Yoga-terningespil

Page 1

I denne aktivitet skal I arbejde med et terningespil. Nogle af reglerne er allerede skrevet, og resten skal I selv lave.

Formål

I skal bruge jeres viden om sandsynlighed, hyppighed og frekvens til at sørge for, at reglerne til jeres terningespil bliver så retfærdige og gode som muligt.

I skal planlægge, udføre og vurdere spillet.

• I skal beskrive og begrunde de regler, der mangler for at kunne spille spillet.

• I skal udfylde regnearkets felter med hyppighed, frekvens og sandsynlighed.

• I skal vurdere spillet ud fra succeskriterierne. Begrund og forklar jeres vurdering med eksempler og udregninger.

• Ret eventuelt reglerne til, så de passer bedre, og prøv spillet igen. Måske har I brug for at ændre nogle af de regler, der allerede var skrevet. Det er helt fint. Men I skal kunne argumentere for ændringerne.

I skal bruge:

• To terninger pr. gruppe

• 30 centicubes eller lignende pr. elev i gruppen

• Papir og blyant.

Nogle af reglerne for yogaterningespillet får I her:

• Man slår med begge terninger samtidig og lægger antallet af øjne sammen. Hvis man fx slår en 5'er og en 2'er, har man slået 7.

• Man skiftes til at slå med terningerne.

• Man kan satse et bestemt antal centicubes på et slag.

• Når spillet begynder, har hver spiller et bestemt antal centicubes.

• Når spillet begynder, har banken et bestemt antal centicubes.

• Der er 30 centicubes til rådighed pr. elev.

• Spillet er slut, når hver spiller har slået ti gange med terningerne, eller når banken eller en spiller er løbet tør for centicubes.

• Hver centicube tæller for ét point.

• Der skal indgå yogaøvelser i spillet.

2023
©Alinea
©Illustrator: Pernille Sihm(red)/Alinea

Lærervejledning

Formålet med denne aktivitet er:

• at eleverne arbejder åbent og undersøgende med emnet på flere niveauer

• at eleverne bruger regneark

• at eleverne øver sig på at ræsonnere, afprøve, vurdere og bruge mundtlige og skriftlige argumenter med og om matematik.

Eleverne arbejder med et terningespil. Nogle af reglerne er lavet på forhånd, men resten skal de selv finde på. Tanken er, at eleverne skal arbejde forholdsvis frit med opgaven. Der er dog sat nogle rammer op til at begynde med for at hjælpe dem på vej.

For at eleverne kan opfylde succeskriteriet om det mest retfærdige spil, er de nødt til at undersøge, hvilke udfald der er mulige, og hvad sandsynligheden er for de forskellige udfald. De kan fx lave en tabel, der viser de 36 mulige udfald

Eleverne skal også udfylde felterne for sandsynlighed, frekvens og hyppighed i regnearket. Disse beregninger kan de bruge til at basere deres regler på.

Når eleverne har afprøvet, vurderet og rettet deres spil til, skal de finde sammen med en anden gruppe. De to grupper skal afprøve hinandens spil, vurdere dem og eventuelt rette dem til.

Måske har nogle elever lyst til at arbejde med at lave om på de foreskrevne regler. Det er helt i orden, men de skal kunne argumentere for deres valg. Fx: "Hvad nu, hvis succeskriteriet er at tabe spillet, men der stadig er et loft på satsninger?"

Aktiviteten afsluttes med en samtale i klassen. Her deler eleverne deres tanker og overvejelser om regler og spillenes forløb.

Forudsætninger

Eleverne skal have arbejdet med sandsynlighed. De skal kunne udfylde en tabel med mulige udfald, og de skal vide, hvordan de kan beregne:

• hyppighed

• frekvens i procent og som brøk

• sandsynlighed i procent og som brøk.

Materialer

• To terninger pr. gruppe

• 30 centicubes eller lignende pr. elev.

Forfatter: Anja Karina Hansen (red.)

©Alinea 2023

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.