2 minute read

Indledning

Denne bog handler om de trivselsmæssige konsekvenser af, at verden og arbejdsmarkedet forandrer sig med digitalisering og globalisering som drivende kræfter. Digitaliseringen ændrer vilkårene for, hvor vi arbejder, hvordan vi gør det, og ikke mindst hvordan vi relaterer til hinanden. Den betyder nemlig, at selv den fjerne verden kommer helt tæt på, og det ændrer og udfordrer, hvad der er synligt og vigtigt for os. Vi kan have tætte samarbejdsrelationer med folk på den anden side af kloden og samtidig dele kontor med kolleger, som kun er ansat i tre måneder på en konkret opgave.

Organisationer af alle typer forholder sig i stigende grad til temaer som det fleksible arbejdsliv, grænser mellem arbejdsliv og privatliv, hurtige beslutninger og om- og reorganiseringer for at imødekomme konstante teknologiske udviklinger – og ikke mindst krav om nære fællesskaber og global bæredygtighed. Hvis ledelserne og HR-konsulenterne ikke forholder sig helt eksplicit til, hvordan de temaer får betydning for arbejdsopgaver og værdier internt i organisationen, påvirkes medarbejdernes trivsel. Det handler derfor om at have fokus på:

• hvordan man i organisationer tager vare på det psykiske arbejdsmiljø • hvad man skal have fokus på, når man rekrutterer og ansætter nye kolleger • hvad der skal til for at fastholde ansatte.

De forandringer, vi ser på arbejdsmarkedet, der bevæger sig mod et mere fleksibelt arbejdsliv og en større brug af dynamiske ansættelsesformer, kræver en kontinuerlig indsats internt på arbejdspladsen. Vores ærinde med bogen er at give læseren indblik i nogle af de centrale trivselsdilemmaer, mange ansatte oplever under de nye og ændrede vilkår. Vi zoomer derfor ind på nogle udvalgte trivselsproblematikker og identificerer de indbyggede dilemmaer og paradokser, som forhåbentligt giver læseren ny inspiration til at håndtere disse eller lignende problemstillinger i eget arbejdsliv.

Bogen er baseret på forskning og samarbejder med virksomheder og organisationer, der sammen med os har sat spot på nogle af de mest centrale udfordringer ved netop arbejdsmarkedets udvikling. I vores daglige arbejde forsker vi i arbejdslivets socialpsykologi, ledelse og organisering, social innovation og gamificering. Bogen udspringer af et fireårigt praktisk orienteret forskningsprojekt om socialt innovativt vidensarbejde med partnere fra både den private og offentlige sektor og civilsamfundet (SIV – Socialt

Innovativt Vidensarbejde).1 Det er blandt andet viden og erfaringer fra det projekt, vi videreformidler i denne bog.

Bogen trækker derfor på viden fra kvantitative data om arbejdsmarkedsvilkår samt dybdestudier fra virksomheder og organisationer, der belyser ledere og ansattes oplevelser af de nuværende og fremtidige arbejdskrav og trivsel. Det har vi kombineret med samskabte designprocesser, hvor forskningsviden i samarbejde med casepartnere og et spilfirma er blevet oversat til frit tilgængelige spil om centrale dilemmaer i dagens og den nære fremtids arbejdsliv.2 De digitale simuleringsspil kan tilgås gratis og bruges som supplement til bogen, men bogen kan også stå alene (læs mere om trivselsspillene, og hvor du finder dem, i bogens appendiks).

Selv er vi alle tre vidensarbejdere, der på forskellig vis har personlige erfaringer med netop de trivselstemaer, som bogen forholder sig til. Vi har med andre ord ikke kun mødt udfordringerne med trivsel på papiret i vores forskningsprojekter, men har selv levede erfaringer og oplevelser med dem.

1 Socialt Innovativt Vidensarbejde (SIW – Socially Innovative

Knowledge Work), blev ledet af Roskilde Universitet og er delvist finansieret af Innovationsfonden Grand Solutions’ projektpulje.

Projektet inddrog en række virksomhedssamarbejder og partnere på tværs af fagligheder og ekspertise. Disse tæller Teknologisk Institut,

PROSA, Kooperationen, Reload og Actee. Læs mere på: www. forskning.ruc.dk/en/projects/socially-innovative-knowledge-work 2 Spillene kan findes på: www.siw.actee.com

This article is from: