sammen, selv har valgt det, hvilket dog ikke altid er muligt på arbejdspladser og ikke nødvendigvis et pædagogisk mål i skoler og på uddannelsesinstitutioner. Størstedelen af undersøgelser om samarbejde bygger imidlertid på spørgeskemaundersøgelser eller interviews med dem, der samarbejder (Cordsen, 2020; Hansen et al., 2014). Derfor kan man spørge sig selv, om vores forståelse af det gode samarbejde primært kommer de professionelle til gavn eller de, som samarbejdet retter sig mod? For hvem vil ikke være enig i, at vi helst vil samarbejde med kollegaer, som vi kommer godt ud af det med? Som vi har tillid til, respekterer, føler os trygge ved, og hvor der er en god kemi? Hvad forskning i samarbejde imidlertid ikke i tilstrækkelig grad har beskæftiget sig med, er, hvorvidt denne forståelse af samarbejde rent faktisk er virkningsfuld i forhold til de opgaver, som samarbejdet skal bidrage til at løse. Når vi samarbejder, gør vi det, fordi vi antager og forventer, at samarbejdet kan bidrage til bedre løsninger, end hvis vi skulle løse opgaverne hver for sig. Opgaverne kræver nemlig ofte involvering af forskellige fagprofessionelle, institutioner og sektorer (Friend, 2017; Ejrnæs, 2004; Mardahl-Hansen et al., 2020; Gulløv, 2017). Udviklingen af en mere inkluderende skole er et eksempel på en sådan velfærdsopgave. Der er en tendens til at tænke, at bare vi samarbejder, så er det i sig selv en styrke. Men hvad vil det sige at samarbejde? Hvad skal man gøre for overhovedet at kunne kalde det samarbejde? Hvordan skal vi samarbejde, for at det rent faktisk fører til bedre løsninger? Samarbejde er med andre ord ikke bare godt i sig selv. Det afhænger af, hvordan der samarbejdes, og hvorvidt det konkrete samarbejde lykkes med at realisere de mål, der er sat for det.
Antagelser om udvikling af inkluderende læringsmiljøer I forsøget på at udvikle en mere inkluderende skole, er der blevet uddannet og ansat en række specialister og særlige ressourcepersoner, som
Indledning
Kapital_FM.indd 13
| 13
16/12/21 6:09 PM
