NYT 588 by Louis Poulsen

LO U I S P O U L S E N L I G H T I N G B E LY S N I N G S - O G A R K I T E K T U R M AG A S I N 20 0 9

588

Tre Designere Lyset i Bridgend Vilhelm Lauritzen belysninger DR og Koncerthuset

Interview • Ross Lovegrove

Jeg er filosof Ross Lovegrove er evolutionsbiolog og skulptør, og han har taget de muligheder til sig, som ligger i digitale teknologier og avancerede materialer. Senest har han i samarbejde med Louis Poulsen designet Aeros – en æterisk og organisk inspireret pendel med nomadiske egenskaber. AF IDA PRÆSTEGAARD

Alle veje fører til nuet NYT møder Ross Lovegrove i hans atelier Studio X i Notting Hill, London, hvor han med sin stab på tolv medarbejdere skaber produkter til en lang række af verdens førende designvirksomheder. Vi lægger ud med at spørge til baggrunden for hans designvirke: »Jeg kom langsomt ind i designverdenen. I skolen var jeg god til at tegne. Da jeg var syv kunne jeg tegne virkelighedstro. Ingen omkring mig kendte noget til design. Det at tegne blev betragtet som en hobby, ikke noget professionelt.

Aeros handler om blødhed, lys og lethed. Det handler om fysisk tilstedeværelse – den er der, og den er der ikke...

I en lille by i Wales, som den jeg voksede op i, ville man aldrig blive rådet til at følge den vej. Senere blev jeg interesseret i mad, og jeg begyndte at studere madlavning. Man gjorde nar af mig, men jeg er meget glad for, at jeg gjorde det, for madlavning åbnede mine øjne for industriens fysiske sider. Jeg ﬁk faktisk en åbenbaring. Jeg blev klar over, at mad er en tilstandsforandring. I grunden er det en industriel proces, for når man varmer mad op, forandrer den sig. Det er utroligt, hvor mange ting man kan gøre med æg. De forskellige måder de kan fremstå på som skum, soufﬂé eller marengs. Hvis det dengang havde været in, ville jeg sandsynligvis være blevet en af disse superkokke. Gelé har også altid fascineret mig. Det stof kan hærde og samtidig forblive gennemsigtigt. Der er nu materialer, der ligner gelé, men som faktisk er industrielt fremstillet – tekno-gelé. Det er noget, jeg arbejder med. Det dybt underliggende ved mad er, at det er naturligt. Og det er ekstremt organisk. Måske kan der i fremtiden på molekyleniveau ske noget med den måde, vi fremstiller fødevarer på, så de bliver til et industriprodukt. På den måde ville tingene

Foto: Philip Vile

I sit studio i Notting Hill i London skaber Ross Lovegrove sammen med sin stab på tolv medarbejdere produkter til en række af verdens førende virksomheder.

Designers

kunne fødes, leve og dø og bare gå tilbage til miljøet. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med en kemiker og se, hvad vi kunne ﬁnde på. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne blande æg med polyamid!« Anvendt tænkning »Jeg er vokset op med en instinktiv fornemmelse for naturen – med en kærlighed til havet, sten, fossiler. Senere blev jeg fascineret af de nye teknologier, og det har aldrig forladt mig. Så når jeg designer, kan tingene få et organisk udtryk. Man kan tro, at det er min stil. Men det er ikke tilfældet. Når jeg laver et hul i noget, er det for at slippe materialet fri, at reducere materialeindholdet. Det er dét, naturen gør. Man kan ikke ﬁnde et fedt træ. Naturen kender ikke fedme. Jeg vil have, at mine produkter bliver fedtfri på samme måde, og jeg prøver på at skabe ting, så det føles, som om de er vokset frem. De har en skulpturel ånd. De har balance og holdning. Når folk kommer ind på tegnestuen, siger de somme tider: ’Du godeste, dette er en krydsning mellem Star Trek og et arkæologisk museum!’ Jeg kan ikke se forskellen, og jeg ser ikke mig selv som en gammel, underlig troldmand. Jeg betragter faktisk dinosaurknogler som noget meget nutidigt. De har udviklet sig over 160 millioner år, og vi er knapt begyndt! – Så når jeg bliver inspireret af knogler, er det ikke, fordi jeg er en slags frustreret arkæolog. Det er, fordi jeg mener, at der er logik i organisk design, i den måde, vi udnytter ressourcer på. Vi lever i synergi med naturen. Jeg mener ikke, at vi skal gå tilbage til middelalderen. Tvært-

imod, vi skal promovere intelligente materialer med fremtiden for øje. I grunden skulle jeg være blevet billedhugger. Men jeg har en praktisk side, som siger, at livet skal have et formål. Det er meget vanskeligt at være rent abstrakt. Jeg ser heller ikke mig selv som designer – at være industriel designer er noget meget tørt. Jeg er filosof, og dermed mener jeg, at jeg fører det tænkte ud i livet, giver det form, uden at frygte fiasko. Jeg mener, at det er vigtigt at give sig tid til at tage fejl. Jeg vil meget hellere begå en virkelig bommert end frembringe noget smagfuldt.« Vejledere fra natur mod genstand »Da Louis Poulsen inviterede mig til et samarbejde, så jeg det som et privilegium og en stor mulighed. Jeg finder Louis Poulsen tiltrækkende. Virksomheden har autoritet og er et ikon i skandinavisk design. Louis Poulsen har en kulturel historie og har bidraget til fremme af kunst og design. Virksomheden har fostret mange inspirerende designere gennem tiderne, og resultaterne er stadig relevante og betydningsfulde. Jeg er interesseret i denne historiske designudvikling, og jeg føler stor empati for Hans Wegner, Verner Panton og mange andre danske designere. De har alle været vejledere fra natur mod genstand. Louis Poulsens filosofi er utrolig værdifuld, og jeg er meget interesseret i at arbejde på at opretholde eller udvikle den filosofi.« Aeros – nomadisk uafhængighed »Den opgave, Louis Poulsen gav mig, gik ud på at desig-

ross lovegrove

Med Aeros stilede jeg mod at fange de tanker, der indgik i Poul Henningsens Kogle for halvtreds år siden, og udtrykke dem i dag med nutidens processer

Designers

ne en pendel, der ville være velegnet i ﬂere miljøer: I boligen – hvor den kunne opfattes som et funktionelt kunstværk – samt i professionelle omgivelser som kontormiljøer. Kontorer er ofte kolde og upersonlige. Man får ikke kærlighed og ambition ud af disse maskinagtige omgivelser. Men belysning er nyttig i den forstand, at den fylder et tomrum, og den kan give rummet ambience. Belysning er derfor en meget økonomisk måde at forøge menneskers velbeﬁndende på, en måde der samtidigt er funktionel. Når man køber et tv eller en computer, kan apparatet placeres, hvor det skal være. Der er noget smukt ved at udvikle genstande, der besidder denne nomadiske uafhængighed. Under arbejdet med at skabe Aeros blev jeg inspireret af sjælen i det lys, der kommer ud af en genstand. Jeg stilede mod at fange de tanker, der indgik i Poul Henningsens Kogle for halvtreds år siden, og udtrykke dem i dag med nutidens processer. Hvad det ydre af Aeros angår, så stillede jeg mig den opgave at ophænge det tungest tænkelige objekt i luften, men ikke at gøre det tungt, og så lade lyset afsløre formen. Aeros drejer sig om blødhed, lys og lethed. Det drejer sig om fysisk tilstedeværelse – den er der, og den er der ikke …«

udi

v St aslo o: K Fot

Foto: Clearlight

Aeros Aeros er inspireret af de organiske strukturer i knoglevæv. Den bølgede prægning i overﬂaden kaldes Fibonacci-mønster, opkaldt efter en italiensk matematiker, der levede i begyndelsen af 1200-tallet, og som fandt den matematiske formel til beskrivelse af et mønster, der optræder i naturen, blandt andet i fyrretræskogler. Aeros er udført i anodiseret aluminium, dybtrukket i to dele, og sammenføjningen forstærker formsproget. Armaturet er udført med et perforeret mønster på den rundede side. Lysudsendelsen sker overvejende direkte nedad, men en lille del udsendes vandret gennem perforeringerne.En skærm udført i akryl Satiné, placeret på undersiden, spreder lyset og hindrer samtidigt indkig til lyskilden. Aeros bestykkes med 35W metalhalogen, 75W lavvolthalogen eller 75 W 230V halogen. Aeros er Ø 723 mm og måler 220 mm i højden. Højde inkl. wireophæng 724 mm.

Hellere lave noget lidt mærkeligt, som kræver tilvænning, end at lave noget, der omgående fænger. Hvis det er tilfældet, er det ofte, fordi det ligner en masse andre ting derude.

AF IDA PRÆSTEGAARD

Louise Campbell vil gerne skabe gode fortællinger i sit arbejde med lys. Med Snow har hun trukket den sneklædte vinter indenfor og samtidigt formgivet et rationelt armatur, der imødekommer alle krav i Louis Poulsens belysningsfilosofi. »Lyset udenfor er så langt mere interessant end det, vi nogensinde har kunnet finde ud af at lave indenfor. Jeg betragter dagslyset og prøver at finde ud af, hvorfor det er så meget mere interessant. Så tager jeg det bid for bid, propper det indenfor og ser, hvad der så sker.« Sådan indleder Louise Campbell samtalen med NYT. Vi mødes på tegnestuen oppe under taget i det indre København, hvor der oser af aktivitet og kreativitet. Her arbejder Louise Campbell og hendes partner Thomas Bentzen intensivt med de mange opgaver, stillet af vidt forskellige virksomheder. Lysets blidhed »Ideen med at designe et armatur inspireret af vinterlys opstod faktisk for mange år siden,« fortæller Louise Campbell. »I de to tidligere produkter, jeg tegnede for Louis Poulsen, var jeg inspireret af sommerlyset i skoven og filtreringen af lys gennem mange lag. Men hvad kendetegner det nordiske vinterlys? Vi danskere har et stort behov for lys, som vi får så lidt af i vinterhalvåret. Og vi søger det varme og stemningsfulde lys. Med Snow har jeg villet fokusere på vinterlysets egenskaber, som er blidt og stille. Samtidig har vinterlys en friskhed,

Inspireret af vinterlyset

louise campbell Interview

Foto: Anders Sune Berg

som når man træder ud i sneen på en solskinsdag. Her møder man den store renhed og intethed. Jeg ønskede netop at indfange intetheden, og derfor er en stor del af lampen gjort så usynlig som muligt. Solen fanger det mindste lille krystal. Derfor har Snow mange tusinde prikker i stedet for en mere jævn fordeling. Nogle af de metoder, jeg har fundet gennem Campbell og Collage, har jeg taget videre med i Snow. Der ligger et sprog, som fortsætter. Der er lidt Campbell i Collage og lidt Collage i Snow. Armaturerne har så at sige født hinanden.«

Designers

Foto: Anders Sune Berg

Kunsten at sprælle »Da jeg begyndte at samarbejde med Louis Poulsen for otte år siden, skulle jeg først og fremmest forstå virksomhedens belysningsfilosofi. Det tog tre år, og jeg arbejder stadigvæk med den. Du skal forstå lyset, før du kan gå i gang med at tegne en lampe. Men det gør mindre end én procent af lysproducenterne – og derfor heller ikke designeren. Designeren kan aldrig være bedre end sin producent. Men i Louis Poulsen findes en tradition – grundlagt med PH – som kombineret med firmaets alder giver en meget stor erfaring. Ikke alt gennem tiden er lykkedes, men det er afprøvet. Det oplever jeg, når jeg kommer med nye ideer. Referencerammen er ekstremt bred. For en legesyg designer, der ikke er hæmmet af begrænsninger, er kunsten at balancere mellem at turde sprælle og at benytte firmaets erfaringer.

Foto: Kaslov Studio

Det gælder i høj grad for Louis Poulsen, at man tør gå egne veje. Sortimentet indeholder nemlig armaturer skabt for flere generationer siden, som stadigvæk er fantastiske.

De belysningsmæssige krav, Louis Poulsen stiller, er klare og veldeﬁnerede: Lyset skal være interessant, og det må ikke blænde. Men det er ikke tilstrækkeligt at afskærme for lyset. Skærmene skal bruges som transportmiddel for lyset på en fornuftig og gennemtænkt måde. Ikke mindst skal lyset være funktionelt, dernæst stemningsskabende, og så arbejder vi meget bevidst med, hvor lyset skal rette sig hen. Alle parametrene er opfyldt i Snow.«

Foto: Anders Sune Berg

Modet til nytænkning »Selv besluttede jeg for mange år siden to regler, som jeg fortsat følger, når jeg udvikler produkter: 1. Enhver opgave starter helt fra bunden. 2. Der skal være en rigtig god grund for hver eneste beslutning, der bliver truffet i udviklingsprocessen. Hvis forklarin-

udio

St Foto: Kaslov

Snow forener gulvlampe og pendel i ét, måske også bord- og væglampe, i et såkaldt rumlys. Armaturet er udført i 4 mm tykt, twinsheet-formet akryl med silketrykt motiv og spiller på kontrasten mellem materiale og usynlighed. Motivet er hvide prikker i tre størrelser, der giver associationer til snefald. Snemotivet er påtrykt i lag, hvorved der fremkommer ﬁne skyggevirkninger. Diffuseringen af lyset sker ved den gradvise udjævning af snefnuggene. Herved opnås en optimal lysfordeling og blændfrihed. Hvor der ikke er silketryk, synes lampen usynlig. Snow er i sin øverste del udført med to lag plast, som giver en markant dybdevirkning, der ﬁltrerer lyset og samtidig fordeler det i den retning, hvor lampen giver læselys.

Lyset i Snow opleves som et lysspil både indirekte gennem det silketrykte motiv og direkte gennem de fire åbninger, der udgør de to kegler i geometrien. Det fremadrettede lys fra den åbne tragt fungerer som læselys. Snow måler 1505 mm i højden, lampekroppens bredeste diameter er 350 mm, og armaturet måler på sit bredeste sted 842 mm. Snow rummer 2 lyskilder – en globeformet lyskilde til E27 (max 60W) centralt placeret samt en reflektor lyskilde (max 40W), som skal give det fremadrettede lys i keglen. Vi kan anbefale energisparepærer til Snow – fra Megaman: 23W Globe Dors Dæmpbar samt 11W Reflector R50. Alternativt kan den bestykkes med metalhalogen 2x20W.

gen ikke er god nok, er det forfra. Derudover er der ingen regler – og derfor tager alle projekter så lang tid! At starte fra grunden betyder, at jeg aldrig studerer trends. Væk med designmagasinerne! Modet til at være anderledes er afgørende. En del producenter er meget opmærksomme på trends, men det gælder om ikke at blive forført i den retning. Teknologisk og materialemæssigt skal jeg naturligvis være opdateret, men designmæssigt er nyhedsstrømmen designerens og producentens allerstørste fjende. Hellere lave noget lidt mærkeligt, som kræver tilvænning, end at lave noget, der omgående fænger. Hvis det er tilfældet, er det ofte, fordi det ligner en masse andre ting derude. Det gælder i høj grad for Louis Poulsen, at man tør gå egne veje. Sortimentet indeholder nemlig armaturer skabt for ﬂere generationer siden, som stadigvæk er fantastiske. Og dér har I fat i præcis den værdi, jeg efterlyser, holdbarhed. Det gælder om at skabe noget, der er originalt og interessant nok til, at det holder i 60 år. Men det er risikabelt at tage den beslutning, du ved aldrig, hvornår du har lavet en klassiker. Med Collage tog Louis Poulsen en chance. Det er vigtigt, vi fastholder det mod.«

Designers

Louise Campbell har tegnestue i det indre København sammen med sin partner, designer Thomas Bentzen.

Foto: Kaslov Studio

Louise Campbell har i samarbejde med Louis Poulsen udviklet: Campbell 275 (2004) Collage pendel og gulvlampe (2005) Campbell 210 (2208) Snow (2008)

Interview • John Small & Mike Holland, Foster+Partners

Transference of light AF IDA PRÆSTEGAARD

Med F+P 550 var ideen at styre og afskærme lyset fra et indendørs armatur bestykket med et stort antal LED lyskilder. Resultatet blev opnået i samarbejde med Foster + Partners. » Lyset er afgørende for kvaliteten af bygningers interiører og derfor meget vigtigt for folks positive indtryk af rum. Belysning kan faktisk gøre et rum smukkere.« Sådan begynder John Small interviewet med NYT. Interviewet ﬁnder sted i Foster + Partner’s store tegnestue i glashuset på Riverside i London med en fænomenal udsigt til byen og ﬂoden. Vi har bedt John Small, partner og chef for tegnestuens designafdeling, og Mike Holland, designer og associeret partner, om at fortælle os om udviklingen af F+P 550 og samarbejdet med Louis Poulsen.

Foto: Philip Vile, Kaslov Studio, Clearlight

F+P 550 er udviklet til det professionelle marked, men kan også anvendes i private interiører

Designers

Foto: Philip Vile

Flydende overførsel af lys »Vi ﬁk opgaven at skabe en produktfamilie med både indendørs og udendørs armaturer. Den største udfordring var, at produkterne skulle baseres på LED-teknologi og samtidig leve op til Louis Poulsens belysningsfilosofi om at give funktionelt, behageligt og stemningsfuldt lys. Vi synes ikke, at LED har megen visuel værdi eller er nogen særligt tiltrækkende lyskilde. På et tidligt tidspunkt besluttede vi at arbejde med skjulte lyskilder og reﬂekteret lys. Vi tog et historisk tilbageblik over Louis Poulsens armaturer. Vi studerede PH Koglen, som helt skifter karakter, når den bliver tændt, men også er et forbløffende objekt, når den er slukket. På samme måde ønskede vi, at vores armatur skulle have to personligheder – når det er

slukket, nyder man materialerne og detaljerne i udformningen, og når det er tændt, nyder man udstrålingen af reflekteret lys. For at få den rigtige luminans og den rigtige lysfordeling behøvede vi 30 LEDer. Spørgsmålet var, hvordan løser man varmeproblemet med så mange LEDer på ét sted? Vi så på en lineær løsning, og vi forsøgte at anbringe LEDerne i bestemte figurer, så de dannede bakker og dale. Efter en omfattende designudvikling følte vi, at en ring gav mulighed for optimal afstand mellem lyskilderne, det stærkeste visuelle udtryk samt god refleksion på grund af den måde, lyset bevæger sig rundt om armaturet.« En ung lyskilde »I udviklingsfasen arbejdede vi os udenom den kends-

Foto: Clearlight

gerning, at LED stadig er i sin barndom. Det medførte, at både Louis Poulsen og vi gennemgik en intensiv læreproces. Hos Foster+Partners har vi før brugt LED, men kun som en enkelt lyskilde i interiører i eksempelvis ﬂy og lystbåde. Når man grupperer 30 LEDer, er en ensartet farvetone fra det ene armatur til det andet imidlertid kritisk for overholdelse af Louis Poulsens kvalitetskrav. LED-teknologien forekommer umiddelbart avanceret, men i virkeligheden varierer hver eneste LED-lyskilde i farve og intensitet som en følge af produktions-

At arbejde med Louis Poulsen er som at arbejde med en sølvsmed. Virksomheden har en tilsvarende nærhed med materialet.

måden. For at løse dette problem bliver alle LEDer sorteret og leveret i kategorier. Da LED hele tiden forbedres – næsten hver måned bliver der introduceret en ny LED – er F+P 550 konstrueret, så den kan tilpasses fremtidige lyskilder. Det er let at opgradere armaturet. Som en del af opgaven skulle F+P 550 tillade udskiftning af LEDer, hvis det skulle blive nødvendigt.«

Holistisk holdning til designet »Norman Foster har altid haft den holdning, at design er design, uanset opgavens art. Uanset om det er industrielt eller arkitektonisk design, er det den samme proces. For tiden arbejder vi syv mennesker i designafdelingen, og vi arbejder tæt sammen med arkitekterne. Vi arbejder i ﬁre niveauer. For det første arbejder vi udelukkende som produktdesignere med vores eget klientgrundlag. Dernæst samarbejder vi direkte med arkitekterne om udvikling af produkter til konkrete projekter. Det tredje er at samarbejde med arkitekterne om projekternes interiører. Som det sidste arbejder vi spekulativt med udvikling af produkter uden af have en klient. Vi har en redaktionel proces hos Foster+Partners: Processerne forelægges designrevisionsgruppen, som ser på hvert enkelt projekt, inklusive produktdesigns. Denne gruppe arbejder som redaktører – de stiller spørgsmål og rådgiver – og vurderer de enkelte projekter. Dette forklarer, hvorfor kvalitetsniveauet og forholdet til design har været så konstant over så lang en periode og forhåbentligt vil fortsætte sådan i fremtiden.« Synergivirkning »Arbejdsstrukturen i Foster+Partners er meget åben, og det er gavnligt og synergisk på mange niveauer. Fordi vi er så åbne, er der stor mulighed for, at de produkter, vi designer, bliver introduceret og indlemmet i andre Foster-bygninger. Dallas Theatre for the Performing Arts, som vi netop arbejder med,

Designers

Foto: Kaslov Studio

er et eksempel på vores synergiske arbejdsform. Vi arbejdede med forskellige lysarmaturer i projektet og undersøgte deres lyskvalitet samt visuelle virkning på rummet. Projektteamet syntes at F+P 550

F+P 550 fungerer som et normalt armatur, samtidig med at det bruger LED som lyskilde. Dét er det enestående ved armaturet. var spændende, men ville gerne have det større. Derfor udvikler vi nu en speciel udgave med en diameter på 1,5 m. Ud over størrelsen vil Dallas-armaturet også på anden måde afvige fra det oprindelige armatur, men ideen stammer fra Louis Poulsen-projektet og den revision, som blev foretaget af designrevisionsgruppen på tegnestuen.« Håndværk i pagt med moderne teknik »Vi har udviklet produkter med mange danske virksomheder, og det karakteristiske er den meget ty-

delige forbindelse mellem håndværk og moderne teknologi i dansk industri. Vi sætter megen pris på, at det ingeniørmæssigt stærke og faglige grundlag er kombineret med forståelsen for materialer og processer. Oplevelsen af det gode håndværk er til stede, når vi udvikler produkter, såvel som når vi speciﬁcerer danske produkter, eksempelvis Vola, D-line og Louis Poulsen armaturer. Mange andre lande har mistet den kompetence. Det er en fordel at arbejde med en virksomhed, der som Louis Poulsen har en historie. Medarbejderne i Louis Poulsen har historien i sig, og vi designere kan fornemme det. Vores samarbejde er karakteriseret ved dets tæthed. Når vi arbejder direkte med producenten, er det meget tættere, end når vi arbejder som produktdesignere med arkitekterne på vores egen tegnestue, hvor rammerne er meget større og samarbejdet mindre intenst. Vores dialog med Louis Poulsen er ukompliceret, og vi er i tæt kommunikation med produktionsledelsen og teknikerholdet for at nå det fælles mål. Gennem årene har vi arbejdet med mange belysningsvirksomheder, og visse af dem har en særlig betydning. Louis Poulsen er en af dem.«

f+p 550 Med F+P 550 er det lykkedes at skabe et indendørs armatur, der på én gang udnytter og tæmmer LED, som er en lyskilde med meget høj luminans. F+P 550 er bestykket med 30 LED, hvortil der ikke er indkig. Lyset er primært nedadrettet. En begrænset mængde lys ledes ud gennem en »lysleder« for at tone ud gennem opalglasset og skabe en blød overgang mellem oplyste og uoplyste dele af armaturet. F+P 550 kan med fordel place-

res i forskellige højder. Uanset placering er armaturet 100% blændfrit. F+P 550 består af ﬁre primære dele: en skærm af opalglas, en reﬂektor i mat anodiseret aluminium, en lysleder af metalliseret polycarbonat og en aluminiumsring, der skjuler de 30 lyskilder. Armaturet måler 550 mm i diameter og kun 35 mm i højden.

Restaurant Sletten

Til middag med Collage

Foto: Anders Sune Berg

Restaurant Sletten er nyindrettet af designer Søren Vester og forpagtet af stjernekokkene Rune Jochumsen og Kristian Møller. Samme trio står bag Michelinrestauranten Formel B i København.

AF IDA PRÆSTEGAARD

Den legendariske Sletten Kro i Humlebæk er efter en større ombygning genopstået som Restaurant Sletten. Designeren Søren Vester har skabt et smukt og uprætentiøst interiør. Louise Campbells Collage lyser op. »For os har det været vigtigt at skabe en stemning, som har man lige taget en lang travetur ved vandet og er kommet hjem til kroen, hvor der er tændt op i brændeovnen. Krofatter står i køkkenet, brændet er stablet op, så der er hygge til hele aftenen. Dagens strandfund af

forstenede søpindsvin, og hvad der ellers er kommet i lommen, er lagt til skue i vinduet.« Ordene kommer fra Søren Vester, som har indrettet Restaurant Sletten i samarbejde med restauratører og kokke Rune Jochumsen og Kristian Møller. Samme hold står bag Formel B – en af Michelinstjerne-restauranterne i København, som også er belyst med Collage. Den enkle indretning på Restaurant Sletten matcher maden, som er delikat og gedigen med fokus på danske råvarer. Borde er udført af betonbordplader, sto-

lene med sorte læderhynder er tegnet af Finn Juhl. Originale Ølandssten på ﬂere gulve dukkede frem under ombygningen og er bevaret. Collage pendlerne, tegnet af Louise Campbell, udgør den generelle belysning, og valget er excellent. De hvide skærme matcher stedets klassiske farveholdning i sort og hvidt. Skærmenes perforering med deres transparente lysog skyggespil skaber en smuk og dekorativ modpol til den stramme, enkle indretning. Pendlerne binder rummene

sammen og er derudover det point de vue i restauranten, som bedst konkurrerer med udsigten over Sundet. Knagerne og stumtjenerne er grene, der er bejdset sorte. Søren Vester fældede et æbletræ og et gammelt elmetræ i haven til Thise Præstegaard, hvor han bor. »Træerne fik et nyt liv og er med til at skabe en naturlig og rå stemning, så det hele ikke går op i stokroser og røvballegardiner,« siger Søren Vester. Træerne virker også som lyddæmpere, da folk hænger deres jakker inde restauranten. Jo flere gæster, jo flere jakker er der til at bryde lyde. Tøjtræerne bliver til konstant foranderlige skulpturer i rummet. Ida Præstegaard er arkitekt.

Collage udgør den generelle belysning i restauranten og binder rummene sammen. De hvide pendler matcher smukt farveholdningen i sort og hvid. Med skærmenes transparente lysog skyggespil skaber Collage et smukt og dekorativt modspil til restaurantens enkle møblering.

Foto: Anders Sune Berg

Stolene er tegnet af Finn Juhl. Stumtjenerne er sortbejdsede grene fra æbletræer i Søren Vesters have ved Limfjorden.

På mørke dage sørger PH 3/2 bordlampe med sine opale glasskærme for en dæmpet og blændfri belysning, der ikke overdøver den ﬁne udsigt til Øresund og Sletten Havn.

Foto: Clearlight

Foto: Philip Vile

Restaurant Madsen på Old Brompton Road

Bæredygtig middag med PH De røde, uldne tæpper på stolene udenfor er det første signal om, at her er der danskere på spil. Skandinaver benytter ethvert solstrejf til at sætte sig udenfor, også selv om de må hylle sig i tæpper for at klare kulden.

Restaurant Madsen er skandinavisk inspireret og det danske designikon – PH5 – udgør den generelle belysning.

AF IDA PRÆSTEGAARD

Da Charlotte Kruse Madsen for få måneder siden åbnede sin restaurant på Old Brompton Road i London, var hun ikke i tvivl, interiøret skulle matche det danske menukort. »Lamperne var faktisk det første jeg besluttede, det skulle naturligvis være PH 5, som er indbegrebet af dansk design. Lamperne er brugt som generel belysning i restauranten. De var først monteret med energisparepærer, men jeg syntes, lyset var for kraftigt, så jeg skiftede ud med glødelamper,« fortæller den danske restauratør. Charlotte Madsen var inspireret af Skandium på Old Brompton Road, og hun

bad derfor designforretningens arkitekt, Pietro Grainiola om at hjælpe sig med indretningen. Det nøgterne touch i restauranten er umiskendeligt skandinavisk og manifesterer sig i enkelhed, hvide vægge og lyse træsorter i borde og stole. Miljøvenlighed er den røde tråd i Restaurant Madsen. Alle møbler er udført i bæredygtigt træ, malingen økologisk, udendørs varmelamper erstattet med uldtæpper, og baren, tegnet af Pietro Grainiola, er udført i corian. »Med glødelamper kan belysningen da ikke kaldes miljøvenlig«, vil mange mene. Men diskussionen er kompleks. I

den globale lyskildedebat overses det ofte, at affaldet fra glødelamper kan bortskaffes 100%, hvorimod kviksølv fra sparepærer udgør et hastigt stigende miljøproblem. Der er ﬂere fordele ved at bruge glødelamper i en restaurant, dels har de en langt bedre farvegengivelse, dels kan de dæmpes, hvorved man opnår den ønskede stemning. Med dæmpning på blot 5% fordobles levetiden på glødelamperne. Sidst, men ikke mindst, bliver lamper fra Louis Poulsen aldrig skrottet, men går i arv fra generation til generation. Bæredygtigt design kaldes det.

L y s e t

B r i d g e n d

En passioneret bygherre

AF RICHARD PORCH

Foto: Philip Vile

Også privat foretrækker Nick Hegarty Louis Poulsen. Pullerten Sentry belyser indkørslen til hans hus i landsbyen St. Brides Major. PH Kobber Væg er monteret på de tilhørende stalde.

En passioneret bygherre Med sin passion for arkitektur og god belysning har bygherre og entreprenør Nick Hegarty ydet en væsentlig indsats for udviklingen i den lille walisiske by Bridgend. AF RICHARD PORCH

Der er kun få eksempler i nyere tid på, at enkeltpersoner har haft gavnlig indﬂydelse på bycentres udformning. Nu om dage er der en tendens til, at planlægning og regelbureaukrati erstatter det dynamiske menneske som den drivende kraft. Når vi så ﬁnder sådan et menneske, bør vi fejre det! Nick Hegarty er en fyrreårig entreprenør, som hovedsagelig har sit arbejdsmæssige virke i den lille by Bridgend i Sydwales, hvor han er født og opvokset. Bridgend eller ”Penybont”, som den hedder på walisisk, det ældgamle keltiske sprog i Wales, blev grundlagt engang efter det 15. århundrede. Den voksede

og udviklede sig på vestbredden af ﬂoden Ogmore, og den gang som nu er den omgivet af et malerisk landskab. Byen ligger næsten lige midt imellem Swansea og Cardiff, som er hovedstaden i Wales. Begge byer har været meget begunstigede af den industrielle revolution i det 19. århundrede. Bridgend, derimod, er hovedsageligt forblevet en købstad, hvis lokale ressourcer hverken kunne levere malm til stålproduktion eller brændsel til den industrielle verdens tog og skibe. Store udvidelser, som drastisk ville have ændret byens størrelsesforhold, er nu også det sidste Bridgend havde brug for.

I stedet er den tætte, lave bymidte omkring jernbanestationen for en stor del bevaret. Bygningerne, der overvejende er fra det 19. og 20. århundrede, er ombygget fra beboelse til butikker og kontorhuse. For tyve år siden var Bridgend temmelig nedslidt. I dag er byen i en positiv udvikling, som i høj grad skyldes Nick Hegarty. Det ses ofte, at man ikke kan skabe god arkitektur uden en god bygherre. Som ophavsmand til en række projekter, der respekterer byens skala og særkende, er Nick Hegarty en ideel bygherre for Bridgend i det 21. århundrede. Nick Hegarty har en embedseksamen i historie fra Londons UCL universitet og

Kipp lygten udsender et symmetrisk, nedadrettet lys. Overskærmens let kurvede design sikrer sammen med vinklen på den indvendige diffuser en bredstrålende og ensartet belysning.

Bystyret i Bridgend blev introduceret til Kipp af Nick Hegarty, da han valgte lygten til en mindre parkeringsplads. Bystyret besluttede efterfølgende at Kipp skulle udgøre byens generelle gadebelysning.

I Bridgend er Kipp overvejende monteret med to lygtehoveder pr mast, hver bestykket med 150 W metalhalogen, som giver en belysningsstyrke på 30 lux.

et diplom i markedsføring fra City University. I 1993 ﬂyttede han tilbage til Bridgend, hvor han blev involveret i projektudvikling. Nick Hegarty blev introduceret til Louis Poulsen for cirka ti år siden. Siden da har han benyttet belysningskonsulent Tony Craddock fra Louis Poulsen, UK, som rådgiver omkring udendørs og indendørs belysning. For en del år siden skulle Nick Hegarty vælge belysning til en mindre parkeringsplads, projekteret i forbindelse med en renoveringsopgave. Valget faldt på Kipp lygten tegnet af Alfred Homann. Bystyret blev så begejstret for lygten, at man besluttede at anvende den som generel gadelysning i byen. Kipps design

og udtryk passer til byens arkitektur og proportioner og skaber en visuel og belysningsmæssig fællesnævner. Men der var også en praktisk fordel, som både politi og borgere er meget tilfredse med. I modsætning til den tidligere gadebelysning er Kipp bestykket med lyskilder med god farvegengivelse, som muliggør genkendelse af ansigter på billeder fra videoovervågning om aftenen og om natten (CCTV closed circuit tv). Kipp er monteret med to lygtehoveder pr. mast, hver er bestykket med 150 W metalhalogen, som giver en middelbelysningsstyrke på 30 lux. Kipp er i dag installeret i de ﬂeste gader i Bridgend – i alt cirka 300 lygter.

En treetagers victoriansk ejendom i Wyndham Street nr. 14 er blandt Nick Hegartys største restaureringsprojekter. Huset indeholder en italiensk restaurant, Poco Poco, i stueetagen og kontorer til udlejning på de øvre etager. Både restaurant og kontorer, som i 2008 modtog en pris af bystyret, udstråler en underspillet elegance, der understreges af Louis Poulsen armaturer, der er anvendt overalt. I Court Street nr. 5-7 er to tidligere adskilte, edwardianske huse blevet forbundet med en moderne, glasdækket mellembygning, der passer diskret ind i omgivelserne. Januar 2008 modtog projektet Civic Trust prisen. Begge projekter er udført af den lokale arkitekt Peter J. Lee.

Foto: Philip Vile

Foto: Kaslov Studio

Facaden på Nolton Court – et tidligere hospital, nu ombygget til kontorer – er belyst af nedgravningsarmaturet Pharo.

Wyndham Street 14 inholder blandt andet restauranten Poco Poco, som anvender pendlen Toldbod i støbt, bruneret messing (udgået) som generel belysning.

I Court Road 5-7 er to edwardianske huse blevet forbundet med en glasbygning. Om aftenen oplyses glashuset af ﬁre Pharo blå LED.

Court House har fået en tilbygning i form af en transparent svalegang. Om aftenen belyses den øverste etage i konstruktionen af SPR 35 med blåt ﬁlter. Foto: Philip Vile

Foto: Philip Vile

Foto: K aslov Studio

LP Charismas indvendige reﬂektoroptik kaster størstedelen af lyset nedad. Skærmene forhindrer blænding og fordeler lyset horisontalt.

Passagen på 1. sal i Court House belyses af to LP Charisma, tegnet af PLH Arkitekter.

Hegartys ekspertise inden for renovering demonstreres også i Nolton Court, tegnet af den lokale arkitekt, G.F. Lambert. Projektet gik ud på at restaurere og modernisere det tidligere victorianske landsbyhospital fra 1886. Ombygningen, der inkluderede en tilbygning med Louis Poulsen produkter, er udført af Simon Marrett fra LOM Architects. Privat bor Nick Hegarty på en ombygget bondegård ved St. Brides Major ude på landet i nærheden af Bridgend. Herfra er der kun tre kilometer til byen, men det er en anden verden. Her ligger landskabet næsten ubeskyttet mod de stærke, sydvestlige vinde, der blæser ind fra

Bristol-kanalen og bringer vejrliget ind. Landbruget er den vigtigste levevej, og landskabet domineres af marker og enlige bondegårde og er strøet med blomstrende, små landsbyer som St. Brides Major. Hegarty, som altid anvender Louis Poulsen belysning i sine projekter, har også privat brugt virksomhedens armaturer til de landbrugsbygninger, der omgiver hans bolig. Armaturernes æstetiske og enkle detailudformning passer til de vejrbidte staldbygninger i de landlige omgivelser. »Louis Poulsen belysning afspejler en fuldkommen balance mel-

lem dansk skønhed, bevidsthed om detaljer og lysteknisk ekspertise,« udtaler Nick Hegarty og slutter: »Efter min mening er det helt velfortjent, at en stor del af Louis Poulsens lamper allerede har opnået ikon-status.«

TRE RENOVERINGSPROJEKTER I BRIDGEND BYGHERRE: NICK HEGARTY WYNDHAM STREET 14 ARKITEKT: PETER J. LEE COURT STREET 5-7 ARKITEKT: PETER J. LEE NOLTON COURT ARKITEKT: LOM ARCHITECTS, SIMON MARRETT

Vilhelm

Lauritzen

Genbrug af modernistisk mesterværk

LYS

forandringens

AF MORTEN LUND

Vilhelm Lauritzens Radiohus er omdannet til musikkonservatorium, men bygningens levende karakter og ﬁne indretning er bevaret. Louis Poulsen har suppleret belysningen, som virksomheden oprindeligt leverede i 1930’erne. Arkitekten Vilhelm Lauritzens gamle Radiohus er genopstået som det nye musikkonservatorium. Danmarks Radio ﬂyttede fra sit elegante hovedsæde på Rosenørns Allé til sit nye bygningskompleks i Ørestaden med Jean Nouvels

ekspressive koncerthus som juvelen i det nye anlæg. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium overtog Lauritzens fredede bygning, der anses som et af hovedværkerne i 1930ernes modernistiske arkitektur.

I 2006 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence til ombygningen. Nu kunne forandringen fra radiohus til musikkonservatorium begynde. Fra Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Alectia, tidligere Birch og Krogboe rådgivende inge-

Foto: Jens Lindhe

Vilhelm Lauritzen var en fremragende formgiver, og han tegnede i samarbejde med arkitekt Mogens Voltenen al belysning til Radiohuset, inklusive de udendørs lamper. Al belysning blev produceret af Louis Poulsen.

niører, blev konkurrencen ventet med spænding. Vilhelm Lauritzen og Ludvig Birch havde i 1930erne slået deres navne fast med byggeriet af Radiohuset, og de to ﬁrmaer ville gøre alt for at vinde konkurrencen. Radiohuset var ﬁrmaernes arvesølv. Man satsede, og man vandt. Umiddelbart har forandringen ikke sat sig synlige spor ude fra gaden. Huset ligner fuldstændigt sig selv. Alligevel er der ikke den mindste lugt af museum i det gamle hus. Ombygningen er sket med dybeste respekt for husets arkitektur, men uden at slække på de praktiske fordringer og kunstneriske krav, som et nutidigt musikkonservatorium skal kunne stille til sine fysiske rammer. Musikkonservatoriet er en åben uddan-

nelsesinstitution, der generøst byder indenfor. I sin nye rolle skal huset ikke længere underordne sig hensynet til nationens sikkerhed. Der er et mylder af studerende ved hovedindgangen, hvor fortovet breder sig ud langs den lille forskydning i facadens to ﬂøje, og lyset brænder til langt ud på natten bag de lange vinduesbånd. Gæsterne strømmer til koncertsalen og de øvrige studier i et stadigt større omfang. Den nyansatte arrangementschef har et stort ansvar for at fylde huset med et levende og ambitiøst musikprogram.

Radiohusets arkitektur Villiam Lauritzen ﬁk Radiohuset som sin opgave i 1934, ikke som vinder af en arkitektkonkurrence, men i kraft af sin frimodighed. Stærekassen, det davæ-

rende radiohus, var allerede en byggeskandale efter kun få år i brug. Der var støj i studierne, og den kombinerede koncert- og teatersal opfyldte aldrig kunstnernes forventninger til hverken musik eller skuespil. Vilhelm Lauritzen var en moderne arkitekt. Hans greb om det nye medie byggede på en usentimental rationalitet og et skarpt blik for naturvidenskabens muligheder. Og Lauritzen var en handlekraftig arkitekt. Han fangede øjeblikket og troppede op foran Radiorådet med sit eget forslag til et nyt radiohus som aﬂøsning af Stærekassen. Projektet byggede på den nyeste teknik inden for kommunikation, konstruktion og rumakustik og tog farve af de aktuelle internationale tendenser inden for arkitektur og kunst. Først ti år senere blev Radiohuset ofﬁ-

Vilhelm

Lauritzen

VLA halvvaselampen i opalglas blev oprindeligt anvendt som gangbelysning overalt i Radiohuset. Louis Poulsen reproducerede væglampen i stort antal, da bygningen blev omdannet til musikkonservatorium.

cielt indviet. Krigen havde forsinket færdiggørelsen. Til gengæld kunne arkitekterne frådse i tid, gennemtegne bygningen og perfektionere alle detaljer. Studierne og den store koncertsal blev stemt som den ﬁneste Cremona violin. Panelerne kunne afprøves i fuld skala, og proﬁlerne og materialerne justeres undervejs. Koncertsalens karakteristiske akustiske loft med det dobbelte bølgemotiv blev således udviklet gennem akustiske forsøg i 1:1. Den lange tid til færdiggørelsen gav også mulighed for at udvikle Radiohusets belysning i samarbejde med Louis Poulsen. Målene var klare. Belysningen skulle være funktionel, men også festlig og uprætentiøs. Lyset, der kom fra glødelamper, blev afskygget af skærme, formgivet ud fra et tydeligt koncept til såvel materiale som geometri. Lauritzens lamper har siden vist sig at være et langtidsholdbart design, og de gamle armaturer fra Radiohuset er for længst blevet klassikere. Det gamle Radiohus er et integreret design i en grad, det ikke er muligt at

virkeliggøre i dag. Husets rumlige udformning inklusive belysning, aptering og møblering var betinget af avancerede betonkonstruktioner og tidssvarende installationer lige fra optageudstyr til ventilation. Vilhelm Lauritzens projekt bestod ved indvielsen i 1945 af tre hovedelementer. Det første element var de to forskudte fløje ud mod Rosenørns Allé, der rummede kontorerne til Danmarks Radios journalister og administratorer. I det andet element inde bagved lå studierne som en lukket blok, skærmet af kontorfløjene mod gaden og taghaven med sit tykke lag af muld. Koncertsalen markerede sig som det tredje element i anlægget med sin udtryksfulde vifteform og separate indgang fra Julius Thomsens Gade. De to fløje mod gaden var i 1930erne et højdepunkt af fleksibel indretning af to rækker kontorer omkring en midterkorridor. Den effektive betonkonstruktion gav 18 meter lange, søjlefri spænd mellem tværskillevæggene med mulighed for et fleksibelt design i ned til

et 90 cm facademodul. Under vinduerne var der et stik til strøm og telefon for hvert modul, og sprossernes dimensioner gik op i væggenes tykkelse. Ventilationen var indbygget i væggen mod korridoren, så lofterne kunne holdes fri for installationer af hensyn til den ﬂeksible indretning. Studieblokken repræsenterede tidens ypperligste viden, hvad gælder akustik og optageteknik. Den centrale kunstnerfoyer skærer sig gennem blokken og deler studierne i to grupper. Foyerens regelmæssige rækker af nicher danner magelige sofahjørner, hvor kunstnerne kunne vente i rolige omgivelser inden optagelsen i studiet. Møblernes elegante linjer peger på Finn Juhl som ophavsmanden, der i sine første ti år som arkitekt var ansat hos Radiohuspendlen blev tegnet specielt til Radiohuset i 1930erne. Den smukt formede pendel med opalglasskærm, der lukker sig ﬁnt om lyskilden, ses mange steder i det nyindrettede musikkonservatorium, blandt andet i de mange øverum.

Foto: Jens Lindhe

Vilhelm

Lauritzen

Vilhelm Lauritzen. Studie 2, hvor Radioens Underholdningsorkester spillede, er et stort rektangulært rum med vægge og lofter af træpaneler, der bølger sig i siksak for at fordele lyden og forhindre ﬂutter mellem de parallelle vægge. Af samme årsag er de øvrige studier pakket som skæve krystaller uden parallelle vægge. Hvert eneste studie står i sin egen bærende konstruktion og eliminerer således broer, hvor lyden kan vandre i konstruktionen fra det ene rum til det andet gennem bygningen. Koncertsalen, der også blev kaldt Studie 1, er et overdådigt rum. Et varmt og venligt skrin, klædt i gyldent træ og med lyse stole af læder. Rummet har plads til 1100 tilhørere under det store, hvælvede bølgeloft. Overalt sidder man tæt på musikken. Koncertsalens ﬁne materialekarakter har en særlig nordisk tone, som også kendetegner Gøteborgs Koncertsal fra samme tid. Jean Nouvel viste sin begejstring for denne tradition, da han udformede salen i det nye koncerthus i samme varme materialepalet.

Forandringen fra radiohus til musikkonservatorium Forandringen af Radiohuset til musikkonservatorium er sket med stor kærlighed til Vilhelm Lauritzens bygning. Husets fine karakter er bevaret overalt fra hovedgreb til detalje. Kun Auditoriet og Musikbiblioteket har fået sin egen rå og mørke indretning, der udtrykker vores egen tid og giver den oprindelige arkitektur det nødvendige modspil. Med transformationen til musikkonservatorium blev det skarpe skel mellem kontorfløjen og studieblokken med koncertsalen udvisket. Journalistikken flyttede ud sammen med Danmarks Radio, og musikken fylder nu hele huset. Studierne og koncertsalen er som skabt for et musikkonservatorium og kunne i flere tilfælde tages i brug uden større ombygninger. Opgaven lå især i kontorfløjene, hvor undervisningsrummene skulle have plads. Det er vigtige rum i et musikkonservatorium, hvor den daglige undervisning mellem lærer og studerende finder sted. Der skulle bygges mere end 40 rum, hver på størrelse med et almindeligt klasseværelse.

Belysningen Den gennemførte belysning var en unik kvalitet i Radiohuset, og den er konsekvent bevaret i det ombyggede Musikkonservatorium. De originale lamper er bevaret overalt, hvor det kunne lade sig gøre.

I samarbejde med arkitekt Mogens Voltenen tegnede Vilhelm Lauritzen belysningen til Radiohuset. I Radiorådssalen – som fortsat anvendes til møderum – er loftbelysningen lampetter i opalglas monteret på en messingskinne.

Foto: Jens Lindhe

Det gamle Radiohus regnes for et af de ﬁneste eksempler på modernisme i Danmark. De mange smukke detaljer, eksempelvis i trapper og gelændere, er bevaret.

Baldakinen over hovedindgangen til Radiohuset, i dag musikkonservatoriet, er belyst med lamper i metal. Lyset reﬂekteres på den hvidmalede underside.

Publikumsindgangen til koncertsalen er overdækket af en baldakin belyst af en række buttede opalglaslamper, der giver associationer til radiser.

Hall og reception har loft beklædt i læder. Vægge og gulve udført af grønlandsk marmor. Rummet er belyst af dobbelte lygtehoveder i opalglas monteret på standere.

Vilhelm

Lauritzen

I Koncertsalen er balkonrækkerne udsmykket med lange rækker af opalglaslamper, der giver associationer til liljekonvaller. Små variationer i ophænget giver lamperne et levende og festligt udtryk. Foto: Jens Lindhe

For at undgå nedhængte lamper i koncertsalen tegnede arkitekterne en skjult belysning udformet som en ellipsoide med to brændpunkter. Lyskilden var placeret i ét brændpunkt og reﬂekterede lysstrålerne i det andet.

Hvor der har manglet lamper, er der produceret kopier af de gamle modeller. Vilhelm Lauritsen tegnede lamperne i Radiohuset i tæt samarbejde med arkitekten Mogens Voltelen, der i mange år var leder af faget belysningslære på Kunstakademiets Arkitektskole, og ﬁrmaet Louis Poulsen. Samarbejdet betød, at Vilhelm Lauritzen slog sit navn fast som en af landets ledende belysningsdesignere. Hans lamper fylder godt i Louis Poulsens kataloger op igennem 1950erne og 1960erne. Poul Henningsen gav Vilhelm Lauritzen et kærligt modspil. Ikke mindst i spalterne i LP Nyt, hvor han slog ned på enhver tendens til følsom formalisme fra sin funktionelle fælle. Der skulle være en forklaring bag enhver form, og helst rationel og videnskabelig. Poul Henningsen var lykkedes med at forklare principperne bag sin egen lampe, der

blev betragtet som rationel, selvom der ikke slap meget lys ud fra den nødvendige 100 Watt lyskilde. PH skærmenes logaritmiske geometri begejstrede, og tusindvis af kunder over hele Europa købte forklaringen. Lauritzen og Voltelen søgte et tilsvarende princip i formgivningen af deres lamper og fandt ellipsoiden. Inde i Koncertsalen ville de undgå at hænge lamper ned i rummet under det smukke, akustiske loft. Det ville tage opmærksomheden fra den bølgende ﬂade og besværliggøre ophængningen af mikrofoner. Derfor tegnede arkitekterne en lampe med en skærm, der som idé er udformet som en ellipsoide. En ellipsoide har to brændpunkter. Placerer man en lyskilde i det ene brændpunkt reﬂekteres lysstrålerne gennem det andet. Skærer man derefter ellipsoiden over på tværs og løfter den ene halvdel

hen over en flade med et hul, der falder i det andet brændpunkt, så vil al lyset, der reflekteres fra ellipsoiden, fokuseres i hullet og fortsætte videre ud på den anden side i rummet og sprede sig som en kegle. Princippet blev virkeliggjort og et antal spejlende ellipsoideskærme blev hængt op i mellemrummet under den bærende betonkonstruktion oven over hullerne i det akustiske loft 15 meter over gulvet. Lyskeglerne kunne afskærmes med en halv meters nøjagtighed, så dirigenten kunne stå fuldt oplyst, mens tilhørerne på første række ikke kunne se det mindste lys gennem hullet i loftet. Radiohuspendlen er tegnet specielt til Radiohuset. Den er er enkelt udført og består kun af en enkelt skærm af opalglas. Skærmen lukker sig omkring glødelampen, bortset fra et hul i bunden. Opalglasset fordeler lyset fint, men sel-

Koncertsalen i Radiohuset blev indviet i 1945, og salen har lige siden været elsket af publikum for sin gode akustik og smukke interiør. 60 år senere inspirerede koncertsalen Jean Nouvel, da han udformede DRs nye koncertsal i træ i varme farver (se side 44).

ve formen spiller ikke nogen som helst rolle for, hvordan lyset spredes. Enhver arkitekt med respekt for sig selv ﬁk tegnet en glaspendel. Arne Jacobsen tegnede en glaslampe til Søllerød Rådhus, der næsten var identisk med Lauritzens. Her var der frit spil for den kunstneriske vilje, og Poul Henningsen ironiserede naturligvis over lampernes følsomme silhuetter. Radiohuspendlen er anvendt i stort antal som almenbelysning i Radiohuset, og den hænger overalt, i offentlige miljøer og i private hjem i Danmark og udland. Ved ombygningen af Radiohuset blev den nyproduceret i stort antal og kan nu bestilles til projekter af Custom Design, Louis Poulsen. Halvvaselampen i opalglas supplerer pendlen som vægophængt almenbelysning. Den bliver brugt i Studiefoyeren og de øvrige gange i huset. Mes-

singbeslaget, der holder toppen på plads, opleves som et rafﬁneret smykke. Ligesom Radiohuspendlen er dette armatur produceret i stort antal til ombygningen. Armaturet leveres til projekter af Custom Design og hedder i dag VLA Halvvaselampen. Der er mange forskellige typer lamper rundt om i Radiohuset, hver med sin rolle. Inde i Koncertsalen er balkonrækkerne udsmykket med lange rækker af opalglaslamper, der giver associationer til liljekonvaller. Små variationer i ophænget giver lamperne et levende og festligt udtryk. Udenfor Koncertsalen under baldakinen byder de små buttede opalglaslamper med den lille spidse snude gæsterne velkommen. Her går associationerne til et bed radiser. Lauritzens lamper er befriende festlige og herligt uhøjtidelige.

Belysningen på den gule keramiske facadebeklædning kommer fra en enkelt lampe med en kegleformet metalskærm, der ligner en moderne damehat fra 1940erne. Toppen er skåret bort og lyset spreder sig ud over facaden, samtidigt med, at det retter sig nedad. Vilhelm Lauritzens lamper er levende klassikere, og lamperne fra Radiohuset er blandt hans bedste. De komplementerer hans arkitektur på fornemste vis og understreger den varme og legende tone, der betager os i hans rum. Morten Lund er arkitekt DKDM I RADIOHUSET BYGHERRE: DET KGL. DANSKE MUSIKKONSERVATORIUM ARKITEKT: VILHELM LAURITZEN ARKITEKTER INGENIØR: ALECTIA A/S EL-INGENIØR: ALECTIA A/S EL-INSTALLATØR: FUGMANN EL-ANLÆG

En medie-by for public service

Ny æra for DR

AF THOMAS DICKSON

Danmarks Radio har fået sin helt egen by i den nye københavnske bydel Ørestad. DR Byen, som den kaldes, fortsætter en 75 år gammel tradition for arkitekttegnet kvalitetsbyggeri i Danmarks store mediekoncern. Louis Poulsen har leveret en omfattende del af belysningen.

Segment 3

Segment 2

Indre Gade

Segment 4 (Koncerthuset)

Segment 1

Den nye DR By består af ﬁre meget store bygninger, to på hver side af vejen, Emil Holms Kanal. En 200 m lang glasoverdækket bro skaber forbindelsen hen over vandet. Projektets hovedanslag tager sit afsæt i tanken om byer i byen, hvor hver af de ﬁre bygninger, de såkaldte segmenter, får hver deres identitet, inspireret af den mellemøstlige Kasbah. Segment 1 var første blok i det store byggeri, og med sine 55.000 kvm den største bygning i komplekset. Den blev tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, umiddelbart efter at de sammen med Grontmij | Carl Bro vandt konkurrencen om helhedsplanen for DR Byen, og færdiggjort i 2006/07. Segment 2 er tegnet af Dissing + Weitling og rummer radio-, nyheds- og sportstudier. Segment 3 er tegnet af Gottlieb Paludan Arkitekter sammen med Nobel arkitekter og indeholder administration og DR København. Den store koncertsal, tegnet af Jean Nouvel og indviet i januar 2009, er placeret i Segment 4. Louis Poulsen har leveret be-

Foto: Jens Lindhe

Man ledes hen til hovedindgangen i DR under Indre gade efter at have passeret en lille bro over kanalen.

Venstre: De store studier i Segment 1 er omsluttet af vældige stålkonstruktioner, som bliver yderligere imposante, når de spejler sig i bassinet foran bygningen.

Foto: Anders Sune Berg

Med opførelsen af den nye DR By ﬁk ﬁlm- og tvproduktionen ideelle arbejdsforhold. De tre store studier er placeret på række i Segment 1.

lysning til hele DR-byggeriet og er hovedleverandør til Segment 1 og 2. Segment 1 indeholder de store tv- og filmstudier, kulisseværksteder, radiostudier samt en del redaktionslokaler og teknik. Bygningen er parallel med den 18 m høje Indre gade, der i 2. sals højde myldrer med mennesker på vej ind og ud. Studiegaden forbinder stilfærdigt de mange studie- og værkstedsfunktioner. Desuden findes en mængde redaktioner og studier i den i øvrigt ret kompakte bygning, organiseret omkring nogle høje og oaselignende atrier. I den sydlige ende af bygningen findes de karakteristiske store studieblokke, beklædt med

sortglaserede ﬂiser. Her er også publikumsindgangen til tv-shows, og facaden præges af høje hvide søjler. Blokkene med radio- og tv-studier inde i huset er stærkt markerede, dels ved deres røde bemaling, dels ved deres særlige, runde form, der springer frem i de indre gadeforløb. Chefarkitekt bag helhedsplanen, Thomas Scheel fra VLA, siger om lyset i Segment 1: ”I Danmark er arkitekter mest optaget af at kultivere dagslyset, da vi har så lidt af det. Det driver værket, når vi tegner. Derfor har vi også lagt alle kontorer og redaktioner i 2. sals niveau eller højere. Nedenunder ﬁndes parkering og sekun-

dære rum, der ikke har så meget brug for dagslyset. Kunstlyset er tilpasset dagslyset. Vi har ikke satset på effektlys, men mest på god, gedigen, generel belysning. Til Segment 1 udviklede vi et kombineret loftsog lyssystem, Fusion. Det skete i et tæt samarbejde med Louis Poulsen og loftsproducenten Rockfon. Ideen var at integrere alle de ting, som man normalt installerer enkeltvis – belysning, ventilation, køling, lyddæmpning, sprinklere og skilte.” Miljøvenlighed var en væsentlig parameter i byggeriet. Eksempelvis skærmer de store studieklodser i husets sydlige

Servicering af de store studier sker fra enorme gange oplyst af det højeffektive industriarmatur Herning leveret af Louis Poulsen.

Basisbelysning i studierne udgøres af Odense påbygningsarmatur, monteret øverst oppe over alle projektørerne.

Segment 1 er indrettet med to store atrier, hvor medarbejderne kan slappe af. Grundbelysningen i atrierne udgøres af Beat 222-155 bestykket med kompaktlysrør 1x32 Watt.

Der er bogstaveligt talt højt til loftet i Segment 1, som er karakteriseret ved store indre gader i bygningens fulde højde.

Foto: Anders Sune Berg

SEGMENT 1 ARKITEKT: VILHELM LAURITZEN BYGNINGSINGENIØR: GRONTMIJ | CARL BRO A/S EL-INGENIØR: GRONTMIJ | CARL BRO A/S EL-INSTALLATØR: BRAVIDA DANMARK SEGMENT 2 ARKITEKT: DISSING + WEITLING BYGNINGSINGENIØR: NIRAS A/S OG OVE ARUP A/S EL-INGENIØR: NIRAS A/S EL-INSTALLATØR: LINDPRO A/S SEGMENT 3 ARKITEKT: GOTTLIEB PALUDAN ARKITEKTER A/S SAMT NOBEL ARKITEKTER BYGNINGSINGENIØR: RAMBØLL EL-INGENIØR: RAMBØLL EL-INSTALLATØR: NCC DANMARK BYGHERRE: DR

Vilhelm Lauritzen Arkitekter ønskede at skabe et loftssystem til kontorerne i DR, som i en totalløsning integrerer selve loftﬂaden med belysning, ventilation og skiltning. Resultatet er Fusion, som arkitekterne udviklede i samarbejde med Grontmij | Carl Bro, Louis Poulsen, Rockfon og Lindab Ventilation.

del huset for solen. Dobbelte facader skaber naturlig ventilation. Meget af kunstlyset er forsynet med dagslysdæmpning, og der er anvendt energisparepærer, dér hvor det kunne lade sig gøre. Huset er desuden fri for pvc, og alle materialer er så vidt muligt screenet for optimal livscyklus. Der er grundvandskøling, 1.200 kvm solceller på taget og regnvandsopsamling, der leverer 70 % af vandet til toiletskyl. Tre gange har Vilhelm Lauritzen Arkitekter vundet konkurrencen om et domicilbyggeri for Danmarks Radio: 1934: Radiohuset i Rosenørns Allé. 1959: Tv-byen i Gladsaxe. 2000: tegnestuen vinder konkurrencen om en helhedsplan og første etape af DR Byen i Ørestad.

Fusion består af ubrudte lange ﬂader adskilt af aluminiumsproﬁler, der giver loftet et smukt og roligt udtryk. Armaturerne med lysrør udformet som bånd, ventilationsog kølingssystem samt sprinklere og dyser er specialfremstillet til Fusion, og alle delelementer kan derfor fuldt integreres og afstemmes efter hinanden. Fusion modtog Dansk Designpris i 2007.

Foto: Anders Sune Berg

Foto: Jens Lindhe

Nyt koncerthus for DR

DEN BLĂ&#x2026;

KUBE AF THOMAS DICKSON

Det længe ventede koncerthus i DR blev indviet i januar 2009. Med Ateliers Jean Nouvel som arkitekter sætter bygningen nye standarder for, hvordan rum og bygninger kan udformes på vore breddegrader.

Bygningen udefra Da Ateliers Jean Nouvels tegnestue vandt konkurrencen i 2002, var Ørestad ubebygget. På det tidspunkt fandtes kun en overordnet plan, men ikke nogen omgivende by at forholde sig til. Det er en situation, som arkitekter sjældent kommer ud for, og som givetvis har været en udfordring, især da Jean Nouvel normalt arbejder meget med stedets kontekst i sine projekter. Så i stedet har Jean Nouvel givet sit bud på en fremtidig Ørestad. Det er blevet til den stramt anlagte kube, en slags ﬁx-

Foto: Anders Sune Berg

Det nye koncerthus er en bygning fyldt med overraskelser og modsætninger. Og er desuden det største, mest spektakulære og stormomsuste byggeri i Danmark i nyere tid. Jean Nouvel er kendt for opførelsen af en lang række overbevisende og signifikante bygningsværker rundt om i verden, såsom museet Quai Branly i Paris, museet Reina Sophia i Madrid, tårnet Torre Agbar i Barcelona og mange flere. Jean Nouvel er ikke mindst kendt for at arbejde utraditionelt med facaderne på sine bygninger. Tydeligst kan man nok se det i hans Instituttet for Den Arabiske Verden i Paris fra 1987, som især blev kendt for det avancerede lysregulerende system af iris-blænder på den sydvendte facade. Også ydersiden af den nye koncertbygning ligner noget, der ikke er set før, huset er nemlig fuldstændig pakket ind i de, fra medierne, så velkendte blå facadeskærme. I det klare dagslys er huset bestemt ikke uinteressant, men dog langt fra at være så spektakulært, som det er efter mørkets frembrud. Her fungerer de blå vægge, udført i et særligt netmateriale, som gigantiske lærreder, så der kan projiceres levende billeder på alle fire facader. Og havde det ikke været for det påtrængende behov for at holde byggeudgifterne bare en anelse nede, ville også tagfladen været dækket af en blå skærm, der så ville have kunne ses fra fly under indflyvning til Kastrup. Det blå facademateriale er i øvrigt så åbent i strukturen, at det ikke hindrer udsynet inde fra bygningen.

Foyeren til koncertsalen er et storslået atrium, præget af rå detaljer og en sanselig materialebearbejdning – en karakteristisk Jean Nouvel signatur. De rå betonvægge anvendes til billedprojektion.

Når publikum træder ind i den 2.000 kvm store foyer, mødes de af en stor, blå stjernehimmel bestående af et perforeret blåmalet metalloft, som gennemlyses af bagvedliggende spots.

Foto: Anders Sune Berg

Jean Nouvel var inspireret af Vilhelm Lauritzens Radiohuskoncertsal fra 1945 (se side 35), da han udformede DRs nye koncertsal beklædt med træ i varme farver. Louis Poulsen leverede belysningen i trappetrinnene, som dæmpes under forestillinger, hvor det virker som ledelys. Ved start/slut af forestillinger og under pauser skrues trappelyset op, ligesom det slukkes og tændes for at guide publikum ad de rette trapper.

punkt for den bydel, der skal vokse frem over de kommende år. Husets blå overflade tager om natten udseende efter, hvad den belyses med fra de store videoprojektorer, der er diskret anbragt i små tårne i nærheden. Det er Nouvels bud på en moderne laterna magica. Går man bag den blå facade og ind i bygningen, finder man et mylder af rum og volumener, udført i et ganske anderledes kompliceret formsprog, end hvad det udvendige antyder. Her findes fire sale, også kaldet studier, i varierende størrelser. Øverst i komplekset ligger den største af salene med 1.800 siddepladser, mens de tre mindre studier er nedenunder. Placeret rundt om de fire sale finder man foyer-arealerne, samt en bar og restaurant, foruden øvelokaler, nodearkiver og instrumentlagre m.m. Æstetisk set er kontrasterne store i det mægtige hus. Det rene blå look udenpå afløses af rå beton i stort set hele huset, både der, hvor publikum kommer ind i bygningen, og i arbejdsområderne. Undtagelsen er salene, der til gengæld står meget fint bearbejdet med hensyn til farver, lys og materialer. Således veksler husets formsprog fra facadernes enkelhed, over rå brutalisme på trapper og i gange, til det poetisk

forﬁnede design i musikkens sale. Det er som et system af lag på lag, der åbenbarer noget overraskende hver gang, man åbner en ny dør længere inde i komplekset.

Fællesområderne Publikum træder ind i den 2.000 kvm store foyer i kælderplanet og mødes af en stor blå stjernehimmel, der består at et perforeret blåmalet metalloft som gennemlyses af bagvedliggende spots. Kommer man lidt længere frem i rummet åbenbares et storslået atrium, hvor glastaget anes mere end 30 m oppe. Rummet er et urbant rum, der er præget af mange rå detaljer og en sanselig materialebearbejdning, der er en af Jean Nouvels typiske signaturer. Der projiceres blandt andet mange billeder på nogle af væggene i det store rum. Og apropos væggene, så er de godt nok støbt i beton, men heller ikke de er helt almindelige. De støbeforme, der blev brugt var beklædt med plastikfolie, der under arbejdet krøllede lidt, hvilket har givet betonen en blød og furet overﬂade, lidt ligesom ’elefanthud’. Sådan er også de ﬂeste af husets øvrige betonvægge støbt. Også inventaret er råt, blandt andet består den store garderobe i foyeren, som

publikum selv betjener, af den slags robuste transportkasser, som turnerende musikere bruger. Overalt på husets vægge i de fælles arealer ses kvadratiske lyspaneler med afrundede hjørner. De er i forskellige størrelser og farver og ligner lidt de traditionelle advarselslamper uden for lydstudier, blot i overdimensionerede udgaver. Desuden er der anvendt et stort antal Munkegårdslamper, i flere forskellige størrelser, og placeret i tilfældig ’uorden’ på loftsfladerne. I foyeren er gulvene af beton, med indlagte effekter i form af lysstriber, mens der i gange og på kontorer er lagt halvblanke metalgulve af varmgalvaniserede stålplader. I de gang- og arbejdsområder, hvor husets ansatte færdes, dominerer det tekniske look næsten totalt, dog altid med et touch af æstetik. Lofterne, rør og anden teknik i de lange gange og arbejdsrum er malet i en stærk orange farve, der passer fint til væggene i elefanthudsbeton og metalgulvene. Visse steder finder man i loftet udsmykninger som fx kæmpefotostater af musikinstrumenter.

Salene De ﬁre koncertsale har fået hvert deres arkitektoniske udtryk. Selve koncertsa-

DEN BLÅ

KUBE

Trappetrinsbelysningen er opbygget af en aluminiumsskinne påmonteret varmhvide LEDer. Et påmonteret farveﬁlter sørger for at lyset matcher koncertsalens varme farver – og stemning. LEDerne er påmonteret en frostet akrylkappe for beskyttelse og diffusering af lyset.

DEN BLÅ

KUBE

len, Studie 1, er et enormt, svævende volumen, med undersiden hævet ca. 10 m over terrænniveau. Orkesteret er i koncertsalen placeret næsten i midten som i et amfiteater, omgivet af siddepladserne, der er placeret på mange indbyrdes forskudte niveauer. Denne måde at opbygge en koncertsal på var et krav fra bygherren til Nouvel. Denne type sal har Jean Nouvel selv refereret til som en terrasseret vinmark. Der opstår en særlig akustik i sådan en sal, der især er kendt fra Berliner Philharmonien, der blev tegnet af Hans Sharoun og færdigbygget i 1963. Salen er i øvrigt ikke symmetrisk over længdeaksen, som man oftest ser, men af akustiske grunde er orkesterpladsen lidt ’skævt’ placeret i salen. Der er ikke mange lige linjer i denne sal. Loft og vægge krummer, mens alle balkoner og brystninger går i bølger. Materialerne er også omhyggelig valgt for at skabe den bedste sammenhæng mellem arkitekturens visuelle fremtræden og de akustiske egenskaber. Der ses store flader af laminerede og bejdsede vægflader i birke- og belingatræ, mange steder med indfræsede spor.

Munkegård leveres i ﬁre størrelser fra ø 115 til 525. Monteret »tilfældigt« udgør armaturerne et organisk mønster, som danner en ﬁn kontrast til rummets symmetriske møblering.

Foto: Anders Sune Berg

Højloftede loungeområder giver medarbejdere og artister mulighed for afslapning tæt på koncertsalen. Den almene belysning udgøres af Munkegård armaturet, som arkitekterne valgte at »strø ud over loftet med blød hånd«.

Disse plader veksler med forskellige gipsprodukter, der ofte er proﬁlerede og perforerede. Alt er holdt i nuancer af varme farver, som også de mange velourbetrukne stole er holdt i med deres i talrige orange og røde farver. Netop stolenes klassiske design og skiftende farvesætning er en hilsen til den gamle koncertsal på Rosenørns Allé, ligesom det store centralt placerede orgel er det. Der ses faktisk ingen belysningsarmaturer i det store rum, hvilket er helt bevidst fra Jean Nouvels side. Spots i loftet leverer direkte lys på scenen, mens alt andet lys er indirekte og dæmpbart, og kommer især fra felter i gulve og sprækker under trappetrinene. Rummets farveholdning forstærkes således af den gyldne belysning, så der opstår et varmt og kobberagtigt skær i hele salen. Dette står i kontrast til den blå indpakning af bygningen og det lidt hidsige og hårde lys i foyerområdet. Også med hensyn til at integrere lyset i arkitekturen har Jean Nouvel skabt klare zoner i og omkring bygningen. Alle studierne er multianvendelige koncertsale. Her kan akustikken nemt ændres fra hård til blød efter hver sit sindrige system, sådan at alle sale kan bruges til både kammermusik og rock. De tre små sale ligger i kælderen, men har alle mulighed for at lukke dagslys ind. Studie 2, der er husets næststørste sal med plads til 540 tilhørere, ligner

lidt et gammelt filmstudie i Hollywood. Loftsbelysningen her er blandt andet håndlamper til arbejdsbrug, der hænger og dingler ned fra loftet. Der er sorte stolerækker og vægge, mens den akustiske dæmpning på væggene består af naturfarvede finerplader i birketræ, hvorpå der er trykt 38 store portrætter af musikere med særlig historisk betydning for DR. Det lille Studie 3 har plads til 170 tilhørere og er holdt i en skarp kontrast mellem kridhvidt og skiftevis blankt og mat sort, hvilket let giver associationer til et koncertflygel. Et system af skodder, der kan lukkes op og i, sikrer den variable akustik og leverer samtidig en markant visuel effekt. Det sidste studie – nr 4, der huser op til 300 gæster, har knaldrøde vægge bestående af nogle stilbare lameller i lakerede aluminiumsprofiler, til at klare de forskellige krav til rumklangen. Alle de små studier har spotbelysning, mere eller mindre skjult oppe i loftskonstruktionen.

SEGMENT 4 BYGHERRE: DR ARKITEKT: ATELIERS JEAN NOUVEL BYGNINGSINGENIØR: NIRAS A/S EL-INGENIØR: NIRAS A/S EL-INSTALLATØR: LINDPRO A/S STUDIEINDRETNING I ALLE STUDIER SEG.1,2 OG 4: LINDPRO

Nye produkter, nye showrooms Targetti Poulsens produktsortiment i Norden har krævet nyindretnng af showroom i Norge og et helt nyt showroomskoncept i Stockholm. Ta rg et ti Poulsen, Oslo I Lilleaker lidt udenfor Oslo Centrum har Targetti Poulsen indrettet nyt showroom på 400 kvadratmeter i umiddelbar nærhed til datterselskabets kontorer. Huset er blevet gennemrenoveret, og der er tilstræbt en minimalistisk indretning med hensyn til møbler, armaturer og udstillingsmoduler. De tre etager rummer produktudstillinger fra hele Targetti Poulsen gruppens kæmpeproduktprogram. Således er der en fuld udstil-

Det norske showroom udstiller blandt andet Collage, F+P 550 og PH 50 fra Louis Poulsen samt pendlen Polifemone fra Esedra.

AF CLAUS ØSTERGAARD

ling af Louis Poulsens detailprogram, tillige med at ﬁrmaerne Targetti, Esedra, MLE og Neri alle er repræsenterede med deres mest kendte produkter. Showroomet er en blanding af ”living showroom”, hvilket vil sige at medarbejderne sidder i showroomet og anvender armaturerne i dagligdagen, og egentlige produktudstillinger med diverse demomuligheder blandt andet af RGB/LED produkterne fra Targetti.

Foto: Jiri Havran

Ta rg et ti Poulsen, Stock holm I forbindelse med Stockholm Messen/Nordic Light 2009 slog Targetti Poulsen i Stockholm dørene op for et nyrenoveret showroom i virksomhedens smukke penthouselokaler i Gävlegatan. Targetti overtagelsen af Louis Poulsen medførte en så kraftig udvidelse af sortimentet, at en ombygning var nødvendig. Det er lykkedes at få plads til alle varemærkerne i Targetti Poulsens imponerende produktprogram, skønt ikke hele sortimentet er repræsenteret. En stor væg til demonstration af RGB/LED styret effektbelysning indgår i udstillingen. Det er lykkedes at bevare showroom’ets lyse og lette indretning på trods af en udvidelse på 50% ﬂere produkter.

Foto: Åke E:son Lindman

Targetti Poulsens showroom i Stockholm er indrettet i penthouselokaler i Gävlegatan og udstiller både indendørs- og udendørsarmaturer.

PH Kogle Guld – med de 72 blade forgyldt med 24 karat guld – blev præsenteret i Los Angeles i marts 2009. De øvrige præsentationer og receptioner fandt sted i Torino, København, Moskva og Belgien.

Foto: Henri Khodaverdi photography

I Los Angeles blev fødselsdagsudgaven af PH Kogle præsenteret i den eksklusive designforretning dkVOGUE.

PH Kogle Guld Tidligere på året samledes 400 mennesker i Los Angeles for at fejre PH Koglen – det sidste af en række arrangementer til ære for det berømte armaturs 50 års fødselsdag.

Halvtredsåret blev sidste år markeret ved receptioner i Torino, København og Moskva. Alle steder var aftenens midtpunkt PH Koglen i guld, som Louis Poulsen markedsfører i 50 eksemplarer i anledning af fødselsdagen. PH Koglen har status som et af verdens største ikoner inden for belysningsdesign. Ikke mindst i USA er begejstringen for PH Koglen stor. Det kunne bevidnes af de 400 gæster – hvoraf nogle kom fra Las Vegas, Santa Barbara og San Francisco – som havde sagt ja tak til Louis Poulsens invitation til at fejre ikonet den 18. februar ved en reception i den eksklusive designfor-

retning dkVOGUE på Beverly Boulevard i West Hollywood. Ved receptionen blev PH Koglen hyldet i en tale af Demetrios Eames – ﬁlmproducer, forfatter og direktør for Eames Ofﬁce, der blev grundlagt af hans berømte forældre Charles og Ray Eames. PH Kogle Guld havde verdenspremiere i 2008 i Torino, hvor den blev udstillet og hædret med reception i Palazzo Madama i anledning af Torino World Design Capital i juni sidste år. Den anden reception fandt sted i Louis Poulsens hovedkvarter i København i september. De to øvrige udstillinger af fødselsdagsarmaturet var på Kortrijk Xpo messen og International Salon Interior Show i henholdsvis Belgien og Moskva i 2008.

Foto: Kaslov

Øverste fotos: I Torino blev PH Guldkogle præsenteret på det smukke Palazzo Madama i anledning af Torino World Design Capital. Til højre: Louis Poulsens hovedkvarter i København dannede rammen om den danske fødselsdagsreception for PH Kogle.

Louis Poulsen Lighting A/S Gammel Strand 28 DK-1202 København K Tlf.: +45 70 33 14 14 E-mail: lpnyt@lpmail.com · www.louispoulsen.com

PP Porto betalt Denmark

Ansv. red.: Hans Lindeberg Redaktion: Ida Præstegaard Layout: Mette Andreasen Repro og tryk: GARN Grafisk ApS og Zeuner Grafisk A/S Hel eller delvis gengivelse af de i NYT offentliggjorte artikler må kun finde sted med forudgående skriftligt samtykke fra Louis Poulsen Lighting A/S. Elnummer: 5701026443 ISSN 0907-7227

Retu r neres ved var ig ad resseænd r ing

Norge Targetti Poulsen AS Tel.: +47 22 50 20 20, Fax: +47 22 52 47 05 E-mail: louis-poulsen-no@lpmail.com Sverige Targetti Poulsen AB Tel.: +46 8 446 48 00, Fax: +46 8 446 48 28 E-mail: louis.poulsen.se@lpmail.com Finland Targetti Poulsen Oy Tel.: +358 9 6226 760, Fax: +358 9 6226 7650 E-mail: info.ﬁ@louispoulsen.ﬁ Danmark Louis Poulsen Lighting A/S Tel.: +45 70 33 14 14, Fax: +45 33 29 86 79 E-mail: info@lpmail.com Salgschef, Henrik Meisler Tel.: +45 33 29 86 66 Mobil: +45 20 60 80 42, E-mail: hme@lpmail.com Projektchef, øst for Storebælt, Søren Frederiksen Tel.: +45 33 29 86 68 Mobil: +45 40 60 40 08, E-mail: sfe@lpmail.com København Syd, Frank Schlott Ohlrich Mobil: +45 20 60 80 06, E-mail: fso@lpmail.com Sønderjylland, Flemming Wolf Tel.: +45 75 43 15 91, Fax: +45 75 43 20 13 Mobil: +45 40 38 48 03, E-mail: fwo@lpmail.com Projektchef, vest for Storebælt, Bjarno Rask Tel.: +45 86 20 56 81, Fax: +45 70 26 26 53 Mobil: +45 40 60 40 96, E-mail: bra@lpmail.com Nordjylland, Færøerne & Grønland, Marie Frier Tel.: +45 51 54 61 51, E-mail: mfr@lpmail.com Detailchef Danmark, Johnny Klausen Mobil: +45 40 60 40 73, E-mail: jok@lpmail.com Detail, indretning København & øerne, Helen Berg Tel.: +45 33 29 86 73 Mobil: +45 22 69 87 25, E-mail: hlb@lpmail.com Outdoor, øst for Storebælt, Claus Jensen Tel.: +45 38 10 28 69, Fax: +45 38 19 28 69 Mobil: +45 22 61 74 19, E-mail: clj@lpmail.com

Igennem et halvt århundrede har PH Kogle bevist, at den passer ind i vidt forskellige interiører. Den klædte således også på smukkeste vis det fornemme Palazzo Madama i Torino.

Outdoor, vest for Storebælt, Ole Bjerggaard Tel.: +45 87 46 48 02, Fax: +45 86 81 45 09 Mobil: +45 40 60 40 97, E-mail: olj@lpmail.com København & omegn, Torben Hamilton Tel.: +45 20 60 80 10, E-mail: tha@lpmail.com København & omegn, Marianne Nimb Slot Tel.: +45 51 16 73 11, E-mail: mns@lpmail.com

Bladene i PH Kogle Guld tager udgangspunkt i kobberblade. Forgyldningen forudsætter en spejlblank og fejlfri overﬂade, og de 6 x 12 blade højpoleres, inden de forgyldes. Selve forgyldningen er en katalytisk proces. Der sendes en nøje kontrolleret strømstyrke gennem koglebladet, og ved en katodisk proces udfældes det rene guld på overﬂaden af kobberet. Behandlingen af bladene afsluttes med klar lak. Indersiderne af bladene er også forgyldte, men dernæst malet hvide for at sikre den optimale lysudsendelse, og at selve armaturet også oplyses.