1. Det etiske kaninhul

DET ETISKE KANINHUL

Det var en ganske almindelig dag i foråret 2017, som for bestandigt ændrede mit syn på mit arbejde. Jeg havde i 20 år arbejdet med digital kommunikation, strategi og produktudvikling og havde i den tid været rådgiver for virksomheder som Danske Bank, Nike, Novo Nordisk og Carlsberg. Jeg havde været med til at designe alt fra online fællesskaber for diabetespatienter til globale marketingsider, som solgte fodboldsko til unge drenge. Som brugervenlighedsekspert og digital strateg havde jeg haft ansvaret for designet og konceptualiseringen af hundredvis af digitale løsninger, som sandsynligvis havde haft betydning for millioner af menneskers liv, arbejde og dagligdag. På trods af det havde jeg dog aldrig gjort mig de store tanker om de etiske konsekvenser af mit arbejde. Mit arbejde handlede om at designe smukke, relevante, brugbare og profitable digitale løsninger. Mit arbejde handlede ikke om at skabe en bedre verden. Den slags var forbeholdt filosoffer, humanister og andre ngo-typer, som var sat i verden for at tænke dybe tanker om verden.

Lige indtil den dag i foråret 2017. På det tidspunkt arbejdede jeg som konsulent for en lille startupvirksomhed, som havde haft en kortvarig, men eksplosiv succes med en app, som hjalp kvinder med at føle sig trygge, når de gik hjem fra byen om aftenen. Appen trackede kvindernes fysiske lokati-

on, så en udvalgt ven eller et familiemedlem kunne følge hendes færden på et kort og få en alarm, hvis der opstod et problem på vejen.

De danske medier elskede historien om appen, der med moderne GPS-teknologi kunne hjælpe kvinder med at føle sig trygge, og startupvirksomheden havde hurtigt tusindvis af downloads.

Desværre viste det sig, at kvinderne glemte at bruge appen, når de først havde downloadet den. Måske fordi det alligevel ikke gav så meget tryghed, at en bekendt sad flere kilometer væk og passivt fulgte med i kvindens gøren og laden. Måske fordi det var en smule grænseoverskridende at lade andre mennesker følge ens præcise fysiske lokation – særligt når man var en ung teenagepige, der var på vej hjem fra byen.

Som så mange andre startups var virksomheden løbet ind i en mur. Det var tid til at pivotere. Et begreb, der i startupverdenen anvendes, når det digitale produkt ikke lige fanger an hos målgruppen, og man er nødt til at finde en ny forretningsmodel og en ny målgruppe.

Startupvirksomheden var virkelig dygtig til at arbejde med GPS-teknologier og havde gode forbindelser til forsikringsselskaber. Vi brainstormede derfor på idéer, der involverede GPS-tracking, kortvisning og mobilitet. Efter lang tids overvejelse landede vi på et koncept, som passede perfekt til startuppens kompetencer og forsikringsbranchens behov. Idéen var allerede implementeret på det amerikanske marked, hvilket altid er et godt tegn på, at der er penge i idéen.

Konceptet kaldes i USA for usage based insurance. Det er en særlig type bilforsikring, hvor man ved hjælp af en mobiltelefon eller en lille enhed, som installeres i bilen, kan tracke bilistens kørsel. Ved hjælp af en snedig algoritme regner man så ud, om bilisten er dygtig eller en klodset amatør, som bremser på underlige tidspunkter, accelererer unormalt eller på anden vis udviser afvigende køreegenskaber.

Forsikringsselskaber forsøger allerede i dag at regne ud, om vi er gode eller dårlige bilister, men deres metoder er ret primitive. For eksempel gætter de på, at unge mennesker er dårligere bilister, og tvinger derfor dygtige unge bilister til at betale alt for høje forsikringspræmier. Eller de gætter på, at folk, som har været involveret i et biluheld, er dårligere til at køre bil end