Visdommens rum

Anders

Visdommens rum

Om at vende tilbage til de åndelige rødder og finde hjem

VISDOMMENS RUM

ANDERS DRÆBY

VISDOMMENS RUM

Om at vende tilbage til de åndelige rødder og nde hjem

Visdommens rum. Om at vende tilbage til de åndelige rødder og nde hjem

Af Anders Dræby

© 2023 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se: www.tekstognode.dk/undervisning.

Forlagsredaktion: Marianne orhauge

Omslag: Designeriet / Ulla Korgaard

Sats: Lumina Datamatics

Tryk: Livonia Print

1. udgave, 1. oplag, 2023

ISBN: 978-87-500-5775-8

akademisk.dk

FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certi cerede skove og andre ansvarlige kilder.

Akademisk Forlag støtter børn og unge

Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 100 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

Indhold

Forord. Vejen til Lejre9

Indledning. Tilbage til rødderne13

Oplevelsen af åndelig længsel 13

Den glemte visdom 14

Oprindelige visdomstraditioner 16

Åndelige veje og metoder 20

Visdommens rum og den indre verden 22

Kapitel

Bjørnens kraft 25

Hulemaleriernes mysterium 27

Den shamanistiske visdomstradition 31

Den shamanistiske naturvisdom som åndelig vej 35

Vejen tilbage til naturen 36

Shamanismens vej 40

Indvielsen i naturens urkraft 43

Sjælens indvielse 45

Åndelig rejse og den shamanistiske metode 48

Hulen som føderum53

Mørkets visdom 63

Kapitel

Faraoens død 73

73

Pyramidens hemmelighed 75

Den egyptiske visdomstradition 78

Den egyptiske dødsvisdom som åndelig vej 82

Åndelig indvielse og alkymi som metode 89

Den sorte fase 91

Den hvide fase 94

Den røde fase 97

Templet som samlingsrum 101

Lysets visdom 108

1. Hulen25

2. Templet

Kapitel 3. Drømmen115

Filoso ens opvågnen 115

Fornuftens søvn 119

Den græske visdomstradition 126

Heling gennem forsoning og forening 131

Heltens heling 135

Den græske helingsvisdom som åndelig vej 143

De dionysiske mysterier 146

De asklepiske mysterier 153

Åndelig terapi og inkubation som metode 157

Drømmen som vejledningsrum 167

Søvndrømmens visdom 169

Vågendrømmens visdom 174

Harmoniens visdom 178

Kapitel 4. Træet185

Odins o er 185

De glemte rødder 189

Den nordiske visdomstradition 193

Den nordiske livsvisdom som åndelig vej 198

Første fase: Skabelse 203

Anden fase: Udvikling 210

Tredje fase: Undergang og fornyelse 215

Åndelig magi og sejd som metode 226

Træet som forbindelsesrum 231

Roden 234

Stammen 236

Kronen 239

Tidens visdom 245

Dødens kilde 251

Hukommelsens kilde253

Oprindelsens kilde 256

Litteratur 259

Vejen til Lejre

Og engen bli’r grøn, og urten får køn, og arret af brynde lider.

Nu trækker det op over alle sted igen til den store frugtbarhed, genfødelsens svangre tider

(Uddrag fra Solsangen af øger Larsen, 1904, s. 15-16)

Haren løber direkte frem mod mig, som jeg kommer gående. Den stopper op i det grønne græs et lille stykke foran mig, og vi ser hinanden lige i øjnene. Først da jeg er nået næsten helt hen til det gråbrune dyr med de lange ører, stikker haren af og forsvinder ind mellem træerne. “Det var da pudsigt”, tænker jeg lidt for mig selv, imens jeg går videre. Langs søbredden gennem den lille bakkeskov, hvor der for nylig er anlagt en begravelsesplads. Tænk sig sådan at blive stedt til hvile under trækronerne … og jeg bliver stående lidt blandt de døde på det smukke sted! Jeg bliver helt lamslået, da jeg rigtig kigger ud over den idylliske skovsø til lyden af summende insekter og øjtende fugle. Der hviler en stemning af evighed over det hele, og jeg får en besynderlig fornemmelse af at være kommet hjem. En sær længsel har da også fået mig til at tage til området ved Knapsø i Lejre denne sommersolhvervsaften, som mine forfædre fejrede gennem årtusinder. Jeg går videre og sætter mig på en træbænk, hvor jeg kan nyde den sitrende aftensol. Så med et kommer en mus frem fra busken, løber næsten helt hen til min venstre fod, stopper op, og så tilbage igen, måske hjem til sin hule? Det var da morsomt! Men lidt efter dukker det lille brune dyr med de

små ører op på ny, piler hen til mig, og så tilbage i krattet endnu en gang. Mærkeligt! Tredje gang når musen helt frem og rører ved min sko, kigger op på mig, så jeg spontant udbryder: “Den vil mig noget”, og så forsvinder det lille dyr endelig helt. “Nej, det er sikkert uden betydning”. Jeg tænker videre på noget andet, indtil solen går ned.

Da jeg kører væk fra parkeringspladsen foran det arkæologiske forsøgscenter, er det blevet mørkt. Pludselig lander to store ugler midt på landevejen foran, så det er nødvendigt at stoppe op. Billygterne lyser på de brunfjerede fugle i adskillige minutter, mens de blot bliver siddende og stirrer på mig med deres kæmpe rødgule øjne. Og det hele er ikke længere bare tilfældigt den aften, så ordene ryger ud af munden på mig: “Naturens og forfædrenes verden vil give sig til kende”. I det samme letter uglerne, og bilen kan køre videre.

Jeg var aldrig taget til Lejre den aften, hvis der ikke var sket noget skelsættende ere år forinden. Som menneske har jeg altid søgt at forstå tilværelsen, uden at jeg nok helt forstod hvorfor. Det begyndte med nysgerrighed og så idehistorie,loso , psykologi og psykoterapi, der åbnede døre og gav mig et åbent sind – men skulle vise sig bare at være forberedelse. Jeg måtte kaste stigen bort, da jeg var kravlet op ad trinnene, for på det tidspunkt lærte jeg at få adgang til en dybere form for forståelse, som lå uden for min almindelige bevidsthed. På min tredje indre rejse i udvidet bevidsthedstilstand oplevede jeg at svæve ud af min krop og ud i rummet for at se, hvordan universet erfarer sig selv igennem os. Set herudefra var formålet med mit liv at dø fra det, jeg troede, jeg var, for at blive gartner i en særlig have, hvor der lå frø i jordbunden. Nogle af frøene ville helst blive i den trygge og velkendte muld, og det var i orden, de skulle bare lades være. Men der var andre gartnere som mig, der ydmygt skulle hjælpe de frø, som ikke bare syntes, alt var i

den skønneste orden, og som begyndte at stille spørgsmål ved at leve i en skal. De frø kunne få brug for at blive spejlet i deres oplevelse og vejledning, så de kunne slå rødder i mørket og vokse op i lyset.

Intet af den loso og videnskab, jeg kendte til, kunne forklare mit særprægede syn af haven, og jeg blev kastet ind i en krise, hvor jeg forsøgte at afvise det hele som overtro, fantasi eller i hvert fald bare noget psykologisk. Men der var alligevel en stemme indefra, som voksede og kaldte på, at jeg gav efter for at kunne få mig selv og det hele til at hænge sammen. Det var på tide at gå ud af “skolen” ved at forlade universitetsverdenen og de opfattelser af tilværelsen, jeg havde tillært mig gennem mine uddannelser. Min søgen gjorde det mere og mere klart, at hele min kultur var fyldt med vildfarelser og indbildninger, og at svarene lå i at genoplive noget, som blev fortrængt for at gøre alting trygt og gennemskueligt. For shamaner, egyptiske vismænd, græske terapeuter, nordiske troldmænd, danske spåkoner og mange andre havde i årtusinder haft indsigter i livets dybere sammenhænge, der tilsyneladende var glemt. Den form for lære og praksis havde en betegnelse, som jeg da også hidtil havde opfattet som noget lidt andet: Visdom!

Her ere år senere sidder jeg i et lille hus ved en stor skov uden for Vejle og er ved at færdiggøre den bog, jeg en morgen vågnede op fra en intens drøm og skrev arbejdstitlen ned på. Jeg er taget fra min lejlighed på den spraglede og hektiske stenbro i København for at være hos min familie på den egn, hvor jeg tilbragte min barndom. Som så mange andre herfra havde jeg engang travlt med at komme ud i verden for at nå mine mål ved at få uddannelse og gøre karriere. Når jeg nu går ned blandt de grønne bøgetræer i dyreskoven og kigger ud over den ældgamle fjord mellem bakkerne, virker naturen ligeglad med at have den rigtige viden og præstere for at opnå anerkendelse.

Her er træskibe og både sejlet ud og ind gennem årtusinder og har lagt til land hos folk, der har levet i tæt samspil med jorden og himlen, arven fra deres forfædre og de dybere kræfter i alting. Det er forårsjævndøgn, så alting er i gang med at sætte rod og spire, og visdommen har givet mig indsigt i det vigtige i at nde tilbage til rødderne. Jeg har opdaget, at mine åndelige rødder strækker sig langt ud i verden, men den dybeste hænger sammen med det land, hvor min familie stammer fra. Uden at vide hvorfor blev jeg året forinden draget til Lejre, som engang var et vigtigt åndeligt sted i Danmark og kraftcentrum for visdom. I årtusinder blev frugtbarheden fejret ved sommersolhverv, hvor porten mellem verdner stod på vid gab, så de dødes virkelighed skinnede igennem, og åndelige kræfter kunne vise sig. For mig selv blev døde fra ikke bare Norden men hele den vestlige verden kilde til næring, da jeg genoplivede deres indsigter – og fandt en dyb kærlighed til visdommen og livet, min kultur og min arv, som jeg må give videre … som gartner?

Indledning • Tilbage til rødderne

Oplevelsen af åndelig længsel

Som barn kunne jeg blive fuldstændig henført og opslugt, når radioen spillede den engelske popstjerne Rod Stewarts fængslende ørehænger Sailing. Det var nemt for mig at danne fortryllende indre billeder af et skib på det bølgeblå, for det store hit handlede om at sejle tilbage over havet for at være sammen med en kæreste igen – eller gjorde det? Teksten og melodien blev oprindeligt komponeret af skotten Gavin Sutherland, der ville udtrykke noget endnu dybere end sejlglæde og følsom romantik. Da jeg mange år senere blev moden nok til at lytte nærmere efter, var sangen da også snarere en stærk skildring af et menneskes åndelige rejse mod at blive fri og få nærvær ved at nde hjem til noget større.

Sådan kender de este af os nok til musik, der formår at betage os på en ganske særlig måde, fordi tonerne eller ordene bringer os i tættere berøring med et dybtfølt savn. En åndelig længsel, som vi alle sammen kan bære rundt på inderst inde og alligevel være tilbøjelige til at overhøre eller misforstå i hverdagen. Det kan være, at vi helst bare vil fokusere på at nyde livet og være tilfredse, eller også kan vi tænke, at det, vi mangler allermest her i tilværelsen, er at realisere os selv eller få mere materiel fremgang, lykke, kærlighed eller social anerkendelse? Men stopper vi før eller siden op og lytter nærmere efter, savner vi måske i virkeligheden noget langt mere fyldestgørende? Hvis vi så ikke bare skynder os tilbage til det velkendte eller

a eder vores opmærksomhed med forbrug og underholdning, kan tiden være inde til at stævne ud og nde det, vi egentlig mangler.

I dag vokser den eksistentielle og åndelige søgen i hele den vestlige verden, og vi kan let blive forvirrede af tidens mange bud på, hvordan vi bare skal være i nuet, leve tankefuldt, nde sindsro, overvinde vores ego, søge fællesskabet eller skabe et meningsfuldt indhold i hverdagen. Som mennesker kan vi da også i almindelighed være tilbøjelige til at have glemt, hvem vi virkelig er, hvorfor vi overhovedet er til, hvor vi egentlig skal hen, og hvor vi faktisk hører til ... Af samme grund handler vores inderste længsel snarere om at blive forbundet igen med det oprindelige, som vi tilsyneladende er blevet splittet fra og ikke er fuldt bevidste om. Mange vestlige menneskers svar på dette savn har været at tro på noget større – men der ndes også en dybere, ældre og langt mere glemt måde at få direkte indsigter i det, som virkelig betyder noget, og nde hjem: Visdom!

Den glemte visdom

Men se nu – menneskene er blevet deres redskabers redskaber. (Henry David oreau, 1985, s. 38-39)

For hvad er min og menneskehedens plads på den levende jord, og hvordan bliver jeg selv mere forbundet til naturen igen? Hvorfor blev jeg født og skal dø igen, og kan jeg få oplevelsen af at opfylde selve meningen med livet? Hvad er formålet med, at jeg lider, og på hvilken måde kan jeg nde hjem til mig selv og blive den, jeg virkelig er, som en del af en større helhed? Hvor hører jeg virkelig til, og hvordan kan jeg tage skæbnen i egen hånd og påtage mig at leve livet fuldt og helt?

Vi mangler i stigende grad disse indsigter i en tid, hvor stadig ere af os savner egentlig sammenhæng og retning i det hele. Videnskaben og teknologien udvikler sig ganske vist med hastige skridt, men de har ikke formået at give os svar på livets største spørgsmål. For selv om vores moderne kultur har brugt enorme ressourcer på at udforske alt fra månen til genernes opbygning, har den undladt at interessere sig synderligt for tilværelsens åndelige dybder. At vi kan bestemme lysets hastighed og måle hjernens aktivitet, giver os dog hverken mod til at leve med fuld kraft eller styrke til at møde døden, og vi kan ikke nde samhørighed med naturen eller højere mening med det hele i et mekanisk univers af tilfældigheder. I dag bliver det da også mere og mere tydeligt, at mange af os har brug for større visdom til at kunne orientere os i tilværelsen og få oplevelsen af at have en egentlig grund til overhovedet at være til og være os.

Men hvad består denne visdom så i, og hvor ndes den? Den forståelse er væsentlig for vores eksistens, og mennesker har da også søgt visdom siden stenalderen og værdsat den på tværs af alle kulturer. Ja, vi har ligefrem navngivet vores egen menneskeart homo sapiens, som betyder ”det vise menneske” – og alligevel bliver visdommen stort set ignoreret i den moderne vestlige civilisation. Taler vi en sjælden gang imellem om visdom i dagligdagen, bruger mange af os mest ordet som en lidt di us eller højtravende betegnelse for livsklogskab, intellektuel tænkning eller evnen til at anvende viden med omtanke eller sætte tingene i perspektiv. Moderne psykologer hævder ganske vist mere speci kt, at visdom er en ekspertise til at leve livet, som vi alle sammen kan opnå med alderens erfaring, så vi hver især har vores egen personlige visdom. Men tilbøjeligheden til blot at forstå visdom som en menneskelig egenskab, der i dag bedst kan forklares psykologisk, er selv en del af en omfattende glemsel.

Sådan har først fornufts loso en og kirken og siden magthaverne og videnskabsfolkene i årtusinder a ærdiget og lagt afstand til vores kulturs mere oprindelige åndelige tilgange til livet. Den langvarige forglemmelse har gjort det muligt for det vestlige menneske at hengive sig mere og mere til den jordiske tilværelse og tilegne sig en enorm mængde viden om den materielle virkelighed. Efterhånden har videnskaben og teknologien taget over, så vi i dag er meget bedre i stand til at forklare og beherske den verden, vi kan tage og føle på. Alt fra kemi og psykologi til medicinske præparater og computere har gjort vores almindelige hverdagsliv langt mere sikkert, komfortabelt og e ektivt – men vores måde at leve på har nået et vendepunkt, hvor det glemte begynder at trænge sig på. I drømmen om at få svar og løsninger på alt ved hjælp af konkret viden og teknik har den vestlige kultur mistet de sidste rester af oprindelig visdom, der bygger på indsigt i tilværelsen som helhed og vores plads i helheden. Som konsekvens af at vi har glemt den dybdegående forståelse af livets sammenhænge, kan vi komme til at tro, at vi er centrum i universet og ikke har noget større formål end at få det nemt og behageligt. Men stadig ere af os mærker længslen efter noget langt mere fyldestgørende – som ikke bare ind nder sig med alderens erfaringer, der i værste fald kan gøre os snæversynede eller bitre. Hvis vi virkelig vil nde forbundethed og vende hjem, kan vi gå til de glemte visdomstraditioner, der oprindeligt er en del af vores åndelige rødder.

Oprindelige visdomstraditioner

At udtale de dødes navne er at få dem til at leve igen, at genoprette livets åndedræt for de forsvundne.

(Gravindskrift fra det gamle Egypten i DesrochesNoblecourt, 1963, s. 27, min oversættelse)

Alene omtalen af ”oprindelig visdom” kan dog give nogle af os et tomt blik i øjnene og få tankerne til at vandre væk. For hvordan kan tudsegamle livsindsigter fra en fjern og primitiv fortid med barbariske samfundsforhold være relevante i en topmoderne hverdag, og bliver vi ikke meget klogere af at læne os op ad den nyeste psykologi og loso ? Inderst inde længes vi dog først og fremmest efter at nde tilbage til noget oprindeligt i tilværelsen, som også er noget i vores kultur.

Den vestlige verden bygger på to årtusinders tiltagende bekæmpelse af mørket, lidelsen og døden, der handler om at virkeliggøre et ensidigt ideal om et mere og mere lyst og lykkeligt liv. Som led i den kamp er tidligere åndelige tilgange til livet ikke bare blevet glemt, men forfulgt og bekriget som uvidenhed, hedenskab, kætteri, primitiv religion eller irrationel overtro. Mange af de urgamle traditioners sidste åndemanere, vismænd, præstinder og trolddomskyndige er ligefrem blevet sat på bålet, spærret inde, stemplet som afvigere eller diagnosticeret som forstyrrede. Men hvorfor har vi mon, også i en mere overført betydning, lært at være bange for de hekse og troldmænd, der bliver fordømt, og ikke for de folk, som brænder dem levende i det godes og det sandes navn? For når vi har lyst til at brænde andre mennesker på bålet eller bare være tilskuere til jagten på dem, er det også noget i os selv, vi har lyst til at brænde på bålet eller drive bort.

Den langvarige forfølgelse er ikke bare en historisk fortid, der går kronologisk forud for vores højt civiliserede måde at leve på i dag. Vores moderne tankegang bygger på sine egne kollektive dogmer, der kan begrænse os i at se virkeligheden klart, og vi kan hver især bære rundt på heksejagten og bekæmpelsen af mørket. I dag bliver vi opdraget i en kultur, hvor de este af os lærer at lægge bånd på vores naturlige og frie livsudfoldelse og fortrænge tilværelsens mørke og åndelige dybder.

Men vi kender almindeligvis ikke til andet og kan tænke, at alt er i den skønneste orden, for det er sådan, vi lever et trygt og socialt acceptabelt liv. Indtil den måde at leve på måske alligevel føles så mangelfuld, at vi søger noget mere fyldestgørende – og før eller siden kan blive utilfredse med nutidens rent materialistiske levevis. Stadig ere af os vender os mod nye former for spiritualitet eller vestliggjort spiritualitet fra den anden side af kloden, ofte i håb om at blive beroliget eller få evigt lys, lykke og velvære ad den vej i stedet. Men vi kan ikke nde helt hjem i tilværelsen på den måde.

Den vestlige sjæl er ældre, dybere og mere mangfoldig, end vi lærer i skolen, hvor kulturens to grundpiller er den jødiskkristne arv og arven fra oplysningstiden og den athenske loso . Hvis vi vil nde hjem, kan vi få brug for at tage de foruroligende og mørke sider af tilværelsen til os, som vi undertrykker gennem den ensidige måde at leve på. De negligerede åndelige tilgange fra vores kulturelle rødder var fortrolige med de dybder, som fornufts loso , kirke og videnskabsfolk har været urolige ved og lært os at tæmme og fortrænge. Under over aden på urgamle religioner og loso er nder vi mere eller mindre glemte visdomstraditioner, der giver os den bedste adgang til disse kræfter – og vi kan dermed gen nde det fortabte. Vi bærer vores forfædres erfaringsverden med os i dybet af vores bevidsthed, og at vende tilbage til rødderne behøver hverken handle om at leve som dengang, gendanne fortidens tankegang eller forkaste videnskaben. Men ved at genoplive og forny de oprindelige visdomstraditioner, så de er relevante i dag, kan vi hele kulturens splittelse og integrere det undertrykte i vores moderne liv. Vi kan bedst selv mærke, hvad vi længes mest efter at blive forbundet til, og bogen er en rejseguide, der tager afsæt i re af de vigtigste visdomstraditioner, som hver kan sætte os i særlig kontakt med en af de fortrængte sider af tilværelsen:

Hvis vi længes efter at blive dybere forbundet til naturen, tager første kapitel om hulen afsæt i den shamanistiske tradition. I dag har vi som kultur både afskåret os fra vores omgivende og vores egen natur, så vi kan komme i ubalance med miljøet og blive energiløse. Vores tidlige forfædre forstod til gengæld at leve i samhørighed med naturen, og vi kan åbne os for at forstå, at vi selv er åndelige naturvæsner og hører til livet på Moder Jord. Som natur er vi dele af menneskeheden, og naturvisdommen er da også åndelige rødder, vi har til fælles med folk fra hele verden.

Savner vi at komme overens med døden, går andet kapitel om templet en tur omkring den egyptiske tradition, som er en overset del af vores rødder. I dag omgiver vi os med død i medier og underholdning, men vi undviger ofte at forholde os til vores egen død, som vi bekæmper som noget negativt. Ifølge den vestlige tankegangs dogmer er døden en afslutning på livet, som i bedste fald er umulig at vide noget om, hvilket blot gør os mere urolige og tilbøjelige til at fortrænge den. Den egyptiske visdomstradition indeholder til gengæld blandt andet en dyb dødsvisdom, som giver os mulighed for at tage døden til os og forstå, at døden kan have et vigtigt formål i livet.

Vil vi derimod gerne nde en mening med lidelsen, når vi har ondt i livet, giver tredje kapitel om drømmen en indføring i en ofte overset del af den græske visdomstradition. I den vestlige kultur er vi tilbøjelige til at bekæmpe modgang og ubehag, der skal undgås for at opnå en drøm om et nemt og problemfrit liv. Den græske helingsvisdom kan åbne os for at favne tilværelsens uundgåelige besvær, da vi spænder ben for os selv ved kun at ville have det let og være glade. Hvis vi er uforløste eller fortvivlede, kan lidelsen ligefrem rumme en vigtig heling i sig, der kan give os muligheden for at nde hjem til os selv ved at blive hele mennesker og få et formål med at være til.

Længes vi efter at tage livet helt til os, fører fjerde kapitel om træet os igennem et særligt aspekt af den nordiske visdomstradition. I dag bruger mange af os tid på at undgå livet, fordi vi stræber efter et ensidigt ideal om en lys og lykkelig tilværelse, der kan få os til at lukke øjnene for livets realiteter og afholde os selv fra at engagere os virkeligt i det. Vi kan da også let komme til at føle os tæmmede og kraftesløse inderst inde i en civiliseret hverdag, og den nordiske livsvisdom kan give os mere styrke til virkelig at føle os i live. Hvis vi påtager os ansvaret for vores eget liv, med alt hvad det indebærer, kan vi få oplevelsen af at levefuldt ud og få en egentlig livsglæde.

Åndelige veje og metoder

Odin kunne skifte ham; så lå kroppen, som om han sov eller var død, men han var da en fugl eller et dyr, en sk eller en slange, og han fór på et øjeblik til fjerne lande i sit eget eller andres ærinde.

(Den islandske høvding Snorre Sturlason, Ynglingesaga, 2010)

Bogens kapitler er skrevet, så de kan læses uafhængigt af hinanden, og de er bygget op med underafsnit ligesom babusjkadukker af træ med mindre dukker indeni. Som læser kan du vælge at gå længere og længere ind i emnerne, og hvis du også længes efter at nde hjem til dig selv og høre til, er intellektuel forståelse da heller ikke nok. Inden for oprindelige visdomstraditioner opnår du den slags visdom ved at følge en åndelig vej, der kan give dig dybere indsigt i, hvem du virkelig er, og hvorfor du er her. På grund af arven fra kirken forbinder du måske begrebet åndelighed med tro, så du forestiller dig, at al religion, spiritualitet og åndelig søgen altid har handlet om at tro på noget? Men

i visdomstraditioner er åndelige veje forskellige læreveje, der giver dig mulighed for at opdage, hvem du virkelig er, og hvad der er meningen med dit liv, ved at blive mere bevidst.

Du behøver altså ikke at være færdigudviklet som menneske, når du er blevet biologisk voksen og umiddelbart har fundet ud af, hvad og hvem du gerne vil være – for det er ofte først her, du før eller siden begynder at søge noget mere fyldestgørende. Som moderne menneske vil du måske helst selv bestemme, og ifølge nutidens psykologi handler det med at skabe mening da også om, hvad der kan give dig en personlig oplevelse af meningsfuldhed. Om det meningsfulde liv så er arbejde, familie, et fællesskab, en hobby eller en personlig tro, afhænger helt af, hvad du selv synes. Den moderne psykologi har dog glemt, at du ikke bare er krop og sind, men også ånd og sjæl – for du kan faktisk få oplevelsen af at nde en mening med selve livet og opfylde et større formål med at være til.1 Dét kan dog kræve, at du for en tid overgiver dig til at følge en åndelig vej. For hvis du vil nde din helt egen vej i livet, som en del af noget større, må du vælge at undergå en forvandling.

Da du blev født ind i den her tilværelse, fulgte der ingen brugsanvisning med, og du har fra barnsben tillært dig en masse væremåder, værdier og identiteter for at opretholde dig selv og passe ind og få accept. Sådan kan du nemt blive opslugt af dine behov og ønsker som fysisk individ i hverdagen, og det kan blive forstærket i en kultur, hvor det vigtige er materiel fremgang og lykke – indtil du måske begynder at mærke længslen?

Ligesom et frø er kimen til et træ, rummer du muligheden for at blive noget mere end den person, du har lært at opfatte dig selv som. Hvis du vil indfri et savn efter at nde hjem til dig selv, kan åndelige veje fra dine egne fortrængte rødder hjælpe dig til at

1 Bogen skelner mellem at få en meningsfuld hverdag (den lille mening) og nde selve grunden til at være til (den store mening).

gennemgå en transformation for at blive den, du er bag alt det tillærte og kulturens ngeraftryk – ligesom den inderste trædukke. Så må du lag for lag a ære overbevisninger, identiteter og mønstre, der blokerer dig i at få en dybere bevidsthed om, at du har en sjæl, en sand natur bag ved din personlighed. På den måde kan du blive i stand til at se dig selv oppefra og få en højere bevidsthed om, hvem du virkelig er som et åndeligt selv, der er forbundet med noget større og har et formål i helheden.

Åndelige veje er ikke simple selvhjælpsmanualer, hvor du er passiv modtager af ”redskaber” og lette løsninger, så du hurtigt kan kse meningen med livet og komme videre. Hvis du vil nde hjem til dig selv, må du gennemgå en åndelig opvågnen fra mest at være optaget af din selvopretholdelse og fremgang i den fysiske verden, og det gør du ved at forøge din bevidsthed, altså din oplevelse af, hvem du er, og hvad livet er. Det er som at fjerne dukkens skaller eller tænde lyset i et dunkelt rum, så du bliver opmærksom på ting, du ikke lagde mærke til før, og kan gøre mere. Her kan du tage en række indvielsestrin, hvor du må forholde dig til dig selv og bruge bevidsthedsudvidende metoder til at få direkte erfaringer af, at du er mere end et fysisk individ og indgår i noget større.

Visdommens rum og den indre verden

Prøv at forstå, hvorledes det, der for mængden synes usynligt, for dig skal blive det allersynligste.

(Den græske visdomsgud Hermes Trismegistos, 1990, s. 12).

Vi udvikler vores bevidsthed gennem spirallignende cyklusser, hvor vi igen og igen vender tilbage til de samme temaer med større forståelse og kan komme dybere, og sådan er bogen også

opbygget. Dermed kan vores søgen føre os til porte, hvor vi må træ e valg om at blive i vores gamle verden på den kendte side eller gå ind gennem portene og udforske nye sider af virkeligheden. På den anden side af portene kan vi opdage, at alting ikke bare er, hvad det ser ud til at være, og at vores hidtidige opfattelser af det hele måske er vildfarelser eller indbildninger. Så vælger vi at forblive i det trygge og velkendte, eller vil vi have livsforandrende indsigter for at nde hjem? Vi har altid valget, som lige meget hvad også indebærer fravalg – og visdom handler i sidste ende om at forandre vores oplevelse af, hvad der er virkeligt, og om at nde tilbage til noget oprindeligt i verden. Hvis vi hælder vand i et glas, vil glasset før eller siden blive så fyldt, at vandet begynder at yde ud over kanten og gå til spilde. På tilsvarende vis kan vi have tillært en masse overbevisninger i det moderne samfund, der gør os for fyldte til at være åbne for nyt og anderledes. Vi kan have svært ved at få dybe indsigter og tage dem til os, medmindre vi skaber rum for visdom ved samtidig at a ære vores gamle syn på tilværelsen. Den vestlige kultur er ikke indrettet på at hjælpe os til at nde hjem, men på at skabe et trygt og velkendt liv i den materielle verden – og vi kan frit vælge at leve og dø på den måde uden at nde ude af, hvem vi virkelig er, og hvad vi egentlig er her for. Ofte skal vi da også lide under vores gamle levevis eller bare føle, at noget ikke er, som det skal være, før vi for alvor stiller spørgsmål ved det, vi har lært og tror, vi ved. Som at vi kun kan tro på noget åndeligt, og at vi er klogere end alle andre før os i historien. Sådan kan erkendelsen af, at alt ikke er i den skønneste orden, føre til, at vi begynder at gennemskue illusioner og kan opdage, at mange mennesker er mere urolige, end de vedkender sig – og det er som at vågne fra en drøm.

Men hvor nder vi den visdom, vi søger? I dagligdagen kan vi være så optaget af vores selvopretholdelse og tilpasning i den fysiske verden, at vi har svært ved at få dybere indsigter i

tilværelsen. De oprindelige visdomstraditioner bygger på erfaringer af, at vi kan slukke vores almindelige bevidsthed ved at bevæge os ind i adskilte rum, der kan være porte til ukendte sider af virkeligheden. For når vi er i hulen, templet, nattens søvndrømme eller verdenstræet, kan vi ikke alene slippe opmærksomheden på arbejdsforhold og vasketøj. De tidløse visdomsrum kan også give os adgang til en indre verden, der ndes inden i den ydre materielle verden, som vi kan opfatte med vores sanser og almindeligvis er den eneste, vi kender til. Det er ved at få direkte erfaringer af denne åndelige dimension – der ikke blot er vores personlige tanker og følelser – at vi kan blive dele af noget større og få indsigt i, at vi er mere end adskilte individer i et univers af tilfældigheder. Når vi styrker vores forbindelse med de dybere kræfter i eksistensen og naturens cyklus, behøver vi ikke længere at være forvirrede og hele tiden skulle udtænke nye og kunstige måder at blive tilfredse på.

Selv om de re kapitler kan læses hver for sig, supplerer de da også hinanden og kan lige så vel læses som en helhed. De re traditioner hænger ikke alene tæt sammen ved at bygge på indsigter i de sider af livet, der bliver undertrykt i dag, og det moderne menneske kan have brug for at genopdage dem alle. Bogen giver også et samlet billede af, at den vestlige kultur har fortrængt betydningen af, at vi kan få en egentlig erfaring af at være en del af en åndelig virkelighed og have en rolle at udfylde i helheden. De oprindelige visdomstraditioner er ikke mindst fælles om at kunne give os indsigten i, at vi kommer fra en oprindelig kilde til alting, som vi kan vende tilbage til igen, hvis vi har lært det, vi kom her for. Så ønsker vi at komme helt hjem, ndes visdommen i at lytte til traditionerne.

Fra barnsben har vi tillært os en masse overbevisninger, værdier og væremåder, der hjælper os med at passe ind i verden. Uden videre refleksion efterstræber vi materiel fremgang og belønninger, der giver os en umiddelbar lykkerus. Men før eller siden rammes mange af os også af en længsel efter noget større. Efter mening og et ægte tilhørsforhold.

Visdommens rum handlerom den indsigtsfulde erfaring og visdom fra vores forfædre, der for længst er blevet fortrængt af vores moderne liv. En visdom, som rummer universelle, åndelige sandheder, som vi paradoksalt nok har mere brug for end nogensinde.

Gennem fire hovedkapitler får du en indføring i fire grundlæggende visdomstraditioner, der repræsenterer vores fortrængte rødder. Den shamanistiske, der beskæftiger sig med menneskets forbundethed med naturen. Den egyptiske, der viser en vej til at forstå og acceptere døden som en del af en større sammenhæng. Den græske, der beskriver meningen med den lidelse, vi alle rammes af fra tid til anden. Og endelig den nordiske visdomstradition, der viser, hvordan man aktivt påtager sig ansvaret for sit eget liv.

Tilsammen hjælper de fire visdomstraditioner dig til at gennemgå en åndelig transformation for at blive den, du er bag alt det tillærte. Du får en dybere bevidsthed om, at du har en sjæl og en sand natur, der blot venter på at blive forløst.

ISBN 978-87-500-5775-8