Ina Borstrøm Dorthe Klint Petersen Anne-Marie Donslund
Klap hesten!
Alinea
1
Birtes rideskole
Victoria og Ida sad og ventede på, at ridetimen startede. De var til ridning på Birtes rideskole. “Så er vi klar,” råbte Birte og stillede sig i midten af ridehallen. “I rider i en volte rundt om mig.” Birte slog med en lang pisk, og hestene satte i gang. Victoria vidste ikke, hvad en volte var, så hun forsøgte bare at holde sig bag Ida. Det var første gang, Victoria var til ridning, så hun hoppede op og ned i sadlen. Ida havde gået til ridning en måned og var allerede rigtig god til at ride. Birte havde sagt, at man skulle trykke ned med hælene i stigbøjlerne og sætte sig ned i takt til hestens bevægelser. Men det var bare ikke så nemt. Victoria red på Buster. Han var en brun pony med søde øjne og en blød mule. Birte råbte til Ida, at hun skulle ride ind over midten. Victoria og de andre ryttere fulgte efter. De red i en cirkel rundt om Birte. Så en volte var altså en cirkel. “Op, ned, op, ned, Victoria,” råbte Birte. “Hænderne i ro og numsen op, ned, op, ned. Flot der!”
4
Victoria fangede rytmen. Op, ned, op, ned. Det var slet ikke så svært, når man lige mærkede efter. Buster prustede og rystede med hovedet, så Victoria mistede rytmen, men denne gang fandt hun hurtigt rytmen igen. “Flot der! Og vi skridter af,” råbte Birte. “Så løsner vi tøjlerne.” Victoria anede ikke, hvad hun talte om. Ida lod Victoria komme op på siden af sig. Victoria gjorde præcis som Ida. Hun gav langsomt slip på tøjlerne, så hesten kunne slappe af og bevæge hovedet mere frit. “Var det ikke sjovt?” spurgte Ida og klappede sin hest. Victoria nikkede. Jo, det havde været rigtig sjovt. Faktisk havde hun altid villet gå til ridning, men det var bare ikke så sjovt, hvis man skulle starte alene. “Det gik jo godt, Victoria,” sagde Birte, da de fulgtes ud til stalden. “Kender I to hinanden?” “Ja, vi er venner,” sagde Victoria og smilede til Ida. Det var dejligt, at Ida og Emil var flyttet til Østerby. Tænk at det kun var et år siden. “Vi lærte hinanden at kende på skolebladet.” “Nej, hvor sjovt. Laver I skoleblad?” sagde Birte. “Så kan jeg måske få en reklame i bladet?” Victoria kiggede spørgende på Ida. “Det ved jeg ikke,” sagde hun. “Det har vi aldrig prøvet.” “Hvis I skriver en artikel om rideskolen, så vil jeg gerne betale et par hundrede for en reklame,” sagde Birte. “Det lyder godt, men vi bliver nødt til at snakke med de andre om det først,” sagde Ida. “Vi skal finde ud af, hvad næste blad skal handle om.”
5
Birte sagde, at hun ville vise dem rundt på gården, når de havde taget sadlerne af og striglet hestene. Victoria og Ida trak hestene ind i stalden. Birte viste dem hen til staldpigen Tina, der stod og strøede halm i boksen. Hun vendte sig om og hilste på Victoria. Hvor var Tina smuk! Hun havde langt lyst hår og et skinnende smil. “Skal jeg hjælpe dig?” spurgte Tina. Victoria vidste ikke, hvad hun skulle sige, så hun nikkede bare. Tina viste, hvordan man tog sadlen af. Bagefter hjalp hun Victoria med at tage hovedtøjet af Buster, sætte grimen på og spænde ham fast på staldgangen. “Så må du gerne give ham en godbid,” sagde Tina. Victoria fandt et par gulerødder frem. Buster var så ivrig, at han snappede efter hende. Men han bed ikke rigtigt. Det var kun gulerødderne, han ville have. Victoria lånte nogle af Idas børster og striglede Buster. Det havde hun også gjort inden ridetimen. I eftermiddags havde Buster haft nogle klamme steder bagpå, hvor han havde ligget i noget lort og var møgbeskidt. Nu var han bare støvet fra ridehallen og lidt fugtig på halsen.
6
Da Victoria var færdig med at strigle Buster, hjalp Tina hende med at rense Busters hove. Først viste hun Victoria, hvordan man løftede benet og holdt det, mens man rensede. Bagefter skulle Victoria gøre det selv. Det var lidt ubehageligt at være så tæt på Busters ben. En hest kunne sparke en mand ihjel, havde hendes mor, Anita, sagt. Men Buster var sød og stod helt stille. Victoria kom til at tænke på Emil fra Lønneberg, der vandt en hest, fordi han kunne holde benet, mens smeden gav den nye sko. “Flot der! Så er vi klar til en rundvisning,” sagde Birte. Ida og Victoria gik sammen med Birte, som fortalte, hvordan gården så ud, da hun sammen med sin mand købte den for 15 år siden, og hvordan de havde bygget den om til rideskole. “I starten red vi inde i laden,” sagde Birte og pegede. “Men så fik vi heldigvis bygget en rigtig ridehal.” “Hvad er der så i laden nu?” spurgte Victoria. “Jamen, det er jo Torbens minizoo,” sagde Birte. “I må godt kigge, men jeg går ikke selv derind.” “Torben er hendes mand,” hviskede Ida. En skarp lugt ramte dem, da Ida åbnede døren til laden. Godt nok lugtede hestene også, men denne her lugt sved i næseborene. Victoria havde mest lyst til at blive udenfor, men hun gik alligevel med Ida ind i laden. Døren smækkede bag dem. De stod alene i laden og vænnede sig til mørket. Der var en masse puslende og hvislende lyde. Og nu kunne de efterhånden se, at laden var fyldt med akvarier, terrarier og små bure.
7
Midt i det hele stod en høj mand. Det måtte være Birtes mand, Torben. Han havde et reb om nakken. Victoria gik tættere på. Pludselig så hun, at det ikke var et reb. Det var en slange. Torben smilede og spurgte, om de havde lyst til at holde slangen. Den løftede hovedet, så på dem med sine gule øjne og stak sin spaltede tunge ud i en hvislen. Victoria gik et skridt tilbage. Hun hadede slanger. Men Ida ville gerne prøve. Hun fik slangen om halsen og aede den. “Hun hedder Margrete,” sagde Torben stolt. “Det er, fordi hun er rank som en dronning.” “Åh, prøv og mærk,” sagde Ida. “Hun er helt glat og tør.” Victoria gik et skridt baglæns. “De fleste tror, at slanger er kolde og slimede, men det er de slet ikke,” sagde Torben og lagde armen på Victorias skulder. “Vil du ikke prøve at holde den?”
8
Victoria rystede på hovedet. Hun skulle ikke nyde noget. Hun fik kuldegysninger, når Margrete så på hende.
Victoria havde mest lyst til at flygte og kiggede sig omkring. Rundt om dem var der slanger og leguaner og skildpadder i alle terrarierne. Men i burene var der små søde mus og hvide rotter og nuttede marsvin. Torben fulgte Victorias blik. “Du må gerne snakke med dem,” sagde han og åbnede marsvineburet. Åh, der var unger. Små bitte marsvineunger. Hvor var de søde! Victoria glemte alt om Margrete og tog en af marsvineungerne op. Den kunne sagtens ligge i hendes hånd og var helt vildt blød. Victoria havde længe ønsket sig et marsvin, men Anita ville ikke have dyr i sit hus. Hun syntes, at de lugtede og svinede. Et stærkt sollys blændede Victoria, som kneb øjnene sammen. “Så skal vi videre,” sagde Birte henne fra døråbningen. Victoria lagde forsigtigt marsvineungen ind i buret og skyndte sig ud til Birte sammen med Ida. De gik forbi en dampende mødding bag laden. En ung mand kom kørende med en trillebør fyldt med hestepærer. Ida fortalte, at det var Tinas kæreste, Peter. “Skal I have en tur?” spurgte han og blinkede. Victoria skulle ikke nyde noget af at sidde i et læs hestepærer. “Jo, kom nu,” sagde Ida og hev Victoria med. Nå ja, man kunne vel lige så godt prøve. De satte sig op i trillebøren, og Peter løb rundt med dem på hele rideskolen, mens de var ved at tisse i bukserne af grin. Til sidst læssede han dem af foran cyklerne. “Ad, hvor blev vi beskidte,” grinede Victoria. Men det gjorde faktisk ikke noget.
9