Ida er pisseprovokerende

Foto: Nynne Smedegaard Jørgensen

Det var efter en afskedstale, hvor hun – endnu engang – fik den bemærkning, at Rikke Smedegaard Hansen besluttede sig for at skrive denne bog.

Rikke Smedegaard Hansen

MEN ... det er jo heller ingen hemmelighed, at det har været svært for dig at holde den professionelle distance ...

Rikke Smedegaard Hansen Fra forordet af Elisa Rimpler Allerede med indledningen slår Rikke tonen an.

Hun sætter et spejl op, der ikke udelader noget.

Jeg kommer i tanke om børn og situationer, jeg havde glemt. Om faglige nederlag og den frustration, der følger med. Men også om glæden, det giver, når man ser et barn lykkes med noget, der var svært. Som ordene skrider frem, får jeg en klump i halsen, fælder en tåre, smiler og nikker indforstået. Det er, som om Rikkes ord også er mine. Følelserne og tankerne er mine. Den ene pædagog spejler den anden.

I Ida er pisseprovokerende tager Smedegaard Hansen afsæt i sine egne stærke, bevægende, frustrerende, kærlige møder med børn og kobler dem til relevant teori og forskning.

Rikke Smedegaard Hansen blev uddannet pædagog i 1996 og har arbejdet som skolepædagog i 10 år. Hun har i en årrække været en flittig debattør i dagspressen, er forfatter til flere artikler, klummer og kronikker, har givet interviews til både dagspresse og fagmagasiner og har deltaget i paneldebat på DR2. Hun var desuden en del af ekspertgruppen under den tidligere regerings inklusionseftersyn, som blev afsluttet i foråret 2016.

Hendes hjerte banker for, at alle børn føler sig set, hørt og forstået, og at alle børn oplever sig som en værdifuld del af et fællesskab.

Med bogen ønsker hun at give pædagoger et (fag)sprog for de følelser, der hver eneste dag er på spil i pædagogisk arbejde.

Og samtidig ønsker hun at give et anderledes og mere praksisnært indblik i hverdagen som pædagog, end det, man typisk præsenteres for i fagbøgerne.

Pædagoger skal ikke skamme sig over at knytte tætte bånd til børnene, over at være i vildrede, over at føle sig utilstrækkelige og afmægtige. Pædagoger skal ranke ryggen, stå sammen og blive bedre til at sætte ord på, hvad deres arbejde består i – både over for hinanden og over for omverdenen.

www.akademisk.dk

En bog om følelser i pædagogisk arbejde

Rikkes bog bør være en inspiration for andre pædagoger – så det bliver en ud af mange bøger med pædagoger som forfattere. Vi er Danmarks største og vigtigste profession – og vi har så meget viden fra virkeligheden, der bør deles og inspirere andre.

Fra den ene pædagog til den anden. Tak, Rikke.

Akademisk Forlag

Ida er pisseprovokerende

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 1

02/03/20 2:18 PM

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 2

02/03/20 2:18 PM

Rikke Smedegaard Hansen

Ida er pisseprovokerende En bog om følelser i pÌdagogisk arbejde

AKADEMISK FORLAG

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 3

02/03/20 2:18 PM

Ida er pisseprovokerende. En bog om følelser i pædagogisk arbejde Rikke Smedegaard Hansen © 2020 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se www.tekstognode.dk/undervisning Forlagsredaktion: Signe Hastrup Bogen er sat med: Gotham HTF og Kepler Std. Omslag: Berger Joa Forfatterfoto: Nynne Smedegaard Jørgensen Sats: Lumina Datamatics Ltd. Tryk: XX

Akademisk Forlag støtter børn og unge Akademisk Forlag er en del af Egmont, som er Danmarks største mediekoncern. Egmont har fortalt historier i over 100 år, laver film i Oscarklasse og fortæller historier gennem nyheder, bøger og magasiner.

Egmont er en dansk fond, som hvert år giver næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

1. udgave, 1. oplag, 2020 ISBN: 978-87-500-5488-7 www.akademisk.dk

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 4

02/03/20 2:18 PM

Til Nynne og Noah

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 5

02/03/20 2:18 PM

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 6

02/03/20 2:18 PM

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Uundgåelige følelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Hvorfor denne bog? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Min baggrund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Bogens opbygning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Det formelle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Etikken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Personligt – og fagligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

1 Historien om Karla og min integritet . . . . . . . . 27 En afskedstale og en beslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 Hvis jeg havde mødt Karla i dag . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Solvej – samarbejde og åbenhed gjorde forskellen . . . . . 34 Spejlneuroner – grundlaget for vores empati . . . . . . . . . 36 Jeg elsker dig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Følelser er ikke uprofessionelle . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42

2 Thor, tvivlen og tilliden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Kærlige relationer sætter spor i hjernens udvikling . . . . . 55 Nuværende øjeblikke, udviklende øjeblikke . . . . . . . . . . 57 Empati, hvad vil det egentlig sige? . . . . . . . . . . . . . . . . 59 Spejling – at udvikle kendskab til følelser . . . . . . . . . . . 60 Hvorfor gjorde jeg ikke bare . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 Om at stille spørgsmål og underrette . . . . . . . . . . . . . . 63

7

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 7

02/03/20 2:18 PM

3 Ida er pisseprovokerende . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 Adfærd, vi har et problem med . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Tilknytning og tillid – at kunne regne med andre . . . . . . 73 Følelser smitter, så jeg vælger bevidst ro . . . . . . . . . . . . 75 At undgå, minimere og håndtere konflikter . . . . . . . . . . 76 Reaktioner, vi skal holde til . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 Mentalisering – at se den anden indefra . . . . . . . . . . . 82 Når mentalisering svigter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84 Se adfærd som en invitation til omgivelserne . . . . . . . . . 86

4 Altid smilende Isak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Dine følelser, mine følelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Supervision – hjælp til at se det hele billede . . . . . . . . . 106 Anerkendelse og selvindsigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108 Betydningsfuld – betydningsløs . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Personlig og professionel – ikke privat . . . . . . . . . . . . 114 At bruge sin personlighed professionelt . . . . . . . . . . . 117

5 Thomas, den usynlige dreng . . . . . . . . . . . . . . 123 Følelsesmæssige kraftfelter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128 Følelser, vi ikke kan vælge, og handlinger, vi kan vælge . . 131 Følelser og værdier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132 Hvordan vi kan regulere vores følelser . . . . . . . . . . . . 135 Følelser skal ikke tabuiseres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138 Mod til at mærke – ord til at beskrive . . . . . . . . . . . . . 141

6 6.C, klassen, som tog prisen i at udfordre . . . . 147 Følelser – når man er under pres i praksis . . . . . . . . . . 154 Risikoen for udbrændthed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 Hvordan vores arbejde kan påvirke os . . . . . . . . . . . . 160 8

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 8

02/03/20 2:18 PM

Mangel på medfølelse – risiko for forråelse . . . . . . . . . 162 Pas godt på dig selv og dine kolleger . . . . . . . . . . . . . 168

7 Rasmus, retfærdigheden og vreden . . . . . . . . . 175 Ubehagelige følelser – forbudte følelser . . . . . . . . . . . 183 Hvilken pædagogisk retning er den rigtige? . . . . . . . . . 186 Vores værdier er vores kompas . . . . . . . . . . . . . . . . . 189 Forskellige perspektiver – fælles forståelse . . . . . . . . . 190

8 Tvivlen, som altid gnaver . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 Etiske færdigheder – det er slet ikke så let i praksis . . . . 197 Empati og medfølelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 Om intuition – og fornemmelser . . . . . . . . . . . . . . . . 203 Etiske færdigheder kommer ikke af sig selv . . . . . . . . . 204 Moralsk stress – hvem skal handle på det? . . . . . . . . . 205

Pædagoger er mennesker, der møder mennesker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209 Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

9

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 9

02/03/20 2:18 PM

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 10

02/03/20 2:18 PM

Forord Det pædagogiske arbejde har aldrig været så meget til debat, som det er i dag. Det er godt. Men det er afgørende for både faget og pædagogers selvforståelse, at vi selv er med til at sætte ord på og beskrive den faglighed, som vi er så stolte af.

Med Ida er pisseprovokerende gør Rikke Smedegaard netop det. Hun sætter ord på pædagogikkens inderste væsen, så det bliver åbenlyst for enhver, hvad det går ud på.

Og hun gør det modigt, med ærlige eksempler fra hverdagen og en indsigt og indlevelse, der gør mig stolt af at være pædagog. Konkret tager hun fat i kernen i pædagogers arbejde. Det, der handler om relationer, om involvering og de mange og svære følelser, der følger med.

Og det er helt selvfølgeligt, at det er Rikke Smedegaard, der fører pennen. Som en stærk bannerfører for pædagogikken har hun i alt fra Politikens spalter til Debatten på DR2 vist et utroligt mod til at stå op for fagligheden – og for børnene, ikke mindst. Både når der skulle debatteres skolereform og inklusion, men også når der var behov for at sætte ord på den tvivl og sårbarhed, der uvægerligt følger med det at være pædagog. For det utrænede øje kan sårbarheden forveksles med usikkerhed eller mangel på professionalitet. Men som pædagoger ved vi, at vi er dybt afhængige af, at vi hele tiden reflekterer over de følelser, 11

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 11

02/03/20 2:18 PM

der følger med jobbet. At vi undersøger egne intentioner, men også identificerer og sætter ord på de fornemmelser, der er en del af pædagogens vigtige kompas. Det kompas, vi også kalder den professionelle dømmekraft.

Allerede med indledningen slår Rikke tonen an. Hun sætter et spejl op, der ikke udelader noget. Jeg kommer i tanke om børn og situationer, jeg havde glemt. Om faglige nederlag og den frustration, der følger med. Men også om glæden, det giver, når man ser et barn lykkes med noget, der var svært. Som ordene skrider frem, får jeg en klump i halsen, fælder en tåre, smiler og nikker indforstået. Det er, som om Rikkes ord også er mine. Følelserne og tankerne er mine. Den ene pædagog spejler den anden.

På den måde er bogen en appelsin i den pædagogiske turban. Sat lidt på spidsen vil jeg nemlig påstå, at tiden kalder på en “gen-humanisering” af pædagogikken. Årtiers besparelser og effektiviseringer har tæret på helt centrale dele af vores fag. De fælles faglige refleksioner og supervision er nedprioriteret. Der er mindre tid til, at vi undrer os og i fællesskab udvikler pædagogisk praksis.

Det er mere reglen end undtagelsen, at vi står alene med ansvaret, når det handler om at lykkes eller ej. Og med den stigende individualisering bliver følelserne, der følger med relationerne, et kollektivt tabu. Et tabu, der i jagten på professionel anerkendelse kan risikere at forstærkes.

12

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 12

02/03/20 2:18 PM

Rikke viser os en ny vej. Fordi hun står ved, at vi som pædagoger skal vedkende os følelserne og tvivlen. Og vi skal tale højt om det. Til hinanden på arbejdspladsen. Men også når vi ytrer os om de vilkår, der pinedød er nødvendige, hvis vi skal gøre en forskel. Som en etisk fordring, men også som et fagligt rygstød. For pædagogik kan og skal aldrig reduceres til et spørgsmål om de “rigtige” pædagogiske aktiviteter, den “rigtige” test eller antallet af minutter med højtlæsning. Men instrumentaliseringen af pædagogikken ligger lige for, hvis vi ikke selv som pædagoger står op for sammenhængen mellem høj faglighed og det at øve og øge bevidstheden om de følelser, der hører til de nære relationer, vi har ansvaret for, når vi er på arbejde.

Jeg håber derfor, at både pædagogstuderende, pædagoger og andre med interesse for pædagogik vil tage bogen til sig. Det er både svært og dilemmafyldt at være pædagog. Men det er os, der er hverdagens eksperter. Og ansvaret for børnene ligger hver dag i vores hænder. Skal vi trives og lykkes som fagprofessionelle, skal vi derfor kunne tale om de følelsesmæssige dilemmaer, der følger med. Vi skal give det plads i hverdagen på arbejdspladsen. Fordi det er med til at gøre os dygtigere. Men vigtigst af alt, fordi det er nødvendigt, hvis vi skal gøre det helt rigtige for børnene.

Rikkes bog bør være en inspiration for andre pædagoger – så det bliver en ud af mange bøger med pædagoger som forfattere. Vi er Danmarks største og vigtigste profession – 13

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 13

02/03/20 2:18 PM

og vi har så meget viden fra virkeligheden, der bør deles og inspirere andre.

Fra den ene pædagog til den anden. Tak, Rikke.

København, marts 2020 Elisa Rimpler, formand for BUPL

14

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 14

02/03/20 2:18 PM

Uundgåelige følelser Man må aldrig gå ned på medmenneskelighed. Indtil det modsatte er bevist, er vi nødt til at tro på det: Kærligheden overvinder alt. (Steffen Brandt, sagt i forbindelse med Danmarks Indsamling)

I 2019 havde jeg min sidste arbejdsdag på den folkeskole, hvor jeg havde været ansat som AKT-pædagog igennem flere år. AKT står for Adfærd, Kontakt og Trivsel.

Hele måneden havde jeg løbende modtaget beskeder, breve, tegninger, kort og små gaver. På min sidste arbejdsdag blev jeg krammet, holdt om, holdt i hånden og fik ord med på vejen fra børnene som: “Du har ligesom været hele skolens mor” og: “Vi elsker dig”. Jeg følte mig uendeligt værdsat og meget betydningsfuld.

Dagen efter startede jeg på mit nye arbejde. Jeg havde ikke én eneste relation til hverken børn eller voksne. Dog var mit nye arbejde også på en folkeskole, og jeg skulle fortsat støtte børn i deres udvikling og i deres relationer og være med på sidelinjen i undervisningen, så jeg havde en formodning om, at jeg vidste, hvad jeg skulle stille op med mig selv.

Den følelse forsvandt ret hurtigt. Jeg måtte spørge om ting, der virkede som selvfølgeligheder for alle andre. Jeg blev bange for at fremstå dum og for at være irriterende.

15

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 15

02/03/20 2:18 PM

Og allerede på min anden arbejdsdag stormede en dreng ud af klassen, smækkede med døren og skreg: “Jeg hader dig, dit fede svin!” Og da jeg kom ud til ham, blev jeg mødt med et: “SKRIIIIIIIID!!!”

Det kan man kalde noget af en kontrast. På et døgn gik jeg fra at se mig selv som betydningsfuld og sikker i mit job til at opleve, at jeg var betydningsløs og usikker i forhold til mit arbejde. Eftersom det skete i forbindelse med et jobskifte, var det indlysende hvorfor. Men ofte oplever vi pædagoger kontrastfyldte tilstande og følelser som disse i løbet af en enkelt arbejdsdag. Det er noget, vi forventes at kunne håndtere.

Jeg er en erfaren pædagog. Jeg har fået mange rosende ord med på vejen, men jeg har også modtaget kritik. Jeg begår fejl, fortryder handlinger, skammer mig – og ligger søvnløs, når jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg møder børn, som jeg falder pladask for med det samme, fordi de er interessante, kloge, sjove at være sammen med eller afsindigt charmerende. Jeg møder en sjælden gang imellem børn, jeg først ikke bryder mig om. Børn, som jeg alligevel kommer til at holde af, når jeg lærer dem at kende og bliver bedre til at forstå dem. Jeg møder børn, som jeg skal sige farvel til, selvom de siger, de elsker mig. Jeg møder børn, som kalder mig grimme ting. Jeg møder børn, som søger konflikter. Og jeg møder børn, som afviser mig, selvom jeg prøver at nå dem.

Jeg skal kunne holde til det hele. Som professionel og som pædagog skal jeg kunne håndtere både børnenes følelser og mine egne.

16

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 16

02/03/20 2:18 PM

Bogen er skrevet til alle jer, som enten er eller gerne vil være pædagoger. Til jer, der hver dag stiller jer selv følelsesmæssigt og mentalt til rådighed for børn, unge eller voksne, så de kan udvikle sig i en positiv retning.

Hvorfor denne bog?

“We read to know that we are not alone.” Sådan lyder en replik i filmen Shadowlands, der handler om forfatteren C.S. Lewis’ liv. Jeg følte mig i mange år alene, fordi jeg havde mange følelser på spil i mit arbejde som pædagog og flere gange fik det råd, at jeg skulle blive bedre til at holde den professionelle distance. Det var svært for mig, for jeg mente, at det var nærheden, som virkede. Da jeg endelig fandt modet til at tale og skrive om de følelser, jeg havde i det professionelle relationsarbejde, gik det op for mig, at jeg ikke var spor alene. Der var andre, der havde det som mig.

Jeg håber, at du, som læser med, vil føle dig mindre alene. Mindre alene med at være i tvivl, blive fortvivlet – eller at blive befippet, fordi et barn udbryder: ”Jeg elsker dig!” Mindre alene med at tage arbejdet med hjem og tænke på børnene i din fritid. At være pædagog er på mange måder et udfordrende arbejde – men det er også et givende arbejde. Vi får betydning i andre menneskers liv.

Og de får betydning i vores. Personligt kan jeg ikke forestille mig et mere meningsfuldt arbejde.

I forbindelse med inklusionseftersynet, som blev igangsat af den daværende regering og forløb fra efteråret 2015 til foråret 2016, talte jeg med børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz. Han sagde på et tidspunkt: ”Stolthed og mod 17

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 17

02/03/20 2:18 PM

kan være modvægt til følelsen af afmagt.” Han inspirerede mig, og jeg har husket på hans ord siden.

Hver dag arbejder vi med børns udvikling. Vi gør det ud fra en faglig ballast i form af viden – og vi gør det med os selv som redskab. Til tider oplever vi magtesløshed. Magtesløshed i arbejdet her og nu, magtesløshed, når strukturer ændres, og magtesløshed i nedskæringstider. Det er især i de tider, vi skal sætte ord på vores faglighed, rette ryggen og huske: ”Stolthed og mod kan være modvægt til følelsen af afmagt.”

Min mission har været at sætte billeder på vores hverdag og at koble praksis til relevant teori i et lettilgængeligt sprog, så forhåbentlig både studerende og erfarne pædagoger kan få udbytte af bogen. Jeg har især skrevet med fokus på, at vi sammen kan blive bedre til at sætte ord på det, som ellers risikerer at blive tabuiseret eller defineret som usagligt: vores følelser.

Der er skrevet mange bøger til pædagoger. Men de fleste er skrevet af andre faggrupper. Vi skal bruge andres viden og kloge tanker – men vi skal også bruge vores egen viden og vores egne stemmer. Det er os, som mærker hverdagen. Det er os, som kender den bedst.

Min baggrund Jeg har igennem mine 23 år som uddannet pædagog arbejdet i både børnehave, SFO, på behandlingshjem og i netværk for unge med diagnoser inden for autismespekteret. Sammenlagt har jeg desuden i omtrent ti år arbejdet som pædagog i skolen, hvor jeg især har beskæftiget mig 18

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 18

02/03/20 2:18 PM

med AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel), inklusion og individuel støtte til elever med særlige behov.

Bogens opbygning Jeg har ikke formået at skrive en fagbog af den slags, hvor hvert enkelt emne helt selvfølgeligt er beskrevet i hvert sit kapitel. Jeg ville gerne have gjort det nemt og overskueligt for dig som læser og have inddelt vores hverdag i separate og adskilte kapitler, men sandheden er, at vores hverdag er kompleks, så jeg har i stedet forsøgt at skrive kompleksiteten i pædagogers hverdag frem. En hverdag, hvor teori og dilemmaer fletter sig sammen med vores eget og andres følelsesliv. En hverdag, hvor vi dagligt skal mentalisere, anerkende, forholde os, holde ved og træffe valg, som forudsætter både faglig baggrundsviden, følelsesmæssig involvering og reflekteret stillingtagen.

Bogen er bygget op om mine erfaringer som pædagog i skolen. Jeg deler nogle af de oplevelser med børn, som har gjort størst følelsesmæssigt indtryk på mig. Oplevelser, som har haft afgørende betydning for mig. Ikke kun som fagperson, men som menneske. Du vil i hvert kapitel blive præsenteret for en stor del af den teori og forskning, som danner grundlag for mine refleksioner som pædagog.

I kapitel 1 møder du Karla, som insisterede på at være tæt på mig, og som jeg havde let ved at forstå, men som jeg trak mig fra, fordi vores tætte relation gav anledning til kommentarer fra mine kolleger. Kommentarer, som i nogle tilfælde satte spørgsmålstegn ved min professionalisme. Du får i dette kapitel en forklaring på, hvorfor jeg 19

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 19

02/03/20 2:18 PM

valgte at skrive netop denne bog, og bliver blandt andet præsenteret for viden om spejlneuroner.

I kapitel 2 møder du Thor, som reagerede på måder, som vi voksne havde vanskeligt ved at forstå. Vi søgte alle mulige forklaringer, indtil Thor en dag fortalte mig den hemmelighed, han bar på. Du bliver blandt andet præsenteret for viden om, hvad kærlige relationer betyder for børns udvikling, samt viden om empati og spejling.

I kapitel 3 møder du Ida, som er meget svær at holde af, fordi hun hele tiden reagerer på måder, som udfordrer hendes omgivelser. Hun irriterer de andre børn, og de voksne synes, at hun er ”pisseprovokerende”. Du bliver præsenteret for viden om tilknytning, om følelser, som smitter, om konflikthåndtering og om mentalisering.

I kapitel 4 møder du Isak og hører om, hvor mange følelser der kan komme på spil i en relation, som er vanskelig at bygge op. Og om, hvor svært det kan være at skulle give slip, når det langt om længe lykkes. Du bliver præsenteret for begreberne overføring og modoverføring, for tanker om, hvornår man er henholdsvis personlig, privat og professionel, og hvorfor det er vigtigt at skelne imellem egne og andres følelser.

I kapitel 5 møder du Thomas. Han er tungsindig og angst, og mange opgiver at være i kontakt med ham. Du bliver præsenteret for viden om følelsesmæssige kraftfelter, om, hvordan du kan regulere dine egne følelser, og om, at du kan vælge dine handlinger. Og om, hvorfor det er vigtigt at turde mærke sine følelser.

I kapitel 6 møder du en virkelig udfordrende klasse. Jeg fortæller om den dag, hvor jeg begyndte at græde på mit 20

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 20

02/03/20 2:18 PM

arbejde, fordi jeg havde følt mig magtesløs alt for længe.

Du bliver præsenteret for begreber som udbrændthed og forråelse og for, hvorfor vi skal passe godt på os selv og vores kolleger.

Kapitel 7 adskiller sig fra de foregående kapitler. Det er nemlig ikke kun børn, som kan generere følelser i os. Det kan også strukturer, rammer for vores arbejde – og de personer, som vi skal kunne arbejde sammen med. I kapitel 7 fortæller jeg om en dag, hvor mine følelser tog overhånd.

Her kan du læse om forbudte følelser, overvejelser om at vælge en pædagogisk retning, at bruge sine værdier som kompas og om, at det er vigtigt at have en gensidig forståelse for hinandens perspektiver i samarbejdet med andre.

I kapitel 8 kan du læse om etik og følelser, om, hvorfor følelserne ikke i sig selv kan sikre etikken, og hvorfor de alligevel er en væsentlig faktor, når vi står over for etiske spørgsmål og dilemmaer i hverdagen.

Måske vil du finde nogle af mine eksempler voldsomme. Men den teori, jeg tager udgangspunkt i, er den samme – også når tingene er knap så voldsomme.

Det formelle Blandt forskere og filosoffer skelnes der imellem udtryk som følelser og emotioner, humør og tilstande, værdier og dyder. Udtryk, som de forskellige forskere og filosoffer tilsyneladende ikke bruger helt ens. Jeg har valgt ikke at gå ind i de forskellige definitioner og refererer primært til følelser, tilstande og værdier.

Jeg har som gennemgående udtryk valgt benævnelserne ”pædagoger” og ”børn”, selvom bogen oplagt kan 21

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 21

02/03/20 2:18 PM

læses af andre faggrupper, og selvom eksemplerne også inkluderer unge mennesker. Når jeg henviser til teorier og forskning, bruger jeg primært forfatterens egne ord. Du vil derfor støde på udtryk som patienter, klienter og borgere samt terapeuter og hjælpere i forbindelse med henvisninger til faglitteratur.

I bogens 8. og sidste kapitel skriver jeg om etik. Jeg ved, at der blandt forskere og teoretikere ofte skelnes imellem etik og moral, men jeg har valgt at holde det så enkelt som muligt og bruger derfor kun ”etik”. I et afsnit skriver jeg dog om ”moralsk stress”, fordi det de senere år (desværre) er blevet et velkendt fænomen inden for omsorgsprofessioner som vores.

Etikken Børn, som jeg nævner, er anonymiseret. Detaljer om børnene og deres baggrund er enten udeladt eller ændret.

Flere af mine fortællinger vil måske få dig til at tænke, at du gerne ville have haft flere detaljer. Men hensynet til børnene har (selvfølgelig) vejet tungest – og formålet med historierne er ikke at give dig detaljer om børnene, men at give dig et indblik i de følelser, der kan komme på spil for os som fagpersoner.

Personligt – og fagligt Jeg sætter måske mig selv på spil ved at dele mine følelser, og jeg tænkte længe over, om jeg skulle skrive historierne så personligt og hudløst, som jeg har gjort. I sidste ende var det netop min frygt og min tvivl, som fik mig til at beslutte mig for at gøre det: Vi skal kunne tale om alle vores 22

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 22

02/03/20 2:18 PM

følelser – også dem, som vi kan være bange for at fortælle andre om. Først når vi tør være åbne om vores følelser og stå ved dem, kan vi handle professionelt på dem.

Der er mange væsentlige begreber, teorier og metoder at forholde sig til, når man er pædagog. Jeg kan umuligt komme ind på dem alle. Jeg har valgt dem ud, som giver mest mening i forhold til de oplevelser, jeg selv har haft, og det menneskesyn, jeg selv har. Andre ville måske have valgt anderledes. Sådan er det i pædagogik. Der er ikke noget facit. Der er konstant tilvalg, fravalg, tvivl og nye refleksioner.

23

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 23

02/03/20 2:18 PM

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 24

02/03/20 2:18 PM

1

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 25

02/03/20 2:18 PM

I DETTE KAPITEL KAN DU LÆSE OM …

Karla, som nægtede at slippe min hånd at blive bange for nærheden fortrydelse og skam over at have svigtet at få sprog for sin faglighed værdien af åbenhed i samarbejdet s pejlneuroner – det biologiske grundlag for empati t ankerne, der opstår, når et barn udbryder: ”Jeg elsker dig!” hvorfor følelser ikke er uprofessionelle.

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 26

02/03/20 2:18 PM

Historien om Karla og min integritet Jo flere velfungerende relationer et barn har, jo bedre chancer har han for at komme sig efter et traume og komme til at trives. Relationer er forandringsagenter, og den mest effektive terapi er kærlighed mellem mennesker. (Perry & Szalavitz 2011: 257)

Karla gik i 2. klasse. Hun var sådan en pige, som kravlede under bordene i klassen. Også imens der var undervisning. Hun opførte sig ofte på måder, som de voksne ikke forstod, og så havde hun altid lus. Karla boede sammen med sin mor og sine søskende. Far så de ikke. Karla og hendes søskende var tit alene hjemme, for Karlas mor arbejdede langt væk.

Karla valgte hurtigt mig som en voksen, hun ville være tæt på. De første gange, vi mødtes, kravlede hun rundt om mine ben, igennem mine ben, holdt fast om mine ben. Jeg syntes, hun opførte sig mærkværdigt, men hun smilede hele tiden til mig. Og jeg smilede tilbage. Hun begyndte at tegne tegninger og forære mig dem. Så satte hun sig på skødet af mig, imens hun tegnede, og fulgte mig rundt, hver gang jeg var på arbejde. Allerhelst holdt hun mig i hånden imens. Hvis hun havde haft et skænderi med de andre børn eller følte sig alene, bad hun mig om hjælp.

Måske var det al den tillid, hun viste mig, som gjorde, at 27

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 27

02/03/20 2:18 PM

jeg kom til at holde meget af hende. Jeg kunne se, hvor tit hun havde det svært, så når jeg oplevede hendes glæde, gjorde det mig glad. Jeg tænkte ikke over det, før mine kolleger begyndte at tale om det: at det måske var uprofessionelt. Og at jeg en dag ikke ville kunne være der for hende mere. Og at det med at sidde på skødet og holde i hånd måske også var blevet for meget. For tæt.

Karla gjorde altid noget, hun ikke måtte, og fordi hun samtidig forstyrrede i undervisningen, var hun ved at drive mange af de voksne til vanvid. En dag opdagede jeg, at Karla gjorde ting, hun ikke måtte, fordi de andre børn lokkede hende til det. Jeg så også, at når de andre piger løb ud for at sjippe sammen, så løb Karla flere meter bag ved dem.

De prøvede altid at løbe fra hende. Når de begyndte at sjippe, stod Karla og kiggede på. Hvis hun spurgte, om hun måtte være med, havde de altid lavet en regel, som gjorde det umuligt. Hvis jeg talte med dem om det, fik hun lov.

Hver gang jeg var på legepladsen eller med i klassen, ville Karla holde i hånd eller have mig tæt på sig. Mange af de voksne på skolen var skeptiske over for den tillid, hun viste mig, og at hun knyttede sig så meget til mig. De sagde, det nok var bedst, hvis jeg ikke brugte så meget tid på Karla. Det kunne godt virke lidt uprofessionelt, at jeg havde fået en så nær relation til hende. Det påvirkede mig, og jeg trak mig lidt fra hende. Jeg prøvede at undgå hende i en del af frikvartererne og senere i SFO’en. Men Karla var ikke sådan at ryste af sig. Hun løb hen og greb min hånd.

En dag så hun op på mig med et stort smil og sagde: “Dig og mig, Rikke. Vi forstår hinanden.” Karla nægtede at slippe mig.

28

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 28

02/03/20 2:18 PM

Karlas mor blev indkaldt til møde. Det blev antydet, at det nok var hende, som skulle gøre noget anderledes. Det var fx problematisk, at hun brugte så lang tid i toget for at komme til og fra sit arbejde. Karlas mor blev stille og lod de professionelle tale. Efter mødet kom hun hen til mig, smilede varmt og sagde: “Karla er så glad for dig.” De andre i rummet kiggede på os, og jeg blev bange. Jeg ville gerne have fortalt Karlas mor, hvor glad jeg var for Karla.

Men jeg turde ikke, for så ville jeg måske blive opfattet som illoyal. Jeg var for usikker. Den daglige snak blandt mine kolleger om, at jeg var begyndt at virke uprofessionel, var svær nok.

Op til skoleferien blev det besluttet, at Karla skulle skifte klasse. Den uofficielle årsag var, at Karla på sigt skulle skifte skole, og for at få lov til det, var hun nødt til først at prøve en anden klasse. Alle vidste, at en ny klasse ikke ville hjælpe på Karlas problemer, men vi kunne jo ikke blive ved med at slås med hende. Jeg skulle give hende beskeden, for det var mig, hun havde tillid til. Jeg kan stadig mærke den helt fysiske følelse af, hvor forkert det var.

Men jeg kunne jo nok forstå det med, at Karla helst lyttede til mig, fordi vi var tæt på hinanden. Det var nødvendigt, at Karla skulle skifte klasse. Først når skolen havde afprøvet alle muligheder, ville man kunne søge om ekstra hjælp til Karla. Eller finde et specialtilbud, som passede til hende.

Karla og jeg satte os i et rum for os selv. Jeg havde øvet mig på, hvordan jeg skulle sige det til hende. Det lød mekanisk. Karla fik våde øjne: “Det vil jeg ikke, Rikke. Jeg vil blive i min egen klasse.” Den dag gik jeg hjem og græd.

29

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 29

02/03/20 2:18 PM

Jeg følte mig uprofessionel, fordi jeg var følelsesmæssigt påvirket.

Første skoledag efter ferien havde jeg glædet mig til at se Karla igen. Men hun var der ikke. Jeg spurgte efter hende. “Hendes mor har taget hende ud af skolen. De er flyttet til en anden by. Så nu har du et problem mindre at bekymre dig om. Det er nok også det bedste.” Jeg følte, at jeg gik i stykker. Flere uger efter havde jeg dage, hvor jeg pludselig begyndte at græde. Jeg havde handlet i uoverensstemmelse med, hvad jeg mente var rigtigt i forhold til Karla, og nu havde jeg ingen mulighed for at rette op på det. Jeg havde svigtet helt enormt. Ikke blot Karla, men også den pædagog, som jeg ønskede at være: en troværdig voksen, som er på barnets side. Jeg havde ikke haft et ønske om at skabe afstand til Karla, for jeg kunne mærke, at hun havde brug for mig – men jeg havde alligevel skabt en afstand, fordi jeg ikke turde andet. Jeg havde heller ikke troet på, at det ville gøre en forskel, hvis hun skiftede klasse. Jeg havde givet hende beskeden alligevel og formentlig såret hende dybt.

Da jeg senere i mit arbejdsliv, i forbindelse med efteruddannelse, blev bedt om at fortælle om en arbejdssituation, som havde berørt mig, fortalte jeg historien om Karla. Jeg bandede det langt væk, at jeg stadig ikke kunne gøre det uden at græde. Men min underviser sagde ikke, at jeg var uprofessionel. Hun bad mig ikke forandre mig.

Til min store overraskelse sagde hun med vrede i stemmen: “Den dér historie. Det er den, du skal bygge din faglighed på!”

Det har jeg gjort lige siden.

30

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 30

02/03/20 2:18 PM

En afskedstale og en beslutning Mange år efter jeg havde mødt Karla, og mange års erfaring senere, hvor jeg bevidst havde arbejdet med at holde fast i min integritet, afsluttede jeg et ansættelsesforhold et andet sted. Der blev holdt en tale for mig, hvor jeg blev rost for mit engagement og min evne til at nå ind til selv de mest udsatte og sårbare børn. Der blev sagt, at jeg uden tvivl havde gjort en kæmpe forskel for dem. Ved at være der for dem og vedholdende forsøge at forstå dem havde jeg hjulpet dem videre. Men så lød det pludselig sådan her: “Men det er jo heller ingen hemmelighed, at det har været svært for dig at holde den professionelle distance.”

Selv mange år efter at have mødt Karla, på trods af at forskning og nyere faglitteratur for længst havde slået fast, at nærhed gør en forskel for udsatte børn, selv i et andet ansættelsesforhold, hvor jeg havde argumenteret for, hvorfor min tilgang lige præcis var professionel, så lod det til, at professionalisme stadig var forbundet med evnen til at kunne holde og vise ( følelsesmæssig) distance. Men når man har med mennesker og menneskers udvikling at gøre, er følelsesmæssig involvering, nærhed og professionalisme ikke hinandens modsætninger. De er hinandens forudsætninger.

Jeg forstod ikke, at der stadig var nogen, som ikke kunne se, at det netop var igennem min evne til at turde nærheden, stille mig til rådighed og blive ved børns side, uanset deres reaktioner, at jeg havde gjort den største forskel. Jeg havde ganske vist betalt en pris, for man kan ikke stille sig sådan til rådighed for mennesker i smerte og affekt uden at blive følelsesmæssigt påvirket, og måske var 31

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 31

02/03/20 2:18 PM

det den pris, der blev hentydet til. Men for mig havde det absolut været prisen værd. Der havde været en højere pris forbundet med ikke at gøre det – for så havde jeg ikke været tro imod mig selv og mine værdier som pædagog og som menneske.

Det var efter den afskedstale, hvor jeg først blev rost, men bagefter – endnu en gang – fik en bemærkning om, at jeg havde haft problemer med at holde den professionelle distance, at jeg besluttede mig for at skrive denne bog, for følelser er en del af vores arbejde. Vi skal ikke distancere os fra dem. Vi skal forholde os til dem.

Hvis jeg havde mødt Karla i dag Når jeg ser tilbage med min nuværende viden og erfaring, ville jeg i dag have handlet anderledes i forhold til Karla og mine kolleger. Jeg ville have bedt mine kolleger uddybe, hvordan mine positive følelser for og gode relation til Karla skulle kunne være et problem. Jeg ville have bedt dem fortælle mig, hvad vi skulle sætte i stedet for relationen til mig, når senere års forskning peger på, at omsorgen for et barn ikke alene påvirker barnets oplevelser og følelsesliv positivt, men tilmed sætter aftryk i de neurologiske processer i hjernen, som er grundlaget for, at et barn kan udvikle nye følelsesmæssige, sociale og kognitive kompetencer.

Jeg ville have fortalt dem, at også jeg var bekymret for den dag, hvor jeg ikke længere ville kunne være der for hende, og at vi derfor skulle arbejde på at bygge bro til andre, hun kunne være tryg ved. Jeg ville have bedt dem komme med et bud på, hvad vi sammen kunne gøre for at 32

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 32

02/03/20 2:18 PM

hjælpe hende. Og jeg ville have fortalt dem, at berøring er vigtig for børn som Karla, fordi den fysiske nærhed ofte beroliger dem. Berøring er vigtig for vores tilknytning til andre. Mellem kroppen og hjernen sker der nemlig et samspil, hvor vi modtager input fra vores sanser – syn, hørelse, smag, lugt og berøring. Når vi bliver rørt ved, frigøres hormonet oxytocin. Oxytocin er et socialt hormon, som hjælper os med at knytte bånd til dem, som rører ved os, eller dem, vi er sammen med, når vi bliver rørt ved. På den måde er vores følelser forbundet med huden.

Jeg ville have bedt dem lægge mærke til, hvad jeg så: “Se, hvad hun gør i denne situation – hun er utryg. Se, hvad hun gør i en anden situation – hun er glad og tryg.”

Jeg ville have sagt, at vores arbejde handler om at skabe udvikling, og at udvikling tager tid. Og jeg ville aldrig være gået med til at fortælle Karla, at hun skulle skifte klasse – det var misbrug af min relation til Karla og gik stik imod, hvad jeg selv troede på ud fra mit kendskab til hende.

De fleste på min arbejdsplads anså tætte relationer og følelser af kærlighed for at være uprofessionelle. Derfor blev det for mig forbundet med skam, at jeg var kommet til at holde af Karla, og at hendes glæde og trivsel lå mig så meget på sinde.

Når jeg ikke holdt godt nok fast i at stå på Karlas side og i stedet gjorde, hvad mine kolleger og min ledelse bad mig om, så handlede det desværre nok om, at Karla ikke var den magtfulde part. Hun havde ikke muligheden for at ekskludere mig fra voksengruppen, og hun kunne ikke fyre mig. Det handlede også om, at jeg var bange for at være illoyal over for det system, som jeg var del af. Jeg vid33

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 33

02/03/20 2:18 PM

ste jo godt, at systemet fungerede sådan, at Karla ikke ville kunne få ekstra eller særlig hjælp, før skolen selv havde afsøgt mulige løsninger. Jeg valgte den løsning, som havde konsekvenser for min relation til Karla, mit eget faglige selvbillede og min egen samvittighed. Først bagefter så jeg, at det var et helt forkert valg at træffe.

Jeg blev dengang så påvirket af mine kollegers kommentarer, at jeg blev i tvivl om min egen faglighed. Fordi jeg ikke havde et professionelt sprog for følelser, handlede jeg stik imod, hvad der var – og er – rigtigt for mig som pædagog og som menneske. Jeg gav køb på min integritet.

Og det fik konsekvenser for mit syn på mig selv. Der gik flere år, før det holdt op med at gøre fysisk ondt, når jeg tænkte på det svigt, jeg havde udsat Karla for. Jeg har siden lært, at hvis jeg skal være både fagligt og personligt stærk, skal jeg navigere i forhold til såvel mine følelser og værdier som min faglige viden, så jeg opnår sammenhæng som fagperson og menneske. Når jeg ignorerer mine følelser og mine værdier, mister jeg sammenhæng og kraft.

Det går ikke kun ud over mig selv, det går også ud over børnene.

Solvej – samarbejde og åbenhed gjorde forskellen Nogle år efter jeg havde mødt Karla, mødte jeg en anden pige, som også knyttede sig til mig. Solvej var meget forskellig fra Karla, og familiemæssigt var hendes situation en anden. I første omgang var Solvej ikke særlig begejstret for mig og søgte mig heller ikke, som Karla havde gjort.

Men fælles for både Karla og Solvej var, at begge børn 34

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 34

02/03/20 2:18 PM

havde brug for hjælp til at skabe tryghed og udvikling i hverdagen. Begge børn havde det til fælles, at de havde svært ved at passe ind under gængse normer, følte sig forkerte, blev misforstået af mange voksne og holdt udenfor af andre børn. Solvej havde ofte voldsomme vredesudbrud, især når hun blev misforstået eller misforstod andre. Hun reagerede også meget voldsomt, hvis hun følte sig irettesat.

Solvej blev alligevel rigtig glad for mig, og jeg for hende, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle holde mig tæt på hende, lige så længe hun havde brug for det. Ej heller at det var helt rigtigt, når jeg holdt mine følelser i ro og viste hende omsorg i stedet for at skælde ud. Jeg var heller ikke i tvivl om, at det var helt i orden, når hun holdt mig i hånden eller gav mig et kram. Jeg blev ikke usikker på samme måde, når jeg mærkede mine kollegers blikke eller fik uforstående kommentarer og spørgsmål med på vejen.

Jeg forklarede dem, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, og jeg insisterede på, at vi sammen arbejdede med både Solvejs og fællesskabets udvikling, og at udvikling tager tid.

Jeg skammede mig ikke over, at jeg holdt oprigtigt af hende.

Jeg havde især en lærerkollega, som var med til at gøre en kæmpe forskel i forhold til Solvejs udvikling, men bestemt også i forhold til, hvor sikker jeg følte mig. Læreren betragtede Solvej og mig, når vi var sammen, og sagde hurtigt: “Jeg så, hvordan du gjorde, så jeg prøvede det samme, og det virkede!” Da læreren først havde haft den oplevelse, blev hun ved og fik også et tæt og godt forhold til Solvej. Det var ikke alle mine kolleger, som bakkede op 35

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 35

02/03/20 2:18 PM

og forstod, men de, som ikke gjorde, de nøjedes med at ryste lidt på hovedet. De bad mig ikke om at holde mig fra Solvej. Og med tiden hørte jeg dem sige sætninger som: “Hun er godt nok en kvik pige,” og jeg så dem stå og le sammen med hende. Der skete nemlig det, at hun begyndte at vise overskud og humor, efterhånden som de voksne forstod og så hende på en ny måde.

Fordi Solvej så ofte var blevet misforstået, selv havde misforstået og mange gange havde reageret med voldsom vrede, havde de andre børn trukket sig fra hende. Men efterhånden som de oplevede positive situationer med hende, begyndte flere af dem også at bemærke, at hun havde gode sider og positive egenskaber, og i takt med at Solvej følte sig mere accepteret og forstået, aftog hendes raseriudbrud.

Der gik år, hvor Solvej og jeg hver dag brugte tid sammen. I begyndelsen mange timer hver dag, men gradvist trak hun sig fra mig, blev optaget af andre børn og voksne – og en dag var hun klar til at stå på egne ben og gav slip på mig.

Spejlneuroner – grundlaget for vores empati Vi mennesker kan ikke sådan lige vælge ikke at føle noget eller ikke at mærke hinanden. Vi er født til at tage del i hinandens nervesystem via spejlneuronerne i vores hjerner. Derfor er det ikke uprofessionelt, når det sker. Det er menneskeligt.

Spejlneuronerne blev opdaget af italienske forskere, heriblandt neurofysiologen Giacomo Rizzolatti, i 36

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 36

02/03/20 2:18 PM

1990’erne (Isdal 2018: 164). Siden da har blandt andre tre af verdens førende navne indenfor aktuel forskning i den tidlige tilknytning og dens betydning for vores psykiske udvikling: Allan Schore, Daniel Stern og Peter Fonagy arbejdet med at integrere nyere viden om hjerneforskning med udviklings- og tilknytningsteori. Deres arbejde og forskningen i spejlneuroner giver belæg for, at vi ikke må underkende betydningen af følelser.

Vi kan ikke alene mærke vores egne følelser, vi har også en fornemmelse for andres følelsesmæssige tilstand (Bauer 2006).

Spejlneuronerne er således det afgørende neurobiologiske grundlag for menneskets evne til at genkende, hvad der foregår i et andet menneske. Spejlneuronerne betyder, at vi blot ved at iagttage en person kan have en klar fornemmelse af, hvad personen føler. Det sker, fordi vi ubevidst kopierer den andens bittesmå muskelsammentrækninger i ansigtet; hvis du mader en baby, kommer du måske selv til at åbne og lukke munden, og hvis du går forbi et menneske, som smiler, smiler du sandsynligvis tilbage. Det, som bliver vækket i dig, er forestillingen om, hvilke følelser du selv ville have haft, hvis du havde været i samme situation. Den forestilling, vi får om følelserne, skaber en forståelse for følelserne hos den anden (Bauer 2006).

Spejlneuroner er grundlaget for empati. Det er igennem spejlneuronerne, vi har evnen til medfølelse og til at kunne indleve os i, hvordan andre har det. Den norske psykolog Per Isdal forklarer det på denne måde i sin bog Medfølelsens pris. Når professionelle hjælpere har brug for hjælp: 37

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 37

02/03/20 2:18 PM

Mennesket er i besiddelse af et avanceret system til at forholde sig til andre mennesker og absorbere deres følelser i langt højere grad, end det opfatter med sin bevidsthed. Hjernen er udstyret med 300 millioner nerveceller af den slags, der kaldes for spejlneuroner.

Ved hjælp af disse spejlneuroner kan man reagere på andre mennesker og kopiere deres tilstande i sig selv og sin egen krop. Netværket af spejlneuroner er et gennem evolutionen udviklet supersystem, der sikrer menneskets læring, sociale bånd og overlevelse. (Isdal 2018: 163)

Vores empati betyder, at vi kan være sammen med andre om deres smerte og være med til at hele den (Isdal 2018).

Men et barns empati og evne til kunne sætte sig ind i andres følelser udvikles ikke af sig selv. Ifølge Daniel Stern og psykolog Susan Hart skal spejlneuronerne i hjernen trænes helt fra fødslen. Det bliver de ved, at barnet bliver set, hørt og reageret på (Hart 2006a).

Nogle børn har en mere skæv tilgang til livet og verden end flertallet. De børn vil være i risiko for at blive ekskluderet fra fællesskaber, hvis vi ikke er villige til at forstå dem ud fra deres særlige præmisser.

Solvejs reaktioner kunne ved første øjekast minde om de reaktioner, som omsorgssvigtede børn kan have, men det var langtfra årsagen til hendes adfærd. Solvej havde et godt bagland i form af en meget velfungerende familie og forældre, som både stillede krav, satte rammer op for hende og gav hende masser af kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Men i skole- og institutionssammenhæng havde Solvej set ind i alt for mange øjne, som ikke forstod 38

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 38

02/03/20 2:18 PM

hende, fordi hun havde en anderledes tilgang til verden end de fleste. Hun havde oplevet daglige irettesættelser for fejl, som hun knap nok vidste, hun havde begået, og hun havde fået utallige afvisninger, når hun havde forsøgt at skabe kontakt på sin egen lidt kejtede måde. Og måske havde hun vænnet sig så meget til at blive misforstået, at hun forventede at blive det. Så hun blev usikker og vred.

Men da hun begyndte at få oplevelser med andre, som faldt anderledes ud, end hun var vant til, ændrede det sig gradvis. Vi forandrede vores måde at møde hende på – og det gav hende mulighed for at vise sine gode sider. Og desto flere positive sider, vi så hos Solvej, desto flere kunne vi fremelske.

Fremelske er et stort ord, tænker du måske. Det gør jeg også selv. Vi forbinder ”elske” med kærlighed, og vi forbinder sjældent kærlighed med professionalisme. Ikke desto mindre er der gennem de senere år både forsket i og skrevet bøger om netop betydningen af kærlige, og samtidig professionelle, relationer.

I bogen Gør mig glad igen skriver psykolog Nina Lyng om at bruge sin empati i professionelle relationer. Hun slår fast, at børn, der har været udsat for voldsomme begivenheder, først og fremmest har brug for en voksen, som er i empatisk kontakt – et menneske, der kan vise barnet, at det er værd at elske. Her behøver vi ikke først at undersøge, hvilke børn der er traumatiserede, for ingen børn tager skade af kærlighed (Lyng 2004:37).

Kærlighed forbinder vi oftest med noget, som eksisterer imellem kærester og ægtefolk. Men kærlighed er andet og mere end begær og forelskelse. De gamle grækere havde 39

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 39

02/03/20 2:18 PM

flere begreber for kærlighed, end vi har; heriblandt tre, som ikke handler om begær og forelskelse: agápe, storgé og filia: Agápe er næstekærlighed – en ikkeerotisk kærlighed til medmennesket. Storgé er den naturlige og instinktive kærlighed, der fx opstår mellem børn og forældre. Filia er ligestillet kærlighed mellem to mennesker, fx et inderligt venskab (Albæk 2018).

For mig er det kærlighed, når jeg rækker min hånd frem med den hensigt at hjælpe et andet menneske – velvidende at jeg indgår i en professionel relation, hvor magtforholdet er ulige, og hvor jeg som professionel har ansvaret for, hvordan relationen udvikler sig.

Jeg elsker dig I en periode var jeg i en 4. klasse. Jeg fik en god og nær relation til en pige, som havde brug for særlig støtte. Thilde, hed hun. En dag udbrød Thilde meget højt: ”Rikke, jeg elsker dig!” Første gang det skete, begyndte de andre børn at grine. Et par voksne trak på smilebåndet. Men Thilde var ligeglad. I en periode sagde hun det flere gange om ugen. De andre børn holdt op med at grine, selvom enkelte af dem stadig kunne komme til smile lidt – i en alder af 8-9 år havde de allerede tilegnet sig et filter, som de fleste af os har: Man siger altså ikke bare “Jeg elsker dig” ud af den blå luft – slet ikke til en pædagog. Men det gjorde Thilde. Og hendes øjne strålede af begejstring, imens jeg som regel så mig forlegent omkring. For hvad gør man, når et barn erklærer sin kærlighed så direkte?

Måske undrede mine kolleger sig over, at jeg ikke standsede eller korrigerede Thilde. Det gjorde jeg ikke, 40

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 40

02/03/20 2:18 PM

men jeg tænkte over, om jeg burde. Jeg overvejede, om jeg burde sige: “Nej, det tror jeg ikke, du gør. Men jeg tror, at du synes rigtig godt om mig.” Jeg ville gerne gøre det rigtige, men jeg vidste simpelthen ikke, hvad det rigtige var.

Jeg spurgte ikke mine kolleger til råds. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror, jeg var for blufærdig. Situationen føltes sårbar, og måske var jeg bange for, at de ville sige, at jeg burde trække mig fra relationen til Thilde – fordi jeg tidligere havde haft oplevelser med kolleger, der ville have sagt sådan.

Sammen med andre eksperter har børneforsker Ole Henrik Hansen bidraget til antologien Professionel kærlighed, som handler om, hvorvidt der er plads til følelser i professionelle relationer. Da jeg i forbindelse med et kursus mødte Ole Henrik Hansen, fortalte jeg ham om Thildes udsagn. Han sagde: “Børn skal have nogen, de kan sige ‘Jeg elsker dig’ til.” Pludselig virkede de store ord, som jeg havde tænkt så meget over, langt mindre komplicerede.

Thilde havde erklæret mig sin kærlighed. Hvordan skulle det kunne være forkert, så længe jeg var bevidst om at arbejde hen imod en udvikling, hvor også andre mennesker fik betydning for hende? Og den proces gik rigtig godt. Jeg var medvirkende til at bygge bro imellem Thilde og andre, både børn og voksne, og jeg oplevede endnu en gang, at nok havde et barn knyttet sig tæt til mig, men efterhånden som den positive udvikling hos barnet tog fart, opstod andre og nye relationer, og den meget nære kontakt til mig blev mindre nødvendig. Thilde slap, bogstavelig talt, min hånd i frikvartererne og gik videre sammen med andre.

41

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 41

02/03/20 2:18 PM

Kærlighed hjælper mennesker til at vokse, udvikle sig og blive en bedre udgave af sig selv.

Følelser er ikke uprofessionelle I kapitlet ”Mig og mine følelser – en kompliceret relation” i antologien Professionel kærlighed skriver Else Marie Bech, at der er opstået en tendens til, at vi betragter følelser som ufine og irrationelle og som noget, man hverken kan forandre eller sætte spørgsmålstegn ved. Dertil kommer, at vi i vores samfund har skabt et individualistisk ideal, som medfører, at vi hver især lader, som om vores selvoplevelse ikke er under indflydelse af, hvordan fællesskabet behandler os. Hun skriver, at det individualistiske ideal fremstiller en virkelighed, hvor det stærke menneske ikke er afhængigt af andre, men finder styrken i sig selv (Bech 2014).

I virkeligheden fungerer vi mennesker lige modsat. Vi er følende, sociale væsener, og vi er dybt afhængige af hinanden.

Bech skriver endvidere i sit kapitel om, at der er opstået en diskurs, som dikterer, at man ikke skal tage arbejdet med hjem, at man skal holde en professionel distance, ikke skal involvere sig personligt, og at følelser ikke bliver betragtet som legitime i det professionelle rum. Vi kommer derfor til at mangle sprog for dem. Følelser bliver tabubelagt og betragtes som hørende til i vores privatliv. Vi er havnet i en paradoksal situation, hvor følelserne, som på den ene side spiller en enorm rolle i vores arbejde med at drage omsorg for andre mennesker, på den anden side må skjules og tilsidesættes, fordi de opfattes som uforenelige med rammerne for professionalisme (Bech 2014: 118).

42

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 42

02/03/20 2:18 PM

Jeg håber, at jeg med denne bog kan være med til at sætte ord på, hvorfor og hvordan følelser netop kan og bør forenes med professionalisme, når man arbejder i en omsorgsprofession. Vi er professionelle, men vi er også mennesker, som møder mennesker.

43

9788750054887_Ida er pisseprovokerende.indd 43

02/03/20 2:18 PM

Foto: Nynne Smedegaard Jørgensen

Det var efter en afskedstale, hvor hun – endnu engang – fik den bemærkning, at Rikke Smedegaard Hansen besluttede sig for at skrive denne bog.

Rikke Smedegaard Hansen

MEN ... det er jo heller ingen hemmelighed, at det har været svært for dig at holde den professionelle distance ...

Rikke Smedegaard Hansen Fra forordet af Elisa Rimpler Allerede med indledningen slår Rikke tonen an.

Hun sætter et spejl op, der ikke udelader noget.

Jeg kommer i tanke om børn og situationer, jeg havde glemt. Om faglige nederlag og den frustration, der følger med. Men også om glæden, det giver, når man ser et barn lykkes med noget, der var svært. Som ordene skrider frem, får jeg en klump i halsen, fælder en tåre, smiler og nikker indforstået. Det er, som om Rikkes ord også er mine. Følelserne og tankerne er mine. Den ene pædagog spejler den anden.

I Ida er pisseprovokerende tager Smedegaard Hansen afsæt i sine egne stærke, bevægende, frustrerende, kærlige møder med børn og kobler dem til relevant teori og forskning.

Rikke Smedegaard Hansen blev uddannet pædagog i 1996 og har arbejdet som skolepædagog i 10 år. Hun har i en årrække været en flittig debattør i dagspressen, er forfatter til flere artikler, klummer og kronikker, har givet interviews til både dagspresse og fagmagasiner og har deltaget i paneldebat på DR2. Hun var desuden en del af ekspertgruppen under den tidligere regerings inklusionseftersyn, som blev afsluttet i foråret 2016.

Hendes hjerte banker for, at alle børn føler sig set, hørt og forstået, og at alle børn oplever sig som en værdifuld del af et fællesskab.

Med bogen ønsker hun at give pædagoger et (fag)sprog for de følelser, der hver eneste dag er på spil i pædagogisk arbejde.

Og samtidig ønsker hun at give et anderledes og mere praksisnært indblik i hverdagen som pædagog, end det, man typisk præsenteres for i fagbøgerne.

Pædagoger skal ikke skamme sig over at knytte tætte bånd til børnene, over at være i vildrede, over at føle sig utilstrækkelige og afmægtige. Pædagoger skal ranke ryggen, stå sammen og blive bedre til at sætte ord på, hvad deres arbejde består i – både over for hinanden og over for omverdenen.

www.akademisk.dk

En bog om følelser i pædagogisk arbejde

Rikkes bog bør være en inspiration for andre pædagoger – så det bliver en ud af mange bøger med pædagoger som forfattere. Vi er Danmarks største og vigtigste profession – og vi har så meget viden fra virkeligheden, der bør deles og inspirere andre.

Fra den ene pædagog til den anden. Tak, Rikke.

Akademisk Forlag