4 minute read

Bogens opbygning

Next Article
Forord

Forord

i forhold til nogle snævre forretningsmål. Konsekvensen blev, at millioner af Netflix-kunder verden rundt bliver lokket til at tilbringe alt for meget tid foran skærmen.3

BOGENS OPBYGNING

Eksemplerne med Amazon og Netflix viser, hvordan programmører og designere sjældent er bevidste om, at de træffer etiske beslutninger, når de udvikler digitale løsninger. Skal vi blive bedre til at designe ansvarlige og etiske produkter, bliver vi altså nødt til at starte med at forstå, hvornår vi står over for et etisk problem. Vi bliver med andre ord nødt til at træne vores etiske muskel til at genkende etiske problemer og dilemmaer, når vi møder dem i vores dagligdag som digitale designere.

I næste kapitel kommer vi derfor til at dykke ned i spørgsmålet om etik, og hvorfor et næsten 3000 år gammelt begreb er mere aktuelt end nogensinde i en digital tidsalder.

I kapitel 3 taler vi om, hvad etik egentlig har med design at gøre. Har designere overhovedet et etisk ansvar for deres design? Er det ikke brugerne af designet, der har det egentlige ansvar? Det er jo ikke pistolen, der dræber, det er personen, der trykker på aftrækkeren. Eller hvad?

Designetik har altid været et vigtigt spørgsmål. Arkitekter, industrielle designere, propagandister og reklamefolk har i århundreder vidst, at deres fag kunne have mørke sider. Men i en digital tidsalder, hvor størstedelen af vores liv leves gennem et digitalt interface designet af designere, står vi over for en helt ny skala af etiske udfordringer. Det kommer du til at kunne læse mere om i kapitel 4.

Herefter går vi over til bogens anden del, hvor vi begynder at kigge på løsninger. Denne del af bogen bygger på projektet Det Digitale Etikkompas, hvor jeg i samarbejde med Dansk Design Center har udviklet en række guidelines og redskaber, der hjælper virksomheder med at designe mere etiske digitale løsninger. Alle disse redskaber ligger på Dansk Design Centers hjemmeside, men for at gøre det nemt for dig har jeg samlet det hele på websiden www.petersvarre.dk/digitaletik.

Formålet med del 2 er, at du bliver i stand til at bringe designetisk tænkning ind i din egen organisation. At du bliver i stand til at åbne motorhjelmen på jeres digitale løsninger og finde alt fra etiske mislyde til tikkende etiske bomber, og endelig at du bliver i stand til at finde løsninger på de etiske problemer. I modsætning til del 1 er denne del af bogen meget praktisk og fyldt med øvelser og modeller, som du kan bruge i dagligdagen.

Som sagt er etik en muskel, der skal trænes, og i kapitel fem kan du læse om, hvordan du kommer i gang med træningen, men også om, hvorfor det kan være så svært at komme i gang. I kapitel 6 starter vi opvarmningen af de etiske muskler. Det kan lyde fjollet, men opvarmning er faktisk nødvendig, fordi mange virksomheder slet ikke er vant til at beskæftige sig med etiske spørgsmål. I kapitel 7 lærer vi, hvordan man åbner motorhjelmen på ens egne digitale løsninger. Vi lærer, hvordan man ved hjælp af forskellige teknikker og øvelser kan se sin digitale løsning fra andre vinkler og perspektiver. I kapitel 8 diagnosticerer vi problemerne og lærer fra andre virksomheder og organisationer med lignende problemer, og i kapitel 9 løser vi problemerne.

Derefter går vi over til bogens tredje del, som handler om, hvordan du sikrer, at etikken slår rødder i organisationen (kapitel 10), og hvordan du får ledelsen med på den etiske rejse (kapitel 11). I det afsluttende kapitel 12 prøver vi at forestille os en digital verden helt uden etik. Det er en øvelse i provocatyping – en metode, du kommer til at høre mere om i kapitel 7. Og pointen er naturligvis, at vi ved at forestille os det værst tænkelige i fremtiden kan lære noget vigtigt om nutiden.

Arbejder du med digital kommunikation eller produktudvikling, har du et ansvar – nemlig ansvaret for, at dine digitale superkræfter ikke gør mere skade end gavn. Misbrug af data, diskriminerende algoritmer og manipulerende adfærdsdesign er det seneste årti blevet hverdagskost. Den digitale verden er løbet af sporet, og ansvaret hviler på skuldrene af alle, der designer, udvikler, programmerer og projektleder digitale løsninger. DIGITAL ETIK hjælper dig med at bære ansvaret. Bogen giver dig: • En forklaring på, hvorfor etik og ansvarlighed bør være det første, du tænker på, når du vågner om morgenen • Et sprog til at tale om digital etik • Konkrete redskaber til at forbedre dine digitale løsninger • Argumenter for, hvorfor digital etik gavner din virksomheds bund linje – også på den lange bane. Skal vi bygge en bedre og mere menneskelig digital verden, starter det med dig og dine valg. Denne bog hjælper dig med at træffe de rette valg.

”Digital Etik er noget så sjældent som en menneskelig, håndgribelig og dybt sympatisk bog om digitale forandringer og de praktiske, politiske og etiske refleksioner, som vores teknologiske fremtid afkræver. Og det er netop den slags kritiske og konkrete perspektiver på digitalisering, som verden har brug for lige nu.” – Mikkel Flyverbom, professor i kommunikation og digitale forandringer, CBS, formand for regeringens ekspertgruppe om tech-giganter og medlem af Digitaliseringsrådet og Dataetisk Råd

This article is from: