Samarbejde i skolens praksis

sammen, selv har valgt det, hvilket dog ikke altid er muligt på arbejdspladser og ikke nødvendigvis et pædagogisk mål i skoler og på uddannelsesinstitutioner.

Størstedelen af undersøgelser om samarbejde bygger imidlertid på spørgeskemaundersøgelser eller interviews med dem, der samarbejder (Cordsen, 2020; Hansen et al., 2014). Derfor kan man spørge sig selv, om vores forståelse af det gode samarbejde primært kommer de professionelle til gavn eller de, som samarbejdet retter sig mod? For hvem vil ikke være enig i, at vi helst vil samarbejde med kollegaer, som vi kommer godt ud af det med? Som vi har tillid til, respekterer, føler os trygge ved, og hvor der er en god kemi?

Hvad forskning i samarbejde imidlertid ikke i tilstrækkelig grad har beskæftiget sig med, er, hvorvidt denne forståelse af samarbejde rent faktisk er virkningsfuld i forhold til de opgaver, som samarbejdet skal bidrage til at løse. Når vi samarbejder, gør vi det, fordi vi antager og forventer, at samarbejdet kan bidrage til bedre løsninger, end hvis vi skulle løse opgaverne hver for sig. Opgaverne kræver nemlig ofte involvering af forskellige fagprofessionelle, institutioner og sektorer (Friend, 2017; Ejrnæs, 2004; Mardahl-Hansen et al., 2020; Gulløv, 2017). Udviklingen af en mere inkluderende skole er et eksempel på en sådan velfærdsopgave.

Der er en tendens til at tænke, at bare vi samarbejder, så er det i sig selv en styrke. Men hvad vil det sige at samarbejde? Hvad skal man gøre for overhovedet at kunne kalde det samarbejde? Hvordan skal vi samarbejde, for at det rent faktisk fører til bedre løsninger? Samarbejde er med andre ord ikke bare godt i sig selv. Det afhænger af, hvordan der samarbejdes, og hvorvidt det konkrete samarbejde lykkes med at realisere de mål, der er sat for det.

Antagelser om udvikling af inkluderende læringsmiljøer

I forsøget på at udvikle en mere inkluderende skole, er der blevet uddannet og ansat en række specialister og særlige ressourcepersoner, som

eksempelvis AKT-vejledere, inklusionsvejledere og læsevejledere (Jensen, 2017; 2019). Deres opgave er primært at understøtte lærernes arbejde med at udvikle inkluderende læringsmiljøer både internt på skolerne og i eksterne ressourceteam, såsom PPR. Målet har været, at lærere gennem rådgivning, vejledning og sparring med konsulenter, der har en specialiseret viden, kan udvikle deres didaktiske praksis i en mere inkluderende retning. I den sammenhæng har kommuner og skoler blandt andet arbejdet med, hvordan specialpædagogikken kan kobles til almenpædagogikken, hvordan speciallærere fra specialskoler kan understøtte lærernes arbejde i almenskolerne, hvordan lærer- og pædagogsamarbejdet kan kvalificeres, samt hvordan PPR kan omorganiseres og knyttes tættere til skolernes praksis og opgaven med at udvikle en mere inkluderende skole (Jensen et al., 2016). Nogle kommuner har endvidere gjort sig erfaringer med, hvordan socialrådgivere kan understøtte skolernes arbejde.

Tendensen har således været, at man har opbygget omfangsrige støttesystemer omkring lærernes praksis i klasserummet, og det har betydet, at flere faggrupper har deres gang på skolerne, så lærere og andre fagpersoner kan samarbejde om at udvikle en mere inkluderende skole gennem kvalificering og udvikling af lærerens praksis i klasserummet.

Det overordnede formål har været, at de forskellige faggrupper, funktioner og roller skal samarbejde om at løse opgaven med at udvikle en mere inkluderende skole. Men hvad betyder det helt konkret? At man holder møder og sammen beslutter, hvad der skal gøres, og hvem der skal gøre hvad? At man arbejder sammen i klasserummet – og i så fald hvordan? Uddelegerer man opgaverne imellem sig og løser hver sin del, eller løser man dem sammen som en koordineret og fælles indsats, hvor den ene hele tiden ved, hvad den anden gør? Og er den ene måde at samarbejde på mere virkningsfuld end den anden i forhold til at udvikle en mere inkluderende skole? Ikke mindst for elevernes skyld er det væsentligt at vide, om disse tiltag og indsatser rent faktisk kommer eleverne til gavn.

Vi har i vores forskning været interesseret i at undersøge, hvordan det virkningsfulde samarbejde kan beskrives og karakteriseres, og hvordan de professionelle skal samarbejde, så det bliver virkningsfuldt i relation til