1 minute read
UNDERVISNINGEN I 2. KLASSE
BYG OVENPÅ – ELLER START FORFRA!
Hvis du og klassen brugte Molevittens læsespor i 1. klasse og fulgte anbefalingerne fra læseprogrammet ”Sikker læsestart”, så er det nu i 2. klasse, du høster frugterne af, at eleverne er blevet automatiserede læsere. Dette kapitel om undervisningen i 2. klasse forudsætter, at der kan bygges ovenpå de læsefærdigheder, der var målet for 1. klasse, for hvis ikke disse mestres, så skal indsatsen først rettes mod de basale mål. Her kommer derfor indledningsvis et par ord til den lærer, som står med en 2.-klasse, der ikke er kommet så sikkert fra start. Afsnittet kan også give anvisninger til, hvordan man forholder sig som lærer, hvis der er kommet nye elever, som ikke er på niveau med resten af klassen.
Hvis ikke klassen har læst individuelt og differentieret, og hvis ikke elevernes læsevaner er stabile, så vil der være en ret stor sandsynlighed for, at der er stor spredning i klassen, og at det kun er et mindretal af eleverne, der afkoder de fleste ord automatiseret og ubesværet. I den slags klasser er det derfor vigtigt at starte med at få vished om netop automatiseringen, for den er et nødvendigt fundament for elevernes videre læseudvikling. Du kan ikke bruge resultaterne fra de nationale test, hvis sådanne foreligger, for i disse indgår tid ikke som en faktor i evaluering af afkodningen, og tid er det eneste, der skiller den automatiserede læser fra den ikke-automatiserede, når de i øvrigt læser ordene sikkert, dvs. når frem til at afkode og genkende ordene, jf. Elbro, Petersen og Kreiner (2015). Hvis der ikke allerede er lavet en ordlæsetest i slutningen af 1. klasse, skal du derfor i samarbejde med skolens læsevejleder få lavet en ordlæsetest, hvori der indgår tid. Denne test vil give et indtryk af, hvilket niveau af automatisering den enkelte elev er nået til, og du vil også kunne få et billede af spredningen i klassen. Du får også et indtryk af sikkerheden i afkodningen, og hvis du har elever i klassen, der ikke afkoder med en sikkerhed på 90 % eller derover i den alderssvarende test, så er det mod sikkerheden indsatsen i første omgang skal rettes, for automatisering og hastighed i afkodningen udvikles på et fundament af sikkerhed. Sikkerheden kan vokse ved, at eleverne læser gentaget på et passende tekstniveau.
Gentaget læsning øger først elevens sikkerhed, dernæst hastighed og til sidst forståelsen, men det forudsætter, at eleven læsetræner på et passende niveau og med stemme. Det rigtige niveau finder du ved at lytte til elevens læsning. Brug en af de første læsebøger som udgangspunkt, men juster efter, hvordan læsningen går. Du kan bruge ordlisterne på ”de gule sider” til at pejle efter, og dernæst kan eleven læse noget sam-