsens armaturer hans krav til belysning: Lyset reﬂekteres, og der er ikke indblik til lyskilden. Tværtimod oplever man udelukkende en varm og ensartet glød. Alt sammen kvaliteter, som øger spændingen ved et besøg i teatret.

BYGHERRE: MALOOF CASINO RESORT ARKITEKT: PFEIFFER PARTNERS ASSISTERENDE ARKITEKT: KGA ARCHITECTURE STUDIOS TEATERKONSULENT: AUERBACK POLLOCK FRIEDLANDER AKUSTISK KONSULENT: SIA ACOUSTICS INGENIØR: LOCHSA ENGINEERING AND SURVEYING EL-INGENIØR: JBA CONSULTING ENGINEER LYSDESIGNER: KAPLAN GEHRING MCCARROLL ARCHITECTURAL LIGHTING

Belysningen former rummet, skaber stemning og styrer opmĂŚrksomheden og er derfor i fĂ¸lge Bill Murray en sĂŚrdeles vigtig faktor i teaterindretning.

M o d e r n e

v i r k s o m h e d

k l a s s i c i s t i s k e

r a m m e r

:P au os lK

low sk i

Heemstede Slot I forbindelse med den omfattende genopbygning af det fornemme Heemstede Slot skulle der installeres ny belysning i den omgivende park. Søndergård lygte blev valgt på grund af sit enkle design og sin bløde, symmetriske lysudsendelse.

En januardag for 20 år siden var et af de fineste eksempler på hollandsk klassicisme ved at gå tabt. Heemstede Slot ved Houten i Holland brændte, og ødelæggelserne var enorme. Kun murværk og fire værelser i stueplan blev reddet. Tabet var stort. Heemstede Slot, interiører og den omgivende park udgjorde en unik enhed tegnet i slutningen af 1600-tallet af en ukendt arkitekt med Diderick van Velthuysen som bygherre. Parken rummede en to kilometer lang akse og blev regnet blandt de fineste eksempler på hollandsk havekunst. Slottet henlå som ruin i cirka 10 år, inden investeringsfirmaet Phanos NY påtog sig den omfattende restaurerings-

opgave med henblik på at overtage slottet og indrette det som virksomhedens hovedsæde. Arkitektﬁrmaet Van Hoogevest Architecten blev valgt til at forestå genopbygningen, der blev udført af entreprenørvirksomheden Bouwmij Woerden. Den særdeles krævende opgave blev fuldbragt i 2001. Heemstede Slot blev genopført og fremstod i videst muligt omfang med sit oprindelige udseende. Phanos var under ombygningen aldrig i tvivl om, at virksomhedens moderne brug af slottet måtte underordne sig husets originale struktur og ruminddeling. Resultatet er en smuk og velfungerende indretning, som illustrerer, at god arki-

AF IDA PRÆSTEGAARD

tektur er multianvendelig – også 350 år efter opførelse. Til at belyse parken ønskede Phanos enkle og stilfærdige armaturer, som ikke ville forsøge at overdøve skønheden i arkitektur og park. Med sit enkle og diskrete design er Søndergård lygte et godt valg. Lygtens overskærm i kobber falder med sin tiltagende irring ﬁnt ind i den grønne park. Den opale skærm udsender et blødt, diffust og symmetrisk lys. Lyset reﬂekteres desuden på underskærmen og kaster et jævnt lys på terrænet. Ida Præstegaard er redaktør og arkitekt.

Heemstede Slot fremstår helstøbt og smukt efter den omfattende genopbygning. Det anses for et af de ﬁneste eksempler på klassicisme i Holland og har karakter af et eventyrslot. PH Kogle tager imod, når man nærmer sig hoveddøren.

Heemstede Slot

Søndergård lygtens overskærm i kobber falder med sin tiltagende irring ﬁnt ind i den grønne park.

Der er valgt et lavt lysniveau i parken. Søndergård lygte oplyser stierne, og slottet er accentueret med spotbelysning.

Ejerne af Heemstede Slot ønskede et enkelt armatur i parken og valgte Søndergård lygten med mørkegrønne master.

Heemstede Slotspark i al sin pragt omkring 1697. Akvareller af Isaac de Mouncheron, Teylers Museum, Harlem.

AF MORTEN LUND

E t

m o d e r n e

m u s e u m

p å

5 0

Lyset i Louisiana Louisiana er et unikt museum i kraft af sin arkitektur. Den ﬁne balance mellem inde og ude, mellem hus og have, mellem indsigt og udsigt giver lyset sin ganske særlige tone. Louis Poulsen leverede den oprindelige belysning til museet, der i år fejrer 50 års fødselsdag.

I 50 år har Louisiana budt sine gæster velkommen med ild i pejsen og kaffe på kanden. Gennem det halve århundrede har det nordsjællandske kunstmuseum placeret sig som en af verdens vægtige formidlere af moderne kunst i selskab med Tate i London, Pompidou i Paris, MoMA i New York og Guggenheim i Bilbao. Louisiana er en verdensinstitution og hele regionens dagligstue med sin egen særlige følelse af hjemlighed, der gør Louisiana til noget ganske særligt. Louisiana åbnede i 1958 efter et enestående samarbejde mellem dets stif-

ter Knud W. Jensen og de to unge arkitekter Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert. I Nordsjælland, ti minutters spadseretur fra Humlebæk Station, fandt de et naturskønt landsted ud til kanten af Øresund. Den gamle villa med navnet Louisiana blev bevaret som indgang til museet, mens haven og landskabet ﬁk lov til at forme nybyggeriet i et legende forløb af lette pavilloner i glas og træ. Knud W. Jensen var initiativtager og ildsjælen i projektet. Han stillede op, ikke kun med familieformuen, men også med sin begejstring for den moderne kunst og sit sikre blik for, hvor-

dan kunsten kunne formidles på en uhøjtidelig måde og med stor bredde i samfundet. Louisiana skulle ved siden af sin egen permanente samling vise skiftende udstillinger af moderne kunst fra hele verden. Han introducerede caféen og koncerterne, klubben, butikken og de sene åbningstider som den første i landet efter inspiration fra blandt andet Museum of Modern Art. Knud W. Jensen forstod arkitekturens betydning for formidlingen af kunsten, og han engagerede sig i en sådan grad i museets indretning og design, at han ligefrem blev kaldt Louisianas tredje arkitekt. Visionen var et museum, der kunne

Fotos: Jens Frederiksen og Poul Buchard/Strüwing. Fotos venligst udlånt af Louisiana Museum for Moderne Kunst.

Den gamle villa med navnet Louisiana blev bevaret som indgang til museet, mens haven og landskabet ﬁk lov at forme nybyggeriet i et legende forløb af lette pavilloner i glas og træ. Villaens haveside vender ud mod skulpturparken.

Louisiana åbnede i 1958 som en helt ny form for moderne museum med kunst af international karat inde og ude, koncerter, pejsestue og cafeteria. Museumsformen kom til at danne forbillede over hele verden.

Alle bygninger er udført i hvidmalet murværk både inde og ude. Kraftige, laminerede limtræsbjælker i udstillingssalene bærer de ﬂade tage med ovenlyslanterner.

Museets spinkle længer med glasgange og udstillingssale er følsomt indpasset i parken og skaber på en naturlig måde direkte kontakt mellem interiører og uderum.

Arkitekterne lagde museets første nybygninger i 1958 mellem de høje træer langs havens nordlige skel mod Humlebæk Sø. Siden da er Louisiana udvidet med knopskydninger i mange omgange.

give sine gæster en bred oplevelse i trygge og smukke rammer. Det var en holdning, der dengang mødte skepsis i den etablerede kunstverden, og som stadig ind i mellem bliver opfattet som en modsætning til kunstens væsen. Poul Erik Tøjner, der har været Louisianas direktør gennem de sidste otte år, ser derimod museets trygge og smukke omgivelser som en forudsætning for, at gæsterne vil udsætte sig for den moderne kunsts indimellem brutale tryk. Kunsten skal kunne chokere og

ryste dig, og du skal kunne møde den med et åbent sind. Den harmoniske oplevelse er altså ikke et mål i sig selv, men for mange mennesker er den en forudsætning for at kunne møde kunsten i al sin brutalitet uden forbehold. Lige fra starten var der enighed om, at Louisiana skulle være et dagslysmuseum med vinduesåbninger i forskellige retninger, hvorfra lyset i alle sine nuancer og intensiteter ville blande sig og give rummene et varierende og levende præg. Man skulle kunne mærke vejrets skiften, døgnets rytme og årstider-

nes gang. Bygherre og arkitekter lagde vægt på at åbne rummene mod det lave lys gennem lodrette vinduesåbninger. Det er sådan, dagslyset møder os hjemme hos os selv. Kunstlyset skulle supplere dagslyset i de mørke timer med en jævn belysning på museets hvidmalede vægﬂader. Ud over at kunsten på væggene blev oplyst, fungerede væggene som lampeskærme, der fordelte lyset videre ud i rummet. I fagsproget kalder man den slags belysning for wall wash. Desuden brugte man ﬂeksible spots til punktbe-

Louisiana pendlen blev udviklet specielt til museet af Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert i samarbejde med Louis Poulsen. Skærmen er en halvkugle af mat kobber, 40 centimeter i diameter og med et gitter forneden til en jævnere fordeling af lyset. Pendlen blev oprindeligt brugt som wall wash-belysning ved en skæv ophængning, så lyset blev kastet ind mod væggen. Pendlen er udgået af Louis Poulsens standardsortiment.

lysning i skiftende udstillinger og som supplement til den permanente wall wash-belysning. Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert var begge inspireret af 1950’ernes amerikanske vestkystarkitektur, hvor store glaspaneler og lette trækonstruktioner former dagslyset og forbinder ude med inde. Denne arkitektur passede med Knud W. Jensens intentioner med et formsprog af samme hjemlige karakter som de to arkitekters boligbyggerier. Økonomien i det privatﬁnansierede byggeri var stram; det gjaldt om at bruge kvadratmetrene optimalt og udnytte den smukke beliggenhed til det yderste. Arkitekterne lagde nybyggeriet mellem de høje træer langs havens nordlige skel mod Humlebæk Sø for at skåne haven og strakte herfra byggeri-

et hele vejen ud til kysten i et varieret og tæt integreret, rumligt forløb af glasgange og udstillingssale. Fra villaen begynder tilbygningen fra 1958 i en gallerigang, der åbner sig mod haven og slynger sig ind omkring det fantastiske, flerstammede bøgetræ, inden det tager tilløb mod kysten. Træets løvhang slipper et smukt og levende lys ind i gangen, der veksler med dagen og med årstiderne. Herfra følger bygningen kanten af søen, nu som en gennemlyst gang med glaspaneler fra gulv til loft på begge sider. Gulvet følger landskabets hældning ned mod kysten. Belægningen er røde, flammede mursten; en fejlbrænding fra Hasle som arkitekterne fik for en slik. Stengulvet fortsætter i et par skif-

ter uden for glasset og udvisker grænsen mellem ude og inde. Efter millioner af fødder og halvtreds års sæbevand har belægningen fået sin nuværende bløde stoﬂighed og dybe røde nuance. Vinduesrammerne er sortbejdsede for at falde i ét med de mørke stammer udenfor, mens loftet er beklædt med lyse, høvlede brædder, der understreger tagets lette karakter. Gangen forskyder sig improviseret mellem træerne og danner aktive hjørner og vægge til placering af malerier og skulpturer. Når den lave vintersol står som en projektør i sydøst, er det næsten som om, vi kan række ud efter træerne på begge sider af glaspanelerne. Om aftenen er gangen oplyst af en række festlige kobberlampetter, som arkitekterne tegnede specielt til museet; en enkel cylinder

Kobbervæglampen i glasgangen blev udelukkende produceret i det begrænsede antal, der skulle bruges på Louisiana og kan kaldes en signaturlampe for museet.

og en skæv keglestub sat sammen i en levende vinkel. Udefra blander gæsternes silhuetter sig med kunstværkerne i glasgangen og konturerne af træerne på begge sider. Længere nede passeres Nordﬂøjen, der starter med den udstillingssal, som vi i dag kender som Giacomettirummet. Arkitekterne udnyttede terrænets fald ned mod søen til at forme et dobbelthøjt rum med ﬂadt tag, hvidmalede murstensvægge og et nordvendt vindue i fuld højde mod søen. Gangen passerer i den modsatte ende oppe på en balkon og slipper et strejf af sollys ind fra sydøst. Endelig fremhæver et effektfuldt ovenlys den permanente gruppe af små Giacometti skulpturer, der står på balkonen. I den næste udstillingssal, der i dag rummer museets

Asger Jorn samling, trækkes dagslyset ned gennem markante lanterner, der hviler på tagkonstruktionens limtræsbjælker, og de mindre vinduer i sprækkerne mellem bjælkerne. Vejen gennem museet krydser salen, og fra begge ender strømmer dagslyset ind af gangens store glaspaneler. Den røde murstensbelægning giver rummet en varm opspejling på de hvide, malede vægge og spiller sammen med maleriernes farver. I forhold til de smalle glasgange åbner udstillingssalene sig, men de er stadig relativt små og bevarer Louisianas karakter af hjemlighed. Den sidste og tredje sal fra det oprindelige halvtreds år gamle byggeri rummer caféen med pejsestuen et par trin nede og udsigten over Øresund

med Skånekysten som baggrund og Hven som en virkningsfuld mellemgrund i det storslåede panorama. Forgrunden er den store terrasse, hvor Calders skulpturer giver rummet karakter og dybde. Her summer det altid af liv. Af mennesker, der lader sig opsluge af den altid forskellige udsigt over sundet, af mennesker der daser i forårssolens gennemtrængende stråler ude på terrassen og af mennesker, der indenfor nyder hinandens selskab i pejsens blussende lys over en god frokost. Knud W Jensen ville se mennesker i sine rum, og det kom han til at se; ikke mindst i caféen. Louis Poulsen leverede den oprindelige belysning til Louisiana. Kobberlampen i glasgangen blev kun produce-

Det kuperede terrĂŚn udnyttes til forskudte etager, og de mange forskellige former for lysindfald giver dynamik mellem natur og arkitektur.

En gruppe af Giacomettis skulpturer under det karakteristiske ovenlys.

Koncertsalen fra 1975 med stole af Poul KjĂŚrholm udnytter ligeledes det kuperede terrĂŚn. Det Ă¸stvendte, store glasparti giver et smukt lysindfald.

De første udstillingsrum fra 1958 får et varieret dagslys oppefra blandt andet fra ovenlyslanterner.

ret i det begrænsede antal, der skulle bruges til museet. På den måde kan den opleves som en signaturlampe for Louisiana. Louis Poulsens Skalaspot var et standardarmatur, der blev brugt til den ﬂeksible og supplerende punktbelysning. Det var en populær og alsidig lampe i 1958, der blev benyttet i mange forskellige sammenhænge. Louisiana pendlen, der senere blev inkluderet i Louis Poulsens katalog, var derimod udviklet specielt til museet af Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert. Skærmen er en halvkugle af mat kobber, 40 cm i diameter og med gitter forneden til en jævnere fordeling af lyset. Louisiana pendlen blev oprindeligt brugt som wall wash-belysning i udstillingssalene ved en skæv ophængning, så lyset blev kastet ind mod væggen. I caféen hang den over bordene og gav en varm og intim spisebordsbelysning. I dag er lampen erstattet af andre armaturer, som Louis Poulsens Stelling Glaspendel af Arne Jacobsen i caféen. Samtidigt forsvandt de oprindelige små shaker-spiseborde og lette træstole, der ligesom Louisianapendlen var tegnet specielt til museet af arkitekterne. Kun omkring pejsen er den oprindelige indretning bevaret. Siden 1958 er Louisiana udvidet ved knopskydninger i mange omgange. Det har været en bemærkelsesværdig proces, hvor de oprindelige arkitekter

har stået for de kontinuerlige ombygninger. Den nye arkitektur er formet af den gamle. Der har været tid til at opleve de tidligere rum i alle deres hjørner, før de nye rum blev bygget. Det er ikke mange institutioner, der kan pege på et sådant uafbrudt forløb, hvor de overordnede visioner uden videre har kunnet fastholdes, mens erfaringerne har bundfældet sig, inden en ny udvidelse fandt sted. De første udvidelser var vestfløjen, der blev bygget i to omgange i 1966 og 1971. Det var to store udstillingssale, der kunne rumme billeder og installationer i formater, som Louisiana tidligere ikke kunne tage imod. Dagslyset kom nu udelukkende ind fra oven i et kontrolleret omfang, mens det lave, vandrette lys gennem glaspanelerne blev holdt ude. Et museum, der bygger på skiftende udstillinger af indlånt kunst, er nødt til at give værkerne sikre rammer. De skal sikres mod tyveri og brand og sikres den rette temperatur og luftfugtighed. Og lyset må ikke være for stærkt. Kravene strammes løbende. Som en tommelfingerregel må oliemalerier i dag ikke udstilles i stærkere lys end 200 lux, mens grafiske arbejder og akvareller højst må få 50 lux. På skrivebordet i et almindeligt kontor falder der cirka 200 lux, mens belysningen i en gen-

nemsnitlig dagligstue ligger på omkring 50. Louis Poulsens Kuglespot blev valgt som wall wash-belysning. Med en 150W glødelampe og drejeophæng i to retninger giver armaturerne en jævn lysflade på væggen, hvis de hænger tæt og er drejet præcist. Kuglespotten er stadig den mest udbredte vægbelysning i Louisiana. Sydfløjen fra 1982 fortsatte i samme spor. Fire store ovenlyssale fletter sig ind i hinanden i et rumligt, rytmisk forløb. Salene er forbundet med villaen via en gallerigang mod sydøst med store vinduer, der vender ud mod haven og sundet. Fra gangen fortsætter man tværs gennem salene på sin rundtur gennem museet, inden turen slutter i Sydfløjens udsigtsrum eller via den underjordiske Østfløj fra 1991, der fuldender rundturen i caféen. Østfløjen blev gravet ned for at sikre udsigten ud over sundet fra haven, men da rummet ikke havde nogen vinduer, kunne belysningen kontrolleres hundrede procent, og rummet var derfor velegnet til at udstille grafik og akvareller, som kun tåler et lys på 50 lux. Ved siden af udstillingssalene fik Louisiana en koncertsal i 1975. Akustikken var fremragende, og den lyse koncertstol af Poul Kjærholm var fra første færd en møbelklassiker med sæder af

Museets østﬂøj ender på et højtliggende plateau ved kysten. Øresund er en levende baggrund for Calders skulpturer og mobile.

flettet askefiner. Med østfløjen begyndte generationsskiftet blandt arkitekterne så småt gennem Claus Wohlerts engagement i byggeriet, og i 1993 fik han sin første selvstændige opgave med byggeriet af Børnehuset, der fletter sig om og ind under glasgangen og Giacomettirummet i Nordfløjen. Claus Wohlert har sammen med partneren Thorben Schmidt fortsat sin opgave som Louisianas arkitekt ved siden af tegnestuens mange øvrige projekter i ind- og udland, som det aktuelle, kulturhistoriske museum i Bahrain. Det er ikke muligt at tilhøre eliten af verdens kunstmuseer uden at have orden i eget hus. Kort efter årtusindeskiftet, og kort efter at Poul Erik Tøjner havde overtaget ansvaret for Louisiana, stod det klart, at museets bygninger var utidssvarende. Det var ikke muligt at styre udstillingssalenes lys og klima på et niveau, som de store institutioner kræver. Da der samtidigt blev konstateret skimmelsvamp i taget, forsvandt hele Louisianas grundlag for at drive sin museumsvirksomhed. Gennem en ene-

stående hjælp fra fonde og virksomheder lykkedes det for museet ind at samle de 218 mio. kr., der var nødvendige for at bringe Louisiana op til en nutidig standard. Fra 2003 og ﬁre år frem gennemgik museet en omfattende renovering. Så omfattende at det tangerede en nybygning. Men Louisianas arkitektur er museets sjæl, og målet var at renovere for en kvart milliard, så det ikke kunne ses. Wohlert Arkitekter stod for arkitektarbejdet i tæt samarbejde med Poul Hasbeck fra museet, og når Louisiana i år åbner dørene for sine jubilæumsudstillinger, er det vanskeligt at se, hvor omfattende projektet har været. Men museet er nu topmoderne og bedre end nogensinde rustet til sin rolle som et af verdens vægtige kunstmuseer. Hvis Louisiana var blevet bygget i 2008, er det nok tvivlsomt, om museet var udformet med sit særlige miks af dagslys og kunstlys. Det er det almindelige hensyn til kunstværkernes bevarelse blevet alt for stort til i dag. Så det er en enestående mulighed, at museet kan vælge at udstille i dagslys, når vær-

kerne kan tåle det, og blænde af for dagslyset og styre kunstlyset, når det er nødvendigt. For med det uregerlige dagslys taber man en smule af kontrollen og må i stedet åbne kunsten for øjeblikket og tilfældet. Poul Erik Tøjner reflekterer således over dagslyset og kunstens væsen: »Det er meget betegnende, at argumentet mod dagslyset dels er lysets styrke, og dels at vi ikke kan styre det. Men for mig er det en livsbekræftende omstændighed, at man ikke kan styre lyset, i dag hvor den museale praksis handler om kontrol. Om at kontrollere udsagnet. Det er jo klart, at det er helt i modstrid med kunstens væsen, helt ind i dens filosofiske kerne. For kunst handler ikke om at kontrollere udsagnet, den handler om fortolkning, om visioner, om traumer, om drømme, om systemer. At kontrollere udsagnet, det er nok det eneste, den ikke handler om.«

Morten Lund er arkitekt.

U d s t i l l i n g s l y s

Georg Baselitz tog aktiv del i ophængningen af sine farvestrålende malerier til udstillingen i 2006. Han slæbte selv rundt på billederne og så afslappet på konservatorernes

p å

L o u i s i a n a

krav til lux. Barselitz var begejstret for Louisianas dagslys og lod lyset skinne frit gennem ovenlysvinduerne, så farverne levede, og de hårde skygger omkring rammerne forsvandt.

Udstillingen af Lucian Freuds malerier i 2007 var nøje underlagt museumsverdenens krav til den maksimale mængde af lux på lærrederne. Ovenlyset blev dækket til og udstillingen blev oplyst af neddæmpede wall wash og afmaskede spots. Skyggerne blev hårde, og billederne næsten selvlysende på de mørke vægﬂader. Louis Poulsens Kuglespot er fortsat den mest udbredte vægbelysning på Louisiana. Med en 150W glødelampe og drejeophæng i to retninger giver armaturet – med en præcis indstilling – en jævn lysﬂade på væggen.

Foto: Anders Sune Berg

Lysudsendelsen i T-armaturet er præcist styret i nedadgående retning.

T-armaturet er som prototype installeret i to tunneler i Albertslund Kommune. Der er eksperimenteret med monteringen, i den ene tunnel er armaturerne placeret diagonalt, i den anden tæt på væg.

-armaturet I samarbejde med den danske designer Mads Odgård har Louis Poulsen udviklet et LED-armatur som prototype til belysning af tunneler. Armaturet, der har navnet T-armaturet, er indtil videre installeret i to tunneler i Albertslund.

AF IDA PRÆSTEGAARD

T-armaturets seks lysdioder er placeret på række, indbyrdes afskærmet af lameller, der fungerer som reﬂektorer. Lamellerne hindrer blænding i længderetningen, og i tværgående retning samles lyset af en lineær optisk linse.

Initiativtageren til produktet er Albertslund Kommune, som gennem længere tid har arbejdet på en visionær belysningsplan. Kommunen har besluttet sig for at være i front inden for energirigtig belysning og CO2-reduktion. Den langsigtede planlægning inkluderer udvikling af armaturer, der anvender fremtidens lyskilder. Med en levetid på 40.000 timer – og deraf følgende minimale serviceringskrav – har LED indlysende fordele. Forholdet mellem lumen og watt skal dog fortsat forbedres, men den intensive forskning på området sandsyn-

liggør, at LED inden for kort tid er fuldt konkurrencedygtig også på dette punkt. For Albertslund Kommune var valget af samarbejdspartnere oplagt. Mads Odgård har i samarbejde med Louis Poulsen udviklet Icon lygten, som udgør vejbelysningen mange steder i Albertslund. Kommunens samarbejde med Louis Poulsen kan i øvrigt dateres helt tilbage til 1963, da de første Albertslund lygter – designet af Jens Møller-Jensen – blev installeret i et tæt lavt boligprojekt i kommunen.

Foto: Kaslov Studio

Albertslund lygten er siden da anvendt i talløse projekter over hele verden. Sti- og tunnelbelysning må ikke indbyde til hærværk, og T-armaturet er følgelig udformet enkelt og diskret. Det lineære armatur måler 600 x 100 x 70 mm. Seks lysdioder er placeret på række, indbyrdes afskærmet af lameller, der fungerer som reflektorer. Lamellerne hindrer blænding i længderetningen, og i tværgående retning samles lyset af en lineær optisk linse. Lysudsendelsen er præcist styret i nedadgående retning.

Louis Poulsen Lighting A/S Gammel Strand 28 DK-1202 København K Tlf.: +45 70 33 14 14 E-mail: lpnyt@lpmail.com · www.louis-poulsen.com

PP Porto betalt Denmark

Ansv. red.: Hans Lindeberg Redaktion: Ida Præstegaard Layout: Mette Andreasen Repro og tryk: GARN Grafisk ApS og Zeuner Grafisk A/S Hel eller delvis gengivelse af de i NYT offentliggjorte artikler må kun finde sted med forudgående skriftligt samtykke fra Louis Poulsen Lighting A/S.

Retur neres ved var ig adresseændr ing

Elnummer: 5701024843 ISSN 0907-7227

Norge Targetti Poulsen AS Tel.: +47 22 50 20 20, Fax: +47 22 52 47 05 E-mail: louis-poulsen-no@lpmail.com

Indenfor hos Finn Juhl Møbelarkitekt Finn Juhls private hjem nord for København er nu åbent for offentligheden. Huset er møbleret med arkitektens egne møbler og lamper fra Louis Poulsen.

Sverige Targetti Poulsen AB Tel.: +46 8 446 48 00, Fax: +46 8 446 48 28 E-mail: louis.poulsen.se@lpmail.com Finland Targetti Poulsen Oy Tel.: +358 9 6226 760, Fax: +358 9 6226 7650 E-mail: info.ﬁ@louispoulsen.ﬁ Danmark Louis Poulsen Lighting A/S Tel.: +45 70 33 14 14, Fax: +45 33 29 86 79 E-mail: info@lpmail.com Salgschef, Henrik Meisler Tel.: +45 33 29 86 66 Mobil: +45 20 60 80 42, E-mail: hme@lpmail.com Projektchef, øst for Storebælt, Søren Frederiksen Tel.: +45 33 29 86 84 Mobil: +45 40 60 40 08, E-mail: sfe@lpmail.com København Syd, Frank Schlott Ohlrich Tel.: +45 51 54 61 52 E-mail: fso@lpmail.com Sønderjylland, Flemming Wolf Tel.: +45 75 43 15 91, Fax: +45 75 43 20 13 Mobil: +45 40 38 48 03, E-mail: fwo@lpmail.com Projektchef, vest for Storebælt, Bjarno Rask Tel.: +45 86 20 56 81, Fax: +45 70 26 26 53 Mobil: +45 40 60 40 96, E-mail: bra@lpmail.com Nordjylland, Færøerne & Grønland, Marie Frier Tel.: +45 51 54 61 51, E-mail: mfr@lpmail.com Detail Danmark, Johnny Klausen Mobil: +45 40 60 40 73, E-mail: jok@lpmail.com Detail København & øerne, Helen Berg Tel.: +45 33 29 86 73 Mobil: +45 22 69 87 25, E-mail: hlb@lpmail.com Indretning København, Tomas Kongsvig Fax: +45 33 29 86 69 Mobil: +45 20 67 69 61, E-mail: tko@lpmail.com Outdoor, øst for Storebælt, Claus Jensen Tel.: +45 38 10 28 69, Fax: +45 38 19 28 69 Mobil: +45 22 61 74 19, E-mail: clj@lpmail.com

Den danske arkitekt Finn Juhl (1912-1989) regnes for en af det 20. århundredes største møbelarkitekter. Han var en banebrydende skikkelse inden for dansk møbelkunst sammen med blandt andre Hans Wegner, Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Børge Mogensen. Privat boede Finn Juhl på Kratvænget i Charlottenlund, som nabo til Ordrupgaard, i et hus, han selv havde tegnet og opført i 1942 (omtalt i NYT 580). Huset er et enestående eksempel på dansk modernisme inden for arkitektur, møbeldesign og billedkunst. Huset fremstår stort set som ved Finn Juhls død i 1989 og indeholder foruden den originale møblering en række armaturer fremstillet af Louis Poulsen i 30’erne og 40’erne, blandt andet den allerførste Arne Jacobsenlampe i Louis Poulsens sortiment og Stelling pendlen. Fra april 2008 er huset blevet en del af Ordrupgaard og dermed åbent for offentligheden. Indtil 31. august viser museet en udstilling om Finn Juhl huset.

Outdoor vest for Storebælt, Ole Bjerggaard Tel.: +45 87 46 48 02, Fax: +45 86 81 45 09 Mobil: +45 40 60 40 97, E-mail: olj@lpmail.com København & omegn, Camilla Juul Petersen Tel.: +45 51 16 73 12, E-mail: cjp@lpmail.com København & omegn, Marianne Nimb Slot Tel.: +45 51 16 73 11, E-mail: mns@lpmail.com