Indledning

Et frit kvarter

Mikkel har trukket hænderne ind i ærmerne og går langs muren i skolegården. Han registrerer de andres leg omkring sig, men kigger mest ned. Han nåede ikke ud sammen med de andre drenge, og nu ved han ikke, hvor de er. Som altid, når han er alene i frikvarteret, snegler minutterne sig af sted.

I den anden ende af gården øver Lina og Sofie sig på deres hemmelige sprog. De har lidt svært ved at holde styr på det, fordi et par drenge fra naboklassen bliver ved med at prøve at tage pigernes huer. Det er irriterende, men også lidt sjovt. Christo er og Oliver er de mest populære drenge på den årgang.

Lige da det ringer ind, får Christo er fat i Linas hue og løber hen mod indgangen med den. De andre følger efter, og Lina griner, mens hun råber af ham. Indenfor på gangen støder hun næsten sammen med Mikkel fra klassen. Hun når lige at se det forskrækkede udtryk i hans ansigt, før Christo er smider huen tilbage til hende.

Mikkel slår følge med pigerne. De kigger på ham og siger noget, han ikke når at opfange. Da han siger: ”Hva’?” griner de, så han griner også lidt for en sikkerheds skyld. Det var åbenbart ikke det rigtige at gøre, for Lina stopper op og siger: ”Vi vil altså gerne gå alene.”

Inde i klassen skal de sidde i deres helt nye bordgrupper. Pigerne ved Mikkels og Saids bord giver højlydt udtryk for deres utilfredshed med deres pladser, men læreren vil ikke diskutere det, for de skal i gang med deres projekt i bordgrupperne.

Kan du finde ud af at være med i det sociale liv?

”… fællesskab og venskab er altafgørende for at have det godt. Det er så at sige selve meningen med livet: at kunne lege med andre, have det sjovt med andre eller bare at være sammen med andre – ud af dette fællesskab opstår de spontane indfald, de kreative udfoldelser og frem for alt den sikkerhed, der giver mod til det hele.” 1

I en klasse som Linas og Mikkels forventes alle at springe ud i et nyt projekt sammen på lige fod. De forventes at komme med ideer, fordybe sig, diskutere og folde sig ud fagligt. De skal lede efter svar, analysere, forholde sig kritisk, dele deres holdninger, forstå, skabe og skrive. På et tidspunkt skal de måske endda præsentere et produkt for hele klassen.

Hvordan hver enkelt elev oplever og klarer projektet, hænger uløseligt sammen med, hvordan de har det med at gå i klassen.

I den ene ende af spektret har vi elever som Lina, der trives. Ikke kun fordi de har en eller flere venner i klassen, men fordi de generelt er vellidt i de sociale sammenhænge, som de indgår i. De har nemt ved at læse de sociale spilleregler og er gode til at være med i det sociale liv, der foregår blandt deres jævnaldrende. Folk får lyst til at samles om dem, fordi de skaber gode oplevelser både for dem selv og andre.

I den anden ende af spektret har vi elever som Mikkel, der ikke trives i skolen. De har ingen tætte venner i klassen, kæmper med at finde deres plads og oplever ikke at høre til i nogen af grupperingerne. Ingen tager dem aktivt med i aktiviteter, hverken i eller uden for klasselokalet. De har svært ved at følge med i, hvad der foregår i det sociale liv omkring dem, så de formår ikke selv at tage initiativ.

Hvordan vores elever hver især oplever deres sociale rolle i klassen, har stor betydning for, hvordan de klarer de ting, de skal arbejde med og lære i skolen – og i livet i det hele taget.

At en elev som Lina fungerer socialt, skaber nemlig et fundament for at kunne klare de udfordringer, hun møder. Det giver hende kreativiteten, ressourcerne og overskuddet til at lykkes i livet – både fagligt, personligt, og når det gælder hendes fritidsinteresser. Hun vil i høj grad opleve at mestre de ting, hun giver sig i kast med, og det stærke sociale fundament giver hende modet til at kaste sig ud i besværlige og svære ting.

En elev som Mikkel oplever det modsatte. Fordi han ikke trives med den sociale rolle, som han har i klassen, så oplever han ikke at have en social identitet, som han kan have det godt med. Han oplever ikke at have en værdi, hverken for de andre eller for fællesskabet, hvilket præger hans selvbillede negativt. Med Per Schultz Jørgensens ord, så er et positivt selvbillede forudsætningen både for at kunne udvikle hensigtsmæssige måder at klare livet på – og for at kunne lære noget.2

Behovet for at arbejde med elevernes personlige og sociale kompetencer underbygges også af konklusionerne på undersøgelsen af Den Nationale Trivselsmåling fra 2016. Undersøgelsens hovedresultater præsenteres nemlig med disse ord:

”Undersøgelsen bryder dog nyt land ved dels at være baseret på et historisk stort datagrundlag, dels at kvalificere styrken af sammenhænge mellem oplevet fællesskab og andre aspekter af skoletrivsel, som vi har gjort. Dette kan kaste nyt lys på den mangeårige diskussion om, hvorvidt det er skolens opgave at undervise i personlige og sociale kompetencer. Nærværende undersøgelse kan ikke fortolkes som andet end et meget stærkt argument for sidstnævnte – vel at mærke ikke et politisk argument, men et pædagogisk og sundhedsfagligt: Elevernes læring, deres trivsel og deres oplevelse af fællesskab i skolen er tre gensidigt afhængige sider af samme sag.” 3

Om eleverne indgår i et eller flere fællesskaber i skolen hænger altså uløseligt sammen med deres forudsætninger for at lære de ting, vi gerne vil have dem til at lære. Og hvis de ikke selv finder ud af at etablere og indgå i positive fællesskaber, er det op til os som lærere og/eller klassens leder at hjælpe dem med det.

Hvad har de ikke lært endnu?

En elev, som bliver ved med at afbryde, mangler at lære at vente.

En elev, som ikke deltager i klassens faglige snakke, selvom hun har noget at byde ind med, mangler at lære at stole på de andre og/eller de andre mangler at gøre, hvad der skal til, for at hun kan føle sig tryg i klassen.

En elev, som forlader klassen, før alle er færdige med at rydde op, har enten ikke lært at opdage, når andre har brug for hjælp, eller at udsætte sine egne behov.

Den amerikanske kliniske børnepsykolog Ross W. Greene siger, at børn gør det godt, hvis de kan, og jeg er fuldkommen enig. Børn vil gerne lytte, byde ind, stole på andre, hjælpe og vente på deres tur, og de gør det, hvis de kan.

Hvis udgangspunktet er, at alle gør deres bedste, med de ressourcer de har til rådighed i netop dette øjeblik, så kan jeg kun reagere på dårlig opførsel, uhensigtsmæssig adfærd eller manglende handling med spørgsmålet: Hvad har de ikke lært endnu? Og som lærer, med tilladelse til at danne, opdrage og undervise mine elever, er mit næste spørgsmål: Hvordan kan jeg hjælpe dem med at lære det?

Det er netop udgangspunktet for dette materiale. En klar overbevisning om, at hvis en elev ikke oplever (eller ser ud til at opleve), at han er en del af læringsfællesskabet i klassen, så er der et eller andet, som han eller klassen mangler at lære. Med dette materiale gives der konkrete bud på, hvordan du som lærer kan arbejde med det, som dine elever mangler at lære for at lykkes i læringsfællesskabet.